Forord: Et naturpositivt energisystem for Danmark

Vi står overfor menneskehedens mest omfattende fælles projekt: Klimaomstillingen og at bringe samfundet indenfor sikre planetære grænser. Det er en omstilling, som kræver et opgør med over 200 års samfundsudvikling baseret på dyb afhængighed af fossile energikilder. Vi skal ændre hele den måde, vi producerer og forbruger energi på.

Det er som en månelanding. Og det kalder på en grundlæggende transformation af vores samfund.

Men det er heldigvis en opgave, vi kan løse. Vi har allerede teknologierne. Vi ved stort set godt hvilke veje, vi skal gå. Vi ved, hvad vi skal udfase, og hvad der er økonomisk effektivt at investere i.

Vinduet for handling er dog snart ved at lukke. Overskridelsen af 1,5 gradersmålet fra FN´s klimaaftale i Paris er nu truende tæt på, og vores resterende CO2-budget er opbrugt om få år. Vi befinder os nærmest i en slags undtagelsestilstand, hvor handlerummet skrumper hastigt. Klimaskaderne kan i de kommende år få meget større negative konsekvenser for natur, miljø, menneskers livsvilkår og økonomiske velstand, end selv krige og andre menneskeskabte trusler.

De globale temperaturer har slået nye historiske rekorder i 2024, flere steder på kloden har man været udsat for umenneskelige hedebølger på over 50 grader Celsius, og ved Antarktis har temperaturerne været over 10 grader over det førindustrielle niveau. Advarselslamperne blinker overalt.

For vi gør stadig for lidt.

Hvis ikke vi tager opgaven på os i dag, skubber vi regningen foran os og videre til næste generation. Globalt set har menneskeheden aldrig brændt flere fossile brændsler af, end den gjorde i 2023. Selv om alverdens klimaforskere i mange år har advaret om, at det haster med at udfase den fossile energi, handler menneskeheden stadig på en måde, som truer vores fælles eksistensgrundlag i fremtiden.

Nøglen til at løse klimakrisen er i første række en hurtig udfasning af olie, gas og kul, for størsteparten af de udledte drivhusgasser stammer fra fossile energikilder. De dominerer i alle sektorer, bortset fra i elforsyningen. Over halvdelen af Danmarks bruttoenergiforbrug og to tredjedele af EU´s ditto stammer stadig fra fossile brændsler, og vi kan ikke løse klimakrisen uden at frigøre os fra dem. Vi sender hvert år mio. af tons drivhusgasser ud i atmosfæren, fordi vi brænder mio. af tons træ af i vores kraftværker. Kun 13 pct. af vores bruttoenergiforbrug er ren vedvarende energi fra sol, vind, geotermi og varmepumper. I de kommende år er der brug for en grøn energirevolution, hvis vi skal udfase den fossile energi og bygge et 100 pct. rent og bæredygtigt energisystem. Men det er både realistisk og muligt. For på en måde er energirevolutionen allerede i gang.

Priserne på sol- og vindenergi er allerede konkurrencedygtige med fossile brændsler, og priserne på batterier rasler ned i takt med skaleringen på verdensmarkedet. Ifølge tænketanken RethinkX, som har regnet på Tysklands omstilling til et fuldt bæredygtigt energisystem, kan kombinationen af sol, vind og batterier måske endda blive 70 pct. billigere end konventionel energi i løbet af det næste årti. Det er vigtigt, at Danmark griber de nye muligheder som denne grønne energirevolution åbner.

Danmark har heldigvis et stærkt udgangspunkt: Andelen af vedvarende energi i Danmarks elforsyning hører til de højeste i verden, og det har ikke mindst været drevet frem af det danske vindmølleeventyr. Også indenfor varmepumper, energieffektivisering, fjernvarme, geotermi, sektorkobling, energiparker og intelligente it-løsninger til energisektoren har danske virksomheder mange af de grønne løsninger, der efterspørges på verdensmarkedet.

Disse virksomheder står meget stærkere, hvis Danmark fremstår som et globalt fyrtårn, som andre nationer ser som en rollemodel. I 2023 eksporterede danske virksomheder energi- og miljøteknologier for en værdi af 87 mia. kr., men i de kommende år kan denne eksport mangedobles. I takt med, at flere og flere lande efterspørger effektive og rene energiteknologier til at nedbringe deres udledning af drivhusgasser, åbnes nye eksportmuligheder. En afgørende forudsætning for at lykkes er dog, at Danmark selv går foran. Samtidig kan Danmark som en grøn frontløbernation sætte sig i spidsen for, at EU løfter sine klimamål gennem en ambitiøs og fremsynet energipolitik, hvor de fossile brændsler udfases hurtigt.

Netop derfor har Rådet for Grøn Omstilling – på baggrund af input fra faglige eksperter og en række grønne frontløbervirksomheder – udarbejdet et ambitiøs roadmap, der viser, hvordan Danmark kan blive fossilfrit allerede i 2040. Som led i projektet har vi haft EA-Energianalyse til at lave grundige beregninger og analyser af, hvordan man kan gennemføre en hurtigere grøn omstilling af energisystemet. Der er opstillet et transformationsscenarie, der anviser en vej til, hvordan Danmark kommer i nettonul i 2040, samtidig med at man sikrer en dekarbonisering af den internationale fly- og skibsfart fra Danmark. Transformationsscenariet lægger op til en ny bølge af energieffektiviseringer 2.0 og en hurtigere og større udbygning med sol- og vindenergi. Og de store ekstra mængder af vedvarende energi skal bruges til at fremskynde elektrificeringen af Danmark og til at producere grønt brint, som bl.a. skal bruges til at lave e-fuels til fly og skibsfarten.

Uanset hvilken energivej vi vælger at betræde, er tiden knap. Hvis vi skal forhindre klimatiske tipping points og sikre nye konkurrencefordele til vores grønne industrier, er der ikke tid til at begive sig ud ad flere omveje.

Fremtidens konkurrencekraft og velstand afhænger af, at det i de næste få år lykkes at lave en hurtig, effektiv og bæredygtig omstilling af hele vores energisystem. Danmark har mange af virksomhederne, der kan levere løsningerne. Opgaven er nu at samle alle kræfter om at frigøre os fra de fossile brændsler og opbygge et rent og vedvarende energisystem, som i fremtiden kan sikre os en robust forsyning af billig energi, der ikke skader klima, miljø og biodiversitet.

Der er brug for et stærkt lederskab og politisk handlekraft, hvis det skal lykkes for Danmark at blive en frontløbernation i den grønne energirevolution, der har potentiale til at transformere hele den måde, vi producerer og forbruger energi på. Det er i vores bedste egeninteresse at tage fat på opgaven, for det gamle forbrændingssamfund er blevet en stadig mere kostbar affære.

SVM-regeringen og resten af det politiske Danmark bør ikke lade denne chance gå fra sig. Regeringen bør indkalder til forhandlinger, så der kan indgås en bred politisk aftale om en samlet og ambitiøs grøn energiplan, der kan bane vej for et fossilfrit og askefrit energisystem i 2040. De kan med fordel invitere grønne frontløbervirksomheder og grønne organisationer med til forhandlingsbordet, så hele processen munder ud i et fremtidssikret og innovativt roadmap, som kan samle hele Danmark om den fælles opgave: At bygge et klimavenligt nulemissionssamfund, hvor Danmark i fremtiden kan operere sikkert og trygt indenfor de planetære grænser.

Det er vigtigt for klima og natur. Det handler om at sikre vores alles fremtid og eksistensvilkår. Det vil styrke vores fremtidige sikkerhed, hvis vi selv kan producere vores egen energi frem for at importere den fra autoritære magter, hvis værdier vi ikke bryder os om. Og vi kan samtidig sikre arbejdspladser og konkurrenceevnen i et hastigt voksende verdensmarked for grønne teknologier og miljøløsninger.

– Bjarke Møller, Direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Kapitel 1: Sammenfatning

Denne rapport opstiller et samlet roadmap for, hvordan Danmark kan frigøre sig 100 pct. fra de fossile brændsler og opbygge et askefrit og bæredygtigt energisystem allerede i 2040, hvor udledningen af drivhusgasser bringes i nul, og så vi derefter kan blive et klimapositivt samfund. Gennem en accelereret grøn omstilling af hele Danmarks energiforbrug og -produktion er det samtidig muligt at løse to brændende udfordringer, som hidtil har været ignoreret i dansk klimapolitik: Udfasningen af den store afbrænding af fast træbiomasse og at få elimineret emissionerne fra den internationale luft- og skibsfart, der bunkrer i Danmark.

Rapporten kigger ikke bare på det klassiske energiforbrug, men bygger på en udvidet og omfattende analyse af al den energi vi forbruger, og som holder hånden under vores fælles økonomi. I den økonomiske tænkning har energipolitik ofte været behandlet som sektorpolitik og energien har spillet en begrænset rolle. Denne rapport søger at forklare, hvorfor energien spiller en langt større rolle for produktivitet og velstandsudviklingen i samfundet. Der findes et betydeligt vidensgab, som skal overvindes. Indtil nu har de traditionelle analyser af energisystemet heller ikke forholdt sig ret meget til, hvordan vi i fremtiden får absolut bæredygtig energi indenfor planetære grænser. Denne rapport er en invitation til at tage disse udfordringer alvorligt.

Rådet for Grøn Omstilling har derfor – og med løbende input fra faglige eksperter og fra otte grønne frontløbervirksomheder – opstillet et transformationsscenarie for Danmark, der har til formål at præsentere et realistisk og økonomisk ansvarligt bud på, hvordan Danmark kan udfase den fossile energi i alle dele af samfundet. Dette scenarie, T2040, bygger på grundige beregninger udført af EA-Energianalyse på Balmorel-modellen.

Scenariet er udarbejdet for at vise de politiske beslutningstagere, at der er betydelige klimamæssige og økonomiske gevinster forbundet ved at vælge en accelereret grøn omstilling i stedet for en forsigtigere tilgang eller at hænge fast i business as usual. Det er en ekstremt vanskelig og krævende opgave for samfundet at udskifte et over 200-årigt fossilt energisystem og fossil infrastruktur, så al vores energi i 2040 kommer fra rene og vedvarende energikilder og at hele samfundet kan drives af grøn strøm i stedet for med forurenende fossile brændsler og fast træbiomasse. Denne opgave bør ikke undervurderes

T2040-scenariet er et konkret indspil til, hvordan udfordringen kan gribes an. Vores håb er, at regeringen og resten af Christiansborg lader sig inspirere og handler på det, så Danmark på markant og tydelig vis viser de øvrige EU-lande, hvordan man som land kan opbygge et moderne, fremtidssikret og robust energisystem, der kan være med til at løse klimakrisen på en økonomisk ansvarlig måde. Der skal også være tilstrækkelig med grøn strøm, så danske PtX-fabrikker kan fremstille den næste generation af e-fuels til luft- og skibsfarten.

Danmark har et stærkt udgangspunkt for at gå foran i den store grønne transformation af energisystemet, og det bør også gøres til en hovedsag, når Danmark overtager EU-formandskabet i efteråret 2025.

Hvad kræver omstillingen?

Der findes mange forskellige veje til at realisere ambitionerne, men scenariet er opstillet for at give de politiske beslutningstagere et bedre og mere præcist værktøj at navigere ud fra. Der er klare milepæle undervejs.

T2040-scenariet forudsætter adfærdsændringer og vil bane vej for en ny bølge af energieffektiviseringer, som kan spare mere energi. Det indlejrede energiforbrug i alle produkter skal også nedbringes gennem en kraftig satsning på cirkulær økonomi, der kan nedbringe affaldsmængderne og sikre en langt større recirkulering af materialer i samfundet. Scenariet lægger op til en hurtigere og større skalering af sol- og vindenergi kombineret med langt mere energilagring og batterier, og der skal mange flere varmepumper og mere geotermi til for at skabe et absolut bæredygtigt energisystem med høj forsyningssikkerhed.

Der skal ske en hurtigere elektrificering af vejtransporten, industrien og varmeforsyningen, for det er en central forudsætning for at spare fossil energi og sikre en omkostningseffektiv omstilling. Gennem politiske reguleringer og økonomiske incitamenter, samt større investeringer i elnettets motorveje, kan elektrificeringen accelereres i alle dele af samfundet. Det vil øge efterspørgslen efter grøn strøm. I de seneste år har der været et stort fokus på udbudssiden, og der er givet mange politiske løfter i både Danmark og EU om flere gigawatt sol- og vindenergi. Det er fint. Men der har været alt for lidt fokus på efterspørgselssiden, og elektrificeringen på tværs af alle sektor er her en meget afgørende brik. For den kan også bane vej for en ny og større bølge af investeringer i vedvarende energi.

Det er også afgørende at skaffe nok grøn strøm til fremtidens behov. Der er brug for mange flere solceller og vindmøller, så man på de mange nye elektrolyseanlæg kan fremstille grøn brint og lave den næste generation af e-fuels til skibs- og luftfarten. Alle dele af samfundet skal dekarboniseres, og hvor det er muligt, skal det ske gennem en direkte elektrificering, da det er den billigste og mest energieffektive løsning. Men i luft- og skibsfarten på de lange distancer og i dele af den tunge industri kan det blive nødvendigt at lave indirekte elektrificering via grøn brint.

Det er vigtigt at få opskaleret de grønne teknologier på markedet i samspil med nye proaktive grønne reguleringer. En mere proaktiv grøn industripolitik i EU, flere grønne offentlige indkøb og større målrettede investeringer i de nye teknologier skal understøtte en accelereret omstilling. Forskningsstudier viser, at det er billigere og mere omkostningseffektivt at fremskynde den grønne omstilling frem for at udskyde den og vælge business as usual. Vi befinder os heldigvis midt i en stor grøn energirevolution, hvor priserne på sol, vind, batterier og andre kritiske teknologier falder hurtigt. Danmark har en enestående historisk mulighed for at høste disse gevinster.

Beregningerne bag det danske transformationsscenarie, T2040, viser, at det er billigere at lave en hurtig elektrificering af vejtransporten, industrien og varmeforsyningen, men der er samtidig betydelige omkostninger knyttet til opbygningen af nye PtX-fabrikker, som kan fremstille e-fuels til luft- og skibsfarten. I stedet for at ekskludere den internationale transport fra de nationale og de europæiske klimaregnskaber, bør vi som samfund tage ansvar for at sikre en 100 pct. dekarbonisering af disse erhverv.

Alle sektorer skal bidrage for at sikre, at vi når i mål i forhold til de forbundne klima- og naturkriser, så vi kan leve indenfor de planetære grænser. Landbruget skal også gennem en større transformation, så vi kan nå dette mål. Denne rapport viser, at det intensive og industrialiserede landbrug i dag også har et meget stort forbrug af fossil energi, som knytter sig til den intensive drift med kunstgødning, pesticider og for stor animalsk produktion, og det lægger beslag på et stort areal udenfor Europa via import af sojabønner og energi fra hele verden.

Den samlede ligning kan kun gå op, hvis også landbruget skærer kraftigt ned på den animalske produktion. I fremtidens landbrug fremstilles langt flere plantebaserede fødevarer, mere kulstof bindes i jorden og man udvikler nye bioøkonomiske forretninger, der kan skabe højere værdi på et langt mindre areal. Det kan frigøre store landbrugsarealer, der indtil nu er blevet brugt til at fremstille foder til dyr, og disse arealer kan fremover give plads til langt større skovrejsning, lysåben natur og til mere vedvarende energi.

Grøn transformation i Danmark

Transformationsscenariet for Danmark (T2040) viser, at Danmark frem mod 2040 kan fjerne ekstra 207 mio. tons CO2e i forhold til de udledninger, der følger af regeringens Klimafremskrivning. En hurtigere opskalering med energieffektiviseringer og vedvarende energi kan sammen med en mere ambitiøs elektrificering, cirkulær økonomi og langt større skovrejsning sikre disse ekstra klimaeffekter. T2040-scenariet viser, at Danmark kan nå ned i nettonul emissioner i 2040 og derefter suge CO2 ud af atmosfæren uden at blive afhængig af ret meget CO2-fangst. Og i stedet for at satse på dyr lagring, skal den indfangede karbon bruges aktivt og nyttiggøres ved fremstillingen af kulstofholdige brændsler til den internationale transport, der ikke kan elektrificeres direkte.

Analysen viser, at:

En accelereret grøn omstilling, af den måde vi forbruger og producerer energi på, vil rent samfundsøkonomisk være en overskudsforretning, da vi dermed kan undgå langt større klimaregninger i fremtiden, fremme biodiversiteten og nedbringe miljøforureningen, som er forbundet med betydelige omkostninger for samfundet.

I dag lever Danmark og resten af EU langt hinsides de planetære grænser, og det hænger tæt sammen med den måde, vi forbruger fossil energi på og har indrettet vores samfund. Denne rapport viser, at det europæiske el- og varmesystem med sin afhængighed af fossile brændsler og sit store overforbrug af fast træbiomasse, sprænger flere af de planetære grænser. Det er tid til at vælge en helt anden vej. Det bør være en ambitiøs, realistisk og omkostningseffektiv reduktionssti, der kan sikre, at vores energisystem bedre kan holde sig sikkert indenfor de planetære grænser – det gælder ikke mindst i forhold til klima, biodiversitet, luftforurening og arealanvendelse. Ved at vælge denne grønne transformationsvej kan vi samtidig opnå større sikkerhed, fordi vi ikke længere vil være afhængige af en stor årlig import af fossile brændsler fra autoritære regimer, hvis værdier vi ikke deler.

Kapitel 2: 15 strategiske skridt til et fossilfrit energisystem i 2040

Der er brug for ambitiøs politisk handling og stort politisk mod, hvis vi frem mod 2040 skal lykkes med at udvikle et fossilfrit energisystem, der er baseret på vedvarende energi, og som holder sig inden for de planetære grænser. Danmark er indtil nu kun kommet en sjettedel af vejen til at nå dette mål. Derfor er der brug for et politisk paradigmeskifte og langt større handlekraft.

Vi skal væk fra at betragte klimapolitikken som et enkeltstående ressortområde og i stedet gøre klima- og energiomstillingen til et afgørende parameter i Danmarks økonomiske politik. Energipolitik bør fremover behandles som storpolitik og ikke som sektorpolitik.

På grund af klimakrisen kan vi ikke længere udskyde de nødvendige klimapolitiske beslutninger. Og af hensyn til økonomien er det i vores bedste egeninteresse at sikre en hurtig udfasning af de fossile brændsler og biomasseafbrænding, som har skabt et miljøskadeligt og ineffektivt energisystem.

Omstillingshastigheden skal skrues kraftigt op. Inden for de næste 100 dage bør der gennemføres en ambitiøs og gennemgribende energi- og klimapolitisk handleplan, der kan sikre, at Danmark senest i 2040 har et 100 pct. fossilfrit energiforbrug og kan styrke sin konkurrencekraft i det globale energikapløb til absolut bæredygtighed inden for de planetære grænser. Samtidig bør Danmark tage ansvar for sin andel af udledningerne fra den internationale transport og udfase afbrændingen af fast træbiomasse.

Der er brug for politisk handling på to niveauer, hvis ambitionen skal realiseres:

Håb er som bekendt ingen holdbar strategi. Rådet for Grøn Omstilling har derfor – med input fra faglige eksperter og otte grønne frontløbervirksomheder – opstillet en realistisk og afbalanceret transformationsplan, som er et konkret bud på, hvordan vi kan fremtidssikre vores energiforsyning og gøre den absolut bæredygtig. I stedet for at knytte meget store forhåbninger til usikre skov- og lavbundstal, eller at lade en for stor del af klimapolitikken afhænge af alt for optimistiske fremtidsskøn for CO2-fangst og pyrolyse, kan man i stedet vælge transformationsvejen. Den prioriterer sikre, effektive og hurtige teknologiske og økonomiske tiltag, der med høj sandsynlighed har en stor og positiv klima- og natureffekt.

Planen lægger op til langt større ressource- og energibesparelser gennem nye tiltag til fremme af cirkulær økonomi og mere ambitiøse mål for energieffektiviseringer. Transformationsplanen kan gøre Danmark helt fossilfrit og klimaneutralt i 2040, og den vil spare ekstra 207 mio. tons CO2e på vejen derhen. Planen bygger på grundige beregninger på effekterne i det samlede energisystem, der er foretaget af EA-Energianalyse.

Der skal tages mange delskridt på vejen, og det er vigtigt, at disse aftales i brede forlig, så alle aktører i energisektoren ved, hvad der planlægges efter, når der skal foretages nye store langtidsinvesteringer. Men de politiske beslutningstagere bør mindst tage 15 afgørende skridt for at realisere målet om et CO2-neutralt og fossilfrit dansk energisystem baseret på 100 pct. ren og vedvarende energi.

Kapitel 3: Farvel til det fossile forbrændingssamfund

Den vigtigste valuta i enhver moderne økonomi er ikke de marginale gevinster ved et øget udbud af arbejdskraft. Det er adgangen til billig, tilstrækkelig energi. For det er grundforudsætningen for størsteparten af de produktivitetsstigninger, der er kilden til øget velstand og værditilvækst. Uden energi er der ingen bevægelse. Intet menneske kan arbejde eller være produktiv uden at spise tilstrækkelige mængder energi i sin daglige kost. På samme måde kan ingen maskine fungere uden energi. Eller som økonomiprofessoren Steve Keen har formuleret det: ”Arbejdskraft uden energi er et lig, og en maskine uden energi er en skulptur.”

Det globale energisystem er helt fundamentalt for det liv, vi lever. Den moderne fødevareproduktion, som i dag sikrer borgerne adgang til enorme mængder af historisk set billige fødevarer, drives af maskiner, kemi og kunstgødning, og dermed af fossile brændsler. Lige så afhænger transporten, byggepladserne, kontorerne, internettet, telefonnettet, vand- og varmeforsyningen af energi. I alle varer, vi køber og forbruger, er der indlejret energi. I dag er det meste af den fossil energi. Men den skader klimaet, for den står bag 90 pct. af de globale CO2-udledninger, den forurener luften og den sprænger flere af de planetære grænser. (Se kapitel 4)

De behøver ikke at være sådan. Verdens regeringer har besluttet at dekarbonisere samfundet, nedfase de fossile brændsler og nedbringe udledningerne af drivhusgasser. Det er afgørende, at det lykkes. Ikke kun for klimaets og naturens skyld. Det er det også for økonomiens skyld. For i det fossile energisystem spildes totredjedel af al energi, inden den er nyttiggjort af virksomheder og husholdninger. Hele den måde, vi forbruger og producerer energi på, skal ændres i løbet af få år.

Heldigvis er ny grøn energirevolution undervejs på verdensmarkedet, der måske kan sende olie, gas og kul på historiens losseplads hurtigere, end du forestiller dig. Men det er en ekstremt krævende og kompleks opgave at omstille hele det nuværende fossile energisystem, der er opbygget over 200 år. Systemet er sammensat af milliarder af enheder og maskiner, der fra udvinding, til transport over verdenshavene og i rørledninger, til raffinering, videreforædling og afbrænding i kraftværker og forbrændingsmotorer. Alle disse dele af værdikæden er hårde fysiske enheder, der skal udskiftes. Den samlede længde af verdens olie- og gasledninger er omkring to millioner kilometer, hvilket svarer til at rejse til Månen og tilbage til Jorden to en halv gange.

Siden industrisamfundets fremvækst i 1800-tallet har adgangen til fossile brændsler været drivende for den økonomiske udvikling. Ved indgangen til 1800-talet stod biomasse for 98 pct. af den energi, som menneskeheden brugte, og i Danmark havde vi i de foregående århundreder brændt så meget træ af, at kun 2-3 pct. af landets areal var dækket af skov. Men så kom fossilerne, og de bredte sig gradvist fra sektor til sektor.

Vi gik fra heste til biler og lastbiler og siden fly og kæmpe containerskibe. Vi fik energi nok til at bygge større og større højhuse og siden skyskrabere, broer over Storebælt, Øresund og andre af verdens stræder. Og mennesket nåede helt til månen. Hvad der engang syntes umuligt blev efterhånden muligt.

Det store ekstra energiinput fra først kul og siden olie og gas har givet mennesket superkræfter til at opbygge et moderne samfund med historisk høj velstand. Energisystemet gør det muligt hvert år at forarbejde omkring syv milliarder tons industrielle materialer som stål, cement, plastik, kunstgødning og meget mere.[2] Der er sket en historisk stor acceleration, og de eksponentielle vækstkurver kan tegnes fra område til område.

De fossile brændsler har været en hovedmotor bag produktivitetsvæksten på en så gennemgribende måde, at selv mange førende økonomer har haft svært ved at begribe deres betydning.

I Europa er det samlede energiforbrug – målt i kilokalorier (kcal) pr. indbygger – steget med cirka 7 gange siden år 1800. Nu bruger hver indbygger i hele Europa i gennemsnit så meget fossil energi, at det – omregnet til energiindholdet i olie – svarer til mere end 26 tønder olie om år. En olietønde rummer 157 liter olie. En meget stor del forbrændes i transportsystemet, og meget energi er indlejret i de industrielt fremstillede produkter, vi forbruger. Landbruget og fødevaresektoren sluger også enorme mængder af fossil energi. I en gennemsnitlig EU-borgers fødevarer er der f.eks. så meget indlejret fossil energi, at det svarer til, at hver borger drikker 655 liter dieselolie om året.[3]

To tredjedel af brutto energiforbruget i EU kommer stadig fra olie, gas og kul. Under energikrisen i 2022 nåede EU-landenes import af fossile brændsler helt op over 690 mia. euro, og i 2023 lå den fossile import på 456 mia. euro. Bag disse tal afsløres en dyb afhængighed af autoritære regimer, hvis værdier vi ikke deler i Europa. Vores økonomi er meget udsat ift. geopolitiske konflikter og krige, der involverer olie- og gasproducerende lande, og som enten kan føre til forsyningskriser eller store prissvingninger. Hvis vi omvendt selv kunne producere vores egen energi i form af vedvarende energi, ville sårbarheden reduceres markant. I givet fald skulle vi kun importere råstoffer inden opstillingen af solceller, vindturbiner og varmepumper, men vi ville ikke hver dag, måned og år være afhængige af konstant leverancer af olie, gas og kul fra tredje lande.

I elforsyningen er der dog heldigvis ved at indtræffe et vendepunkt. I første halvdel af 2024 var det første gang nogensinde i EU, at rene vedvarende energikilder leverede mere grøn strøm til elnettet end de fossile brændsler, og det er lysende eksempel på den nye energirevolution, der er ved at bryde frem. Men der er stadig et stykke vej.

Danmark er mere fossil end grøn

I Danmark har vi ofte en opfattelse af os selv som en grøn frontløbernation. Men i virkeligheden er vi stadig alt overvejende et fossilt forbrændingssamfund. Danmarks nationale bruttoenergiforbrug udgjorde 692 petajoule (PJ) i 2023, og cirka 53 pct. er fossilt, viser Energistyrelsens tal. En petajoule dækker cirka 165.000 danskeres elforbrug i deres hjem, men det er kun en mindre del af vores energiforbrug, der er elektrisk. I Danmark snakker vi meget om, at hele vores elforbrug i 2030 måske vil bestå af grøn strøm fra vindmøller og solceller, og det er positivt, hvis vi kan blive et af de første lande i verden, der lykkes med det. Vi er godt på vej til nå målet om 100 pct.

I 2023 var det samlede elforbrug i Danmark 36 TWh, og det svarer til knap en femtedel af Danmarks bruttoenergiforbrug, der omregnet fra petajoule var 192 TWh.[4] Men det er ikke nok at gøre denne del af energiforbruget grøn i 2030. Vi skal også gøre de sidste firefemtedele grøn.

Kigger man i Energistyrelsens 2022-statistik, kan man se, at den vedvarende energi står bag 39 pct. af vores samlede bruttoenergiforbrug inkl. bunkring til international sø- og luftfart. Men blot 13 pct. af bruttoenergiforbruget stammer fra helt rene kilder som sol- og vindenergi, varmepumper og geotermi, fordi to tredjedel af vores såkaldt vedvarende energi kommer fra afbrænding af træbiomasse og biogas. Det er endnu en alvorlig skyggeside i forbrændingssamfundet.

Danmark har nemlig en straksudledning på over 20 mio. ton CO2e om året på grund af afbrænding af biomasse – og heraf stammer ca. tre fjerdedele fra afbrænding af træ. På kort sigt er det udledninger af drivhusgasser, der er med til at forværre klimakrisen, fordi der endnu ikke er vokset ny skov op til at suge de mange megatons CO2 ud af atmosfæren.

I denne kapital fem har vi lavet nogle beregninger over, hvad transformationen væk fra fossile brændsler og afbrænding af fast træbiomasse vil kræve. Og disse beregninger har vi valgt at lave et noget mere konservativt skøn. Hvis klimapåvirkningen fra træ-energi betragtes over en længere årrække, så kan den tidsvægtede klimapåvirkning fra dansk træ-energiforbrug beregnes til op mod 4 mio. ton CO2 de senere år.[5] Det skyldes, at der over tid vokser ny skov op, eller affaldstræ alternativt ville rådne.[6] Den selv med denne korrektion har træ-energi dog stadig en klimapåvirkning svarende til ca. en tredjedel af kul og godt halvdelen af naturgas, hvorfor det er bedst for klimaet at erstatte den med rene vedvarende energikilder som sol og vind kombineret med varmepumper, varmelagre og batterier.

Tæl det hele med

Det er vigtigt at forstå, hvad der tælles med, når vi taler om Danmarks energiforbrug, for ofte overses eller udelades vigtige dele af det komplekse system. Danmark males tit grønnere, end det rent faktisk er.

Hvis al international transport – inkl. den internationale transport drevet af danske virksomheder gennem længere tid (mere end ét år) – medregnes, har den danske økonomi som helhed et endnu større bruttoenergiforbrug på hele 1170 petajoule. Set under denne betragtningsmåde er hele 68 pct. af Danmarks samlede energiforbrug fossilt – og det tal har været ret stabilt i de sidste tyve år. Under denne betragtningsmåde er kun 13 pct. af energiforbruget elektrificeret. Selv om vi har fået mere vedvarende energi, er det fossile forbrug øget med godt 63 pct. siden 1968. Det skal understreges, at resten af denne analyse ikke medtager energi til international sø- og luftfart, som tankes udenfor Danmark, fordi en stor del af denne transport vedrører varer, som aldrig kommer til Danmark.

Samlet brænder dansk økonomi over 120 mio. tønder olie af om året, hvis man medregner den bunkrede energi – dvs. brændstof, der i Danmark fyldes på fly, skibe og køretøjer, der skal til udlandet (den såkaldte bunkring).[7] Transportsektoren sluger broderparten af olieprodukterne. Selv om salget af nye elbiler til danskerne nu har overhalet salget af nye fossilbiler, er der i dag omkring 2,5 mio. fossile biler og lastbiler på de danske veje, og vi har masser af andre maskiner drevet af fossil energi. Hvis ikke der lægges en klar plan for deres udfasning og en fuld elektrificering af vejtransporten, non-road maskiner og andre forbrændingsmotorer, vil Danmark fortsat være dybt afhængig af fossile brændsler i de næste årtier. Og her har vi stadig lang vej igen.

I EU har man opstillet så skrappe emissionskrav, at salget af nye fossile personbiler reelt får en slutdato i 2035. Men da bilerne ofte kører 14-15 år på vejene, kan der stadig være mange fossile biler på vejene i 2040’erne, hvis udfasningen ikke fremskyndes betydeligt. Fortsat salg af fossile biler øger vores klimaudfordring betragteligt.

Et vigtigt svar på udfordringen er at sætte turbo på elektrificeringen af transporten og resten af samfundet. Men her kniber det også. Det meste af Danmarks bruttoenergiforbrug er stadig fossilt, og knap 300.000 danske husstande har gasfyr, selv om der findes gode og veludviklede alternativer i fjernvarmen eller varmepumper.

I industrien er det kun 38 pct. af produktionen, der er elektrificeret, selv om forskningsanalyser har vist, at 78 pct. af industrien kan elektrificeres med de kendte teknologier, og måske op til 99 pct. kan elektrificeres med de teknologier, der er under udvikling. [8] Ifølge en analyse for Energistyrelsen vurderes det, at hele 92 pct. af de danske industrivirksomheders samlede energiforbrug kan elektrificeres direkte.[9]

Der er også en strukturel barriere i selve elnettet. Mange danske transformerstationer mangler stadig ledig kapacitet. På grund af flere års underinvesteringer i elnettet, er mange projekter med sol- og vindenergi er blevet forsinket og sat på hold, fordi nettet ikke kan bære den ekstra energiproduktion. Energinet vil dog investere 41 mia. kr. i at forstærke nettet i perioden fra 2023-2026, og frem mod 2030 er planen at etablere op imod 2700 km elledninger.[10] I fremtiden skal nettet også blive bedre til at håndtere tidsmæssige ubalancer mellem forbrug og produktion af el, fordi sol- og vindproduktionen svinger mere og ikke altid falder sammen med forbruget af el. Det er en krævende og kompleks opgave at transformere hele det danske energisystem væk fra de fossile brændsler, og man bør ikke undervurdere udfordringerne. Det er afgørende, hvordan denne opgave tackles. Meget er på spil.

Et energiboost på den helt store klinge

120 mio. tønder olie er et ekstra energiboost til dansk økonomi, der er med til at øge produktiviteten i samfundet. Omregnes energien i denne olie til et menneskes arbejde, svarer det til cirka til, at 540 mio. mennesker arbejder dag og nat, 24 timer i døgnet i et helt år.[11] Sagt på en anden måde, presses der mere arbejdskraft ud af olien, end det samlede antal indbyggere i alle EU-27 lande og Storbritannien til sammen.

Dette kan måske være svært at fatte, men uden tilstrækkelige mængder af brugbar og billig energi, ville det danske velfærdssamfund næppe overleve. Hvilken energi det er, er ikke nødvendigvis afgørende. Det behøver ikke at være fossil energi, som det har været i det sidste århundrede. Det kunne også blive vedvarende energi, der får hjulene til at snurre i samfundet. Det forudsætter dog, at der laves en robust og realistisk roadmap for, hvordan vi kan fjerne de sidste fossiler i den danske energiforsyning og udskifte det med alternative energikilder, der er rene og vedvarende.

Det er vigtigt, at transformationen sker på en klog måde, så virksomheder og husholdninger stadig har adgang til tilstrækkelige mængder energi – også når den går fra sort til grøn.

Her er det ikke nok at gøre strømmen grøn i elnettet. Det er også vigtigt at træffe et klart politisk valg om – gennem reguleringer og økonomiske incitamenter – at få udfaset alle fossile brændsler i transporten, i industrien, i landbruget og i varmeforsyningen. Det er krævende opgave, for det tager tid at opstille nok solceller, vindmøller, varmepumper, jordvarmeanlæg, optimere alle energisystemer og udskifte alle fossilbiler med elbiler. Den dag det lykkes, vil det føre til fundamentale ændringer i vores økonomi, og i vores måde at producere og forbruge på.

Man kan ikke bare overlade opgaven til markedet. Politikere kan gennem kloge reguleringer sikre en hurtigere elektrificering af transporten og andre sektorer, og derigennem kan de også være med til at skabe en større og stabil efterspørgsel efter grøn strøm, hvilket kan styrke business casen for dem, der investerer i solcelleparker og vindturbiner.

Indtil nu har der rent politisk været meget stort fokus på at sikre en firedobling med sol- og vindenergi på land frem mod 2030, men man har derimod ikke gjort så meget for at adressere de strukturelle udfordringer på efterspørgselssiden. Hvis man skal accelerere den grønne omstilling af energisystemet, er det afgørende at sikre en bedre sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel.

Hvis energiniveauet falder, vil det efter alt at dømme kunne få dramatiske konsekvenser for hele økonomien, og den måde vi lever på. Vi burde vide det. Efter energikriserne i 1970’erne fulgte en stor produktivitetskrise. Dengang talte man om ”the great productivity slowdown”, og mange regeringer tabte undervejs magten som følge af deres afmægtighed midt i den stagflation, der skyllede ind over Europas økonomier med både økonomisk stagnation og høj inflation på en og samme tid. Det var hverken første eller sidste gang.

Da Ruslands præsident Putin i februar 2022 invaderede Ukraine og udløste en ny energikrise sendte det straks voldsomme rystelser igennem de europæiske samfund, der på det tidspunkt var stærkt afhængige af billig russisk olie og gas. Mens EU-landene lukkede for de russiske gashaner og indførte embargoer, kæmpede regeringerne for at få flydende LNG-gas sejlet ind fra USA, Qatar og andre lande. Der blev sparet på energien i husstande, virksomheder og offentlige institutioner. Mange EU-lande skruede voldsomt op for udbygningen med sol- og vindenergi, men det tager tid at få skruet op for forsyningen af den grønne strøm. Og i reglen tager det alt for lang tid, fordi der er lange ventetider på at få tilladelserne igennem og godkendt de nye energiprojekter. Langsomheden har en høj pris. Også på forsyningssikkerheden.

Fossilt forbrug stiger fortsat

Den globale udledning af drivhusgasser har aldrig været højere, og de fossile brændsler står bag knap 37 af de 40,9 gigatons CO2, som verden udleder inklusiv udledninger fra skovrydning mv. Selv om verdens klimaforskere advarer om, at det haster med at udfase fossilerne, satte verdens forbrug af olie, gas og kul en ny historisk rekord i 2023 med 504.830 petajoule, og 81,5 pct. af verdens primære energiforbrug er i dag fossilt.[12] Siden årtusindskiftet er tre fjerdedele af det ekstra energiforbrug blevet forsynet af fossiler.

Mængden af sol- og vindenergi er godt nok steget med over 100 gange siden år 2000, fordi den vedvarende energi er blevet konkurrencedygtig på pris, men sol- og vindenergi leverer stadig cirka 6 pct. af verdens primære energiforbrug.[13] Vandkraft leverer 6,4 pct. Og atomkraft står bag kun 3,7 pct. og dens andel er tilmed skrumpet i de sidste årtier, fordi den fra årti til årti er blevet dyrere, og på livslange omkostninger heller ikke kan konkurrere med sol- og vindenergi.

Selv om der findes reelle og gennemprøvede alternativer til de fossile brændsler, har vi endnu ikke ramt det sociale og økonomiske tipping point, hvor den fossile æra bryder sammen, og de rene og alternative energikilder definitivt skubber de fossile brændsler ud. Men det kan ske hurtigere, end vi forestiller os. Det internationale energiagentur, IEA, regner nu med, at efterspørgslen efter fossile brændsler vil peake i dette årti. "Omstillingen til ren energi sker over hele verden og er umulig at stoppe. Det er ikke et spørgsmål om 'hvis', men om hvor hurtigt – og jo hurtigere desto bedre for os alle sammen," siger IEA-chefen, Fatih Birol.[14]

Det er muligt via målrettede investeringer, en aktiv industripolitik og modige politiske beslutninger at gøre os helt fri af de fossile brændsler og bygge et 100 pct. rent og bæredygtigt energisystem. Men det er som at vende en supertanker. Den fossile industri udøver stor magt og indflydelse på de politiske beslutningstagere, og den laver mis- og disinformationskampagner for at forsinke omstillingen.

Nogle lande holder stadig fast den gamle infrastruktur og fossile teknologier, som man allerede har investeret i. Det skyldes i høj grad, at de nye energiinvesteringer ofte skal konkurrere med etablerede energiteknologier, hvor kapitalomkostningerne allerede er afholdt: Investerings- og driftsomkostninger til en ny el-drevet varmepumpe skal fx kunne konkurrere med brændselsomkostningerne til et eksisterende gasfyr. Der er også nedgroede vaner og forestillinger, som borgere, virksomheder og regeringer har svært ved at opgive. Men på et tidspunkt indtræffer det sociale tippepunkt, og vi ved fra historien, at så kan det gå meget hurtigt med omstillingen. Der er nemlig stadig mere evidens for, at det bliver billigere at gå over til et 100 pct. elektrificeret energisystem, der drives af ren grøn strøm, end at klamre sig til et system, der brænder olie, gas, kul og fast træbiomasse, forurener luften og skader klimaet. Især hvis man medregner de store negative miljøeffekter, som de fossile brændsler har, og som de ikke betaler for i dag.

Det fossile energisystem er endt som et dysfunktionelt system, der truer klimaet og de kommende generationers livsbetingelser. Det har også så meget spild i alle dele af værdikæden, at det ikke længere er konkurrencedygtigt og er blevet økonomisk irrationelt i en skala, så enhver finansministers bestræbelser på at øge arbejdsudbuddet minder om et teselskab på toppen af Titanic.

Fossilt spild

Selv om det fossile energisystem historisk set har spillet en meget vigtig rolle bag velstandsudviklingen, er det i virkeligheden meget ineffektivt. Energispildet er enormt. To tredjedel af al verdens primære energi går tabt, inden den forvandles til aktivt arbejde og omsættes til energiserviceydelser, der tilfører værdi til samfundet. Se figur 1.

Den fossile energi står bag 75 pct. af dette energispild, fordi der tabes energi under udvindingen, under transporten, i raffinaderierne, i maskinernes forbrænding og i konverteringen af fossile molekyler til elektroner og varme. Se figur 2.

Globalt set spildes der årligt energi for op imod 4.600 mia. dollar eller omkring 5 pct. af bruttonationalproduktet, fordi det er virkeligheden i det fossile energisystem. Det viser beregninger foretaget af den amerikanske tænketænk, RMI.  Det er et svimlende beløb, men så meget spildes af den fossile energi, inden den bidrager til reel værdiskabelse i samfundet – før personbiler og lastbiler kører, kranerne løfter tunge elementer på byggepladserne, skibe sejler, folks radiatorer varmes op eller før vores beskidte tøj vaskes i vaskemaskinen.  

Men heldigvis findes der en teknologisk og gennemprøvet alternativ løsning, der kan udføre de fleste af de disse arbejdsopgaver langt mere energiøkonomisk og uden den sundhedsskadelige støj og luftforurening – og det er elektricitet. 

I stedet for at være optaget af, hvor meget primær energi samfundet har til rådighed, og hvordan vi kan sikre nye forsyninger af olie og gas fra autoritære regimer i udlandet, bør vi snarere fokusere på at elektrificere mest mulig og bruge energien så smart som muligt, så slutforbruget kan drives direkte af grøn strøm uden det store spild og de høje konverteringstab, der knytter sig både til fossile brændsler og til afbrænding af fast træbiomasse.  

Nick Eyre, der er professor emeritus på Oxford University, har beregnet, at vi i et fuldt elektrificeret system kan få den samme mængde energiserviceydelser og spare 40 pct. af det energiinput, der ellers føres ind i det fossile system. Hans beregninger og de nye tal fra RMI er et wake-up call til verdens beslutningstagere.  

Regeringernes finansministre og virksomhedernes CFO´s, der ofte bruger meget tid på at finde omkostningseffektive løsninger, kigger her ind i et grønt ocean, hvor der er mulighed for at høste meget store økonomiske gevinster.

I realiteten kan der hives meget mere ekstra produktivitet ud af at transformere energisystemet og gå væk fra de ineffektive fossiler, end at presse citronen lidt mere i forhold til den menneskelige arbejdskraft. Mens mange medarbejdere på det moderne arbejdsmarked i stigende grad rammes af stress, psykologiske kriser og udbrændthed – fordi arbejdstempoet og forandringshastigheden er accelereret kraftigt i de seneste årtier – så har regeringerne overset, at der ligger en stor produktivitetsgevinst skjult i samfundet, der let kan høstes, hvis man udfaser de ineffektive fossile brændsler.

Skal samfundet re-energizes – som det hedder på moderne dansk – bør stats-, finans-, økonomi- og erhvervsministrene interessere sig meget mere for energipolitikken.

Øget hastighed kan spare penge på den lange bane

Det hedder sig ofte, at den grønne omstilling bliver dyr. Og sådan var det også dengang, at staterne måtte holde hånden under de første vindmølleparker og solceller. Men sådan er det ikke længere. Nogle skræmmes væk af, at man er nødt til at foretage store up front investeringer i solcelleanlæg, vindmølleparker, batterier og andre energilagre, industrielle varmepumper, ny infrastruktur. Og oveni føler de måske, at det er bøvlet at ændre de gamle måder at gøre tingene på og tage de gamle fossile anlæg ud af drift. Men fordelen er – som det også er med energieffektiviseringer – at pengene hurtigt tjener sig hjem igen. Selv om kapitalomkostningerne ved overgangen kan være høje, er de marginale driftsomkostninger meget små. Man behøver ikke at købe ny olie, gas eller olie hvert år, men kan selv producere sin egen energi. Udgifterne til vedligehold er også langt lavere end til forbrændingssamfundets maskiner.

Et stort komparativ studie, der er baseret på mere end 700 forskningsartikler, fastslår, at omlægningen til vedvarende energi på globalt plan i dag kan betale sig økonomisk. En af de primære årsager til dette er, at priserne på sol og vind er faldet så meget i de seneste år (til trods for stigninger i 2021-22), og de er blevet økonomiske konkurrencedygtige energikilder i forhold olie og gas.

Den fossile energimængde, som vi får ud af hver energienhed, der investeres – dvs. Energy Return on Energy Invested (EROI) – er faldet i de sidste årtier, og de kan heller ikke længere konkurrere med den vedvarende energi.[15] I gennemsnit leverer vedvarende energisystemer mere brugbar nettoenergi pr. enhed for hver investeringskrone, end hvis man investerer det samme beløb i fossile brændsler. Og det selv, hvis man tager højde for, at der skal ekstra backup til den fluktuerende vedvarende energi.[16]

Ifølge tænketanken RethinkX, som har regnet på Tysklands omstilling til et fuldt bæredygtigt energisystem, ser kombinationen af sol, vind og batterier ligefrem ud til at blive 70 pct. billigere end konventionel energi i løbet af det næste årti.

Et større forskningsstudie, der har analyseret teknologiudviklingen og forskellige scenarier, viser desuden, at en hurtig transition – til rene vedvarende energikilder, elektrificing af næsten alt, kombineret med batterilagring, sektorkobling og PTX e-fuels til de sidste hard-to-abate områder – er langt billigere end både en langsom omstilling med gradvis udfasning af fossilerne og business as usual.[17] Den akkumulerede gevinst kan blive mellem 5.000-12.000 mia. dollar frem mod 2070 – afhængig af renteudvikling mv. Se figur 6.

Figur 6: Beslutninger om, hvordan og hvornår man skal afkarbonisere det globale energisystem, afhænger i høj grad af de forventede omkostninger. Her er der udviklet empirisk valide sandsynlighedsprognoser for energiteknologiske omkostninger, som bruges til at estimere fremtidige energisystemers udgifter i tre forskellige scenarier. Sammenlignet med fortsat brug af et fossildrevet energisystem vil en hurtig grøn omstilling resultere i besparelser på milliarder – selv uden at tage klimaskader i betragtning.

– Kilde: Way et al., Joule 6, 2057–2082, 21. September 2022.

I 2050 kan man spare 514 mia. dollar på den årlige globale energiregning, hvis man har lavet en hurtig grøn omstilling frem for at holde fast i business as usual. I dette regnestykke har man endda ikke engang medtaget de store positive sidegevinster, som følger af klimaforbedringer, ren luft, lavere sundhedsomkostninger mv. Alene i EU27 er de fossile brændsler og afbrænding af biomasse hovedårsager til en luftforurening, der hvert år koster omkring 250.000 tidlige dødsfald.[18]

En gruppe forskere på Stanford universitetet har vist, at det er teknisk, økonomisk og organisatorisk muligt indenfor en kortere årrække at omstille hele EU´s energiforsyning til rene vedvarende energikilder. Deres beregninger viser, at den grønne omstilling samlet set vil kræve 57 pct. mindre energi, og de private omkostninger vil være 61 pct. lavere frem til 2050, end hvis man holder fast i de fossile brændsler. Samtidig skabes 28 mio. nye langtidsholdbare fuldtidsjob.[19] Andre forskningsstudier har vist, at investeringer i grøn infrastruktur, vedvarende energi og energieffektiviseringer giver næsten tre så mange job, som investeringer i de fossile industrier.[20]

Det vil også være sikrere for det finansielle system at sætte turbo på den grønne omstilling.

Den Europæiske Centralbank har i 2023 lavet en grundig stresstest af omstillingen til et nettonul samfund, og den viser, at det er billigere og rummer færre økonomiske risici at lave en accelereret grøn omstilling i Europa end at udskyde den til senere eller at gå forsigtigt frem. En hurtig omstilling med investeringer i elektrificering, i sol- og vindenergi og i energieffektiviseringer "vil give betydelige gevinster for virksomheder, husholdninger og det finansielle system" sammenlignet med en forsigtig og langsom omstilling, hvor man udskyder de afgørende beslutninger til sent.[21]

Den store klimaregning

Risikoen og omkostningen ved ikke at handle i tide vokser år for år.

Økonomerne er stadig uenige om den præcise regning, da der er mange faktorer og feedback loops på spil. Nogle økonomer, som bl.a. nobelprisøkonomen William Nordhaus, har hævdet, at det kun vil koste omkring 2,1 pct. af det globale BNP, hvis den globale gennemsnitstemperaturer stiger med 3 grader over den industrielle tidsalder, som der er overvejende sandsynlighed for med den førte politik. Men andre og nyere forskningsstudier taler om en regning på 5-10 pct. af BNP.

Økonomer fra Harvard Universitetet og Northwestern University vurderer endda i en analyse offentliggjort i 2024, at den ekstra regning måske kan blive op imod 12 pct. af bruttonationalproduktet for hver grad, den globale temperatur stiger.[22] Hvis temperaturerne i år 2100 ligger 3 grader over det førindustrielle niveau, kan produktion, kapital og forbrug til den tid være skrumpet med 47 pct. Ifølge denne analyse vil det samlede velfærdstab svare til Den Store Depression i 1929 – og det vil være på permanent basis.

Jo hurtigere vi tackler klimakrisen, jo større sandsynlighed er der for, at vi kan undgå disse enorme velstandstab, som klimaforandringerne ser ud til at udløse. Jo længere vi venter med at håndtere klimakrisen, jo større bliver regningen. Disse økonomer vurderer endda, at den samfundsøkonomiske omkostning ved den nuværende 3 graders klimapolitik er hele 1056 dollar pr. tons CO2e – dvs. cirka seks gange højere end den danske CO2-afgift for industrien. Der er stadig uenighed blandt økonomer, hvor CO2-afgiften bør ligge for at imødegå klimaforandringerne, men der er ingen tvivl om, at det sænker fremtidens udgifter, hvis vi hurtigt udfaser de fossile energikilder.

Hvis regeringerne tog et rationelt økonomisk og oplyst valg af energikilder, ville de vælge de billigste kilder til energi, og det er ikke længere olie, gas og kul. (Se kapitel 5) Men det sker ikke. Og det handler ikke bare om gamle vaner. Det sker i høj grad, fordi mange regeringer desværre stadig er med til at forvride markedet.

I dag er der på globalt plan en historisk høj statsstøtte til fossile brændsler, der de facto låser os fast til forbrændingssamfundet og forsinker en hurtig og dybtgående transformation af vores energisystem til ren og vedvarende energi. Den direkte og indirekte statsstøtte steg i 2022 til 7000 mia. dollars, viser beregninger fra den internationale valutafond, IMF. Hele 60 pct. af de samlede subsidier er indirekte og knytter sig til luftforurening og klimaskader, som de fossile brændsler påfører samfundet, men som de ikke betaler for. Hvis de skulle betale den sande pris – og ikke fik lov til at forurene luften og atmosfæren næsten gratis – ville de fossile brændsler næppe kunne konkurrere.

Midt i en historisk stor klimakrise får olie-, gas- og kulindustrien får statslige subsidier for et beløb, der svarer til 7,1 pct. af det globale bruttonationalprodukt. Oveni kunne man også lægge det årlige spild af energi for cirka 5 pct. af BNP, som knytter sig til det gamle fossile energisystem.

Til sammenligning brugte regeringerne kun 4,4 pct. af bruttonationalproduktet på uddannelse. Hvis hele den fossile statsstøtte blev udfaset, ville det ikke kun kunne udløse et boom for sol- og vindenergi, batterier, varmepumper, jordvarmeanlæg og andre grønne energiløsninger. Det kunne også redde livet for 1,6 mio. mennesker i verden, der hvert år dør for tidligt som følge af fossil luftforurening.

Hvis olie, gas og kul skulle konkurrere på rene markedsvilkår og betale for sine store klima- og miljø- og sundhedsskader – i stedet for stort set gratis eller med meget lave kvotepriser at udlede CO2e til atmosfæren – ville disse energikilder givet blive udkonkurreret på markedet.

Det kan undre, at verdens finansministre ikke mere aktivt går ind i arbejdet med at gøre op med det fossile energisystem. En mulig forklaring kan være, at de stadig anvender økonomiske modeller og ligninger, der undervurderer betydningen af energi for den grundlæggende produktivitetsudvikling, og de stadig tillægger arbejdsudbud og maskiner langt større betydning. Der ser ud til at være gode grunde til at revurdere disse økonomiske modeller. For noget tyder på, at der i praksis er meget stor sammenhæng mellem energi og BNP. Se figur 7.

Måske vil energien få en mere fremtrædende placering i den økonomiske tænkning i takt med, at der udvikles nye og grønnere økonomiske modeller, og de fossile brændslers negative sideeffekter vil blive prissat mere retvisende gennem f.eks. højere klimaafgifter. Men vi mangler stadig at se, at Danmarks og andre europæiske landes finansministre proaktivt tager energipolitikken så alvorligt, som de burde.

I Danmark er energiafgifternes andel af bruttonationalproduktet f.eks. mere end halveret i de sidste ti år. Og selv om der gradvist er indført CO2-afgifter, har nedsættelsen af de samlede energiafgifter været endnu større. Samlet set er de økonomiske incitamenter til at fremme energieffektiviseringer og at mindske forureningen blevet udhulet i de sidste 25 år. Lige før årtusindskiftet udgjorde miljø- og energiafgifterne til sammen lidt over 5,2 pct. af bruttonationalproduktet, men i 2023 var det kun 2 pct. af BNP. Se figur 8. 

Globalt har Danmark vist lederskab ved at stifte Beyond Oil & Gas Alliance, der internationalt presser på for at stoppe nye koncessioner og licens- eller leasingrunder for olie og gas, men i Nordsøen har staten gjort det stik modsatte og tilladt nye boringer. Hvis Danmark på troværdig vis skal stille sig i spidsen for en grøn omstilling af energisektoren og føre en ambitiøs klimapolitik, bør der også tages fat på en hurtig udfasning af de danske olie- og gasfelter. 

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at stoppe udvindingen i 2050, men i forhold til klimaet er det alt for sent, for Danmarks globale CO2-budget løber ud allerede ud i løbet af de næste få år. (Se kapitel 4) Skal Danmark holde sig indenfor FN´s Paris-aftale og målet om 1,5 graders temperaturstigning, er der brug for en hurtig udfasning af den fossile udvinding i Nordsøen. 

Et tredje sted at starte kunne være, hvis finansministrene definitivt siger stop for alle markedsforvridende subsidier til fossile brændsler, der øger klima- og miljøskaderne. EU´s 8. miljøhandlingsprogram har forpligtet medlemslandene til at udfase de fossile subsidier, men i flg. Det Europæiske Miljøagentur giver medlemslandene stadig milliarder af euro i direkte og indirekte støtte til fossile brændsler, og i Danmark var det ca. 3,6 mia. kr. i 2022. I Danmark får virksomheder med energikrævende processer og landbruget stadig 100 pct. fritagelse eller en kraftig nedsættelse for en række energiafgifter, selv om det reelt gør det billigere for dem at anvende fossile brændsler frem for at vælge elektriske alternativer. Dermed forlænger man den fossile tidsalder i stedet for at forkorte den. 

En fjerde vej er proaktivt at give økonomisk støtte til de grønne teknologier, som bliver rygraden i fremtidens energisystem. Danmark og andre EU-lande kan mere aktivt – som USA f.eks. har gjort med Inflation Reduction Act – give mere økonomisk støtte og føre industripolitik, der kan fremme investeringerne i de grønne teknologier og løsninger. Hvis ikke man gør det i stor skala i EU, er risikoen, at Kina i de kommende år udbygger sin geopolitiske dominans indenfor fremtidens grønne teknologier og værdikæder. 

Den gode nyhed er, at vi stadig har et stort handlerum, for priserne på den vedvarende energi er nu historisk billig. De skal bringes i spil i en storstilet og fremsynet omkalfatring af hele energipolitikken. Og en ny grøn industripolitik kan her være med til at accelerere omstillingen. Man skal selvfølgelig ikke undervurdere, at transformationen er en krævende opgave, og alle sektorer skal udskifte de gamle fossile teknologier og løsninger. Det gamle kapitalapparat skal udskiftes, og nye grønne teknologier og løsninger skal spille ordentlig sammen. På de fleste områder er de grønne løsninger allerede klar, og de kan implementeres hurtigt og omkostningseffektivt.  

T2040 scenariet i denne rapport viser, at Danmark f.eks. kan spare mange penge ved en hurtigere overgang til elektriske biler. (Se kapitel 6) Også omlægningen af varmesektoren og elektrificering af industrien vil være økonomisk fordelagtig. Der kan også hentes store gevinster ved at investere mere i energieffektiviseringer og at stimulere borgere og virksomheder til at spare på energien. Den billigste energi er altid den, vi ikke bruger. 

Den største barriere for at skabe et fossilfrit energisystem er, at omlægningen af fly- og skibstransporten kan blive relativt kostbar, for fremstillingen af e-fuels med grøn brint er stadig relativt dyr. Fordyrelser i disse sektorer kan dog muligvis begrænses i fremtiden. Fortsætter batteriernes prisfald og de store fremskridt ift. deres energitæthed, er det ikke utænkeligt, at en betydelig andel af skibs- og luftfarten også kan elektrificeres frem mod 2040.  

Ingen kan spå om fremtiden, og i denne rapport har vi taget udgangspunkt i, at det i en periode vil være nødvendigt med betydelige mængder e-fuels for at sikre en 100 pct. dekarbonisering af den internationale transport på de lange distancer. Vi tror derimod ikke, at det er realistisk at drømme om, at folks rejselyst og mobilitet vil falde. Men i forhold til klimakrisen er vi nødt til at finde en holdbar og realistisk løsning på den udfordring. Og vi har ikke tid til at vente på, at alle de grønne elektriske løsninger er klar, og derfor gælder det om at komme i gang med omstillingen. Også for omstillingen af den internationale transport, selv om det er en ekstrem svær og krævende udfordring.  

Den vigtigste samfundsudfordring i de næste 10-15 år er at udfase alle fossile brændsler. Det kræver frem for noget, at vi får bygget et 100 pct. bæredygtigt og robust energisystem, hvor vi kan blive selvforsynende med ren vedvarende energi. Det haster. En hurtigere skalering af de grønne teknologier og løsninger på markedet er afgørende for at bringe os helt i mål. Det kan samtidig styrke vores geopolitiske sikkerhed, hvis det lykkes at frigøre os helt fra importen af fossile brændsler fra de autoritære regimer fra Rusland til Mellemøsten, hvis værdier vi ikke deler. Her kan det kun gå for langsomt. 

Energi skaber ikke kunne bevægelse og driver samfundet videre. Vores energivalg afgør også, om vi kan løse klimakrisen, og hvad det er for en verden, vores børn og børnebørn skal vokse op. Energipolitik bør behandles som storpolitik og ikke som sektorpolitik. 

Kapitel 4: Klima- og naturkriserne. Det kostbare bagtæppe

Oversvømmelse, ekstrem tørke, naturbrande, og historiske varmerekorder. Acceleration i afsmeltningen af polerne og Grønlands Indlandsis. Udtørring af floder. Masseudryddelse af arter. Massiv forekomst af invasive arter. Erosion og ørkendannelse. Forsuring af havene.

Vi hører det igen og igen. Det dramatiske bagtæppe af ekstreme naturfænomener og vejrrekorder, der vidner om den ubalance, vi mennesker qua vores levevis er i gang med at påføre jordkloden. Det er de klare beviser på, hvordan vores massive afhængighed og afbrænding fossile brændsler som olie, kul og gas – og den deraf afledte CO2-udledning – allerede påvirker jordens økosystemer.

Verdens temperatur er steget med 1,28 grader Celsius i forhold til niveauet før industrialiseringen – hvis man tager et gennemsnit over de sidste 30 år. Men i de seneste år har vi set den ene rekord efter den anden blive slået. I en periode på 12 måneder frem til sommeren 2024 blev den globale temperatur målt til 1,68 °C  over gennemsnittet fra 1850-1900. I 2024 ser ud til at blive det varmeste år siden den førindustrielle tidsalder. I august måned slog de globale temperaturer endnu engang en ny rekord. Se figur 9.

Vi er med andre ord hastigt på vej mod at nå den temperaturstigning på 1,5 °C (over en 30-årig periode), som det globale samfund i Paris-aftalen blev enige om, ville være den sikreste grænse at holde sig under i år 2100. Verdenshavene er nu så varme, at de har fået sværere ved at opsuge den varme, som menneskeheden sender ud i atmosfæren. Fortsætter de seneste års temperaturstigninger vil vi overskride Paris-målet på 1,5 °C i marts 2033. Nogle klimaforskere mener, at det kan gå endnu stærkere.

Siden 1980´erne har klimaopvarmningen i Europa været dobbelt så stor som det globale gennemsnit.[23]

Trods flere årtiers skarpe opråb fra verdens førende klimaforskere, opererer verdens regeringer, virksomheder og forbrugere stadig i strid med videnskabens anbefalinger. Selv om mere end 70 pct. af verdens udledning af drivhusgasser – og 90 pct. af CO2-udledningerne – stammer fra afbrænding af fossile brændsler, har den menneskelige civilisation aldrig hevet flere fossile brændsler op af undergrunden end i 2024.

Alene i Danmark har professor Peter Birch Sørensen og en gruppe økonomer beregnet, at vores økonomiske aktiviteter nu har så store negative sideeffekter, at der hvert år skæres mindst 10 pct. af bruttonationalproduktet som følge bl.a. luftforurening, biodiversitetstab, drivhusgasudledninger, forurening af drikkevand og af havet. Naturen giver os samtidig en række gratis økosystemtjenester med ren luft, rent vand, en dyrkbar jord, råstoffer og et levedygtigt klima, men når vi i jagten på snæver BNP-vækst destruerer disse værdier og sprænger de planetære grænser, får det en høj pris. Disse negative sideeffekter er – ligesom energiens centrale betydning for produktivitet og velstand – ikke regnet ordentligt ind i de eksisterende økonomiske modeller. Det er afgørende at få ændret de økonomiske modeller, så de bedre afspejler virkeligheden.

Vi sprænger de planetære grænser

Seks ud af Jordens ni planetære grænser er overskredet.[26] Det betyder, at vi på seks områder nu er nået ud over grænsen for, hvad menneskets aktivitet “sikkert” kan tillade sig uden at påvirke det globale økosystem negativt – med risiko for, at det udløser dramatiske miljøændringer på kloden. Ud af de ni planetære grænser, som er afgørende for, at det globale økosystem kan trives, har vi i dag overskredet biodiversitet, forurening, klima, udslip af reaktivt kvælstof og fosfor til miljøet, vores arealanvendelse og herunder hvor meget skov vi fælder samt vores forbrug af ferskvand. Se figur 11.

Det er vigtigt at beskytte Jordens økosystemer og bringe menneskeheden sikkert indenfor de planetære grænser – herunder særligt de seks grænser, der i dag er overskredet. Ingen af kriserne kan løses isoleret. De ni planetære grænser er tæt forbundne, de formes af gensidige feedback loops, og deres sårbarhed og løsninger afhænger af hinanden. Grønlands indlandsis er f.eks. i stand til – via den såkaldte albedo-effekt – at sende 89 pct. af solens varme tilbage til atmosfæren, men når den smelter hurtigt, som det er sket i de seneste årtier, og det ferske smeltevand sendes ud i den nordlige del af Atlanterhavet, kan det forstyrre optaget af CO2 i havene. En øget afsmeltning fra den grønlandske indlandsis vil mindske saltindholdet af områdets havvand nok til at forstyrre den store cirkulationspumpe i Nordatlanten og Golfstrømmen. Dette kan føre til et koldere klima på den nordlige halvkugle. Når de globale temperaturer er steget til over 2 grader Celsius, regner man med, at indlandsisen ikke længere står til at redde.

Omkring 89 pct. af den varme, som solens stråler sender ind til jorden, er opsuget af verdenshavene, og effekten af de menneskeskabte klimaforandringer er i lang tid holdt nede af naturens gratis serviceydelser. Men da havtemperaturerne er steget betydeligt i de seneste år, kan det være et udtryk for, at oceanerne har fået sværere ved at suge de store mængder varme og CO2 op, som de menneskelige aktiviteter forårsager. Også skovenes økosystemer ser ud til at være ude af balance, hvilket bl.a. er forårsaget af stigende temperaturer, skovfældning til landbrug og energisektoren, byudvikling mv. Op imod 60 pct. af CO2-udledningerne til atmosfæren er indtil nu blevet suget op i havene og i skovene[27], men på grund af de negative feedbackloops i klimakrisen, kan man ramme et tipping point, hvor det – der engang var en positiv hjælper – forvandles til en negativ forstærkning. I Amazonas regnskovene, der i 65 mio. år har været relativt modstandsdygtige i forhold til klimaforandringer, ser det ud til, at der nu frigives mere kulstof til atmosfæren end der opsuges.[28]

Hvis vi ikke løser klimakrisen, kan det blive svært, om ikke umuligt, at bringe Jordens økosystemer indenfor en sikker og bæredygtig ramme. Det kræver, at vi hurtigt udskifter vores fossile energiforbrug med vedvarende energikilder, der effektivt kan nedbringe udledningen af de farlige drivhusgasser.

Landbrugets udledninger udgør globalt op mod en fjerdedel af den samlede klimapåvirkning, og klimaet kan ikke reddes uden, at disse også reduceres betydeligt. Ligeledes skal andre erhverv med stort klimaaftryk, såsom industrien, byggeriet og transporten dekarboniseres.

Fossil energi forstærker de planetære kriser

Den omfattende udvinding, produktion og afbrænding af olie, gas og kul er den drivende årsag bag de fleste af de ni planetære kriser – dvs. klima, biosfæren, luftforurening, biokemiske flows, nye kemikalier, forsuring af havene og ozonlaget.[29] De fossile brændsler står bag 90 pct. af verdens CO2-udledninger og omkring en fjerdedel af denne CO2 absorberes af verdens have, sænker havenes pH værdi og fører til forsuring af havene. Oveni kommer de stigende havtemperaturer som følge af klimaforandringerne, som også har fossile brændsler som sin hovedmotor. Og der skal fossil energi til at fremstille kunstgødning, hvor en del siden siver ned i vandmiljøet, ledes ud i havene og fører til havdød, som vi bl.a. har set det i Danmark.

Pesticider og kunstgødning er også fremstillet ved brug af fossil energi. Anvendelsen af pesticider kan måske frigøre op til 7-8 gange så meget N2O fra jorden, og N20 er en 300 gange så potent drivhusgas som CO2.[30] Dette forskningsresultat er dog ikke almindeligt anerkendt og bruges derfor ikke ved rapporteringen af nationale klimaregnskaber. Mange pesticider har også en lille film med mikroplast, der er lavet fossile brændsler. Denne mikroplast ophobes over tid i naturen. Fossile brændsler er dybt indlejret i vores industrialiserede landbrug, og de har negative spill-over effekter i forhold til flere af de planetære kriser.

Biodiversitetskrisen på landjorden skyldes mange forskellige faktorer, men den intense rovdrift på naturen og landområderne, industrialisering af landbruget og byernes vækst var ikke nået så vidt, uden at menneskeheden havde hentet så store mængder af fossil energi op fra naturens gamle kulstoflagre.

Enkelte forskere mener, at energi reelt burde betegnes som den 10. planetære grænse.[31] Der er absolutte fysiske grænser for, hvor meget fossil energi, der kan udvindes eller forbruges, hvis ikke Jordens naturlige systemer skal bringes ud af balance. Denne grænse er for længst overskredet, og det er ikke alene i forhold til klimaet og de andre planetære grænser.

I takt med at fossil energi udfases i energisektoren, er det muligt, at olie- og gasselskaberne vil forsøge at lave en sideforskydning for at afsætte deres varer til den kemiske industri og plastindustrien. I dag går ca. 12 pct. af det samlede olieforbrug til brug i den petrokemiske industri, men iflg. Det Internationale Energiagentur (IEA) vil de fremover måske stå bag halvdelen af verdens olieforbrug. 99 pct. af al plastik er lavet af fossile brændsler, og de stigende mængder plast, der ophobes i naturen, forstærker den planetære krise ift. de syntetiske og giftige stoffer.

Hvis fremtidens plastproduktion baseres på fossile brændsler, vil den fortsat overskride de planetære grænser. Det gør den allerede i forhold til klimaet, forsuring af havene, biodiversitet og luftforurening med aerosoler.[32]

Det er dog ikke umuligt at transformere plastindustrien, så den – næsten – kan bringes indenfor de planetære grænser. Hvis forbruget nedsættes, mindst 75 pct. af al plastik recirkuleres, mere fremstilles med bio-baserede stoffer, og den resterende del fremstilles med CO2, vedvarende energi, vandkraft eller atomkraft, vurderer nogle forskere, at plastik i fremtiden kan holde sig indenfor måske otte af de ni planetære grænser.

Europas energisystem opererer udenfor de planetære grænser

I EU kommer 68 pct. af det primære energiforbrug stadig fra olie, gas og kul, mens atomkraft står for knap 10 pct.[33] og den vedvarende energi dækker 22 pct. Sektor for sektor skal de fossile brændsler udfases og erstattes af renere energikilder, samtidig med at man sætter ekstra fart på den cirkulære økonomi, udvikler biobaserede produkter og stimulerer til adfærdsændringer, der kan begrænse forbruget. Energieffektiviseringer og besparelser kan mindske EU´s samlede fodaftryk og give en hurtig klimaeffekt, men det er også vigtigt, hvordan vi producerer energien.

Bioenergi udgør i dag cirka 10 pct. af EU-landenes endelige energiforbrug, men den andel ventes at være dobbelt så stor i 2030. Til den tid vil Europas bioenergiproduktion have et globalt fodaftryk, der cirka svarer til to gange Tysklands areal. Allerede i dag opererer EU-landene på dette punkt udenfor de planetære grænser, og især afbrændingen af fast træbiomasse har givet anledning til bekymring. I EU er regnes det stadig som en CO2-neutral energikilde, og medlemslandene giver hvert år milliarder af euro i statsstøtte til energiselskaber, der brænder træbiomasse af. Europa-Parlamentet forsøgte i 2023 dog at forbyde statsstøtte til afbrænding af træbiomasse, men medlemslandene i Rådet afviste det – bl.a. med støtte fra den danske regering. Det skete ud fra en bekymring om, at det i givet fald vil føre til et øget forbrug af fossile brændsler.

Uanset hvad vil en fortsæt vækst i afbrændingen af træbiomasse bringe os endnu længere ud i den røde zone i forhold til de planetære grænser. Forskningen viser, at afbrændingen af træbiomasse fører til stigende partikelforurening, den medfører afskovning i Europa og i andre verdensdele og den har en skadelig effekt ift. klimaet. Eller som en gruppe forskere konkluderer: Fyring med træbiomasse vil i Europa aldrig give en karbon gevinst, men vil i stedet over tid akkumulere negative effekter, fordi bioenergiproduktionen fanger mindre karbon end de skove, de erstatter. “Selv under meget optimistiske antagelser, vil nettogevinsterne næppe blive realiseret i dette århundrede.”[34]

Det europæiske forskningsråd har i en analyse vurderet, at det kræver 50-100 gange så meget areal at generere energi fra bioenergi som fra sol og vind. Så alene ud fra en betragtning om arealanvendelse er afbrænding af træbiomasse en meget ineffektiv måde at producere energi på.[35]

En analyse af den europæiske varmeforsyning viser, at hvis man fortsætter business as usual, så opererer vi i den røde zone langt udenfor de planetære grænser. En storskala elektrificering med varmepumper og ren grøn strøm er iflg. forskerne den foreløbig eneste absolut bæredygtige løsning, som kan bringe os indenfor de planetære grænser. Man skal også øge mængden af vindenergi på land og lægge mange flere højspændingskabler for at bringe strømmen hurtigere over de europæiske landegrænser.[36] Anvender man derimod brint i varmeforsyningen, vil det være 2-3 gange dyrere, og det vil sprænge flere af planetære grænser, vurderer forskerne.

En anden forskningsanalyse af EU-landenes elforsyning har vist, at hvis man fortsætter business as usual, så overskrides flere af de planetære grænser. Hvis EU skal opnå absolut bæredygtighed i elforsyningen, anbefaler forskerne, at der laves ”en hurtig udbygning i andelen af vedvarende energikilder så som vandkraft, vind (onshore og offshore) solceller og koncentreret solenergi” såvel som CO2-fangst på biomasseanlæg (BECCS). BECCS kan give negative sideeffekter ift. bl.a. biodiversitet, der skal adresseres.[37] Klimaeffekten er dog meget usikker. Se figur 12.

BECCS-anlæg fanger ikke 85-99 pct. af den CO2, der udledes – som Energistyrelsen bl.a. regner med – for tallet er snarere 65-75 pct. eller endnu lavere.[38] Skal man samtidig medregne, hvor lang tid det tager at genskabe det tabte lager i skovene, er det højest tvivlsomt, at BECCS kan skaleres globalt.[39]

Forskellige natureffekter ved alternative energikilder

De rene vedvarende energikilder som sol og vind, hvor man ikke behøver at installere nye energikrævende CO2-støvsugere for enden af skorstenen, bliver afgørende for at bringe vores samfund indenfor de planetære grænser. Men selv i forhold til sol og vindenergi er der udfordringer, som skal løses. De har meget store positive effekter ift. klima, forsuring af havene, luftforurening og ozonlaget. Men deres fodaftryk på arealanvendelsen er mangefold lavere end f.eks. bioenergi, og de vil lægge ekstra beslag på landareal og måske udfordre biodiversiteten. Det sidste kan dog imødegås ved indtænke naturhensyn og biodiversitet ved nye anlæg af solcelleparker og vindturbiner, og ved at udtage endnu større arealer fra det industrielle landbrug og investere i meget mere skov og vild natur.

Solcelleanlæg har vist sig mange steder at føre til øget biodiversitet, og det er tydeligt, når landbrugsarealer – som tidligere har været dyrket intensivt og været sprøjtet – tages ud af produktion for at give plads til solcelleanlæg.[40] Vindturbiner er mindre pladskrævende, men har en række udfordringer ift. fugle og flagermus, der kan blive dræbt af vingerne, og her skal der i givet fald laves afbødende foranstaltninger.

Arealforbruget til solcelleanlæg på bar mark er typisk mellem 12,6-19 m2 pr MWh, vandkraftanlæg bruger 14 m2 pr. MWH og en vindturbine på land lægger fysisk beslag på 0,4 m2 pr. MWh, men på grund af afstandskrav mv. vil det typisk være mellem 8-99 m2 pr. MWh. Atomkraft fylder 0,3 m2 pr. MWh lægger dermed beslag på et mindre rent areal, men der er betydelige udfordringer i forhold til radioaktivt affald. I de første forskningsstudier om de planetære grænser var radioaktivt affald ikke nævnt, men i den seneste analyse fra den internationale forskningsgruppe ledet af Katherine Richardson m.fl. er radioaktivt affald inkluderet i kategorien nye syntetiske og giftige stoffer.[41]

I forhold til vandforbruget er sol- og vindenergi klart de bedste løsninger, hvorimod elektrolyse til brintfremstilling har et flere gange større vandforbrug. CO2-fangst på biomasse og andre punktkilder klarer sig dårligere end selv fossile brændsler. Se figur 13.

Klimakrisen forværrer flere planetære kriser 

Klimakrisen er en stor risikomultiplikator, der påvirker flere af de planetære grænser. Eksempelvis vil klimaforandringer med højere temperaturer, mere tørke og ændringer i nedbørsforhold øge presset på biodiversiteten i forhold til levesteder for planter og dyrearter. Ved to graders temperaturstigning kan op imod 10 pct. af alle arter på jorden være truet af udryddelse, så der er ingen større trussel mod biodiversiteten på land og i havene end netop klimaforandringerne. Og dermed også de fossile brændsler.  

I det lys kan det virke paradoksalt, hvis man af hensyn til risikoen for f.eks. markmus eller flagermus nogle gange blokerer for opstilling af nye vindmøller – der kan fjerne de fossile brændsler, minimere luftforureningen og gøre noget reelt ved klimaforandringerne. Det er vigtigt at sikre naturhensyn, men i stedet for at fokusere på konkrete lokale tab og miljørisici, bør man fastholde et helhedssyn og kigge på arternes samlede livsbetingelser og sikre robuste økosystemer. I den grønne omstilling af energisektoren er der mange dilemmaer – eller såkaldt wicked problems – men hvis ikke vi løser klimakrisen og frigør os fra de fossile brændsler, ser det sort ud for biodiversiteten. 

Fortsat udledning af drivhusgasser på et højt niveau vil medføre yderligere forsuring og opvarmning af havene. Klimaforandringerne kan føre til mangel på mad og vand, tab af arbejdspladser, forværret sundhed, nedsat levestandard og historisk store migrationsbølger. Det er blot nogle af de menneskelige omkostninger, som klimaforandringerne fører med sig.  

Gang på gang har vi hørt førende eksperter og organisationer komme med alarmerende advarsler og klare opfordringer til verdenssamfundet om at skrue gevaldigt op for tempoet i omstillingen, men indtil nu går det den stik modsatte retning. Meldingen fra det internationale klimapanel, IPCC, er ellers klokkeklar: "Uden øjeblikkelige og dybe reduktioner på tværs af alle sektorer, vil det være uden for rækkevidde at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5C." IPCC betegner de næste få år som "kritiske" for, om vi undgår en klimakatastrofe med vidtrækkende negative konsekvenser for hele jorden. 

Regningen for ikke handling vokser år for år 

I takt med temperaturstigningerne kan det europæiske energisystem blive sat på en række nye prøver. Den store spidsbelastning i store dele af Europa kan gå fra vintre til somre, fra opvarmning fra afkøling. Infrastrukturen skal være robust, så den kan modstå oversvømmelser, erosion, vilde skovbrande mv. Vi skal have flere energikilder at trække på, opbygge større energilagre og have stærkere netforbindelser over EU-landenes grænser. EU-landene skal i tørkeperioder med lavvande i floderne kunne håndtere afbrydelser i atomkraftværker eller pludselige fald i vandkraften, så der ikke opstår lange elafbrydelser, der vil ramme anden kritisk offentlig infrastruktur. Større klimarobusthed bliver en faktor, man er nødt til at tage højde for ved den næste bølge af investeringer i kritisk infrastruktur, nye transmissions- og distributionsnet, vindmøller, solcelleanlæg, jordvarmeanlæg mv. Se figur 14.

Forlænger vi den fossile vej og reducerer vi ikke udledningen af drivhusgasser hurtigt nok, kan det udløse klimatiske tipping points, hvor menneskeheden ikke længere er herre over sin egen fremtid.

Vores CO2 -budget slipper snart op

Handlerummet er blevet markant indskrænket i løbet af de sidste få år, og vi er ved at nå ned på en kritisk grænse. I 2023 blev der globalt udledt 55 mia. ton drivhusgasser – 40,7 mia. ton var CO2. Alene CO2-udledningerne fra det fossile energisystem nåede op på 36,8 milliarder ton, hvilket er en stigning på 1,1 pct. i forhold til året inden, viser rapporten Global Carbon Budget, der er udarbejdet af en række førende internationale forskningsinstitutioner.[42]

De har også regnet på, hvor stort verdens resterende CO2-budget er. Hvis vi med 50 pct. sandsynlighed skal holde os sikkert indenfor 1,5 graders målet, var der ved indgangen til 2024 kun et globalt CO2-budget tilbage på 200 mia. ton CO2, viser den seneste opgørelse. Se figur 15.

Vores resterende CO2-budget er reelt halvt så stort som da man gjorde tallene op for fire år siden, og årsagen er, at menneskeheden i stedet for at reducere udledningerne, har øget dem. Det betyder bare, at vi nu har ekstremt travlt med at ændre kurs.

Skal budgettet fordeles ens til hver enkelt af verdens næsten 8,2 mia. indbyggere, kan hvert enkelt individ i resten af dette århundrede kun udlede 24,4 ton CO2. Med en uændret adfærd går verdens befolkning allerede gennem loftet i 2029. Det kræver en voldsom opbremsning at ændre kurs inden.

Reelt bør det gå endnu hurtigere for os som danskere. Hvis vi skal tage ansvaret for vores historiske CO2-udledninger, har vi allerede opbrugt vores fair andel for flere år siden. Men hvad betyder det, hvis vi i stedet ønsker at bevare vores nuværende andel af de globale CO2-udledninger, dvs. cirka 0,08 pct. af de samlede udledninger? I givet fald vil Danmarks restbudget allerede være opbrugt i 2029, hvis vi fra nu af sænker vores udledninger lineært i en reduktionssti frem mod nettonul samfundet i 2045.

I dette regnestykke er dog ikke medregnet de 20 mio. tons CO2, der i øjeblikket kommer fra afbrænding af biomasse, og de cirka 4 mio. tons CO2 fra de brændsler, der fyldes i tanken på de udgående internationale fly- og skibsrejser fra Danmark. Hvis disse udledninger regnes med, vil vores restbudget i en lineær reduktionssti være opbrugt allerede i maj 2027.

Tallene understreger, hvor meget det haster med at få nedbragt de danske udledninger af drivhusgasser. Der er ikke længere en hockeystav at tage fat om. Der er brug for substantielle og hurtige adfærdsændringer i produktion og forbrug i de næste få år. Det er for sent, hvis man venter til engang i 2030´erne på, at der opstår et eventuelt gennembrud indenfor CO2-fangst, eller at man gennem øget skovrejsning fra slutningen af 2030´erne kan suge noget af den CO2 ud af atmosfæren, der i 2010´erne og 2020´erne er sendt ud i atmosfæren fra afbrænding af fast træbiomasse. Der skal handles nu og hurtigt, hvis vi skal holde os indenfor eller tæt på 1,5 grader.

Hvis man derimod satser på, at det går an at holde sig under 1,7 graders temperaturstigning, er det globale karbon restbudget 550 mia. ton CO2. Ved 2 grader inden udgangen af det 21. århundrede er restbudgettet 1100 mia. ton. Selv hvis man politisk finder det opportunt at slække på indsatsen på denne måde, er der ikke mange år at løbe på. Hvis Danmark skal tage ansvar for sine udledninger fra afbrænding af biomasse og bunkring til international transport, vil vores budget i 1,7 graders rammen slippe op i sensommeren 2033.

Hver 0,1 grads temperaturstigning tæller, og da vi ikke bare kan antage, at alle lande lever op til deres løfter og forpligtelser, bør Danmark for en sikkerheds skyld hellere operere med en vis margen. Det vil derfor være rettidig omhu at sætte ekstra fart på omstillingen væk fra fossile brændsler. Tiden er ekstremt knap, og det tager tid at iværksætte og implementere nye grønne reformer.

FN´s miljøorganisation, der gør status over verdens klimapolitik i sin årlige Gap Emissions Report anbefaler, at vi fra 2024 og fremefter mindst reducerer vores udledning af drivhusgasser med 8,7 pct. hvert eneste år.[43] Hvis hele verden gør det, kan vi stadig med – 50 pct. sandsynlighed holde os indenfor Paris-målet om maksimale temperaturstigninger på 1,5 grader. Men de 8,7 pct. er ikke relative reduktioner. Det er absolutte reduktioner af drivhusgasserne. Så selv om lande eller virksomheder vokser økonomisk, skal de stadig sænke mængden af drivhusgasser i absolutte tal. Dette er ikke en let øvelse. Under Covid-krisen, hvor mange landes økonomier lukkede ned i flere måneder, lykkedes det f.eks. kun at reducere de globale udledninger med 4,7 pct. i 2020 sammenlignet med året forinden.

Nogle lande vil ikke leve op til UNEP´s anbefalinger. En række udviklingslande håber på at få højere økonomisk vækst og at nyde godt af et større energiforbrug i de kommende år. Det er kun fair og rimeligt, så flere mennesker kan trækkes ud af fattigdom. Omvendt bør de rige nordvesteuropæiske og nordamerikanske samfund – der historisk og samlet set har stået for de største udledninger – også trække en større del af samlede læs. Se tekstboks nedenfor.

Vi skal tilbage på sporet og i front

Danmark har de rette forudsætninger for at blive en rollemodel for resten af Europa og vise, hvordan man griber det an. Vi har en række globale grønne frontløbervirksomheder, der kan levere de nye klimavenlige og energieffektive løsninger, verden har brug for. I 2023 eksporterede de energi- og miljøteknologier for over 87 mia. kr., og flere af dem er store spillere på det globale marked. De har samtidig til kraftig vækst i de kommende år i takt med, at flere og flere lande får travlt med at nedbringe deres udledning af drivhusgasser og omstille til grønne og energieffektive teknologier.

Det er også vigtigt, at Danmark leder med eksemplets magt. I mange år har vi kunnet bryste os af at være en grøn frontløbernation, og vi har i flere år ligget i toppen af globale grønne ranglister som bl.a. Yale universitetets Environmental Performance Index. Men i 2024 er Danmark faldet ned på en beskeden 10. plads i Yales rangliste, fordi andre nationer har sat mere ambitiøse mål og løber hurtigere, end vi gør.

Danmark lever allerede langt hinsides de planetære grænser. Vores forbrugsbaserede udledninger af drivhusgasser er mellem 11 og 13 tons per dansker om året.[44] En stigende del af udledningerne knytter sig til import af varer fra udlandet og den indlejrede energi i de importerede varer. Se figur 17.

Hvis alle i verden levede som vi danskere, vil det kræve 4,2 jordkloder. Og hver dansker har et materialeforbrug på 25,3 tons om året, og det er godt 11 tons mere end gennemsnittet af EU-borgere. Det danske materialeforbrug er steget med 14 pct. i det sidste årti. Især vores forbrug af biomasse, men også vores forbrug af fossil energi og ikke-metalliske mineraler – bl.a. sand og grus – ligger væsentligt over EU-gennemsnittet.  

Danmarks indlejrede energiforbrug er historisk højt, fordi vi har et af de højeste fodaftryk blandt EU-landene, og som nation opererer vi langt hinsides de planetære grænser. Danmark ligger i toppen af EU-landene målt på CO2-aftryk pr indbygger, kun overgået af Luxembourg. Se figur 18. 

Danmark har et lovmæssigt klimamål for 2030 om at nå 70 procents reduktion for vores nationale udledning af drivhusgasser, og regeringen vil bringe Danmarks udledninger ned til nettonul senest i 2045, og sikre 110 pct. reduktioner i 2050. Disse politiske hensigtserklæringer er dog endnu ikke skrevet ind i klimaloven. Klimarådet har anbefalet, at disse mål indskrives i klimaloven, og at Danmark tager ansvar for sin andel af energien til international fly- og skibstransport. Et klart og lovfast styringsmål er et vigtigt instrument, og det bør følges op af et klart reduktionsmål for henholdsvis 2035 og 2040. Senest i 2025 skal der opstilles et mål for 2035, og det er vigtigt at fastholde et højt ambitionsniveau.

Indtil nu har politikerne har haft svært ved at nå de fastsatte mål, selv om der er gennemført mange grønne reformpakker. Men de store og svære beslutninger er ofte udskudt til senere. Der sælges stadig mange nye fossilbiler og gasfyr, antallet af flyrejser stiger fortsat, og politikerne har tilladt mere udvinding af olie og gas i Nordsøen, selv om det bidrager til at forstærke klimakrisen. Samtidig kniber det ofte med at sikre en hurtig implementering, selv om det er afgørende for at nå i mål. I industrien er der indført en CO2-afgift, der stiger til 1125 kr. pr. tons i 2030, men i transporten er udledningerne steget, og i landbruget kniber det med at få nedbragt udledningerne.

Transportsektoren står i dag bag 28 pct. af Danmarks totale udledninger, og sektoren kan få en stigende andel, fordi andre sektorer reducerer deres klimabelastning. I 2030 kan transporten i Danmark stå bag omkring 35 pct. Og det endda uden at medtage de drivhusgasser, der udledes fra Danmarks internationale transport med fly og skibe.

Landbrugssektoren inkl. lavbundsjorder udleder i dag omkring 14 mio. tons CO2 om året og står dermed for mere end en tredjedel af Danmarks samlede udledninger af drivhusgasser. Udledningerne fra landbrug, skov, gartneri og fiskeri forventes at udgøre hele 45 procent af vores klimaaftryk i 2030 – fordi landbruget ikke som i andre sektorer i dansk erhvervsliv har fremlagt en klar og realistisk plan for klimareduktioner. Udledningerne stammer i høj grad fra kød- og mælkeproduktionen.

Den seneste klimafremskrivning fra foråret 2024 viste, at man på papiret er på vej til at indfri klimalovens mål for 2025- og 2030. Den såkaldte reduktionsmanko, som er det, der skønnes at mangle i 2030 for at indfri 70-procentsmålet, ligger på 1,5 mio. ton CO2e og 2025-målet på 50-54 pct. reduktion ventes opfyldt med en reduktion på ca. 55,5 pct. Vi er altså tæt på den politisk fastsatte målstreg.

Sidste år lå reduktionsmankoen stadig på 5,4 mio. ton CO2e. Reduktionen i den nye fremskrivning, der er bragt ned på ca. 1,5 mio. ton CO2e er ikke hentet ved, at man har gennemført store klimapolitiske beslutninger og tiltag. Samlet set er 2,3 mio. ton af de forventede reduktioner kommet, fordi træernes klimaeffekt fremskrives på en ny måde. Desuden er der nye beregninger for lavbundsjordene, der ventes at udlede 1,9 mio. ton mindre CO2 de kommende år end ved 2023-fremskrivningen. Ikke fordi de aktivt er blevet vådlagt, men fordi kulstofindholdet på store arealer er gasset hurtigere af end hidtil forventet, så de nu ligger under den nedre rapporteringsgrænse på 6 %.

Dertil er en stor del af de reduktioner, vi har brug for de kommende år, lagt an på teknologier og beregninger, hvis reelle effekt endnu er usikker. Her er det særligt CO2-fangst, som må siges at være en ubekendt faktor. Man regner med at skulle fange 3,2 mio. ton. Fra 2030, men der er stadig en del usikkerhed forbundet med, om det lykkes. Ved det seneste NECCS-udbud måtte man lave en nedjustering fra 0,5 mio. ton biogen CO2 til blot 160.350 ton, som forventes lagret fra 2026.

Der er fortsat betydelig usikkerhed om udledningerne fra lavbundsjordene, og nye tal kan gå den anden vej, hvilket taler for, at det vil klogt at operere med en vis sikkerhedsafstand til klimamålet.

I den grønne trepartsaftale for landbruget vil man først at løfte CO2-afgiften op på 750 kr/ton i 2035 og oveni give et klækkelig bundfradrag på 60 pct. Det gør, at landbruget ikke kommer til at trække så stor del af læsset i klimapolitikken som andre erhverv. Man håber dog, at landbruget – gennem investeringer i nye teknologier, nye staldanlæg, fodertilsætningsstoffer og biokul fremstillet via pyrolyse – frem mod 2030 kan reducere sine udledninger med 1,8 mio. ton i 2030 stigende til 3,3 mio. ton i 2035.[45] Politikerne vil give hele 10 mia. kr. i støtte til pyrolyse, men det må stadig betragtes som en uafprøvet teknologi med usikre klimaeffekter. Og desuden er der potentielt negative sundhedsmæssige konsekvenser. Risikoen er, at man brænder mange skattekroner af på en teknologi, der – hvis man bruger træ eller afgasset biomasse som feedstock – først leverer reelle klimagevinster om 30-40 år, hvis naturlig kulstoflagring ved den anvendte biomasse modregnes.

Regeringen har tilsyneladende overset, at EU Kommissionen ventes at foretage en sådan modregning. Pyrolyse på energiafgrøder og halm kan godt give en hurtigere klimaeffekt, men der er begrænsede bioressourcer til rådighed, og der er grænser for, hvor meget teknologien kan skaleres.

Teknologivalg og strukturel omstilling

I Danmark bruges allerede betydelige statslige midler på at fremme grønne teknologier. Mest markant er i forhold til CO2-fangst, som er gjort til af hovedsøjlerne i dansk klima- og energipolitik. Der er bevilget over 38 mia. kr. frem til 2040 for at skalere denne teknologi op og trepartsaftalen lægger op til at give 10 mia. til pyrolyse/biokul. Men fangsten på industrielle punktkilder er ikke så effektiv, fordi de reelle fangstrater stadig ligger væsentlig under det forventede. Det er en både dyr og meget energikrævende teknologi, der i værste fald kan forsinke udfasningen af de fossile brændsler. De store statslige støttebeløb til CO2-fangst og -lagring kunne alternativt bruges til investere i de grønne energiløsninger, som kunne sikre en hurtigere udfasning af de fossile brændsler og træ.

Det er muligt, at CO2-fangst i løbet af 2030´erne kan komme til at spille en vis rolle på områder, som bl.a. cementproduktion, hvor det kan blive svært at nå en 100 pct. dekarbonisering. Men i de næste 5-10 år kan Danmark opnå større klimaeffekter ved at målrettet at investere i en langt hurtigere skalering med sol, vind, batterier og varmepumper samt nye klimavenlige fødevarer. Og udfordringen er stor.

Danmark er stadig dybt afhængig af fossile brændsler i vores energisystem, hvor olie, naturgas og kul knap 53 pct. af Danmarks bruttoenergiforbrug, og de er hovedmotoren bag de nationale udledninger af drivhusgasser. Selv om vi har fået meget mere vedvarende energi, udgør biomasseafbrænding omkring 2/3 af den samlede produktion af vedvarende energi. Og sol- og vindenergi dækker kun cirka 10 pct. af Danmarks bruttoenergiforbrug – hvis man medregner den energi, der fyldes på skibe og fly i Danmark. Det viser, at Danmark stadig hænger fast i forbrændingssamfundet. Vores forbrug af biomasse til energi er mere end fire gange større end i 1995, og især skovflis og træpiller fylder. En medvirkende årsag til den eksplosive udvikling er, at der i flere år er givet statsstøtte til kraftværker, der brænder træer og halm af for at konvertere det til elektricitet.

Straksudledningerne fra afbrændingen af biomasse tælles kun med i Danmarks nationale klimaregnskab for træ fældet i Danmark. Det sker i det såkaldte LULUCF-regnskab, der indgår 1:1 i det samlede klimaregnskab. LULUCF-regnskabet udskiller dog ikke det CO2 og kulstoftab i skovene, som afbrænding af træ fører til. Over halvdelen af træ-energiforbruget importeres, og det belaster LULUCF- og klimaregnskaber i oprindelseslandene. Straks-udledningerne fra afbrænding af biomasse i Danmark er over 20 mio. tons CO2 om året, men netto er klimapåvirkningen væsentlig lavere, fordi noget af biomasse alternativt hurtigt ville rådne og udlede CO2. Træenergiforbruget har den højeste klimapåvirkning, fordi Danmark bruger meget stammetræ, som kan være århundreder om at vokse op igen, og fordi selv fældningsrester rådner relativt langsomt. Den tidsvægtede klimapåvirkning fra dansk træ-energiforbrug er mellem 4-5,6 mio. t CO2e om året, afhængig af hvilken metode og hvilke antagelser, der anvendes.1 Hvis man både tæller det med og også medtager udledningerne fra danske fly og skibes internationale transport, er udledningerne fra dansk økonomi stort set de samme som i 1990. Skal vi tage ansvar for disse udledninger, er klimaudfordringen til dansk økonomi cirka dobbelt så stor, som de mål, der er fastsat i klimaloven. Se figur 19.

Dette understreger, hvor svær udfordringen er for det danske samfund. Et skønmaleri af tingenes tilstand er ikke hjælpsom. Dansk klima- og energipolitik bør tage udgangspunkt i et realistisk og nøgternt billede af virkeligheden. Danmark har på en række punkter mistet den grønne frontløberposition, som vi tidligere med en vis ret kunne gøre krav på. Den gode nyhed er dog, at den kan generobres igen.

Det kræver frem for alt, at vi i de næste få år accelererer omstillingen væk fra fossile energikilder og afbrændingen af fast træbiomasse. Desuden må forbrug og produktion af animalske fødevarer begrænses væsentligt for at nå i mål. Samtidig skal de øvrige natur- og miljøkriser løses, og vores store ressourceforbrug skal nedbringes, hvis Danmark igen på troværdig vis skal indtage sin position som en grøn frontløbernation. Det er heldigvis inden for vores rækkevidde.

Det danske samfund har aldrig haft en højere velstand, og der er er et betydeligt statsfinansielt råderum. Økonomisk og teknologisk er det muligt at lave en hurtig afkobling fra den fossile afhængighed, men det kræver en målrettet politisk reformindsats, handlekraft og implementering.

I denne energirapport er der opstillet et dansk transformationsscenarie, der viser, hvordan Danmark kan reducere sine absolutte udledninger med mere end 8,7 pct. om året, så Danmark bliver et nettonulsamfund i 2040. (Se de konkrete anbefalinger i kapitel 6) Vælger politikerne at følge transformationsscenariet frem mod 2040, kan Danmark spare atmosfæren cirka 207 mio. tons CO2 i forhold til, hvis man følger regeringens klimapolitik.

Opgaven er at lave en langt mere ambitiøs udbygning med vedvarende energi, elektrificering af samfundet og energieffektiviseringer samtidig med at man går håndfast til værks for at udfase og stoppe alle teknologier, der drives af fossile brændsler. Det gælder om at accelerere de grønne teknologier og løsninger kraftigt, samtidig med at man laver en hård opbremsning af det fossile forbrug.

Kapitel 5: Den grønne energirevolution. Forstå S-kurverne

Vi står midt i en grøn energirevolution. I de sidste ti år er den årlige udbygning med solenergi på globalt plan steget seks gange, og vindenergien er steget med over tre gange. Batterisalget fordobles hver 2-3 år, og deres energiintensitet stiger i et tempo, så det kan revolutionere ikke bare bilsektoren, men også energisystemet, industrien og måske tung transport på de lange distancer. Vi står midt i den største og hurtigste teknologiudvikling siden Anden Verdenskrig, og den kan disrupte det fossile energisystem, og det vil få skelsættende betydning for alle dele af samfundet.

Mange af traditionelle mainstreamanalyser, økonomiske og teknologiske fremskrivninger har i mange år dog konsekvent undervurderet, hvordan sol, vind, batterier og elbiler vokser eksplosivt, og hvordan priserne samtidig tvinges længere og længere ned for hver fordobling i mængderne. Man har overvurderet omkostningerne ved VE, samtidig med at man har undervurderet prisfaldet, væksten i salget og innovationskraften for sol, vind og batterier. Denne monumentale fejlvurdering har samtidig ført til, at de fossile brændslers relative konkurrenceevne er blevet sat i et meget bedre lys, end de burde være. Og det har fået politiske og økonomiske beslutningstagere til at være alt for langsomme med at udfase den fossile energi eller at droppe investeringer i fossile energiprojekter.

Det haster med at få opdateret vores økonomiske modeller og teknologiske prognoser, for de grønne energiteknologier har i en årrække udviklet sig i eksplosive S-kurver, der sprængt alle forventninger. Se figur 20.

Hovedårsagen er, at sol, vind og batterier er granulære og velafprøvede teknologier, der masseproduceres og hurtigt kan skaleres på markedet. Det har både udløst store prisfald og banet vej for masser af innovation. Prisen på solceller og batterier faldt med 80 pct. på ti år frem til 2022 og prisen på offshore vind faldt med 73 pct. og landvind med 57 pct. Prisudviklingen for de vedvarende energikilder har i store træk fulgt den såkaldte Wrights lov. Priserne for solceller er i snit faldet med cirka 28 pct. for hver gang, man har fordoblet den opstillede mængde af solenergi – fordoblingstiden er nu reduceret til omkring 2-3 år. Og solcellernes effektivitet er samtidig forbedret markant, og de er bedste solceller fremstiller nu 43 pct. mere energi pr. celle, end de gjorde i 2016. For vindenergi har prisfaldet været cirka 15 pct. for hver fordobling i mængden.

Batterierne kan revolutionere energisystemet

Batteriindustrien er ved at bygge 400 gigafabrikker rundt omkring i verden. Disse gigafabrikker vil iflg. tænketanken RMI have kapacitet til at levere 9 TWh batterier i 2030.[46] Dette tal svarer til en fjerdedel af Danmarks samlede elforbrug.

På globalt plan står kinesiske virksomheder bag over 80 pct. af verdens produktion af batterier, men EU og den europæiske batterialliance arbejder målrettet for at opbygge en stærk europæisk batteriindustri og at få udenlandske konkurrenter til at lokalisere sig i EU. Iflg. Transport & Environment kan den europæiske batteriproduktion blive løftet til 1,7 TWh i 2030, men mere end halvdelen af de annoncerede projekter kan blive aflyst eller udsat.[47]

Det er en ekstremt krævende opgave at opbygge en stærk forsyningskæde til de nye grønne industrier, som går fra minedrift til forædling og fremstilling, men det er rent geopolitisk er det vigtigt for EU at kunne blive mere selvforsynende med batterier. For det er en kritisk faktor for succes i den store grønne energirevolution.

Fra sektor til sektor vil batterierne brede sig og muliggøre en 100 pct. elektrificering.

Dominobrikkerne er allerede ved at falde i bilindustrien, hvor salget af elbiler i mange lande – herunder i Danmark- har overhalet nysalget af fossilbiler.

Den hastige udvikling i batteriteknologien – og den markante udvidelse af produktionskapaciteten – vil også kunne få en revolutionerende betydning for lagringen af den vedvarende energi. Energikrisen fik udviklingen til at tage ekstra fart, og flere private husstande og virksomheder har investeret i batterier til at bakke deres solceller op med.

Flere og flere lande er ved at forstå, at batterirevolutionen også kan give os en afgørende brik til at skabe et meget mere resilient energisystem.

Fra Kina, Australien til Kalifornien og en række EU-lande investeres der nu massivt i at opbygge store batteribaserede energilagre (BESS), som kan lagre den fluktuerende sol- og vindenergi, så man får mere forsyningssikkerhed. Kommissionens forskningsenhed, JRC, har således konkluderet i en analyse, at "batterier muliggør en bredere udrulning af fluktuerende vedvarende energi, også i sammenhæng med en stigende energiuafhængighed fra Rusland."[48]

Der sker en hurtig skalering i markedet. Containerbaserede store batterier opstilles på stribe, kan mangedoble kapaciteten og skabe et mere stabilt net. Og priserne på denne type batterier er faldet kraftigt i pris. De såkaldte litium-jern-fosfat batterier (LFP) er i august 2024 faldet til omkring 358 kr/KWh i markedet, og det er langt billigere end de såkaldte nickel-mangan-kobolt batterier. (NMC) I 2020 sad NMC-batterierne på over halvdelen af markedet for batterilagring, men nu ser det ud til at de billigere og stabile LFP-batterier vinder kapløbet, og i år vil de stå bag op imod 85 pct. af markedet. Og de stiger i størrelse, intensitet og lagringskapacitet. Verdens største batterifabrikant, kinesiske CATL, er nu på vej med en ny generation af litium-jern-fosfat-batterier i en standard 20 fods container kan lagre 6,25 MWh. Se tekstboks .

Batterilagring ser også ud til at blive en finansiel investeringsmulighed. I øjeblikket skyder mange BESS-virksomheder op for at udnytte de hastigt faldende batteripriser, og de opbygger en business case for at levere systemydelser og balancering i nettet. De køber sol- og vindenergi, når den er allerbilligst, og sælger den tilbage, når energien er dyr. Alene i EU blev der installeret dobbelt så meget batterilagring i 2023 som i 2022, og det totale BESS-lager i EU er nu på over 36 GWh. Bloomberg New Energy Finance forventer, at der på globalt plan kan blive installeret omkring 155 GWh batterilagring, og en af hovedforklaringerne er, at priserne er halveret alene indenfor det sidste år.

Danmark er sakket agterud i dette kapløb, men øget batterilagring bliver uden tvivl en af de afgørende forudsætninger for at skabe et stabilt og sikkert vedvarende energisystem uden fossile brændsler. Iflg. Energistyrelsens tal har Danmark en samlet batterikapacitet på 2 MW i 2024, som frem mod 2050 ventes at stige til 460 MW. Man regner med andre ord med, at Danmark går fra nul GWh i 2023 til cirka 0,45 GWh i 2050. Den igangværende batterirevolution kan dog meget vel betyde, at Danmark allerede i løbet af meget få år vil runde flere GWh.

Solens kraft

På det globale marked har solcellerne sprængt alle forventninger, og hele 78 pct. af den vedvarende energieffekt, der blev installeret sidste år, var solenergi, mens vindenergien stod for 20% af den nyinstallerede effekt. Benyttelsestiden for vindkraft er dog typisk væsentlig højere end for solceller, hvorfor forskellen i produktion fra de to kilder er tilsvarende mindre. Det er meget forskelligt fra land til land, hvilket mix mellem sol- og vindenergi, der er bedst.

En massiv opskalering af produktionen – ikke mindst i Kina – betød, at solceller næsten er halveret i pris på bare et år. Den globale prognose er, at der vil blive installeret 500 GW solceller i 2024. I Kina har man i årets første år installeret over 100 GW solceller, og man ser ud til at have i alt 1200 GW solceller på plads inden udgangen af 2024, hvilket er seks år før, hvad regeringen i Beijing havde planlagt. I EU er tempoet også på vej op, og ved udgangen var der 269 GW solcelleenergi i EU-landene. I 2030 kan det være omkring 900-1000 GW, eller op til 33 mere, end man i 2022 besluttede i RePowerEU-planen.

I Danmark går det også hurtigere med at opstille flere solceller, og i andet kvartal af 2024 nåede man op på godt 3,7 GW, hvilket er dobbelt så meget som i fjerde kvartal af 2021. I regeringens Klimafremskrivning 2024 regner man med, at der kan være op imod 18 GW solenergi i Danmark i 2030. Nye regler for en mere smidig sagsbehandling kan sætte ekstra fart i udviklingen.

Nederlandene er her en europæisk frontløber, som flere medlemslande – herunder Danmark – kan tage ved lære af. Det er historien om en nation, der i mange år vendte solenergien ryggen og var dybt afhængig af naturgas, men som i løbet af de sidste få år har haft et ekstremt vækstboom indenfor solenergien. Se case nedenfor.

Solcellerevolutionen ser ud til at fortsætte i de kommende år. Globalt set kan solenergi måske endda blive den dominerende energikilde i fremtidens bæredygtige energisystem – og den vil naturligvis få en langt større rolle i solrige lande i Sydeuropa. Men også i det tempererede klima i Danmark kan solenergien blive et meget vigtigt supplement til vindenergien. Den har samtidig den fordel, at de to energikilder supplerer hinanden godt, fordi vindproduktionen typisk er størst om natten, hvor solen ikke skinner, og om vinteren. Arealmangel behøver ikke at være en reel udfordring, hvis man udtager mere landbrugsjord, sætter solceller op på store tagarealer, parkeringspladser, over motorveje og på vandet. Globalt kræver det kun 0,3 pct. af landarealet at forsyne hele verdens nuværende elforbrug med energi fremstillet med solceller.[50]

Der er også blevet rejst en del bekymringer, om der kan opstå mangel på kritiske mineraler til at fremstille de mange nye solceller, men denne bekymring ser ud til at være overdreven. Forskere har efter grundige studier af udfordringen konkluderet, at det ikke er et reelt problem med adgangen til disse råstoffer, og at det ikke vil begrænse væksten i solceller.[51] Silicium er et af verdens mest udbredte grundstoffer, og de andre materialer, sølv, glas, plastik, aluminium og stål ventes der heller ikke at blive mangel på. En periode var der bekymring for, om solcellerne ville kræve for store mængder af sølv, men gennem innovation og cirkulære tiltag er det ikke et ret stort problem længere. Genanvendelsesraterne hos flere producenter er nu nået op på mellem 75-97 pct. på flere af de kritiske og værdifulde materialer.

Både solceller og vindturbiner kan i dag opstilles på markedsbaserede vilkår, uden at de nødvendigvis har brug for statsstøtte. For i dag er sol- og vindenergi billigere end de fossile brændsler, og på livslange omkostninger er store solcelleanlæg på bar mark og landvind klart konkurrencedygtige. Selv hvis man lægger omkostningerne til f.eks. ellagring i batterier oveni, kan de på pris matche både gas og kul mange steder. Medregnes de positive sideeffekter for klima og miljø, er der ingen tvivl om, hvad der rent samfundsøkonomisk vil være det optimale valg. Se figur 23, der refererer til gennemsnitlige forhold i USA.

En win-win-win løsning

Det er blevet økonomisk attraktivt at investere i de grønne og rene energikilder. For de tilbyder en win-win-win løsning: A) De er billigere på livslange omkostninger; B) De kan fjerne en stor del af luftforureningen fra fossile brændsler og afbrændt træbiomasse; C) De kan bidrage til at løse klimakrisen og bringe os tættere på målet om nulemissionssamfundet.

Regeringerne bør ikke satse på en enkelt vedvarende energikilde, for de får brug for en bred vifte af forskellige typer for at opbygge et robust og sikkert energisystem med stabil forsyning. Lande, der omfavner den grønne bølge hurtigst, kan opnå betydelige konkurrencefordele i de kommende år. For adgangen til billig energi er af fundamental betydning i kappestriden på det globale marked. I stedet for at bevæge sig bag kurven, gælder det i stigende grad om at investere foran kurven.

Den store udfordring er at få fjernet alle de bureaukratiske snubletråde med langsommelige godkendelser af nye projekter med solceller eller opstilling af vindmøller. Det har været et stort problem i mange lande, herunder i Danmark. I 2023 blev der kun opstillet en ny kommerciel vindmølle i Danmark, som på få år er gået fra at være frontløber i EU til at være et af de mest fodslæbende lande, hvad angår vindenergi.

I EU blev der i løbet af sidste år opstillet 17 GW vindenergi, heraf 14 GW på land, men det er for lidt. Brancheorganisationen Wind Europe har skønnet, at EU-landene mindst skal opstille 30 GW vind hvert år frem til 2030 for at leve op til sine egne målsætninger. Nogle lande som Tyskland har dog vist, at når den politiske vilje er til stede, kan det godt lade sig gøre. De opstillede ikke alene ekstra 14 GW solceller, men klarede samtidig at opstille 2,9 GW vindenergi på land. Og i de første fem måneder af 2024 har tyskerne godkendt ekstra 3,1 GW vindenergi på land. På lidt over et år har de tyske myndigheder givet tilladelse til mere ny landvind, end der allerede findes i Danmark. Flere lande kan med fordel følge det tyske foregangseksempel.

Europas vindmøllefabrikanter står klar til at skalere kraftigt op, og hvis ikke de får fyldt ordrebøgerne op, er der desuden risiko for, at de må skære yderligere ned på kapaciteten, hvilket kan give bl.a. kinesiske konkurrenter bedre muligheder for at fylde tomrummet ud. Der er omkring 370.000 arbejdspladser på spil i den lange forsyningskæde, som den europæiske vindmølleindustri har opbygget i de sidste årtier.

Jo mere vindenergi, der fremstilles, jo mere fossil energi kan vi frigøre os fra. Og jo bedre muligheder får de enkelte lande for at skaffe billig og tilstrækkelig energi til nye industrier. Men når store havvindmølleprojekter og energiøer aflyses eller udskydes, eller når landvindmøller ikke bliver opstillet på grund af bekymringer for f.eks. markmus eller flagermus i det lokale miljø, bliver det sværere at løse den klimakrise, som er den allerstørste trussel mod biodiversiteten.

I Tyskland valgte man derfor hurtigt at tage EU´s nødretsforordning i brug, der blev vedtaget i december 2022. Af hensyn til forsyningssikkerheden tillader forordningen, at der laves en meget hurtigere sagsbehandling og effektive klageprocesser ved nye projekter med vedvarende energi. Man ser VE-projekter som noget, der er en væsentlig samfundsinteresse. Der kan gives kortere tidsfrister, også for miljøgodkendelser, og man kan også gøre det lettere at lave en såkaldt repowering af gamle anlæg, når det fører til mere vedvarende energi.

I Danmark bør vi lære af den tyske tilgang, og man kan her også gå målrettet efter at få skrottet nogle af de gamle møller – f.eks. alle ældre vindmøller på under 500 KW – og erstattet dem med nye topmoderne og effektive vindmøller, som kan levere meget mere energi pr. mølle. Samtidig kan man med fordel blive dygtigere til at lave en tidlig involvering af kommunerne og de lokale borgere i beslutningsprocessen. Nye økonomiske incitamenter, der gør det attraktivt for de lokale at byde velkommen til nye VE-projekter, kunne f.eks. være en form for overskudsdeling, hvor pengene direkte går til opstillerkommunen.

Mere digital energistyring

Det gamle fossile energisystem har historisk været domineret af store centrale operatører og monopolselskaber, men i den store grønne acceleration vil energisystemet forandre sig radikalt og blive meget mere fleksibelt, decentraliseret og netværksbaseret. Vedvarende energi er en fleksibel og fluktuerende energi, hvor produktionen varierer en del afhængig af vejrforholdene. I stedet for store centrale kraftværker vil energisystemet få langt flere decentrale produktionssteder med grøn strøm, der fødes ind i nettet fra tusindvis af vindmøller og fra mange spredte solcelleanlæg på marker og tage. Det er et nyt system for distribueret og fleksibel energi. Og det vil blive bundet sammen af data på internettet. Med data intelligente net og en digitalisering af el- og varmemålere er er det nemmere at fremme “load-shifting” og “peak-shaving” i energisystemet. Se figur 25.

Lidt over halvdelen af de europæiske husstande og virksomheder har i dag smarte elmålere, men de bør opsættes i alle bygninger og forbindes til nettet. Jo flere eldata, der deles i anonymiseret form på åbne offentlige dataplatforme jo større værdi kan der skabes til gavn for alle. I de næste par årtier vil vi en ny digitaliseringsbølge rulle gennem energisystemet, og kunstig intelligens vil blive brugt i meget større omfang til at optimere alle systemer. Nogle steder håber man på effektiviseringsgevinster og at reducere nedetiderne med mellem 20–30-50 pct. I Sverige har man i nogle boligforeninger reduceret energiforbruget med 20 pct. ved at bruge AI, og det japanske mobilselskab, KDDI, har med hjælp fra AI sparet helt op til 50 pct. af energiforbruget i de yderste dele af deres mobilnetværk, hvor trafikken er lavest.

Tingenes internet (IoT) vokser kraftigt, og det påvirker også energiforbruget. I dag er over 16 mia. produkter forbundet til internettet via sensorer og gps, og om otte år kan det være over 40 mia. IoT-enheder. På tingenes internet kommunikeres på kryds og tværs i realtid. Logistikfirmaer i transportsektoren såvel som energisektorens store aktører kan få meget præcis viden om, hvor varerne befinder sig lige nu, og hvordan efterspørgsel, behov og strømmen ændrer sig minut for minut, time for time. Med Google Street view og andre åbne platforme kan man skabe store datasæt, der kan giver værdifulde informationer om adfærden, og med kunstig intelligens kan man optimere distributionen af elektricitet i nettet.

Men der er også risiko for en stor rebound effekt, for den øgede brug af kunstig intelligens kan føre til meget større energiforbrug.

Verdens datacentre og kunstig intelligens sluger i dag cirka to pct. af verdens elektricitet, men i 2026 vil datacentrene kræve mere end dobbelt så meget energi og nå et samlet forbrug på 1000 TWh, hvilket stort set svarer til hele Japans elforbrug. I EU er der i dag over 1200 datacentre, der står for 4 pct. af unionens samlede elforbrug, men frem til 2026 forventer man, at deres elforbrug stiger med omkring 30 pct.[52]

Hvis datacentrene er lokaliseret tæt på ren vedvarende energi og drives med 100 pct. grøn strøm, er det rent klimamæssigt ikke et så stort problem, men det forudsætter, at denne enorme mængde af akkumuleret viden i skyen bruges til noget nyttigt, der understøtter den grønne omstilling.

Ved at trække på store cloudbaserede datalagre med viden om historiske vejrdata og om de specifikke adfærdsmønstre i produktion og efterspørgsel kan algoritmerne trænes til at lave forudsigelser om, hvordan man optimerer hele værdikæden fra den enkelte vindturbine til elapparaterne ude hos forbrugerne. Det er et slags virtuelt energisystem, som kan skabe et nyt økosystem, hvor selskaber fra forskellige sektorer også kan samarbejde med hinanden om at finde mere energieffektive løsninger. Samtidig kan den enkelte forbruger bruge disse data til at få større indsigt til at handle bæredygtigt og spare på energien. For virksomhederne har det også meget stor værdi. Iflg. det Internationale Energi Agentur producerer verdens vindmøller hvert over 400 milliarder datapunkter, og hos de store fabrikanter af turbiner, som bl.a. Vestas, har dataanalyse længe været en vigtig konkurrenceparameter.

Fleksible distribuerede energiløsninger – herunder termonet i lokalsamfundene og individuelle borgeres produktion og lagring af solcelleenergi på parcellen – kan spille effektivt sammen med de store centrale energiparker, distributionsnettet og transmissionsnettet, uden at den ene aktør presser den anden ud. Kommer der mere produktion og forbrug i lokale energifællesskaber, og gøres det attraktivt for virksomheder eller erhvervsparker at bygge deres egne "energi-øer", som er bakket op med egne batteri- og varmelagre, kan det tage noget af presset væk fra en udbygning af transmissionsledningerne. I Danmark flyttes i dag f.eks. store mængder vindenergi fra Vestdanmark til Østdanmark, men hvis man både hæver den grønne strømproduktion og lagringskapaciteten i Østdanmark, kan man spare på transmissionsomkostningerne og f.eks. frigøre mere grøn strøm til PtX-fabrikker i Jylland. Den slags må adresseres i en samlet og langsigtet energiplanlægning.

Nettet skal også kunne bære den nye elladestruktur for at bane vej for en 100 pct. elektrificering af vejtransporten i EU, og fra 2026 skal der f.eks. være hurtigladere for hver 60 km på de europæiske hovedmotorveje. Bilernes batterier kan også bruges som en ekstra energiressource, der kan stabilisere markedet, når der er spidsbelastninger, og de kan sende elektricitet tilbage til nettet. Den nye generation af vehicle-to-grid (V2G) elbiler vil i praksis kunne bruges som et stort netbaseret batteri, der kan øge forsyningssikkerheden i samfundet. Det er her vigtigt, at ladestanderne er forberedt til V2G.

Danmark har som et af de mest digitaliserede lande i Europa et stærkt udgangspunkt for at bruge den digitale teknologi til at udvikle et moderne distribueret og fleksibelt energisystem. 28 pct.af virksomhederne bruger allerede kunstig intelligens, og alle danske hjem har smarte elmålere installeret.

I efteråret 2022 vedtog Europa-Kommissionen en handlingsplan for en digitalisering af energisystemet, hvor man bl.a. lægger op til at styre IT-sektorens energiforbrug, at indføre nye energimærker og skabe øget gennemsigtighed om datacentrenes energiforbrug. EU ønsker også at give borgerne bedre adgang til at bruge de digitale værktøjer, så de kan bedre kan kontrollere deres energiforbrug og regninger. Et tredje hovedpunkt er at forbedre energisystemets cybersikkerhed, så den kritiske infrastruktur bliver mere modstandsdygtig overfor hackerangreb.

Kommissionen forventer, at de europæiske netselskaber i dette årti mindst skal investere 170 mia. euro i nye digitale løsninger af de i alt 400 mia. euro, som skal bruges på at modernisere distributionsnettet. Samtidig er netselskaber fra mere end 15 EU-lande gået sammen med at udvikle et virtuelt økosystem for elnettet, der opererer parallelt med det fysiske elnet. Her vil transmissions- og distributionsselskaberne dele data med hinanden og bruge kunstig intelligens til at modellere og forudsige forbruget, såvel som at hjælpe hinanden til bedre at kunne forhindre cyberangreb, der er under opsejling.

Nye geotermiske potentialer

Også geotermisk energi kan spille en vigtig rolle i den grønne omstilling af energisystemet, selv om det indtil nu er en nicheteknologi med en meget beskeden markedsandel. Geotermi er helt kort en teknologi, hvor man hiver varmt vand op fra saltholdige reservoirs i undergrunden for herefter at bruge varmen fra vandet til fjernvarme og elektricitet. Geotermi har samtidig dne fordel at være uafhængig af vejrliget.

Island er længst fremme indenfor geotermisk varme. Her bliver over 90 procent af alle hjem varmet op med geotermisk vand, som bliver ført ud til forbrugerne gennem et nationalt net af rørledninger. Også lande som USA, Nederlandene, Japan, Italien og Kenya – har geotermiske anlæg, men i 2022 var der kun otte lande, som åbnede nye geotermiske anlæg. Samlet set steg den globale produktion af geotermisk energi kun med 281 MW fra 2021 til 2022 og nåede samlet set en kapacitet på 14.9 GW i 2022. Det teoretiske potentiale er meget stort også i EU-landene, men her har nettokapaciteten stadig ikke rundet 1 GW.

Geotermi er udfordret af højere initiale kapitalomkostninger, men målt på livslange omkostninger er den efterhånden ved at være konkurrencedygtig med de traditionelle fossile energikilder. I de bedste business cases er den nået ned på omkring 50-70 dollar pr. MWh i de sidste 10 år, viser tal fra det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA. Der forventes derfor en stigende vækst i udbygningen af geotermi de kommende år, fordi det er en energi med lave driftsomkostninger, der kan levere sikker varme på en effektiv måde i lokale områder, hvor der allerede er fjernvarmenet. Nye horisontale boringer er også på vej frem, så man ikke behøver at bore så dybt, hvilket kan sænke omkostningerne i geotermiske projekter.

Forskellige analyser viser, at der i Danmark også er gode muligheder for geotermi. En kortlægning fra GEUS har peget på, at det flere steder i den danske undergrund er muligt at udnytte varmt vand fra undergrunden til energiformål. To til tre km nede i undergrunden er der flere steder med 60-80 grader varmt vand, som kan pumpes op, så man kan høste varmen og f.eks. overføre til vandet i fjernvarmenettet i et lukket kredsløb. Herefter pumpes vandet ned i undergrunden igen. Den proces kan gentages i det uendelige.

Geotermi kan blive en vigtig og stabiliserende del af et samlet energimix baseret på vedvarende energi, fordi energiproduktionen er konstant modsat vind og sol, som er fluktuerende. Geotermi kan også være med til at erstatte en del af den store afbrænding af træbaseret biomasse i den danske varmeforsyning.

Der har de seneste år været et voksende politisk fokus på geotermi. Herhjemme godkendte et politisk flertal i 2021 nye regler for geotermisk fjernvarme, som gør det mere økonomisk attraktivt at opsætte geotermiske anlæg. Et folketingsflertal har desuden lempet lovgivningen, så det er blevet muligt at etablere storskalaanlæg for geotermi i Danmark. Det første opsættes i Aarhus, og det er virksomheden Innargi, der er ejet af Mærsk, der er ansvarlig for det. Det vil, når det står færdigt, ifølge Klimaministeriet være det største anlæg i Europa- og vil i 2030 kunne levere energi svarende til 20 procent af fjernvarmebehovet i Aarhus. Der er også partnerskaber, der er i gang med at kigge ind i muligheden for etablering af storskalaanlæg i blandt andet Holbæk, København og Aarhus.

Der er dog lang vej endnu i forhold til at få geotermi op i skala, der reelt batter i forhold til Danmarks energiforbrug. Det er i dag kun omkring 1 procent af vores samlede varmeforbrug som dækkes af geotermi, fra tre mindre anlæg ved Sønderborg, Thisted og på Amager.

Det er usikkert, hvor meget geotermisk varme Danmark og andre europæiske lande kan nyde godt af i fremtiden. Europa-Kommissionen forskningscenter, JRC, har vurderet, at der måske vil være 80 GW geotermi i et best case scenarie frem mod 2040, men i branchen presser man på for mere ambitiøse målsætninger. I juni 2024 sendte over 200 stakeholdere i den geotermiske industris værdikæde et brev til Europa-Kommissionen, hvor de opfordrede EU til at udvikle en decideret geotermisk strategi, hvor EU-målet skal være at nå op imod 250 GW geotermisk energi i 2040.

Jagten på et nyt grønt brinteventyr

99 pct. af verdens brintproduktion laves i dag med fossile brændsler, og deres samlede udledning af drivhusgasser svarer rundt regnet til udledningen fra verdens luftfart. I forhold til klimaudfordringen er det vigtigt at få dekarboniseret denne industri.

På globalt plan fremstilles op imod 120 mio. tons brint eller brint i forbindelse med andre gasser. 42 pct. af den bruges i raffinaderierne til at fjerne svovl fra benzin- og diesel (hvilket begrænser syreregn), 37 pct. bruges til at lave kunstgødning og resten bruges til fremstilling af metanol, kemikalier, plastik og i industrielle processer.

Men hvordan trænges de fossile brændsler ud af verdens brintproduktion, og kan der opbygges en solid forsyningskæde med grøn brint fremstillet via elektrolyse og ren vedvarende energi? Det er her vigtigt at forstå, at brint en energibærer, der kan producere varme (via forbrænding) eller elektricitet (f.eks. gennem en brændselscelle). Og den kan bruges til at lagre energi over længere tid, så den sammen med batterier, varmelagre, vandkraft og andre teknologier kan være med til at lagre den flukturerende sol- og vindenergi.

EU har store ambitioner om, at EU-landene i 2030 får en grøn brintproduktion på 10 mio. tons og vil importere yderligere 10 mio. tons grøn brint. Men der er lang vej igen. Det kræver 100 GW elektrolysekapacitet og 200-300 GW ren vedvarende energi at producere 10 mio. tons grøn brint.[53]

I 2023 var der på globalt kun 2 GW elektrolysefaciliteter, og de producerede blot 148.000 tons grøn brint. Kapitalomkostningerne er fortsat meget store, så der er endnu ingen storskalaværker i Europa. Indtil nu har skaleringen været hæmmet af flere forhold. For det første er prisen på grøn brint flere gange højere, dvs. typisk 5-8 euro pr. kg versus brint fremstillet med gas, der koster blot 1,5 euro pr. kg. Hvis ikke priserne bringes længere ned – eller regeringerne giver økonomisk støtte og statslige garantier i transformationsfasen – kan drømmene om et nyt grønt brinteventyr lide en krank skæbne.

En anden alvorlig udfordring er manglen på tilstrækkelig med grøn strøm til de kommende PtX-fabrikker. Så længe der ikke er overskud af grøn strøm og fossile brændsler i energiforbruget, risikerer man at bruge fossil energi i elnettet til at fremstille grønt brint, hvilket vil efterlade et ekstra stort klimaaftryk. Statsstøtte til grøn brintproduktion – inden der er tilstrækkelige mængder grøn strøm og de fossile brændsler er trængt ud af energisystemet – vil ikke fortrænge så mange tons CO2, som direkte støtte til ren vedvarende energi eller varmepumper vil kunne sikre. Se tabel nedenfor.

Private investorer og konsortier har dog allerede lagt ambitiøse planer for nye PtX-fabrikker i Danmark og andre EU-lande. European Energy har f.eks. opført verdens største kommercielle e-metanol anlæg i Kassø ved Aabenraa, der skal fremstille E-metanol det første containerskib i verden, som er CO2-neutralt. Men samtidig har vi set Ørsted bakke ud af nogle af sine store grønne brintprojekter i Sverige og Tyskland med henvisning til de meget høje investeringsomkostninger.

Det er stadig uklart, hvem der vinder i kapløbet om at opnå en frontløberfordel i markedet og lykkes med at skabe en skalerbar PtX-forretning. Vi er vidner til et udskilningskapløb. Hvis Danmark skal udvikle en stærk PtX-industri kræver det dog en markant større og hurtig udbygning med land- og havvind og solceller. Og det går stadig alt for langsomt. På længere sigt kan der også komme en udfordring med at skaffe tilstrækkelig med kulstof til fremstilling af de nye e-brændstoffer, hvilket man er nødt til at adressere i tide.

Fremtidens usikre behov

Det er svært med præcision at forudsige fremtidens efterspørgsel efter grøn brint. Det afhænger i høj grad af teknologiudviklingen, og hvor langt man kommer med en direkte elektrificering af hard-to-abate industrier. Grøn brint vil aldrig – grundet de store konverteringstab – kunne konkurrere med teknologiske alternativer, der drives direkte af grøn strøm. Det gælder f.eks. vejtransporten eller varmesektoren. Der går mindst 30 pct. af energien tabt ved produktion af grøn brint fra elektricitet, og i varmesektoren kan brinten slet ikke konkurrere med varmepumper, der 5-6 gange mere energieffektive.

Andre sektorer er sværere at dekarbonisere, og her kan grøn brint måske komme til at spille en vigtig rolle. På trods af den hurtige batterirevolution er hovedprognosen, at skibe og fly på de lange ruter skal drives af en ny generation af e-fuels i de kommende år.

Lande med store mængder af billig grøn vedvarende energi – som bl.a. Danmark – har gode muligheder for at gå ind i dette kapløb og skalere produktionen op med e-fuels. Men konkurrencen på pris er hård, og lande med store mængder af både billig vind- og solenergi, der geografisk ligger tæt på de store markeder, må forventes at have en konkurrencefordel.

Adfærd og reguleringer kan også ændre spillet. Kan man f.eks. gennem langt højere klimaafgifter få folk til at ændre adfærd og flyve mindre, vil det mindske behovet for e-kerosen til flyene. Og vil digitaliseringen sænke behovet for en række af de fysiske arbejdsmøder og rejser til udenlandske konferencer – eller ligefrem stimulere folk til at rejse mere? Vi ved det ikke endnu. I landbruget er der også et stort potentiale for at erstatte kunstgødning fremstillet med fossil energi og gå over til e-ammoniak. Samtidig må der dog forventes et politisk reguleringspres for at få landbruget til at sænke forbruget af kunstgødning, der har før til store vandmiljøproblemer med alt for stor udvaskning af næringsstoffer til drikkevand og havmiljø.

PtX produkter fremstillet med grøn brint vil mindske luftforureningen fra afbrændingen af fossile brændsler, og vil være bedre for klimaet end den fossile business as usual.

Det er dog dyrt at producere grøn brint, og det vil lægge et betydeligt beslag på arealanvendelsen. Det er dobbelt så effektivt i transporten at bruge ren grøn strøm direkte end at fremstille e-fuels med grøn brint. Det betyder med andre ord, at det f.eks. kræver dobbelt så mange vindmøller at fremstille grønne e-fuels som at bruge den grønne strøm direkte.

PtX kræver meget store mængder af meget ultrarent vand – det kræver 9-10 liter vand at fremstille et kilogram hydrogen – så adgangen til vand bliver også en kritisk faktor, der skal med i energiplanlægningen.

I omstillingen bør man heller ikke overse, at brint i sig selv har en betydelig opvarmende effekt ved lækage til atmosfæren, da det fungerer som en indirekte drivhusgas. Når brint stiger op i atmosfæren og troposfæren og går i forbindelse med de frie radikaler, så forlænger den andre drivhusgassers levetid. Der er fortsat videnskabelig uenighed om niveauet af opvarmning og regnemetoder, fordi brint har en meget stor umiddelbar effekt, men samtidig har den relativ kort levetid i atmosfæren. Et studie publiceret i Nature estimerer opvarmningen til mere end 11 gange så skadelig for klimaet som CO2 set over 100 år.[54] Andre studier har vist, at brint over 20 år kan være mellem 19-38 gange mere skadelig end CO2.[55]

Hvis overgangen fra fossile brændsler til brint-baseret økonomi ikke skal have en uhensigtsmæssig slagside, bør der derfor stilles krav om minimal lækage og grundig kontrol langs hele værdikæden. Det kan tale for, at det er bedre at fremstille grøn brint på lokale elektrolyseanlæg og at fremstille den næste generation af e-fuels og e-ammoniak i samme geografiske område, så man sparer de høje udgifter og energitab ved transport af brint over lange afstande. Samplacering af VE og grøn brintproduktion bør fremmes, og det ske bynære områder, så overskudsvarmen kan udnyttes i fjernvarmen.

Transport af brint over lange afstande er langt mere energikrævende end f.eks. at transportere gas – forskellen er en faktor 3. Over en 30 års periode vil man – iflg. energieksperten Paul Martin – mindst tabe 10 gange så meget energi ved at fremstille grøn brint og transportere den over lange afstande i brintrør, end hvis man vælger at sende grøn strøm gennem HVDC-transmissionsledninger.[56]

Der er stadig betydelig usikkerhed om, hvor store mængder brint, der vil være behov for i fremtidens energisystem. Selv i et samfundsøkonomisk business as usual scenarie kan det vise sig, at behovet for grøn brint i Europa er op til 5 gange mindre i 2030, end Europa-Kommissionen ellers satser på.[57] Inden man kaster sig ud i en voldsom opskalering med grøn brint i Danmark og EU, er der behov for flere grundige analyser af fremtidens energibehov, hvor der tages højde for øget energieffektivisering og elektrificering i bl.a. vejtransporten og industrien.

Elektrolyseprocessen – hvor vedvarende energi konverteres til grøn brint, som bagefter bruges til fremstilling af e-brændstoffer – er grundlæggende en dyr og ineffektiv proces, fordi der er meget store energitab undervejs. For at sikre en omkostnings- og klimaeffektiv omstilling, bør PtX begrænses til de sektorer, hvor der ikke findes andre fornuftige løsninger. Brint og PtX bør holdes helt ude af biler, lastbiler og opvarmning af boliger, hvor der allerede findes mere effektive alternativer. Fremskridt i den direkte elektrificering af tung industri gør desuden, at man bør være varsom med at introducere brint her, da investeringer i infrastruktur og produktionsapparat kan låse industrier til indirekte elektrificering, der vil være dyrere end en direkte elektrificering.

Elektrificeringen skal op i gear

I dag går elektrificeringen dog alt for langsomt i Europa. Faktisk er den gået i stå i de senere år, hvis man opgør den som andel af EU-landenes endelige energiforbrug, og den udgør kun 23 pct. af det endelige energiforbrug indenfor fællesskabet.

Elektrificeringen har potentiale til at bane vej for store energibesparelser – en slags energieffektivisering 2.0, som Danfoss har kaldt det.[59] Forklaringen er, at de elektriske løsninger kan skære 40 pct. af det endelige energiforbrug, frem for at man fortsætter med den fossile energi. I en elektrisk gravko kan man allerede skære 15-30 pct. af energiforbruget væk ved at gå over til eldrevne maskiner, og Danfoss vurderer, at man kan nå helt op til at skære halvdelen af energien væk.

En af de helt store barrierer for en hurtigere elektrificering ligger i elnettet, der mange steder er nedslidt og ikke har kapacitet nok. EU-landene har et af de ældste elnet i verden, og cirka 40 pct. af nettet er over 40 år gammelt, så behovet for en modernisering er påtrængende. Udfordringen er bare, som Kommissionen påpeger i sin netstrategi, at der ofte går mellem 4-10 år, før netselskaberne får tilladelse til at styrke nettet, og der kan gå helt op til 8-10 år på transmissionsnettet med høj spænding.[60] Disse ventetider er bureaukratiske stopklodser for den grønne omstilling, der bør fjernes.

Hvis ikke det europæiske elnet udbygges kraftigt, er risikoen, at man kan tilslutte de mange nye solcelleanlæg, vindturbiner og varmepumper, og at der vil opstå lange ventetider.

I dag er det europæiske transmissionsnet, der flytter el over lange strømme med høj spænding, 340.000 kilometer langt, men det skal udbygges kraftigt i de kommende år.

Europa har allerede mere end 400 interconnectorer, der bidrager til at flytte overskydende sol- og vindenergi over grænserne, og det mindsker landenes sårbarhed og stabiliserer det samlede net. Men kapaciteten er med i alt 93 GW for lille til fremtidens behov. Tænketanken Ember vurderer, at der skal bygges mange flere interconnectorer, og kapaciteten i løbet af de næste 10-15 år skal løftes til mindst 148-187 GW.[61]

Alle dele af energisystemet skal spille ordentlig sammen, og der skal være kapacitet nok på de grønne hovedmotorveje, så vi ikke ender med at falde tilbage på den gamle fossile infrastruktur.

Vi er fortsat ikke gode nok til at spare på energien

Det samlede regnestykke for at nå de nødvendige CO2– og ressourcereduktioner kan ikke gå op i den sidste ende uden markante energieffektiviseringer. Hvis ikke der spares på energien, og hvis energien ikke bruges effektivt, vil omkostningerne til den grønne omstilling forøges betydeligt. Vi har i forvejen ikke nok grøn strøm og med den store efterspørgsel på den i fremtiden grundet elektrificering af transport, opvarmning og industri, datacentre, PtX mv. Derfor bliver det bydende nødvendigt at bruge energien klogt og energieffektivt.

Den første forudsætning er at få elektrificeret mest muligt. Adfærdsændringer, der sikrer, at virksomheder og borgere sparer på energien, er også afgørende. Der kan desuden opnås store gevinster ved at minimere de store tab af overskudsvarme, som er i fabrikker, datacentre, supermarkeder mv. Alene i EU svarer den tabte overskudsvarme til op imod 2860 TWh pr. år, hvilket næsten svarer til EU-landenes samlede forbrug af varme og varmt vand.[62] Meget af denne overskudsvarme kan fanges og bruges, hvis man optimerer de eksisterende systemer og bruger energieffektive teknologier. Vi skal også i gang med en omfattende renoveringsbølge, så vores bygninger bliver mere energieffektive.

Energibesparelser er et af de vigtigste redskaber til på kort bane at reducere forbruget af fossile brændsler. I Danmark er det omstillingen fra fossile brændsler til vedvarende energi og øget energiintensitet, der har været skyld i de væsentligste CO2-reduktioner indtil nu. Det korrigerede bruttoenergiforbrug (hvor der tages højde for brændsel knyttet til udenrigshandel med el samt vejrudsving ift. normale år – men ikke vores internationale transport) lå i 2022 på 696 PJ, mens det tilbage i 1990 var 819 PJ, hvilket er en reduktion på 15%.

En anden måde at kigge på energiforbruget på er via energiintensitet. Det svarer til energiforbruget sat ift. BNP, og altså hvor effektivt vi bruger energien til at skabe økonomisk værdi.

Dette fremgår blandt andet af det Internationale Energiagenturs (IEA) net-zero carbon scenarie, hvor de forudsætter, at energiintensiteten skal være dobbelt så høj i 2020'erne som i 2010'erne. Hvert år bør energiintensiteten øges med 4,2% fra 2020-2030 ifølge IEA sammenlignet med 1,6% fra 2010-2020. Det lever EU-landene ikke op til i dag. Også Danmark har hjemmearbejde at lave.

Kigger man på energiintensiteten fra 1990-2022 har Danmark haft en årlig forbedring på 2,25 % – som er langt fra IEA's ambition om mere end 4 procent.

De tal vidner klart om, at den danske indsats for at sikre energibesparelser stadig er utilstrækkelig. Det går for langsomt med at sikre en effektiv energiudnyttelse, og virkemidlerne er for få. Det gælder både i forhold til energisektoren, industrien og vores bygninger.

Ressourceeffektivitet er også en kritisk faktor for succes

Energiomstillingen er også en fysisk og materiel udfordring. Det er vigtigt hurtigt at skalere minedriften på en række af de kritiske råstoffer, som skal bruges i de nye grønne energiteknologier. I de senere år er der blevet rejst en alvorlig bekymring om den grønne omstilling af energisektoren vil føre til en så eksplosiv stigning i efterspørgslen efter sjældne metaller og mineraler, at der kan opstå mangelsituationer og øget inflation. F.eks. at stigende priser på kobber, aluminium, litium og andre metaller kan føre til en slags “greenflation”, der spreder sig til hele økonomien og skaber en kraftig prisinflation. Det er en bekymring, der også er udbredt i EU, hvor man har vedtaget en Critical Raw Materials lov, der bl.a. skal fremme øget minedrift i det europæiske fællesskab. Og samtidig vil man sikre, at EU-landene ikke bliver for afhængige af Kina og andre stormagter, der har sat sig på de vigtige forsyningskæder fra verdens miner til forædlingsindustrien. Det er vigtigt at adressere denne risiko i en bred strategisk indsats.

Europa-Kommissionen analysecenter, JRC, vurderer, at EU´s grønne transition kan få efterspørgslen efter sjældne metaller til at stige 5-12 gange. Og efterspørgslen efter litium vil f.eks. være 9-12 gange så stor i 2030 og 14-21 gange så stor i 2050, afhængig af hvilket scenarie man støtter sig til.[63]

En accelereret grøn omstilling vil reducere den globale udvinding af olie, gas og kul, og samtidig åbnes der allerede mange nye miner til at imødekomme den stigende efterspørgsel efter nye metaller og mineraler. F.eks. har der I de sidste fem år været en eksponentiel vækst i udvindingen af litium, kobolt og nikkel, og hele 60 pct. af den aktuelle minedrift efter litium er blevet åbnet i de sidste fem år.[64] Ifølge Energy Transitions Commission er de globale litium reserver 85 mio. tons, der er 25 mio. tons kobolt, 300 mio. tons nikkel og 5600 mio tons kobber, og der er kun brug for en lille andel af disse reserver for at fuldføre den grønne omstilling i energisektoren.

Det totale materialebehov til at sikre en grøn omstilling af energisektoren helt frem til 2050 er mindre end et års udvinding i kulindustrien. Se figur 29.

Det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA, vurderer også, at frygten for en greenflation er overdreven. Mængdebehovet for de forskellige kritiske metaller og mineraler, der skal bruges til omstillingen i energisektoren, er meget lille i forhold til den totale efterspørgsel efter dem. Desuden kan man anvende alternative materialer, redesigne produkter eller recirkulære råstofferne mere. De er varige, hvor fossilerne forbrændes hvert år.[65]

Ved en bevidst satsning på cirkulær økonomi og innovation kan man nedsætte ressourcetrækket. I vindmølleindustrien er man i stand til at genanvende mellem 85-90 pct. af materialerne i vindmøllevingerne, og Tesla og Volkswagen er i stand til at genanvende 90 pct. af de kritiske råstoffer i batterier.

Den hastigt stigende efterspørgsel efter batterier, der sluger mange af de kritiske råstoffer, har i flere år givet anledning til bekymringer. Men i takt med skaleringen af industrien er batterifabrikanterne også blevet dygtigere til at recirkulere materialerne. Brunp, der er et datterselskab af den kinesiske batterigigant, kan trække hele 99,6 pct. af nikkel, kobolt og mangan fra de gamle, brugte batterier og recirkulere disse kritiske mineraler. Og for litium genanvender de 91 pct.

I følge tænketanken RMI ville efterspørgslen efter nikkel og kobolt have været dobbelt så stor, og efterspørgslen efter litium ville have været 58 pct. højere, hvis vi i dag havde lavet batterier, som man gjorde i 2015. Man har bl.a. ændret den kemiske sammensætning i batterierne, så de er meget mere energi-tætte, samtidig med at man bruger færre mineraler. RMI vurderer lige frem, at batteriindustrien i 2050 måske kan blive 100 pct. cirkulær, så man ikke får brug for at lave udvinde flere mineraler fra undergrunden.[66]

Det samlede ressourcetræk er meget lavere end, hvis man fortsætter business as usual. I batteriindustrien vil en accelereret omstilling samlet set kræve 125 mio. tons mineraler. Det er 17 gange mindre end den mængde af olie, der hvert år udvindes for at holde gang vejtransporten i gang. Det vil også være omkring 20 gange billigere at udskifte de fossile brændsler med batterier, vurderer RMI.

Det er afgørende at få styr på forsyningskæderne og at gøre dem cirkulære, hvis den grønne energiomstilling skal blive bæredygtig og holde sig indenfor de planetære grænser. Samtidig kan man gennem politiske reguleringer også arbejde for at gøre mobiliteten langt mere bæredygtig, hvis man sætter fart i elektrificeringen, sikrer bedre og elektrisk offentlig transport, fremmer elektrisk mikromobilitet og gennem bedre byplanlægning støtter cyklister og fodgængere. Man er nødt til at få sufficiency og cirkularitet tænkt ind i energipolitikken fra starten af.

En ny generation af grøn industripolitik

Indtil nu har energieffektiviseringer og ressourceeffektivitet ikke nydt den store politiske opbakning målt i kroner og ører. I Danmark har staten brugt langt flere penge på at give statsstøtte til CO2-fangst og lagring, biogas og konvertering af biomasse til el. Man har bevilget over 38 mia. kr. til CO2-fangst. Fra 2021-27 giver staten over 4,3 mia. kr. til kraftværker, der fremstiller el fra brændt biomasse. Og i samme periode får biogasanlæg rundt omkring i landet 19 mia. kr. i statsstøtte. Biogassektoren får over en tredjedel af den samlede klima- og energistøtte – og det er mere end sol, vind og energieffektiviseringer får til sammen. Og i den grønne trepartsaftale for landbruget blev aftaleparterne enige om, at der skal afsættes hele 10 mia. kr. til pyrolyse – hvilket er ti gange så meget som Michaels Svarers ekspertudvalg selv havde lagt op til. Det er usikkert, om den store satsning kan levere så høje klimaeffekter, som politikerne håber på. Dette bør vejes op imod alle de penge, der i øvrigt afsættes til at understøtte de grønne teknologier.

Regeringen har f.eks. givet 1,25 mia. kr. i statsstøtte til seks forskellige Power to X-projekter, der til sammen vil opføre en kapacitet på 280 MW – men der er stadig langt op til det politiske mål om at få etableret 4-6 GW PtX-fabrikker i Danmark i 2030.

Hvis ikke Danmark udbygger den vedvarende energi hurtigere, kan det blive svært at skaffe nok grøn strøm til disse nye PtX-faciliteter og den næste generation af e-fuels. Andre EU-lande er nu hurtigere til at skalere den vedvarende energi op, og de giver også større støttebeløb til PtX end den danske stat gør. Det gør det sværere for danske developere at konkurrere i dette kapløb.

Danmark har i flere år brugt statslige midler til at føre aktiv industripolitik for at fremme den grønne omstilling, kan diskuteres, om pengene er brugt på en omkostningseffektiv måde til grønne teknologier, som giver det største bidrag til at udfase de fossile brændsler. Man kan opnå de største og hurtigste klimagevinster ved f.eks. at investere langt flere midler i energieffektiviseringer og en hurtig udbygning med sol- og vindenergi og varmepumper, men disse løsninger får i dag den mindste andel af de grønne offentlige støttemidler. Og når staten giver meget store støttebeløb til pyrolyse, biogas og CO2-fangst, kan det være svært at finde tilstrækkelige midler til andre formål.

Fremover bør man hellere give mere støtte til de teknologier og løsninger, der leverer den største og hurtigste klimaeffekt. Den danske erhvervsstøtte kan rekalibreres og omlægges, så man sikrer en accelereret udfasning af fossile brændsler.

Uanset hvad bliver der uden tvivl brug for offentlige midler til at skalere de grønne teknologier og løsninger hurtigere. I EU er der en stigende opmærksomhed om den rolle, som en aktiv grøn industripolitik kan spille i transformationen. Og det samme sker i USA, hvor præsident Bidens Inflation Reduction Act har banet vej for en bølge af grønne investeringer. Se case nedenfor.

På en måde sluttes cirklen. I mange år var det et tabu i den vestlige verden at tale om statsstøtte. Men det er det ikke længere. For tiden er en kritisk faktor. Vi kan ikke løse klimakrisen og nå i mål på rejsen til et nettonul samfund, hvis ikke staten spiller en mere aktiv rolle som katalysator og som en tidlig investor, der er med til at afdække noget af risikoen i markedet. På samme måde kan man via Den Europæiske Investeringsbank, pensionskasser og andre finansielle institutioner mobilisere ekstra investeringskapital til at få skaleret de nye teknologier hurtigere.

I dag er solceller og landvind billigere end fossile brændsler på livslange omkostninger. Sådan var det ikke, da de første virksomhedspionerer satte de første solceller på deres hustage eller stillede vindmøller op i kølvandet på den internationale energikrise i 1970´erne. Dengang var deres omkostninger pr. KWh ikke konkurrencedygtige med de fossile brændsler. Det er de i dag. Takket være målrettet erhvervsstøtte og attraktive incitamenter lagde man den grunden til det senere markedsboom for solceller og vindmøller. Man byggede et innovativt økosystem, der blev skaleret globalt. Det samme har Kina gjort med solceller, batterier og elbiler. Vi må lære af erhvervshistoriens store succeser.

Harvard-professor, Michael E. Porter, skrev for 34 år siden i sit hovedværk om nationernes konkurrencemæssige fordele, at staten gennem høje standarder, målrettet forskningsstøtte, strategiske offentlige indkøb og målrettet erhvervsstøtte til modning af kritiske teknologier kan spille en nøglerolle. En missionsdreven og strategisk erhvervspolitik kan stimulere udviklingen af innovative økosystemer og sikre hård konkurrence mellem mange virksomheder, som så kan skalere de nye grønne løsninger op.

Kapitel 6: Energianalysen – et scenarie for et fossilfrit energisystem i Danmark i 2040

Denne rapport har vist, at Danmark stadig har lang vej igen, før de fossile brændsler er udfaset. Vi er højest kommet en sjettedel af rejsen væk fra det fossile samfund og over til et grønt, bæredygtigt, rent og elektrificeret energisystem, der kan holde sig indenfor de planetære grænser.

Kigger man på hele den danske økonomi under et – og inklusiv vores internationale transport – er 68 pct. af bruttoenergiforbruget stadig fossilt. Se kapitel 3. Og selv om vi er dygtige til at fortælle hele verden om vores vindmølleeventyr, er dette eventyr i de senere år desværre gået i stå. Vi er også langt fra at drive hele samfundet med 100 pct. grøn strøm. Og kigger man blot på vores indenlandske bruttoenergiforbrug – inklusive den fossile energi, der tankes på fly og skibe i Danmark – er blot 13 pct. ren energi fra sol, vind, varmepumper, geotermi og vandkraft. Tal for tal hober udfordringen sig op.

Men det er ikke desto mindre muligt at gøre Danmarks energiforbrug fossilfrit i 2040, selv om det er en svær og krævende opgave. I dette kapitel præsenteres et transformationsscenarie – T2040 – der indeholder en klar reduktionssti for de fossile brændsler, så de kan være helt ude af vores energiforsyning om 15 år.

EA-Energianalyse har på opdrag fra Rådet for Grøn Omstilling lavet en række grundige beregninger af, hvordan den grønne transformationsrejse kan se ud. Den viser, hvordan man kan bygge 100 pct. rent og vedvarende energisystem, og samtidig sikre de økonomiske og forsyningsmæssige forhold, som en hurtig omstilling kan medføre.

Målet er at bringe de danske udledninger af drivhusgasser i nul senest i 2040, og at man samtidig – som Klimarådet har anbefalet – også tager ansvar for den del af den internationale fly- og skibstransport, der bunkres i Danmark. Ydermere skal ændringerne i det danske energisystem bidrage til at bringe Danmark indenfor de planetære grænser.[67] Indtil nu har klima- og energidebatten haft en blind vinkel i forhold til de planetære grænser, men Danmarks store ressourceforbrug, stærke afhængighed af fossile brændsler og afbrændingen af fast træbiomasse ligger klart udenfor flere af de planetære grænser.

I analysen har vi forholdt os til spørgsmålet om, hvor langt vi kan nå med reduktion af de danske udledninger via kendte teknologier. Samtidig har vi ønsket at belyse, hvordan det danske energisystem i dag belaster klimaet og de øvrige planetære grænser, herunder arealanvendelse, biodiversitet og partikelforurening. Analysen har det overordnede formål at give en helhedsvurdering af, hvad der skal til for at det danske energisystem kan være bæredygtigt i en absolut forstand, så vi ikke belaster jorden ud over dens bæreevne. Kort sagt, er det muligt at omstille vores energisystem til at være i pagt med de planetære grænser?

Til analysen af dansk klima-og energipolitik er der opstillet tre scenarier med nedslagspunkter i 2025, 2030, 2035 og 2040. Udgangspunktet for fremskrivningerne er udgangsåret 1990 og basisåret 2022. Hovedresultatet af scenarieanalysen er en gennemgang af forskellene mellem en Frozen Policy udvikling baseret på Danmarks Klimafremskrivning, og så det nye transformationscenarie, der skal bringe Danmark frem til nettonul i 2040. 

Da analysen er udarbejdet i løbet af foråret 2024, er referencescenariet fastlagt pba. Energistyrelsens Klimafremskrivning 2023 (KF23). For at indarbejde forventede ændringer i KF24, er der udarbejdet et KF23+ scenarie. Her medtages udvalgte elementer, som var kendte på analysetidspunktet, fx opdaterede.  

En sikrere vej til et bæredygtigt energisystem

Danmark kan blive 100 pct. selvforsynende med ren vedvarende energi i 2040, og opnå nettonul emissioner i 2040. Transformationsscenariet (T2040) i dette kapitel viser, at det er teknisk muligt og økonomisk realistisk at opbygge et balanceret, sikkert og absolut bæredygtigt energisystem med sol, vind, varmepumper og geotermi – stort set uden afbrænding af biomasse, og kun med en lille smule spidslast til ekstreme vejrlig. En hurtigere opskalering med energieffektiviseringer og vedvarende energi kan sammen med en mere ambitiøs elektrificering, mere cirkulær økonomi og ambitiøs skovrejsning sikre store klimaeffekter, så Danmark kan holde sig indenfor 1,5 graders rammen fra FN´s Paris-klimaaftale. Og vi kan ovenikøbet tage ansvar for vores andel af den internationale transport, som indtil nu har været holdt udenfor det nationale klimaregnskab.

Samlet set sikrer T2040 markant større klimagevinster frem mod 2040, end der ligger i regeringens klimafremskrivning. Den mere ambitiøse reduktionssti vil samlet set fjerne ekstra 207 mio. tons CO2e frem mod 2040. Se figur 30.

Den store CO2-besparelse i T2040-scenariet vil have en samlet værdi af 315 mia. kr., hvis man regner ud fra den forventede CO2-pris i 2040.[69] Men der er også en række udgifter til investeringerne.

Den samlede regning for at gøre det danske energisystem fossilfrit er af beregnet af EA-Energianalyse. Transformationsscenariet har i 2040 meromkostninger, der er beregnet til 5,4 mia. kr/ år. Figuren nedenfor angiver den samlede omkostning til 6,2 mia. kr./år, men denne udregning har ikke medtaget 800 mio. kr. i ekstra omkostninger i referencescenariet, fordi Danmark er forpligtet til at leve op til FuelEU Maritime-initiativet, der kræver, at skibsfarten dekarboniserer med mindst 31% i 2040. Transformationsscenariet mere end leverer allerede på dette punkt. Endvidere kan man sænke omkostningerne i T2040-scenariet med 920 mio. kr., hvis man opsætter varmepumper i de yderområder, som ellers var tiltænkt opkobling til fjernvarmen. Gevinsten ved flere varmepumper, termonet såvel som mere geotermi i fjernvarmeforsyningen kan rumme ekstra potentialer, der bør tages med i fremtidige undersøgelser.

Denne analyse har ikke medregnet omstillingsudgifter i landbruget, udgifter til øget skovrejsning eller den økonomiske betydning ved at stoppe for olie og gasproduktionen i Danmark. Ligeledes er virkemiddelomkostninger til indfrielse af de antagne udviklinger ikke inkluderet. Der kan være ekstra omkostninger forbundet hermed, som bør kortlægges i separate analyser. Dog har Rådet for Grøn Omstilling lavet en beregning, der viser, at ekstra skovrejsning i T2040-scenariet rent samfundsøkonomisk vil være en overskudsforretning.

Investeringerne i T2040-scenariet tænkes som hovedregel udført af private kommercielle aktører. Analysens beregninger bygger derfor på en konservativ antagelse om, at markedsaktørerne vil anvende en realrente på 5 pct. ved omkostningsberegninger for energiproduktions-anlæg, CO2 fangstanlæg, PtX anlæg mm.

Transformationsscenariet forudsætter større investeringer i vedvarende energianlæg og de nye grønne teknologier, og renteniveauet har derfor stor betydning. Ved samfundsøkonomiske beregninger anbefaler Finansministeriet, at man ved anlæg på 0-35 år anvender en diskonteringsrente på 3,5 pct., og hvis denne anvendes, vil den endelige regning ligge væsentlig lavere end angivet i denne analyse.

Enkelte sektorer viser dog alligevel et positivt nettoresultat, hvor Transformationsscenariet medfører lavere omkostninger end i referencen. Dette gælder bl.a. en elektrificering af vej-transporten og omstillingen i dele af opvarmningssektoren (omstilling til varmepumper) og dele af industrien (elektrificering af lavtemperaturprocesser).

Analysen bygger på forventningerne til den langsigtede prisudvikling, og for olieprodukter, kul og naturgas samt CO2 er tallene hentet fra IEA's World Energy Outlook 2023. Og grundantagelsen er, at der er en samfundsøkonomisk værdi for Danmark ved at reducere CO2-udledningerne. I Analysen er CO2-prisen sat til 767 kr/ton i 2025 og 1407 kr/ton i 2040. Det er højere end de priser, som Finansministeriet anvender indenfor kvotesektoren. Men det er lavere end de CO2e-priser, som Klimarådet anbefaler ved følsomhedsanalyser (812 kr/ton i 2025 og stigende til 2758  kr/ton i 2040) 

Værdisætningen af CO2 har dog en væsentlig betydning for det samlede økonomiske estimat. Når der ses bort fra eventuelle afledte effekter, vil en højere værdi af CO2 i 2040 på 100 kr/ton forbedre økonomien i Transformationsscenariet på ca. 1,2 mia. kr/år i forhold til referencescenariet. Det betyder med andre ord, at hvis CO2-prisen overstiger 1950 kr/ton, vil T2040 forslagets anbefalinger til energisektoren være billigere end referencescenariet.  

I analysen er der også anvendt relativt konservative antagelser for prisudviklingen for sol- og vindenergi frem mod 2040, hvilket måske er mere pessimistisk, end der grundlag for. 

Disse prisantagelser ligger noget over de tal, Energistyrelsen anvender i Klimafremskrivning 2024. Her ventes den årlige gennemsnitlige forbrugerpris (angivet i 2023-priser), at være 432 kr/MWh i 2030 og 415 kr/MWh i 2035. Der forventes dog større prisfald for solceller, hvor elprisen i 2035 vil være 125 kr/MWh – eller cirka 70 pct. lavere end i 2025. Ligeledes ventes elprisen for landvind at blive halveret til 253 kr/MWh i 2035.

Ingen kan med sikkerhed sige, hvordan prisudviklingen vil være i de kommende år, eller om nye krige, geopolitiske konflikter, nye pandemier, klimatiske tipping points eller nye teknologispring vil føre til store ændringer i markedet. Men sol- og vindenergi har leveret store prisfald i de sidste par årtier, fordi det er granulære teknologier, der er skaleret hurtigt på markedet. Og meget taler for, at den udvikling vil fortsætte. (Se også kapitel 5) Bliver prisfaldene så store, som det fremgår af Klimafremskrivningen kan det sænke de samlede omkostninger i T2040-scenariet, da det har en højere andel vind- og solenergi.

Den øgede udbygning af landvind og sol vil isoleret set føre til en gevinst for Danmark i form af lavere elpriser til forbrugerne, og fra 2025 til 2040 viser analysen, at elpriserne vil falde med 35-45 pct. alt afhængig af, om man bor i Østdanmark eller Vestdanmark. Det bliver jyderne, der kommer til at opleve de største fald i elpriserne, men de fremstiller også mere vedvarende energi.

Vækst, tilstrækkelighed og risikoen for tunnelsyn

Forventningerne til vækst, teknologiudvikling, politiske reguleringer og adfærdsændringer har stor betydning for, om det lykkes at bringe energi- og ressourceforbruget indenfor de planetære grænser. I analysen er der dog ikke ændret på de etablerede forudsætninger for vækst på tværs af sektorer, så det kan anskueliggøres, hvor langt man kan komme uden væsentlige adfærdsændringer. Det vil dog være positivt, hvis man politisk og økonomisk kunne stimulere til en større grad af sufficiency – dvs. tilstrækkelighed – i energiforbruget gennem effektiviseringer og reelle energibesparelser, for det kan gøre det lettere at holde sig indenfor de planetære grænser, og det vil sænke udgifterne til udbygning af energiproduktionen og af transmissionsnettet.

I sidste instans er det op til politikerne, om de ønsker at stimulere adfærdsændringer gennem højere klima- og miljøafgifter. Desuden kan ændrede værdier og ønsker om mere tid og velvære slå igennem hos en voksende gruppe borgere, som fører til et socialt tippepunkt og adfærdsændringer med et lavere energi- og ressourceforbrug.

I teknologikapløbet kan man heller ikke afvise, at der sker en større og hurtigere elektrificering af industrien og af skibs- og luftfarten, end der er lagt til grund i beregningerne. I givet fald opnås betydelige økonomiske besparelser, da e-fuels er dyre at fremstille, kræver ekstra kulstof og indebærer store energitab.

Analysen har generelt haft til formål at finde frem til, hvilke potentielle "lofter" eller "grænser", der kan findes i et fremtidigt energisystem, hvilket diskuteres nedenfor. Den eneste afvigelse fra dette princip om uændrede vækstforudsætninger er landbruget, som bør gennemføre væsentlige ændringer, hvis erhvervet skal tage sin fair andel af klimaomstillingen. I rapporten forudsættes det, at landbruget burde kunne reducere sine udledninger på linje med de øvrige sektorer og nå netto-nul i 2040. Det kræver dog en langt mere ambitiøs og strukturel omstilling af landbruget, end det er aftalt i den seneste trepartsaftale.

Vi har i denne analyse ikke forholdt os til de konkrete virkemidler, men læner os op ad nylige rapporter – dels om "Danmarks Fremtidige Arealanvendelse" fra Klimarådet[70] og "Fra Foder til Føde 2" fra ni grønne NGO'er, herunder Rådet for Grøn Omstilling. Begge rapporter anviser en række anbefalinger til at sikre markante reduktioner fra landbruget via udtagning af op imod 1/3 af landbrugsarealet eller op til ca. 760.000 hektar. Klimaeffekten fra de udtagne arealer kommer dels fra vådlægning af lavbundsjorde, skovrejsning på øvrige arealer. Og i "Fra Foder til Føde 2" reduceres desuden markant i den animalske produktion via et skift til mere plantebaseret mad.

Derimod er der ikke lagt op til en så kraftig økonomisk satsning på nye teknologier, herunder pyrolyse, der blev aftalt i trepartsaftalen. T2040 scenariet lægger op til, at der sikres større klimagevinster via strukturel omstilling og adfærdsændringer. Der skal også frigøres eet tilstrækkeligt stort areal til bl.a. øget skovrejsning, biodiversitet og mere vedvarende energi.

Som det blev beskrevet i kapitel 4, overskrider vi i dag de planetære grænser på hele seks af ni parametre. Og det danske energisystem overskrider grænserne i forhold til klima, partikelforurening, arealanvendelse og biodiversitet.

Indtil nu har dansk klimapolitik primært fokuseret på at nedbringe CO2e-udledningerne, men i jagten på reduktioner, er det vigtigt, vi ikke forfølger et snævert CO2-tunnelsyn. Den store danske afbrænding af særligt træbaseret biomasse er et klart eksempel på dette tunnelsyn. Mens biomassen registreres som CO2-fri energikilde i energisektoren, påvirker den CO2-balancen i LULUCF-forordningen negativt. Ifølge regeringens finanslovsforslag vil staten i perioden fra 2022-2028 give hele 4,6 mia. kr. i statsstøtte til afbrænding af træbiomasse, der fremstiller el. Det er ikke alene konkurrenceforvridende ift. sol- og vindenergi, men det er også klimabelastende. Oveni tjener disse biomassekraftværker penge på at sælge oprindelsesgarantier – som såkaldt vedvarende energi – selv om de i praksis sender mio. af ton CO2 ud i atmosfæren. Denne form for direkte og indirekte statsstøtte udfases i transformationsscenariet, hvor fyringen med fast træbiomasse udfases og erstattes med grøn strøm.

Da ca. 30% af det danske biomasseforbrug til energi importeres, belaster det på papiret ikke det danske CO2-regnskab, og dermed skjules dets skadelige klimapåvirkning. Straksudledningen fra afbrændingen af biomasse er som nævnt i kapitel 3 over 20 mio. ton CO2, men i beregningerne fra EA-Energianalyse er der taget udgangspunkt i en tidsvægtet klimavirkning på 4 mio. ton.

Samtidig påvirker overforbruget af træbaseret biomasse de planetære grænser på tre afgørende parametre. A) Arealanvendelsen kommer under pres, når sparsomme træressourcer fældes til energiformål. Det er bydende nødvendigt af hensyn til biodiversiteten, at der afsættes større og sammenhængende arealer til skovområder, men øget udtag til energi udfordrer den målsætning. B) Typen af skov er også afgørende for biodiversiteten. I en typisk dansk produktionsskov kun findes godt 5,7-6,5 kubikmeter dødt ved pr. hektar, mens der i urørte skove i gennemsnit findes mellem 130-150 kubikmeter dødt ved pr. hektar.[71] Manglen på urørt skov og dødt ved i produktionsskov er en direkte årsag til den dårlige biodiversitet i store dele af de danske naturtyper, hvor både svampe- plante- og dyrearter mangler levesteder. C) Afbrændingen af biomasse fører til øget partikelforurening, hvilket øger risikoen for en række luftvejssygdomme for borgerne.

I transformationsscenariet lægges der derfor op til en meget ambitiøs plan for skovrejsning, hvor der frem mod 2040 rejses cirka 320.000 ha ny skov. Det er 290.000 ha mere end antaget i regeringens klimafremskrivning. Det er også mere end de 250.000 ha, som aftaleparterne i landbrugets trepartsaftale ønsker at rejse frem mod 2045. Se figur 33.

En del af den nye skov nye skov skal udlægges til urørt skov for at fremme biodiversitet. I dag er der 74.100 ha udlagt og planlagt urørt skov, men T2040-scenariet vil føre til, at der udlægges ekstra 140.000 ha til urørt skov frem mod 2040, og det skal være i store sammenhængende arealer, som også anbefalet af Biodiversitetsrådet.

Hastige og dybe reduktioner – men mangel på kulstof

I transformationsscenariet reduceres drivhusgasudledningen til nettonul i 2040 via fuld udfasning af fossile brændstoffer, hurtigere elektrificering, energibesparelser, en nidobling af sol- og vindenergi frem mod 2040, udfasning af træafbrænding, øget affaldssortering, strukturel omstilling af landbruget, øget skovrejsning. Sidst i perioden kan der blive brug for den dyre direct-air-capture (DAC) teknologi for at skaffe ekstra kulstof, fordi danskerne stadig forventes at rejse meget med fly, og der skal laves klimaneutrale e-brændstoffer til disse fly.

Men T2040-scenariet viser, at selv hvis Danmark tager ansvar for sin andel af den internationale transport, er det muligt at nå netto-nul allerede i 2040. Det kræver dog hurtigere og dybere reduktioner i CO2e-udledningerne, som især bæres igennem af en accelereret elektrificering i alle sektorer.

I tråd med klimaforskningens anbefalinger sker de største reduktioner frem mod 2030, hvor der reduceres med over 30 mio. ton CO2 ift. 2022-niveauet. Samtidig opfyldes klimalovens 2030-målet om 70% reduktion ift. 1990 næsten, selv når emissionerne forbundet med udenrigstransport inkluderes. Eksklusiv international transport overopfyldes målsætningen med ca. 3 mio. ton/år.

Dermed får vi en større sikkerhedsbuffer, og den kan være god at have, hvis man senere i 2020´erne får nye tal for lavbundsjord eller skov, der er mindre positive end de seneste opdateringer. Denne buffer gør også klimapolitikken mere resilient, hvis forventningerne til CO2-fangst i regeringens klimafremskrivning ikke lever op til forventningerne.

Danmarks andel af udenrigsfly- og skibsfart er beregnet til at være den andel af fly og skibstrafikken, der tankes/bunkres i Danmark. Der er givet en underestimering af danskernes energiforbrug ved international transport, da mange danskeres flyrejser til udlandet indebærer mellemlandinger, hvor der tankes ekstra op undervejs. Analysen viser, at der bliver behov for at fremstille 90 PJ vedvarende energibrændstoffer i 2040, hvis vi fortsat vil flyve til udlandet og have et stærkt maritimt erhverv. Luft- og skibsfarten over lange distancer ser desværre stadig ud til at være svære at elektrificere, og både biobrændstoffer og elektrofuels kommer derfor til at spille en afgørende rolle, så vi kan sænke deres klimaaftryk. Se figur 34.

For at fremstille store mængder elektrofuels til den internationale transport, er der også behov for at skaffe mere kulstof.

Da biogent kulstof er en knap og dyr ressource, har denne analyse taget udgangspunkt i, at søfarten fra 2040 i overvejende grad vil vælge at sejle kulstoffrit brændstof, dvs. e-ammoniak, mens kulstoffet primært anvendes til flybrændstoffet e-kerosen.

I perioden fra 2025-2040 vil der dog være en del skibe, herunder fra Mærsk, der sejler på e-metanol. Men vores forventning er, at e-ammoniak over tid kommer til at dominere i den maritime sektor på de lange distancer. Totaløkonomisk vil e-ammoniak være billigere for skibene at bruge end kulstofholdige VE-brændstoffer. Det er muligt, at der også efter 2040 vil blive anvendt noget kulstof i søfarten, men så skal der frigøres kulstof andre steder for at få regnestykket til at gå op. En mulighed er, at den forventede 61 pct. stigning i flytrafikken frem mod 2040 bliver lavere end forventet, f.eks. hvis der indføres højere flyafgifter. En anden mulighed er øget elektrificering.

I analysen er der taget højde for, at skibsfarten på de korte distancer vil være elektrificeret i 2040, men måske kan længere ruter elektrificeres. I Kina er der allerede fragtskibe, der sejler over 1000 km med 700 tyvefods containere om bord. Om længere ruter og større fragtskibe i fremtiden vil sejle på el, afgøres primært af teknologiudviklingen indenfor batterier. I takt med at batterierne bliver større og får højere energiintensitet, kan det åbne op for, at større dele af skibs- og luftfarten kan drives frem af el eller hybrid-teknologier bestående af brint og el. Det er dog ikke lagt til grund for analysen, at disse løsninger er slået igennem på markedet i 2040.

Behov for meget mere grøn strøm

Kigger man frem mod 2030 og de politisk vedtagne planer for udbygningen af vedvarende energi, er der ikke vind og sol nok på tegnebrættet til at fortrænge den fossile energi i Danmarks energisystem, endsige til at dække behovet for grøn strøm i de nye PtX-fabrikker. Klimaaftalen om grøn strøm og varme fra juni 2022 satte et politisk mål om at firedoble elproduktionen fra landvind og solceller frem mod 2030. Det svarer til omkring en fordobling af den forventede produktion i 2030 ifølge Energistyrelsens Klimastatus og -fremskrivning 2023. Aftalen kom i stand i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, der havde udløst en energikrise, og fik mange politikere til at efterlyse en markant udbygning med vedvarende energi. Siden da er der indgået flere energiforlig, og hver gang er der føjet nye løfter til om ekstra GW. Men indtil nu kniber det med at levere på alle løfterne.

Et af de brændende spørgsmål er, hvad der sker med det, der i sin tid blev lanceret som Danmarks nye ”Mars mission”: De to energiøer i hhv. Nordsøen og ved Bornholm. Fuldføres de, kunne Danmark teoretisk set gå fra ca. 40 TWh i dag til 130 TWh i 2035.

Men løfterne er stødt på grund. Energiøen i Nordsøen er indtil videre udskudt fra 2030 til 2036, fordi man ikke kan få driftsøkonomien til at hænge sammen. Det vil kræve et tocifret milliardbeløb fra statens side at få projektet op at flyve. Regeringen håber, at den tyske forbundsregering vil være med til at medfinansiere energiøen og kablerne. Det er dog ret usikkert, for i Tyskland har man en åben dør ordning, hvor staten får milliarder af markedets operatører for at åbne op for nye havvindmølleprojekter. Ligeledes er Energiø Bornholm stærkt udfordret, selv om politikerne har givet grønt lys for op til 18 mia. kr. i statsstøtte, men omkostningerne i projektet ser ud til at løbe op til 31,5 mia. kr. Tænketanken Kraka Economics har kaldt det for ”en økonomisk katastrofe i slowmotion”.

Selv hvis planerne kommer tilbage på sporet, og begge energiøer realiseres, vil der ikke være nok volumen i elproduktionen til at møde den stigende efterspørgsel, som elektrificeringen medfører, hvis man inkluderer den el, der efter regeringens nuværende planer skal gå til at producere PtX-brændstoffer.

Den politiske og økonomiske usikkerhed om energiøerne kan medføre negative følgevirkninger i forhold til udbygningen med vedvarende energi i Danmark. Tidligere har regeringen aflyst den såkaldte åben-dør ordning for mere havvind, hvor der var projekter for op til 23 GW i pipelinen. Siden har man aftalt en ny model for kommende udbud, hvor staten via en koncessionsaftale kræver et medejerskab på 20 pct. Disse kursændringer har førte til forsinkelser i processen. I april 2024 åbnede Energistyrelsen endelig for ny udbudsrunde, som potentielt kan føre til mellem 6-10 GW ekstra havvind, men selv hvis den bliver succesfuld, er vi langt fra at dække den stigende efterspørgsel efter grøn strøm eller at virkeliggøre de storstilede planer for en ny Power to X industri i Danmark.

Også planerne om at firedoble produktionen med sol- og vindenergi på land frem til 2030 går langsommere end forventet. Selv om flere nye solcelleanlæg i 2023 gav danskerne 53 pct. mere solenergi, er opstillingen af nye landvindmøller gået i stå og i det forløbne år er der kun opstillet en vindturbine på land. Planerne om at få udlagt store vedvarende energizoner og få accelereret godkendelsesprocesserne er stadig ikke ført ud i livet.

T2040-scenariet lægger op til, at den øjeblikkelige stilstand stopper, og at der laves en større og hurtigere udbygning med sol- og vind. En række af de bureaukratiske stopklodser skal fjernes, der skal udlægges store vedvarende energizoner på land og til havs, og det anbefales, at der laves en ny åben dør 2.0 ordning. Via klare og harmoniserede prækvalifikationskrav kan man åbne døren til markedsbaserede bud på en stribe nye offshore projekter. Sagsbehandling og miljøgodkendelser bør ekspederes hurtigt og smidigt, så lange ventetider på flere år kan nedbringes til måneder. Staten bør blot kræve, at offshoreprojekterne lever op til udvalgte ikke-priskriterier – f.eks. sikring af miljø og biodiversitet. Og så kan man lave en simpel model for overskudsdeling.

Generelt anbefales det, at Danmark i forhold til nye VE-projekter tager EU´s nødretsforordning i brug, så man sikrer en langt hurtigere behandling af miljøtilladelser og godkendelse af projekterne. Det kan accelerere opstillingen af VE. Og det er der brug for.

Faktor 9 revolutionen for grøn energi

I basisåret 2022 var Danmarks bruttoenergiforbrug (inklusiv bunkret energi til vores internationale luft- og skibsfart) cirka 750 petajoule, hvilket kan omregnes til cirka 208 TWh. Men i T2040-scenariet vil den voksende produktion af e-fuels og den omfattende elektrificering af alle sektorer øge efterspørgslen efter grøn strøm, og det samlede forbrug stiger til omkring 250 TWh.

Der bliver her behov for at udtage lidt større arealer til vedvarende energi, men det er en begrænset udfordring, som er til at overvinde. Etablering af 40 GW solceller i 2040 -og heraf trefjerdedel på barmark – vil kræve cirka 42.000 hektar eller knap 1 pct. af Danmarks samlede landareal.[72] Og vindmøllerne kræver ikke meget plads, og de kan sameksistere med både landbrugs- og skovarealer. Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet kan op imod 98 pct. af arealerne omkring vindmøllerne bruges til andre formål. Den øgede kapacitet med vindenergi i 2040 kan i vidt omfang dækkes via nedtagning af gamle og små møller og at udskifte dem – via repowering – med større og moderne møller, så der er et minimalt arealbehov forbundet med udvidelsen i vindenergien på land.

Flere steder i landet skal der dog bruges ekstra areal til etablering af flere elledninger på højspændingsmaster, men en del af transmissionsledningerne nedgraves i jorden, og arealbelastningen er for intet at regne i forhold til den belastning, som f.eks. vejtransporten har.

I dag lægger Danmarks forbrug af biobrændstoffer alene beslag på 100.000 hektar landbrugsjord – i og udenfor Danmarks grænser – og denne jord kunne have et samlet årligt lagringspotentiale på 1 mio. ton CO2, hvis man lod det springe i skov. EU’s samlede forbrug af biobrændstoffer i dag lægger beslag på 5,3 mio. ha. landbrugsjord (dvs. 1 mio. ha. mere end Danmarks samlede areal), og det samlede klima og arealregnskab er negativt.[73] Solceller er også en langt mere effektiv måde at bruge arealer til energiformål. Man skal bruge 40 gange mindre jord til at drive en elbil med strøm fra solceller, end en bil med forbrændingsmotor, der drives drevet af biobrændstoffer (via de politisk fastsatte iblandingskrav).

Udbygningen med sol- og vindenergi er nødt til at medtænke hensynet til biodiversiteten, så de nye projekter bidrager til naturpositive løsninger, der også er til gavn for de lokale borgere. Der kan opstå reelle dilemmaer mellem grøn energiproduktion og biodiversitet, der skal løses. Men de burde være til at løse. Se tekstboks sidst i kapitlet.

De stigende mængder vedvarende og fluktuerende energi vil også øge behovet for energilagring. Se kapitel 5, der bl.a. behandler behovet for øget batterilagring. I T2040-scenariet er der dog ikke lavet mere udførlige beregninger på, hvordan lagringsbehovet vil udvikle sig. Det kræver mere gennemgribende studier, der også tager højde for den hastige forandring indenfor batteriteknologierne. Der er flere måder at lagre mere på, og det kan blive ekstra værdifuldt, hvis ikke transmissionsnettet udbygges tilstrækkeligt hurtigt i EU. Se tekstboks.

Danmarks energisystem er ikke en isoleret ø i verden. Vi er tæt forbundet med vores nabolandes energisystemer, og via transmissionsforbindelser importerer vi vandkraft fra Norge, atomkraft fra Sverige, og vi får både vedvarende energi, fossil el og atomkraft fra de andre EU-lande. Vi er del af et indre europæisk marked. Det påvirker prisudviklingen, hvordan de andre landes energisystemer udvikler sig, hvilke energiformer de vælger, og frem for alt kan de være med til at give Danmark større elforsyningssikkerhed. Vi kan balancere udsving på tværs af landegrænserne, og vi kan også eksportere store mængder af overskydende vindenergi til Tyskland og andre EU-lande, og dermed hjælpe dem hurtigere fri af de fossile brændsler. Men det er omvendt bekymrende, hvis f.eks. nabolande som Sverige og Norge, der har en del billig strøm, begynder at stoppe etableringen af flere transmissionsledninger, og den slags udfordringer skal adresseres politisk.

Balmorel-modellen søger at optimere det samlede europæiske elsystem, under hensyntagen til teknologi, kapacitet, omkostninger og hvordan man forventer den europæiske handel med el og brint på tværs af landegrænser vil udvikle sig. Der er derfor opstillet et scenarie for det europæiske elsystem, som danner baggrund for den nærmere analyse af de danske forhold.

Der er lavet en fremskrivning af elforbruget i Europa, der baseret på ENTSO-E Global Ambition scenarie i TYNDP 2022, mens brintforbruget mod 2030 er baseret på Kommissionens REPower Europe mod 2030 og på Kommissionens mix-scenarie mod 2050, hvor det antages, at det europæiske elsystem når ned i netto-nul emissioner i 2050. I lyset af den seneste tids udfordringer med omkostninger og hastighed for udbygning med VE og især konkretisering af brintforbrug og -produktion er især udviklingen på kort sigt meget usikker.

Også i EU forventes der en stigende efterspørgsel efter el, hvor ikke mindst PtX-brint produktionen trækker en stor del af væksten. Det klassiske elforbrug er derimod ret stabilt. Se figur 37.

T-2040 scenariet anbefaler, at man gør dette for at accelerere omstillingen af vejtransporten. Flertallet af borgerne er allerede klar til at omfavne elbilrevolutionen, og hen over sommeren 2024 har husholdningerne købt langt flere elbiler end fossilbiler. Men der bør snart sættes en slutdato for salget af nye fossilbiler – da biler typisk kører 14-15 år på vejene – for ellers er det ikke muligt at gøre Danmarks energiforbrug fossilfrit i 2040. Det er i scenariet antaget, at trafikarbejdet for personbiler stiger med 24 pct, med 12 pct. for varebiler og 5 pct. for lastbiler frem mod 2040, men elektrificeringen sikrer alligevel, at vejtransporten ikke har nogle direkte emissioner i 2040.  

Der er en del indlejret energi fra fremstillingen af bilerne, men disse udledninger sker i de bilproducerende lande i udlandet. En reduktion i antallet af biler i Danmark vil dog kunne bidrage til at sænke vores fodaftryk yderligere, men det kræver adfærdsændringer, hvor flere kører sammen i bilen eller et skifte til lettere transportformer. Dette aftryk er dog ikke medregnet i analysen, men det forudsættes, at man kan nedbringe det ressourcemæssige aftryk betydeligt gennem cirkulær økonomi og en langt højere genanvendelsesprocent for materialerne. 

Hvis det fossile energiforbrug i Danmark skal udfases, er det dog afgørende at sætte ekstra fart i elektrificeringen af transportsektoren. Sektoren har traditionelt slugt store mængder importeret olie, og den har været en stor kilde til både udledningen af klimagasser og luftforurening. Flere elbiler drevet af grøn strøm vil bidrage til at sænke udledningerne markant, trods en tilvækst i trafikarbejdet. Der vil også være positive sideeffekter i form af et stort fald i luftforureningen, som udløser lavere sundhedsudgifter, samt mindre larm i det offentlige rum. Beregningerne viser, at en hurtig elektrificering af vejtransporten sikrer store besparelser og det stiger i 2040 til 7,1 mia. kr. årligt i forhold til referencescenariet. Dette er endda eksklusivt sundhedsudgifter som følge af partikelforurening.  

I varmesektoren vil alle individuelle olie-, gas- og biomassefyr være udfaset i 2040, så husholdningerne kun har el- og fjernvarmebaseret opvarmning. Se tekstboks. 

Fjernvarmen bliver udbygget, og samtidig slår elektrificeringen igennem. I 2040 vil omkring tofemtedel af rumvarmebehovet i husholdningerne vil blive dækket af varmepumper, og herunder også af geotermi. Se figur 40.

Varmepumper er langt mere energieffektive end traditionelle opvarmningsmetoder, og udfasningen af biomasse, bidrager til at sænke CO2-udledningen betydeligt og til at reducere energiudgifterne. Samlet set viser husholdningerne en positiv samfundsøkonomi på ca. 900 mio. kr. i 2040, som skyldes besparelser, fordi fjernvarmen erstatter biomasse og naturgas med varmepumper.

I serviceerhvervene og i det offentlige er der ekstra omkostninger, fordi scenariet har antaget, at større dele af disse virksomheder tilsluttes fjernvarmen, end det egentlig er omkostningseffektivt.

De samlede omkostninger i T2040-scenariet kan dog sænkes med 920 mio. kr. i 2040, så serviceerhvervene kan gennemføre en dekarbonisering uden større omkostninger end i referencescenariet. Det kræver dog, at flere områder tilsluttes varmepumper, der er mere omkostningseffektivt i områder, hvor der ikke i forvejen er et ledningsnet til fjernvarmen.

Industrien vil også se betydelige ændringer i T2040-scenariet, hvor det endelige energiforbrug kan halveres fra 2022 til 2040. Her er det forudsat, at procesvarmeforbrug kan elektrificeres mere. 100% af lavtemperaturforbruget kan elektrificeres med varmepumper, 50% af middeltemperaturforbruget elektrificeres med varmepumper og 20% af højtemperaturforbruget går over til el. Andre dele af det resterende energiforbrug kan i 2035 elektrificeres enten ved direkte el eller ved elkedler, og det betyder, at i alt elektrificeres hhv. 100% af lavtemperaturen, 90% af middeltemperaturen og 65% af højtemperaturen.

Det er muligt, at det er muligt at sætte endnu mere grøn strøm til industrien i de kommende år. Internationale studier har vist, at det i løbet af få år måske er muligt at elektrificere måske op til 99 pct. af industrien i Europa.[74] Og en analyse for Energistyrelsen viser, at i Danmark kan være op til 92 pct. af industrien.[75] Estimaterne i T2040-scenariet er derfor relativt konservative, så der kan være ekstra gevinster at høste frem mod 2040, hvis det lykkes at elektrificere endnu mere af industrien.

Anbefalingen er, at Danmark bør stræbe efter at blive et af de førende EU-lande i kapløbet om at elektrificere industrien. Der kan opnås betydelige besparelser i driftsøkonomien, når fossile brændsler udskiftes med grøn strøm.

Behov for større ressourcebevidsthed

T2040 lægger vægt på, at der sikres ressourcebesparelser og det sker gennem mange forskellige tiltag. Energirenovering af bygninger og infrastruktur er et af de kritiske indsatsområder. Ved at forbedre energieffektiviteten i bygninger kan nettoopvarmningsbehovet reduceres med 6% i 2040, trods stigende befolkningstal. Energirenoveringer kan omfatte bedre isolering, mere effektive vinduer, og optimerede varmesystemer. Denne reduktion i energibehovet mindsker ikke kun CO2-udledningen, men bidrager også til økonomiske besparelser og forbedret komfort for beboerne.

Øget udsortering af affald medfører en 57% reduktion af affald til forbrænding i 2040. Affaldsforbrænding er en betydelig kilde til drivhusgasudledninger, og ved at reducere mængden af affald, der brændes, kan CO2-udledningen mindskes væsentligt. Selvom økonomien i affaldssortering kan være udfordrende, er fordelene ved reduceret forbrænding og øget genbrug og genanvendelse betydelige i forhold til CO2-reduktion. Emissioner fra det restaffald, der brændes af, vil iflg. scenariet blive fanget ind via CO2-fangst, selv om disse anlæg er kostbare at etablere. Dette sker sent i 2030´erne, da investeringer i energieffektiviseringer og mere vedvarende energi har en større direkte klimaeffekt.

Et generelt stop for produktion af fossile olie- og gasprodukter er også nødvendigt for at nå målet om netto-nuludledning. Alene udledningen forbundet med udvinding og raffinering af olie og gas står således i dag til at udlede hele 2,4 mio. ton CO2. Med den nuværende politik vil den den danske olie- og gasproduktion fortsætte til koncessionernes udløb i 2049 og med genåbningen af Thyrafeltet, forventes produktionen at stige og først toppe for olie i 2030, mens det for gas forventes at toppe i 2028.[76] Skal Danmark tages seriøst som global frontløber i udfasningen af olie- og gasproduktion, som vores initiativtagen til ”Beyond Oil and Gas Alliance” (BOGA) antyder, bør vi sigte mod en langt tidligere udfasning og som minimum i 2040 i takt med det øvrige samfund bliver fossilfrit. Dette flugter med det danske forbrug af gas, som med de nuværende planer allerede i 2030 forventes at blive dækket 100% af biogas. I transformationsscenariet falder gasforbruget markant pga. øget elektrificering

I Danmark har der i de seneste årtier været en voldsom stigning i fyringen med fast træbiomasse, der blev betragtet som en “grøn” energikilde, der skulle erstatte kul i kraftværkerne. Men det har som ført til store straksudledninger af CO2. I T2040-scenariet udfases afbrændingen af træbiomasse relativt hurtigt, mens det primære input til fjernvarmen overgår til varmepumper og elkedler. Frem for at brænde så meget træ af, bør det hellere nyttiggøres og indlejres i produkter med højere værdiskabelser, såsom møbler, nye trækonstruktioner i byggeriet, træemballage, bioøkonomiske produkter mv.

I 2040 anvendes maksimalt 10,5 PJ biomasse, hvilket er resttræ – bl.a. fra savværker m.v., og det vurderes til at være indenfor de planetære grænser. Se figur 43.

Ved at lade biomassen forblive i skovene opnås en reduktionseffekt på 0,95 mio. ton CO2 i 2040 gennem øget kulstoflagring, som registreres i LULUCF-regnskabet for arealanvendelse. Se figur 44.

Land- og skovbrug kan tage et større klimaansvar

Landbruget er en af de største kilder til drivhusgasudledninger, især via metan og lattergas. I T2040-scenariet sænkes emissionerne gennem udtagning af lavbundsjorde, reduktion i dyrebestanden, og reduktion i dyrket areal. Disse tiltag er baseret på anbefalingerne fra rapporen "Fra foder til føde 2", der sigter mod at minimere landbrugets klimaaftryk og bringe fødevareforbruget indenfor de planetære grænser.

Udtagningen af lavbundsjordene sænker udledningen af drivhusgasser, og en reduktion i dyrebestanden mindsker metan fra drøvtyggere. T2040 er en langt mere ambitiøs reduktionssti, end den der ligger i regeringens klimafremskrivning, hvor der ikke sker de store ændringer i forhold til den animalske produktion. Se figur 45.

I landbrugets seneste trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter og Danmarks Naturfredningsforening har man afsat betydelige midler til teknologiske tiltag, som man håber, kan nedbringe landbrugets udledninger, samtidig med at den intensive landbrugsdrift fortsætter som hidtil. Det er dog usikkert, om disse virkemidler er tilstrækkelige til at nedbringe landbrugets drivhusgasbelastning. Det gælder bl.a. de 10 mia. kr., der frem mod 2045 tænkes afsat til pyrolyse. Aftaleparterne håber, at pyrolyse kan bidrage med helt op til 0,6 mio. ton CO2 i 2030.

Men i dag er der ikke noget pyrolyseanlæg i fuld skala i drift. Derudover viser Rådet for Grøn Omstillings beregninger, at der går lang tid, før pyrolyse har en klimaeffekt. For gylle, der har været igennem et biogasanlæg, går der mellem 8 og 40 år, for halm går der kun få år, mens der for træ går cirka 30 år før pyrolyse har en klimaeffekt.[77] Man kunne opnå langt større klimaeffekt ved at bruge pengene til strukturel omlægning af landbruget og at få elektrificeret landbrugets energiforbrug.

Trepartsaftalen rummer også flere positive tiltag, der kan gavne natur og vandmiljø. Bl.a. vil man afsætte 22 mia. kr. til at rejse 250.000 ha. ny skov frem mod 2045. Derudover er der afsat midler til forskning og udvikling af bæredygtige skovbrugsteknikker, som skal optimere kulstoflagringen og samtidig sikre biodiversitet og skovens sundhed. Når trepartsaftalen skal gennemføres, kan det føre til langt flere skovrejsningsprojekter på tværs af landet.

Aftalen vil give økonomiske incitamenter til private jordejere., så de tilskyndes til skovplantning og vedligeholdelse, hvilket skal gøre det mere attraktivt for dem at bidrage til denne grønne omstilling. Men da CO2-afgiften for landbruget er sat meget lavt, og landmændene oveni får store bundfradrag, vil jordpriserne fortsat være høje, og det bliver dyrt at købe jord ud til øget skovdrift.

T2040 scenariet lægger også op til endnu mere skovrejsning, men ambitionsniveauet er meget højere. Da klimaafgiften for landbruget forhøjes mere, vil jordpriserne være lavere, og det bliver billigere at tage jord ud til skovdrift. Det anbefales i scenariet, at der rejses 290.000 hektar ny skov inden 2040 – dvs. ud over de 27.000 ha, som klimafremskrivningen regner med – fordi det er en af de bedste og sikreste måder at sikre både biodiversitet og klima. Ud over at give en masse rekreative værdier og større naturrigdom, fungerer skovene som et kulstofdræn, hvor træerne absorberer CO2 fra atmosfæren og lagrer det i biomassen og jorden.

I dag er der samlet set bundet 202 mio. ton CO2 i skovens kulstoflager. Den øgede skovrejsning kan dog bidrage til at absorbere og lagre endnu mere CO2, hvilket er essentielt for at opnå nettonuludledning. Det kan bringe Danmarks samlede skovareal op på 22 pct. af landets areal, og i 2040 vil de danske skove suge 3,3 mio. tons CO2 ekstra ud af atmosfæren i forhold til, hvad der regnes med i regeringens klimafremskrivning.

Rent samfundsøkonomisk vil det også være en billig måde at skaffe en positiv klimaeffekt. Rådet for Grøn Omstilling har regnet på tallene, og det er samfundsøkonomisk rentabelt at rejse ekstra 290.000 ha skov ud over de 27.000 ha, som allerede er medtaget i regeringens klimafremskrivning.

Det er lagt til grund, at man kan købe jord til en gennemsnitlig jordpris af 200.000 kr/ha, og hvad det koster at rejse skov af vanlig kvalitet og samtidig er medregnet de positive sideeffekter af en øget kulstoflagering i jorden, et lavere CO2e-forbrug i forbindelse med mindre maskinel brug, formindskelse af udvaskning til det maritime miljø, øgede rekreative værdier samt mere biodiversitet.

Nutidsværdierne er beregnet til mellem 7,2-13,9 mia. kr., hvor det lave tal er ved statslig skovrejsning, og hvor det høje tal er en model, hvor halvdelen af skovrejsningen overlades til private. Her er der taget højde for, at staten giver de private lodsejere 90.000 kr. pr. hektor for at rejse ny skov. De positive nutidsværdier betyder, at det er samfundsøkonomisk rentabelt at gennemføre skovrejsningen i begge scenarie. Hvis man ikke medregner de førnævnte positive sideeffekter ift. klima, biodiversitet og rekreative værdier, er CO2-skyggeprisen 1431 kr/ton CO2 ved 100 pct. statslig skovrejsning, og 986 kr/ton CO2 ved en model, hvor halvdelen af skovrejsningen sker af private lodsejere. Men når de positive naturgevinster regnes med, er skyggeprisen endda negativ, dvs. samfundet får mere værdi ud af det, end de penge der skal investeres i skovrejsningen. I den statslige model er den -169 kr/ton CO2 og modellen med 50 pct. privat skovrejsning er prisen helt nede på minus 325 kr/ton CO2.[78]

CO2-fangst bringes også i spil

Siden 2020 er der indgået en række politiske aftaler om at fremme udviklingen af CCS (Carbon Capture and Storage) og denne CO2-fangst og -lagring anses i dag som et nøgleelement i Danmarks strategi om at blive CO2-neutral. Der er afsat over 38 mia. kr. til, at CO2-fangst og -lagring, og der er allerede givet over 8 mia. kr. til CO2-fangst på Ørsteds biomasseanlæg på Avedøre og ved Asnæs.

Rådet for Grøn Omstilling har tidligere kritiseret, at der gives så store støttebeløb til CO2-fangst anlæg – og lagring, fordi det vil være mere effektivt at investere disse penge mere VE, energieffektiviseringer, varmepumper og elektrificering, som giver langt større og hurtigere klimagevinster.[79] Især CO2-fangst på kraftvarmeværker, der fyrer med fast træbiomasse, er problematisk, da den positive klimaeffekt først indtræffer efter 20-30 år, når det biologiske lager i skovene er genopbygget. Desuden er CO2-fangst anlæg meget energikrævende, og de fanger ikke de 95-99 pct. af emissionerne, som det ellers antages, men ofte langt mindre. Rådets anbefaling har været at vente til senere i 2030´erne med at investere i CO2-fangst, når teknologien er mere moden.

Men da der er et stort flertal bag CCS-politikken, antages det i T2040-scenariet, at man politisk fortsat ønsker at fortsætte denne linje. I dette scenarie er der taget udgangspunkt i klimafremskrivningen for 2023, hvor man forventede, at CCS i 2030 kunne reducere CO2-udledningerne med 3,2 mio. ton CO2. Men allerede i klimafremskrivningen for 2024 var dette tal nedsat til 2,9 mio. ton. Sagen er, at der stadig er betydelige usikkerheder knyttet til teknologien. Både om anlægsinvesteringer, forrentningskrav, CO₂-kvoteprisen, den mulige kapacitet og omkostningerne i hele værdikæden.

På sigt regner T2040-scenariet med, at der kommer lidt mere CO2-fangst. Det er dog vigtigt at dosere det rigtigt, da det stadig er en meget dyr og energikrævende teknologi. Men i scenariet lægges der ikke op til langtidslagring af indfanget CO2, men frem for CCS fokuseres mere på CCU (Carbon Capture Utilisation).

I transformationsscenariet kan der blive brug for noget CO2-fangst for at nå helt ned i nettonul i 2040 og til at skaffe nok kulstof til den internationale transport. Noget fanges på Ørsteds allerede iværksatte biomasseanlæg, og desuden regnes med noget CO2-fangst på de tilbageværende affaldskraftværker, der samlet sikrer knap 1,5 mio. ton. Det antages også, at Aalborg Portland får brug for at indfange noget CO2 både fra de proces- og energirelaterede udledninger, hhv. 0,75 og 0,51 mio. ton. Yderligere bliver der ifm. produktion af 42,3 PJ opgraderet biogas indfanget 1,27 mio. ton CO2.

Dette kan dog ikke dække efterspørgslen efter flydende brændsler i T2040-scenariet. Der bliver derfor efter alt at dømme behov for CO2-fangst af ekstra 1,65 mio. ton, som her forudsættes at stamme fra Direct-Air-Capture (DAC) i årene omkring 2040. Se tabel 46.

De store ekstra udgifter til DAC er dog med til at fordyre T2040-scenariet. Hvis man Danmark ikke ønsker at tage DAC i anvendelse, vil der mangle ca. 19 PJ CO2-neutralt flybrændstof, hvis man skal dække væksten i flytransporten alene med e-fuels. Alternativt kan man tage skrappere adfærdsreguleringer i brug. Hvis energiforbruget til udenrigs flytransport sænkes med omkring 27% sammenlignet med i dag, fremfor at blive øget med ca. 61% som i referencescenariet, kan vi klare sig uden DAC.

Der findes måske også en teknologisk vej. Hvis der f.eks. kan sikres en større direkte elektrificering af industrien og af den internationale fly- og skibstransport – bl.a. via en hurtigere opskalering med større batterier – vil man tilsvarende kunne mindske behovet for DAC og e-fuels. Først i 2030´erne vil der være større viden om, hvilke af disse teknologiske løsninger vil være omkostningseffektive frem mod 2040, og hvad der er det rette mix, og derfor anbefales det, at man venter med at investere i DAC til midten af 2030´erne.

Økonomisk realistisk plan

Det er teknologisk og økonomisk realistisk at følge det ambitiøse roadmap, som T2040-scenariet opstiller. Selv med meget konservative antagelser om fremtidens CO2-priser, lave forventninger til yderligere prisfald for sol- og vindenergi og meget høje estimater for trafikvæksten frem til 2040, så er transformationsscenariet ikke væsentlig dyrere end prisen på den aktuelle klima- og energipolitik.

Transformationsscenariet er 5,4 mia. kr. dyrere i 2045 end referencen i regeringens klimafremskrivning, hvis man medregner effekten af de ekstra krav, der ligger i Fuel EU Maritime reguleringen. Beløbet er overkommeligt. Til sammenligning afsatte et bredt forlig i Folketinget – Infrastrukturplan 2035 – næsten 4 mia. kr. årligt til anlæg af nye motorveje og landeveje hvert år fra 2022 til 2035.

Man kan også sige det på en anden måde: Den årlige pris på at skabe et fossilfrit dansk energiforbrug og accelerere den grønne omstilling af energisystemet er mindre end et halvt års statsstøtte til landbruget. Adgangen til tilstrækkelige mængder billig, ren, bæredygtig og fossilfri energi er afgørende for at bevare Danmarks konkurrenceevne i fremtiden, og det kan sikre en langt større værdiskabelse og produktivitetsgevinster end ved at bevare business as usual i et højintensitivt og industrialiseret landbrug, som har vist sig at have meget store negative omkostninger for klima, natur, biodiversitet og havmiljø. I dag er der store mængder fossil energi indlejret i det industrielle landbrug, men erhvervet kan kun drives i sin nuværende form, fordi det modtager for over 11 mia. kr. i statsstøtte og ikke betaler de reelle omkostninger af de store klima- og naturskader.

Der er mange måder at finansiere omstillingsplanen på, men broderparten af investeringerne vil ligge i private husholdninger og private virksomheder, der udskifter fossile anlæg og maskiner og skal købe varmepumper, lave energirenoveringer, købe elbiler og elektrificere maskinparken. Samlet set vil både husholdninger, industri og serviceerhverv i løbet af få år tjene det ind igen via markant lavere driftsomkostninger. Gennem høje politiske krav og ambitiøse reguleringer kan man accelerere disse nødvendige initialinvesteringer.

Det vil dog være klogt, hvis staten samtidig understøtter den grønne omstilling via en aktiv erhvervspolitik og støtter de grønne energiløsninger, der giver den største klimaeffekt. Det være sig sol- og vindenergi, energieffektiviseringer og elektrificering. Der bør også stilles skrappere grønne krav ved offentlige indkøb, så der skabes tidlig efterspørgsel i Danmark efter nye grønne serviceløsninger og teknologier, der kan skaleres på markedet.

Samtidig kan man gennem krav og give ekstra støtte, der kan fremme udviklingen af en dansk produktion med e-fuels, der kan sikre en fuld dekarbonisering af den internationale transport. Pengene kan findes på flere måder. Man kunne f.eks. omprioritere nogle af de betydelige midler, der er afsat til ny infrastruktur og anvende pengene til at fremme en dansk produktion af grønne e-fuels eller en hurtigere udbygning med sol- og vindenergi. Det er særligt relevant i de første opstarts år, hvor der endnu ikke er skabt en stabil efterspørgsel efter de nye e-efuel

Men de ekstra udgifter til fremstilling af e-fuels til luftfarten bør i 2040 kunne dækkes af forurenerne selv, dvs. i sidste instans af passagerne, som vælger at flyve.

De ekstra omkostninger på 9,39 mia. kr. til fremstilling af luftfartens e-fuels i 2040 kan finansieres via stigende flyafgifter. Forudsættes en stigning i flytrafikken på 60 pct. frem mod 2040, og vælger politikerne at lægge afgiften på de internationale flypassagerer fra Danmark, skal afgiften på hver flybillet til udlandet være 470 kr. Dette må siges at være overkommeligt.

Staten har betydelige frie grønne midler, der med fordel kan bruges mere aktivt. Alene i perioden fra 2022-2028 ventes staten at tjene 16,2 mia. kr på salg af CO2-kvoter, og disse løbende indtægter gør reinvesteres fuldt i en grøn transformation af energisektoren. Her bør størstedelen af pengene allokeres til løsninger med den størst mulige klimaeffekt.

Rent samfundsøkonomisk vil der være store potentielle ekstragevinster ved at investere massivt i en hurtigere udfasning af de fossile brændsler og i at rejse meget mere skov i Danmark til gavn for biodiversitet, vandmiljø mv.

Transformationsscenariet kan samlet set spare over 245 mio. tons CO2 på rejsen frem mod at gøre Danmark helt fossilfrit i 2040, i forhold til hvis man følger regeringens nuværende kurs. Tager man udgangspunkt i Finansministeriets forventning til CO2-prisen i 2040 på 1289 kr/ton[82], er værdien af denne ekstra klimagevinst over 315 mia. kr. Det er en ekstra årsag til, at man politisk seriøst bør overveje at skrue tempoet op for den grønne omstilling.

Klimarådet har tidligere dokumenteret, at de samfundsøkonomiske omkostninger er relativt beskedne, hvis man laver en samlet indsats til gavn for biodiversitet og vandmiljø, og den kan endda give større klimagevinster, end hvis man forfølger en isoleret klimaindsats.

Beregninger foretaget af professor Peter Birch Sørensen og en gruppe økonomer ved Københavns Universitet har desuden vist, at Danmarks økonomiske aktiviteter nu har så store negative sideeffekter, at der hvert år skæres mindst 10 pct. af bruttonationalproduktet som følge bl.a. luftforurening, biodiversitetstab, drivhusgasudledninger, forurening af drikkevand og af havet. Dette årlige tab vil klart blive begrænset, hvis Danmark udfaser alle fossile brændsler i sin økonomi, da det er den drivende årsag bag mange af disse negative miljøeksternaliteter. Naturen giver os samtidig en række gratis økosystemtjenester med ren luft, rent vand, en dyrkbar jord, råstoffer og et levedygtigt klima, som er værd at tage med.

Hvis man medregner de ekstra positive sidegtrevinster, som T2040-scenariet giver i form af øget biodiversitet, større rekreative værdier, lavere luftforurening og deraf følgende lavere sundhedsomkostninger, taler meget for, at dette roadmap samlet set vil blive billigere for samfundet. Samtidig vil det styrke grønne danske virksomheders business case, når de skal sælge grønne løsninger og teknologier til udlandet, at Danmark er blevet en grøn frontløbernation, der i praksis har vist, hvordan man skaber en fossilfri økonomi.

Kapital 7: Perspektivering – Et fremtidsbillede for Danmark anno 2040

Forestil dig et Danmark om femten år, hvor larmen fra de tunge diesellastbiler er væk, og alle danskere kører i elbil, tager elbussen eller bruger elcyklen på de cykellandeveje, der er anlagt for at bringe folk sikkert fra deres hjem til arbejdet. Det er et Danmark, hvor du alle steder i landskabet kan høre fuglenes sang og bierne summe. Sommerfugle og insekter trives igen i parcelhusets urtehaver, i de tilplantede markskel og i skovene. Du får større naturoplevelser i de mange nye vidtstrakte skove, der er skudt op i Danmark, og flere af skovene er vild skov. 30 pct. af naturen er beskyttet, og biodiversiteten blomstrer igen.

Danmark står ikke længere som det land, der tilbage i begyndelsen af 2020´erne havde Europas ringeste biodiversitet, og hvor 60 pct. af arealet var opdyrket af landbruget, drikkevandet var truet og iltsvind i de kystnære farvande førte til havdød. Dengang blev op imod 80 pct. af landbrugsjorden brugt til at dyrke foder til de omkring 200 mio. dyr på de store bedrifter, og anvendelsen af kunstgødning og pesticider havde taget overhånd. Men i her i 2040 spiser danskerne langt mere plantebaseret mad i en varieret kost, der følger kostpyramiden, men der også i ny og næ er noget kvalitetskød med god smag. Der er 70-80 pct. færre køer og grise, så de får mulighed for at komme på græs.

Dyrevelfærd taler man ikke længere om, for det er en naturlig ting på de enkelte bedrifter. En del landmænd er gået helt over til at lave kød og mælk i petriskåle, og de tager moderne bioteknologi og molekylær biologi i brug. De lægger beslag på meget mindre jord, de har fået tilskud til at rejse noget ekstra skov, og de tjener oveni ekstra penge på de solceller og de vindmøller, de har opstillet på deres gamle produktionsjord.

Alle kommuner holdt i midten af 2020´erne borgermøder og i samarbejde med professionelle developere fik alle kommuner i løbet af få år opstillet solcelleanlæg og vindmøller, som de i dag er stolte af og glæder sig over synet af. For hver eneste KWh, som disse vedvarende energianlæg har høstet fra vinden og fra solens stråler, er en del af overskuddet løbet tilbage til det lokale samfund, som er brugt til nye daginstitutioner, skoler og sportshaller.

Flere er flyttet ind i landsbyerne ude på landet, der ellers efter mange års industrialisering af landbruget og centralisering i Danmark var ved at dø ud. Folk glæder sig over at få billigere og lokalt produceret el og varme til deres huse, og der er skabt nye job i disse områder, for adgangen til billig energi viste sig i løbet af 2030´erne at være afgørende for, hvor virksomhederne lokaliserede sig. Der er også kommet mange nye job i de økologiske og regenerative jordbrug, der er ikke længere sprøjter med pesticider. De gøder indimellem jorden med e-ammoniak fremstillet på danske power to X-fabrikker.

Alle danske fabrikker er elektrificeret, og det har sparet mange penge på energiregningen. Også aktionærerne glæder sig over, at indtjeningen er hævet, fordi der er langt færre maskinstop og reparationsudgifter i de nye elektriske anlæg. På byggepladserne er larmen fra de tunge dieselmaskiner væk, og de har sparet op imod 50 pct. af deres energiregning ved at bruge elektriske kraner, gravemaskiner og lastbiler. Mange huse er ombygget og energirenoveret.

I byerne er store grønne parker skudt frem mange steder, hvor der tidligere var brede asfaltveje, og der plantet millioner af træer i de danske byer. Så det ikke kun er på landet, at man suger CO2 ud at atmosfæren. Byerne er blevet behageligere at opholde sig i, selv om klimaforandringerne har gjort somrene varmere. På alle hustage er der solceller, og der er ladestandere ved alle ejendomme, så folk kan få opladet deres elbiler om natten. De kan også glæde sig over billig grøn strøm fra Danmarks mange nye høje landvindmøller og de store offshore parker, der blev bygget i slutningen af 2020´erne og i begyndelsen af 2030´erne.

Elnettet lider ikke længere af pludselige nedbrud, for man bruger kunstig intelligens og smarte målere til at optimere nettet, og priserne er fleksible minut for minut, så forbrugerne afholder sig fra at lade bilen eller at sætte vaskemaskinen i gang i perioder med spidsbelastning og høje priser. Forsyningssikkerheden og effekttilstrækkeligheden er blandt de bedste i Europa, for Danmark har investeret i nye varmelagre og opstillet store battericontainere rundt omkring i landet. Batterierne kan hurtigt sende ekstra strøm ind i nettet, hvis vinden ikke blæser, og solen ikke skinner, og så lades de op igen, når strømprisen nærmer sig nul.

Danmark har efterhånden fået et pænt overskud af vedvarende energi, men de marginale omkostninger ved at producere mere energi er meget lave, så det er blot en ekstra sikkerhed. En del af den ekstra grønne strøm sælges til vores nabolande, der også hjælper os med at få ekstra energi, når vinden lægger sig i flere dage ad gangen. Der er skabt tusindvis af nye arbejdspladser på de danske Power-to-X fabrikker, som udnytter den billige vedvarende energi til at fremstille e-fuels til fly og skibe. De hjælper samtidig med at rense det lokale spildevand og deres overskudsvarme sendes ind i fjernvarmen, så energien ikke går til spilde.

Danskerne har sparet et tocifret milliardbeløb, fordi man ikke længere importerer olie fra udlandet. Og historikerne skriver bøger om den gang, hvor man uden at tænke over det spildte op imod to tredjedel af den fossile energi, inden den nogensinde gjorde nogen nytte for virksomheder og husholdninger.

Storkøbenhavn og mange andre danske byer er fulgt i fodsporet af Aarhus og Holbæk og henter stabil geotermisk varme ud af undergrunden, så de helt har kunnet frigøre sig fra afbrænding af fast træbiomasse eller gas i kraftværkerne. Landets fjernvarmeværker er gået over til elkedler og har installeret industrielle varmepumper, der drives af grøn strøm fra de solcelleanlæg og vindmøller, som er opstillet i lokalområdet. Danmark er holdt op med hvert år at sejle over 3 mio. ton træ ind fra de baltiske lande, Rusland og Nordamerika for at brænde det af i kraftværkernes store ovne.

I midten af 2020´erne gik det op for regeringen, at afbrænding af fast træbiomasse hvert år udledte mio. af tons drivhusgasser til atmosfæren. Det endte med, at man traf en beslutning om at fremskynde elektrificeringen af varmeforsyningen. Det var del af en stor elektrificeringspakke, hvor man i 10 år fjernede elafgiften og gav industrien ekstra incitamenter til at investere i elektriske maskiner, køretøjer og varmepumper. Samtidig blev alle de gamle fradrag og indirekte statsstøtte til fossile brændsler fjernet. Og man skruede op for CO2-afgiften, så den inklusiv de europæiske kvotepriser nåede den i 2030 helt op over 1500 kr/ton CO2.

I løbet af få år lykkedes det for de danske virksomheder at elektrificere hele deres produktion, og de opnåede store driftsøkonomiske besparelser. Det var et ekstra plus, at de var i stand til at levere varer med et lavt CO2 -aftryk, som der var stigende efterspørgsel efter i udlandet.

Nogle få år inden 2040 blev Danmark klimapositivt samfund uden udledning af drivhusgasser, og det lykkedes samtidig at bringe Danmark indenfor et sikkert handlerum i forhold til de planetære grænser. Regeringen dekreterede, at der blev indført en ny national klimafridag for hvert år at fejre den dag, hvor Danmark nåede nettonulmålet. Det var aldrig sket uden en national kraftanstrengelse og et stærkt politisk lederskab. I anden halvdel af 2020´erne og i 2030´erne var der rejst over 320.000 ha. ny skov, som suger flere mio. tons CO2 ud af atmosfæren. En del af dette skovareal var vokset frem af sig selv, fordi naturen havde fået lov til at brede sig i faste bræmme på 25 meter udenfor de tilplantede arealer.

Mange af skovene er i dag bæredygtige og veldrevne produktionsskove, og flere steder er der gjort plads til høje 10 GW vindmøller, og skovene leverer træ til både møbelindustrien og byggeriet, så deres CO2 indlejres i materialerne.

Landmændene er blevet dygtige til at lave karbon-farming, som også har fået ekstra støtte i EU´s nye landbrugspolitik. Det nye europæiske kvotehandelssystem for landbruget, der blev indført i 2033, havde gjort det økonomisk attraktivt at nedsætte udledningen af CO2 og metan- og lattergas i landbruget. Der er også sprunget helt nye bioindustrier op i Danmark, som er dygtige til at fange CO2, og som tjener store penge på at eksportere disse bioløsninger til resten af verden. Bioindustrien er blevet et nyt erhvervseventyr på linje med vindmølle- og medicinaleventyret, der i flere generationer havde gjort danskerne rigere.

Delegationer fra mange lande i verden valfarter i dag til Danmark for at se, hvordan det lykkedes for danskerne i løbet af blot 15 år at fjerne alle fossile brændsler i et land, hvor to tredjedel af bruttoenergiforbruget i Danmark og til de danske skibe og fly ellers havde været fossile brændsler dengang i 2024. De besøgende gæster hører også om den særlige danske evne til gennem et tæt samarbejde på tværs af politiske skel, forskellige erhverv og samfundsgrupper at rykke lynhurtigt og transformere et helt land. Flere af dem spørger nysgerrigt ind til, hvordan andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og de brede forlig i Folketinget har forandret landet i rekordtempo. I de senere år er også mange spirende energifællesskaber og termonet rundt omkring i landet blomstret op og har hentet næring i et tæt og tillidsvækkende samarbejde.

Transformationen var næppe gået så hurtigt, hvis ikke statsministeren havde gjort den grønne omstilling af Danmarks energiforbrug til en af sine hovedmissioner. Energipolitik blev til storpolitik i 2025, hvor Danmark også overtog EU´s formandskab og gjorde den grønne transformation af energisystemet til sin store hoveddagsorden. Målet var ikke kun at skabe en ny Green Deal 2.0 gennem en stærk europæisk industripolitik, men også at gøre EU hurtigere uafhængig af fossil energi fra autoritære magter, der truede fællesskabets sikkerhed.

Samme år nedsatte den danske regering et grønt energiråd, hvor toppolitikere, repræsentanter fra erhvervslivet, fagforeninger og grønne organisationer fik til opgave at lægge en klar plan for, hvordan man kunne udfase de fossile brændsler i alle dele af økonomien. De fik også til opgave at komme med forslag til en ny bølge af energieffektiviseringer.

En ny økonomi-energiminister satte sig i spidsen for, at de økonomiske regnemodeller blev bygget om, så energi, ressourcer, miljøbalancen og borgernes velvære blev de afgørende målestokke for, hvor velstående Danmark er. Finansministeriet begyndte i 2026 at bruge en grøn reformmodel 2.0 til at styre efter. I 2030 fastsatte man en høj samfundsøkonomisk skyggepris på 2000 kr. pr. ton CO2. Det viste sig nødvendigt for at nå det nye 100 pct. reduktionsmål i 2040 og nettonegative emissioner i 2045, der var vedtaget efter et bredt forlig i Folketinget. Gennem disse ambitiøse grønne reformer fik politikerne banet vej for en større investeringsbølge, der satte ekstra tryk på den grønne omstilling i Danmark. Den store polarisering af samfundet, som havde vakt bekymring i begyndelsen af 2020´erne, er i dag overvundet, og ingen taler mere om Udkants-Danmark. Nu føler borgerne mere sig som en del af forkants-Danmark. En enorm virketrang og handlekraft har bredt sig i hele landet, og foreningslivet er blomstret op som aldrig før. Mange historikere er endda begyndt at drage sammenligninger med andelsbevægelsen, der forandrede Danmark i slutningen af 1800-tallet.

Rapporten er udgivet i september 2024 og udarbejdet af Rådet for Grøn Omstilling.

Analyse og udarbejdelse: Bjarke Møller (ansv), Erik Tang, Anna Fenger Schefte, Jens Dahlstrøm Iversen, Jeppe Juul & Julie Bangsgaard

Research og talanalyse: Jeppe Guldbæk Hannibal

Grafisk design: Anne Sofie Bendtson

Figurlayout: Sidsel Lauritsen og Benjamin Buch-Andersen

Rådet for Grøn Omstilling er en uafhængig non-profit miljøorganisation, der har rådgivet om den grønne omstilling i mere end tre årtier. Som en grøn løsningstank vil vi levere konkrete, realiserbare og ambitiøse løsningsforslag, der kan accelerere omstillingen til et absolut bæredygtigt samfund.