In progress…..

Forord – Et naturpositivt energisystem for Danmark

Vi står overfor menneskehedens mest omfattende fælles projekt: Klimaomstillingen og at bringe samfundet indenfor sikre planetære grænser. Det er en omstilling, som kræver et opgør med over 200 års samfundsudvikling baseret på dyb afhængighed af fossile energikilder. Vi skal ændre hele den måde, vi producerer og forbruger energi på.

Det er som en månelanding. Og det kalder på en grundlæggende transformation af vores samfund.

Men det er heldigvis en opgave, vi kan løse. Vi har allerede teknologierne. Vi ved stort set godt hvilke veje, vi skal gå. Vi ved, hvad vi skal udfase, og hvad der er økonomisk effektivt at investere i.

Vinduet for handling er dog snart ved at lukke. Overskridelsen af 1,5 gradersmålet fra FN´s klimaaftale i Paris er nu truende tæt på, og vores resterende CO2-budget er opbrugt om få år. Vi befinder os nærmest i en slags undtagelsestilstand, hvor handlerummet skrumper hastigt. Klimaskaderne kan i de kommende år få meget større negative konsekvenser for natur, miljø, menneskers livsvilkår og økonomiske velstand, end selv krige og andre menneskeskabte trusler.

De globale temperaturer har slået nye historiske rekorder i 2024, flere steder på kloden har man været udsat for umenneskelige hedebølger på over 50 grader Celsius, og ved Antarktis har temperaturerne været over 10 grader over det førindustrielle niveau. Advarselslamperne blinker overalt.

For vi gør stadig for lidt.

Hvis ikke vi tager opgaven på os i dag, skubber vi regningen foran os og videre til næste generation. Globalt set har menneskeheden aldrig brændt flere fossile brændsler af, end den gjorde i 2023. Selv om alverdens klimaforskere i mange år har advaret om, at det haster med at udfase den fossile energi, handler menneskeheden stadig på en måde, som truer vores fælles eksistensgrundlag i fremtiden.

Nøglen til at løse klimakrisen er i første række en hurtig udfasning af olie, gas og kul, for størsteparten af de udledte drivhusgasser stammer fra fossile energikilder. De dominerer i alle sektorer, bortset fra i elforsyningen. Over halvdelen af Danmarks bruttoenergiforbrug og to tredjedele af EU´s ditto stammer stadig fra fossile brændsler, og vi kan ikke løse klimakrisen uden at frigøre os fra dem. Vi sender hvert år mio. af tons drivhusgasser ud i atmosfæren, fordi vi brænder mio. af tons træ af i vores kraftværker. Kun 13 pct. af vores bruttoenergiforbrug er ren vedvarende energi fra sol, vind, geotermi og varmepumper. I de kommende år er der brug for en grøn energirevolution, hvis vi skal udfase den fossile energi og bygge et 100 pct. rent og bæredygtigt energisystem. Men det er både realistisk og muligt. For på en måde er energirevolutionen allerede i gang.

Priserne på sol- og vindenergi er allerede konkurrencedygtige med fossile brændsler, og priserne på batterier rasler ned i takt med skaleringen på verdensmarkedet. Ifølge tænketanken RethinkX, som har regnet på Tysklands omstilling til et fuldt bæredygtigt energisystem, kan kombinationen af sol, vind og batterier måske endda blive 70 pct. billigere end konventionel energi i løbet af det næste årti. Det er vigtigt, at Danmark griber de nye muligheder som denne grønne energirevolution åbner.

Danmark har heldigvis et stærkt udgangspunkt: Andelen af vedvarende energi i Danmarks elforsyning hører til de højeste i verden, og det har ikke mindst været drevet frem af det danske vindmølleeventyr. Også indenfor varmepumper, energieffektivisering, fjernvarme, geotermi, sektorkobling, energiparker og intelligente it-løsninger til energisektoren har danske virksomheder mange af de grønne løsninger, der efterspørges på verdensmarkedet.

Disse virksomheder står meget stærkere, hvis Danmark fremstår som et globalt fyrtårn, som andre nationer ser som en rollemodel. I 2023 eksporterede danske virksomheder energi- og miljøteknologier for en værdi af 87 mia. kr., men i de kommende år kan denne eksport mangedobles. I takt med, at flere og flere lande efterspørger effektive og rene energiteknologier til at nedbringe deres udledning af drivhusgasser, åbnes nye eksportmuligheder. En afgørende forudsætning for at lykkes er dog, at Danmark selv går foran. Samtidig kan Danmark som en grøn frontløbernation sætte sig i spidsen for, at EU løfter sine klimamål gennem en ambitiøs og fremsynet energipolitik, hvor de fossile brændsler udfases hurtigt.

Netop derfor har Rådet for Grøn Omstilling – på baggrund af input fra faglige eksperter og en række grønne frontløbervirksomheder – udarbejdet et ambitiøs roadmap, der viser, hvordan Danmark kan blive fossilfrit allerede i 2040. Som led i projektet har vi haft EA-Energianalyse til at lave grundige beregninger og analyser af, hvordan man kan gennemføre en hurtigere grøn omstilling af energisystemet. Der er opstillet et transformationsscenarie, der anviser en vej til, hvordan Danmark kommer i nettonul i 2040, samtidig med at man sikrer en dekarbonisering af den internationale fly- og skibsfart fra Danmark. Transformationsscenariet lægger op til en ny bølge af energieffektiviseringer 2.0 og en hurtigere og større udbygning med sol- og vindenergi. Og de store ekstra mængder af vedvarende energi skal bruges til at fremskynde elektrificeringen af Danmark og til at producere grønt brint, som bl.a. skal bruges til at lave e-fuels til fly og skibsfarten.

Uanset hvilken energivej vi vælger at betræde, er tiden knap. Hvis vi skal forhindre klimatiske tipping points og sikre nye konkurrencefordele til vores grønne industrier, er der ikke tid til at begive sig ud ad flere omveje.

Fremtidens konkurrencekraft og velstand afhænger af, at det i de næste få år lykkes at lave en hurtig, effektiv og bæredygtig omstilling af hele vores energisystem. Danmark har mange af virksomhederne, der kan levere løsningerne. Opgaven er nu at samle alle kræfter om at frigøre os fra de fossile brændsler og opbygge et rent og vedvarende energisystem, som i fremtiden kan sikre os en robust forsyning af billig energi, der ikke skader klima, miljø og biodiversitet.

Der er brug for et stærkt lederskab og politisk handlekraft, hvis det skal lykkes for Danmark at blive en frontløbernation i den grønne energirevolution, der har potentiale til at transformere hele den måde, vi producerer og forbruger energi på. Det er i vores bedste egeninteresse at tage fat på opgaven, for det gamle forbrændingssamfund er blevet en stadig mere kostbar affære.

SVM-regeringen og resten af det politiske Danmark bør ikke lade denne chance gå fra sig. Regeringen bør indkalder til forhandlinger, så der kan indgås en bred politisk aftale om en samlet og ambitiøs grøn energiplan, der kan bane vej for et fossilfrit og askefrit energisystem i 2040. De kan med fordel invitere grønne frontløbervirksomheder og grønne organisationer med til forhandlingsbordet, så hele processen munder ud i et fremtidssikret og innovativt roadmap, som kan samle hele Danmark om den fælles opgave: At bygge et klimavenligt nulemissionssamfund, hvor Danmark i fremtiden kan operere sikkert og trygt indenfor de planetære grænser.

Det er vigtigt for klima og natur. Det handler om at sikre vores alles fremtid og eksistensvilkår. Det vil styrke vores fremtidige sikkerhed, hvis vi selv kan producere vores egen energi frem for at importere den fra autoritære magter, hvis værdier vi ikke bryder os om. Og vi kan samtidig sikre arbejdspladser og konkurrenceevnen i et hastigt voksende verdensmarked for grønne teknologier og miljøløsninger.

– Bjarke Møller, Direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Kapitel 1 – Sammenfatning

Denne rapport opstiller et samlet roadmap for, hvordan Danmark kan frigøre sig 100 pct. fra de fossile brændsler og opbygge et askefrit og bæredygtigt energisystem allerede i 2040, hvor udledningen af drivhusgasser bringes i nul, og så vi derefter kan blive et klimapositivt samfund. Gennem en accelereret grøn omstilling af hele Danmarks energiforbrug og -produktion er det samtidig muligt at løse to brændende udfordringer, som hidtil har været ignoreret i dansk klimapolitik: Udfasningen af den store afbrænding af fast træbiomasse og at få elimineret emissionerne fra den internationale luft- og skibsfart, der bunkrer i Danmark.

Rapporten kigger ikke bare på det klassiske energiforbrug, men bygger på en udvidet og omfattende analyse af al den energi vi forbruger, og som holder hånden under vores fælles økonomi. I den økonomiske tænkning har energipolitik ofte været behandlet som sektorpolitik og energien har spillet en begrænset rolle. Denne rapport søger at forklare, hvorfor energien spiller en langt større rolle for produktivitet og velstandsudviklingen i samfundet. Der findes et betydeligt vidensgab, som skal overvindes. Indtil nu har de traditionelle analyser af energisystemet heller ikke forholdt sig ret meget til, hvordan vi i fremtiden får absolut bæredygtig energi indenfor planetære grænser. Denne rapport er en invitation til at tage disse udfordringer alvorligt.

Rådet for Grøn Omstilling har derfor – og med løbende input fra faglige eksperter og fra otte grønne frontløbervirksomheder – opstillet et transformationsscenarie for Danmark, der har til formål at præsentere et realistisk og økonomisk ansvarligt bud på, hvordan Danmark kan udfase den fossile energi i alle dele af samfundet. Dette scenarie, T2040, bygger på grundige beregninger udført af EA-Energianalyse på Balmorel-modellen.

Scenariet er udarbejdet for at vise de politiske beslutningstagere, at der er betydelige klimamæssige og økonomiske gevinster forbundet ved at vælge en accelereret grøn omstilling i stedet for en forsigtigere tilgang eller at hænge fast i business as usual. Det er en ekstremt vanskelig og krævende opgave for samfundet at udskifte et over 200-årigt fossilt energisystem og fossil infrastruktur, så al vores energi i 2040 kommer fra rene og vedvarende energikilder og at hele samfundet kan drives af grøn strøm i stedet for med forurenende fossile brændsler og fast træbiomasse. Denne opgave bør ikke undervurderes

T2040-scenariet er et konkret indspil til, hvordan udfordringen kan gribes an. Vores håb er, at regeringen og resten af Christiansborg lader sig inspirere og handler på det, så Danmark på markant og tydelig vis viser de øvrige EU-lande, hvordan man som land kan opbygge et moderne, fremtidssikret og robust energisystem, der kan være med til at løse klimakrisen på en økonomisk ansvarlig måde. Der skal også være tilstrækkelig med grøn strøm, så danske PtX-fabrikker kan fremstille den næste generation af e-fuels til luft- og skibsfarten.

Danmark har et stærkt udgangspunkt for at gå foran i den store grønne transformation af energisystemet, og det bør også gøres til en hovedsag, når Danmark overtager EU-formandskabet i efteråret 2025.

Hvad kræver omstillingen?

Der findes mange forskellige veje til at realisere ambitionerne, men scenariet er opstillet for at give de politiske beslutningstagere et bedre og mere præcist værktøj at navigere ud fra. Der er klare milepæle undervejs.

T2040-scenariet forudsætter adfærdsændringer og vil bane vej for en ny bølge af energieffektiviseringer, som kan spare mere energi. Det indlejrede energiforbrug i alle produkter skal også nedbringes gennem en kraftig satsning på cirkulær økonomi, der kan nedbringe affaldsmængderne og sikre en langt større recirkulering af materialer i samfundet. Scenariet lægger op til en hurtigere og større skalering af sol- og vindenergi kombineret med langt mere energilagring og batterier, og der skal mange flere varmepumper og mere geotermi til for at skabe et absolut bæredygtigt energisystem med høj forsyningssikkerhed.

Der skal ske en hurtigere elektrificering af vejtransporten, industrien og varmeforsyningen, for det er en central forudsætning for at spare fossil energi og sikre en omkostningseffektiv omstilling. Gennem politiske reguleringer og økonomiske incitamenter, samt større investeringer i elnettets motorveje, kan elektrificeringen accelereres i alle dele af samfundet. Det vil øge efterspørgslen efter grøn strøm. I de seneste år har der været et stort fokus på udbudssiden, og der er givet mange politiske løfter i både Danmark og EU om flere gigawatt sol- og vindenergi. Det er fint. Men der har været alt for lidt fokus på efterspørgselssiden, og elektrificeringen på tværs af alle sektor er her en meget afgørende brik. For den kan også bane vej for en ny og større bølge af investeringer i vedvarende energi.

Det er også afgørende at skaffe nok grøn strøm til fremtidens behov. Der er brug for mange flere solceller og vindmøller, så man på de mange nye elektrolyseanlæg kan fremstille grøn brint og lave den næste generation af e-fuels til skibs- og luftfarten. Alle dele af samfundet skal dekarboniseres, og hvor det er muligt, skal det ske gennem en direkte elektrificering, da det er den billigste og mest energieffektive løsning. Men i luft- og skibsfarten på de lange distancer og i dele af den tunge industri kan det blive nødvendigt at lave indirekte elektrificering via grøn brint.

Det er vigtigt at få opskaleret de grønne teknologier på markedet i samspil med nye proaktive grønne reguleringer. En mere proaktiv grøn industripolitik i EU, flere grønne offentlige indkøb og større målrettede investeringer i de nye teknologier skal understøtte en accelereret omstilling. Forskningsstudier viser, at det er billigere og mere omkostningseffektivt at fremskynde den grønne omstilling frem for at udskyde den og vælge business as usual. Vi befinder os heldigvis midt i en stor grøn energirevolution, hvor priserne på sol, vind, batterier og andre kritiske teknologier falder hurtigt. Danmark har en enestående historisk mulighed for at høste disse gevinster.

Beregningerne bag det danske transformationsscenarie, T2040, viser, at det er billigere at lave en hurtig elektrificering af vejtransporten, industrien og varmeforsyningen, men der er samtidig betydelige omkostninger knyttet til opbygningen af nye PtX-fabrikker, som kan fremstille e-fuels til luft- og skibsfarten. I stedet for at ekskludere den internationale transport fra de nationale og de europæiske klimaregnskaber, bør vi som samfund tage ansvar for at sikre en 100 pct. dekarbonisering af disse erhverv.

Alle sektorer skal bidrage for at sikre, at vi når i mål i forhold til de forbundne klima- og naturkriser, så vi kan leve indenfor de planetære grænser. Landbruget skal også gennem en større transformation, så vi kan nå dette mål. Denne rapport viser, at det intensive og industrialiserede landbrug i dag også har et meget stort forbrug af fossil energi, som knytter sig til den intensive drift med kunstgødning, pesticider og for stor animalsk produktion, og det lægger beslag på et stort areal udenfor Europa via import af sojabønner og energi fra hele verden.

Den samlede ligning kan kun gå op, hvis også landbruget skærer kraftigt ned på den animalske produktion. I fremtidens landbrug fremstilles langt flere plantebaserede fødevarer, mere kulstof bindes i jorden og man udvikler nye bioøkonomiske forretninger, der kan skabe højere værdi på et langt mindre areal. Det kan frigøre store landbrugsarealer, der indtil nu er blevet brugt til at fremstille foder til dyr, og disse arealer kan fremover give plads til langt større skovrejsning, lysåben natur og til mere vedvarende energi.

Grøn transformation i Danmark

Transformationsscenariet for Danmark (T2040) viser, at Danmark frem mod 2040 kan fjerne ekstra 207 mio. tons CO2e i forhold til de udledninger, der følger af regeringens Klimafremskrivning. En hurtigere opskalering med energieffektiviseringer og vedvarende energi kan sammen med en mere ambitiøs elektrificering, cirkulær økonomi og langt større skovrejsning sikre disse ekstra klimaeffekter. T2040-scenariet viser, at Danmark kan nå ned i nettonul emissioner i 2040 og derefter suge CO2 ud af atmosfæren uden at blive afhængig af ret meget CO2-fangst. Og i stedet for at satse på dyr lagring, skal den indfangede karbon bruges aktivt og nyttiggøres ved fremstillingen af kulstofholdige brændsler til den internationale transport, der ikke kan elektrificeres direkte.

Analysen viser, at:

En accelereret grøn omstilling, af den måde vi forbruger og producerer energi på, vil rent samfundsøkonomisk være en overskudsforretning, da vi dermed kan undgå langt større klimaregninger i fremtiden, fremme biodiversiteten og nedbringe miljøforureningen, som er forbundet med betydelige omkostninger for samfundet.

I dag lever Danmark og resten af EU langt hinsides de planetære grænser, og det hænger tæt sammen med den måde, vi forbruger fossil energi på og har indrettet vores samfund. Denne rapport viser, at det europæiske el- og varmesystem med sin afhængighed af fossile brændsler og sit store overforbrug af fast træbiomasse, sprænger flere af de planetære grænser. Det er tid til at vælge en helt anden vej. Det bør være en ambitiøs, realistisk og omkostningseffektiv reduktionssti, der kan sikre, at vores energisystem bedre kan holde sig sikkert indenfor de planetære grænser – det gælder ikke mindst i forhold til klima, biodiversitet, luftforurening og arealanvendelse. Ved at vælge denne grønne transformationsvej kan vi samtidig opnå større sikkerhed, fordi vi ikke længere vil være afhængige af en stor årlig import af fossile brændsler fra autoritære regimer, hvis værdier vi ikke deler.

Kapitel 2 – 15 strategiske skridt til et fossilfrit energisystem i 2040

Der er brug for ambitiøs politisk handling og stort politisk mod, hvis vi frem mod 2040 skal lykkes med at udvikle et fossilfrit energisystem, der er baseret på vedvarende energi, og som holder sig inden for de planetære grænser. Danmark er indtil nu kun kommet en sjettedel af vejen til at nå dette mål. Derfor er der brug for et politisk paradigmeskifte og langt større handlekraft.

Vi skal væk fra at betragte klimapolitikken som et enkeltstående ressortområde og i stedet gøre klima- og energiomstillingen til et afgørende parameter i Danmarks økonomiske politik. Energipolitik bør fremover behandles som storpolitik og ikke som sektorpolitik.

På grund af klimakrisen kan vi ikke længere udskyde de nødvendige klimapolitiske beslutninger. Og af hensyn til økonomien er det i vores bedste egeninteresse at sikre en hurtig udfasning af de fossile brændsler og biomasseafbrænding, som har skabt et miljøskadeligt og ineffektivt energisystem.

Omstillingshastigheden skal skrues kraftigt op. Inden for de næste 100 dage bør der gennemføres en ambitiøs og gennemgribende energi- og klimapolitisk handleplan, der kan sikre, at Danmark senest i 2040 har et 100 pct. fossilfrit energiforbrug og kan styrke sin konkurrencekraft i det globale energikapløb til absolut bæredygtighed inden for de planetære grænser. Samtidig bør Danmark tage ansvar for sin andel af udledningerne fra den internationale transport og udfase afbrændingen af fast træbiomasse.

Der er brug for politisk handling på to niveauer, hvis ambitionen skal realiseres:

Håb er som bekendt ingen holdbar strategi. Rådet for Grøn Omstilling har derfor – med input fra faglige eksperter og otte grønne frontløbervirksomheder – opstillet en realistisk og afbalanceret transformationsplan, som er et konkret bud på, hvordan vi kan fremtidssikre vores energiforsyning og gøre den absolut bæredygtig. I stedet for at knytte meget store forhåbninger til usikre skov- og lavbundstal, eller at lade en for stor del af klimapolitikken afhænge af alt for optimistiske fremtidsskøn for CO2-fangst og pyrolyse, kan man i stedet vælge transformationsvejen. Den prioriterer sikre, effektive og hurtige teknologiske og økonomiske tiltag, der med høj sandsynlighed har en stor og positiv klima- og natureffekt.

Planen lægger op til langt større ressource- og energibesparelser gennem nye tiltag til fremme af cirkulær økonomi og mere ambitiøse mål for energieffektiviseringer. Transformationsplanen kan gøre Danmark helt fossilfrit og klimaneutralt i 2040, og den vil spare ekstra 207 mio. tons CO2e på vejen derhen. Planen bygger på grundige beregninger på effekterne i det samlede energisystem, der er foretaget af EA-Energianalyse.

Der skal tages mange delskridt på vejen, og det er vigtigt, at disse aftales i brede forlig, så alle aktører i energisektoren ved, hvad der planlægges efter, når der skal foretages nye store langtidsinvesteringer. Men de politiske beslutningstagere bør mindst tage 15 afgørende skridt for at realisere målet om et CO2-neutralt og fossilfrit dansk energisystem baseret på 100 pct. ren og vedvarende energi.

Kapitel 3 – Farvel til det fossile forbrændingssamfund

Den vigtigste valuta i enhver moderne økonomi er ikke de marginale gevinster ved et øget udbud af arbejdskraft. Det er adgangen til billig, tilstrækkelig energi. For det er grundforudsætningen for størsteparten af de produktivitetsstigninger, der er kilden til øget velstand og værditilvækst. Uden energi er der ingen bevægelse. Intet menneske kan arbejde eller være produktiv uden at spise tilstrækkelige mængder energi i sin daglige kost. På samme måde kan ingen maskine fungere uden energi. Eller som økonomiprofessoren Steve Keen har formuleret det: ”Arbejdskraft uden energi er et lig, og en maskine uden energi er en skulptur.”

Det globale energisystem er helt fundamentalt for det liv, vi lever. Den moderne fødevareproduktion, som i dag sikrer borgerne adgang til enorme mængder af historisk set billige fødevarer, drives af maskiner, kemi og kunstgødning, og dermed af fossile brændsler. Lige så afhænger transporten, byggepladserne, kontorerne, internettet, telefonnettet, vand- og varmeforsyningen af energi. I alle varer, vi køber og forbruger, er der indlejret energi. I dag er det meste af den fossil energi. Men den skader klimaet, for den står bag 90 pct. af de globale CO2-udledninger, den forurener luften og den sprænger flere af de planetære grænser. (Se kapitel 4)

De behøver ikke at være sådan. Verdens regeringer har besluttet at dekarbonisere samfundet, nedfase de fossile brændsler og nedbringe udledningerne af drivhusgasser. Det er afgørende, at det lykkes. Ikke kun for klimaets og naturens skyld. Det er det også for økonomiens skyld. For i det fossile energisystem spildes totredjedel af al energi, inden den er nyttiggjort af virksomheder og husholdninger. Hele den måde, vi forbruger og producerer energi på, skal ændres i løbet af få år.

Heldigvis er ny grøn energirevolution undervejs på verdensmarkedet, der måske kan sende olie, gas og kul på historiens losseplads hurtigere, end du forestiller dig. Men det er en ekstremt krævende og kompleks opgave at omstille hele det nuværende fossile energisystem, der er opbygget over 200 år. Systemet er sammensat af milliarder af enheder og maskiner, der fra udvinding, til transport over verdenshavene og i rørledninger, til raffinering, videreforædling og afbrænding i kraftværker og forbrændingsmotorer. Alle disse dele af værdikæden er hårde fysiske enheder, der skal udskiftes. Den samlede længde af verdens olie- og gasledninger er omkring to millioner kilometer, hvilket svarer til at rejse til Månen og tilbage til Jorden to en halv gange.

Siden industrisamfundets fremvækst i 1800-tallet har adgangen til fossile brændsler været drivende for den økonomiske udvikling. Ved indgangen til 1800-talet stod biomasse for 98 pct. af den energi, som menneskeheden brugte, og i Danmark havde vi i de foregående århundreder brændt så meget træ af, at kun 2-3 pct. af landets areal var dækket af skov. Men så kom fossilerne, og de bredte sig gradvist fra sektor til sektor.

Vi gik fra heste til biler og lastbiler og siden fly og kæmpe containerskibe. Vi fik energi nok til at bygge større og større højhuse og siden skyskrabere, broer over Storebælt, Øresund og andre af verdens stræder. Og mennesket nåede helt til månen. Hvad der engang syntes umuligt blev efterhånden muligt.

Det store ekstra energiinput fra først kul og siden olie og gas har givet mennesket superkræfter til at opbygge et moderne samfund med historisk høj velstand. Energisystemet gør det muligt hvert år at forarbejde omkring syv milliarder tons industrielle materialer som stål, cement, plastik, kunstgødning og meget mere.i Der er sket en historisk stor acceleration, og de eksponentielle vækstkurver kan tegnes fra område til område.

De fossile brændsler har været en hovedmotor bag produktivitetsvæksten på en så gennemgribende måde, at selv mange førende økonomer har haft svært ved at begribe deres betydning.

I Europa er det samlede energiforbrug – målt i kilokalorier (kcal) pr. indbygger – steget med cirka 7 gange siden år 1800. Nu bruger hver indbygger i hele Europa i gennemsnit så meget fossil energi, at det – omregnet til energiindholdet i olie – svarer til mere end 26 tønder olie om år. En olietønde rummer 157 liter olie. En meget stor del forbrændes i transportsystemet, og meget energi er indlejret i de industrielt fremstillede produkter, vi forbruger. Landbruget og fødevaresektoren sluger også enorme mængder af fossil energi. I en gennemsnitlig EU-borgers fødevarer er der f.eks. så meget indlejret fossil energi, at det svarer til, at hver borger drikker 655 liter dieselolie om året.

To tredjedel af brutto energiforbruget i EU kommer stadig fra olie, gas og kul. Under energikrisen i 2022 nåede EU-landenes import af fossile brændsler helt op over 690 mia. euro, og i 2023 lå den fossile import på 456 mia. euro. Bag disse tal afsløres en dyb afhængighed af autoritære regimer, hvis værdier vi ikke deler i Europa. Vores økonomi er meget udsat ift. geopolitiske konflikter og krige, der involverer olie- og gasproducerende lande, og som enten kan føre til forsyningskriser eller store prissvingninger. Hvis vi omvendt selv kunne producere vores egen energi i form af vedvarende energi, ville sårbarheden reduceres markant. I givet fald skulle vi kun importere råstoffer inden opstillingen af solceller, vindturbiner og varmepumper, men vi ville ikke hver dag, måned og år være afhængige af konstant leverancer af olie, gas og kul fra tredje lande.

I elforsyningen er der dog heldigvis ved at indtræffe et vendepunkt. I første halvdel af 2024 var det første gang nogensinde i EU, at rene vedvarende energikilder leverede mere grøn strøm til elnettet end de fossile brændsler, og det er lysende eksempel på den nye energirevolution, der er ved at bryde frem. Men der er stadig et stykke vej.

Danmark er mere fossil end grøn

I Danmark har vi ofte en opfattelse af os selv som en grøn frontløbernation. Men i virkeligheden er vi stadig alt overvejende et fossilt forbrændingssamfund. Danmarks nationale bruttoenergiforbrug udgjorde 692 petajoule (PJ) i 2023, og cirka 53 pct. er fossilt, viser Energistyrelsens tal. En petajoule dækker cirka 165.000 danskeres elforbrug i deres hjem, men det er kun en mindre del af vores energiforbrug, der er elektrisk. I Danmark snakker vi meget om, at hele vores elforbrug i 2030 måske vil bestå af grøn strøm fra vindmøller og solceller, og det er positivt, hvis vi kan blive et af de første lande i verden, der lykkes med det. Vi er godt på vej til nå målet om 100 pct.

I 2023 var det samlede elforbrug i Danmark 36 TWh, og det svarer til knap en femtedel af Danmarks bruttoenergiforbrug, der omregnet fra petajoule var 192 TWh.iii Men det er ikke nok at gøre denne del af energiforbruget grøn i 2030. Vi skal også gøre de sidste firefemtedele grøn.

Kigger man i Energistyrelsens 2022-statistik, kan man se, at den vedvarende energi står bag 39 pct. af vores samlede bruttoenergiforbrug inkl. bunkring til international sø- og luftfart. Men blot 13 pct. af bruttoenergiforbruget stammer fra helt rene kilder som sol- og vindenergi, varmepumper og geotermi, fordi to tredjedel af vores såkaldt vedvarende energi kommer fra afbrænding af træbiomasse og biogas. Det er endnu en alvorlig skyggeside i forbrændingssamfundet.

Danmark har nemlig en straksudledning på over 20 mio. ton CO2e om året på grund af afbrænding af biomasse – og heraf stammer ca. tre fjerdedele fra afbrænding af træ. På kort sigt er det udledninger af drivhusgasser, der er med til at forværre klimakrisen, fordi der endnu ikke er vokset ny skov op til at suge de mange megatons CO2 ud af atmosfæren.

I denne kapital fem har vi lavet nogle beregninger over, hvad transformationen væk fra fossile brændsler og afbrænding af fast træbiomasse vil kræve. Og disse beregninger har vi valgt at lave et noget mere konservativt skøn. Hvis klimapåvirkningen fra træ-energi betragtes over en længere årrække, så kan den tidsvægtede klimapåvirkning fra dansk træ-energiforbrug beregnes til op mod 4 mio. ton CO2 de senere åriv. Det skyldes, at der over tid vokser ny skov op, eller affaldstræ alternativt ville rådne.v Den selv med denne korrektion har træ-energi dog stadig en klimapåvirkning svarende til ca. en tredjedel af kul og godt halvdelen af naturgas, hvorfor det er bedst for klimaet at erstatte den med rene vedvarende energikilder som sol og vind kombineret med varmepumper, varmelagre og batterier.

Tæl det hele med

Det er vigtigt at forstå, hvad der tælles med, når vi taler om Danmarks energiforbrug, for ofte overses eller udelades vigtige dele af det komplekse system. Danmark males tit grønnere, end det rent faktisk er.

Hvis al international transport – inkl. den internationale transport drevet af danske virksomheder gennem længere tid (mere end ét år) – medregnes, har den danske økonomi som helhed et endnu større bruttoenergiforbrug på hele 1170 petajoule. Set under denne betragtningsmåde er hele 68 pct. af Danmarks samlede energiforbrug fossilt – og det tal har været ret stabilt i de sidste tyve år. Under denne betragtningsmåde er kun 13 pct. af energiforbruget elektrificeret. Selv om vi har fået mere vedvarende energi, er det fossile forbrug øget med godt 63 pct. siden 1968. Det skal understreges, at resten af denne analyse ikke medtager energi til international sø- og luftfart, som tankes udenfor Danmark, fordi en stor del af denne transport vedrører varer, som aldrig kommer til Danmark.

Samlet brænder dansk økonomi over 120 mio. tønder olie af om året, hvis man medregner den bunkrede energi – dvs. brændstof, der i Danmark fyldes på fly, skibe og køretøjer, der skal til udlandet (den såkaldte bunkring).vi Transportsektoren sluger broderparten af olieprodukterne. Selv om salget af nye elbiler til danskerne nu har overhalet salget af nye fossilbiler, er der i dag omkring 2,5 mio. fossile biler og lastbiler på de danske veje, og vi har masser af andre maskiner drevet af fossil energi. Hvis ikke der lægges en klar plan for deres udfasning og en fuld elektrificering af vejtransporten, non-road maskiner og andre forbrændingsmotorer, vil Danmark fortsat være dybt afhængig af fossile brændsler i de næste årtier. Og her har vi stadig lang vej igen.

I EU har man opstillet så skrappe emissionskrav, at salget af nye fossile personbiler reelt får en slutdato i 2035. Men da bilerne ofte kører 14-15 år på vejene, kan der stadig være mange fossile biler på vejene i 2040’erne, hvis udfasningen ikke fremskyndes betydeligt. Fortsat salg af fossile biler øger vores klimaudfordring betragteligt.

Et vigtigt svar på udfordringen er at sætte turbo på elektrificeringen af transporten og resten af samfundet. Men her kniber det også. Det meste af Danmarks bruttoenergiforbrug er stadig fossilt, og knap 300.000 danske husstande har gasfyr, selv om der findes gode og veludviklede alternativer i fjernvarmen eller varmepumper.

I industrien er det kun 38 pct. af produktionen, der er elektrificeret, selv om forskningsanalyser har vist, at 78 pct. af industrien kan elektrificeres med de kendte teknologier, og måske op til 99 pct. kan elektrificeres med de teknologier, der er under udvikling. Ifølge en analyse for Energistyrelsen vurderes det, at hele 92 pct. af de danske industrivirksomheders samlede energiforbrug kan elektrificeres direkte.

Der er også en strukturel barriere i selve elnettet. Mange danske transformerstationer mangler stadig ledig kapacitet. På grund af flere års underinvesteringer i elnettet, er mange projekter med sol- og vindenergi er blevet forsinket og sat på hold, fordi nettet ikke kan bære den ekstra energiproduktion. Energinet vil dog investere 41 mia. kr. i at forstærke nettet i perioden fra 2023-2026, og frem mod 2030 er planen at etablere op imod 2700 km elledninger. I fremtiden skal nettet også blive bedre til at håndtere tidsmæssige ubalancer mellem forbrug og produktion af el, fordi sol- og vindproduktionen svinger mere og ikke altid falder sammen med forbruget af el. Det er en krævende og kompleks opgave at transformere hele det danske energisystem væk fra de fossile brændsler, og man bør ikke undervurdere udfordringerne. Det er afgørende, hvordan denne opgave tackles. Meget er på spil.

Et energiboost på den helt store klinge

120 mio. tønder olie er et ekstra energiboost til dansk økonomi, der er med til at øge produktiviteten i samfundet. Omregnes energien i denne olie til et menneskes arbejde, svarer det til cirka til, at 540 mio. mennesker arbejder dag og nat, 24 timer i døgnet i et helt år. Sagt på en anden måde, presses der mere arbejdskraft ud af olien, end det samlede antal indbyggere i alle EU-27 lande og Storbritannien til sammen.

Dette kan måske være svært at fatte, men uden tilstrækkelige mængder af brugbar og billig energi, ville det danske velfærdssamfund næppe overleve. Hvilken energi det er, er ikke nødvendigvis afgørende. Det behøver ikke at være fossil energi, som det har været i det sidste århundrede. Det kunne også blive vedvarende energi, der får hjulene til at snurre i samfundet. Det forudsætter dog, at der laves en robust og realistisk roadmap for, hvordan vi kan fjerne de sidste fossiler i den danske energiforsyning og udskifte det med alternative energikilder, der er rene og vedvarende.

Det er vigtigt, at transformationen sker på en klog måde, så virksomheder og husholdninger stadig har adgang til tilstrækkelige mængder energi – også når den går fra sort til grøn.

Her er det ikke nok at gøre strømmen grøn i elnettet. Det er også vigtigt at træffe et klart politisk valg om – gennem reguleringer og økonomiske incitamenter – at få udfaset alle fossile brændsler i transporten, i industrien, i landbruget og i varmeforsyningen. Det er krævende opgave, for det tager tid at opstille nok solceller, vindmøller, varmepumper, jordvarmeanlæg, optimere alle energisystemer og udskifte alle fossilbiler med elbiler. Den dag det lykkes, vil det føre til fundamentale ændringer i vores økonomi, og i vores måde at producere og forbruge på.

Man kan ikke bare overlade opgaven til markedet. Politikere kan gennem kloge reguleringer sikre en hurtigere elektrificering af transporten og andre sektorer, og derigennem kan de også være med til at skabe en større og stabil efterspørgsel efter grøn strøm, hvilket kan styrke business casen for dem, der investerer i solcelleparker og vindturbiner.

Indtil nu har der rent politisk været meget stort fokus på at sikre en firedobling med sol- og vindenergi på land frem mod 2030, men man har derimod ikke gjort så meget for at adressere de strukturelle udfordringer på efterspørgselssiden. Hvis man skal accelerere den grønne omstilling af energisystemet, er det afgørende at sikre en bedre sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel.

Hvis energiniveauet falder, vil det efter alt at dømme kunne få dramatiske konsekvenser for hele økonomien, og den måde vi lever på. Vi burde vide det. Efter energikriserne i 1970’erne fulgte en stor produktivitetskrise. Dengang talte man om ”the great productivity slowdown”, og mange regeringer tabte undervejs magten som følge af deres afmægtighed midt i den stagflation, der skyllede ind over Europas økonomier med både økonomisk stagnation og høj inflation på en og samme tid. Det var hverken første eller sidste gang.

Da Ruslands præsident Putin i februar 2022 invaderede Ukraine og udløste en ny energikrise sendte det straks voldsomme rystelser igennem de europæiske samfund, der på det tidspunkt var stærkt afhængige af billig russisk olie og gas. Mens EU-landene lukkede for de russiske gashaner og indførte embargoer, kæmpede regeringerne for at få flydende LNG-gas sejlet ind fra USA, Qatar og andre lande. Der blev sparet på energien i husstande, virksomheder og offentlige institutioner. Mange EU-lande skruede voldsomt op for udbygningen med sol- og vindenergi, men det tager tid at få skruet op for forsyningen af den grønne strøm. Og i reglen tager det alt for lang tid, fordi der er lange ventetider på at få tilladelserne igennem og godkendt de nye energiprojekter. Langsomheden har en høj pris. Også på forsyningssikkerheden.

Fossilt forbrug stiger fortsat

Den globale udledning af drivhusgasser har aldrig været højere, og de fossile brændsler står bag knap 37 af de 40,9 gigatons CO2, som verden udleder inklusiv udledninger fra skovrydning mv. Selv om verdens klimaforskere advarer om, at det haster med at udfase fossilerne, satte verdens forbrug af olie, gas og kul en ny historisk rekord i 2023 med 504.830 petajoule, og 81,5 pct. af verdens primære energiforbrug er i dag fossilt. Siden årtusindskiftet er tre fjerdedele af det ekstra energiforbrug blevet forsynet af fossiler.

Mængden af sol- og vindenergi er godt nok steget med over 100 gange siden år 2000, fordi den vedvarende energi er blevet konkurrencedygtig på pris, men sol- og vindenergi leverer stadig cirka 6 pct. af verdens primære energiforbrug.xii Vandkraft leverer 6,4 pct. Og atomkraft står bag kun 3,7 pct. og dens andel er tilmed skrumpet i de sidste årtier, fordi den fra årti til årti er blevet dyrere, og på livslange omkostninger heller ikke kan konkurrere med sol- og vindenergi.

Selv om der findes reelle og gennemprøvede alternativer til de fossile brændsler, har vi endnu ikke ramt det sociale og økonomiske tipping point, hvor den fossile æra bryder sammen, og de rene og alternative energikilder definitivt skubber de fossile brændsler ud. Men det kan ske hurtigere, end vi forestiller os. Det internationale energiagentur, IEA, regner nu med, at efterspørgslen efter fossile brændsler vil peake i dette årti. ”Omstillingen til ren energi sker over hele verden og er umulig at stoppe. Det er ikke et spørgsmål om ‘hvis’, men om hvor hurtigt – og jo hurtigere desto bedre for os alle sammen,” siger IEA-chefen, Fatih Birol.

Det er muligt via målrettede investeringer, en aktiv industripolitik og modige politiske beslutninger at gøre os helt fri af de fossile brændsler og bygge et 100 pct. rent og bæredygtigt energisystem. Men det er som at vende en supertanker. Den fossile industri udøver stor magt og indflydelse på de politiske beslutningstagere, og den laver mis- og disinformationskampagner for at forsinke omstillingen.

Nogle lande holder stadig fast den gamle infrastruktur og fossile teknologier, som man allerede har investeret i. Det skyldes i høj grad, at de nye energiinvesteringer ofte skal konkurrere med etablerede energiteknologier, hvor kapitalomkostningerne allerede er afholdt: Investerings- og driftsomkostninger til en ny el-drevet varmepumpe skal fx kunne konkurrere med brændselsomkostningerne til et eksisterende gasfyr. Der er også nedgroede vaner og forestillinger, som borgere, virksomheder og regeringer har svært ved at opgive. Men på et tidspunkt indtræffer det sociale tippepunkt, og vi ved fra historien, at så kan det gå meget hurtigt med omstillingen. Der er nemlig stadig mere evidens for, at det bliver billigere at gå over til et 100 pct. elektrificeret energisystem, der drives af ren grøn strøm, end at klamre sig til et system, der brænder olie, gas, kul og fast træbiomasse, forurener luften og skader klimaet. Især hvis man medregner de store negative miljøeffekter, som de fossile brændsler har, og som de ikke betaler for i dag.

Det fossile energisystem er endt som et dysfunktionelt system, der truer klimaet og de kommende generationers livsbetingelser. Det har også så meget spild i alle dele af værdikæden, at det ikke længere er konkurrencedygtigt og er blevet økonomisk irrationelt i en skala, så enhver finansministers bestræbelser på at øge arbejdsudbuddet minder om et teselskab på toppen af Titanic.

Fossilt spild

Selv om det fossile energisystem historisk set har spillet en meget vigtig rolle bag velstandsudviklingen, er det i virkeligheden meget ineffektivt. Energispildet er enormt. To tredjedel af al verdens primære energi går tabt, inden den forvandles til aktivt arbejde og omsættes til energiserviceydelser, der tilfører værdi til samfundet. Se figur 1.

Den fossile energi står bag 75 pct. af dette energispild, fordi der tabes energi under udvindingen, under transporten, i raffinaderierne, i maskinernes forbrænding og i konverteringen af fossile molekyler til elektroner og varme. Se figur 2.

Globalt set spildes der årligt energi for op imod 4.600 mia. dollar eller omkring 5 pct. af bruttonationalproduktet, fordi det er virkeligheden i det fossile energisystem. Det viser beregninger foretaget af den amerikanske tænketænk, RMI.  Det er et svimlende beløb, men så meget spildes af den fossile energi, inden den bidrager til reel værdiskabelse i samfundet – før personbiler og lastbiler kører, kranerne løfter tunge elementer på byggepladserne, skibe sejler, folks radiatorer varmes op eller før vores beskidte tøj vaskes i vaskemaskinen.  

Men heldigvis findes der en teknologisk og gennemprøvet alternativ løsning, der kan udføre de fleste af de disse arbejdsopgaver langt mere energiøkonomisk og uden den sundhedsskadelige støj og luftforurening – og det er elektricitet. 

I stedet for at være optaget af, hvor meget primær energi samfundet har til rådighed, og hvordan vi kan sikre nye forsyninger af olie og gas fra autoritære regimer i udlandet, bør vi snarere fokusere på at elektrificere mest mulig og bruge energien så smart som muligt, så slutforbruget kan drives direkte af grøn strøm uden det store spild og de høje konverteringstab, der knytter sig både til fossile brændsler og til afbrænding af fast træbiomasse.  

Nick Eyre, der er professor emeritus på Oxford University, har beregnet, at vi i et fuldt elektrificeret system kan få den samme mængde energiserviceydelser og spare 40 pct. af det energiinput, der ellers føres ind i det fossile system. Hans beregninger og de nye tal fra RMI er et wake-up call til verdens beslutningstagere.  

Regeringernes finansministre og virksomhedernes CFO´s, der ofte bruger meget tid på at finde omkostningseffektive løsninger, kigger her ind i et grønt ocean, hvor der er mulighed for at høste meget store økonomiske gevinster.  

I realiteten kan der hives meget mere ekstra produktivitet ud af at transformere energisystemet og gå væk fra de ineffektive fossiler, end at presse citronen lidt mere i forhold til den menneskelige arbejdskraft. Mens mange medarbejdere på det moderne arbejdsmarked i stigende grad rammes af stress, psykologiske kriser og udbrændthed – fordi arbejdstempoet og forandringshastigheden er accelereret kraftigt i de seneste årtier – så har regeringerne overset, at der ligger en stor produktivitetsgevinst skjult i samfundet, der let kan høstes, hvis man udfaser de ineffektive fossile brændsler.  

Skal samfundet re-energizes – som det hedder på moderne dansk – bør stats-, finans-, økonomi- og erhvervsministrene interessere sig meget mere for energipolitikken.  

Øget hastighed kan spare penge på den lange bane 

Det hedder sig ofte, at den grønne omstilling bliver dyr. Og sådan var det også dengang, at staterne måtte holde hånden under de første vindmølleparker og solceller. Men sådan er det ikke længere. Nogle skræmmes væk af, at man er nødt til at foretage store up front investeringer i solcelleanlæg, vindmølleparker, batterier og andre energilagre, industrielle varmepumper, ny infrastruktur. Og oveni føler de måske, at det er bøvlet at ændre de gamle måder at gøre tingene på og tage de gamle fossile anlæg ud af drift. Men fordelen er – som det også er med energieffektiviseringer – at pengene hurtigt tjener sig hjem igen. Selv om kapitalomkostningerne ved overgangen kan være høje, er de marginale driftsomkostninger meget små. Man behøver ikke at købe ny olie, gas eller olie hvert år, men kan selv producere sin egen energi. Udgifterne til vedligehold er også langt lavere end til forbrændingssamfundets maskiner. 

Et stort komparativ studie, der er baseret på mere end 700 forskningsartikler, fastslår, at omlægningen til vedvarende energi på globalt plan i dag kan betale sig økonomisk. En af de primære årsager til dette er, at priserne på sol og vind er faldet så meget i de seneste år (til trods for stigninger i 2021-22), og de er blevet økonomiske konkurrencedygtige energikilder i forhold olie og gas. 

Den fossile energimængde, som vi får ud af hver energienhed, der investeres – dvs. Energy Return on Energy Invested (EROI) – er faldet i de sidste årtier, og de kan heller ikke længere konkurrere med den vedvarende energi.xiv I gennemsnit leverer vedvarende energisystemer mere brugbar nettoenergi pr. enhed for hver investeringskrone, end hvis man investerer det samme beløb i fossile brændsler. Og det selv, hvis man tager højde for, at der skal ekstra backup til den fluktuerende vedvarende energi.xv 

Ifølge tænketanken RethinkX, som har regnet på Tysklands omstilling til et fuldt bæredygtigt energisystem, ser kombinationen af sol, vind og batterier ligefrem ud til at blive 70 pct. billigere end konventionel energi i løbet af det næste årti.  

Et større forskningsstudie, der har analyseret teknologiudviklingen og forskellige scenarier, viser desuden, at en hurtig transition – til rene vedvarende energikilder, elektrificing af næsten alt, kombineret med batterilagring, sektorkobling og PTX e-fuels til de sidste hard-to-abate områder – er langt billigere end både en langsom omstilling med gradvis udfasning af fossilerne og business as usual.xvi Den akkumulerede gevinst kan blive mellem 5.000-12.000 mia. dollar frem mod 2070 – afhængig af renteudvikling mv. Se figur 6. 

Figur 6: Beslutninger om, hvordan og hvornår man skal afkarbonisere det globale energisystem, afhænger i høj grad af de forventede omkostninger. Her er der udviklet empirisk valide sandsynlighedsprognoser for energiteknologiske omkostninger, som bruges til at estimere fremtidige energisystemers udgifter i tre forskellige scenarier. Sammenlignet med fortsat brug af et fossildrevet energisystem vil en hurtig grøn omstilling resultere i besparelser på milliarder – selv uden at tage klimaskader i betragtning.

– Kilde: Way et al., Joule 6, 2057–2082, 21. September 2022.

I 2050 kan man spare 514 mia. dollar på den årlige globale energiregning, hvis man har lavet en hurtig grøn omstilling frem for at holde fast i business as usual. I dette regnestykke har man endda ikke engang medtaget de store positive sidegevinster, som følger af klimaforbedringer, ren luft, lavere sundhedsomkostninger mv. Alene i EU27 er de fossile brændsler og afbrænding af biomasse hovedårsager til en luftforurening, der hvert år koster omkring 250.000 tidlige dødsfald.

En gruppe forskere på Stanford universitetet har vist, at det er teknisk, økonomisk og organisatorisk muligt indenfor en kortere årrække at omstille hele EU´s energiforsyning til rene vedvarende energikilder. Deres beregninger viser, at den grønne omstilling samlet set vil kræve 57 pct. mindre energi, og de private omkostninger vil være 61 pct. lavere frem til 2050, end hvis man holder fast i de fossile brændsler. Samtidig skabes 28 mio. nye langtidsholdbare fuldtidsjob. Andre forskningsstudier har vist, at investeringer i grøn infrastruktur, vedvarende energi og energieffektiviseringer giver næsten tre så mange job, som investeringer i de fossile industrier.

Det vil også være sikrere for det finansielle system at sætte turbo på den grønne omstilling.

Den Europæiske Centralbank har i 2023 lavet en grundig stresstest af omstillingen til et nettonul samfund, og den viser, at det er billigere og rummer færre økonomiske risici at lave en accelereret grøn omstilling i Europa end at udskyde den til senere eller at gå forsigtigt frem. En hurtig omstilling med investeringer i elektrificering, i sol- og vindenergi og i energieffektiviseringer ”vil give betydelige gevinster for virksomheder, husholdninger og det finansielle system” sammenlignet med en forsigtig og langsom omstilling, hvor man udskyder de afgørende beslutninger til sent.

Den store klimaregning 

Risikoen og omkostningen ved ikke at handle i tide vokser år for år. 

Økonomerne er stadig uenige om den præcise regning, da der er mange faktorer og feedback loops på spil. Nogle økonomer, som bl.a. nobelprisøkonomen William Nordhaus, har hævdet, at det kun vil koste omkring 2,1 pct. af det globale BNP, hvis den globale gennemsnitstemperaturer stiger med 3 grader over den industrielle tidsalder, som der er overvejende sandsynlighed for med den førte politik. Men andre og nyere forskningsstudier taler om en regning på 5-10 pct. af BNP.  

Økonomer fra Harvard Universitetet og Northwestern University vurderer endda i en analyse offentliggjort i 2024, at den ekstra regning måske kan blive op imod 12 pct. af bruttonationalproduktet for hver grad, den globale temperatur stiger.xxi Hvis temperaturerne i år 2100 ligger 3 grader over det førindustrielle niveau, kan produktion, kapital og forbrug til den tid være skrumpet med 47 pct. Ifølge denne analyse vil det samlede velfærdstab svare til Den Store Depression i 1929 – og det vil være på permanent basis. 

Jo hurtigere vi tackler klimakrisen, jo større sandsynlighed er der for, at vi kan undgå disse enorme velstandstab, som klimaforandringerne ser ud til at udløse. Jo længere vi venter med at håndtere klimakrisen, jo større bliver regningen. Disse økonomer vurderer endda, at den samfundsøkonomiske omkostning ved den nuværende 3 graders klimapolitik er hele 1056 dollar pr. tons CO2e – dvs. cirka seks gange højere end den danske CO2-afgift for industrien. Der er stadig uenighed blandt økonomer, hvor CO2-afgiften bør ligge for at imødegå klimaforandringerne, men der er ingen tvivl om, at det sænker fremtidens udgifter, hvis vi hurtigt udfaser de fossile energikilder. 

Hvis regeringerne tog et rationelt økonomisk og oplyst valg af energikilder, ville de vælge de billigste kilder til energi, og det er ikke længere olie, gas og kul. (Se kapitel 5) Men det sker ikke. Og det handler ikke bare om gamle vaner. Det sker i høj grad, fordi mange regeringer desværre stadig er med til at forvride markedet. 

I dag er der på globalt plan en historisk høj statsstøtte til fossile brændsler, der de facto låser os fast til forbrændingssamfundet og forsinker en hurtig og dybtgående transformation af vores energisystem til ren og vedvarende energi. Den direkte og indirekte statsstøtte steg i 2022 til 7000 mia. dollars, viser beregninger fra den internationale valutafond, IMF. Hele 60 pct. af de samlede subsidier er indirekte og knytter sig til luftforurening og klimaskader, som de fossile brændsler påfører samfundet, men som de ikke betaler for. Hvis de skulle betale den sande pris – og ikke fik lov til at forurene luften og atmosfæren næsten gratis – ville de fossile brændsler næppe kunne konkurrere. 

Midt i en historisk stor klimakrise får olie-, gas- og kulindustrien får statslige subsidier for et beløb, der svarer til 7,1 pct. af det globale bruttonationalprodukt. Oveni kunne man også lægge det årlige spild af energi for cirka 5 pct. af BNP, som knytter sig til det gamle fossile energisystem. 

Til sammenligning brugte regeringerne kun 4,4 pct. af bruttonationalproduktet på uddannelse. Hvis hele den fossile statsstøtte blev udfaset, ville det ikke kun kunne udløse et boom for sol- og vindenergi, batterier, varmepumper, jordvarmeanlæg og andre grønne energiløsninger. Det kunne også redde livet for 1,6 mio. mennesker i verden, der hvert år dør for tidligt som følge af fossil luftforurening.  

Hvis olie, gas og kul skulle konkurrere på rene markedsvilkår og betale for sine store klima- og miljø- og sundhedsskader – i stedet for stort set gratis eller med meget lave kvotepriser at udlede CO2e til atmosfæren – ville disse energikilder givet blive udkonkurreret på markedet.  

Det kan undre, at verdens finansministre ikke mere aktivt går ind i arbejdet med at gøre op med det fossile energisystem. En mulig forklaring kan være, at de stadig anvender økonomiske modeller og ligninger, der undervurderer betydningen af energi for den grundlæggende produktivitetsudvikling, og de stadig tillægger arbejdsudbud og maskiner langt større betydning. Der ser ud til at være gode grunde til at revurdere disse økonomiske modeller. For noget tyder på, at der i praksis er meget stor sammenhæng mellem energi og BNP. Se figur 7.

Måske vil energien få en mere fremtrædende placering i den økonomiske tænkning i takt med, at der udvikles nye og grønnere økonomiske modeller, og de fossile brændslers negative sideeffekter vil blive prissat mere retvisende gennem f.eks. højere klimaafgifter. Men vi mangler stadig at se, at Danmarks og andre europæiske landes finansministre proaktivt tager energipolitikken så alvorligt, som de burde.

I Danmark er energiafgifternes andel af bruttonationalproduktet f.eks. mere end halveret i de sidste ti år. Og selv om der gradvist er indført CO2-afgifter, har nedsættelsen af de samlede energiafgifter været endnu større. Samlet set er de økonomiske incitamenter til at fremme energieffektiviseringer og at mindske forureningen blevet udhulet i de sidste 25 år. Lige før årtusindskiftet udgjorde miljø- og energiafgifterne til sammen lidt over 5,2 pct. af bruttonationalproduktet, men i 2023 var det kun 2 pct. af BNP. Se figur 8. 

Globalt har Danmark vist lederskab ved at stifte Beyond Oil & Gas Alliance, der internationalt presser på for at stoppe nye koncessioner og licens- eller leasingrunder for olie og gas, men i Nordsøen har staten gjort det stik modsatte og tilladt nye boringer. Hvis Danmark på troværdig vis skal stille sig i spidsen for en grøn omstilling af energisektoren og føre en ambitiøs klimapolitik, bør der også tages fat på en hurtig udfasning af de danske olie- og gasfelter. 

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at stoppe udvindingen i 2050, men i forhold til klimaet er det alt for sent, for Danmarks globale CO2-budget løber ud allerede ud i løbet af de næste få år. (Se kapitel 4) Skal Danmark holde sig indenfor FN´s Paris-aftale og målet om 1,5 graders temperaturstigning, er der brug for en hurtig udfasning af den fossile udvinding i Nordsøen. 

Et tredje sted at starte kunne være, hvis finansministrene definitivt siger stop for alle markedsforvridende subsidier til fossile brændsler, der øger klima- og miljøskaderne. EU´s 8. miljøhandlingsprogram har forpligtet medlemslandene til at udfase de fossile subsidier, men i flg. Det Europæiske Miljøagentur giver medlemslandene stadig milliarder af euro i direkte og indirekte støtte til fossile brændsler, og i Danmark var det ca. 3,6 mia. kr. i 2022. I Danmark får virksomheder med energikrævende processer og landbruget stadig 100 pct. fritagelse eller en kraftig nedsættelse for en række energiafgifter, selv om det reelt gør det billigere for dem at anvende fossile brændsler frem for at vælge elektriske alternativer. Dermed forlænger man den fossile tidsalder i stedet for at forkorte den. 

En fjerde vej er proaktivt at give økonomisk støtte til de grønne teknologier, som bliver rygraden i fremtidens energisystem. Danmark og andre EU-lande kan mere aktivt – som USA f.eks. har gjort med Inflation Reduction Act – give mere økonomisk støtte og føre industripolitik, der kan fremme investeringerne i de grønne teknologier og løsninger. Hvis ikke man gør det i stor skala i EU, er risikoen, at Kina i de kommende år udbygger sin geopolitiske dominans indenfor fremtidens grønne teknologier og værdikæder. 

Den gode nyhed er, at vi stadig har et stort handlerum, for priserne på den vedvarende energi er nu historisk billig. De skal bringes i spil i en storstilet og fremsynet omkalfatring af hele energipolitikken. Og en ny grøn industripolitik kan her være med til at accelerere omstillingen. Man skal selvfølgelig ikke undervurdere, at transformationen er en krævende opgave, og alle sektorer skal udskifte de gamle fossile teknologier og løsninger. Det gamle kapitalapparat skal udskiftes, og nye grønne teknologier og løsninger skal spille ordentlig sammen. På de fleste områder er de grønne løsninger allerede klar, og de kan implementeres hurtigt og omkostningseffektivt.  

T2040 scenariet i denne rapport viser, at Danmark f.eks. kan spare mange penge ved en hurtigere overgang til elektriske biler. (Se kapitel 6) Også omlægningen af varmesektoren og elektrificering af industrien vil være økonomisk fordelagtig. Der kan også hentes store gevinster ved at investere mere i energieffektiviseringer og at stimulere borgere og virksomheder til at spare på energien. Den billigste energi er altid den, vi ikke bruger. 

Den største barriere for at skabe et fossilfrit energisystem er, at omlægningen af fly- og skibstransporten kan blive relativt kostbar, for fremstillingen af e-fuels med grøn brint er stadig relativt dyr. Fordyrelser i disse sektorer kan dog muligvis begrænses i fremtiden. Fortsætter batteriernes prisfald og de store fremskridt ift. deres energitæthed, er det ikke utænkeligt, at en betydelig andel af skibs- og luftfarten også kan elektrificeres frem mod 2040.  

Ingen kan spå om fremtiden, og i denne rapport har vi taget udgangspunkt i, at det i en periode vil være nødvendigt med betydelige mængder e-fuels for at sikre en 100 pct. dekarbonisering af den internationale transport på de lange distancer. Vi tror derimod ikke, at det er realistisk at drømme om, at folks rejselyst og mobilitet vil falde. Men i forhold til klimakrisen er vi nødt til at finde en holdbar og realistisk løsning på den udfordring. Og vi har ikke tid til at vente på, at alle de grønne elektriske løsninger er klar, og derfor gælder det om at komme i gang med omstillingen. Også for omstillingen af den internationale transport, selv om det er en ekstrem svær og krævende udfordring.  

Den vigtigste samfundsudfordring i de næste 10-15 år er at udfase alle fossile brændsler. Det kræver frem for noget, at vi får bygget et 100 pct. bæredygtigt og robust energisystem, hvor vi kan blive selvforsynende med ren vedvarende energi. Det haster. En hurtigere skalering af de grønne teknologier og løsninger på markedet er afgørende for at bringe os helt i mål. Det kan samtidig styrke vores geopolitiske sikkerhed, hvis det lykkes at frigøre os helt fra importen af fossile brændsler fra de autoritære regimer fra Rusland til Mellemøsten, hvis værdier vi ikke deler. Her kan det kun gå for langsomt. 

Energi skaber ikke kunne bevægelse og driver samfundet videre. Vores energivalg afgør også, om vi kan løse klimakrisen, og hvad det er for en verden, vores børn og børnebørn skal vokse op. Energipolitik bør behandles som storpolitik og ikke som sektorpolitik. 

Kapitel 4 – Klima- og naturkriserne. Det kostbare bagtæppe

Oversvømmelse, ekstrem tørke, naturbrande, og historiske varmerekorder. Acceleration i afsmeltningen af polerne og Grønlands Indlandsis. Udtørring af floder. Masseudryddelse af arter. Massiv forekomst af invasive arter. Erosion og ørkendannelse. Forsuring af havene.

Vi hører det igen og igen. Det dramatiske bagtæppe af ekstreme naturfænomener og vejrrekorder, der vidner om den ubalance, vi mennesker qua vores levevis er i gang med at påføre jordkloden. Det er de klare beviser på, hvordan vores massive afhængighed og afbrænding fossile brændsler som olie, kul og gas – og den deraf afledte CO2-udledning – allerede påvirker jordens økosystemer.

Verdens temperatur er steget med 1,28 grader Celsius i forhold til niveauet før industrialiseringen – hvis man tager et gennemsnit over de sidste 30 år. Men i de seneste år har vi set den ene rekord efter den anden blive slået. I en periode på 12 måneder frem til sommeren 2024 blev den globale temperatur målt til 1,68 °C  over gennemsnittet fra 1850-1900. I 2024 ser ud til at blive det varmeste år siden den førindustrielle tidsalder. I august måned slog de globale temperaturer endnu engang en ny rekord. Se figur 9. 

Vi er med andre ord hastigt på vej mod at nå den temperaturstigning på 1,5 °C (over en 30-årig periode), som det globale samfund i Paris-aftalen blev enige om, ville være den sikreste grænse at holde sig under i år 2100. Verdenshavene er nu så varme, at de har fået sværere ved at opsuge den varme, som menneskeheden sender ud i atmosfæren. Fortsætter de seneste års temperaturstigninger vil vi overskride Paris-målet på 1,5 °C i marts 2033. Nogle klimaforskere mener, at det kan gå endnu stærkere. Siden 1980´erne har klimaopvarmningen i Europa været dobbelt så stor som det globale gennemsnit.

Trods flere årtiers skarpe opråb fra verdens førende klimaforskere, opererer verdens regeringer, virksomheder og forbrugere stadig i strid med videnskabens anbefalinger. Selv om mere end 70 pct. af verdens udledning af drivhusgasser – og 90 pct. af CO2-udledningerne – stammer fra afbrænding af fossile brændsler, har den menneskelige civilisation aldrig hevet flere fossile brændsler op af undergrunden end i 2024.

Alene i Danmark har professor Peter Birch Sørensen og en gruppe økonomer beregnet, at vores økonomiske aktiviteter nu har så store negative sideeffekter, at der hvert år skæres mindst 10 pct. af bruttonationalproduktet som følge bl.a. luftforurening, biodiversitetstab, drivhusgasudledninger, forurening af drikkevand og af havet. Naturen giver os samtidig en række gratis økosystemtjenester med ren luft, rent vand, en dyrkbar jord, råstoffer og et levedygtigt klima, men når vi i jagten på snæver BNP-vækst destruerer disse værdier og sprænger de planetære grænser, får det en høj pris. Disse negative sideeffekter er – ligesom energiens centrale betydning for produktivitet og velstand – ikke regnet ordentligt ind i de eksisterende økonomiske modeller. Det er afgørende at få ændret de økonomiske modeller, så de bedre afspejler virkeligheden.

Vi sprænger de planetære grænser

Seks ud af Jordens ni planetære grænser er overskredet. Det betyder, at vi på seks områder nu er nået ud over grænsen for, hvad menneskets aktivitet “sikkert” kan tillade sig uden at påvirke det globale økosystem negativt – med risiko for, at det udløser dramatiske miljøændringer på kloden. Ud af de ni planetære grænser, som er afgørende for, at det globale økosystem kan trives, har vi i dag overskredet biodiversitet, forurening, klima, udslip af reaktivt kvælstof og fosfor til miljøet, vores arealanvendelse og herunder hvor meget skov vi fælder samt vores forbrug af ferskvand. Se figur 11.

Det er vigtigt at beskytte Jordens økosystemer og bringe menneskeheden sikkert indenfor de planetære grænser – herunder særligt de seks grænser, der i dag er overskredet. Ingen af kriserne kan løses isoleret. De ni planetære grænser er tæt forbundne, de formes af gensidige feedback loops, og deres sårbarhed og løsninger afhænger af hinanden. Grønlands indlandsis er f.eks. i stand til – via den såkaldte albedo-effekt – at sende 89 pct. af solens varme tilbage til atmosfæren, men når den smelter hurtigt, som det er sket i de seneste årtier, og det ferske smeltevand sendes ud i den nordlige del af Atlanterhavet, kan det forstyrre optaget af CO2 i havene. En øget afsmeltning fra den grønlandske indlandsis vil mindske saltindholdet af områdets havvand nok til at forstyrre den store cirkulationspumpe i Nordatlanten og Golfstrømmen. Dette kan føre til et koldere klima på den nordlige halvkugle. Når de globale temperaturer er steget til over 2 grader Celsius, regner man med, at indlandsisen ikke længere står til at redde.

Omkring 89 pct. af den varme, som solens stråler sender ind til jorden, er opsuget af verdenshavene, og effekten af de menneskeskabte klimaforandringer er i lang tid holdt nede af naturens gratis serviceydelser. Men da havtemperaturerne er steget betydeligt i de seneste år, kan det være et udtryk for, at oceanerne har fået sværere ved at suge de store mængder varme og CO2 op, som de menneskelige aktiviteter forårsager. Også skovenes økosystemer ser ud til at være ude af balance, hvilket bl.a. er forårsaget af stigende temperaturer, skovfældning til landbrug og energisektoren, byudvikling mv. Op imod 60 pct. af CO2-udledningerne til atmosfæren er indtil nu blevet suget op i havene og i skovene, men på grund af de negative feedbackloops i klimakrisen, kan man ramme et tipping point, hvor det – der engang var en positiv hjælper – forvandles til en negativ forstærkning. I Amazonas regnskovene, der i 65 mio. år har været relativt modstandsdygtige i forhold til klimaforandringer, ser det ud til, at der nu frigives mere kulstof til atmosfæren end der opsuges.

Hvis vi ikke løser klimakrisen, kan det blive svært, om ikke umuligt, at bringe Jordens økosystemer indenfor en sikker og bæredygtig ramme. Det kræver, at vi hurtigt udskifter vores fossile energiforbrug med vedvarende energikilder, der effektivt kan nedbringe udledningen af de farlige drivhusgasser.

Landbrugets udledninger udgør globalt op mod en fjerdedel af den samlede klimapåvirkning, og klimaet kan ikke reddes uden, at disse også reduceres betydeligt. Ligeledes skal andre erhverv med stort klimaaftryk, såsom industrien, byggeriet og transporten dekarboniseres.

Fossil energi forstærker de planetære kriser

Den omfattende udvinding, produktion og afbrænding af olie, gas og kul er den drivende årsag bag de fleste af de ni planetære kriser – dvs. klima, biosfæren, luftforurening, biokemiske flows, nye kemikalier, forsuring af havene og ozonlaget. De fossile brændsler står bag 90 pct. af verdens CO2-udledninger og omkring en fjerdedel af denne CO2 absorberes af verdens have, sænker havenes pH værdi og fører til forsuring af havene. Oveni kommer de stigende havtemperaturer som følge af klimaforandringerne, som også har fossile brændsler som sin hovedmotor. Og der skal fossil energi til at fremstille kunstgødning, hvor en del siden siver ned i vandmiljøet, ledes ud i havene og fører til havdød, som vi bl.a. har set det i Danmark.

Pesticider og kunstgødning er også fremstillet ved brug af fossil energi. Anvendelsen af pesticider kan måske frigøre op til 7-8 gange så meget N2O fra jorden, og N20 er en 300 gange så potent drivhusgas som CO2. Dette forskningsresultat er dog ikke almindeligt anerkendt og bruges derfor ikke ved rapporteringen af nationale klimaregnskaber. Mange pesticider har også en lille film med mikroplast, der er lavet fossile brændsler. Denne mikroplast ophobes over tid i naturen. Fossile brændsler er dybt indlejret i vores industrialiserede landbrug, og de har negative spill-over effekter i forhold til flere af de planetære kriser.

Biodiversitetskrisen på landjorden skyldes mange forskellige faktorer, men den intense rovdrift på naturen og landområderne, industrialisering af landbruget og byernes vækst var ikke nået så vidt, uden at menneskeheden havde hentet så store mængder af fossil energi op fra naturens gamle kulstoflagre.

Enkelte forskere mener, at energi reelt burde betegnes som den 10. planetære grænse. Der er absolutte fysiske grænser for, hvor meget fossil energi, der kan udvindes eller forbruges, hvis ikke Jordens naturlige systemer skal bringes ud af balance. Denne grænse er for længst overskredet, og det er ikke alene i forhold til klimaet og de andre planetære grænser.

I takt med at fossil energi udfases i energisektoren, er det muligt, at olie- og gasselskaberne vil forsøge at lave en sideforskydning for at afsætte deres varer til den kemiske industri og plastindustrien. I dag går ca. 12 pct. af det samlede olieforbrug til brug i den petrokemiske industri, men iflg. Det Internationale Energiagentur (IEA) vil de fremover måske stå bag halvdelen af verdens olieforbrug. 99 pct. af al plastik er lavet af fossile brændsler, og de stigende mængder plast, der ophobes i naturen, forstærker den planetære krise ift. de syntetiske og giftige stoffer.

Hvis fremtidens plastproduktion baseres på fossile brændsler, vil den fortsat overskride de planetære grænser. Det gør den allerede i forhold til klimaet, forsuring af havene, biodiversitet og luftforurening med aerosoler.

Det er dog ikke umuligt at transformere plastindustrien, så den – næsten – kan bringes indenfor de planetære grænser. Hvis forbruget nedsættes, mindst 75 pct. af al plastik recirkuleres, mere fremstilles med bio-baserede stoffer, og den resterende del fremstilles med CO2, vedvarende energi, vandkraft eller atomkraft, vurderer nogle forskere, at plastik i fremtiden kan holde sig indenfor måske otte af de ni planetære grænser.

Europas energisystem opererer udenfor de planetære grænser

I EU kommer 68 pct. af det primære energiforbrug stadig fra olie, gas og kul, mens atomkraft står for knap 10 pct. og den vedvarende energi dækker 22 pct. Sektor for sektor skal de fossile brændsler udfases og erstattes af renere energikilder, samtidig med at man sætter ekstra fart på den cirkulære økonomi, udvikler biobaserede produkter og stimulerer til adfærdsændringer, der kan begrænse forbruget. Energieffektiviseringer og besparelser kan mindske EU´s samlede fodaftryk og give en hurtig klimaeffekt, men det er også vigtigt, hvordan vi producerer energien.

Bioenergi udgør i dag cirka 10 pct. af EU-landenes endelige energiforbrug, men den andel ventes at være dobbelt så stor i 2030. Til den tid vil Europas bioenergiproduktion have et globalt fodaftryk, der cirka svarer til to gange Tysklands areal. Allerede i dag opererer EU-landene på dette punkt udenfor de planetære grænser, og især afbrændingen af fast træbiomasse har givet anledning til bekymring. I EU er regnes det stadig som en CO2-neutral energikilde, og medlemslandene giver hvert år milliarder af euro i statsstøtte til energiselskaber, der brænder træbiomasse af. Europa-Parlamentet forsøgte i 2023 dog at forbyde statsstøtte til afbrænding af træbiomasse, men medlemslandene i Rådet afviste det – bl.a. med støtte fra den danske regering. Det skete ud fra en bekymring om, at det i givet fald vil føre til et øget forbrug af fossile brændsler.

Uanset hvad vil en fortsæt vækst i afbrændingen af træbiomasse bringe os endnu længere ud i den røde zone i forhold til de planetære grænser. Forskningen viser, at afbrændingen af træbiomasse fører til stigende partikelforurening, den medfører afskovning i Europa og i andre verdensdele og den har en skadelig effekt ift. klimaet. Eller som en gruppe forskere konkluderer: Fyring med træbiomasse vil i Europa aldrig give en karbon gevinst, men vil i stedet over tid akkumulere negative effekter, fordi bioenergiproduktionen fanger mindre karbon end de skove, de erstatter. “Selv under meget optimistiske antagelser, vil nettogevinsterne næppe blive realiseret i dette århundrede.”

Det europæiske forskningsråd har i en analyse vurderet, at det kræver 50-100 gange så meget areal at generere energi fra bioenergi som fra sol og vind. Så alene ud fra en betragtning om arealanvendelse er afbrænding af træbiomasse en meget ineffektiv måde at producere energi på.

En analyse af den europæiske varmeforsyning viser, at hvis man fortsætter business as usual, så opererer vi i den røde zone langt udenfor de planetære grænser. En storskala elektrificering med varmepumper og ren grøn strøm er iflg. forskerne den foreløbig eneste absolut bæredygtige løsning, som kan bringe os indenfor de planetære grænser. Man skal også øge mængden af vindenergi på land og lægge mange flere højspændingskabler for at bringe strømmen hurtigere over de europæiske landegrænser. Anvender man derimod brint i varmeforsyningen, vil det være 2-3 gange dyrere, og det vil sprænge flere af planetære grænser, vurderer forskerne.

En anden forskningsanalyse af EU-landenes elforsyning har vist, at hvis man fortsætter business as usual, så overskrides flere af de planetære grænser. Hvis EU skal opnå absolut bæredygtighed i elforsyningen, anbefaler forskerne, at der laves ”en hurtig udbygning i andelen af vedvarende energikilder så som vandkraft, vind (onshore og offshore) solceller og koncentreret solenergi” såvel som CO2-fangst på biomasseanlæg (BECCS). BECCS kan give negative sideeffekter ift. bl.a. biodiversitet, der skal adresseres. Klimaeffekten er dog meget usikker. Se figur 12.

BECCS-anlæg fanger ikke 85-99 pct. af den CO2, der udledes – som Energistyrelsen bl.a. regner med – for tallet er snarere 65-75 pct. eller endnu lavere. Skal man samtidig medregne, hvor lang tid det tager at genskabe det tabte lager i skovene, er det højest tvivlsomt, at BECCS kan skaleres globalt.

Forskellige natureffekter ved alternative energikilder

De rene vedvarende energikilder som sol og vind, hvor man ikke behøver at installere nye energikrævende CO2-støvsugere for enden af skorstenen, bliver afgørende for at bringe vores samfund indenfor de planetære grænser. Men selv i forhold til sol og vindenergi er der udfordringer, som skal løses. De har meget store positive effekter ift. klima, forsuring af havene, luftforurening og ozonlaget. Men deres fodaftryk på arealanvendelsen er mangefold lavere end f.eks. bioenergi, og de vil lægge ekstra beslag på landareal og måske udfordre biodiversiteten. Det sidste kan dog imødegås ved indtænke naturhensyn og biodiversitet ved nye anlæg af solcelleparker og vindturbiner, og ved at udtage endnu større arealer fra det industrielle landbrug og investere i meget mere skov og vild natur.

Solcelleanlæg har vist sig mange steder at føre til øget biodiversitet, og det er tydeligt, når landbrugsarealer – som tidligere har været dyrket intensivt og været sprøjtet – tages ud af produktion for at give plads til solcelleanlæg. Vindturbiner er mindre pladskrævende, men har en række udfordringer ift. fugle og flagermus, der kan blive dræbt af vingerne, og her skal der i givet fald laves afbødende foranstaltninger.

Arealforbruget til solcelleanlæg på bar mark er typisk mellem 12,6-19 m2 pr MWh, vandkraftanlæg bruger 14 m2 pr. MWH og en vindturbine på land lægger fysisk beslag på 0,4 m2 pr. MWh, men på grund af afstandskrav mv. vil det typisk være mellem 8-99 m2 pr. MWh. Atomkraft fylder 0,3 m2 pr. MWh lægger dermed beslag på et mindre rent areal, men der er betydelige udfordringer i forhold til radioaktivt affald. I de første forskningsstudier om de planetære grænser var radioaktivt affald ikke nævnt, men i den seneste analyse fra den internationale forskningsgruppe ledet af Katherine Richardson m.fl. er radioaktivt affald inkluderet i kategorien nye syntetiske og giftige stoffer.

I forhold til vandforbruget er sol- og vindenergi klart de bedste løsninger, hvorimod elektrolyse til brintfremstilling har et flere gange større vandforbrug. CO2-fangst på biomasse og andre punktkilder klarer sig dårligere end selv fossile brændsler. Se figur 13.

Klimakrisen forværrer flere planetære kriser 

Klimakrisen er en stor risikomultiplikator, der påvirker flere af de planetære grænser. Eksempelvis vil klimaforandringer med højere temperaturer, mere tørke og ændringer i nedbørsforhold øge presset på biodiversiteten i forhold til levesteder for planter og dyrearter. Ved to graders temperaturstigning kan op imod 10 pct. af alle arter på jorden være truet af udryddelse, så der er ingen større trussel mod biodiversiteten på land og i havene end netop klimaforandringerne. Og dermed også de fossile brændsler.  

I det lys kan det virke paradoksalt, hvis man af hensyn til risikoen for f.eks. markmus eller flagermus nogle gange blokerer for opstilling af nye vindmøller – der kan fjerne de fossile brændsler, minimere luftforureningen og gøre noget reelt ved klimaforandringerne. Det er vigtigt at sikre naturhensyn, men i stedet for at fokusere på konkrete lokale tab og miljørisici, bør man fastholde et helhedssyn og kigge på arternes samlede livsbetingelser og sikre robuste økosystemer. I den grønne omstilling af energisektoren er der mange dilemmaer – eller såkaldt wicked problems – men hvis ikke vi løser klimakrisen og frigør os fra de fossile brændsler, ser det sort ud for biodiversiteten. 

Fortsat udledning af drivhusgasser på et højt niveau vil medføre yderligere forsuring og opvarmning af havene. Klimaforandringerne kan føre til mangel på mad og vand, tab af arbejdspladser, forværret sundhed, nedsat levestandard og historisk store migrationsbølger. Det er blot nogle af de menneskelige omkostninger, som klimaforandringerne fører med sig.  

Gang på gang har vi hørt førende eksperter og organisationer komme med alarmerende advarsler og klare opfordringer til verdenssamfundet om at skrue gevaldigt op for tempoet i omstillingen, men indtil nu går det den stik modsatte retning. Meldingen fra det internationale klimapanel, IPCC, er ellers klokkeklar: “Uden øjeblikkelige og dybe reduktioner på tværs af alle sektorer, vil det være uden for rækkevidde at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5C.” IPCC betegner de næste få år som “kritiske” for, om vi undgår en klimakatastrofe med vidtrækkende negative konsekvenser for hele jorden. 

Regningen for ikke handling vokser år for år 

I takt med temperaturstigningerne kan det europæiske energisystem blive sat på en række nye prøver. Den store spidsbelastning i store dele af Europa kan gå fra vintre til somre, fra opvarmning fra afkøling. Infrastrukturen skal være robust, så den kan modstå oversvømmelser, erosion, vilde skovbrande mv. Vi skal have flere energikilder at trække på, opbygge større energilagre og have stærkere netforbindelser over EU-landenes grænser. EU-landene skal i tørkeperioder med lavvande i floderne kunne håndtere afbrydelser i atomkraftværker eller pludselige fald i vandkraften, så der ikke opstår lange elafbrydelser, der vil ramme anden kritisk offentlig infrastruktur. Større klimarobusthed bliver en faktor, man er nødt til at tage højde for ved den næste bølge af investeringer i kritisk infrastruktur, nye transmissions- og distributionsnet, vindmøller, solcelleanlæg, jordvarmeanlæg mv. Se figur 14.

Forlænger vi den fossile vej og reducerer vi ikke udledningen af drivhusgasser hurtigt nok, kan det udløse klimatiske tipping points, hvor menneskeheden ikke længere er herre over sin egen fremtid. 

Vores CO2 -budget slipper snart op 

Handlerummet er blevet markant indskrænket i løbet af de sidste få år, og vi er ved at nå ned på en kritisk grænse. I 2023 blev der globalt udledt 55 mia. ton drivhusgasser – 40,7 mia. ton var CO2. Alene CO2-udledningerne fra det fossile energisystem nåede op på 36,8 milliarder ton, hvilket er en stigning på 1,1 pct. i forhold til året inden, viser rapporten Global Carbon Budget, der er udarbejdet af en række førende internationale forskningsinstitutioner.

De har også regnet på, hvor stort verdens resterende CO2-budget er. Hvis vi med 50 pct. sandsynlighed skal holde os sikkert indenfor 1,5 graders målet, var der ved indgangen til 2024 kun et globalt CO2-budget tilbage på 200 mia. ton CO2, viser den seneste opgørelse. Se figur 15. 

Vores resterende CO2-budget er reelt halvt så stort som da man gjorde tallene op for fire år siden, og årsagen er, at menneskeheden i stedet for at reducere udledningerne, har øget dem. Det betyder bare, at vi nu har ekstremt travlt med at ændre kurs.

Skal budgettet fordeles ens til hver enkelt af verdens næsten 8,2 mia. indbyggere, kan hvert enkelt individ i resten af dette århundrede kun udlede 24,4 ton CO2. Med en uændret adfærd går verdens befolkning allerede gennem loftet i 2029. Det kræver en voldsom opbremsning at ændre kurs inden.

Reelt bør det gå endnu hurtigere for os som danskere. Hvis vi skal tage ansvaret for vores historiske CO2-udledninger, har vi allerede opbrugt vores fair andel for flere år siden. Men hvad betyder det, hvis vi i stedet ønsker at bevare vores nuværende andel af de globale CO2-udledninger, dvs. cirka 0,08 pct. af de samlede udledninger? I givet fald vil Danmarks restbudget allerede være opbrugt i 2029, hvis vi fra nu af sænker vores udledninger lineært i en reduktionssti frem mod nettonul samfundet i 2045.

I dette regnestykke er dog ikke medregnet de 20 mio. tons CO2, der i øjeblikket kommer fra afbrænding af biomasse, og de cirka 4 mio. tons CO2 fra de brændsler, der fyldes i tanken på de udgående internationale fly- og skibsrejser fra Danmark. Hvis disse udledninger regnes med, vil vores restbudget i en lineær reduktionssti være opbrugt allerede i maj 2027.

Tallene understreger, hvor meget det haster med at få nedbragt de danske udledninger af drivhusgasser. Der er ikke længere en hockeystav at tage fat om. Der er brug for substantielle og hurtige adfærdsændringer i produktion og forbrug i de næste få år. Det er for sent, hvis man venter til engang i 2030´erne på, at der opstår et eventuelt gennembrud indenfor CO2-fangst, eller at man gennem øget skovrejsning fra slutningen af 2030´erne kan suge noget af den CO2 ud af atmosfæren, der i 2010´erne og 2020´erne er sendt ud i atmosfæren fra afbrænding af fast træbiomasse. Der skal handles nu og hurtigt, hvis vi skal holde os indenfor eller tæt på 1,5 grader.

Hvis man derimod satser på, at det går an at holde sig under 1,7 graders temperaturstigning, er det globale karbon restbudget 550 mia. ton CO2. Ved 2 grader inden udgangen af det 21. århundrede er restbudgettet 1100 mia. ton. Selv hvis man politisk finder det opportunt at slække på indsatsen på denne måde, er der ikke mange år at løbe på. Hvis Danmark skal tage ansvar for sine udledninger fra afbrænding af biomasse og bunkring til international transport, vil vores budget i 1,7 graders rammen slippe op i sensommeren 2033.

Hver 0,1 grads temperaturstigning tæller, og da vi ikke bare kan antage, at alle lande lever op til deres løfter og forpligtelser, bør Danmark for en sikkerheds skyld hellere operere med en vis margen. Det vil derfor være rettidig omhu at sætte ekstra fart på omstillingen væk fra fossile brændsler. Tiden er ekstremt knap, og det tager tid at iværksætte og implementere nye grønne reformer.

FN´s miljøorganisation, der gør status over verdens klimapolitik i sin årlige Gap Emissions Report anbefaler, at vi fra 2024 og fremefter mindst reducerer vores udledning af drivhusgasser med 8,7 pct. hvert eneste år.xlii Hvis hele verden gør det, kan vi stadig med – 50 pct. sandsynlighed holde os indenfor Paris-målet om maksimale temperaturstigninger på 1,5 grader. Men de 8,7 pct. er ikke relative reduktioner. Det er absolutte reduktioner af drivhusgasserne. Så selv om lande eller virksomheder vokser økonomisk, skal de stadig sænke mængden af drivhusgasser i absolutte tal. Dette er ikke en let øvelse. Under Covid-krisen, hvor mange landes økonomier lukkede ned i flere måneder, lykkedes det f.eks. kun at reducere de globale udledninger med 4,7 pct. i 2020 sammenlignet med året forinden.

Nogle lande vil ikke leve op til UNEP´s anbefalinger. En række udviklingslande håber på at få højere økonomisk vækst og at nyde godt af et større energiforbrug i de kommende år. Det er kun fair og rimeligt, så flere mennesker kan trækkes ud af fattigdom. Omvendt bør de rige nordvesteuropæiske og nordamerikanske samfund – der historisk og samlet set har stået for de største udledninger – også trække en større del af samlede læs. Se tekstboks nedenfor.

Vi skal tilbage på sporet og i front

Danmark har de rette forudsætninger for at blive en rollemodel for resten af Europa og vise, hvordan man griber det an. Vi har en række globale grønne frontløbervirksomheder, der kan levere de nye klimavenlige og energieffektive løsninger, verden har brug for. I 2023 eksporterede de energi- og miljøteknologier for over 87 mia. kr., og flere af dem er store spillere på det globale marked. De har samtidig til kraftig vækst i de kommende år i takt med, at flere og flere lande får travlt med at nedbringe deres udledning af drivhusgasser og omstille til grønne og energieffektive teknologier.

Det er også vigtigt, at Danmark leder med eksemplets magt. I mange år har vi kunnet bryste os af at være en grøn frontløbernation, og vi har i flere år ligget i toppen af globale grønne ranglister som bl.a. Yale universitetets Environmental Performance Index. Men i 2024 er Danmark faldet ned på en beskeden 10. plads i Yales rangliste, fordi andre nationer har sat mere ambitiøse mål og løber hurtigere, end vi gør.

Danmark lever allerede langt hinsides de planetære grænser. Vores forbrugsbaserede udledninger af drivhusgasser er mellem 11 og 13 tons per dansker om året. En stigende del af udledningerne knytter sig til import af varer fra udlandet og den indlejrede energi i de importerede varer. Se figur 17.

Hvis alle i verden levede som vi danskere, vil det kræve 4,2 jordkloder. Og hver dansker har et materialeforbrug på 25,3 tons om året, og det er godt 11 tons mere end gennemsnittet af EU-borgere. Det danske materialeforbrug er steget med 14 pct. i det sidste årti. Især vores forbrug af biomasse, men også vores forbrug af fossil energi og ikke-metalliske mineraler – bl.a. sand og grus – ligger væsentligt over EU-gennemsnittet.  

Danmarks indlejrede energiforbrug er historisk højt, fordi vi har et af de højeste fodaftryk blandt EU-landene, og som nation opererer vi langt hinsides de planetære grænser. Danmark ligger i toppen af EU-landene målt på CO2-aftryk pr indbygger, kun overgået af Luxembourg. Se figur 18. 

Danmark har et lovmæssigt klimamål for 2030 om at nå 70 procents reduktion for vores nationale udledning af drivhusgasser, og regeringen vil bringe Danmarks udledninger ned til nettonul senest i 2045, og sikre 110 pct. reduktioner i 2050. Disse politiske hensigtserklæringer er dog endnu ikke skrevet ind i klimaloven. Klimarådet har anbefalet, at disse mål indskrives i klimaloven, og at Danmark tager ansvar for sin andel af energien til international fly- og skibstransport. Et klart og lovfast styringsmål er et vigtigt instrument, og det bør følges op af et klart reduktionsmål for henholdsvis 2035 og 2040. Senest i 2025 skal der opstilles et mål for 2035, og det er vigtigt at fastholde et højt ambitionsniveau.

Indtil nu har politikerne har haft svært ved at nå de fastsatte mål, selv om der er gennemført mange grønne reformpakker. Men de store og svære beslutninger er ofte udskudt til senere. Der sælges stadig mange nye fossilbiler og gasfyr, antallet af flyrejser stiger fortsat, og politikerne har tilladt mere udvinding af olie og gas i Nordsøen, selv om det bidrager til at forstærke klimakrisen. Samtidig kniber det ofte med at sikre en hurtig implementering, selv om det er afgørende for at nå i mål. I industrien er der indført en CO2-afgift, der stiger til 1125 kr. pr. tons i 2030, men i transporten er udledningerne steget, og i landbruget kniber det med at få nedbragt udledningerne.

Transportsektoren står i dag bag 28 pct. af Danmarks totale udledninger, og sektoren kan få en stigende andel, fordi andre sektorer reducerer deres klimabelastning. I 2030 kan transporten i Danmark stå bag omkring 35 pct. Og det endda uden at medtage de drivhusgasser, der udledes fra Danmarks internationale transport med fly og skibe.

Landbrugssektoren inkl. lavbundsjorder udleder i dag omkring 14 mio. tons CO2 om året og står dermed for mere end en tredjedel af Danmarks samlede udledninger af drivhusgasser. Udledningerne fra landbrug, skov, gartneri og fiskeri forventes at udgøre hele 45 procent af vores klimaaftryk i 2030 – fordi landbruget ikke som i andre sektorer i dansk erhvervsliv har fremlagt en klar og realistisk plan for klimareduktioner. Udledningerne stammer i høj grad fra kød- og mælkeproduktionen.

Den seneste klimafremskrivning fra foråret 2024 viste, at man på papiret er på vej til at indfri klimalovens mål for 2025- og 2030. Den såkaldte reduktionsmanko, som er det, der skønnes at mangle i 2030 for at indfri 70-procentsmålet, ligger på 1,5 mio. ton CO2e og 2025-målet på 50-54 pct. reduktion ventes opfyldt med en reduktion på ca. 55,5 pct. Vi er altså tæt på den politisk fastsatte målstreg.

Sidste år lå reduktionsmankoen stadig på 5,4 mio. ton CO2e. Reduktionen i den nye fremskrivning, der er bragt ned på ca. 1,5 mio. ton CO2e er ikke hentet ved, at man har gennemført store klimapolitiske beslutninger og tiltag. Samlet set er 2,3 mio. ton af de forventede reduktioner kommet, fordi træernes klimaeffekt fremskrives på en ny måde. Desuden er der nye beregninger for lavbundsjordene, der ventes at udlede 1,9 mio. ton mindre CO2 de kommende år end ved 2023-fremskrivningen. Ikke fordi de aktivt er blevet vådlagt, men fordi kulstofindholdet på store arealer er gasset hurtigere af end hidtil forventet, så de nu ligger under den nedre rapporteringsgrænse på 6 %.

Dertil er en stor del af de reduktioner, vi har brug for de kommende år, lagt an på teknologier og beregninger, hvis reelle effekt endnu er usikker. Her er det særligt CO2-fangst, som må siges at være en ubekendt faktor. Man regner med at skulle fange 3,2 mio. ton. Fra 2030, men der er stadig en del usikkerhed forbundet med, om det lykkes. Ved det seneste NECCS-udbud måtte man lave en nedjustering fra 0,5 mio. ton biogen CO2 til blot 160.350 ton, som forventes lagret fra 2026.

Der er fortsat betydelig usikkerhed om udledningerne fra lavbundsjordene, og nye tal kan gå den anden vej, hvilket taler for, at det vil klogt at operere med en vis sikkerhedsafstand til klimamålet.

I den grønne trepartsaftale for landbruget vil man først at løfte CO2-afgiften op på 750 kr/ton i 2035 og oveni give et klækkelig bundfradrag på 60 pct. Det gør, at landbruget ikke kommer til at trække så stor del af læsset i klimapolitikken som andre erhverv. Man håber dog, at landbruget – gennem investeringer i nye teknologier, nye staldanlæg, fodertilsætningsstoffer og biokul fremstillet via pyrolyse – frem mod 2030 kan reducere sine udledninger med 1,8 mio. ton i 2030 stigende til 3,3 mio. ton i 2035xliv. Politikerne vil give hele 10 mia. kr. i støtte til pyrolyse, men det må stadig betragtes som en uafprøvet teknologi med usikre klimaeffekter. Og desuden er der potentielt negative sundhedsmæssige konsekvenser. Risikoen er, at man brænder mange skattekroner af på en teknologi, der – hvis man bruger træ eller afgasset biomasse som feedstock – først leverer reelle klimagevinster om 30-40 år, hvis naturlig kulstoflagring ved den anvendte biomasse modregnes.xlv Regeringen har tilsyneladende overset, at EU Kommissionen ventes at foretage en sådan modregning. Pyrolyse på energiafgrøder og halm kan godt give en hurtigere klimaeffekt, men der er begrænsede bioressourcer til rådighed, og der er grænser for, hvor meget teknologien kan skaleres.

Teknologivalg og strukturel omstilling

I Danmark bruges allerede betydelige statslige midler på at fremme grønne teknologier. Mest markant er i forhold til CO2-fangst, som er gjort til af hovedsøjlerne i dansk klima- og energipolitik. Der er bevilget over 38 mia. kr. frem til 2040 for at skalere denne teknologi op og trepartsaftalen lægger op til at give 10 mia. til pyrolyse/biokul. Men fangsten på industrielle punktkilder er ikke så effektiv, fordi de reelle fangstrater stadig ligger væsentlig under det forventede. Det er en både dyr og meget energikrævende teknologi, der i værste fald kan forsinke udfasningen af de fossile brændsler. De store statslige støttebeløb til CO2-fangst og -lagring kunne alternativt bruges til investere i de grønne energiløsninger, som kunne sikre en hurtigere udfasning af de fossile brændsler og træ.

Det er muligt, at CO2-fangst i løbet af 2030´erne kan komme til at spille en vis rolle på områder, som bl.a. cementproduktion, hvor det kan blive svært at nå en 100 pct. dekarbonisering. Men i de næste 5-10 år kan Danmark opnå større klimaeffekter ved at målrettet at investere i en langt hurtigere skalering med sol, vind, batterier og varmepumper samt nye klimavenlige fødevarer. Og udfordringen er stor.

Danmark er stadig dybt afhængig af fossile brændsler i vores energisystem, hvor olie, naturgas og kul knap 53 pct. af Danmarks bruttoenergiforbrug, og de er hovedmotoren bag de nationale udledninger af drivhusgasser. Selv om vi har fået meget mere vedvarende energi, udgør biomasseafbrænding omkring 2/3 af den samlede produktion af vedvarende energi. Og sol- og vindenergi dækker kun cirka 10 pct. af Danmarks bruttoenergiforbrug – hvis man medregner den energi, der fyldes på skibe og fly i Danmark. Det viser, at Danmark stadig hænger fast i forbrændingssamfundet. Vores forbrug af biomasse til energi er mere end fire gange større end i 1995, og især skovflis og træpiller fylder. En medvirkende årsag til den eksplosive udvikling er, at der i flere år er givet statsstøtte til kraftværker, der brænder træer og halm af for at konvertere det til elektricitet.

Straksudledningerne fra afbrændingen af biomasse tælles kun med i Danmarks nationale klimaregnskab for træ fældet i Danmark. Det sker i det såkaldte LULUCF-regnskab, der indgår 1:1 i det samlede klimaregnskab. LULUCF-regnskabet udskiller dog ikke det CO2 og kulstoftab i skovene, som afbrænding af træ fører til. Over halvdelen af træ-energiforbruget importeres, og det belaster LULUCF- og klimaregnskaber i oprindelseslandene. Straks-udledningerne fra afbrænding af biomasse i Danmark er over 20 mio. tons CO2 om året, men netto er klimapåvirkningen væsentlig lavere, fordi noget af biomasse alternativt hurtigt ville rådne og udlede CO2. Træenergiforbruget har den højeste klimapåvirkning, fordi Danmark bruger meget stammetræ, som kan være århundreder om at vokse op igen, og fordi selv fældningsrester rådner relativt langsomt. Den tidsvægtede klimapåvirkning fra dansk træ-energiforbrug er mellem 4-5,6 mio. t CO2e om året, afhængig af hvilken metode og hvilke antagelser, der anvendes.1 Hvis man både tæller det med og også medtager udledningerne fra danske fly og skibes internationale transport, er udledningerne fra dansk økonomi stort set de samme som i 1990. Skal vi tage ansvar for disse udledninger, er klimaudfordringen til dansk økonomi cirka dobbelt så stor, som de mål, der er fastsat i klimaloven. Se figur 19.

Dette understreger, hvor svær udfordringen er for det danske samfund. Et skønmaleri af tingenes tilstand er ikke hjælpsom. Dansk klima- og energipolitik bør tage udgangspunkt i et realistisk og nøgternt billede af virkeligheden. Danmark har på en række punkter mistet den grønne frontløberposition, som vi tidligere med en vis ret kunne gøre krav på. Den gode nyhed er dog, at den kan generobres igen.

Det kræver frem for alt, at vi i de næste få år accelererer omstillingen væk fra fossile energikilder og afbrændingen af fast træbiomasse. Desuden må forbrug og produktion af animalske fødevarer begrænses væsentligt for at nå i mål. Samtidig skal de øvrige natur- og miljøkriser løses, og vores store ressourceforbrug skal nedbringes, hvis Danmark igen på troværdig vis skal indtage sin position som en grøn frontløbernation. Det er heldigvis inden for vores rækkevidde.

Det danske samfund har aldrig haft en højere velstand, og der er er et betydeligt statsfinansielt råderum. Økonomisk og teknologisk er det muligt at lave en hurtig afkobling fra den fossile afhængighed, men det kræver en målrettet politisk reformindsats, handlekraft og implementering.

I denne energirapport er der opstillet et dansk transformationsscenarie, der viser, hvordan Danmark kan reducere sine absolutte udledninger med mere end 8,7 pct. om året, så Danmark bliver et nettonulsamfund i 2040. (Se de konkrete anbefalinger i kapitel 6) Vælger politikerne at følge transformationsscenariet frem mod 2040, kan Danmark spare atmosfæren cirka 207 mio. tons CO2 i forhold til, hvis man følger regeringens klimapolitik.

Opgaven er at lave en langt mere ambitiøs udbygning med vedvarende energi, elektrificering af samfundet og energieffektiviseringer samtidig med at man går håndfast til værks for at udfase og stoppe alle teknologier, der drives af fossile brændsler. Det gælder om at accelerere de grønne teknologier og løsninger kraftigt, samtidig med at man laver en hård opbremsning af det fossile forbrug.

Kapitel 5.  Den grønne energirevolution. Forstå S-kurverne  

Vi står midt i en grøn energirevolution. I de sidste ti år er den årlige udbygning med solenergi på globalt plan steget seks gange, og vindenergien er steget med over tre gange. Batterisalget fordobles hver 2-3 år, og deres energiintensitet stiger i et tempo, så det kan revolutionere ikke bare bilsektoren, men også energisystemet, industrien og måske tung transport på de lange distancer. Vi står midt i den største og hurtigste teknologiudvikling siden Anden Verdenskrig, og den kan disrupte det fossile energisystem, og det vil få skelsættende betydning for alle dele af samfundet.  

Mange af traditionelle mainstreamanalyser, økonomiske og teknologiske fremskrivninger har i mange år dog konsekvent undervurderet, hvordan sol, vind, batterier og elbiler vokser eksplosivt, og hvordan priserne samtidig tvinges længere og længere ned for hver fordobling i mængderne. Man har overvurderet omkostningerne ved VE, samtidig med at man har undervurderet prisfaldet, væksten i salget og innovationskraften for sol, vind og batterier. Denne monumentale fejlvurdering har samtidig ført til, at de fossile brændslers relative konkurrenceevne er blevet sat i et meget bedre lys, end de burde være. Og det har fået politiske og økonomiske beslutningstagere til at være alt for langsomme med at udfase den fossile energi eller at droppe investeringer i fossile energiprojekter. 

Det haster med at få opdateret vores økonomiske modeller og teknologiske prognoser, for de grønne energiteknologier har i en årrække udviklet sig i eksplosive S-kurver, der sprængt alle forventninger. Se figur 20.

Hovedårsagen er, at sol, vind og batterier er granulære og velafprøvede teknologier, der masseproduceres og hurtigt kan skaleres på markedet. Det har både udløst store prisfald og banet vej for masser af innovation. Prisen på solceller og batterier faldt med 80 pct. på ti år frem til 2022 og prisen på offshore vind faldt med 73 pct. og landvind med 57 pct. Prisudviklingen for de vedvarende energikilder har i store træk fulgt den såkaldte Wrights lov. Priserne for solceller er i snit faldet med cirka 28 pct. for hver gang, man har fordoblet den opstillede mængde af solenergi – fordoblingstiden er nu reduceret til omkring 2-3 år. Og solcellernes effektivitet er samtidig forbedret markant, og de er bedste solceller fremstiller nu 43 pct. mere energi pr. celle, end de gjorde i 2016. For vindenergi har prisfaldet været cirka 15 pct. for hver fordobling i mængden.

Batterierne kan revolutionere energisystemet 

Batteriindustrien er ved at bygge 400 gigafabrikker rundt omkring i verden. Disse gigafabrikker vil iflg. tænketanken RMI have kapacitet til at levere 9 TWh batterier i 2030.xlvi Dette tal svarer til en fjerdedel af Danmarks samlede elforbrug.  

På globalt plan står kinesiske virksomheder bag over 80 pct. af verdens produktion af batterier, men EU og den europæiske batterialliance arbejder målrettet for at opbygge en stærk europæisk batteriindustri og at få udenlandske konkurrenter til at lokalisere sig i EU. Iflg. Transport & Environment kan den europæiske batteriproduktion blive løftet til 1,7 TWh i 2030, men mere end halvdelen af de annoncerede projekter kan blive aflyst eller udsat.xlvii 

Det er en ekstremt krævende opgave at opbygge en stærk forsyningskæde til de nye grønne industrier, som går fra minedrift til forædling og fremstilling, men det er rent geopolitisk er det vigtigt for EU at kunne blive mere selvforsynende med batterier. For det er en kritisk faktor for succes i den store grønne energirevolution. 

Fra sektor til sektor vil batterierne brede sig og muliggøre en 100 pct. elektrificering.  

Dominobrikkerne er allerede ved at falde i bilindustrien, hvor salget af elbiler i mange lande – herunder i Danmark- har overhalet nysalget af fossilbiler.  

Den hastige udvikling i batteriteknologien – og den markante udvidelse af produktionskapaciteten – vil også kunne få en revolutionerende betydning for lagringen af den vedvarende energi. Energikrisen fik udviklingen til at tage ekstra fart, og flere private husstande og virksomheder har investeret i batterier til at bakke deres solceller op med.  

Flere og flere lande er ved at forstå, at batterirevolutionen også kan give os en afgørende brik til at skabe et meget mere resilient energisystem.  

Fra Kina, Australien til Kalifornien og en række EU-lande investeres der nu massivt i at opbygge store batteribaserede energilagre (BESS), som kan lagre den fluktuerende sol- og vindenergi, så man får mere forsyningssikkerhed. Kommissionens forskningsenhed, JRC, har således konkluderet i en analyse, at “batterier muliggør en bredere udrulning af fluktuerende vedvarende energi, også i sammenhæng med en stigende energiuafhængighed fra Rusland.”

Der sker en hurtig skalering i markedet.  Containerbaserede store batterier opstilles på stribe, kan mangedoble kapaciteten og skabe et mere stabilt net. Og priserne på denne type batterier er faldet kraftigt i pris. De såkaldte litium-jern-fosfat batterier (LFP) er i august 2024 faldet til omkring 358 kr/KWh i markedet, og det er langt billigere end de såkaldte nickel-mangan-kobolt batterier. (NMC) I 2020 sad NMC-batterierne på over halvdelen af markedet for batterilagring, men nu ser det ud til at de billigere og stabile LFP-batterier vinder kapløbet, og i år vil de stå bag op imod 85 pct. af markedet. Og de stiger i størrelse, intensitet og lagringskapacitet. Verdens største batterifabrikant, kinesiske CATL, er nu på vej med en ny generation af litium-jern-fosfat-batterier i en standard 20 fods container kan lagre 6,25 MWh. Se tekstboks .

Batterilagring ser også ud til at blive en finansiel investeringsmulighed. I øjeblikket skyder mange BESS-virksomheder op for at udnytte de hastigt faldende batteripriser, og de opbygger en business case for at levere systemydelser og balancering i nettet. De køber sol- og vindenergi, når den er allerbilligst, og sælger den tilbage, når energien er dyr. Alene i EU blev der installeret dobbelt så meget batterilagring i 2023 som i 2022, og det totale BESS-lager i EU er nu på over 36 GWh. Bloomberg New Energy Finance forventer, at der på globalt plan kan blive installeret omkring 155 GWh batterilagring, og en af hovedforklaringerne er, at priserne er halveret alene indenfor det sidste år.

Danmark er sakket agterud i dette kapløb, men øget batterilagring bliver uden tvivl en af de afgørende forudsætninger for at skabe et stabilt og sikkert vedvarende energisystem uden fossile brændsler. Iflg. Energistyrelsens tal har Danmark en samlet batterikapacitet på 2 MW i 2024, som frem mod 2050 ventes at stige til 460 MW. Man regner med andre ord med, at Danmark går fra nul GWh i 2023 til cirka 0,45 GWh i 2050. Den igangværende batterirevolution kan dog meget vel betyde, at Danmark allerede i løbet af meget få år vil runde flere GWh.

Solens kraft

På det globale marked har solcellerne sprængt alle forventninger, og hele 78 pct. af den vedvarende energieffekt, der blev installeret sidste år, var solenergi, mens vindenergien stod for 20% af den nyinstallerede effekt. Benyttelsestiden for vindkraft er dog typisk væsentlig højere end for solceller, hvorfor forskellen i produktion fra de to kilder er tilsvarende mindre. Det er meget forskelligt fra land til land, hvilket mix mellem sol- og vindenergi, der er bedst.

En massiv opskalering af produktionen – ikke mindst i Kina – betød, at solceller næsten er halveret i pris på bare et år. Den globale prognose er, at der vil blive installeret 500 GW solceller i 2024. I Kina har man i årets første år installeret over 100 GW solceller, og man ser ud til at have i alt 1200 GW solceller på plads inden udgangen af 2024, hvilket er seks år før, hvad regeringen i Beijing havde planlagt. I EU er tempoet også på vej op, og ved udgangen var der 269 GW solcelleenergi i EU-landene. I 2030 kan det være omkring 900-1000 GW, eller op til 33 mere, end man i 2022 besluttede i RePowerEU-planen.

I Danmark går det også hurtigere med at opstille flere solceller, og i andet kvartal af 2024 nåede man op på godt 3,7 GW, hvilket er dobbelt så meget som i fjerde kvartal af 2021. I regeringens Klimafremskrivning 2024 regner man med, at der kan være op imod 18 GW solenergi i Danmark i 2030. Nye regler for en mere smidig sagsbehandling kan sætte ekstra fart i udviklingen.

Nederlandene er her en europæisk frontløber, som flere medlemslande – herunder Danmark – kan tage ved lære af. Det er historien om en nation, der i mange år vendte solenergien ryggen og var dybt afhængig af naturgas, men som i løbet af de sidste få år har haft et ekstremt vækstboom indenfor solenergien. Se case nedenfor.

Solcellerevolutionen ser ud til at fortsætte i de kommende år. Globalt set kan solenergi måske endda blive den dominerende energikilde i fremtidens bæredygtige energisystem – og den vil naturligvis få en langt større rolle i solrige lande i Sydeuropa. Men også i det tempererede klima i Danmark kan solenergien blive et meget vigtigt supplement til vindenergien. Den har samtidig den fordel, at de to energikilder supplerer hinanden godt, fordi vindproduktionen typisk er størst om natten, hvor solen ikke skinner, og om vinteren. Arealmangel behøver ikke at være en reel udfordring, hvis man udtager mere landbrugsjord, sætter solceller op på store tagarealer, parkeringspladser, over motorveje og på vandet. Globalt kræver det kun 0,3 pct. af landarealet at forsyne hele verdens nuværende elforbrug med energi fremstillet med solceller.l

Der er også blevet rejst en del bekymringer, om der kan opstå mangel på kritiske mineraler til at fremstille de mange nye solceller, men denne bekymring ser ud til at være overdreven. Forskere har efter grundige studier af udfordringen konkluderet, at det ikke er et reelt problem med adgangen til disse råstoffer, og at det ikke vil begrænse væksten i solceller.li Silicium er et af verdens mest udbredte grundstoffer, og de andre materialer, sølv, glas, plastik, aluminium og stål ventes der heller ikke at blive mangel på. En periode var der bekymring for, om solcellerne ville kræve for store mængder af sølv, men gennem innovation og cirkulære tiltag er det ikke et ret stort problem længere. Genanvendelsesraterne hos flere producenter er nu nået op på mellem 75-97 pct. på flere af de kritiske og værdifulde materialer.

Både solceller og vindturbiner kan i dag opstilles på markedsbaserede vilkår, uden at de nødvendigvis har brug for statsstøtte. For i dag er sol- og vindenergi billigere end de fossile brændsler, og på livslange omkostninger er store solcelleanlæg på bar mark og landvind klart konkurrencedygtige. Selv hvis man lægger omkostningerne til f.eks. ellagring i batterier oveni, kan de på pris matche både gas og kul mange steder. Medregnes de positive sideeffekter for klima og miljø, er der ingen tvivl om, hvad der rent samfundsøkonomisk vil være det optimale valg. Se figur 23, der refererer til gennemsnitlige forhold i USA.

En win-win-win løsning

Det er blevet økonomisk attraktivt at investere i de grønne og rene energikilder. For de tilbyder en win-win-win løsning: A) De er billigere på livslange omkostninger; B) De kan fjerne en stor del af luftforureningen fra fossile brændsler og afbrændt træbiomasse; C) De kan bidrage til at løse klimakrisen og bringe os tættere på målet om nulemissionssamfundet.

Regeringerne bør ikke satse på en enkelt vedvarende energikilde, for de får brug for en bred vifte af forskellige typer for at opbygge et robust og sikkert energisystem med stabil forsyning. Lande, der omfavner den grønne bølge hurtigst, kan opnå betydelige konkurrencefordele i de kommende år. For adgangen til billig energi er af fundamental betydning i kappestriden på det globale marked. I stedet for at bevæge sig bag kurven, gælder det i stigende grad om at investere foran kurven.

Den store udfordring er at få fjernet alle de bureaukratiske snubletråde med langsommelige godkendelser af nye projekter med solceller eller opstilling af vindmøller. Det har været et stort problem i mange lande, herunder i Danmark. I 2023 blev der kun opstillet en ny kommerciel vindmølle i Danmark, som på få år er gået fra at være frontløber i EU til at være et af de mest fodslæbende lande, hvad angår vindenergi.

I EU blev der i løbet af sidste år opstillet 17 GW vindenergi, heraf 14 GW på land, men det er for lidt. Brancheorganisationen Wind Europe har skønnet, at EU-landene mindst skal opstille 30 GW vind hvert år frem til 2030 for at leve op til sine egne målsætninger. Nogle lande som Tyskland har dog vist, at når den politiske vilje er til stede, kan det godt lade sig gøre. De opstillede ikke alene ekstra 14 GW solceller, men klarede samtidig at opstille 2,9 GW vindenergi på land. Og i de første fem måneder af 2024 har tyskerne godkendt ekstra 3,1 GW vindenergi på land. På lidt over et år har de tyske myndigheder givet tilladelse til mere ny landvind, end der allerede findes i Danmark. Flere lande kan med fordel følge det tyske foregangseksempel.

Europas vindmøllefabrikanter står klar til at skalere kraftigt op, og hvis ikke de får fyldt ordrebøgerne op, er der desuden risiko for, at de må skære yderligere ned på kapaciteten, hvilket kan give bl.a. kinesiske konkurrenter bedre muligheder for at fylde tomrummet ud. Der er omkring 370.000 arbejdspladser på spil i den lange forsyningskæde, som den europæiske vindmølleindustri har opbygget i de sidste årtier.

Jo mere vindenergi, der fremstilles, jo mere fossil energi kan vi frigøre os fra. Og jo bedre muligheder får de enkelte lande for at skaffe billig og tilstrækkelig energi til nye industrier. Men når store havvindmølleprojekter og energiøer aflyses eller udskydes, eller når landvindmøller ikke bliver opstillet på grund af bekymringer for f.eks. markmus eller flagermus i det lokale miljø, bliver det sværere at løse den klimakrise, som er den allerstørste trussel mod biodiversiteten.

I Tyskland valgte man derfor hurtigt at tage EU´s nødretsforordning i brug, der blev vedtaget i december 2022. Af hensyn til forsyningssikkerheden tillader forordningen, at der laves en meget hurtigere sagsbehandling og effektive klageprocesser ved nye projekter med vedvarende energi. Man ser VE-projekter som noget, der er en væsentlig samfundsinteresse. Der kan gives kortere tidsfrister, også for miljøgodkendelser, og man kan også gøre det lettere at lave en såkaldt repowering af gamle anlæg, når det fører til mere vedvarende energi.

I Danmark bør vi lære af den tyske tilgang, og man kan her også gå målrettet efter at få skrottet nogle af de gamle møller – f.eks. alle ældre vindmøller på under 500 KW – og erstattet dem med nye topmoderne og effektive vindmøller, som kan levere meget mere energi pr. mølle. Samtidig kan man med fordel blive dygtigere til at lave en tidlig involvering af kommunerne og de lokale borgere i beslutningsprocessen. Nye økonomiske incitamenter, der gør det attraktivt for de lokale at byde velkommen til nye VE-projekter, kunne f.eks. være en form for overskudsdeling, hvor pengene direkte går til opstillerkommunen.

Mere digital energistyring

Det gamle fossile energisystem har historisk været domineret af store centrale operatører og monopolselskaber, men i den store grønne acceleration vil energisystemet forandre sig radikalt og blive meget mere fleksibelt, decentraliseret og netværksbaseret. Vedvarende energi er en fleksibel og fluktuerende energi, hvor produktionen varierer en del afhængig af vejrforholdene. I stedet for store centrale kraftværker vil energisystemet få langt flere decentrale produktionssteder med grøn strøm, der fødes ind i nettet fra tusindvis af vindmøller og fra mange spredte solcelleanlæg på marker og tage. Det er et nyt system for distribueret og fleksibel energi. Og det vil blive bundet sammen af data på internettet. Med data intelligente net og en digitalisering af el- og varmemålere er er det nemmere at fremme “load-shifting” og “peak-shaving” i energisystemet. Se figur 25.

Lidt over halvdelen af de europæiske husstande og virksomheder har i dag smarte elmålere, men de bør opsættes i alle bygninger og forbindes til nettet. Jo flere eldata, der deles i anonymiseret form på åbne offentlige dataplatforme jo større værdi kan der skabes til gavn for alle. I de næste par årtier vil vi en ny digitaliseringsbølge rulle gennem energisystemet, og kunstig intelligens vil blive brugt i meget større omfang til at optimere alle systemer. Nogle steder håber man på effektiviseringsgevinster og at reducere nedetiderne med mellem 20–30-50 pct. I Sverige har man i nogle boligforeninger reduceret energiforbruget med 20 pct. ved at bruge AI, og det japanske mobilselskab, KDDI, har med hjælp fra AI sparet helt op til 50 pct. af energiforbruget i de yderste dele af deres mobilnetværk, hvor trafikken er lavest.

Tingenes internet (IoT) vokser kraftigt, og det påvirker også energiforbruget. I dag er over 16 mia. produkter forbundet til internettet via sensorer og gps, og om otte år kan det være over 40 mia. IoT-enheder. På tingenes internet kommunikeres på kryds og tværs i realtid. Logistikfirmaer i transportsektoren såvel som energisektorens store aktører kan få meget præcis viden om, hvor varerne befinder sig lige nu, og hvordan efterspørgsel, behov og strømmen ændrer sig minut for minut, time for time. Med Google Street view og andre åbne platforme kan man skabe store datasæt, der kan giver værdifulde informationer om adfærden, og med kunstig intelligens kan man optimere distributionen af elektricitet i nettet.

Men der er også risiko for en stor rebound effekt, for den øgede brug af kunstig intelligens kan føre til meget større energiforbrug.

Verdens datacentre og kunstig intelligens sluger i dag cirka to pct. af verdens elektricitet, men i 2026 vil datacentrene kræve mere end dobbelt så meget energi og nå et samlet forbrug på 1000 TWh, hvilket stort set svarer til hele Japans elforbrug. I EU er der i dag over 1200 datacentre, der står for 4 pct. af unionens samlede elforbrug, men frem til 2026 forventer man, at deres elforbrug stiger med omkring 30 pct.lii

Hvis datacentrene er lokaliseret tæt på ren vedvarende energi og drives med 100 pct. grøn strøm, er det rent klimamæssigt ikke et så stort problem, men det forudsætter, at denne enorme mængde af akkumuleret viden i skyen bruges til noget nyttigt, der understøtter den grønne omstilling.

Ved at trække på store cloudbaserede datalagre med viden om historiske vejrdata og om de specifikke adfærdsmønstre i produktion og efterspørgsel kan algoritmerne trænes til at lave forudsigelser om, hvordan man optimerer hele værdikæden fra den enkelte vindturbine til elapparaterne ude hos forbrugerne. Det er et slags virtuelt energisystem, som kan skabe et nyt økosystem, hvor selskaber fra forskellige sektorer også kan samarbejde med hinanden om at finde mere energieffektive løsninger. Samtidig kan den enkelte forbruger bruge disse data til at få større indsigt til at handle bæredygtigt og spare på energien. For virksomhederne har det også meget stor værdi. Iflg. det Internationale Energi Agentur producerer verdens vindmøller hvert over 400 milliarder datapunkter, og hos de store fabrikanter af turbiner, som bl.a. Vestas, har dataanalyse længe været en vigtig konkurrenceparameter.

Fleksible distribuerede energiløsninger – herunder termonet i lokalsamfundene og individuelle borgeres produktion og lagring af solcelleenergi på parcellen – kan spille effektivt sammen med de store centrale energiparker, distributionsnettet og transmissionsnettet, uden at den ene aktør presser den anden ud. Kommer der mere produktion og forbrug i lokale energifællesskaber, og gøres det attraktivt for virksomheder eller erhvervsparker at bygge deres egne ”energi-øer”, som er bakket op med egne batteri- og varmelagre, kan det tage noget af presset væk fra en udbygning af transmissionsledningerne. I Danmark flyttes i dag f.eks. store mængder vindenergi fra Vestdanmark til Østdanmark, men hvis man både hæver den grønne strømproduktion og lagringskapaciteten i Østdanmark, kan man spare på transmissionsomkostningerne og f.eks. frigøre mere grøn strøm til PtX-fabrikker i Jylland. Den slags må adresseres i en samlet og langsigtet energiplanlægning.

Nettet skal også kunne bære den nye elladestruktur for at bane vej for en 100 pct. elektrificering af vejtransporten i EU, og fra 2026 skal der f.eks. være hurtigladere for hver 60 km på de europæiske hovedmotorveje. Bilernes batterier kan også bruges som en ekstra energiressource, der kan stabilisere markedet, når der er spidsbelastninger, og de kan sende elektricitet tilbage til nettet. Den nye generation af vehicle-to-grid (V2G) elbiler vil i praksis kunne bruges som et stort netbaseret batteri, der kan øge forsyningssikkerheden i samfundet. Det er her vigtigt, at ladestanderne er forberedt til V2G.

Danmark har som et af de mest digitaliserede lande i Europa et stærkt udgangspunkt for at bruge den digitale teknologi til at udvikle et moderne distribueret og fleksibelt energisystem. 28 pct.af virksomhederne bruger allerede kunstig intelligens, og alle danske hjem har smarte elmålere installeret.

I efteråret 2022 vedtog Europa-Kommissionen en handlingsplan for en digitalisering af energisystemet, hvor man bl.a. lægger op til at styre IT-sektorens energiforbrug, at indføre nye energimærker og skabe øget gennemsigtighed om datacentrenes energiforbrug. EU ønsker også at give borgerne bedre adgang til at bruge de digitale værktøjer, så de kan bedre kan kontrollere deres energiforbrug og regninger. Et tredje hovedpunkt er at forbedre energisystemets cybersikkerhed, så den kritiske infrastruktur bliver mere modstandsdygtig overfor hackerangreb.

Kommissionen forventer, at de europæiske netselskaber i dette årti mindst skal investere 170 mia. euro i nye digitale løsninger af de i alt 400 mia. euro, som skal bruges på at modernisere distributionsnettet. Samtidig er netselskaber fra mere end 15 EU-lande gået sammen med at udvikle et virtuelt økosystem for elnettet, der opererer parallelt med det fysiske elnet. Her vil transmissions- og distributionsselskaberne dele data med hinanden og bruge kunstig intelligens til at modellere og forudsige forbruget, såvel som at hjælpe hinanden til bedre at kunne forhindre cyberangreb, der er under opsejling.

Nye geotermiske potentialer 

Også geotermisk energi kan spille en vigtig rolle i den grønne omstilling af energisystemet, selv om det indtil nu er en nicheteknologi med en meget beskeden markedsandel.  Geotermi er helt kort en teknologi, hvor man hiver varmt vand op fra saltholdige reservoirs i undergrunden for herefter at bruge varmen fra vandet til fjernvarme og elektricitet. Geotermi har samtidig dne fordel at være uafhængig af vejrliget. 

Island er længst fremme indenfor geotermisk varme. Her bliver over 90 procent af alle hjem varmet op med geotermisk vand, som bliver ført ud til forbrugerne gennem et nationalt net af rørledninger. Også lande som USA, Nederlandene, Japan, Italien og Kenya – har geotermiske anlæg, men i 2022 var der kun otte lande, som åbnede nye geotermiske anlæg. Samlet set steg den globale produktion af geotermisk energi kun med 281 MW fra 2021 til 2022 og nåede samlet set en kapacitet på 14.9 GW i 2022. Det teoretiske potentiale er meget stort også i EU-landene, men her har nettokapaciteten stadig ikke rundet 1 GW. 

Geotermi er udfordret af højere initiale kapitalomkostninger, men målt på livslange omkostninger er den efterhånden ved at være konkurrencedygtig med de traditionelle fossile energikilder. I de bedste business cases er den nået ned på omkring 50-70 dollar pr. MWh i de sidste 10 år, viser tal fra det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA. Der forventes derfor en stigende vækst i udbygningen af geotermi de kommende år, fordi det er en energi med lave driftsomkostninger, der kan levere sikker varme på en effektiv måde i lokale områder, hvor der allerede er fjernvarmenet. Nye horisontale boringer er også på vej frem, så man ikke behøver at bore så dybt, hvilket kan sænke omkostningerne i geotermiske projekter. 

Forskellige analyser viser, at der i Danmark også er gode muligheder for geotermi. En kortlægning fra GEUS har peget på, at det flere steder i den danske undergrund er muligt at udnytte varmt vand fra undergrunden til energiformål. To til tre km nede i undergrunden er der flere steder med 60-80 grader varmt vand, som kan pumpes op, så man kan høste varmen og f.eks. overføre til vandet i fjernvarmenettet i et lukket kredsløb. Herefter pumpes vandet ned i undergrunden igen. Den proces kan gentages i det uendelige.  

Geotermi kan blive en vigtig og stabiliserende del af et samlet energimix baseret på vedvarende energi, fordi energiproduktionen er konstant modsat vind og sol, som er fluktuerende. Geotermi kan også være med til at erstatte en del af den store afbrænding af træbaseret biomasse i den danske varmeforsyning.  

Der har de seneste år været et voksende politisk fokus på geotermi. Herhjemme godkendte et politisk flertal i 2021 nye regler for geotermisk fjernvarme, som gør det mere økonomisk attraktivt at opsætte geotermiske anlæg. Et folketingsflertal har desuden lempet lovgivningen, så det er blevet muligt at etablere storskalaanlæg for geotermi i Danmark. Det første opsættes i Aarhus, og det er virksomheden Innargi, der er ejet af Mærsk, der er ansvarlig for det. Det vil, når det står færdigt, ifølge Klimaministeriet være det største anlæg i Europa- og vil i 2030 kunne levere energi svarende til 20 procent af fjernvarmebehovet i Aarhus. Der er også partnerskaber, der er i gang med at kigge ind i muligheden for etablering af storskalaanlæg i blandt andet Holbæk, København og Aarhus.  

Der er dog lang vej endnu i forhold til at få geotermi op i skala, der reelt batter i forhold til Danmarks energiforbrug. Det er i dag kun omkring 1 procent af vores samlede varmeforbrug som dækkes af geotermi, fra tre mindre anlæg ved Sønderborg, Thisted og på Amager.  

Det er usikkert, hvor meget geotermisk varme Danmark og andre europæiske lande kan nyde godt af i fremtiden. Europa-Kommissionen forskningscenter, JRC, har vurderet, at der måske vil være 80 GW geotermi i et best case scenarie frem mod 2040, men i branchen presser man på for mere ambitiøse målsætninger. I juni 2024 sendte over 200 stakeholdere i den geotermiske industris værdikæde et brev til Europa-Kommissionen, hvor de opfordrede EU til at udvikle en decideret geotermisk strategi, hvor EU-målet skal være at nå op imod 250 GW geotermisk energi i 2040. 

Jagten på et nyt grønt brinteventyr 

99 pct. af verdens brintproduktion laves i dag med fossile brændsler, og deres samlede udledning af drivhusgasser svarer rundt regnet til udledningen fra verdens luftfart. I forhold til klimaudfordringen er det vigtigt at få dekarboniseret denne industri.  

På globalt plan fremstilles op imod 120 mio. tons brint eller brint i forbindelse med andre gasser. 42 pct. af den bruges i raffinaderierne til at fjerne svovl fra benzin- og diesel (hvilket begrænser syreregn), 37 pct. bruges til at lave kunstgødning og resten bruges til fremstilling af metanol, kemikalier, plastik og i industrielle processer.  

Men hvordan trænges de fossile brændsler ud af verdens brintproduktion, og kan der opbygges en solid forsyningskæde med grøn brint fremstillet via elektrolyse og ren vedvarende energi? Det er her vigtigt at forstå, at brint en energibærer, der kan producere varme (via forbrænding) eller elektricitet (f.eks. gennem en brændselscelle). Og den kan bruges til at lagre energi over længere tid, så den sammen med batterier, varmelagre, vandkraft og andre teknologier kan være med til at lagre den flukturerende sol- og vindenergi. 

EU har store ambitioner om, at EU-landene i 2030 får en grøn brintproduktion på 10 mio. tons og vil importere yderligere 10 mio. tons grøn brint. Men der er lang vej igen. Det kræver 100 GW elektrolysekapacitet og 200-300 GW ren vedvarende energi at producere 10 mio. tons grøn brint.

I 2023 var der på globalt kun 2 GW elektrolysefaciliteter, og de producerede blot 148.000 tons grøn brint.  Kapitalomkostningerne er fortsat meget store, så der er endnu ingen storskalaværker i Europa. Indtil nu har skaleringen været hæmmet af flere forhold. For det første er prisen på grøn brint flere gange højere, dvs. typisk 5-8 euro pr. kg versus brint fremstillet med gas, der koster blot 1,5 euro pr. kg. Hvis ikke priserne bringes længere ned – eller regeringerne giver økonomisk støtte og statslige garantier i transformationsfasen – kan drømmene om et nyt grønt brinteventyr lide en krank skæbne.   

En anden alvorlig udfordring er manglen på tilstrækkelig med grøn strøm til de kommende PtX-fabrikker. Så længe der ikke er overskud af grøn strøm og fossile brændsler i energiforbruget, risikerer man at bruge fossil energi i elnettet til at fremstille grønt brint, hvilket vil efterlade et ekstra stort klimaaftryk. Statsstøtte til grøn brintproduktion – inden der er tilstrækkelige mængder grøn strøm og de fossile brændsler er trængt ud af energisystemet – vil ikke fortrænge så mange tons CO2, som direkte støtte til ren vedvarende energi eller varmepumper vil kunne sikre. Se tabel nedenfor.

Private investorer og konsortier har dog allerede lagt ambitiøse planer for nye PtX-fabrikker i Danmark og andre EU-lande. European Energy har f.eks. opført verdens største kommercielle e-metanol anlæg i Kassø ved Aabenraa, der skal fremstille E-metanol det første containerskib i verden, som er CO2-neutralt. Men samtidig har vi set Ørsted bakke ud af nogle af sine store grønne brintprojekter i Sverige og Tyskland med henvisning til de meget høje investeringsomkostninger.

Det er stadig uklart, hvem der vinder i kapløbet om at opnå en frontløberfordel i markedet og lykkes med at skabe en skalerbar PtX-forretning. Vi er vidner til et udskilningskapløb. Hvis Danmark skal udvikle en stærk PtX-industri kræver det dog en markant større og hurtig udbygning med land- og havvind og solceller. Og det går stadig alt for langsomt. På længere sigt kan der også komme en udfordring med at skaffe tilstrækkelig med kulstof til fremstilling af de nye e-brændstoffer, hvilket man er nødt til at adressere i tide.

Fremtidens usikre behov