Varm luft fra Folketinget skal give klimanegative pølser

1. april 2021
Der vil senere på året blive installeret en varmepumpe, der skal udnytte de store mængder overskudsenergi fra den varme luft i Folketingssalen. Den klimavenlige varmekilde vil i første omgang blive brugt til opvarmning af pølser i pølsevognen på Højbro Plads, men vil på sigt kunne give klimavenlig varme til store dele af indre København.

Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling har igangsat et innovativt klimaprojekt, hvor en ny vedvarende energikilde i form af varm luft fra Folketingssalen skal anvendes til klimavenlig madlavning i pølsevognen på Højbro Plads.

”Vi er henrykte over at have fundet dette store potentiale for CO2-reduktioner. Da vi havde regnet ideen igennem, stod det klart, at de store mænger varm luft, der løbende udsendes i Folketingssalen, let kan udnyttes til gavn for både klimaet og gastronomien,” udtaler Peter Poelsen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

Ideen opstod midt i en rød med brød

Ideen til varmepumpen opstod en helt almindelig tirsdag, hvor Peter Poelsen indtog sig daglige eftermiddagssnack ved tarmpusheren tæt på Christiansborg.

Jeg havde lige sat tænderne i den lidt lunkne tarm, da mit øje gled forbi Christiansborg, og der slog det mig pludselig, at den varme luft, som jeg så ofte lægger øre til, måtte kunne anvendes til noget værdifuldt, og hvad er bedre end en godt gennemstegt flæskekæp?”, spørger Peter Poelsen smilende.

Klimavenlige pølser

Pølsemanden på Højbro Plads, Jørgen Bratwurst (cand. pøl), er også henrykt over projektet, der giver ham mulighed for at markedsføre sine pølser som klimanegative. Han udtaler

Mine røde pølser er i forvejen supergrønne. De bliver lavet på klimagris og jeg klimakompenserer 100% ved at støtte en ny klimamærkning for en ret så bæredygtig vertikalsvinebedrift i Tanzania. Men nu, hvor jeg kan varme slangerne med vedvarende energi, så kan de jo ikke blive andet en klimanegative! Og så er det jo meget bedre at spise dem end gulerødder og blomkål, som jeg i øvrigt slet ikke kan li’.”

Det forventes, at også politikerne på Christiansborg vil fremhæve den nye grønne udnyttelse af deres varmeudledning som en del af fremtidige grønne valgkampe. Mere varm luft fra politikerne vil nemlig give mulighed for tilberedning af flere klimanegative pølser, som politikerne så kan indtage ved flæskekutteren kun få minutters gang fra Christiansborg. Hele processen bliver således også et centralt element i den cirkulære økonomi, som jo nyder bred opbakning i Folketingssalen.

Kæmpe potentiale for mere varm luft

Varmeudledningen fra Folketingssalen har haft en opadgående tendens de seneste par år på trods af det utroligt stabile antal medlemmer af Folketinget. Fortsætter den nuværende trend vil den nye vedvarende energikilde kunne dække energiforsyningen i store dele af Indre By. Peter Poelsen ser frem til den spændende udvikling

Tænk hvis vi om nogle år både kan nyde klimanegative pølser på Højbro Plads, CO2-neutral stegt flæsk med persillesovs på Rio Bravo og bæredygtig bøf med løg i Grøften. København kan jo blive verdens klima-gastronomiske hovedstad. Mine tænder løber i vand!