Vi skal udfase biomasse i el- og varmeforsyning
Danmarks anvendelse af biomasse er i dag nået et niveau, hvor vi er voldsomt afhængige af import og dermed lægger beslag på store skovarealer udenfor landets grænser. Det mener vi bør ændres. (Rettet: 24. marts 2020)
Vi står i dag overfor en klima- og biodiversitetskrise. Vores brug af træbaseret biomasse har stor betydning for, hvordan vi sikrer reduktion af drivhusgasser i atmosfæren samt beskyttelse af truede arter, der bebor vores skove og krat.
Krisen er så akut, at en markant øget kulstoflagring i skov og træprodukter samt bedre naturbeskyttelse er absolut nødvendig.
Vi bør derfor øge både arealerne til produktionsskov og urørt skov på udvalgte landbrugsarealer, så tabet af landbrugsproduktionen minimeres samtidig med at beskyttelsen af de danske vådområder maksimeres.
Den biomasse, som vi tager ud af produktionsskovene, bør i højere grad end i dag fungere som kulstoflagre i produkter med en betragtelig levetid. Ikke -anvendelige rester bør nedmuldes til gavn for jordbunden.
Træbaseret biomasse bør kun benyttes til energiformål, hvor den fortrænger fossil energi og hvor andre vedvarende alternativer ikke er gangbare.
Danmarks anvendelse af biomasse til el- og varmeproduktion har været medvirkende til udfasning af kul og gas, hvilket er positivt. Det er i dag nået et niveau, hvor vi er voldsomt afhængige af import, og dermed lægger beslag på store skovarealer udenfor landets grænser. Det mener vi bør ændres.
Vi bør derfor sigte mod en udfasning af biomasse i el- og varmeproduktion frem mod 2040. På den baggrund er dette positionspapir (som ses til download, nedenfor). Papiret er delt i to:
1. Centrale anbefalinger ift. at fremme bæredygtig brug af træbaseret biomasse.
2. Vores principper og betragtninger, der ligger til grund for anbefalingerne.