Ruslands invasion af Ukraine har sat Europa på den anden ende ved at blotlægge vores afhængighed af russiske naturressourcer. Her står dansk og europæisk landbrug på meget usikker grund. Én ting er forsyningen af kvælstofgødningen, som siden krigens udbrud er blevet diskuteret i medierne. Kvælstofgødningen importeres i stor stil fra Rusland eller produceres på CO2-belastende fossil gas – også leveret af Rusland. Prisen på kunstgødningen er steget med gaspriserne, og landbruget frygter, at Rusland lukker helt for gas- og gødningseksport.

Desværre tikker også en anden bombe under landbruget i EU: vores afhængighed af fosfor. Der spredes over en million ton fosforkunstgødning på markerne hvert år for at få dem til at bugne mest muligt og dermed give størst udbytte.

Den fosforgødning laves af fosfat, som bliver udvundet i miner i blandt andet Rusland, Marokko og en mindre del i Finland. Det udgør et stort problem. Fosfat er en begrænset ressource, og afhængigheden er forbundet med forsyningsusikkerhed, forurening og sundhedsskadelige effekter. Og, som vi kommer tilbage til senere her, så kan vi vælge helt at stoppe importen af fosforgødning.

Forekomsterne af fosfat i jorden er dannet over millioner af år, og vi har derfor kun de mineralske forekomster, der nu engang er. Med de knap 50 millioner ton fosfat, der globalt anvendes årligt af landbruget, vil vi med tiden opbruge ressourcen, og så står vi med håret i postkassen.

Der går ganske vist mange år endnu, men når ressourcen gradvist udtømmes, stiger priserne. Derfor risikerer de fattige lande at tabe. I Afrika er mange landbrug afhængige af kunstgødning for at kunne dyrke afgrøder, da jorden er i fosformangel.

Overskrider de planetære grænser

Af EU’s samlede import af mineudvundet fosfor anvendes 78 procent som kunstgødning og 14 procent som fodertilsætning i husdyrproduktionen. Samlet set løber det op på en årlig import på omkring 1,5 millioner ton fosfor. Dertil skal lægges forbruget af fosfor udvundet i Finland og anvendt inden for EUs grænser.

Ifølge en rapport fra European Environmental Agency har tabet af fosfor i EU overskredet den planetære grænse med en faktor to. Det vil sige overskredet grænsen for et bæredygtigt fosforkredsløb uden risiko for betydelige og irreversible miljøkonsekvenser, der kan udfordre menneskehedens fremtidige udvikling og trivsel.

At grænsen markant overskrides, hænger sammen med en brug-og-smid-væk tilgang. Andre lande udvinder fosfor i miner langt væk, transporterer det over store afstande til EU, hvor vi spreder det på markerne som kunstgødning. Her akkumuleres noget i landbrugsjorden, mens store mængder tabes til vandmiljøet, hvor det gør stor skade på økosystemerne.

I samspil med kvælstof skaber det opblomstring af algevækst, hvilket fører til iltsvind i vandmiljøet. På sø- og havbund lagres store puljer af fosfor, som er meget vanskeligt at genanvende, og som i årtier vil frigives til skade for livet i vandet. Dette kender vi i Danmark, hvor havmiljøet i mange år har lidt – og fortsat lider – under vores store næringsstofudledning.

En anden hage ved hele miseren er, at fosfat indeholder det sundhedsskadelige tungmetal cadmium i varierende grad. Man kan rense for det, men det er en bekostelig affære. Cadmium bør undgås på vores landbrugsjord og i afgrøderne, da det er kræftfremkaldende og kan give nyreskader.

Derfor har EU også fastsat en grænseværdi gældende fra i år. Kunstgødning må nu maksimalt indeholde 60 mg cadmium pr. kg fosfat. Herhjemme har vi siden 1989 haft en strengere grænse på 48 mg Problemet er bare, at omkring 70 procent af verdens fosforressourcer befinder sig i det besatte og politisk urolige Vestsahara og har et højt indhold af netop cadmium.

Med det nye EU-krav kan de europæiske landbrug i højere grad blive afhængig af andre leverandører, herunder Rusland og Finland, hvis fosfat indeholder mindre cadmium. Men den finske fosforreserve er lille og dækker langtfra EU’s nuværende behov.

Vi risikerer, på trods af at der ledes efter andre leverandører, at blive endnu mere afhængige af russisk fosfor. Og som med gas og olie, kan Rusland vælge at stoppe sin eksport af det dyrebare fosfor, og hvad gør landbruget så?

Den situation ønsker vi i EU selvfølgelig ikke at stå i. Tre af de største grupper i Europa-Parlamentet har for nylig understreget nødvendigheden af at udvikle et europæisk fødevaresystem uafhængigt af importerede varer såsom gødning. EU har samtidig en målsætning om at reducere forbruget af kunstgødning med 20 procent.

Der ledes nu efter andre leverandører af kunstgødning, hvor Marokko med sine store, men cadmium-tunge, forekomster er i spil. Men hvad bliver så prisen: skal grænseniveauerne for cadmium tilbagerulles eller bliver prisen for fosfat tårnhøj? Der skal andet til, hvis vi skal blive fri af afhængighed, russisk fosfat og høje cadmium-niveauer på marker og i fødevarer.

Den grønne vej

Valget bør i sidste ende ikke stå mellem mere cadmium eller større afhængighed af ustabile forsyninger. Der er en anden og langt grønnere vej frem. Vi kan minimere brugen af fosforkunstgødning drastisk, hvis vi bliver bedre til at recirkulere og anvende de fosforressourcer, der i forvejen er i næringsstofkredsløbene.

Vi skal undgå at tabe fosfor til vandmiljøet, hvor vi ikke kan få fat i det igen. I Danmark kan vi genanvende mere af fosforen fra byernes spildevand og den næringsrige gylle fra de mange husdyr. Vi skal udnytte fosfor og kvælstof i husdyrgødningen bedre og stoppe med at overgøde marker tæt på de store husdyrbrug, samtidig med at vi importerer kunstgødning til planteavlerne.

Vi har flere steder store puljer af fosfor i jorden, og her behøver planterne ikke at få tilført fosfor i en årrække. På den måde mindsker vi tabet til vandmiljøet. EU-Kommissionen er ved at lave et forslag til en plan for EU’s forvaltning af næringsstofkredsløb. Her vil man skrue ned for forbruget og mindske tabet af blandt andet fosfor til vandmiljøet.

Men vi kan gøre langt mere. Vi har brug for et landbrug i bedre balance, hvor vi bruger minimale mængder kunstgødning. Det har økologerne gode erfaringer med, så her kan man hente inspiration. En omstilling til en uafhængig landbrugsproduktion kan også understøttes af en afgift på fosforkunstgødning, og man kan øge tilskuddet til recirkulering af fosfor fra affald og restprodukter.

Et bæredygtigt landbrug kræver en bæredygtig næringsstofforvaltning. I Danmark er det oplagt at gøre os helt fri af fosforimport. Det årlige overskud af fosfor på markerne er på omkring 10.000 ton, og vi anvender i omegnen af 13.500 ton fosforkunstgødning årligt. På den baggrund vurderer forskere fra Aarhus Universitet, at vi faktisk godt kan undvære fosforkunstgødningen helt. Så lad os gøre det og samtidigt reducere vores afhængighed af russiske råstoffer.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Berlingske