Regeringen og politikerne på Christiansborg holder mange højstemte taler om, at de vil firedoble sol- og vindenergi inden 2030, men vi bevæger os i slæbegear på land og til havs.

I mange år er vi lullet i søvn med patosfyldte eventyr om Danmark som en grøn frontløbernation. Men virkeligheden er en anden.

Ifølge Energistyrelsens seneste prognose vil den førte politik kun levere lidt mere end en fordobling. Selv om vi har en flertalsregering har den ikke ryddet op den regeljungle og de mange snubletråde, der blokerer den grønne omstilling af energisektoren.

Med de seneste udspil er håbet, at der måske sker noget i første halvdel af 2024. Det er et fremskridt. Men det burde være sket for længe siden.

Som Vestas topchefen Henrik Andersen sagde for nylig, er Danmark formentlig det eneste land i EU, der i øjeblikket bremser op for vindkraft. I år pilles flere møller ned, end der sættes nye op.

Regeringen aflyste åben dør-ordningen for havvind med op til 23 GW. I stedet valgte man en langsommere og mere bureaukratisk plan for havvind i Østersøen og Nordsøen, der måske først leverer 9-14 ekstra GW i 2032.

Og Energistyrelsen skal bruge 2-3 år på at kortlægge havet i stedet for at sætte turbo på udbygningen.

Oven i har man bremset det folkeligt forankrede energifællesskab i Bornholms Havvind, der var klar til at bygge ni havvindmøller ud for Nexø, som kunne gøre Bornholm 100 procent selvforsynende med grøn strøm allerede i 2026. Det skriger til himlen.

Mange steder i landet kan lokale projekter med solceller og vindmøller ikke kobles på energinettet, fordi det er nedslidt og kun en tredjedel af el-stationerne har ledig kapacitet.

EU presser på for, at medlemslandene opretter vedvarende energizoner, så man med hurtige godkendelser på 6-9 måneder kan sætte fart i udbygningen med sol- og vindenergi. Men Danmark er stadig ikke klar.

EU ønsker også, at lokale og folkelige energifællesskaber får lettere ved selv at opstille, producere og dele sol- og vindenergi på tværs af ejendomme, men Danmark sætter hælene i og laver minimumsimplementering.

Nogle har forsøgt at give skylden til miljøorganisationer, der blokerer for projekter på grund af hensynet til markmus eller flagermus. Ja, det sker ind i mellem, og det er ærgerligt.

Men mange developere har vist, at det godt kan lade sig gøre både at bygge vedvarende energianlæg og sikre biodiversiteten. Vi skal beskytte naturen, bestanden og biodiversiteten, men sol- og vindenergi kan udbygges uden at give køb på miljøhensyn.

Og husk proportionerne: Den største trussel mod biodiversiteten er stadig fossile brændsler,klimaforandringer og et alt for intensivt kemisk og industrielt landbrug.

Den gode nyhed er dog, at vi allerede har alle de energiteknologiske løsninger, der er brug for.

Inden 2040 kan vi bygge et 100 procent vedvarende energisystem baseret på en massiv opskalering med sol- og vindenergi, varmepumper, jordvarme, batterilagring og elektrificering af stort set alle sektorer.

Det kræver mindst en syvdobling af sol- og vindenergi på land, hvis vi samtidig laver energieffektiviseringer og fjerner alt spild.

Faktisk er denne udviklingsvej langt billigere og mindre klimaskadelig end at holde fast i fossile energikilder, der i dag står bag 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug, og at lappe på skaderne med CO2-fangst for enden af skorstenene.

Vi bør også udfase afbrændingen af fast træbiomasse, der hvert år udleder over 15 millioner tons CO2e til atmosfæren, og som der ikke er brug for i fremtidens elektrificerede varmesystem.

Vi hænger endnu fast i et forbrændingssamfund, der er med til at fyre kloden af, og det skal vi nu frigøre os fra. Det kan kun gå for langsomt. Engang var Danmark en grøn frontløbernation. Det er vi desværre ikke mere.

Sverige har i det forløbne år opstillet ekstra 2 GW vindmølleenergi, mens vi i Danmark er gået i stå. I Tyskland tidobler de med solceller frem mod 2030, selv om de allerede har mere solenergi per indbygger.

Og Holland er i de sidste tre år blevet Europas frontløber med udbygning af solenergi. De næste fem år vil de sætte ekstra 20 GW solceller op.

En af hemmelighederne er, at Holland har indført en nettomålerordning, hvor folk kan trække lige så meget fra på deres elregning, som de leverer grøn strøm til nettet.

De gør det til en god forretning at omstille fra naturgas til vedvarende energi.

I Danmark får man meget mindre for den grønne strøm, man producerer til nettet, end den man henter fra nettet. Skattehammeren rammer allerede, hvis man årligt tjener over 14.000 kroner på at sælge grøn strøm fra sin ejendom.

I stedet for at gøre det let at oprette folkelige energifællesskaber i lokalsamfundene, har vi gjort det bøvlet i Danmark.

Vi har kun gennemført det mindst mulige af EU-direktiverne for elmarkedet og for vedvarende energi i stedet for at give borgerdrevne fællesskaber langt flere rettigheder.

Der skete enkelte forbedringer i den nye elforsyningslov, men regelsættet er kompliceret, og deling af VE-produceret strøm mellem bygninger skal ske via det kollektive net, hvis der er flere elforbrugere.

Kommunerne er tvunget til at oprette særskilte energiselskaber for at dele solenergi på tværs af kommunale bygninger, og de skal betale elafgift for eget forbrug, hvor virksomheder ellers slipper.

Afgifterne for at komme på transmissions- og distributionsnettet er 13-14-doblet siden klimavalget. I stedet for at gøre det billigere at opstille vedvarende energi er det blevet dyrere.

De fossile forbrugere burde betale en større del af regningen for udbygningen af elnettet frem for at skyde regningen over til de grønne energiproducenter.

Det nuværende hvile-i-sig-selv princip, hvor forbrugerne af elnettet skal dække udgifterne til udbygningen af nettet, er i praksis med til at sænke tempoet i den grønne omstilling.

Det danske energisystem slæber rundt på fortidens arvegods. Industrisamfundet, gamle monopolselskaber og centrale kraftværker kaster stadig lange skygger ind over den måde, vi producerer, distribuerer og regulerer energien på.

I fremtiden får vi et grønt ocean, hvor der bliver brug for enorme mængder af ren vedvarende grøn strøm. Frem for at hænge fast i fortidens centraliserede strukturer eller at vente på en samlet statslig plan, skal borgerne og lokale fællesskaber slippes fri fra neden.

Det er alt for svært for borgere, lokale energifællesskaber og kommuner at tage medansvar for den grønne omstilling væk fra fossile brændsler.

Nogle påstår, at det er borgernes egen skyld. At mange danskere siger Not in My backyard. At folk siger nej tak til sol- og vindprojekter i baghaven eller i det lokale.

Men det passer ikke. Flere meningsmålinger har vist, at mellem 70-80 procent af borgerne gerne vil have flere vindmøller i deres kommune. 74 procent siger: Ja til mere vedvarende energi hurtigst mulig.

Der er masser af lokale historier, der viser, at det hele går meget nemmere og hurtigere, når borgerne involveres tidligt i processen. Folk vil gerne høres og tage et medansvar.

I Rådet for Grøn Omstiiling har vi været rundt i landet – fra Gedser til Thisted, fra Avedøre til Fjelsted – hvor borgere på egen hånd stabler større solcelleanlæg, fællesejede vindmøller og thermonet på benene for at få udfaset fossile olie- og gasfyr.

Der er masser af virketrang blandt borgerne. Kan de få medejerskab i grønne energiprojekter, siger de ja tak til meget mere end politikerne på Christiansborg tør håbe på.

Vi trænger til en energirevolution i Danmark. Vi skal skabe et nyt og mere fleksibelt og decentralt energisystem, hvor antallet af energiproducenter mangedobles.

I stedet for bare at satse på store centrale monopolselskaber skal borgere og lokale borgerfællesskaber også selv fremstille deres grønne strøm og sælge den frit til nettet.

Vi har brug for en massebevægelse af prosumenter, der sætter solceller på hustage og parkeringspladser og bygger plusenergihuse. Og som bruger deres elbilers batterier til at stabilisere nettet i spidsbelastningstimer. Det kan gøre energinettet grønnere meget hurtigere.

Og gør det mere attraktivt for kommuner at sige ja tak til vedvarende energi, så de ikke bare får et engangsbeløb eller omfordeling via en central grøn pulje. Vestas har foreslået, at man giver 10 øre per Kwh, vindmøllerne producerer i deres levetid.

Det er en fremragende ide. Hvis det for eksempel er en 15 MW mølle, sådan som den der bliver stillet op på Thyborøn Syd havn, kunne kommunen få en ekstra indtægt på vel omkring 8 millioner kroner om året og 280 millioner kroner over 35 år.

Med mere lokal overskudsdeling kunne der for alvor blive sat fart i omstillingen.

Debatindlægget er skrevet af direktør Bjarke Møller og blev bragt i Altinget den 11. december 2023