Frigørelsen fra Putins fossile energi. Hvornår rykker politikerne?
Hvad kan Danmark og resten EU stille op i forhold til den forsyningskrise og energisikkerhedskrise, som er brudt ud i kølvandet på Putins krig i Ukraine? Det haster med at finde et sammenhængende svar på den udfordring. Direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Bjarke Møller, har i lyset af EU-topmødet og næste uges energiministermøde skrevet en analyse af udfordringerne. Bjarke Møller er også hovedforfatter til en større grønbog fra Tænketanken Mandag Morgen, der blev lanceret på årets folkemøde i Allinge.
Putins invasionskrig i Ukraine har sendt rystelser igennem hele Europa, og den har udløst en energisikkerhedskrise, der kan måle sig med de internationale kriser i 1970´erne. Energipriserne er tordnet i vejret på de globale markeder, og det samme er borgernes el- og varmeregninger. Næsten en fjerdedel af EU´s energi var sidste år importeret fra Rusland, og siden krigen blev indledt den 24. februar, har de europæiske borgere hver eneste dag betalt 4,5 mia. kr. for olie, kul og gas, som finansierer Putins krig.
Vores fossile afhængighed er blevet vores største sårbarhed. Energipolitikken er geopolitik, og den har afgørende betydning for vores sikkerhed og selvstændighed.
EU-landene har indført seks hårde økonomiske sanktionspakker mod Rusland, og man har indført en ensidig olieembargo. Fronterne er trukket hårdt op i en økonomisk nedslidningskrig, hvis udfald også får stor betydning for ukrainernes frihed og fremtid. Et brændende spørgsmål er nu, hvordan EU-landene klarer sig gennem næste vinter? Gazprom har i den seneste tid lukket for gashanerne til en række EU-lande. Det skaber en brændende platform under regeringerne, for dermed bliver det svært at få fylde EU-landenes gaslagre op inden næste vinter. Og – som de siger i Game of Thrones – “winter is coming”.
Det er den dramatiske ramme for Europas sikkerhed i disse dage. Det burde være topprioritet at finde et robust svar på de sammensatte udfordringer. Det aktuelle EU-topmøde mellem EU´s stats- og regeringschefer, næste uges ministerrådsmøde mellem EU-landenes energiministre og de aktuelle forhandlinger i Finansministeriet om en ny grøn skattereform i Danmark har fået tilført en helt ny urgency.
Klimaet venter ikke på Godot
Tiden er knap. Det er den også, fordi klimaforandringerne accelererer. Den seneste uges vilde hedebølge i mange europæiske lande er et blandt mange signaler. FN´s internationale klimapanel, IPCC,har slået fast, at der er behov for øjeblikkelige CO2-reduktioner, men verdens regeringer har stadig kurs mod 2,7 til 3,2 grader celsius med den nuværende politik. Ikke engang EU – der er den mest progressive kraft på den globale arena – har en Green Deal, der bringer os nær det ambitiøse Paris-mål om 1,5 grader over det førindustrielle niveau. Her onsdag vedtog Europa-Parlamentet en reform af det europæiske kvotehandelssystem, et udvandet forslag til en CO2-grænsetold og en social klimafond, der rummer mange fine intentioner. Men bundlinjen er stadig, at EU – såvel som medlemslandene – endnu ikke leverer nok. I Europa er vi tættere på 2 grader end på 1,5 grader, fordi der stadig er for meget business as usual tænkning. Krigen i Ukraine har skabt en bred politisk bevidsthed om, at det er nødvendigt at ændre kurs, men den er endnu ikke omsat til håndgribelige reformer i det tempo, som den dramatiske situation kalder på. Vi har brug for mere krigszonementalitet.
Vi har kun tre år til at knække kurven med stigende udledninger, hvis vi skal holde de globale temperaturstigninger et godt stykke under 2 grader, og helst ikke over 1,5 grader. Og hver eneste dag, at man ikke sparer på energien og investerer i vedvarende energi, går ud over vores sikkerhed. Manglen på handlekraft kan koste os dyrt i fremtiden. Ikke bare fordi det bringer os tættere på de forbundne klima tipping points, som udløser endnu større klimaregninger. Det øger også risikoen for fossil lock-in. Det har vi allerede set flere eksempler på.
Risiko for fossile fejlinvesteringer
I flere EU-lande forsøger regeringerne desperat at sætte ekstra kul på kulkraftværkerne eller at bygge nye LNG-gasterminaler til at importere flydende gas fra USA, Qatar og andre lande. Rent klimamæssigt er det sidste meget risikabelt, for en del af det er fracking gas, som udleder 40-60 pct. mere metan end konventionel naturgas. Det kan binde op til 84 gange mere varme i atmosfæren end CO2. Økonomisk og forsyningsmæssigt er det også en dårlig ide at bruge milliarder af euro på at bygge nye LNG-terminaler. Det kan tage op til 2-3 år at bygge dem og den tilstødende infrastruktur, og det kan tage 20-30 år at forrente investeringerne. Det er en panikløsning, som er helt ude af sync med advarslerne fra IPCC, der vurderer, at fossil infrastruktur for mellem 1.000 og 4.700 mia. dollars bør droppes frem mod 2050, hvis vi skal holde temperaturerne på under 2 grader. Det er, som FN´s generalsekretær, António Guterres, har sagt, “moralsk og økonomisk galskab at investere i ny fossil infrastruktur”
Men der findes heldigvis alternativer.
Energitænketanken, EMBER, har i en analyse vist, at EU-landene ikke behøver at bruge nye penge på LNG-terminaler eller at udvide kulindvindingen, for i 2025 kan vi klare os uden russisk gas i 2025, ved sætte ekstra fart på energibesparelserne, opstille mere sol og vindenergi, og udskifte natur- og oliegasfyr med energieffektive varmepumper. Det tyske Fraunhofer institut har beregnet, at det vil være omkostningseffektivt for EU-landene at reducere energiforbruget med hele 21 pct. i dette årti, og det er teknisk muligt at komme helt op på 23,4 pct. energibesparelser. Det er langt over de 13 pct., som Europa-Kommissionen anbefaler i sin RePowerEU-plan. I Europa-Parlamentet kæmper den socialdemokratiske ordfører, Niels Fuglsang, for at løfte energieffektiviseringsmålet til mindst 19 pct. i dette årti. I virkeligheden burde det være en no-brainer at hæve sparemålet, for mange energieffektiviseringer – som installation af smarte målere, isolering og istandsættelse af nye vinduer i husene er tjent hjem på få år. Og det vil ikke være et stort afsavn i disse krigstider f.eks. at sænke hastigheden med 10 km/t på motorvejene og skrue en grad ned for temperaturen i hjemmene, som det Internationale Energiagentur, IEA, har foreslået. Den seneste IEA-konference i Sønderborg burde være en glimrende affyringsrampe for de politiske ledere i Danmark og resten af EU til at gå til biddet, men hvornår sker det?
REPowerEU har stadig alvorlige mangler
Der er bestemt fine takter i Kommissionens RePowerEU plan, der vil frigøre EU fra 2/3 af gasimporten inden næste vinter. De vil øge ambitionerne for vedvarende energi til mindst 45 pct. i 2030. Kommissionen vil løfte bygninger op i bedre energiklasser, kræve flere solceller på tagene og accelerere staternes godkendelse af nye VE-anlæg, og dermed spare næsten 93 mia. euro i import af fossile brændsler om året. Kommissionens embedsfolk har arbejdet under hårdt tidspres. Men kravene til energieffektivisering ligger alt for lavt, forslagene til udbygning af VE ligger under business as usual prognoserne for f.eks. solenergi, og man vil samtidig binde mange milliarder euro op i LNG-terminaler og infrastruktur, der ikke løser den akutte krise. Man vil spilde penge på fossil infrastruktur, der kunne være brugt til at investere mere i den grønne omstilling. Risikoen er reaktive og kortsynede nødløsninger i stedet for at investere i stor skala i det, der peger fremad.
De tektoniske plader bevæger sig hurtigt, og tiden kalder på helt nye tilgange. Et lyspunkt kom den 18. maj, hvor statsminister Mette Frederiksen var vært for et topmøde i Esbjerg med Ursula von der Leyen og regeringscheferne fra Tyskland, Holland og Belgien. De fire lande lovede at stille mindst 65 GW havvind op i Nordsøen inden 2030 og at nå mindst 150 GW i 2050. Det kan give grøn strøm til 230 millioner husstande. Mange så dette topmøde som begyndelsen til et større vindeventyr, hvor Nordsøen forvandles til Europas grønne kraftværk. Og i Danmark har den socialdemokratiske regering lovet, at de vil øge produktionen af grøn strøm med fire gange frem mod 2030, og de vil femdoble havvind. Det lyder imponerende, men går man tallene nærmere efter, viser det sig, at de nye Nordsømål slet ikke er tilstrækkelige.
En gigaudfordring
Det kræverop imod 500 GW, hvis EU-landene skalfrigøre EU-sig helt fra den russiske energi. Hvis vi øger 2020´ernes energibesparelser til 23 pct., kan vi i løbet af fem-seks år spare, hvad der svarer til energiindholdet i den russiske gas. både den danske regering. Europa-Kommissionen og Rådet at mangler stadig at fremlægge en overbevisende road map. Samtidig investeres der for lidt i opstilling af solceller, landvindmøller og havvindmølleparker, og regeringernes planer er for uambitiøse. Der skal meget mere til for at erstatte den fossile energiimport i de kommende år. Og oveni skal der også skaffes grøn strøm nok til de mange Power-to-X anlæg, der er under opbygning i Danmark og andre EU-lande. I Danmark er der allerede ved at blive bygget over 6 GW PtX-anlæg, og fortsætter udbygningstempoet kan der blive brug for mellem 32 og 50 TWh grøn strøm i 2030. Det kan næsten spise den femdobling af havvinden, som regeringen taler om fra i dag 2,3 GW til 12,9 GW i 2030. Og ude i horisonten venter endnu større efterspørgsel, og hvis de danske politikere ikke beslutter sig i tide, kommer man for sent. I værste fald ender man med at lave brint og ammoniak på fossile brændsler,og det vil forværre klimaudfordringerne. I EU ser vi samme tendens til underinvesteringer og for langsom udbygning af sol og vindenergi. Kommissionen foreslår i sin REPowerEU-plan, at der i 2030 skal fremstilles ikke mindre end 10 mio. tons hydrogen. Det vil reelt kræve 110 GW havvind at levere grøn strøm nok til disse Power-to-X anlæg. Det er næsten 70 pct. mere end, hvad regeringscheferne på Esbjerg-topmødet lovede at bygge frem mod 2030.
Politikerne stadig er bag kurven. Og oveni skal de også til at forberede sig på, hvordan vi i Europa kan levere grøn strøm nok til den elektrificering af mobiliteten på landjorden, som ventes at accelerere i slutningen af 2020´erne og 2030´erne. Jo nærmere vi kommer 2035, hvor Europa-Parlamentet og Kommissionen ønsker at stoppe salget af fossilbiler, jo hurtigere vil accelerationen sætte igennem. Og den vil ikke kun omfatte personbiler og motorcykler, men også jernbaner og lastvogne. Transport & Environment har det vil kræve mindst 633 GW ekstra vindenergi – eller hvad der svarer til 42.200 af de største havvindmøller at levere grøn strøm nok til et elektrificeret transportsystem i EU. Det er mere end fire gange så meget havvind, som man på Esbjerg-topmødet lovede at stille op frem mod 2050. Problemet er bare, at det er for lidt og alt for sent.
Den gode nyhed er, at sol- og vindenergi allerede er billigere end de fossile energikilder på markedsvilkår, og i takt med øget opskalering vil priserne efter alt at dømme også falde yderligere. I den anden retning trækker risikoen for mangel på råstoffer, og derfor må man via øget forskning, udvikling og innovation arbejde på at udvikle nye materialer, batterier og fremme øget genanvendelse. Den grønne omstilling stiller store krav til alle parter.
Grønbog anbefaler hurtig opskalering
Det er muligt at udvikle et nyt bæredygtigt energisystem i EU og i Danmark.En ny grønbog fra Tænketanken Mandag Morgen giver et samlet bud på, hvordan vi i Teslatempo kan omstille hele vores energiforsyning og frigøre os fuldstændig fra fossile brændsler. Jeg er hovedforfatter til grønbogen, der er udarbejdet efter input fra en række eksperter, forskere og ngo´er – herunder også fra Rådet for Grøn Omstilling (Læs grønbogen her). Den første og afgørende forudsætning er skrappere krav til energieffektivisering. EU bør spare mindst 20 pct. på energien i dette årti, og i Danmark kan vi godt nå 23-25 pct. energieffektivisering. Vi har mange af de store virksomheder, der kan levere de energieffektive løsninger, og staten kan f.eks. stille højere krav til årlige energirenoveringer i kommunerne og afsætte 3-5 mia. kr. i støtte til borgere, der laver energirenoveringer. Sammen med grønbogen er der et løsningskatalog med 130 konkrete handlingsforslag, som skal sikre flere energibesparelser og samtidig sætte turbo på udbygningen med vedvarende energi.
Grønbogen anbefaler, at den vedvarende energi fra sol og vind på landjorden syvdobles frem mod 2030, så det danske elnet er 100 pct. selvforsynende med grøn strøm på landjorden. Det kræver 30 GW sol og 20 GW vind fra land og i kystnære områder, hvis man skal udfase de fossile brændsler hurtigere, og der samtidig skal sikres grøn strøm nok til de nye Power-to-X anlæg. To kritiske forudsætninger er en helt ny tilgang for involvering af lokale borgere og grønne klimaråd, så der kommer et stærkere medejerskab i processen, og at politikerne for det andet fjerner alle bureaukratiske snubletråde og begrænser tiden for godkendelser. Eksekveringshastigheden skal være meget hurtigere, så de kommende generationer ikke svigtes i forhold til klimaforandringerne. Uden langt højere hastighed, når vi aldrig i mål. I løbet af 2030´erne skal der skaleres yderligere op, så hele det danske energiforbrug i 2040 hentes fra vedvarende energikilder på land. Hvis verdens største logistik- og containerselskab A.P. Møller-Mærsk kan levere en netto-nul klimabalance i 2040, så bør det danske samfund også kunne gøre det.
Frigør havvinden til nyt dansk eksporteventyr
Grønbogen fra Mandag Morgen foreslår samtidig en massiv opskalering med havvind, så der kan skabes et nyt dansk eksporteventyr, hvor vi leverer grøn strøm og brint til vores europæiske naboer, så de hurtigere kan stoppe importen af fossile brændsler. Af hensyn til vores energisikkerhed og klimaet bør vi fremskynde den dato, hvor hele EU er carbon-neutral eller lige frem carbon-positiv. Danmark bør frigøre Nordsøens enorme vinde til at være med til at få det til at ske. Kan vi løfte hele EU ud af den fossile æra, kan vi som europæere også være med til at flytte andre stormagter i verden.
Regeringen bør allerede i dette efterår i gang med at fjerne snubletrådene og lave en masterplan, der kan sikre mindst 30 GW havvind i 2030. Der er ikke grund til at vente 2-3 år på ekstra finscreeninger, for der er allerede masser af data om Nordsøen, og nu bør man åbne døren for de største markedsoperatører, så de kan komme med konkrete bud på den næste generation af vind- og brintøer.
Hvis vi anstrenger os ekstra, kan Danmark godt levere op imod 65 GW havvind i 2035. Det kræver en helt ny innovativ tilgang, hvor de gamle bureaukratiske forhindringer fjernes, og man tænker miljø- og biodiversitet ind fra starten af. I stedet for at kræve en up front-betaling til staten – som ved Thor-projektet – skal man lave en ny model for løbende overskudsdeling, så der sættes ekstra fart i udbygningen af havvind. Danmark kan blive et foregangsland, der viser, hvordan man midt under en krig og en international energisikkerhedskrise kan sætte turbo på den grønne omstilling. Det vil samtidig være godt for klimaet og skabe et mere robust og bæredygtigt fundament for Danmarks konkurrenceevne i fremtiden.