Med de nuværende politiske målsætninger står landskabet, som vi kender det, over for de største forandringer i generationer. Hvis vi skal lykkes, kræver det et opgør med forestillingen om, at borgere primært er nogen, der skal informeres og høres. Sammen udgør borgere en vigtig, men overset forandringskraft – hvis vi stopper op og ser, hvordan vi kan deltage.

I et land, hvor omkring 60 procent af arealet er dyrket, og 80 procent af jorden er privatejet, kan landskabet ikke forandres uden folkelig opbakning og lokalt medejerskab. Og i øjeblikket går det langsomt med de frivillige omlægninger. Landskabsomlægninger er derfor også en demokratisk og kulturel opgave.

En kulturforandring

Det seneste folketingsvalg markerede en bevægelse væk fra den fælles forestilling om at være et landbrugsland, men Danmark er fortsat et kulturlandskab. Landskabet formes af den måde, som vi bruger, forbruger og forvalter jorden på. Med andre ord kræver landskabsforandringer også en kulturforandring. Vi har derfor lige så meget brug for nye positive fælles forestillinger om, hvordan vi skal leve i, med og af fremtidens landskaber.

Tillad os derfor at plante en forestilling her, for rundt om i hele landet er lokale allerede i fuld gang med at skabe fremtidens landskaber sammen. I Alling i Midtjylland har borgere på få år omlagt mere end 70 hektar landbrugsjord til natur. Projektet skaber biodiversitet, beskytter Gudenåens vandmiljø og har samtidig skabt nye fællesskaber gennem blandt andet en naturcamp for børn.

Og i landsbyen Halkær i Nordjylland har beboerne etableret en landsbyfælled, som beskytter deres vandboring, og samtidig lægger grund til en fælles køkkenhave, der leverer grøntsager til den lokale kro, skaber arbejde til regenerative landmænd og nye oplevelser for skolehaver.

Fælles grund

I initiativet Skovgro arbejder lokale både i Holbæk og på Odsherred på at omdanne landbrugsjord til skov for at sikre rent grundvand, øge biodiversitet og binde CO2. Samtidig udforsker de gennem kunstneriske tiltag vores forhold til naturen – blandt andet i en ny lærende grundvandspark sammen med Holbæk Kommune, Fors og Dansk Økojord. Og i Øm ved Lejre er man ved at etablere en folkefælled, hvor lokale inviteres til at omlægge et stort nyt område til natur i samarbejde med regenerative landmænd fra Godis Grønt og jordforvalteren Vanaheimr, som står bag Øm Klostergaard.

Fælles for projekterne er, at mennesker investerer tid, energi og omsorg i lokale løsninger. Ikke fordi nogen har bedt dem om det, men fordi de ønsker at tage ansvar for landskabet og deres fælles fremtid. De genopfinder på hver deres måde fællederne og finder fælles grund i forandringerne.

Forskning viser, at et meget stort flertal af danskere – 91 procent – ønsker mere klimavenlig adfærd og klimahandling. Men det er kun et fåtal af os – 35 procent – som tror på, at flertallet faktisk er villige til at bidrage. Det er en kæmpe barriere for reel fælles handling, når vi ikke tror, at andre vil med. Klimarådet peger samtidig på behovet for stærkere lokale fællesskaber, mere reel borgerinddragelse og større fokus på, hvad der skaber lokal opbakning til omstillingen – herunder medejerskab og deltagelse.

Bureaukrati bremser

Det er fuldstændigt afgørende erkendelser. For hvis naturgenopretning alene opleves som noget, der gennemføres oppefra, risikerer det at skabe modstand, polarisering og mistillid, hvor der ellers var velvilje. De borgerdrevne projekter viser derimod, at reel deltagelse kan gøre omstillingen til en drivkraft for fællesskaber og lokal udvikling. Problemet er, at vores systemer sjældent understøtter borgernes drivkraft.

Borgerinddragelse er for ofte reduceret til høringer, hvor de store beslutninger allerede er truffet. Borgere inviteres til at kommentere, men sjældent til at deltage og tage ansvar. Samtidig møder lokale initiativer – som Alling Naturpark, Skovgro, Halkær Landsbyfælled og Øm Folkefælled – et omfattende bureaukrati, uklare regler og skæve eller utilstrækkelige støtteordninger. Det sætter ofte en bremse for projekterne, selvom de møder stor samarbejdsvillighed i de respektive kommuner. Det er paradoksalt, når kommuner flere steder samtidig kæmper med at engagere lokale lodsejere og skabe lokalt samarbejde.

En superkraft

Men vores nuværende system er ikke indrettet til at understøtte borgernes initiativer. Det betyder, at det ofte kun er de mest ressourcestærke fællesskaber, som lykkes med at få deres idéer til at gro. Det er ulykkeligt. Især når regeringen samtidig efterspørger stærkere lokalsamfund, mere demokratisk ejerskab og nye former for deltagelse.

Derfor har vi brug for at gøre det lettere at etablere borgerdrevne projekter gennem enkle adgangsveje til rådgivning, støtteordninger og organisatorisk bistand. Vi har brug for nye samarbejdsmodeller og planlægningsprocesser, der bevæger sig fra en høringslogik til en samarbejdslogik. Og vi har brug for politisk mod til at anerkende borgernes initiativ som en superkraft frem for et forstyrrende element.

Der er mange borgere, der gerne vil tage medansvar, hvis vi tør skabe gode politiske rammer for dem og tro på, at fremtidens landskaber gror bedst på fælles grund.

Demokratisk ulighed

I regeringsgrundlaget fremhæves det, at omstillingen af landbruget skal komme lokalsamfund til gavn, demokratisk medejerskab til energiprojekter og ambitioner om bedre adgang til natur. Det er positive ambitioner. Så hvorfor ikke udvide tanken om demokratisk medbestemmelse til også at omfatte jorden, som vi står på? For hvis vi samtidig vil styrke det demokratiske engagement, så er det ikke nok blot at forsøge at sikre adgang, hvis der ikke er medbestemmelse.

Ejerskabet til jorden samles fortsat på stadig færre hænder og under stadig større bedrifter. Dermed løsrives ejerskabet til jorden fra lokalsamfundene, hvilket for alvor svækker den nærdemokratiske dialog, medbestemmelse og adgangen til naturen. Det er en enorm demokratisk ulighed, som omlægningerne rummer en enestående historisk chance for at være med til at udligne.

Samtidig med tabet af lokalt ejerskab svinder befolkningen i landdistrikterne. Kulturelt risikerer vi derfor at miste jordforbindelsen – den kultur og de fællesskaber, der historisk gav næring til livet på landet. Her kan borgerdrevne initiativer bidrage med at opdyrke nye forbindelser mellem natur og kultur, mellem mennesker og mellem mennesker og steder.

De kan styrke landdistrikterne og gøre dem mere attraktive ved at skabe nye mødesteder, naturområder, fællesskaber og mere lokal kultur. Det er ikke kun nye kulturlandskaber, vi skal opdyrke, men fælles forestillinger om en helt ny landskabskultur.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Altinget 11/9 2026. Det er skrevet i forbindelse med projektet Folkefælleder.

Afsenderne: 

Anton Bech Jørgensen, ph.d.-stipendiat, Københavns Universitet,
Peter Søndergaard, på vegne af Halkær Landsbyfælled
Lotte Rømer Grove, på vegne af Skovgro
Casper Just, på vegne af Alling Naturpark
Henrik Bruun, på vegne af Øm Folkefælled
Lone Søderkvist Kristensen, professor i det åbne lands planlægning, Københavns universitet
Ellen Braae, professor i Landskabsarkitektur, Københavns universitet
August Herman, på vegne af Øm Klostergård og Vanaheimr
Helene Chéret, redaktør og seniorrådgiver Rådet for Grøn Omstilling