Brug for forbedringer i revisionen af bygningsdirektivet

7. februar 2022
EU-Kommissionens forslag til revision af Bygningsdirektivet kommer til at få stor betydning for den fremtidige regulering af byggeriet. Ny kommentar belyser, hvordan Kommissionens forslag kan forbedres, så det sikres at byggeriet bliver så energieffektivt og klimavenligt som muligt.

Bygninger står for ca. 40 procent af energiforbruget og ca. 36 procent af CO2-udledningerne i EU. Derfor er EU direktivet om Bygningers Energimæssige Ydeevne, også kaldet bygningsdirektivet, et vigtigt element i EU’s pakke af direktiver, som skal medvirke til at opfylde det overordnede EU-mål om en reduktion af udledningen af drivhusgasser på 55 % set i forhold til 1990.

På den baggrund har EU-Kommissionen den 15.december 2021 fremlagt et forslag til en revision af Bygningsdirektivet. Dette udspil skal nu forhandles mellem medlemslandene og i Europaparlamentet.

I CONCITOs og Rådet for Grøn Omstillings projekt Bygninger og Grøn Omstilling er der udarbejdet en kommentar til forslaget fra EU-Kommissionen for at informere om udfordringer, mangler og muligheder for forbedringer.

Positivt at indsatsen for energirenovering styrkes

Der er flere gode takter i EU-Kommissionens forslag, som det foreligger. En af de væsentligste er, at indsatsen for energirenovering af eksisterende bygninger styrkes, blandt andet ved at der sættes fremadrettede minimumskrav for energimæssig forbedring af de dårligste af de eksisterende bygninger, krav om nationale handlingsplaner for renoveringsindsatsen mv.

Klimabelastningen fra byggematerialer overses

Desværre mangler der stadig en række helt nødvendige indsatser i udkastet til et revideret Bygningsdirektiv. Forslaget indeholder for eksempel ikke krav til klimaeffekten fra anvendte byggematerialer. Dette på trods af at en stor del af klimaeffekten fra især nybyggeri kan relateres til den indlejrede CO2 i de byggematerialer, der benyttes. Hertil mangler der også regulering af byggepladsens energiforbrug og materialespild.

Bygninger skal ses som integreret del af energisystemet

En anden uhensigtsmæssighed i direktivet er, at bygninger og deres forsyning med vedvarende energi reguleres som om, at bygningerne ikke er en integreret del af det samlede energisystem. Det bør der rettes op på, da bygningers energibehov ikke kan reguleres som enkeltstående øer, men må reguleres i samspil med hele energisystemet. Der mangler for eksempel mulighed for, at bygningers energibehov kan opfyldes fra vedvarende energi produceret i el-systemet.

Bygningsdirektivet vil få stor betydning for fremtidens regulering af byggeriet i Danmark, og ikke mindst i resten af EU. Derfor er det også nødvendigt, at direktivet udformes med så stor effekt som muligt i forhold at reducere bygningers klimapåvirkning. Samtidig med at direktivet skal tage hensyn til de mange formål en bygning har, også i forhold til at levere sunde bygninger med et godt indeklima, en lang holdbarhed og en høj kvalitet.

Læs mere i uddybende kommentar til direktivet her: Kommentarnotat

Projektet Bygninger og Grøn Omstilling udføres af CONCITO og Rådet for Grøn Omstilling i fællesskab. Læs mere om projektet her

For yderligere information:

Christian Jarby

Seniorrådgiver, Energi & Bygninger

(+45) 2014 7245
cj@rgo.dk

Læs den uddybende kommentar til direktivet her: