RGO søger praktikanter til foråret 2025

Har du interesse i klima, energi, transport, miljø, cirkulær økonomi og bioressourcer? Er du i gang med en videregående uddannelse, og brænder du for den grønne omstilling, så har du nu mulighed for at blive praktikant i Rådet for Grøn Omstilling. Vi søger 3-4 dygtige praktikanter til foråret 2025, der gerne vil lære at arbejde i en grøn løsningstank og være med til at accelerere Danmarks grønne omstilling. 

Du er studerende ved en natur- eller samfundsfaglig uddannelse på universitetet og ønsker at få et praktikophold med masser af mening, læring og gode kollegaer. Måske er det dig vi søger som praktikant i forårssemesteret 2025. 

Praktikant i Rådet for Grøn Omstilling 

Du vil som praktikant i RGO blive en del af en miljøorganisation og grøn løsningstank, der i mere end tre årtier har arbejdet for den grønne omstilling i Danmark og EU. Vi har en mission om at gøre Danmark til et klimapositivt samfund, der i 2040 kan leve indenfor de planetære grænser. Hos os kan du blive en del af et stærkt fagligt miljø, hvor vi alle arbejder passioneret for den grønne omstilling. Du kan styrke din viden og dit netværk. Selv om vi alle arbejder dedikeret på vores projekter, så lægger vi vægt på et godt arbejdsmiljø, venlighed og en afslappet og social stemning. 

Dine opgaver som praktikant
Du bliver tilknyttet en af vores fire hovedklynger – cirkulær økonomi, bioressourcer/fødevarer, energi/klima og transport. Du kan være med til at indsamle og bearbejde data, lave analyser og bidrage til et af vores mange projekter om den grønne omstilling. Og du kan være med til at arrangere events, netværksmøder og future labs, hvor du selv kan få et stærkere netværk. 

Hvilke kompetencer søger vi?
• Du er i gang med en videregående uddannelse inden for natur- og samfundsvidenskab. Om du er biolog, fysiker, økonom, statskundskaber, antropolog eller måske noget helt sjette er ikke så afgørende, men det er vigtigt, at du brænder for klimaet og den grønne omstilling.
• Du har stærke analytiske evner. Det er en fordel, hvis du er dygtig til at lave kvalitative og/eller kvantitative analyser.
• Du er god til at kommunikere både skriftligt og mundtligt.
• Du kan arbejde selvstændigt og gerne vil bidrage til at finde de grønne løsninger.
• Du er samarbejdsorienteret og er typen, der gør holdet bedre.
Arbejdsopgaver
• Research og talindsamling
• Analyser
• Udvikling, planlægning og afvikling af events om den grønne omstilling
• Tværgående udviklingsopgaver i programmet/teamet 

Praktikforløbet
Praktikforløbet er 37 timer om ugen. Perioden er ideelt fra starten af februar 2025 til juni 2025. Der er mulighed for efterfølgende ansættelse som student. Du refererer til den faglige leder i din hovedklynge. Vi giver en økonomisk erkendtlighed på 3000 kr/md., der kan supplere din SU. 

Ansøgningsfrist 25. oktober 2024. 

Samtalerne holdes torsdag den 31.oktober 2024. 

Hvis du kan se dig selv som praktikant hos os, hører vi meget gerne fra dig. Ansøgning og CV sendes til administrationschef Svend Tabor på svend@rgo.dk . Hvis du ønsker få mere information kan du kontakte Svend.  Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold at søge praktikstillingerne. 

By |2024-10-08T17:43:40+01:008. oktober 2024|Jobopslag|Kommentarer lukket til RGO søger praktikanter til foråret 2025

Medarbejder til elektrificering af lastbiler

Vi søger en dygtig medarbejder, der vil være med til at sætte dagsordenen for fremtidens grønne transport i Danmark og i EU med særligt fokus på elektrificering af den tunge vejtransport. Du har et stærkt personligt drive, er god til at samarbejde i faglige teams, og du må gerne have erfaring med projektledelse.

Rådet for Grøn Omstilling er en uafhængig grøn løsningstank, der leverer konkrete, realiserbare og ambitiøse løsningsforslag til at accelerere den grønne omstilling i Danmark og i EU. Vi ønsker en fremsynet lovgivning, der sikrer klimaet, fremmer biodiversiteten og tager vare på naturens begrænsede ressourcer.

Vi arbejder for en hurtig udfasning af fossile brændstoffer i transportsektoren. I samarbejde med andre aktører deler vi viden og udvikler vi nye bæredygtige løsninger på tværs af sektorer fra industri og transport til byggeri.

For at komme i betragtning til stillingen har du:

  • En relevant videregående uddannelse;
  • Haft job i transportsektoren eller fra en politisk styret organisation e.l.;
  • Erfaring med projektarbejde, projektudvikling og gerne projektstyring;
  • Lyst til at skaffe finansiering til nye projekter;
  • Gode formidlingsevner, både skriftligt og mundtligt (på dansk og engelsk)

Det er endvidere et plus, hvis du har:

  • Kendskab til transport, energi- og klimapolitik;
  • Erfaring med politisk interessevaretagelse i enten Danmark eller EU;
  • Indblik i EU-politik på transport eller energiområdet;
  • Et relevant fagligt og/eller politisk netværk.

Projekter hos Rådet for Grøn Omstilling indeholder typisk:

  • Lobbyarbejde og interessevaretagelse for ambitiøs regulering i Danmark og EU
  • Udarbejdelse af positionspapirer og notater
  • Deltagelse i relevante netværk og arbejdsgrupper
  • Afholdelse af workshops og seminarer
  • Kommunikation i form af blandt andet debatindlæg og pressemeddelelser
  • Afrapportering og ansøgning til nye projekter

Vi kan tilbyde dig et meningsfuldt arbejde og et kollegialt fællesskab, hvor der også er plads til fagligt berigende snakke, socialt samvær og humor. Du vil få mulighed for at sætte dit grønne fingeraftryk på løsninger, der skal sikre en reel grøn omstilling. Du vil desuden få mulighed for at blive inddraget i tværfaglige projekter inden for et bredere udsnit af miljø- og klimaudfordringer.

Din stilling er primært finansieret af projekter. Stillingen er som udgangspunkt tidsbegrænset til et år, men der er gode muligheder for forlængelse i takt med, at der kommer nye projekter til. Stillingen er som udgangspunkt 37 timer – men deltid kan aftales. Lønnen følger statens AC-overenskomst med AC, i henhold til anciennitet og med rådighedstillæg, feriepenge og pension.

Ansøgningen sendes til job@rgo.dk senest mandag den 19. august 2024 kl. 9. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler umiddelbart derefter og med tiltrædelse hurtigst muligt.

By |2024-07-05T12:50:01+01:005. juli 2024|Jobopslag|Kommentarer lukket til Medarbejder til elektrificering af lastbiler
Go to Top