Om Helene Chéret

Denne forfatter har endnu ikke udfyldt nogle detaljer.
So far Helene Chéret has created 111 blog entries.

Vores forbrug er den blinde vinkel i klimapolitikken

Der er indkaldt til politiske forhandlinger om revision af Klimaloven, og der skal sættes et 2035-mål for Danmarks territoriale CO2-udledninger. Men desværre dækker de territoriale udledninger kun udledninger, som sker inden for Danmarks grænser. Derfor er det afgørende, at vi samtidig begynder at adressere de forbrugsudledninger, som hidtil har været en blind vinkel i dansk klimapolitik. Hvis man måler på de forbrugsbaserede CO2-udledninger, som omfatter alle udledninger forbundet med danskernes forbrugsmønstre, uanset hvor i verden udledningerne finder sted, så er det svært at få øje på det grønne foregangsland, som Klimaloven ellers foreskriver, at Danmark skal være.

Argumentet mod et forbrugsbaseret klimamål er ofte, at vi har svært ved at påvirke udledningerne uden for Danmark, og at der ikke er politiske redskaber til at adressere dem. Men cirkulær økonomi er ét redskab, som både kan være med til at nedbringe de forbrugsbaserede CO2-udledninger og samtidig bidrage til styrket konkurrenceevne og resiliens i en geopolitisk usikker verden.

I fællesskab har vi derfor udarbejdet et katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet med en lang række konkrete initiativer, som også kan bidrage til at nedbringe de forbrugsbaserede CO2-udledninger. Kataloget bunder i en stærk forståelse af cirkularitet, hvor det første og vigtigste princip er at forebygge affald og forurening. Vi vil her fremhæve enkelte initiativer, som er et oplagt sted at starte i forhold til at nedbringe de forbrugsbaserede CO2-udledninger, og præsentere en række konservative skøn over effekterne.

Holdbarhed og genbrug
Ifølge CONCITO stammer 18 procent af Danmarks forbrugsbaserede udledninger fra den offentlige sektor. Derfor er der meget at komme efter, hvis man retter blikket mod de offentlige indkøb på over 400 milliarder kroner årligt.

Klimarådet peger også på offentlige indkøb som et oplagt redskab til at nedbringe de forbrugsbaserede klimaudledninger og bemærker, at regeringens manglende fokus på området står i kontrast til regeringsgrundlagets løfte om at nedbringe klimaaftrykket fra offentlige indkøb.
Derfor foreslår vi, at offentlige indkøb som standard bør efterspørge kvalitetsprodukter med lang levetid og garantiperioder, tilbagetagningsordninger, reparationsservices samt garanti for tilgængeligheden af reservedele og opgraderinger, hvor relevant.

Genbrug bør endvidere være indeholdt i alle udbud for kontrakter, hvor der findes genbrugsløsninger, og stat, kommune og regioner bør etablere materialebanker, så brugte møbler og andet inventar kan cirkulere og få nyt liv. Skifter vi til kvalitetsvarer med 30 procents længere levetid i statens indkøb af for eksempel møbler og it-udstyr, vil der være mindre nyindkøb. Alene her ligger en besparelse på omkring 90.000 ton CO2-ækvivalenter (CO2e) årligt i forhold til den indkøbte mængde i 2023. Det svarer til cirka tre procent af klimaaftrykket fra statens indkøb, og andelen vil stige, hvis vi samtidig stiller krav om genbrug og reparation. Tager vi kommuner og regioner med, bliver potentialet meget større.

Derudover kan de offentlige køkkener, med over en million måltider om dagen, spille en nøglerolle i den grønne omstilling af danskernes madvaner, hvis der opstilles klare politiske mål for klima og bæredygtighed. CONCITO foreslår blandt andet et nyt klimamål på maks. et kilo CO2e per kilo indkøbt råvare i 2050, med et pejlemærke for at nå under 1,5 kilo CO2e pr. kilo allerede i 2030. At nå ned under et kilo CO2e pr. kilo indkøbt råvare vil i nogle tilfælde betyde reduktioner på 40-70 procent af det nuværende klimaaftryk.

Følger vi forslaget, kan de offentlige køkkener alene nedbringe udledningerne med omkring 83.000 ton CO2e om året frem mod 2030 og cirka 142.000 ton CO2e årligt derefter. Det er et forsigtigt skøn, og de reelle gevinster kan være betydeligt større.

For at nå klimamålene kræves en markant indsats med mere plantebaseret mad, mindre madspild, lokale råvarer i sæson samt bedre data og værktøjer til at måle klimaaftryk. Et udspil udarbejdet af Kost-og Ernæringsforbundet, Tænketanken Frej og CONCITO, fremhæver en række løftestænger såsom opdaterede og gennemsigtige udbudsaftaler, reduktionsmål for madspild og klimabelastning, efteruddannelse af ernæringsprofessionelle og en stærkere inddragelse af køkkenernes faglighed i beslutninger om madens indhold og kvalitet.

Vi skal bevare og renovere
Byggeri og vedligeholdelse af private boliger udgør ifølge CONCITO ni procent af de forbrugsbaserede udledninger. Det omfatter ikke offentlige byggerier og anlægsprojekter, som er omfattet i kategorien offentlig sektor.

Nybyggeri og renovering af bygninger i Danmark udføres i høj grad med materialer produceret i udlandet, som dermed ikke tæller med i de territoriale opgørelser. Vi har dog gode muligheder for i Danmark at regulere klimaudledningen forbundet med vores byggerier. Her foreslår vi blandt andet, at der indføres ’bevar eller forklar’-krav i bygningsreglementet, så nedrivning af vores eksisterende bygningsmasse kun finder sted i de tilfælde, hvor det kan begrundes ud fra sundheds- eller sikkerhedsmæssige årsager. Hvis vi indfører et ’bevar eller forklar’-krav og dermed kan undgå nedrivning af 50 procent af de bygninger, der rives ned blot for at bygge nyt til samme formål, sparer vi mindst 44.000 ton CO2e om året. I praksis vil gevinsten være markant større, fordi kravet ikke alene forlænger levetiden på eksisterende bygninger, men også kan dæmpe behovet for nybyggeri: Flere kvadratmeter vil blive renoveret og transformeret i stedet for at blive revet ned og opført på ny.

’Brug og smid væk’-kulturen
Ting som tøj, sko og elektronik udgør cirka ti procent af danskernes forbrugsbaserede CO2-udledninger. Vi skal derfor væk fra ’brug og smid væk’-kulturen, hvor vi konstant køber nyt, og i stedet blive bedre til at købe produkter i god kvalitet, med lang levetid, købe brugt og få det repareret, hvis det går i stykker. Hvis vi for eksempel halverer vores forbrug af tekstiler, kan vi spare omkring 1.000.000 ton CO2e om året og samtidig skære i de enorme mængder af tekstilaffald, der følger vores forbrug. Men det kræver politisk regulering, som gør det grønnere valg til det nemme valg og blandt andet gør det nemmere og billigere at få repareret vores produkter.

Det betyder blandt andet, at vi ikke konstant skal bombarderes med reklamer på sociale medier, som opfordrer os til at købe nyt. En britisk undersøgelse har vist, at 32 procent af briternes forbrugsbaserede CO2-udledninger kan tilskrives reklamer, som får os til at købe ting, som vi ellers ikke ville have købt. Et muligt tiltag kan blandt andet være et forbud mod reklamer for fast fashion, ligesom det er på vej i Frankrig, og at begrænse influencerbaseret markedsføring. Et pejlemærke for de forbrugsbaserede CO2-udledninger bør også følges op med en national strategi og handleplan som blandt andet har fokus på cirkularitet.

Klimarådet har i forbindelse med regeringens klimaprogram kritiseret regeringen for ikke selv at fremlægge tiltag, »der eksplicit har til hensigt at reducere de forbrugsbaserede udledninger«.
Vi indgår derfor gerne i dialog om virkemidlerne til at nedbringe disse udledninger.

Dette debatindlæg blev bragt i Information den 3/12 2025.

Afsendere: Mette Hoffgaard Ranfelt, Sebastian Jung-Wederking, Lone Mikkelsen, Malene Høj Mortensen og Michael Søgaard Jørgensen – Repræsentanter for henholdsvis Danmarks Naturfredningsforening, Brancheforeningen Cirkulær, Rådet for Grøn Omstilling, Plastic Change og IDAs selskab for Teknologivurdering.

By |2025-12-03T10:08:35+01:003. december 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Vores forbrug er den blinde vinkel i klimapolitikken
Læs mere

Støtte svigter både os i landbruget og naturen

Hver måned gives der mere end én milliard i støtte til dansk landbrug, og størstedelen af de penge kommer fra EU’s landbrugsstøtte. To tredjedele af pengene udbetales efter, hvor mange hektar en jordejer har. Det betyder, at store landbrug får den største gevinst, der bliver større og større. Samtidig lukkede 1,3 heltidsbedrifter hver dag i 2024, og der er i dag under 5.800 heltidsbedrifter tilbage. Hektarstøtten, som den er nu, er altså med til at drive den negative strukturudvikling, vi ser i landbruget i dag, og er en af hovedårsagerne til udfordringen med generationsskiftet i landbruget. Oveni det er Danmark det land i EU, der bruger suverænt færrest penge på at understøtte landdistrikter, natur og småskalalandbrug. Lad os tage nogle eksempler.

En ny ordning i landbrugsstøtten er de såkaldte bioordninger, hvor landmænd kan få ekstra støtte til at gøre noget godt for miljø, klima eller natur. Bioordningerne er tænkt som guleroden, der skal få landbruget til at tage grønne initiativer. Men Danmarks implementering af disse bioordninger har været en dundrende fiasko. Vi er det land i EU, der bruger næstfærrest penge på disse ordninger, og de penge, vi bruger, har nærmest ingen effekt. Hvorfor? Fordi vi har designet ordningerne uhensigtsmæssigt. Danske landmænd kan kun vælge mellem fire bioordninger – det laveste antal i hele EU. Til sammenligning tilbyder Litauen 16 forskellige ordninger, der rammer meget bredere.

Samtidig kommer de fire danske bioordninger sjældent små og mellemstore landbrug til gode. Bioordningerne er altså i højere grad designet til de store landbrug. Vores få ordninger er så uattraktive, at kun 60 pct. af det afsatte budget blev brugt i 2023. Man kunne i stedet forestille sig en bioordning, der støttede økologisk frugt- og grøntproduktion i Danmark. Kun 0,6 pct. af Danmarks dyrkede areal bliver i dag brugt på at dyrke frugt og grøntsager til menneskelig konsum. I en tid med snak om vigtigheden af selvforsyning er det mærkeligt, at man ikke prioriterer vores egen fødevareforsyning.

Danmark er bundskraber, når det gælder omfordeling af støtte fra store til små landbrug. For at støtte små og mellemstore landbrug har EU netop skabt et værktøj til medlemslandene, hvor de skal bruge mindst 10 pct. af hektarstøtten til omfordeling, men den danske regering har sammen med kun ét andet EU-land valgt at ignorere dette obligatoriske værktøj fuldstændigt. Resultatet? De største landbrug sluger langt hovedparten af støttemilliarderne, mens små og mellemstore landbrug – rygraden i mange lokalsamfund – kæmper for overlevelse. Det fremmer jordkoncentrationen, så den danske muld er fordelt på stadig færre hænder.

Det øger gældsætningen, da den enkelte landmand har behov for stadig mere kapital for at købe et landbrug. Og det gør det sværere som ung landbruger at starte sin egen bedrift, da hektarstøtten fremmer spekulationer i jord og fortsat presser priserne op. Alle andre EU-lande gør det kort sagt bedre end Danmark.

Vi kan starte med at lave flere og bedre bioordninger, der faktisk belønner et naturnært og agroøkologisk landbrug, der passer på vores drikkevand og mikrolivet i jorden. Og så kan vi aktivere omfordelingsstøtten, så små og mellemstore landbrug får en fair chance, samtidig med at vi sikrer, at den nye generation får adgang til jord ved at tage et opgør med hektarstøtten. Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken. Vi skal bare bruge landbrugsstøtten sådan, som den er tænkt: til at skabe fælles goder for fælles penge.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Jyllands-Posten den 27/11 2025. 

Afsenderne er: 

ANDERS LED BEHREND Næstforperson, Frie Bønder – Levende Land, JACOB WESTERGAARD MADSEN Foreningsdirektør, Andelsgaarde, MICHELLE SKELSGAARD SØRENSEN Fødevarepolitisk rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, TOBIAS UNGER COFF Bestyrelsesmedlem, Københavns Fødevarefællesskab, EMMA LETH Sekretær, Foreningen Regenerativt Jordbrug, LOTTE NYSTRUP LUND Medstifter af fællesskabet Biomagine, HARALD KRABBE Landmand og medstifter af fællesskabet Biomagine.

By |2025-12-01T13:58:39+01:0027. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Støtte svigter både os i landbruget og naturen
Læs mere

Luk hanen i tide: Kommunerne skal tage ansvar for kemikalieforurening af drikkevandet

PFAS og pesticidrester truer vores drikkevand. Forureningen starter dog ikke i vandværket, men når kemikalier ledes ud i miljøet. Derfor er der brug for kommunale beslutninger om tilladelser, kontrol og anvendelse af arealer. Kun sådan kan vi sikre rent drikkevand i fremtiden. Til gavn for borgernes sundhed, for miljøet og for økonomien.

I Danmark har vi længe taget rent drikkevand for givet. Det kan vi ikke længere. Fund af PFAS, pesticidrester og andre skadelige kemikalier i grundvandsboringer landet over har vist os, at vi står med en udfordring, der ikke alene handler om teknisk håndtering og lovgivning – men om vilje og prioritering, især i kommunerne.

Når Ingeniøren nu sætter fokus på vand i forbindelse med det kommende kommunalvalg, er det en oplagt anledning til at spørge: Hvem tager egentlig ansvar, før forureningen rammer vores vandhane? Alt for ofte har kemikalieforurening været noget, man reagerer på, når skaden er sket. Et fund i en boring, en lukning af en forsyning, en oprydning betalt af borgerne. Men forureningerne starter ikke i vandværket – de starter på jordoverfladen, i gamle industriområder, ved brandøvelsespladser, på marker, og i renseanlæg, hvor kommunerne både har myndighedsansvar, planlægningsværktøjer og politisk indflydelse. Det er her, indsatsen skal sættes ind, hvis vi vil sikre vores drikkevand for kommende generationer.

Kommunerne skal tage et stærkere, proaktivt ansvar

Evighedskemikalierne – PFAS – har fået velfortjent opmærksomhed, og flere kommuner har allerede handlet hurtigt ved konstaterede fund. Men det ændrer ikke ved, at store dele af kemikalieindsatsen fortsat er præget af brandslukning og ad hoc-løsninger. Hvad vi mangler, er en systematisk forebyggelse, og her er det afgørende, at kommunerne påtager sig et stærkere ansvar.

Det kræver, at kemikalietruslen tænkes ind i både den fysiske planlægning, miljøgodkendelser og indsatser omkring sårbare grundvandsområder. Når der gives tilladelser til anlæg og aktiviteter tæt på indvindingsområder, bør der stilles langt skrappere krav til, hvilke stoffer der må anvendes og hvordan risici vurderes. Det kræver også, at gamle kort over lossepladser, industrigrunde og brandskoler ikke bare samler støv, men bruges aktivt til at kortlægge og overvåge potentielle risikozoner.

Kommunerne har i dag både den viden og de data, der skal til for at forebygge nye forureninger – men det kræver, at der handles proaktivt, ikke reaktivt. Der skal laves målrettet overvågning og løbende vurdering af, om nuværende anvendelser og udledninger udgør en risiko. Kommuner bør stille krav om udvidede analyser fra vandværker og sikre, at de relevante kemikalier bliver testet – også dem, der endnu ikke er omfattet af nationale grænseværdier. Og vigtigst af alt: Der skal være åbenhed omkring fund og risici, så både borgere og fagfolk kan agere rettidigt.

Rent vand nu eller en tårnhøj regning senere?

Det er også afgørende, at kommunerne begynder at tænke langsigtet og økonomisk ansvarligt. Oprensning og afværgeforanstaltninger er dyre – og jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. Hvis ikke kommunerne investerer i forebyggelse nu, vil regningen ramme. Og den bør ikke ramme forsyningsselskaber og forbrugere som i dag. Den bør ramme forureneren, så det bliver, som lovgivningen dikterer; at forureneren betaler.

I Rådet for Grøn Omstilling opfordrer vi derfor kommunerne til at gøre kemikalieforurening til et centralt tema i valgkampen. Politikerne skal tage ansvar og stille klare krav til deres forvaltninger og forsyninger. De skal sikre, at borgernes sundhed kommer før kortsigtet økonomi eller administrativ bekvemmelighed. Drikkevandet er ikke bare en teknisk ressource – det er en samfundsopgave. Og hvis vi vil undgå, at rent vand bliver en luksus i fremtiden, er det nu, vi skal handle. Ikke næste gang, der bliver fundet PFAS i en boring – men i dag, i kommunalbestyrelsen, i lokalplanen, i tilladelsen, i valgløftet.

Vi ved, hvad der skal til. Og vi ved, hvor problemerne ligger. Så spørgsmålet er ikke længere, om vi kan sikre vores drikkevand. Spørgsmålet er, om vi vil. Om kommunerne vil.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Ingeniørens WasteTech den 11. november. 

By |2025-11-13T10:04:02+01:0013. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Luk hanen i tide: Kommunerne skal tage ansvar for kemikalieforurening af drikkevandet
Læs mere

Byggeriet har brug for en klar national strategi mod PFAS – vi kan ikke vente på EU

For nylig kom det frem, at byggevarer som gummitape, overfladebehandlet trægulv samt glas- og stenuld kan indeholde PFAS – byggevarer, der kan købes i almindelige byggemarkeder, når man for eksempel skal renovere og bygge nyt. PFAS er ekstremt svært nedbrydeligt. Når det indgår i byggevarer, risikerer vi at sprede forurening til jord og grundvand i årtier, efter bygningen er opført. Det er en usynlig forurening, som vi sender direkte videre til kommende generationer.

I forbindelse med rapporten ’PFAS i byggematerialer – udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’ blev der fundet PFAS i 25 procent af de testede byggevarer. Niveauet af PFAS er i nogle prøver så højt, at det overstiger den grænseværdi, som er foreslået i PFAS-restriktionsforslaget. Et forslag, som ligger til forhandling i EU-systemet. En stærk lobbyindsats fra kemikalieindustrien er dog ved at udvande lovforslaget som afdækket af ’The Forever Lobbying Project’.

Dette sker til trods for, at PFAS øger risikoen for blandt andet nyrekræft og forhøjet kolesterol, ligesom det kan nedsætte vaccineeffekten hos børn. PFAS mistænkes også for at være hormonforstyrrende. Ud over de problematiske sundhedseffekter ved PFAS presser et andet stort spørgsmål sig på: Hvad gør vi med kravene om mere genbrug og genanvendelse af materialer samt de store mængder byggeaffald, når disse indeholder PFAS? Ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd koster PFAS-relaterede sundheds- og miljøpåvirkninger det europæiske samfund mellem 52 og 84 milliarder euro årligt.

Der er ny lovgivning på trapperne, som omhandler kemikalier mere bredt. Det gælder blandt andet Affaldsforordningen og Byggevareforordningen, men her nævnes dog blot skadelige kemikalier og ikke PFAS særskilt.Vi har brug for innovative bygherrer. Men for at de kan handle, er der brug for afklaring på PFAS-området. Vi må derfor gå andre veje, mens vi venter på EU’s beslutning om PFAS-forbuddet. Danmark bør lave en national strategi for udfasning af PFAS i byggeriet.

Kravene til indhold af skadelige kemikalier bør skærpes, så information om indholdsstoffer, herunder PFAS, bliver tilgængelig for alle. Det vil være et vigtigt skridt på vejen mod et cirkulært byggeri.

Foto: Henning Larsen / Rambøll Adobe stock license for #78118528

Dette debatindlæg er blevet bragt i Information den 13/11 2025. Det er skrevet af: 

  • Afsenderne er: Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen,
  • Martha Lewis, Head of materiales, Henning Larsen
  • Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling
By |2025-11-13T09:49:40+01:0013. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Byggeriet har brug for en klar national strategi mod PFAS – vi kan ikke vente på EU
Læs mere

Politikerne bør stoppe afbrænding af træ i kommunens forsyning

Du har brug for mærkesager, som skaber opbakning i befolkningen, styrker din kommunes grønne profil og gør en forskel for samfundet. Så mens du drøner rundt for at lave valgplakater, Facebookvideoer og deltager i diverse debatter, hjælper vi dig gerne med en stærk mærkesag: Stop afbrænding af træ i kommunens forsyning. Hvorfor, spørger du måske?

1) Borgernes pengepung: Importen af træpiller og flis er steget dramatisk – mere end 95 pct. af træpillerne og 50 pct. af skovflisen kommer fra udlandet. Det danske overforbrug gør os afhængige af det globale råvaremarked, hvor priserne svinger og forventes at stige, fordi træbiomasse er en begrænset ressource, som skal bruges mange steder i omstillingen. Elektrificering af varmeproduktionen er med til at gøre varmen billigere for borgerne i din kommune, end når den baseres på træafbrænding.

2) Klima: Selvom det på papiret ser grønt ud, så har træafbrændingen herhjemme tilført over 120 millioner tons CO2 til atmosfæren. Træ udleder faktisk mere end kul, lige når det brændes af. Den skade (øget tørke, oversvømmelser, skovbrande), som den øget opvarmning forårsager, bliver ikke fjernet, selv hvis et nyt træ opsuger samme mængde CO2 efter nogle årtier.

3) Natur: Samtidig lægger vi et massivt pres på udenlandske skove – ofte langt fra vores kontrol. Talløse dårlige eksempler viser, at certificering ikke er nogen garanti for naturhensyn, og en stor del af biomassen er derudover i dag udokumenteret. Dette taler imod, at løfter om brug af “bæredygtig biomasse” sikrer natur- og klimahensyn. I Danmark har den høje efterspørgsel efter træ medført et stort udtag af grene, toppe, rødder og dødt ved. Danske skove har i snit 6,3 m³/ha dødt ved, og ca. 2/3 af arealet har slet intet. Dette er langt under niveauerne, der er nødvendige, hvis skovene skal have nogen biodiversitetsmæssig værdi, hvor der er behov for langt mere end 50 m³/ha.

Du hjælper altså både klimaet og biodiversiteten ved at stoppe afbrændingsfesten.

4) Selvforsyning: I disse tider er det vigtigt at gøre sig uafhængig af geopolitiske magtkampe. Elektrificering med lokal selvforsyning af vedvarende energi giver ikke bare mere sikkerhed, men også mulighed for, at byens energiskabelse kommer lokalsamfundet til gode og kan bidrage til finansieringen af lokale behov, såsom renovering af landsbyskolen, en cykelsti eller rekreative områder. Det findes der allerede mange eksempler på – blandt andet ved Vejle, hvor en stor solcellepark også kommer borgerne til gode med nye stier, fritlægning af vandløb og øget biodiversitet.

Hvorfor nu, tænker du så? Der er sket meget siden biomassen blev introduceret som en overgangsløsning for at komme af med kullet. I mellemtiden har vi øget forbruget af biomasse til at være tre gange over det globalt bæredygtige niveau og brænder omkring 90pct. af alt træ, vi forbruger i Danmark direkte af. Sidste år passerede verden for første gang 1,5 graders opvarmning. Når vi brænder træ, sender det øjeblikkeligt mere CO2 ud i atmosfæren, som forårsager skader og øger risikoen for alvorlige, uoprettelige ændringer i klimasystemet. Den tid, det tager et nyplantet træ at opsuge mængden igen, er et voksende problem i en verden, der allerede er overophedet. Derfor bør vi prioritere løsninger, der reducerer udledninger nu – frem for dem, der først virker om årtier.

Samtidig er den teknologiske udvikling inden for varmepumper og vedvarende energi buldret derudad. Det er den gode nyhed. For der er ikke længere brug for at brænde træ af for lunkent vand og strøm.

Derfor giver det politisk og økonomisk mening at sætte en klar kurs væk fra afbrænding og over mod elektrificering. Men er det muligt at undgå træafbrænding, når vi lige nu producerer varme og el på træ? Svaret er ja. Det kan godt lade sig gøre at lave energi uden at brænde træer og fossile kilder af.

Der er nu mange gode alternativer til træet. I Svendborg har man erstattet træafbrændingen med varmepumper. Skærbækværket og Studstrupværket, to af landets største kraftvarmeværker, vil også droppe træafbrændingen, efter Kredsløb, TVIS og EWII har besluttet, at varmen de modtager i fremtiden ikke skal komme fra træ, men fra el-baserede løsninger som for eksempel varmepumper, der anvender lokale energikilder som luft, havvand, spildevand og geotermisk energi.

Knap så godt går det i København, hvor der er tale om at lave et CCS-anlæg på Amagerværket. Altså det biomasseværk, som er Danmarks største forbruger af træ. Over én million tons træ, primært fra udlandet. Den store investering vil være en sort fejltagelse, som vil fastlåse byen til et for højt træforbrug langt ud i fremtiden.

Når vi nu kan elektrificere, er det tosset at sejle millioner af tons træ ind fra hele verdens skove, bare for at brænde det af, bruge milliarder på at opfange og eventuelt lagre udledningen, og dermed forhale implementeringen af fremtidens reelt vedvarende energikilder i din kommunes forsyning.

Din rolle som politiker

Hvad er så din rolle som lokalpolitiker? Som lokalpolitiker har du en enestående chance for sikre fremtidens grønne forsyning, beskytte borgerne mod prisstød og samtidig hjælpe vores natur og klima. Som du ved, tager det tid at transformere energiforsyningen. Derfor er det vigtigt, at du er med til at træffe beslutningerne. som sætter dit lokalsamfund på rette spor, nu.

Derfor skal du arbejde for, at: 1) Vedtage en kommunal udfasningsdato for træbiomasse i fjernvarmen – med en realistisk milepælsplan. 2) Prioritere investeringer i elektrificering med store eldrevne varmepumper, overskudsvarme og akkumulering. 3) Stoppe investeringer i kraftvarme baseret på biomasseafbrænding. 4) Droppe planer om CCS på biomasseværker.

Vi har teknologien og økonomien på plads – nu handler det om retning. Med en klar plan for udfasning af træbiomasse, kan du styrke kommunens grønne troværdighed, sikre stabile og konkurrencedygtige varmepriser og skabe lokal værdi. Det er en mærkesag, der kan vinde stemmer – og som gør en forskel. Hvis du har brug for mere viden, hjælper vi dig gerne med at brænde igennem på emnet.

Kronikken er bragt i Avisen Danmark 1/11 2025. Afsenderne er:  Lars Bonderup Bjørn , adm. direktør, EWII. Christina Ihler Madsen , Klimabevægelsen i Danmark. Erik Tang , Rådet for Grøn Omstilling. Jakob Kronik , generalsekretær, Verdens Skove. Asbjørn Haugstrup , chief external relations officer, Innargi. Helene Hagel , klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace.

By |2025-11-03T09:32:04+01:003. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Politikerne bør stoppe afbrænding af træ i kommunens forsyning
Læs mere

Den giftige arv i vores bygninger: Få PFAS ud af byggeriet

Når man taler om PFAS, tænker de fleste på forurenet grundvand, brandskum eller stegepander. De færreste ved, at PFAS også kan indgå i f.eks. kontaktlinser, guitarstrenge, kondomer og havehynder. Eller i de mange forskellige byggevarer, der skaber rammerne for vores hverdag.

Men rapporten ’PFAS i byggevarer– udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’ afslører, at byggebranchen rummer et stort og overset problem. Nemlig PFAS, der potentielt kan indgå i alt fra maling, fugemasse og gulvbelægninger til isolering og facader. PFAS gør materialerne bl.a. vand-, smuds- og brandafvisende – men de er også stærkt giftige og næsten umulige at nedbryde.

Derfor omtales PFAS også som evighedskemikalier. Stofferne ophobes i mennesker, i naturen – og i vores bygninger. Rapportens test af 44 byggevarer købt i danske byggemarkeder viste indikation af PFAS i hver fjerde prøve. Der var PFAS indikationer i tagduge, trægulve, isolering og facadeplader. Det betyder, at vi i dag bygger og transformerer boliger, skoler og kontorer med materialer, der fremtidigt kan blive klassificeret som farligt affald. Det er den modsatte retning af cirkulær økonomi – vi indbygger skadelige kemikalier i byggeriet, der kan ødelægge vores kostbare ressourcer, og som kommende generationer skal håndtere.

Lovgivningen halter efter virkeligheden

Byggebranchen har med den nye lovgivning om selektiv nedrivning fået endnu et incitament for at bidrage til den cirkulære økonomi, og ambitionerne for transformationer og øget genbrug er i stigende grad centrale for de store bygherrer. Men hvordan kan vi genbruge et materiale, der potentielt kan indeholde skadelige kemikalier?

EU og Danmark har taget vigtige skridt mod at forbyde PFAS i tøj og køkkengrej, men byggeriet er stort set ureguleret. Kun enkelte stoffer som PFOS og PFOA er forbudt. Resten af de over 12.000 PFAS-forbindelser flyver under radaren.

Den nye Byggevareforordning kan blive et vendepunkt. Her vil der blevet stillet krav til dokumentation af sundhedsskadelige stoffer og med tiden indføres et digitale produktpas. Men som det ser ud nu, vil oplysningerne om indhold kun være tilgængelige for myndigheder – ikke for arkitekter, entreprenører eller bygherrer. Det er absurd, at den branche, der skal træffe valg om materialer, ikke må kende det kemiske indhold.  Hvis PFAS skal ud af byggeriet, må lovgivningen skabe gennemsigtighed. Alt andet kan syne som autoriseret greenwashing.

Ansvar og handling – fra bygherre til producent

PFAS-rapporten peger på en række konkrete løsninger. Bygherrer og rådgivere skal stille krav som at efterspørge dokumentation, kræve analyser udført på godkendte laboratorier og valg af materialer uden PFAS. PFAS er ikke nødvendigt for at skabe holdbare eller funktionelle bygninger; det, som vi byggede for 100 år siden, indeholdt ikke PFAS. Der findes alternativer. Producenterne må tage deres del af ansvaret. PFAS kan designes ud af produkter, og substitution skal være et aktivt mål. De virksomheder, der går forrest, bør fremhæves som forbilleder.

Samtidig bør der indføres digitale materiale- og bygningspas, hvor PFAS og andre skadelige kemikalier registreres. Det vil give fremtidens håndværkere og genbrugssektor den viden, de mangler for at håndtere materialerne sikkert og muliggøre, at ejendomssektoren får styr på, hvad deres investeringer består af.

Den skjulte pris for evigt

Nordisk Ministerråd har beregnet, at PFAS-relaterede sundhedspåvirkninger koster samfundet mellem 52 og 84 milliarder euro om året i Europa. Det er bl.a. udgifter til at behandle leverskader, skjoldbruskkirtelsygdomme, fedme, fertilitetsproblemer og kræft. Dertil kommer udgifter til deponi, oprensning m.v. Det er ikke kun en økonomisk katastrofe i realtid. Fremtidige generationer kommer til at betale af på regningen, som kun vil vokse, så længe vi fortsætter brugen af PFAS. At undgå PFAS er ikke en teknisk udfordring – det er derimod en etisk og økonomisk nødvendighed.

Et opråb til politikere og branche

PFAS i byggeriet er et problem, der hverken kan ses eller lugtes. Men det kan gemme sig i væggene, tage og gulve omkring os. For at kunne fremtidssikre vores samfund og ressourcer, må vi stoppe med at bygge nye miljøbomber. Derfor skal politikerne udvide PFAS-forbuddet til at omfatte byggevarer, indføre krav om indholdsdeklaration og støtte udviklingen af alternativer til PFAS.

Byggebranchen har en enestående mulighed: at blive den første sektor, der tager ansvar for sine egne materialer – fra vugge til grav. Men det kræver, at vi siger nej til evighedskemikalierne, og ja til et reelt frit og informeret valg.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Ingeniørens medie BuildingTech den 31. oktober 2025.  Det er skrevet af: 

  • Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen
  • Martha Lewis, Head of materiales, Henning Larsen
  • Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling
By |2025-11-13T09:53:33+01:002. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Den giftige arv i vores bygninger: Få PFAS ud af byggeriet
Læs mere

Unges miljøovervågning viser behov for ‘hårdere’ lovgivning

Hvordan ser det ud med plastforurening i den danske natur? 30.000 børn og unge i Danmark, Grønland og på Færøerne har givet os et sjældent detaljeret billede af, hvad der faktisk ligger derude. Og noget springer i øjnene: Vi finder næsten ingen plastiklåg længere. Til gengæld er der stadig cigaretskod overalt. Begge produkter har ellers været mål for miljøregulering de senere år, så hvorfor denne forskel?

Masseeksperimentet er gennemført af Astra i samarbejde med Syddansk Universitet, Roskilde Universitet og Det Kongelige Akademi, og er udgangspunktet for forskningsprojektet Change4Circularity – et delprojekt af TRACE, det nationale partnerskab for cirkulær økonomi. I både 2019 og 2024 er plastikaffald i naturen blevet kortlagt som en del af det store citizen science projekt. Samtidig er der i netop disse år gennemført en del forskellige typer af miljøregulering med fokus på plastik. Ved at sammenligne resultaterne bliver det tydeligt, hvilken type lovgivning der har egentlig effekt og lever op til formålet om at undgå plastikaffald i naturen.

Cigaretskodder indtog begge år en klar førsteplads i masseeksperimentet som den mest fundne affaldstype. I begge eksperimenter udgjorde cigaretskodder således cirka en tredjedel af alle indsamlede plastikstykker. Den modsatte tendens ser vi for en række andre produkter, som der blev indsamlet væsentligt flere af i 2019 sammenlignet med 2024. Det gælder blandt andet plastiksugerør, plastlåg til drikkeflasker og store bæreposer med hank.

Det handler om rigtig regulering

Forskellen handler ikke om tilfældigheder, eller om at vi er begyndt at smide udvalgte plastikprodukter i skraldespanden. Det handler om, hvordan disse produkter er reguleret. Der er i dag et lovkrav om, at plastiklåg på drikkeflasker skal være fastgjort. Det betyder, at låget ikke længere tabes eller smides væk, men er fysisk bundet til flasken. Sugerør er helt fjernet fra markedet, mens der er indført en minimumspris på store bæreposer, så de ikke længere må udleveres gratis i butikkerne. De nævnte tiltag, som omfatter både obligatoriske designkrav, direkte forbud og økonomiske incitamenter, ser altså ud til at være effektive til at nedbringe mængden af plastikaffald i naturen.

Gælder det derimod cigaretskod, har man valgt en helt anden vej. I stedet for at stille krav om forebyggelse, har man blot pålagt tobaksindustrien et såkaldt oprydningsansvar. Det betyder, at producenterne skal betale for, at kommunerne samler skod op. Ikke et ord om at forhindre skod i at ende i naturen i første omgang. Ikke et eneste incitament til at ændre produktdesign eller adfærd. Resultatet? Skod og nikotinposer ligger stadig overalt – fra skolegårde og strande til byens pladser og parker.

Producentansvar er en ekstremt blød form for regulering, og med den accepterer vi reelt, at der smides millioner af cigaretskod i miljøet hver eneste dag, så længe nogen betaler for at samle dem op bagefter. Det er hverken effektivt eller bæredygtigt.

Cigaretskod er blandt de mest udbredte former for affald globalt. De indeholder plastik og kemikalier, som skader både dyr, jord og vandmiljø. At de stadig ligger overalt, skyldes ikke mangel på opmærksomhed. Det skyldes en bevidst politisk beslutning om ikke at stille krav til design og forebyggelse, men kun ’oprydning’ i form af en økonomisk skrivebordsøvelse.

Vi kan gøre det bedre. Masseeksperimentets data viser, at målrettet regulering virker. Når vi stiller krav til produktdesign, bruger økonomiske incitamenter og forbud, så rykker det. Derfor opfordrer vi til, at det er disse typer af ’hårdere’ lovgivning, som politikerne støver i fremtidens miljølovgivning.

Det er på tide, vi fører reguleringen ind i det 21. århundrede. Miljøet kan ikke nøjes med at blive støvsuget efter festen. Vi skal undgå, at affaldet ender der i første omgang.

Dette debatindlæg blev bragt i Naturmonitor den 30/10 2025.

Afsendere: 

Lone Hjorth Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling,

Malene Høj Mortensen, Plastic Change,

Mette Hoffgaard Ranfelt, Danmarks Naturfredningsforening

Niels Toftegaard, Brancheforeningen Cirkulær

By |2025-10-30T11:15:14+01:0030. oktober 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Unges miljøovervågning viser behov for ‘hårdere’ lovgivning
Læs mere

Slappe kvælstofkrav vil gøre den grønne trepart til en tom skal

De døde fjorde, fedtemøget og fiskene, der flyder livløse op, er blevet et sørgeligt symbol på et havmiljø i ubalance. Årsagen er velkendt: Hver vinter skylles store mængder kvælstof fra markerne ud i fjorde og kystvande. Kvælstof, der fodrer algerne og kvæler livet under overfladen.

Der er store planer for den grønne omstilling, blandt andet med grøn trepart, som sigter efter, at 15 procent af Danmarks landbrugsareal skal omlægges til natur. Der er afsat 43 milliarder kroner til at gøre det attraktivt for landmænd at tage de mest forurenende jorder ud af drift. Men uden en ambitiøs kvælstofregulering er den grønne omstilling som en båd uden bund – uanset hvor meget vi ror, vil vi stadig tage vand ind. Hverken ’den omvendte Dalgas’ eller et havmiljø i balance kan blive til virkelighed, hvis vi ikke sætter hårdt ind. Derfor opfordrer vi regeringen, SF, Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance til en ambitiøs kvælstofregulering, som skaber incitament til at omlægge den landbrugsjord, som forurener vandmiljøet mest.

Bundpladen i den grønne omstilling

Kvælstofudledningen er ikke kun et problem for vandmiljøet – den undergraver hele Danmarks grønne omstilling. Uden kontrol med kvælstofudledningen bliver det svært at nå vores klimamål, skabe bedre natur og leve op til EU’s vandrammedirektiv. En slap regulering vil gøre Grøn Trepart til en tom skal, et dyrt kompromis med begrænset gennemslagskraft, og vores fjorde og indre farvande vil fortsætte deres deroute. Kvælstofreguleringen er derfor bundpladen i Danmarks grønne omstilling. Uden den synker projektet. Med den kan vi sikre, at investeringerne rent faktisk omsættes til fremgang for livet i de indre fjorde og farvande mere natur, mere økologi og en reel klimaeffekt.

De mest forurenede jorde skal tages ud

For at virke skal kvælstofreguleringen være målrettet. Den skal gøre det mindre lukrativt at dyrke de jorde, der forurener vandmiljøet mest, mens de mere robuste jorder ikke rammes unødigt hårdt. Der er nemlig stor forskel på, hvor stor kvælstofudledningen er fra forskellige landbrugsbedrifter – én bedrift kan sagtens udlede ti gange så meget kvælstof som en anden. Derfor er det afgørende, at vi får taget de rigtige jorde ud af dyrkning. En sådan regulering gør det både økonomisk og miljømæssigt fornuftigt at omlægge sårbare jorder til natur, vådområder og skov, og omlægge flere af de jorde der fortsat er i dyrkning til økologi. Det vil mindske forureningen, lagre kulstof og gavne biodiversiteten. Og det vil holde de tårnhøje jordpriser i skak.

Slap regulering spilder penge

Danskerne har allerede afsat 43 milliarder kroner til Grøn Trepart. Det er en historisk investering i vores fælles natur. Men hvis vi ikke får en stærk og målrettet kvælstofregulering, risikerer vi, at pengene ikke leverer de lovede gevinster. Hvis de mest forurenende jorder forbliver i omdrift, fortsætter kvælstofudledningen. Vi kan derfor ende med at bruge milliarder, og fjordene forbliver døde, i stedet for at målrette indsatsen og dermed takle kernen af problemet. Det er både miljømæssigt og økonomisk uansvarligt. Grøn Trepart var et kompromis men også en mulighed. En mulighed for at skabe et Danmark, hvor vi får livet tilbage i havet, og hvor natur, klima og landbrug kan eksistere side om side. Men den mulighed drukner, hvis vi ikke får en kvælstofregulering, der kan holde skuden flydende.

Den grønne omstilling kræver ikke bare flere penge – den kræver håndfaste krav og regulering. Uden en effektiv kvælstofregulering kan vi ikke komme tørskoede i land. Med den kan vi endelig sætte kurs mod et havmiljø i balance – og et Danmark, der holder vand.

Debatindlægget er blevet bragt i Altinget den 20/10 2025.

Afsendere: 

Jacob Mark, afdelingschef, Danmarks Naturfredningsforening
Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, skov og natur, Greenpeace
Tobias Krog Udsholt, seniorøkonom, Tænketanken Hav
Trine Langhede, rådgiver for fødevarer og bioressourcer, Rådet for Grøn Omstilling
Torben Hansen, natur- og miljøkonsulent, Danmarks Sportsfiskerforbund
Thomas Kirk Sørensen, lead specialist, WWF

Foto: Troels-Lange/Syddansk-Universitet

By |2025-10-29T13:20:36+01:0029. oktober 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Slappe kvælstofkrav vil gøre den grønne trepart til en tom skal
Læs mere

Industriens spillere fylder så meget, at det forhindrer os i at udføre vores arbejde

Vi er fem danske miljøorganisationer med én kerneopgave: at sikre natur og miljø for de kommende generationer. Det står mildest talt skidt til med den opgave. Udledningen af klimagasser og den fortsatte støtte til fossil energi er yderst alarmerende. Havet lider af overfiskeri og kemisk forurening. Kødforbruget driver kvælstofforurening af havet. Grundvandet fyldes med mere og mere kemi, og vi brænder biomasse af i ustyrlige mængder. Produktionen af engangsplastik og fast fashion-tekstiler vokser år for år. Vi flyver og kører privatbil som aldrig før.

Det er svært at finde lyspunkterne og på tide, at vi tager et mere grundlæggende opgør med de demokratiske strukturer, der svækker miljøbevægelsen. Vi har et bud på, hvordan vi kan ændre på magtbalancen i dansk miljøpolitik, så vores folkelige mandat får den gennemslagskraft, det fortjener.

To afgørende analyser om det danske demokrati har set dagens lys, Magtudredningen 2.0 og Magtkortlægningen 2024. Begge analyser peger på store strukturelle udfordringer i vores demokrati.
Forskningsleder Michael Bang Petersen står i spidsen for Folketingets Magtudredning 2.0. I de første konklusioner betoner han, at der er en direkte sammenhæng mellem økonomiske muskler og adgang til at præge politikdannelsen i Danmark. Penge kan ifølge ham veksles til indflydelse på lovgivningen. Han peger på, at der i Danmark opstået et lag af lobbyvirksomheder og PA-bureauer, der fungerer som bro mellem erhvervslivet og politikerne i Danmark. Industrien kan med sine budgetter aktivere dette lag, men vi grønne kan ikke være med. Det anser vi for at være et alvorligt demokratisk problem, der forsinker eller i værste fald forhindrer grønne løsninger.

Oven i Magtudredningen 2.0 har Magtkortlægningen 2024, udarbejdet af A4 Medier, set dagens lys. Her fokuseres på netværk som adgang til magten, og de 100 mest magtfulde mennesker i Danmark kortlægges, herunder magteliten på det grønne område. Ifølge forskerne bag undersøgelsen er personer fra erhvervslivet igen dominerende med kun to personer fra de grønne organisationer repræsenteret. For eksempel er store udledere af klimagasser, såsom landbruget og cementproducenten Aalborg Portland, stærkt repræsenteret på listen over magteliten i Danmark. Det samme gælder Dansk Industri og Dansk Erhverv. Med forskernes ord er industrien kraftigt overrepræsenteret og får dermed afgørende indflydelse på de politiske beslutningsprocesser.

I praksis betyder to analyser, at vi grønne organisationer sjældent har afgørende indflydelse på lovgivningen i Danmark. Et godt eksempel på, hvordan magten udspiller sig, er, da den forrige regering skulle udfolde klimaloven af 2019. Her nedsatte regeringen de såkaldte klimapartnerskaber, primært med en række industrier i spidsen, herunder Aalborg Portland, Danish Crown, Letbek (plastikvirksomhed) og SAS. Virksomheder med stærke netværk og økonomiske muskler til at købe adgang via lobbyorganisationer. Deres magtfulde position og økonomiske muskler betød, at regeringen lod dem lede implementeringen af en klimalov, der i høj grad påvirkede dem selv. Regeringen lod ræven vogte høns; miljø- og klimaorganisationerne sad på anden række eller udenfor.

Sammen med forskerne sidder de grønne organisationer inde med store mængder viden om, hvordan vi bør omstille samfundet. Viden, som ikke når frem til de afgørende politiske beslutningsprocesser. Et er klart: Industrien har sat sig på magten. Det er tydeligt, efter at vi har set de første resultater af den kommende Magtudredning 2.0 og Magtkortlægningen 2024. Spørgsmålet er, hvordan vi forandrer vores demokrati, så miljøet får en reel stemme.

Hvis vi grønne organisationer for alvor skal løfte det folkelige mandat, vi har opnået, skal vi udligne forskellene i magtbalancen mellem industri- og miljøorganisationerne. Det kræver transparens og finansiering. I Danmark har vi en, i europæisk sammenhæng, meget lukket lobbyisme. Åbne registre over lobbyvirksomheden i Danmark vil automatisk starte en sund diskussion om, hvem der sidder på magten i Danmark.

Vores rammevilkår skal ændres, så vi har kræfterne til for alvor at blande os i magtens top og bære de mange løsninger, vi hver især sidder inde med, ind til landets politikere. Helt ind i de afgørende beslutningsprocesser. Her er direkte støtte til miljøorganisationernes arbejde med politisk interessevaretagelse en forudsætning. Det økonomiske råderum levner plads til, at Folketinget beslutter, at de grønne organisationers politiske arbejde skal prioriteres og understøttes økonomisk.

Også danske fonde kan være med til at løfte den opgave. Kun hvis vi tager debatten og et opgør med det demokratiske benspænd, vores demokrati fejlagtigt har skabt, kan vi på fair vis udgøre en ligeværdig part i spillet om, hvilke løsninger politikerne vælger. Det vil være et direkte svar på den demokratiske skævvridning, Magtudredningen 2.0 og Magtkortlægningen 2024 blotlægger.

Vi håber, at danske partier vil gå til valg på, at vi grønne skal mere på banen. Vores klima og miljø er nødlidende. Det er i samfundets interesse, at industrien møder et langt mere kvalificeret modspil, i forhold til hvilke løsninger der bedst imødegår klimaudfordringerne. Løsninger, der vil skabe grønne forretningsmodeller og føre til rent drikkevand, et rent hav, mere vild skovnatur og mindre plastikforbrug og forurening. I dag er spillepladen besat af industriens spillere. Det forhindrer os direkte i at udføre vores arbejde på demokratisk vis.

Dette debatindlæg er bragt i Politiken 4. juli 2025 og er skrevet af:

Bjarke MøllerDirektør, Rådet for Grøn Omstilling, Frederik R. SandbySekretariatsleder, Klimabevægelsen i Danmark, Esther Michelsen KjeldahlMedstifter, Fossilfri Fremtid, Henrik Beha PedersenStifter, leder af bestyrelsen, Plastic Change, Nanna Jochumsen og Jakob KronikCo-generalsekretærer, Verdens Skove

By |2025-07-07T08:51:58+01:007. juli 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Industriens spillere fylder så meget, at det forhindrer os i at udføre vores arbejde
Læs mere

EU’s klimamål for 2040 er politisk vigtigt – men klimamæssigt utilstrækkeligt

Europa-Kommissionen har i dag fremlagt sit længe ventede forslag til et klimamål for 2040: en reduktion på 90 procent af drivhusgasudledningerne i forhold til 1990. Politisk er det et vigtigt skridt, at man lægger op til at kunne samle medlemslandene bredt om et forslag inden for anbefalingen. Men klimamæssigt er det utilstrækkeligt – særligt med muligheden for, at landene kan opfylde målet delvist gennem køb af klimakreditter.

“Målet på 90 procent reduktion i 2040 er et vigtigt skridt frem, men stadig ikke nok. Det ligger i den lave ende af det anbefalede niveau. EU bør sigte mod 95 procent for at sikre tilstrækkelig klimahandling og samtidig styrke sin konkurrenceevne og energisikkerhed. Når målet samtidig kan opfyldes med klimakreditter, risikerer vi at udskyde en reel og fair omstilling,” siger Britt Dam, klima- og energirådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling

Hos Rådet for Grøn Omstilling anbefaler man et mål på mindst 95 procent uden brug af klimakreditter og med en lineær reduktionssti frem mod 2040. Med den nødvendige politiske vilje er det både teknologisk og økonomisk muligt.

Et ambitiøst 95 procents-mål vil ikke blot sætte EU på kurs mod den nødvendige klimaneutralitet allerede i 2045 – det vil samtidig styrke EU’s konkurrenceevne og mindske importafhængigheden af fossile brændstoffer.

Dette bakkes op af EU’s egne klimavidenskabelige rådgivere (ESABCC), der vurderer, at tidlig, national omstilling er både realistisk og fordelagtig for EU’s økonomi, innovation og geopolitisk handlekraft. Samtidig advarer de mod, at brugen af klimakreditter vil have negativ effekt på selvsamme, samt undergrave retfærdigheden i EU’s bidrag.

EU har alt at vinde på at gå forrest
Et 95 procents-mål vil styrke forsyningssikkerheden, mindske energiregningen og øge investeringerne i fremtidens teknologi. Ifølge Rådet for Grøn Omstillings analyse kan målet nås gennem massiv opskalering af sol og vind, elektrificering af transport, industri og varme samt energieffektivitet. Det vil gøre EU uafhængig af import af fossile brændsler til en årlig værdi af 350 mia. euro.

Samtidig viser en ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA), at en hurtig udbygning med vedvarende energi og elektrificering kan spare op til 57 procent på borgernes energiregning allerede i 2030. Der er dermed store økonomiske gevinster at høste ved en ambitiøs klima- og energipolitik.

Derfor opfordrer Rådet for Grøn Omstilling Kommissionen og medlemslandene til at hæve ambitionen og afvise klimakreditter. En hurtig og dyb omstilling er nødvendig for at overholde det begrænsede europæiske CO₂-budget. Et mål på mindst 95 procent vil gøre EU til en stærkere global aktør – både klimamæssigt og geopolitisk.

By |2025-09-24T08:51:22+01:002. juli 2025|Pressemeddelelse|Kommentarer lukket til EU’s klimamål for 2040 er politisk vigtigt – men klimamæssigt utilstrækkeligt
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top