PFAS og pesticidrester truer vores drikkevand. Forureningen starter dog ikke i vandværket, men når kemikalier ledes ud i miljøet. Derfor er der brug for kommunale beslutninger om tilladelser, kontrol og anvendelse af arealer. Kun sådan kan vi sikre rent drikkevand i fremtiden. Til gavn for borgernes sundhed, for miljøet og for økonomien.

I Danmark har vi længe taget rent drikkevand for givet. Det kan vi ikke længere. Fund af PFAS, pesticidrester og andre skadelige kemikalier i grundvandsboringer landet over har vist os, at vi står med en udfordring, der ikke alene handler om teknisk håndtering og lovgivning – men om vilje og prioritering, især i kommunerne.

Når Ingeniøren nu sætter fokus på vand i forbindelse med det kommende kommunalvalg, er det en oplagt anledning til at spørge: Hvem tager egentlig ansvar, før forureningen rammer vores vandhane? Alt for ofte har kemikalieforurening været noget, man reagerer på, når skaden er sket. Et fund i en boring, en lukning af en forsyning, en oprydning betalt af borgerne. Men forureningerne starter ikke i vandværket – de starter på jordoverfladen, i gamle industriområder, ved brandøvelsespladser, på marker, og i renseanlæg, hvor kommunerne både har myndighedsansvar, planlægningsværktøjer og politisk indflydelse. Det er her, indsatsen skal sættes ind, hvis vi vil sikre vores drikkevand for kommende generationer.

Kommunerne skal tage et stærkere, proaktivt ansvar

Evighedskemikalierne – PFAS – har fået velfortjent opmærksomhed, og flere kommuner har allerede handlet hurtigt ved konstaterede fund. Men det ændrer ikke ved, at store dele af kemikalieindsatsen fortsat er præget af brandslukning og ad hoc-løsninger. Hvad vi mangler, er en systematisk forebyggelse, og her er det afgørende, at kommunerne påtager sig et stærkere ansvar.

Det kræver, at kemikalietruslen tænkes ind i både den fysiske planlægning, miljøgodkendelser og indsatser omkring sårbare grundvandsområder. Når der gives tilladelser til anlæg og aktiviteter tæt på indvindingsområder, bør der stilles langt skrappere krav til, hvilke stoffer der må anvendes og hvordan risici vurderes. Det kræver også, at gamle kort over lossepladser, industrigrunde og brandskoler ikke bare samler støv, men bruges aktivt til at kortlægge og overvåge potentielle risikozoner.

Kommunerne har i dag både den viden og de data, der skal til for at forebygge nye forureninger – men det kræver, at der handles proaktivt, ikke reaktivt. Der skal laves målrettet overvågning og løbende vurdering af, om nuværende anvendelser og udledninger udgør en risiko. Kommuner bør stille krav om udvidede analyser fra vandværker og sikre, at de relevante kemikalier bliver testet – også dem, der endnu ikke er omfattet af nationale grænseværdier. Og vigtigst af alt: Der skal være åbenhed omkring fund og risici, så både borgere og fagfolk kan agere rettidigt.

Rent vand nu eller en tårnhøj regning senere?

Det er også afgørende, at kommunerne begynder at tænke langsigtet og økonomisk ansvarligt. Oprensning og afværgeforanstaltninger er dyre – og jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. Hvis ikke kommunerne investerer i forebyggelse nu, vil regningen ramme. Og den bør ikke ramme forsyningsselskaber og forbrugere som i dag. Den bør ramme forureneren, så det bliver, som lovgivningen dikterer; at forureneren betaler.

I Rådet for Grøn Omstilling opfordrer vi derfor kommunerne til at gøre kemikalieforurening til et centralt tema i valgkampen. Politikerne skal tage ansvar og stille klare krav til deres forvaltninger og forsyninger. De skal sikre, at borgernes sundhed kommer før kortsigtet økonomi eller administrativ bekvemmelighed. Drikkevandet er ikke bare en teknisk ressource – det er en samfundsopgave. Og hvis vi vil undgå, at rent vand bliver en luksus i fremtiden, er det nu, vi skal handle. Ikke næste gang, der bliver fundet PFAS i en boring – men i dag, i kommunalbestyrelsen, i lokalplanen, i tilladelsen, i valgløftet.

Vi ved, hvad der skal til. Og vi ved, hvor problemerne ligger. Så spørgsmålet er ikke længere, om vi kan sikre vores drikkevand. Spørgsmålet er, om vi vil. Om kommunerne vil.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Ingeniørens WasteTech den 11. november. 

For nylig kom det frem, at byggevarer som gummitape, overfladebehandlet trægulv samt glas- og stenuld kan indeholde PFAS – byggevarer, der kan købes i almindelige byggemarkeder, når man for eksempel skal renovere og bygge nyt. PFAS er ekstremt svært nedbrydeligt. Når det indgår i byggevarer, risikerer vi at sprede forurening til jord og grundvand i årtier, efter bygningen er opført. Det er en usynlig forurening, som vi sender direkte videre til kommende generationer.

I forbindelse med rapporten ’PFAS i byggematerialer – udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’ blev der fundet PFAS i 25 procent af de testede byggevarer. Niveauet af PFAS er i nogle prøver så højt, at det overstiger den grænseværdi, som er foreslået i PFAS-restriktionsforslaget. Et forslag, som ligger til forhandling i EU-systemet. En stærk lobbyindsats fra kemikalieindustrien er dog ved at udvande lovforslaget som afdækket af ’The Forever Lobbying Project’.

Dette sker til trods for, at PFAS øger risikoen for blandt andet nyrekræft og forhøjet kolesterol, ligesom det kan nedsætte vaccineeffekten hos børn. PFAS mistænkes også for at være hormonforstyrrende. Ud over de problematiske sundhedseffekter ved PFAS presser et andet stort spørgsmål sig på: Hvad gør vi med kravene om mere genbrug og genanvendelse af materialer samt de store mængder byggeaffald, når disse indeholder PFAS? Ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd koster PFAS-relaterede sundheds- og miljøpåvirkninger det europæiske samfund mellem 52 og 84 milliarder euro årligt.

Der er ny lovgivning på trapperne, som omhandler kemikalier mere bredt. Det gælder blandt andet Affaldsforordningen og Byggevareforordningen, men her nævnes dog blot skadelige kemikalier og ikke PFAS særskilt.Vi har brug for innovative bygherrer. Men for at de kan handle, er der brug for afklaring på PFAS-området. Vi må derfor gå andre veje, mens vi venter på EU’s beslutning om PFAS-forbuddet. Danmark bør lave en national strategi for udfasning af PFAS i byggeriet.

Kravene til indhold af skadelige kemikalier bør skærpes, så information om indholdsstoffer, herunder PFAS, bliver tilgængelig for alle. Det vil være et vigtigt skridt på vejen mod et cirkulært byggeri.

Foto: Henning Larsen / Rambøll Adobe stock license for #78118528

Dette debatindlæg er blevet bragt i Information den 13/11 2025. Det er skrevet af: 

• Afsenderne er: Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen,
• Martha Lewis, Head of materiales, Henning Larsen
• Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling

Når man taler om PFAS, tænker de fleste på forurenet grundvand, brandskum eller stegepander. De færreste ved, at PFAS også kan indgå i f.eks. kontaktlinser, guitarstrenge, kondomer og havehynder. Eller i de mange forskellige byggevarer, der skaber rammerne for vores hverdag.

Men rapporten ’PFAS i byggevarer– udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’ afslører, at byggebranchen rummer et stort og overset problem. Nemlig PFAS, der potentielt kan indgå i alt fra maling, fugemasse og gulvbelægninger til isolering og facader. PFAS gør materialerne bl.a. vand-, smuds- og brandafvisende – men de er også stærkt giftige og næsten umulige at nedbryde.

Derfor omtales PFAS også som evighedskemikalier. Stofferne ophobes i mennesker, i naturen – og i vores bygninger. Rapportens test af 44 byggevarer købt i danske byggemarkeder viste indikation af PFAS i hver fjerde prøve. Der var PFAS indikationer i tagduge, trægulve, isolering og facadeplader. Det betyder, at vi i dag bygger og transformerer boliger, skoler og kontorer med materialer, der fremtidigt kan blive klassificeret som farligt affald. Det er den modsatte retning af cirkulær økonomi – vi indbygger skadelige kemikalier i byggeriet, der kan ødelægge vores kostbare ressourcer, og som kommende generationer skal håndtere.

Lovgivningen halter efter virkeligheden

Byggebranchen har med den nye lovgivning om selektiv nedrivning fået endnu et incitament for at bidrage til den cirkulære økonomi, og ambitionerne for transformationer og øget genbrug er i stigende grad centrale for de store bygherrer. Men hvordan kan vi genbruge et materiale, der potentielt kan indeholde skadelige kemikalier?

EU og Danmark har taget vigtige skridt mod at forbyde PFAS i tøj og køkkengrej, men byggeriet er stort set ureguleret. Kun enkelte stoffer som PFOS og PFOA er forbudt. Resten af de over 12.000 PFAS-forbindelser flyver under radaren.

Den nye Byggevareforordning kan blive et vendepunkt. Her vil der blevet stillet krav til dokumentation af sundhedsskadelige stoffer og med tiden indføres et digitale produktpas. Men som det ser ud nu, vil oplysningerne om indhold kun være tilgængelige for myndigheder – ikke for arkitekter, entreprenører eller bygherrer. Det er absurd, at den branche, der skal træffe valg om materialer, ikke må kende det kemiske indhold.  Hvis PFAS skal ud af byggeriet, må lovgivningen skabe gennemsigtighed. Alt andet kan syne som autoriseret greenwashing.

Ansvar og handling – fra bygherre til producent

PFAS-rapporten peger på en række konkrete løsninger. Bygherrer og rådgivere skal stille krav som at efterspørge dokumentation, kræve analyser udført på godkendte laboratorier og valg af materialer uden PFAS. PFAS er ikke nødvendigt for at skabe holdbare eller funktionelle bygninger; det, som vi byggede for 100 år siden, indeholdt ikke PFAS. Der findes alternativer. Producenterne må tage deres del af ansvaret. PFAS kan designes ud af produkter, og substitution skal være et aktivt mål. De virksomheder, der går forrest, bør fremhæves som forbilleder.

Samtidig bør der indføres digitale materiale- og bygningspas, hvor PFAS og andre skadelige kemikalier registreres. Det vil give fremtidens håndværkere og genbrugssektor den viden, de mangler for at håndtere materialerne sikkert og muliggøre, at ejendomssektoren får styr på, hvad deres investeringer består af.

Den skjulte pris for evigt

Nordisk Ministerråd har beregnet, at PFAS-relaterede sundhedspåvirkninger koster samfundet mellem 52 og 84 milliarder euro om året i Europa. Det er bl.a. udgifter til at behandle leverskader, skjoldbruskkirtelsygdomme, fedme, fertilitetsproblemer og kræft. Dertil kommer udgifter til deponi, oprensning m.v. Det er ikke kun en økonomisk katastrofe i realtid. Fremtidige generationer kommer til at betale af på regningen, som kun vil vokse, så længe vi fortsætter brugen af PFAS. At undgå PFAS er ikke en teknisk udfordring – det er derimod en etisk og økonomisk nødvendighed.

Et opråb til politikere og branche

PFAS i byggeriet er et problem, der hverken kan ses eller lugtes. Men det kan gemme sig i væggene, tage og gulve omkring os. For at kunne fremtidssikre vores samfund og ressourcer, må vi stoppe med at bygge nye miljøbomber. Derfor skal politikerne udvide PFAS-forbuddet til at omfatte byggevarer, indføre krav om indholdsdeklaration og støtte udviklingen af alternativer til PFAS.

Byggebranchen har en enestående mulighed: at blive den første sektor, der tager ansvar for sine egne materialer – fra vugge til grav. Men det kræver, at vi siger nej til evighedskemikalierne, og ja til et reelt frit og informeret valg.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Ingeniørens medie BuildingTech den 31. oktober 2025.  Det er skrevet af: 

• Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen
• Martha Lewis, Head of materiales, Henning Larsen
• Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling