Hvem er det, der fører umoden klimapolitik?

Klima- og energiminister Lars Aagaard lovede at lytte, da han forleden deltog i Informations store debatmøde om klimaloven. Han endte dog i sædvanlig stil med at belære sine forestillede modstandere om, at de er umodne.

»Hvis man kun snakker om mål, og man ikke snakker om midler, så bliver det en let omgang i min verden«, sagde han og lod forstå, at det er for let, hvis man bare foreslår en 90 procent reduktion af drivhusgasudledningerne i 2035.

Jeg er helt enig i, at det er vigtigt med både mål og midler. Så lad os bare komme længere frem i modenhedsbussen. Hvis vi skal respektere klimavidenskaben, skal ambitionerne i klimapolitikken hæves markant.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi fremlagt en samlet klima- og energiplan, der kan sikre en 90 procent reduktion i 2035 og bringe Danmark til netto-nul i 2040. Vi har regnet på alle midlerne, og planen er ikke væsentligt dyrere, end hvad der ligger i regeringens egen klimapolitik. Vi kan ovenikøbet spare over 200 millioner ton CO₂ mere frem mod 2040, hvilket har høj værdi i forhold til klimakrisen.

Det er en økonomisk overskudsforretning at sætte endnu mere fart på elektrificeringen af transporten, industrien og varmesektoren samt at opstille meget mere sol- og vindenergi og flere varmepumper i et højere tempo, end regeringen lægger op til. Og ja, der er også behov for en dybere strukturel omstilling til mere plantebaseret landbrug og endnu mere skovrejsning, end trepartsaftalen lægger op til. Og via investeringer i nye power-to-x-anlæg kan Danmark fremstille rene e-fuels, som vores internationale sø- og luftfart har brug for. Det kunne være spændende, hvis Lars Aagaard lyttede lidt.

Regeringen forsinker den grønne omstilling

Regeringens Klimafremskrivning 2025 vurderer, at Danmark når klimalovens mål om at reducere de nationale emissioner med 70 procent i 2030. Det er en dejlig nyhed, der er værd at fejre for ministeren, regeringen og alle de partier, der har arbejdet hårdt for at barbere udledningerne ned. Det er vigtigt at levere på løfterne. Men vi skal meget videre.

Det globale karbonbudget er halveret, siden klimaloven blev indgået i 2019, og Danmarks andel af karbonbudgettet løber ud allerede i 2029. I det lys vil det være direkte uansvarligt at sætte et lavere klimamål for 2035 end mindst 90 procents reduktion. Hvornår erkender Aagaard det?

Den grønne omstilling bør speedes op. Der er mange virkemidler til rådighed. Knap 80 procent af salget af nye biler er nu elbiler, så hvorfor tøver regeringen stadig med at sætte en snarlig slutdato for salget af nye fossilbiler?

Og hvad med den massive afbrænding af de træer, der burde suge CO₂ ud af atmosfæren? Aagaard og regeringen har intet gjort ved de meget store udledninger på cirka 15 millioner ton CO₂ om året, der stammer fra afbrænding af træer på danske kraftværker. Man giver ovenikøbet betydelig statsstøtte til den klimaskadelige praksis, plus over otte milliarder kroner til at støtte CO₂-fangst på Ørsteds biomasseværker. Værre er, at disse støtteordninger forsinker elektrificeringen af varmesektoren, og dermed forringes business casen for udviklere, der vil stille mere sol- og vindenergi op.

Hvornår vågner Aagaard op til dåd og viser et elektrisk lederskab?

Regeringen har heller ikke givet et konkret bud på, hvordan man vil tage ansvar for Danmarks globale klimaaftryk. Det nytter ikke længere at sende aben videre. Det er vigtigt at få adresseret dette, når klimamålet for 2035 og 2040 skal fastlægges.

Statsstøtten klattes væk på usikre initiativer

Lars Aagaard ønsker som princip en mere »moden« klimapolitik, men hvorfor bruger han og regeringen så allerflest penge på de absolut mest umodne og usikre teknologier som 38 milliarder kroner på CO₂-fangst, ti milliarder kroner på pyrolyse og foreløbig op til 18 milliarder kroner på brinteksport til Tyskland? Og hvorfor bruger man i dette årti 30 milliarder kroner i statsstøtte på biogas, så det forvrider energimarkedet?

I Rådet for Grøn Omstilling ønsker vi en omkostningseffektiv omstilling, men regeringen praktiserer desværre ikke dette princip så meget. Klimarådet har peget på, at der er høj risiko for, at CO₂-fangst og pyrolyse ikke leverer så meget, som regeringen har satset på. Faktisk vælger regeringen her håb som strategi mere end en moden og realistisk klimapolitik.

Det ville være værre, hvis regeringen helt hoppede på Liberal Alliances og De Konservatives ønske om at satse på atomkraft i Danmark, for i dag er kernekraften den absolut dyreste energi, og de små modulære a-kraftværker er endnu dyrere og ligger endnu længere ude i fremtiden.

Fokusér på de billigste, modne teknologier som sol- og vindenergi, der bør skaleres hurtigere op i stedet for at klatte skattekronerne af på stadig usikre teknologier som CO₂-fangst og pyrolyse. Investér i energinettet, varmelagre, batterier, vandkraft og geotermi.

I energipolitikken går det ikke så godt med resultaterne. Regeringens nye klimafremskrivning skønner, at mængden af sol- og vindenergi kun øges med 2,7 gange frem mod 2030 og ikke med fire gange, der ellers var målet. Danmark er en stolt vindmøllenation, men selv om Aagaard har det privilegium at være minister i en flertalsregering, har man ført stop-and-go-politik, der forsinker udbygningen af land- og havvind. I 2030 risikerer Danmark nu at blive nettoimportør af strøm fra udlandet frem for at blive nettoeksportør.

Genstart det danske vindeventyr

Danmark har ellers alle forudsætninger for at blive selvforsynende med ren og billig grøn strøm i 2030, men i vindenergipolitikken er regeringen dumpet, fordi man har ført en zigzag-kurs. I stedet for at accelerere udbygningen med havvind, har man lavet fejlslagne udbud og smækket den åbne dør i, der måske havde kunnet skaffe over 23 gigawatt ny havvind.

Det er fornuftigt, at energiøerne ved Bornholm og i Nordsøen er sat på pause, da der findes andre og billigere måder at udbygge havvinden på. Regeringen brygger nu på et nyt udbud for havvind, og denne gang vil man give en prisgaranti og et støtteloft på op til 62 milliarder kroner, hvis selskaberne bygger 3 GW havvind frem mod 2032/33. Det er positivt, at man endelig erkender, at havvinden også har brug for en hjælpende hånd fra statens side. Men det nye udbud lægger desværre op til langt mindre havvind, end de 9-13 gigawatt man stillede danskerne i udsigt for blot et par år siden. Kan vi ikke gøre det bedre?

Vi bør genstarte det danske vindeventyr og sætte ekstra turbo på omstillingen væk fra de fossile brændsler. I det lys er det ærgerligt, at Lars Aagaard og Klimaministeriet bruger så meget tid på dyre og umodne teknologier frem for benhårdt at fokusere på at elektrificere alle sektorer.

Elektrificeringen er, som man kan se i Klimafremskrivningen, gået helt i stå. Så hvorfor render ministeren rundt og sår tvivl om, at husholdningerne skal udfase deres gasfyr senest i 2035, som der ellers er aftalt i et bredt forlig? Nu forudser regeringen, at der vil være 268.000 af dem i husholdningerne i 2030 og hele 117.000 tilbage i 2035. Så gør noget ved det.

Overfør gerne nogle af de ubrugte 13 milliarder kroner til biogas, og giv ekstra støtte til borgerne i landdistrikterne, så de kan få råd til at udskifte deres gasfyr med energieffektive varmepumper. I bør også snart ændre de afgifter og nettariffer, der i dag gør grøn strøm dyrere end fossil gas. Tag endelig fat, Lars Aagaard. Der findes så mange gode og modne grønne løsninger.

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller, og er bragt i Dagbladet Information den 9. maj 2025. 

By |2025-05-09T07:59:02+01:009. maj 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Hvem er det, der fører umoden klimapolitik?
Læs mere

Boligejere efterlades i kulden uden klare svar

Beslutningen skal træffes, fordi et flertal af folketingets partier i sommeren 2022 indgik en politisk aftale, som reaktion på Ruslands invasion i Ukraine, der sendte energipriserne på himmelflugt. I aftalen er der nedfældet en ambition om, at ingen boliger i Danmark skal opvarmes med gas fra 2035.

Som følge af aftalen meldte regeringen ud, at man ”kommer til at udrulle fjernvarme i et omfang og hastighed, som vi ikke har set tidligere i det her land”.

Det arbejde er i fuld gang ude i kommunerne, og hundredtusindvis af danskere med gasfyr skal derfor i den kommende tid tage stilling til, om de vil have en kollektiv løsning i form af fjernvarme, eller de hellere vil investere i en varmepumpe til deres eget hus. Det er en beslutning med stor privatøkonomisk betydning og en beslutning, som på grund af aftalen om udrulning af fjernvarme, ikke kan udskydes.

Derfor er det også ærgerligt, at regeringen ikke længere er så klar i mælet, når snakken falder på udfasning af gas. For nylig udtalte klima– og energiminister Lars Aagaard (M) for eksempel i forbindelse med, at borgerne i Faxe Ladeplads skulle tage stilling til udrulning af fjernvarme, at ”Fjernvarme skal udrulles dér, hvor det giver mening, og vi skal også huske, at gassen herhjemme snart er helt grøn. I den situation er det set med klimabriller ikke så vigtigt, om varmen kommer fra fjernvarme, en varmepumpe eller grøn gas.”

Det er en udtalelse med uheldige implikationer. Dels vil den grønne gas være en mangelvare i EU i mange år endnu, og bør derfor kun anvendes der, hvor andre løsninger ikke er mulige. Brug af gas i Danmark, hvor der er grønne alternativer til opvarmningen, øger Europas energiafhængighed af Rusland, USA og andre lande, og er derfor sikkerhedspolitisk det stik modsatte af, hvad vi bør gøre.

Og dels kan gaspriserne meget vel stige igen, hvorfor det giver bedre mening for forbrugerne at komme over på en mere sikker og stabil forsyning.

Desuden er det ikke i overensstemmelse med, hvad der står i den politiske aftale fra 2022, og de skiftende udmeldinger fra regeringen stiller forbrugerne i en svær situation, når de skal vælge fremtidens varmekilde.

Skal de forholde sig til, at der vil blive lukket for gassen i 2035, som et bredt flertal af folketingets partier har vedtaget og meldt ud – og dermed ”nøjes” med at vælge mellem fjernvarme og varmepumpe? Eller skal de lægge Lars Aagaards seneste udmeldinger til grund, hvor der lægges op til, at de måske, måske ikke også kan fyre med biogas i gasfyr?

Når man laver en politisk aftale, der betyder, at danske forbrugere skal træffe en privatøkonomisk beslutning til flere hundrede tusinde kroner og med en løbetid på rigtig mange år, bør man selvfølgelig give helt klar besked om, hvad de reelle valgmuligheder er.

En kontrolleret nedlukning af gasnettet til boligopvarmning vil også give klarhed for de tilbageværende virksomheder, som fortsat benytter gas i 2035, om hvor længe de kan regne med gasnettet.

Derfor opfordrer vi regeringen til at kommunikere klart og tydeligt til danskerne om, hvorvidt det fortsat er målet, at ingen boliger i Danmark skal opvarmes med gas efter 2035 og lave en konkret plan for, hvordan det kan ske.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller, direktør i RGO. Winni Grosbøl, direktør i Forbrugerrådet Tænk. Ulrich Bang, vicedirektør i Dansk Erhverv. Nicolai Siegumfeldt, underdirektør i Tekniq. Kim Holst, direktør i Branchehuset og Rune Moesgaard, afdelingschef i Dansk Fjernvarme og Maj Baltzarsen, udviklingschef i Tænketanken Brundtland. Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark den 25. april.

By |2025-04-25T13:44:44+01:0025. april 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Boligejere efterlades i kulden uden klare svar
Læs mere

En grøn trepart uden kemikaliefokus redder ikke havmiljøet

Jeg vil gerne starte med at anerkende, hvor positivt det er, at regeringen har taget skridt til at rette op på vores havmiljø, med initiativer som den grønne trepart og udpegning af beskyttede havområder. Men regeringens indsats glemmer i høj grad at tage højde for kemikalier i havet, hvilket er helt afgørende, hvis vi reelt skal vende udviklingen og sikre et sundt og bæredygtigt havmiljø.

Selvom trepartens kvælstofindsats er et vigtigt skridt på vejen i forhold til målopfyldelsen af EU’s Vandrammedirektiv, så er treparten helt blottet for indsatser, der kan sikre god kemisk tilstand i havet – som også er en del af målopfyldelsen af Vandrammedirektivet. Kemikalieudledninger, som for eksempel pesticider, tungmetaller og PFAS, forbliver et akut problem, der ikke får den opmærksomhed, det fortjener.

Miljøfarlige kemikalier bliver negligeret

De primære indsatser på området omfatter fortsat indsamling af viden om stoffernes miljøeffekter, samt hvor og i hvor store mængder de udledes. Dette skal ses i lyset af, at det er 25 år siden, at Vandrammedirektivet blev vedtaget, og med kun to år til deadline for målopfyldelse. Det er selvsagt absolut nødvendigt med et grundigt vidensgrundlag, men man skal også handle på den viden, man får.

Allerede i 2017 udgav Miljøstyrelsen en rapport med formålet at undersøge perkolat fra seks lossepladser. Her blev der blandt andet påvist PFAS-koncentrationer op til 1230 gange over det marine vandkvalitetskrav. Alligevel tegner lossepladser sig i dag som en af de brancher med størst PFAS-udledning til vandmiljøet.

Der tegner sig et billede af, at de miljøfarlige kemikalier, som gennem årtier har opbygget sig i havets økosystemer, bliver negligeret i de indsatser, der igangsættes på havområdet. Indsatser for kvælstofreduktion er afgørende, men kan ikke stå alene i forsøget på at bringe havet tilbage til god miljøtilstand. Der er et akut behov for, at vi – på linje med kvælstofreduktioner – begynder at fokusere på kemikaliereduktioner.

Og EU’s nye krav i Byspildevandsdirektivet kan ikke stå alene. Danmark skal tage selvstændige initiativer på området, og her er nogle af vores helt store ønsker i Rådet for Grøn Omstilling et fokus på udledningen fra deponier, overløb af urenset spildevand samt landbrugets brug af pesticider.

Kvælstofindsatsen er forsinket og utilstrækkelig

Når det kommer til kvælstof, er vi i Rådet for Grøn Omstilling bekymrede over den meget langsomme implementering af den grønne trepart og den tid, det allerede har taget at få iværksat konkrete handlinger. Aftalen om kvælstofreduktion var endda allerede forsinket, da den blev indgået.

Desuden er der flere grundlæggende problemer med kvælstofindsatsen, der er fastsat i treparten. Opgørelsen af, hvor stor en reduktion i kvælstofudledninger der kræves, er ifølge forskere sat for lavt og afspejler ikke virkeligheden. Man har også politisk lagt sig fast på kvælstofmål, som kun giver 50 procent chance for, at havmiljøet faktisk kommer i god tilstand. Man må jo tænke, at målene er skruet ned for at imødekomme politiske og erhvervsmæssige hensyn i stedet for at have fuldt fokus på den absolut nødvendige og lovpligtige opgave: at genoprette havmiljøet.

Hvis vi virkelig ønsker at opnå en sund havnatur, kan vi ikke fortsætte med at basere vores indsats på kvælstofmål, der ikke afspejler virkeligheden, samt frivillige indsatser, som historien har vist ikke virker i praksis. Vi har brug for en opdateret og mere ambitiøs tilgang, der afspejler havets reelle behov.

Miljøet betaler prisen, når erhvervslivet favoriseres

Danmark bør sætte alle sejl ind for et renere havmiljø. For at opnå det må politikerne være villige til at sætte mål, der med sikkerhed vil bringe havet i god tilstand. Derfor bør vi fokusere mindre på at få tallene til at gå op på papiret, så der kan minimumsimplementeres, og mere på at gøre det, der skal til.

Det betyder endnu flere konkrete tiltag, der medfører en lavere kemisk belastning af havmiljøet, reducerer kvælstofudledningerne effektivt, og som samtidig ikke bliver forsinket af politiske eller økonomiske hensyn. Vi skal prioritere naturen på linje med, hvordan vi prioriterer erhvervslivet. Det er på høje tid, at vi får en langsigtet, målrettet indsats – også for kemikalier – så vi kan sikre et hav, der trives på alle niveauer.

Regeringens nuværende kurs er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men når ministeren udtaler, at treparten vil “få livet tilbage i havet”, så er det ikke helt korrekt. Det er vigtigt, at ministeriet anerkender, at der er langt flere udfordringer på vejen mod et rent hav. Særligt har vi en overset udfordring med en ukontrolleret udledning af skadelige kemikalier til vores vandmiljø.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 22. april 2025 og er skrevet af Lone Mikkelsen.

By |2025-04-22T08:19:01+01:0022. april 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til En grøn trepart uden kemikaliefokus redder ikke havmiljøet
Læs mere

VE-alliancen: Giv medvind til de kommuner, der går forrest i den grønne omstilling

Vi skal glæde os over, at en række kommuner faktisk går forrest i den grønne omstilling og lægger sig i selen for at øge produktionen af grøn strøm fra vindmøller og solceller til gavn for klimaet og hele vores samfund. Det er nemlig ikke en selvfølge

De senere år har blotlagt risiciene ved at være for afhængig af andre landes energi, og samtidig har højere energipriser sat europæiske og danske virksomheder bagud i konkurrencen med blandt andet Kina og USA.

Produktionen af grøn strøm er ikke jævnt fordelt ud over det danske landskab – langt fra. Faktisk kommer strømmen fra vindmøller og solceller fra relativt få kommuner i de danske landdistrikter.

Det er kommuner, der går forrest og stiller areal til rådighed, så borgere og virksomheder kan få billig og grøn strøm, der gavner klimaet og styrker vores forsyningssikkerhed og konkurrenceevne. Der er tale om helt afgørende investeringer i den grønne omstilling, som der er grund til at værdsætte.

Derfor bakkede vi i Alliancen for vedvarende energi også fuldtonet op, da regeringen i sommer fremlagde sit landdistriktsudspil, hvori det fremgik, at der skal gives en økonomisk gulerod til de kommuner, der tager ansvaret på sig. Konkret foreslog regeringen, at der skulle prioriteres 2 milliarder kroner til at sikre, at de kommuner, som går forrest i den grønne omstilling, får en større økonomisk gevinst, når de løfter ansvaret med at opstille solceller og vindmøller.

Det er sund fornuft og fair, at dem, der gør en ekstra indsats, får en belønning. Men i dag er virkeligheden faktisk stik modsat, når det kommer til de kommunale skatteindtægter fra vedvarende energi.

På grund af udligningsordningen risikerer de kommunale indtægter nemlig at rykke fra Lolland til Nordsjælland, når der opsættes vedvarende energi på Lolland. Det skyldes, at landdistriktskommunerne bliver modregnet i indtægterne gennem udligningsordningen. Bundlinjen er desværre, at kommunernes økonomiske incitament til at bygge sol- og vindenergi bliver reduceret – til skade for os alle.

Netop det vil regeringen adressere, da en del af det kommunale bloktilskud med forslaget bliver målrettet de kommuner, der sætter mest vedvarende energi op. Problemet er bare, at der desværre ikke er sket meget, siden regeringens forslag blev lanceret i august, og der er endnu ikke blevet præsenteret konkrete tanker om, hvordan ordningen skal indrettes – eller udmøntes for den sags skyld.

Selvfølgelig har kommunerne forskellige forudsætninger for at give plads til vedvarende energi fra vindmøller og solceller, fordi både vind- og pladsforhold er forskellige fra kommune til kommune. Men faktum er, at strømforbruget er markant forskelligt og størst i de kommuner, der har høj befolkningstæthed og mange virksomheder og langt mindre i de kommuner, der faktisk producerer strømmen, fordi de har solcelle- og vindmølleparkerne liggende.

Indsatsen fra landdistriktskommunerne skal værdsættes. Deres opstilling af solceller og vindmøller er afgørende for indfrielsen af vores mål for den grønne omstilling, for energiuafhængighed og for lavere energiomkostninger til gavn for konkurrencekraften.

I Alliancen for vedvarende energi vil vi derfor opfordre til, at myndighederne hurtigst muligt kommer i arbejdstøjet og får udmøntningen af ordningen på plads. Det vil give kommunerne klarhed over, hvad de kan forvente – en klarhed, der er nødvendig, hvis vi skal have accelereret opstillingen af vedvarende energi på land og nå vores ambitiøse mål.

Debatindlægget er bragt i AvisenDanmark den 6. april 2025 og er skrevet af: Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling. Eva Larsen, Head of Public Affairs Nordics, Vestas. Joachim Steenstrup, Global Head of External Affairs & Strategy, Eurowind Energy. Jakob Bundgaard, CEO, NRGi Renewables. Lise Borup Skov, direktør for Stakeholder Relations, Norlys. Mathias Aarup Berg, Head of Regulatory Affairs, European Energy. Andreas Nøhr Vestergaard, Head of Public Affairs, Momentum Energy Group. Troels Ranis, vicedirektør, Dansk Industri. Camilla Holbech, direktør for vedvarende energi, PtX og internationalt samarbejde, Green Power Denmark. Nicolai Zarganis, strategichef, Andel. Flemming Nør-Pedersen, viceadm. direktør, Landbrug & Fødevarer. Ulrich Bang, vicedirektør, Dansk Erhverv.

By |2025-04-11T09:23:31+01:0011. april 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til VE-alliancen: Giv medvind til de kommuner, der går forrest i den grønne omstilling
Læs mere

Klima- og dyreorganisationer: Der er en glemt drivhusgas, som Danmark skal tage ansvar for

Hvis vi skal bremse den globale opvarmning, må Danmark tage ansvar for sine metanudledninger. En grøn omstilling af landbruget og et mere plantebaseret forbrug er afgørende for at opnå hurtige klimafremskridt, skriver syv klima- og dyreorganisationer.

Hvis det skal lykkes at bremse den globale opvarmning, kan vi ikke fortsætte med at ignorere den kraftige drivhusgas metan.

Der er brug for en dansk plan for at reducere metanudledning, og det kræver en seriøs omstilling til et mere plantebaseret landbrug.

Da kalenderen 1. januar skiftede til 2025, stod det klart, at 2024 blev det varmeste år, der nogensinde er målt. Beregninger viste 1,6 grader over gennemsnitstemperaturen i industrialiseringen.

Dermed oversteg vi Parisaftalens mål om en maksimal stigning på 1,5 grader. Aftalens målsætning er dog stadig “i live”, idet temperaturstigningen opgøres som et gennemsnit over flere år.

Men de høje temperaturer i 2024 understreger, at vi har travlt. Og derfor bliver vi nødt til at blive skarpere på, hvilken klimapolitik der hurtigst vil have den største effekt.

Og her bliver det særligt relevant at se på opvarmningseffekten af de forskellige drivhusgasser, hvor den kraftige, men kortlivede drivhusgas metan har en markant større opvarmningseffekt end CO2 på kort sigt.

Beslutningstagere får det rigtige grundlag

Metan er kun i atmosfæren i cirka 12-15 år. Derfor gør det en stor forskel, om man udregner drivhusgaspotentialet for netop denne drivhusgas over en 20-årig eller 100-årig periode.

Drivhuspotentialet beskriver den samlede opvarmningseffekt forårsaget af den øjeblikkelige udledning over hele den valgte periode.

Mere konkret vil det sige, at et ton metan over 100 år har en opvarmningseffekt svarende til 28 tons CO2, mens et ton metan over 20 år har en opvarmningseffekt svarende til 84 tons CO2.

Metan opvarmer dermed planeten over 80 gange mere end CO2 over en 20-årig periode.

Det er derfor et problem, at det kun er drivhuspotentialet, udregnet over en 100-årig periode, der medtages i beslutningsprocesserne i dag.

Beslutningstagerne bør inddrage drivhusgaspotentialet udregnet over en 20-årig periode på lige fod med det 100-årige perspektiv – for bedre at kunne træffe beslutninger, der vil have en ”hurtig effekt” på den globale opvarmning.

Det er nødvendigt at have fokus på at opnå markante effekter på den korte bane, da temperaturstigningen ellers vil resultere i irreversible ændringer og skade planetens livsunderstøttende systemer.

Ved stigende temperaturer risikerer blandt andet den atlantiske havstrøm at kollapse, og den vestantarktiske indlandsis vil smelte uigenkaldeligt, så vi vil opleve kraftige havvandsstigninger. Vi bør derfor hurtigst muligt sætte alle sejl til for at mindske den globale opvarmning.

Ved inddragelsen af det 20-årige perspektiv vil det blive tydeligt, hvor stor en effekt metanudledninger har på den globale opvarmning på kort sigt – og dermed også, hvor stor en effekt reduktioner i metanudledningerne vil få på den globale opvarmning.

Det vil samtidig give beslutningstagerne det rigtige grundlag for at træffe de nødvendige beslutninger.

Landbruget er den største udleder af metan

I Danmark står landbruget for cirka 80 procent af metanudledningerne.

Som et intensivt landbrugsland bør vi i langt højere grad tage ansvar for vores udledninger.

Husdyrproduktionen står for stort set alle udledningerne, hvor 62 procent af udledningerne stammer fra fordøjelsesprocessen i drøvtyggere, og 38 procent stammer fra husdyrgødning.

Hvis vi vil reducere vores metanudledninger markant, kommer vi derfor ikke uden om, at der skal ske signifikante reduktioner i landbrugssektoren.

Det vil kræve en transformation af landbruget, hvor vi bevæger os over til øget produktion af grøntsager, korn og bælgfrugter til mennesker.

Aftalen om implementering af et Grønt Danmark kan blive et vigtigt skridt i retning mod et landbrug med en mindre klimapåvirkning gennem CO2-afgiften og arealudtagning.

Hvis vi lykkes med implementeringen af alle elementerne i aftalen, vil Danmark potentielt reducere sine metanudledninger med cirka 25 procent i 2030 i forhold til 2020, og med 30 procent i 2035.

Aftalen kan give betydelige reduktioner i landbruget, hvis den implementeres efter hensigten. Men det er langt fra nok, og der er nogle betydelige knaster i valget af klimavirkemidler.

Det globale metanløfte kræver en dansk handlingsplan

Danmark har sammen med EU underskrevet det globale metanløfte, Global Methane Pledge, om at reducere metanudledningerne globalt med 30 procent i 2030 i forhold til 2020.

Hvis det løfte skal holdes, kræver det, at de 159 lande, som har tilsluttet sig løftet, samt Kina, der har en særaftale, reducerer deres udledninger med 40-45 procent.

Danmark har med den grønne trepartsaftale taget førertrøjen på i forhold til mange andre lande, når det kommer til metanreduktioner.

Det er positivt, at Danmark viser vejen fremad, men vi skal gøre endnu mere. Som et intensivt landbrugsland bør vi i langt højere grad tage ansvar for vores udledninger – både på kort og på langt sigt.

Vi mener, at Danmark bør sætte et mål om at reducere de danske metanudledninger med mindst 40-45 procent i 2035 i forhold til 2020-niveauet. Det er nødvendigt for at bidrage med vores andel af det globale metanløfte samt til efterlevelse af Paris-aftalen.

Det kræver nemlig metanreduktioner på 30-60 procent globalt i 2030 i forhold til 2020-niveauet for at holde temperaturstigningen under 1,5  grader.

Det er dog ikke nok, at Danmark “bare” sætter et ambitiøst mål. Vi skal også vise vejen til at nå det mål med konkrete handlinger. Regeringen bør derfor lave en plan for metanreduktioner, der viser vejene til at realisere målet.

Omlægning af både landbrugsproduktion og forbrug er afgørende

I transformationen af landbruget er det vigtigt, at vi ikke stirrer os blinde på metanudledningerne, men også har biodiversiteten og dyrevelfærden for øje.

Det kræver, at vi bevæger os væk fra den omfattende industrielle animalske produktion og i retning af en større plantebaseret fødevareproduktion.

Samtidig er det afgørende for omstillingens succes, at den danske befolkning i højere grad griber ud efter plantebøfferne.

Vi bliver dermed nødt til at adressere antallet af dyr i landbruget og ikke blot gøre det enkelte dyr mere klimaeffektivt – med eksempelvis tilskud til fodertilsætningsstoffet Bovaer, der risikerer at holde køerne på stald frem for, at de kommer på græs – eller ved at intensivere griseproduktionen yderligere.

Det giver dårligere dyrevelfærd, og det skal vi væk fra. Gennem en forandret fødevareproduktion vil vi kunne opnå en hurtig og positiv effekt på klimaet.

Samtidig er det afgørende for omstillingens succes, at den danske befolkning i højere grad griber ud efter plantebøfferne, bønnerne og grønkålen frem for det hakkede oksekød, når de handler ind til aftensmaden.

Forbliver forbruget som i dag, risikerer vi, at klimaaftrykket fra vores animalske forbrug ender samme sted som vores tøjforbrug – vi sender det videre til andre lande. Samtidig er mange landmænd villige til at omlægge produktionen, hvis blot der er sikkerhed for afsætning – for eksempel på bælgfrugterne.

Kommunale køkkener, supermarkeder og politikere bør derfor gå forrest og gøre det mere tilgængeligt for befolkningen at spise flere bælgfrugter og grøntsager. Er kantinens spinatlasagne lækker, er der større chance for, at den bliver serveret ved middagsbordet derhjemme.

Desuden skal vi investere mere i at udvikle afgrøder og produkter, der kan eksporteres til resten af verden. For allerede i dag eksporterer vi størstedelen af vores produktion. Så derfor er der brug for indsatser og løsninger, som bidrager til at omstille forbruget – både nationalt og globalt.

Nu skal vi i arbejdstøjet – både for at sikre, at implementeringen af trepartsaftalen lykkes, så de metanreduktioner, der er fremskrevet, rent faktisk bliver realiseret.

Men vi må også lave en plan for, hvordan vi reducerer metanudledningerne fra landbruget yderligere, for hurtigt at begrænse den globale opvarmning.

Det gør vi ved at omstille landbruget til i langt højere grad at producere plantemad til mennesker.

Dette debatindlæg er skrevet af Lærke Kjærbye-Thygesen, projektmedarbejder, Rådet for Grøn Omstilling, Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, natur og skov, Greenpeace, Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening, Mette Gervin Damsgaard, politisk chef, World Animal Protection Danmark, Flemming Dengsø Nielsen, økonom, Dyrenes Beskyttelse, Anna Bak Jäpelt, landbrugspolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening og Frederik Sandby, sekretariatsleder, Klimabevægelsen, og blevet bragt i Altinget den 10. april 2025

By |2025-04-11T08:34:55+01:0010. april 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klima- og dyreorganisationer: Der er en glemt drivhusgas, som Danmark skal tage ansvar for
Læs mere

Brintboblen er på bristepunktet. Hvornår dæmrer det for vores politikere?

Vores folkevalgte skal huske den sunde fornuft, når lobbyister angler efter milliarder til brintrør med ekstremt tvivlsomme forretningsplaner

Vi har brug for en omkostningseffektiv grøn omstilling i Danmark, men desværre spilder politikerne alt for mange statsstøttekroner på nye prestigeprojekter, hvor klimaeffekten er meget tvivlsom, og hvor der findes bedre og billigere alternativer.

Et godt eksempel er, at bredt flertal i Folketinget har besluttet sætte 15,7 milliarder kroner af skatteydernes penge på højkant til et brintrør til Tyskland.

I denne sag har man lyttet alt for meget til industrilobbyisterne i blandt andet Copenhagen Infrastructure Partners, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Green Power Denmark, der længe har presset på for lånegarantier og støtte fra statskassen.

Baggrunden er, at der ikke findes markedsoperatører, som på rene markedsvilkår vil lægge hånden på kogepladen i forhold til brintrøret.

Forliget betyder, at Energinet kan få et statsgaranteret lån på 7,4 milliarder kroner til at få bygge den første del af brintrøret, og oveni er staten villig til at give helt op til 8,3 milliarder kroner i et driftstilskud.

Regeringen har sammen med SF, Konservative, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet store forhåbninger til aftalen. De vil have ’snebolden til at rulle for brint’, og at brinten kan ’gøre Europa grønt og uafhængigt af Putins gas og Mellemøstens olie’, og at ’brintrøret til Tyskland er en nøglefaktor for Danmarks mulighed for at producere og levere grøn energi til det europæiske fællesskab’ og mere grøn brint vil ’styrke Europas forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.’

For optimistisk fremskrivning

Formålene om at gøre Europa uafhængig af fossil import og at levere grøn energi til vores nabolande er ædle, men beslutningen mangler i virkeligheden et solidt økonomisk og energimæssigt fundament.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi i et nyt notat lavet en grundig analyse af de økonomiske, teknologiske og fysiske udfordringer ved brinteksport, og vores klare anbefaling er på den baggrund, at politikerne bør trykke på bremsen og genbesøge beslutningen.

Brintrøret til Tyskland er et dyrt og risikabelt eksperiment, hvor pengene kan bruges mere omkostningseffektivt og med større klimaeffekt til andre formål. Det er meget tvivlsomt, at der kan skabes en robust business case for eksport af grøn brint til Tyskland.

I dag er det kun 1 procent af over 1600 potentielle grønne brintprojekter, der er kommet videre til en reel investeringsbeslutning. Årsagen er for høj pris, og derfor er der så få virksomheder, der står klar til at aftage den grønne brint. Er de afhængige af brint, som f.eks. kemiindustrien, vil det i mange år frem være økonomisk fordelagtigt for dem at købe fossil brint. Den fossile brint er 3 til 4 gange billigere end grøn brint, der koster mellem 5,3 til 13,5 euro/kg.

I fremtiden vil prisen på grøn brint næppe falde så meget, som tilhængerne håber på. Det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA, har sagt, at prisen på grøn brint kan drives helt ned under 2 euro/kg i 2030, og blive 1 euro/kg i 2040, men intet tyder på, at deres antagelser om teknologiens læringskurve og prisfald holder.

Bloomberg/NEF har fremlagt nye analyser, der vurderer, at prisen i de næste årtier vil være en del højere end IRENA´s skøn, og energieksperten Michael Barnard anslår, at prisen for grøn brint i 2050 stadig vil ligge på op til 7,6 euro/kg.

En af forklaringerne er blandt andet, at systemomkostningerne til elektrolyse – ifølge Bloomberg/NEF – frem mod 2050 vil være op over seks gange højere end, hvad IRENA tidligere har skønnet. Den danske Energistyrelse bør tage bestik af de nye og mere realistiske vurderinger, men i dag har man stadig en ekstremt optimistisk fremskrivning på både pris og efterspørgsel, der næppe holder.

Ambitiøse planer

De europæiske systemoperatører har lavet alt for urealistiske fremskrivninger for fremtidens brintforbrug, og Kommissionen har lagt ambitiøse planer for opbygningen af en brint-infrastruktur med titusinder af kilometer rørledninger i EU.

Men en grundig gennemgang af forudsætningerne, som RGO har lavet, viser, at der næppe kommer den høje efterspørgsel efter brint i EU, som Kommissionen drømmer om.

Deres prognoser – hvor man blandt andet medregner et betydeligt forbrug af brint til varmeforsyningen og i den tunge vejtransport, hvor det vil være langt billigere og mere konkurrencedygtigt at lave en direkte elektrificering – bør nedjusteres væsentligt.

Kommissionen er da også blevet kritiseret af den europæiske revisionsret for ikke at have lavet en reel impact assessment, som man plejer at gøre ved store lovpakker.

Der er flere andre fundamentale problemer, som beslutningstagerne ikke har taget højde for. Og en del af det hænger sammen med fysikkens love.

Brint er verdens mindste molekyle, og selv om dets kalorieindhold er tre gange højere end i fossil gas per kilo, er brintens energiindhold per volumenenhed tre gange mindre end naturgas ved atmosfærisk tryk. For at få den samme mængde energi ud af det, skal man transportere og opbevare tre gange så stor volumen brint, som hvis det var naturgas.

Samtidig skal man bruge en del ekstra energi til at komprimere den. Det er tre gange så energikrævende at transportere brint som gas. Over en 30 års periode risikerer man ifølge energieksperten Paul Martin fra Spitfire Research mindst at tabe 10 gange så meget energi ved at transportere brint over lange afstande, som hvis man sender grøn strøm gennem højspændingsledninger. Det vil alt andet lige påvirke prisen.

Eller sagt med andre ord: Hvorfor skal vi i EU opbygge to parallelle energiinfrastrukturer – dels et elnet med stærkere transmissionsledninger og dels tusindvis af kilometer af brintrør – når man kan spare penge ved at fokusere målrettet på at udbygge elmotorvejene?

Brintrøret er en ommer

Et andet fundamentalt problem i forhold til at drive priserne ned er, at der i dag slet ikke findes noget marked for grøn brint med klare prissignaler. Faktisk er det ikke ret meget brint – heller ikke den fossile – der handles på markedet. I Europa produceres trefjerdedele af brinten af de selvsamme virksomheder, der bruger den.

Verdens brintproduktion fremstilles lokalt, fordi det er dyrt, svært og risikabelt at transportere brint over lange afstande. Kun 8 procent af brint sendes via rørledninger, og det sker i reglen i geografisk afgrænsede områder på få hundrede kilometer.

Det handler i høj grad om økonomi. Et nyligt forskningsstudie viser, at det mellem 200 til 2000 km er billigst at transportere el via hurtige transmissionsledninger frem for at sende brint via brintrør.

Brintøkonomien er generelt udfordret af, at brinten giver langt højere energitab end direkte elektrificering med grøn strøm. Også derfor satser flere og flere af de tunge og energikrævende industrier – som man tidligere hævdede kun gøres fossilfrie ved at gå over til grøn brint – nu målrettet på at elektrificere sig først. Det gælder blandt andet stålindustrien.

I den tunge vejtransport vil lastbilerne blive elektrificeret og næppe køre på den flere gange dyrere brint. Selv i shippingbranchen vil det være attraktivt på kortere og mellemlange distancer at elektrificere skibsfarten frem for at gå over til e-metanol og e-ammoniak, der derimod er nødvendige på lange afstande.

Hvis vi i Danmark og EU satser for hårdt på at skalere grøn brintproduktion og forbrug – på bekostning af billigere grøn strøm fremstillet med sol- og vindenergi – vil det øge de samlede energiomkostninger, og dermed svække Europas konkurrenceevne. Lige nu er det bedre at bruge statskronerne på at accelerere elektrificeringen af alle sektorer frem for at spilde ekstra penge på den langt dyrere omvej via brintrøret.

I fremtiden bør grøn brint bruges med måde og kun til de anvendelser – f.eks. luft- og skibsfart på lange afstande, gødning med e-ammoniak og til kemikalier – hvor der ikke er andre fossilfrie alternativer. I RGO er vi enige i, at Danmark får brug for at skalere den grønne brintproduktion i PtX—projekter, men brinten skal ikke eksporteres med dyre brintrør, der har en ekstremt tvivlsom business case.

Anvend hellere den grønne brint til at fremstille e-fuels og e-ammoniak i stærkt lokaliserede industriklynger som f.eks. Esbjerg og andre steder, hvor man kan få store mængder af billig vedvarende energi. Og skab flere gode danske arbejdspladser. Derfor kære politikere: Brintrøret er en ommer.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og blevet bragt i Klimamonitor den 31. marts 2025.

By |2025-03-31T11:23:29+01:0031. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Brintboblen er på bristepunktet. Hvornår dæmrer det for vores politikere?
Læs mere

Gevinsterne ved VE bør også gavne de lokalsamfund, der gør omstillingen mulig

Kommunerne lægger land til udbygningen af vedvarende energi, men må kigge langt efter den belønning, der skal sikre lokal opbakning. Derfor bør vi indføre et kommunalt udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn strøm

Regeringen har allerede anerkendt kommunernes nøglerolle i den grønne omstilling.

1. februar gik 23 lokale treparter i gang med at realisere Grøn Trepart, hvor kommunerne er centrale i arbejdet med at omsætte regeringens ambitioner til handling.

Ligeledes spiller kommunerne en nøglerolle, når ambitionerne for vedvarende energi forvandles til en del af landskabet.

Men der mangler tilstrækkelige økonomiske incitamenter, når projekterne skal udføres lokalt, og mange kommuner oplever, at de betaler prisen, uden at det kommer lokalsamfundene til gode.

Konsekvensen bliver modstand, forsinkelser eller given op

Kommunerne er bindeleddet mellem regeringens ambitioner og borgernes hverdag. Men uden de rette argumenter og incitamenter kan lokale hensyn føre til modstand, forsinkelser eller opgivne projekter.

Der er bred politisk enighed om, at vi skal udbygge vedvarende energi på land.

I praksis er det dog kommunerne, der står tilbage med dilemmaerne og frustrationerne, og skal balancere hensynet til naboer, natur og lokalsamfund.

Grøn Pulje har i praksis ikke vist sig tilstrækkelig til at sikre varig lokal opbakning.

Midlerne er engangsbeløb med stramme bindinger, det vil sige de ikke kan anvendes til kommunale opgaver som eksempelvis at sikre bedre lokal velfærd.

Og de sikrer ikke den langsigtede udvikling, som kommunerne har brug for. For at fastholde tempoet i VE-udbygningen, skal vi sikre en mere retfærdig fordeling af værdien.

Et kommunalt udviklingsbidrag

Derfor giver Rådet for Grøn Omstilling sin opbakning til de mere end 20 kommuner, der foreslår et Kommunalt Udviklingsbidrag.

Det vil betyde, at en del af elafgiften reserveres til kommunerne, så de får en direkte og varig økonomisk gevinst ved at udbygge VE.

Et udviklingsbidrag på fire øre per kWh VE-strøm vil sikre midler, der belønner både eksisterende og fremtidige VE-udbygninger.

For frontløberkommuner vil det i 2024 have svaret til et årligt provenu på omkring 500 millioner kroner.

Forslaget vil skabe et stærkere økonomisk incitament til at fremme udbygningen af VE på land og samtidig styrke lokal udvikling i hele landet.

Et udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn strøm vil tilføre mærkbare økonomiske ressourcer til lokalsamfund, som kan bruges til den nære velfærd, klimatilpasning, biodiversitetsprojekter, erhvervsudvikling eller innovation.

Det kræver, at vi politisk tør anerkende kommunernes indsats gennem en fair fordeling af værdien, de skaber.

VE-udbygningen går for langsomt

Vi har ambitiøse mål om at firedoble VE-produktionen på land inden 2030 og blive uafhængige af fossile brændsler inden 2050.

Begge dele er helt nødvendige for at nå vores klimamål, men hvis vi ønsker en omstilling, der er både effektiv og retfærdig, må vi sikre, at værdien af den grønne omstilling fordeles til dem, der gør den muligt.

Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at handle nu, hvis vi vil sikre, at VE-udbygningen sker i det nødvendige tempo.

Indførelsen af et Kommunalt Udviklingsbidrag sikrer, at kommunerne ikke blot bærer ansvaret for at planlægge og facilitere udbygningen, men også får de rette økonomiske incitamenter til at sikre lokal opbakning og accelerere den grønne omstilling.

Sammen med Rådet for Grøn Omstilling bakker disse 20 borgmestre og regionsrådsformænd op om forslaget:

Dorte West, Herning Kommune, Marianne Bredal, Struer Kommune, Peder Christian Kirkegaard, Skive Kommune, Ib Lauritsen, Ikast-Brande Kommune, Erik Flyvholm, Lemvig Kommune, HC Østerby, Holstebro Kommune, Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern kommune, Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, Karsten Thomsen, Frederikshavn Kommune, Lasse Frimand Jensen, Aalborg Kommune, Mikael Klitgaard, Brønderslev Kommune, Søren Smalbro, Hjørring Kommune, Mogens C. Gade, Jammerbugt Kommune, Tobias Birch Johansen, Læsø Kommune, Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune, Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune, Jesper Greth, Rebild Kommune, Niels Jørgen Pedersen Thisted Kommune, Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune, Ole Vive, Faxe Kommune samt Regionsrådsformand Mads Duedahl fra Region Nordjylland.

Læs mere om alliancen her: https://rgo.dk/ny-groen-alliance-kommuner-skal-beloennes-for-at-bane-vejen-for-vedvarende-energi/

Dette debatindlæg er skrevet af Britt Dam og Bjarke Møller fra Rådet for Grøn Omstilling samt Nicolai Lauridsen fra Business Region MidtVest og bragt i Altinget den 27. marts 2025.

By |2025-03-27T11:12:48+01:0027. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Gevinsterne ved VE bør også gavne de lokalsamfund, der gør omstillingen mulig
Læs mere

Industrien må ikke stikke en kæp i hjulet på vejen mod et renere vandmiljø

Det danske vandmiljø er voldsomt forurenet og er nogle steder helt dødt. Næringsstofferne fra landbruget er den kendte årsag til havmiljøets triste situation. Men en anden synder er i årtier nærmest gået under radaren, nemlig de mange skadelige kemikalier, der ender i havet via spildevandet fra vores byer, og dermed fra din og min husholdning. Kemikalierne skaber ikke iltsvind nu og her og akut død, men de er ikke desto mindre et kæmpe problem for havmiljø og økosystemer.

PFAS er et godt eksempel. Det nedbrydes, ligesom andre kemikaliegrupper, uhyre langsomt og opkoncentreres i havbund, planter og fisk, der kan ende på vores tallerkner. Det kan have store konsekvenser for menneskers sundhed og fertilitet. EU arbejder for et forbud mod PFAS, men en ny undersøgelse viser, at en stærk industrilobby kæmper med næb og kløer for at udvande lovforslaget. Samtidig anvendes fluorstofferne fortsat i en lang række forbrugerprodukter og i industrielle processer.

Der er brug for vidensdeling

PFAS er kun én ud af mange grupper af skadelige kemikalier, der udledes til havet. Målinger viser, at vi via spildevand også forurener havet med blandt andet flammehæmmere, kosmetik- og medicinrester samt ftalater – der på hver deres måde er skadelige for økosystemer, dyreliv og menneskers sundhed. Men vi kender kun til toppen af isbjerget. Der er brug for mere forskning, der ser på, hvor mange kemikalier, der ender i havet, og i hvilke koncentrationer. Sideløbende er der brug for en akut indsats i forhold til at stoppe den voldsomme udledning til havmiljøet.

I dag er vores renseanlæg ikke lavet til at rense for kemikalier, der ledes til fra vores husholdninger, og de ender derfor i havet. Det vil EU have ændret. Ministerrådet gav således i november endeligt grønt lys til en revideret udgave af Byspildevandsdirektivet. Regler, der fremadrettet fastlægger en strammere kurs for rensning af spildevand fra byerne. Målet er, at Danmark og de resterende EU-medlemslande på sigt skal fjerne et udvalg af miljøfarlige stoffer gennem et ekstra rensetrin. Der findes velegnede teknologier, men ingen der alene kan rense for alle typer af kemikalier. Derfor er der brug for vidensdeling, så vi finder den bedste kombination af teknologier til de enkelte renseanlæg – en indsats, der burde have været iværksat for mange år siden. Ikke mindst set i lyset af Danmarks forpligtelser i forhold til EU’s vandrammedirektiv. Regler vi på ingen måde har levet op til.

Industrien forhaler processen

En stor anke og modvilje har været prisen for rensning. Det er dyrt, lyder det fra kommuner, virksomheder og politikere. EU har derfor besluttet, at de største forurenere skal betale deres del af regningen. Med byspildevandsdirektivet indfører EU udvidet producentansvar for medicinal- og kosmetikbranchen. Disse erhverv skal betale for mindst 80 procent af omkostningerne ved at rense for egen forurening. En beslutning, medicinalbranchen nu også opponerer imod. Sager som disse vil sandsynligvis forhale processen og i værste fald også udvande den forventede effekt.

Vi kan ikke lade industrien stikke en kæp i hjulet. Initiativerne fra EU bliver vigtige skridt på vejen mod et renere vandmiljø. Danmark skal inden udgangen af 2027 implementere reglerne i dansk lov. Og her kan det få stor betydning for vandmiljøet, at Danmark ikke blot minimumsimplementerer. For at komme vellykket i mål skal der allerede nu igangsættes aktiviteter og skabes incitamenter til udvikling og samarbejde på tværs af kommuner og brancher.

Og så skal vi have forbudt grupper af de mest skadelige kemikalier, herunder PFAS. Når først stofferne er i vandmiljøet, er de ekstremt svære, hvis ikke umulige, at fjerne. Det er på høje tid at passe på den natur, som vi alt for længe har presset til det yderste.

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Mikkelsen og bragt i Altinget den 25. marts 2025.

By |2025-03-25T09:02:30+01:0025. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Industrien må ikke stikke en kæp i hjulet på vejen mod et renere vandmiljø
Læs mere

Klima bør skrives ind i offentlige udbud på lige fod med kvalitet og pris

Hidtil har kvalitet og pris været de betydende faktorer, når bygherrer gennemgår tilbud. I fremtiden bør det fremgå tydeligt, hvor stor drivhusgasudledningen er for hvert tilbud

Danmark er godt i gang med sine massive investeringer i Infrastrukturplan 2035 (IF35), der sætter kursen for den fysiske udvikling af transportsektoren frem mod 2035.

Planens projekter stod samlet til at spare 41.000 tons CO2 årligt og gavne samfundsøkonomien med over 20 milliarder kroner.

I Ingeniøren fremgår det nemlig, at både planens CO2-regnskab og samfundsøkonomi er på et skråplan.

Analyser af Banedanmarks og Vejdirektoratets gennemførte projekter i 2023 og 2024, viser at CO2-udledningerne fra projekterne blev mere end dobbelt så store end oprindeligt antaget.

Samtidig har stigende priser på energi og råstoffer som cement, beton og stål tippet vægten for projekternes samfundsøkonomi, hvilket betyder, at vi som samfund bliver fattigere af deres gennemførsel.

Tiden er måske moden til at aftaleparterne igen slår hovederne sammen og får sat en ny kurs for, hvad planens i alt 161 milliarder skal bruges på. Den rummer nemlig et stort potentiale for investeringer i udviklingen og udbredelsen af mere klimavenlige løsninger.

Klima i udbud

Udbygningen og vedligeholdelsen af vores infrastrukturer er vigtig for både samfundets vækst og den grønne omstilling, men det skal foregå på en måde der både overholder de planetære grænser og klimalovens §1 – 70 procent reduktion af drivhusgasudledningen i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Langsigtede investeringsplaner som Infrastrukturplan 2035 kan være med til at pege branchens aktører i retning af grønnere muligheder. Der er i hvert fald ikke en producent af asfalt eller beton eller en importør af stål, der er i tvivl om, at der er noget at lave frem mod 2035.

Det giver dem en stor sikkerhed til at investere i at udbygge, modernisere eller skifte produktionen til mere klimavenlige løsninger.

Det kræver dog, at man indfører målsætninger, der understøtter dette. Det har man desværre ikke haft med i aftalens første rul, som løber fra 2021 til 2028, men det opstår der en gylden mulighed for, når aftalens andet rul sættes i gang i 2028.

Helt konkret bør miljø og klima indføres som udbudsparameter på lige kår med kvalitet og pris.

Hidtil har kvalitet og pris, og i særdeleshed sidstnævnte, været de betydende faktorer, når bygherrer gennemgår indkomne tilbud. I fremtiden bør det fremgå tydeligt, hvor stor drivhusgasudledningen er for hvert indkommet tilbud.

Man kan eksempelvis starte med at stille krav til CO2-udledning i udbudsmaterialet.

Det er ikke banebrydende: I Norge har man siden 2023 vægtet klima- og miljøhensyn med 30 procent som udbudsparameter, altså stort set en tredjedel af tildelingskriteriet.

Dette ville være med til at stimulere en konkurrence i bæredygtighed på markedet, hvilket kan fordre udviklingen af nye teknologier og produkter.

Skab grundlag for sammenligning

Generelt skal det være nemmere for både private og offentlige bygherrer at overskue et givent projekts klimapåvirkning. Dette kunne også ske gennem en standardisering af miljøvaredeklarationer, såkaldte EPD’er, som benyttes til at dokumentere en byggevares miljømæssige egenskaber.

Lige nu kan det være svært at sammenligne et givent produktets klimapåvirkning med et andet, da der på tværs af lande, brancher og virksomheder måles på forskellige parametre.

Én miljøvare deklaration kan måle på Global Warming Potential (opvarmningspotentiale), mens en anden måler på CO2-udledningen – Det er problematisk.

Derudover burde der indføres et anlægsreglement, der ligesom bygningsreglementet stiller generelle krav til bæredygtighed og CO2-udledning i anlægssektoren, hvilket Byggeriets Handletank også peger på.

Handletanken foreslår, at der indføres en rammelov og tilhørende reglementer som stiller minimumskrav til bæredygtighed, og som skal gælde på tværs af hele sektoren – ligegyldigt om man er privat eller offentlig bygherre.

Derudover bør anlægsprojekter dokumenteres i alle faser ved livscyklusanalyser (LCA), som kan beregne hvert materiales samlede udledning over dets livstid. De store offentlige bygherre har allerede redskabet og har sågar gjort det offentligt tilgængeligt – InfraLCA.

Der bør dog også stilles krav til, at alle aktører i anlægssektoren benytter dét eller et lignende værktøj.

Det offentlige bør gå forrest

Det offentlige er ubestridt den største investor i infrastruktur og den største indkøber i Danmark. Udover at stå for tilblivelsen af Infrastrukturplanen 2035, købte staten, regionerne og kommunerne ind for 224 milliarder kroner i 2022.

Det skønnes at have medført et klimaaftryk på 14,3 millioner ton CO2-ækvivalenter, hvoraf cirka en tredjedel stammer fra byggeri og anlæg. Dette forventes at stige frem mod 2030 på grund af øgede investeringer i området.

Der er altså et stort potentiale for at reducere udledningen af drivhusgasser, især hvis det offentlige bringer sin købekraft i spil.

Der findes flere, mindre klimabelastende, alternativer til stål, beton og asfalt. Det forholder sig dog tit sådan, at produktionen af disse ikke er skaleret på grund af manglende efterspørgsel.

Det er netop her det offentlige kan spille ind ved at indføre krav i sine udbud. Det vil tvinge både bygherrer og entreprenører til at vælge mere miljøvenlige produkter og konkurrere på andet end kvalitet og pris – og ikke mindst på sigt stimulere markedet for klimavenlige alternativer.

Det er på tide, at det offentlige bliver en større drivkraft i den grønne omstilling, ikke kun som en forbruger af infrastruktur, men som en ledende aktør, der aktivt skaber efterspørgsel på bæredygtige løsninger.

Det kræver en erkendelse af, at den grønne omstilling ikke er en udgift, men en investering i en bedre fremtid for klimaet, for samfundet og for mennesket.

Dette debatindlæg er skrevet af Mathias Lyng Nikolajsen og bragt i Altinget den 17. marts 2025.

By |2025-03-17T14:20:28+01:0017. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klima bør skrives ind i offentlige udbud på lige fod med kvalitet og pris
Læs mere

VE-alliancen: Danmark er bundskraber på elektrificering, selvom det er en forudsætning for grøn omstilling

Til sommer er det tre år siden, at et flertal af Folketinget blev enige om at firedoble den grønne strøm på land frem mod 2030. En ambition, som blev aftalt på bagtæppet af Ruslands invasion af Ukraine og det åbenlyse behov for at skabe et Europa, der er mere selvforsynende med vedvarende energi.   Men desværre må vi konstatere, at luften er gået ud af ballonen. De storstilede planer for opstilling af vedvarende energi på land er kraftigt neddroslet. Regeringen er med klimaministerens ord ”gået i værkstedet for at finde nye politiske svar.” Den linje bunder ifølge ministeren i realisme og faktiske markedsforhold. Det er vi enige i.  Men sandheden er, at de svære markedsforhold for udbygningen af sol og vindenergi i høj grad er præget af politisk bestemte forhold, som opstillerne af sol- og vindenergi ikke selv har indflydelse på. Eksempelvis er det et uløst markedsforhold, at elektrificeringen af energiforbruget går alt for langsomt i Danmark.

Mere strøm

Kun 20 procent af det danske energiforbrug drives i dag af elektricitet. Det placerer Danmark i den absolutte bund i Europa. Det kalder på akut politisk handling. Elektrificering er nemlig en forudsætning for omstilling af samfundets energiforbrug og vejen til mere konkurrencedygtige elpriser. Der mangler ganske enkelt en handlingsplan for dette i Danmark. I samme periode har man fra politisk side i stedet pålagt opstillere af sol- og vind store omkostninger. Omkostninger, der gør det dyrere at opføre vedvarende energi, og dermed forsinker den grønne omstilling. De nævnte markedsforhold burde være adresseret før, at ambitionen om en firedobling af VE-kapaciteten på land blev forkastet. Vi er flere, der har gjort opmærksom på udfordringerne længe.

Vi skal simpelthen have sat gang i elektrificeringen ved at bruge mere strøm i blandt andet opvarmning, transportsektoren og industrien. Det vil ikke bare være godt for klimaet, men også bidrage til at højne dansk konkurrenceevne og forsyningssikkerhed, når de dyre importerede fossile brændsler udfases via elektrificering.

Sikkerhed om rammevilkår

Vi ved om nogen, at det ikke er målsætninger og skåltaler, der skaber reel grøn omstilling ude i virkeligheden. Nej, det er tværtimod samarbejde lokalt mellem borgere, kommuner og handlekraft fra virksomheder og organisationer landet over, der sikrer, at det sker hurtigere og i respekt for natur og miljø. Som en række udviklere af vedvarende energi meldte ud for nogle uger siden, er der allerede sol- og landvindprojekter på vej, men opstillingen forudsætter, at der er klarhed om de regulatoriske forhold.

Der skal være sikkerhed om rammevilkårene – blandt andet venter vi stadig på, at regeringens gode forslag om, at en del af bloktilskuddet målrettes de kommuner, som går forrest med opsætningen af vedvarende energi, bliver omsat til en politisk aftale. Det er et forslag, der kan øge incitamentet til opstilling af vedvarende energi på tværs af Danmark, og det er et forslag, som vi også konkret har peget på i Alliancen vedvarende energi.

Krystalklare ambitioner

Når regeringen undsiger sin egen ambition, risikerer den at sende et signal om, at udbygningen af vedvarende energi ikke længere skal vægtes højt. Det er skidt, for ambitioner fungerer også som signaler, der anviser handling og retning. Derfor bør regeringen hurtigst muligt komme tilbage til sin ambition. For tiden er ikke til at fravige eller helt undsige tidligere ambitioner. I stedet bør de allerede kendte benspænd fjernes. Politikerne kunne starte med at se på, hvordan elektrificeringen af energiforbruget kan komme op i omdrejninger.

Når regeringen undsiger sin egen ambition, risikerer den at sende et signal om, at udbygningen af vedvarende energi ikke længere skal vægtes højt. Det er den forkerte vej at gå, når der er et massivt behov for at øge investeringerne i vedvarende energi til gavn for både Danmark og hele Europa. Fra Alliancen vedvarende energi er budskabet klart: Vi står klar. Så kære politikere; smøg ærmerne op og lad os få krystalklare ambitioner for vedvarende energi på land.

Indlægget er skrevet af Alliancen vedvarende energi og er bragt i Altinget den 10. marts. Afsenderne er:

Bjarke Møller, Rådet for Grøn Omstilling, Mathias Aarup Berg, European Energy, Anders Frandsen, Dansk Skovforening, Eva Larsen, Vestas, Camilla Holbech, Green Power Denmark, Wojciech Cetnarski, BeGreen, Kim Madsen, Momentum Energy, Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer, Joachim Steenstrup, Eurowind Energy, Troels Ranis, Dansk Industri, Joachim Lind Koefoed, CIP, Jakob Bundgaard, NRGi, Lise Borup Skov, Norlys, Ulrich Bang, Dansk Erhverv

By |2025-03-11T09:22:31+01:0011. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til VE-alliancen: Danmark er bundskraber på elektrificering, selvom det er en forudsætning for grøn omstilling
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top