Stop for Bovaer efterlader hul i landbrugets klimaregnskab

På få uger er Bovaer gået fra at være et af landbrugets vigtigste klimavirkemidler til et stof, som mælkeproducenter nu fravælger. Formanden for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen, vurderer, at “næsten 100 pct. vil stoppe med stoffet” efter den nye præcisering fra Fødevarestyrelsen, som giver landmænd vide muligheder for at undtage deres køer fra lovkravet.

Men når mælkebønderne stopper med at bruge Bovaer, så forsvinder også den forventede klimaeffekt fra landbrugets klimaregnskab. Hele 400.000 tons CO₂-reduktion i aftalen om grøn trepart kommer fra metanreducerende fodertilsætningsstoffer, og det tal må man nu øjensynligt vinke farvel til.

Chefredaktøren på Maskinbladet, Rasmus Dalsgaard, kalder det i en leder en “skandale” og “… enøjet hastværk i klimaets hellige navn”.

Landbrugsorganisationerne har sat Bovaer i centrum som et teknologisk fiks med hurtig og målbar virkning mod metanudledning. Men virkeligheden i staldene fortæller en anden historie. Mange landmænd har oplevet malkekøer med nedsat appetit, faldende mælkeydelse, stofskiftelignende problemer og i nogle tilfælde kollaps. Det var netop det, eksperter – og Dyrenes Beskyttelse – allerede havde advaret om, før lovkravet blev vedtaget.

Nu står grønne organisationer side om side med mælkeproducenterne om at råbe vagt i gevær om lovkravet.

Når landmænd nu i stor skala stopper med Bovaer, skyldes det ikke modvilje mod klimaindsatsen. Det skyldes, at dyrene betaler prisen. Men spørgsmålet er så bare, hvordan regeringen nu skal finde de store CO2-reduktioner?

Heldigvis er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Med Bovaer fik landbruget nemlig mulighed for mere business as usual, fordi man angiveligt kunne reducere koens metanudledninger med op mod 27 pct. Til gengæld ville man også bevæge sig ind på en vej, der ikke fører mod klimaneutralitet. Simpelthen fordi der ikke er incitament til at reducere antallet af dyr.

Erhvervet er hurtigt til at sige, at antallet af køer er faldende år for år. Og det er korrekt, at vi har fået lidt færre køer, men faldet er ikke i nærheden af at være nok. Vi har brug for et markant fald, hvis det skal gøre en reel forskel i metanudledningen.

Danmark har brug for klimavirkemidler, der både er ansvarlige og bæredygtige, og som ikke sætter dyrevelfærden over styr. Bovaer var ikke det mirakelmiddel, man havde håbet, så lad os bruge virkemidler, der virker. Vi skal lade koen være ko, der spiser græs og tygger drøv.

Vi skal ikke lave om på koen, men lave om på hele systemet rundt om den. Til et system, hvor dyrene bidrager til et positivt øko- og fødevaresystem.

Dette debatindlæg er bragt i Jyllandsposten den 13. december 2025, og er skrevet af Britta Riis, Dyrenes Beskyttelse, Maria Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening, Jeppe Juul, Rådet for Grøn Omstilling & Christian Fromberg, Greenpeace.

By |2025-12-15T08:54:29+01:0015. december 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Stop for Bovaer efterlader hul i landbrugets klimaregnskab
Læs mere

Vores forbrug er den blinde vinkel i klimapolitikken

Der er indkaldt til politiske forhandlinger om revision af Klimaloven, og der skal sættes et 2035-mål for Danmarks territoriale CO2-udledninger. Men desværre dækker de territoriale udledninger kun udledninger, som sker inden for Danmarks grænser. Derfor er det afgørende, at vi samtidig begynder at adressere de forbrugsudledninger, som hidtil har været en blind vinkel i dansk klimapolitik. Hvis man måler på de forbrugsbaserede CO2-udledninger, som omfatter alle udledninger forbundet med danskernes forbrugsmønstre, uanset hvor i verden udledningerne finder sted, så er det svært at få øje på det grønne foregangsland, som Klimaloven ellers foreskriver, at Danmark skal være.

Argumentet mod et forbrugsbaseret klimamål er ofte, at vi har svært ved at påvirke udledningerne uden for Danmark, og at der ikke er politiske redskaber til at adressere dem. Men cirkulær økonomi er ét redskab, som både kan være med til at nedbringe de forbrugsbaserede CO2-udledninger og samtidig bidrage til styrket konkurrenceevne og resiliens i en geopolitisk usikker verden.

I fællesskab har vi derfor udarbejdet et katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet med en lang række konkrete initiativer, som også kan bidrage til at nedbringe de forbrugsbaserede CO2-udledninger. Kataloget bunder i en stærk forståelse af cirkularitet, hvor det første og vigtigste princip er at forebygge affald og forurening. Vi vil her fremhæve enkelte initiativer, som er et oplagt sted at starte i forhold til at nedbringe de forbrugsbaserede CO2-udledninger, og præsentere en række konservative skøn over effekterne.

Holdbarhed og genbrug
Ifølge CONCITO stammer 18 procent af Danmarks forbrugsbaserede udledninger fra den offentlige sektor. Derfor er der meget at komme efter, hvis man retter blikket mod de offentlige indkøb på over 400 milliarder kroner årligt.

Klimarådet peger også på offentlige indkøb som et oplagt redskab til at nedbringe de forbrugsbaserede klimaudledninger og bemærker, at regeringens manglende fokus på området står i kontrast til regeringsgrundlagets løfte om at nedbringe klimaaftrykket fra offentlige indkøb.
Derfor foreslår vi, at offentlige indkøb som standard bør efterspørge kvalitetsprodukter med lang levetid og garantiperioder, tilbagetagningsordninger, reparationsservices samt garanti for tilgængeligheden af reservedele og opgraderinger, hvor relevant.

Genbrug bør endvidere være indeholdt i alle udbud for kontrakter, hvor der findes genbrugsløsninger, og stat, kommune og regioner bør etablere materialebanker, så brugte møbler og andet inventar kan cirkulere og få nyt liv. Skifter vi til kvalitetsvarer med 30 procents længere levetid i statens indkøb af for eksempel møbler og it-udstyr, vil der være mindre nyindkøb. Alene her ligger en besparelse på omkring 90.000 ton CO2-ækvivalenter (CO2e) årligt i forhold til den indkøbte mængde i 2023. Det svarer til cirka tre procent af klimaaftrykket fra statens indkøb, og andelen vil stige, hvis vi samtidig stiller krav om genbrug og reparation. Tager vi kommuner og regioner med, bliver potentialet meget større.

Derudover kan de offentlige køkkener, med over en million måltider om dagen, spille en nøglerolle i den grønne omstilling af danskernes madvaner, hvis der opstilles klare politiske mål for klima og bæredygtighed. CONCITO foreslår blandt andet et nyt klimamål på maks. et kilo CO2e per kilo indkøbt råvare i 2050, med et pejlemærke for at nå under 1,5 kilo CO2e pr. kilo allerede i 2030. At nå ned under et kilo CO2e pr. kilo indkøbt råvare vil i nogle tilfælde betyde reduktioner på 40-70 procent af det nuværende klimaaftryk.

Følger vi forslaget, kan de offentlige køkkener alene nedbringe udledningerne med omkring 83.000 ton CO2e om året frem mod 2030 og cirka 142.000 ton CO2e årligt derefter. Det er et forsigtigt skøn, og de reelle gevinster kan være betydeligt større.

For at nå klimamålene kræves en markant indsats med mere plantebaseret mad, mindre madspild, lokale råvarer i sæson samt bedre data og værktøjer til at måle klimaaftryk. Et udspil udarbejdet af Kost-og Ernæringsforbundet, Tænketanken Frej og CONCITO, fremhæver en række løftestænger såsom opdaterede og gennemsigtige udbudsaftaler, reduktionsmål for madspild og klimabelastning, efteruddannelse af ernæringsprofessionelle og en stærkere inddragelse af køkkenernes faglighed i beslutninger om madens indhold og kvalitet.

Vi skal bevare og renovere
Byggeri og vedligeholdelse af private boliger udgør ifølge CONCITO ni procent af de forbrugsbaserede udledninger. Det omfatter ikke offentlige byggerier og anlægsprojekter, som er omfattet i kategorien offentlig sektor.

Nybyggeri og renovering af bygninger i Danmark udføres i høj grad med materialer produceret i udlandet, som dermed ikke tæller med i de territoriale opgørelser. Vi har dog gode muligheder for i Danmark at regulere klimaudledningen forbundet med vores byggerier. Her foreslår vi blandt andet, at der indføres ’bevar eller forklar’-krav i bygningsreglementet, så nedrivning af vores eksisterende bygningsmasse kun finder sted i de tilfælde, hvor det kan begrundes ud fra sundheds- eller sikkerhedsmæssige årsager. Hvis vi indfører et ’bevar eller forklar’-krav og dermed kan undgå nedrivning af 50 procent af de bygninger, der rives ned blot for at bygge nyt til samme formål, sparer vi mindst 44.000 ton CO2e om året. I praksis vil gevinsten være markant større, fordi kravet ikke alene forlænger levetiden på eksisterende bygninger, men også kan dæmpe behovet for nybyggeri: Flere kvadratmeter vil blive renoveret og transformeret i stedet for at blive revet ned og opført på ny.

’Brug og smid væk’-kulturen
Ting som tøj, sko og elektronik udgør cirka ti procent af danskernes forbrugsbaserede CO2-udledninger. Vi skal derfor væk fra ’brug og smid væk’-kulturen, hvor vi konstant køber nyt, og i stedet blive bedre til at købe produkter i god kvalitet, med lang levetid, købe brugt og få det repareret, hvis det går i stykker. Hvis vi for eksempel halverer vores forbrug af tekstiler, kan vi spare omkring 1.000.000 ton CO2e om året og samtidig skære i de enorme mængder af tekstilaffald, der følger vores forbrug. Men det kræver politisk regulering, som gør det grønnere valg til det nemme valg og blandt andet gør det nemmere og billigere at få repareret vores produkter.

Det betyder blandt andet, at vi ikke konstant skal bombarderes med reklamer på sociale medier, som opfordrer os til at købe nyt. En britisk undersøgelse har vist, at 32 procent af briternes forbrugsbaserede CO2-udledninger kan tilskrives reklamer, som får os til at købe ting, som vi ellers ikke ville have købt. Et muligt tiltag kan blandt andet være et forbud mod reklamer for fast fashion, ligesom det er på vej i Frankrig, og at begrænse influencerbaseret markedsføring. Et pejlemærke for de forbrugsbaserede CO2-udledninger bør også følges op med en national strategi og handleplan som blandt andet har fokus på cirkularitet.

Klimarådet har i forbindelse med regeringens klimaprogram kritiseret regeringen for ikke selv at fremlægge tiltag, »der eksplicit har til hensigt at reducere de forbrugsbaserede udledninger«.
Vi indgår derfor gerne i dialog om virkemidlerne til at nedbringe disse udledninger.

Dette debatindlæg blev bragt i Information den 3/12 2025.

Afsendere: Mette Hoffgaard Ranfelt, Sebastian Jung-Wederking, Lone Mikkelsen, Malene Høj Mortensen og Michael Søgaard Jørgensen – Repræsentanter for henholdsvis Danmarks Naturfredningsforening, Brancheforeningen Cirkulær, Rådet for Grøn Omstilling, Plastic Change og IDAs selskab for Teknologivurdering.

By |2025-12-03T10:08:35+01:003. december 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Vores forbrug er den blinde vinkel i klimapolitikken
Læs mere

Støtte svigter både os i landbruget og naturen

Hver måned gives der mere end én milliard i støtte til dansk landbrug, og størstedelen af de penge kommer fra EU’s landbrugsstøtte. To tredjedele af pengene udbetales efter, hvor mange hektar en jordejer har. Det betyder, at store landbrug får den største gevinst, der bliver større og større. Samtidig lukkede 1,3 heltidsbedrifter hver dag i 2024, og der er i dag under 5.800 heltidsbedrifter tilbage. Hektarstøtten, som den er nu, er altså med til at drive den negative strukturudvikling, vi ser i landbruget i dag, og er en af hovedårsagerne til udfordringen med generationsskiftet i landbruget. Oveni det er Danmark det land i EU, der bruger suverænt færrest penge på at understøtte landdistrikter, natur og småskalalandbrug. Lad os tage nogle eksempler.

En ny ordning i landbrugsstøtten er de såkaldte bioordninger, hvor landmænd kan få ekstra støtte til at gøre noget godt for miljø, klima eller natur. Bioordningerne er tænkt som guleroden, der skal få landbruget til at tage grønne initiativer. Men Danmarks implementering af disse bioordninger har været en dundrende fiasko. Vi er det land i EU, der bruger næstfærrest penge på disse ordninger, og de penge, vi bruger, har nærmest ingen effekt. Hvorfor? Fordi vi har designet ordningerne uhensigtsmæssigt. Danske landmænd kan kun vælge mellem fire bioordninger – det laveste antal i hele EU. Til sammenligning tilbyder Litauen 16 forskellige ordninger, der rammer meget bredere.

Samtidig kommer de fire danske bioordninger sjældent små og mellemstore landbrug til gode. Bioordningerne er altså i højere grad designet til de store landbrug. Vores få ordninger er så uattraktive, at kun 60 pct. af det afsatte budget blev brugt i 2023. Man kunne i stedet forestille sig en bioordning, der støttede økologisk frugt- og grøntproduktion i Danmark. Kun 0,6 pct. af Danmarks dyrkede areal bliver i dag brugt på at dyrke frugt og grøntsager til menneskelig konsum. I en tid med snak om vigtigheden af selvforsyning er det mærkeligt, at man ikke prioriterer vores egen fødevareforsyning.

Danmark er bundskraber, når det gælder omfordeling af støtte fra store til små landbrug. For at støtte små og mellemstore landbrug har EU netop skabt et værktøj til medlemslandene, hvor de skal bruge mindst 10 pct. af hektarstøtten til omfordeling, men den danske regering har sammen med kun ét andet EU-land valgt at ignorere dette obligatoriske værktøj fuldstændigt. Resultatet? De største landbrug sluger langt hovedparten af støttemilliarderne, mens små og mellemstore landbrug – rygraden i mange lokalsamfund – kæmper for overlevelse. Det fremmer jordkoncentrationen, så den danske muld er fordelt på stadig færre hænder.

Det øger gældsætningen, da den enkelte landmand har behov for stadig mere kapital for at købe et landbrug. Og det gør det sværere som ung landbruger at starte sin egen bedrift, da hektarstøtten fremmer spekulationer i jord og fortsat presser priserne op. Alle andre EU-lande gør det kort sagt bedre end Danmark.

Vi kan starte med at lave flere og bedre bioordninger, der faktisk belønner et naturnært og agroøkologisk landbrug, der passer på vores drikkevand og mikrolivet i jorden. Og så kan vi aktivere omfordelingsstøtten, så små og mellemstore landbrug får en fair chance, samtidig med at vi sikrer, at den nye generation får adgang til jord ved at tage et opgør med hektarstøtten. Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken. Vi skal bare bruge landbrugsstøtten sådan, som den er tænkt: til at skabe fælles goder for fælles penge.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Jyllands-Posten den 27/11 2025. 

Afsenderne er: 

ANDERS LED BEHREND Næstforperson, Frie Bønder – Levende Land, JACOB WESTERGAARD MADSEN Foreningsdirektør, Andelsgaarde, MICHELLE SKELSGAARD SØRENSEN Fødevarepolitisk rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, TOBIAS UNGER COFF Bestyrelsesmedlem, Københavns Fødevarefællesskab, EMMA LETH Sekretær, Foreningen Regenerativt Jordbrug, LOTTE NYSTRUP LUND Medstifter af fællesskabet Biomagine, HARALD KRABBE Landmand og medstifter af fællesskabet Biomagine.

By |2025-12-01T13:58:39+01:0027. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Støtte svigter både os i landbruget og naturen
Læs mere

Der er noget, som landboforeningerne må have misforstået

Fire forskellige landboforeninger mener i et indlæg til Altinget, at vi tager fejl, når vi i et foregående indlæg taler for en målrettet kvælstofregulering, der vil betyde, at de marker, der forurener mest, også er de marker, der får de største krav til kvælstofreduktion.

I trepartsaftalen “Aftale om et Grønt Danmark” er de nye skærpede krav til landbrugets udledning af kvælstof ellers beskrevet som “målrettet regulering”, der skal “give stort incitament til udtagning”. Men nu mener lokale landbrugsorganisationer altså det omvendte – at reguleringen ikke skal målrettes. Den lader vi lige stå et øjeblik.

De fire debattører skriver endvidere, at deres model er mere “fair”. Men spørgsmålet er: fair for hvem – og hvordan?

For ja, en målrettet model rammer nogle hårdere end andre. Det ligger i navnet. De, der forurener mest, skal bidrage mest. Landboforeningernes model svarer derimod til, at vi alle betaler det samme i skat uanset indkomst. Det kan godt lyde simpelt, men prøv at forklare den lavtlønnede, hvorfor personen skal betale det samme som milliardæren. Det er ganske enkelt ikke fair.

Fordeling mellem stat og erhverv

Det er lidt det samme her: Hvorfor skal landmænd på de mest sårbare jorde have samme kvælstofkvote som dem, der ligger på robuste arealer? Hvor er fairnessen i det? Og når vi så taler fairness, så handler det ikke bare om naboen, men om fordelingen mellem stat og erhverv.

Staten, altså skatteborgerne, har allerede betalt 43 milliarder kroner for, at landbruget kan tage de mest problematiske jorder ud af drift, så vores nødlidende havmiljø kan få en tiltrængt pause og få mere natur for pengene.

Man kunne sagtens argumentere for, at kvælstofkravene burde gennemføres, som såkaldt erstatningsfri regulering, hvor forureneren skal afholde udgifterne til at stoppe forureningen, som man kender det fra langt de fleste andre erhverv i Danmark. Sådan var det også med de tidligere nedsatte kvælstofnormer for landbruget, som blev fjernet med landbrugspakken i 2015, hvor man overgik til en såkaldt “forureneren betales”-model.

De mest robuste jorder

Nu er der blevet besluttet en historisk grøn trepart, hvor 400.000 hektar landbrugsjord skal omlægges til skov og natur. Staten har som sagt afsat 43 milliarder skattekroner, men kvælstofreguleringen skal give det sidste skub, så vi en gang for alle får udtaget landbrugsjorden til gavn for biodiversiteten, havmiljøet og de danske borgere.

Men det, landboforeningerne reelt foreslår, er, at staten skal betale endnu flere penge til landbruget for at dække over, at man ikke vil reguleres der, hvor problemerne er størst. Og så er der argumentet om fødevareproduktionen. Landboforeningerne skriver, at “landbruget fortsat skal kunne producere og eksportere fødevarer og dermed have en stærk produktion, der er rentabel og bidrager med arbejdspladser på mejerier og slagterier”.

Men her er der noget, de må have misforstået. For i den målrettede kvælstofregulering, vi foreslår, er det netop de mest robuste jorder, der rammes mindst hårdt – altså præcis dér, hvor det giver allerbedst mening at producere fødevarer. I landboforeningernes egen model er det derimod de robuste jorder, der får det største hug. De gør det med andre ord mindre attraktivt at dyrke dér, hvor fødevareproduktionen faktisk er mest hensigtsmæssig ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv.

Lad os lige få en ting på plads

Og lad os lige få en ting på plads: Hvis vi virkelig vil skabe nye arbejdspladser, eksport og fødevarer nok til at mætte flere mennesker, kræver det ifølge forskerne investeringer i plantebaserede fødevarer og altså ikke flere mejerier og slagterier.

Ifølge Christian Bugge Henriksen, lektor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, kan Danmark skabe 9.000 til 27.000 nye arbejdspladser, hvis vi bare opnår at sidde på en til tre procent af det globale plantebaserede marked. Samtidig vil det gøre os i stand til at producere langt flere måltider per hektar, end vi gør i dag, hvor 80 procent af landbrugsarealet bruges på at dyrke foder til dyr. Det er et system, der hverken er arealeffektivt, fremtidssikret eller bidrager til fødevareforsyningssikkerhed.

Så når landboforeningerne taler om grøn trepart, fairness og ærlighed kunne man ønske sig lidt ærlighed tilbage. For hvis man reelt ikke mener, at målene i treparten skal nås, så sig det gerne ligeud. For med deres model bliver det ganske enkelt umuligt inden for rammerne af grøn trepart. Og hvis vi igen skal låne debattørernes egen retorik, så kunne man spørge:

Er det egentlig “fair”, at resten af samfundet skal betale for, at man kan fortsætte med at forurene – på trods af, at man selv har skrevet under på at lade være?

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 24. november og er skrevet af Trine Langhede, Rådet for Grøn Omstilling, Anna Bak Jäpelt, Danmarks Naturfredningsforening, Christian Fromberg, Greenpeace, Torben Hansen, Danmarks Sportsfiskeriforbund og Thomas Kirk Sørensen, WWF Verdensnaturfonden.

By |2025-11-24T10:18:46+01:0024. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Der er noget, som landboforeningerne må have misforstået
Læs mere

PFAS-pesticider truer vores ’rene’ drikkevand

I Danmark har vi i mange år været stolte af vores rene drikkevand. Men der skjuler sig en alvorlig trussel: PFAS-pesticider. Disse kemikalier har fundet vej til vores grundvand. PFAS-stoffer, også kaldet “evighedskemikalier”, er yderst problematiske; de er meget svært nedbrydelige i naturen, de ophobes og de har potentiale for skader på både miljø og sundhed.

Greenpeace har i en ny analyse dokumenteret, at landbruget i perioden august 2023 til juli 2024 har anvendt PFAS-pesticider i boringsnære beskyttelsesområder i 59 kommuner. I de kommuner, hvor det står værst til, er over halvdelen af de beskyttede områder blevet sprøjtet med disse skadelige pesticider.

Når sprøjtning foregår i netop de områder, hvor drikkevandet dannes – og hvor det derfor er hensigten at beskytte det – så er det ikke længere et teoretisk risikoscenarie. Det er virkelighed. Miljøministeriet har endda anerkendt, at en stor del af skaden på grundvandet allerede er sket.

Selvom miljøstyrelsen tidligere i år trak godkendelsen af flere PFAS-pesticider tilbage, er disse midler stadig lovlige frem til november 2026. Desuden er det fortsat muligt for landbruget at anvende andre PFAS-holdige pesticider, som ikke er reguleret.

Der venter en vigtig politisk indsats, hvor der arbejdes for sprøjteforbud i kommunerne. Ikke kun på markerne, hvor drikkevandet dannes, men også nær fx skoler og institutioner. Det bør desuden sikres, at det er forureneren der betaler regningen for rensning af drikkevand – ikke borgerne, som i dag. For det er bestemt ikke gratis.

Det handler om vores fælles forsyning af rent drikkevand — om at sikre, at kommende generationer kan drikke rent vand fra hanen. Det handler om at beskytte naturen, grundvandet og havet, fordi forureningen fra landbruget ikke stopper ved markskellet. Forureningen vil yderligere belaste vandløb, kyst og hav.

Hver dag, vi tøver, forværres situationen. Det er på høje tid, at vi prioriterer borgernes sundhed og miljøet frem for kortsigtede økonomiske interesser.

Debatindlægget er bragt i Sjællandske Nyheder den 16. november 2025, og er skrevet af Lone Hjorth Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling og Claus Jørgensen, KV-kandidat for SF i Lejre

By |2025-11-17T15:26:53+01:0017. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til PFAS-pesticider truer vores ’rene’ drikkevand
Læs mere

Sådan kan kommuner og regioner fremme den cirkulære omstilling

Nu står kommunal- og regionsrådsvalget for døren. Plakaterne er kommet op i lygtepælene, og kandidaterne arbejder hårdt på at få flest mulige krydser ved lige netop deres navn.

Og i mængden af de klima- og miljøtiltag, som for øjeblikket fylder i de politiske dagsordener, vil vi gerne rette blikket mod et mindre belyst et af slagsen: nemlig arbejdet med at nedbringe ressourceforbruget. For også her kan kommunerne og regionerne gøre en mærkbar forskel.

I Danmark bruger vi nemlig langt flere af naturens ressourcer, end hvad Jorden egentlig kan holde til. Vores årlige forbrug af jomfruelige ressourcer – altså nye materialer – ligger på 24,5 ton pr. indbygger. Det er cirka tre gange mere end et ’bæredygtigt’ niveau. Samtidig har vi et meget højt forbrugsbaseret klimaaftryk, og vi er nogle af de værste i Europa til at producere affald – og dermed blandt de dårligste til at forebygge affald. Ikke ligefrem en kombination, der rimer på et grønt foregangsland.

Så når de nye kommunalbestyrelser og regionsråd landet over sætter sig i stolen på den anden side af valgkampen, er der rig mulighed for at vende tendensen. For cirkulære indsatser, der gør ressourceforbruget langt mindre, skaber ofte positive synergieffekter samtidigt med, at ressourcebrug og affaldsmængder reduceres. Det har vi blandt andet set i et projekt, hvor affaldsselskabet Renosyd siden 2022 har etableret kvashegn til haveaffald sammen med borgere og skoler. Projektet har reduceret mængden af haveaffald og brændstofforbruget i forbindelse med transport af affaldet, forbedret biodiversiteten og styrket det lokale fællesskab.

De mange lokale samarbejder mellem kommuner, genbrugspladser og frivillige organisationer med genbrugsbutikker er et andet godt eksempel. Listen af gode idéer er lang, og vi har samlet masser af konkrete eksempler i vores fælles ’Katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet’.

Nedenfor fremhæver vi tre konkrete forslag, de nye kommunalbestyrelser og regionsråd kan give sig i kast med efter valget:

1. Planlæg efter reparation, genbrug og cirkularitet

Det første sted at gribe fat er i planlægningen af vores byer. Lokalplanlægning er nemlig et stærkt redskab, der kan bruges aktivt i at fremme reparation, genbrug og cirkularitet.

Det kan være ved at sikre plads til reparationscaféer, deleordninger og lignende borgerinitiativer. Her kan mennesker mødes om at låne og reparere produkter, så de kan få et længere liv i stedet for at blive smidt ud. Kommunen kan hjælpe beboerforeninger eller grundejerforeninger med at etablere sådanne initiativer. Det kan også ske ved, at kommunen stiller en andel af deres egne lokaler og arealer til rådighed til borgerdrevne aktiviteter efter lukketid. På den måde udnyttes de offentlige ressourcer bedst muligt – hele døgnet.

2. Prioriter genbrug og cirkularitet i indkøb og udbud

Et andet vigtigt indsatsområde er i kommunens og regionens egne indkøb. Kommunerne køber samlet set ind for cirka 110 milliarder kroner om året og står for cirka 46 procent af de samlede CO2-udledninger forbundet med alle offentlige indkøb.

Det er alt fra møbler og køkkenudstyr til rengøring til byggeprojekter. Det betyder, at kommunerne har et ansvar for ikke kun at bruge skattekronerne på det, der er billigst i indkøbsøjeblikket, men også det, der tager hensyn til ressourceforbrug og konsekvenser for klima, miljø og natur. Det kan blandt andet omfatte, at kommunen og regionen efterspørger produkter med lang levetid og reparationsgarantier i offentlige udbud. Det kan måske være økonomisk dyrere nu og her, men billigere på lang sigt. Og der er gode muligheder for at tænke netop de hensyn ind i kommunernes indkøb. Det kan eksempelvis være ved at oprette materialebanker, hvor brugte møbler og inventar kan cirkulere mellem kommunens institutioner.

Det kan være udfasning af engangsservice i offentlige institutioner og arbejdspladser eller genbrugssystemer til takeaway-emballager. Indkøb og udbud bør i det hele taget vurderes ud fra et produkts samlede livscyklus: Hvordan er det produceret, hvor lang tid kan det bruges og genbruges, kan det repareres, og hvordan håndteres det, når det på et tidspunkt ender som affald? Når genbrug og reparation bliver standard frem for undtagelse, reducerer vi både affaldsmængden, CO2-udledningen, ressourceforbruget og de samlede økonomiske omkostninger.

Offentlige indkøb og udbud kan være et strategisk redskab til at nå klimamål eller konkrete cirkulære ambitioner, og samtidig en mulighed for at understøtte innovative, cirkulære virksomheder.

3. Øg mængden af flergangsprodukter fremfor engangsprodukter i sundhedsvæsenet

I regionerne er sundhedssektoren efterhånden blevet karakteriseret ved et massivt engangsforbrug og dermed også en stor affaldsproduktion. Det gælder alt fra sakse i kirurgisk stål, som bruges til at lave ét enkelt klip og så smides ud, engangstekstiler, produkter i engangsplastik og sågar engangselektronik. En stor del af dette engangsudstyr produceres uden for Europa – og i en tid, hvor der generelt er stigende fokus på sikre forsyningskæder, bør vi også kigge ind i, hvordan vi kan erstatte det massive forbrug af engangsudstyr med flergangsudstyr.

Det gælder blandt andet tekstiler, hvor fokus bør være på at indkøbe flergangstekstiler med lang holdbarhed og reparationsservice. Det gælder for engangsudstyr til eksempelvis operationer, hvor det på mange områder giver mening i stedet at efterspørge flergangsudstyr og genindføre sterilcentraler. Og det gælder naturligvis også for megen engangselektronik, som med fordel kan erstattes af langtidsholdbar flergangselektronik.

Heldigvis er netop overgangen fra engangsudstyr til flergangsudstyr et fokusområde i Danske Regioners fælles strategi for grønne hospitaler, og nogle regioner arbejder med pilotprojekter på området. Men det fortjener et langt større fokus – både af hensyn til ressourceforbrug og klima samt strategisk autonomi og forsyningssikkerhed.

Der er masser af steder, hvor kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan tage fat for at gøre sig mere cirkulære.

God valgkamp.

Dette debatindlæg er bragt i Klimamonitor den 14. november, og er skrevet af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver for cirkulær økonomi og kemikalier ved Rådet for Grøn Omstilling, Malene Høj Mortensen, politisk chef hos Plastic Change, Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, Michael Søgaard Jørgensen, ekspert i cirkulær økonomi ved IDA Teknologivurdering, Charlotte Louise Jensen, seniorkonsulent i programmet om fødevarer og forbrug hos Concito & Kristina Klaaborg Kjøller, politisk konsulent hos Brancheforeningen Cirkulær

By |2025-11-17T09:53:15+01:0014. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Sådan kan kommuner og regioner fremme den cirkulære omstilling
Læs mere

Luk hanen i tide: Kommunerne skal tage ansvar for kemikalieforurening af drikkevandet

PFAS og pesticidrester truer vores drikkevand. Forureningen starter dog ikke i vandværket, men når kemikalier ledes ud i miljøet. Derfor er der brug for kommunale beslutninger om tilladelser, kontrol og anvendelse af arealer. Kun sådan kan vi sikre rent drikkevand i fremtiden. Til gavn for borgernes sundhed, for miljøet og for økonomien.

I Danmark har vi længe taget rent drikkevand for givet. Det kan vi ikke længere. Fund af PFAS, pesticidrester og andre skadelige kemikalier i grundvandsboringer landet over har vist os, at vi står med en udfordring, der ikke alene handler om teknisk håndtering og lovgivning – men om vilje og prioritering, især i kommunerne.

Når Ingeniøren nu sætter fokus på vand i forbindelse med det kommende kommunalvalg, er det en oplagt anledning til at spørge: Hvem tager egentlig ansvar, før forureningen rammer vores vandhane? Alt for ofte har kemikalieforurening været noget, man reagerer på, når skaden er sket. Et fund i en boring, en lukning af en forsyning, en oprydning betalt af borgerne. Men forureningerne starter ikke i vandværket – de starter på jordoverfladen, i gamle industriområder, ved brandøvelsespladser, på marker, og i renseanlæg, hvor kommunerne både har myndighedsansvar, planlægningsværktøjer og politisk indflydelse. Det er her, indsatsen skal sættes ind, hvis vi vil sikre vores drikkevand for kommende generationer.

Kommunerne skal tage et stærkere, proaktivt ansvar

Evighedskemikalierne – PFAS – har fået velfortjent opmærksomhed, og flere kommuner har allerede handlet hurtigt ved konstaterede fund. Men det ændrer ikke ved, at store dele af kemikalieindsatsen fortsat er præget af brandslukning og ad hoc-løsninger. Hvad vi mangler, er en systematisk forebyggelse, og her er det afgørende, at kommunerne påtager sig et stærkere ansvar.

Det kræver, at kemikalietruslen tænkes ind i både den fysiske planlægning, miljøgodkendelser og indsatser omkring sårbare grundvandsområder. Når der gives tilladelser til anlæg og aktiviteter tæt på indvindingsområder, bør der stilles langt skrappere krav til, hvilke stoffer der må anvendes og hvordan risici vurderes. Det kræver også, at gamle kort over lossepladser, industrigrunde og brandskoler ikke bare samler støv, men bruges aktivt til at kortlægge og overvåge potentielle risikozoner.

Kommunerne har i dag både den viden og de data, der skal til for at forebygge nye forureninger – men det kræver, at der handles proaktivt, ikke reaktivt. Der skal laves målrettet overvågning og løbende vurdering af, om nuværende anvendelser og udledninger udgør en risiko. Kommuner bør stille krav om udvidede analyser fra vandværker og sikre, at de relevante kemikalier bliver testet – også dem, der endnu ikke er omfattet af nationale grænseværdier. Og vigtigst af alt: Der skal være åbenhed omkring fund og risici, så både borgere og fagfolk kan agere rettidigt.

Rent vand nu eller en tårnhøj regning senere?

Det er også afgørende, at kommunerne begynder at tænke langsigtet og økonomisk ansvarligt. Oprensning og afværgeforanstaltninger er dyre – og jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. Hvis ikke kommunerne investerer i forebyggelse nu, vil regningen ramme. Og den bør ikke ramme forsyningsselskaber og forbrugere som i dag. Den bør ramme forureneren, så det bliver, som lovgivningen dikterer; at forureneren betaler.

I Rådet for Grøn Omstilling opfordrer vi derfor kommunerne til at gøre kemikalieforurening til et centralt tema i valgkampen. Politikerne skal tage ansvar og stille klare krav til deres forvaltninger og forsyninger. De skal sikre, at borgernes sundhed kommer før kortsigtet økonomi eller administrativ bekvemmelighed. Drikkevandet er ikke bare en teknisk ressource – det er en samfundsopgave. Og hvis vi vil undgå, at rent vand bliver en luksus i fremtiden, er det nu, vi skal handle. Ikke næste gang, der bliver fundet PFAS i en boring – men i dag, i kommunalbestyrelsen, i lokalplanen, i tilladelsen, i valgløftet.

Vi ved, hvad der skal til. Og vi ved, hvor problemerne ligger. Så spørgsmålet er ikke længere, om vi kan sikre vores drikkevand. Spørgsmålet er, om vi vil. Om kommunerne vil.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Ingeniørens WasteTech den 11. november. 

By |2025-11-13T10:04:02+01:0013. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Luk hanen i tide: Kommunerne skal tage ansvar for kemikalieforurening af drikkevandet
Læs mere

Byggeriet har brug for en klar national strategi mod PFAS – vi kan ikke vente på EU

For nylig kom det frem, at byggevarer som gummitape, overfladebehandlet trægulv samt glas- og stenuld kan indeholde PFAS – byggevarer, der kan købes i almindelige byggemarkeder, når man for eksempel skal renovere og bygge nyt. PFAS er ekstremt svært nedbrydeligt. Når det indgår i byggevarer, risikerer vi at sprede forurening til jord og grundvand i årtier, efter bygningen er opført. Det er en usynlig forurening, som vi sender direkte videre til kommende generationer.

I forbindelse med rapporten ’PFAS i byggematerialer – udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’ blev der fundet PFAS i 25 procent af de testede byggevarer. Niveauet af PFAS er i nogle prøver så højt, at det overstiger den grænseværdi, som er foreslået i PFAS-restriktionsforslaget. Et forslag, som ligger til forhandling i EU-systemet. En stærk lobbyindsats fra kemikalieindustrien er dog ved at udvande lovforslaget som afdækket af ’The Forever Lobbying Project’.

Dette sker til trods for, at PFAS øger risikoen for blandt andet nyrekræft og forhøjet kolesterol, ligesom det kan nedsætte vaccineeffekten hos børn. PFAS mistænkes også for at være hormonforstyrrende. Ud over de problematiske sundhedseffekter ved PFAS presser et andet stort spørgsmål sig på: Hvad gør vi med kravene om mere genbrug og genanvendelse af materialer samt de store mængder byggeaffald, når disse indeholder PFAS? Ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd koster PFAS-relaterede sundheds- og miljøpåvirkninger det europæiske samfund mellem 52 og 84 milliarder euro årligt.

Der er ny lovgivning på trapperne, som omhandler kemikalier mere bredt. Det gælder blandt andet Affaldsforordningen og Byggevareforordningen, men her nævnes dog blot skadelige kemikalier og ikke PFAS særskilt.Vi har brug for innovative bygherrer. Men for at de kan handle, er der brug for afklaring på PFAS-området. Vi må derfor gå andre veje, mens vi venter på EU’s beslutning om PFAS-forbuddet. Danmark bør lave en national strategi for udfasning af PFAS i byggeriet.

Kravene til indhold af skadelige kemikalier bør skærpes, så information om indholdsstoffer, herunder PFAS, bliver tilgængelig for alle. Det vil være et vigtigt skridt på vejen mod et cirkulært byggeri.

Foto: Henning Larsen / Rambøll Adobe stock license for #78118528

Dette debatindlæg er blevet bragt i Information den 13/11 2025. Det er skrevet af: 

  • Afsenderne er: Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen,
  • Martha Lewis, Head of materiales, Henning Larsen
  • Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling
By |2025-11-13T09:49:40+01:0013. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Byggeriet har brug for en klar national strategi mod PFAS – vi kan ikke vente på EU
Læs mere

Politikerne bør stoppe afbrænding af træ i kommunens forsyning

Du har brug for mærkesager, som skaber opbakning i befolkningen, styrker din kommunes grønne profil og gør en forskel for samfundet. Så mens du drøner rundt for at lave valgplakater, Facebookvideoer og deltager i diverse debatter, hjælper vi dig gerne med en stærk mærkesag: Stop afbrænding af træ i kommunens forsyning. Hvorfor, spørger du måske?

1) Borgernes pengepung: Importen af træpiller og flis er steget dramatisk – mere end 95 pct. af træpillerne og 50 pct. af skovflisen kommer fra udlandet. Det danske overforbrug gør os afhængige af det globale råvaremarked, hvor priserne svinger og forventes at stige, fordi træbiomasse er en begrænset ressource, som skal bruges mange steder i omstillingen. Elektrificering af varmeproduktionen er med til at gøre varmen billigere for borgerne i din kommune, end når den baseres på træafbrænding.

2) Klima: Selvom det på papiret ser grønt ud, så har træafbrændingen herhjemme tilført over 120 millioner tons CO2 til atmosfæren. Træ udleder faktisk mere end kul, lige når det brændes af. Den skade (øget tørke, oversvømmelser, skovbrande), som den øget opvarmning forårsager, bliver ikke fjernet, selv hvis et nyt træ opsuger samme mængde CO2 efter nogle årtier.

3) Natur: Samtidig lægger vi et massivt pres på udenlandske skove – ofte langt fra vores kontrol. Talløse dårlige eksempler viser, at certificering ikke er nogen garanti for naturhensyn, og en stor del af biomassen er derudover i dag udokumenteret. Dette taler imod, at løfter om brug af “bæredygtig biomasse” sikrer natur- og klimahensyn. I Danmark har den høje efterspørgsel efter træ medført et stort udtag af grene, toppe, rødder og dødt ved. Danske skove har i snit 6,3 m³/ha dødt ved, og ca. 2/3 af arealet har slet intet. Dette er langt under niveauerne, der er nødvendige, hvis skovene skal have nogen biodiversitetsmæssig værdi, hvor der er behov for langt mere end 50 m³/ha.

Du hjælper altså både klimaet og biodiversiteten ved at stoppe afbrændingsfesten.

4) Selvforsyning: I disse tider er det vigtigt at gøre sig uafhængig af geopolitiske magtkampe. Elektrificering med lokal selvforsyning af vedvarende energi giver ikke bare mere sikkerhed, men også mulighed for, at byens energiskabelse kommer lokalsamfundet til gode og kan bidrage til finansieringen af lokale behov, såsom renovering af landsbyskolen, en cykelsti eller rekreative områder. Det findes der allerede mange eksempler på – blandt andet ved Vejle, hvor en stor solcellepark også kommer borgerne til gode med nye stier, fritlægning af vandløb og øget biodiversitet.

Hvorfor nu, tænker du så? Der er sket meget siden biomassen blev introduceret som en overgangsløsning for at komme af med kullet. I mellemtiden har vi øget forbruget af biomasse til at være tre gange over det globalt bæredygtige niveau og brænder omkring 90pct. af alt træ, vi forbruger i Danmark direkte af. Sidste år passerede verden for første gang 1,5 graders opvarmning. Når vi brænder træ, sender det øjeblikkeligt mere CO2 ud i atmosfæren, som forårsager skader og øger risikoen for alvorlige, uoprettelige ændringer i klimasystemet. Den tid, det tager et nyplantet træ at opsuge mængden igen, er et voksende problem i en verden, der allerede er overophedet. Derfor bør vi prioritere løsninger, der reducerer udledninger nu – frem for dem, der først virker om årtier.

Samtidig er den teknologiske udvikling inden for varmepumper og vedvarende energi buldret derudad. Det er den gode nyhed. For der er ikke længere brug for at brænde træ af for lunkent vand og strøm.

Derfor giver det politisk og økonomisk mening at sætte en klar kurs væk fra afbrænding og over mod elektrificering. Men er det muligt at undgå træafbrænding, når vi lige nu producerer varme og el på træ? Svaret er ja. Det kan godt lade sig gøre at lave energi uden at brænde træer og fossile kilder af.

Der er nu mange gode alternativer til træet. I Svendborg har man erstattet træafbrændingen med varmepumper. Skærbækværket og Studstrupværket, to af landets største kraftvarmeværker, vil også droppe træafbrændingen, efter Kredsløb, TVIS og EWII har besluttet, at varmen de modtager i fremtiden ikke skal komme fra træ, men fra el-baserede løsninger som for eksempel varmepumper, der anvender lokale energikilder som luft, havvand, spildevand og geotermisk energi.

Knap så godt går det i København, hvor der er tale om at lave et CCS-anlæg på Amagerværket. Altså det biomasseværk, som er Danmarks største forbruger af træ. Over én million tons træ, primært fra udlandet. Den store investering vil være en sort fejltagelse, som vil fastlåse byen til et for højt træforbrug langt ud i fremtiden.

Når vi nu kan elektrificere, er det tosset at sejle millioner af tons træ ind fra hele verdens skove, bare for at brænde det af, bruge milliarder på at opfange og eventuelt lagre udledningen, og dermed forhale implementeringen af fremtidens reelt vedvarende energikilder i din kommunes forsyning.

Din rolle som politiker

Hvad er så din rolle som lokalpolitiker? Som lokalpolitiker har du en enestående chance for sikre fremtidens grønne forsyning, beskytte borgerne mod prisstød og samtidig hjælpe vores natur og klima. Som du ved, tager det tid at transformere energiforsyningen. Derfor er det vigtigt, at du er med til at træffe beslutningerne. som sætter dit lokalsamfund på rette spor, nu.

Derfor skal du arbejde for, at: 1) Vedtage en kommunal udfasningsdato for træbiomasse i fjernvarmen – med en realistisk milepælsplan. 2) Prioritere investeringer i elektrificering med store eldrevne varmepumper, overskudsvarme og akkumulering. 3) Stoppe investeringer i kraftvarme baseret på biomasseafbrænding. 4) Droppe planer om CCS på biomasseværker.

Vi har teknologien og økonomien på plads – nu handler det om retning. Med en klar plan for udfasning af træbiomasse, kan du styrke kommunens grønne troværdighed, sikre stabile og konkurrencedygtige varmepriser og skabe lokal værdi. Det er en mærkesag, der kan vinde stemmer – og som gør en forskel. Hvis du har brug for mere viden, hjælper vi dig gerne med at brænde igennem på emnet.

Kronikken er bragt i Avisen Danmark 1/11 2025. Afsenderne er:  Lars Bonderup Bjørn , adm. direktør, EWII. Christina Ihler Madsen , Klimabevægelsen i Danmark. Erik Tang , Rådet for Grøn Omstilling. Jakob Kronik , generalsekretær, Verdens Skove. Asbjørn Haugstrup , chief external relations officer, Innargi. Helene Hagel , klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace.

By |2025-11-03T09:32:04+01:003. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Politikerne bør stoppe afbrænding af træ i kommunens forsyning
Læs mere

Den giftige arv i vores bygninger: Få PFAS ud af byggeriet

Når man taler om PFAS, tænker de fleste på forurenet grundvand, brandskum eller stegepander. De færreste ved, at PFAS også kan indgå i f.eks. kontaktlinser, guitarstrenge, kondomer og havehynder. Eller i de mange forskellige byggevarer, der skaber rammerne for vores hverdag.

Men rapporten ’PFAS i byggevarer– udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’ afslører, at byggebranchen rummer et stort og overset problem. Nemlig PFAS, der potentielt kan indgå i alt fra maling, fugemasse og gulvbelægninger til isolering og facader. PFAS gør materialerne bl.a. vand-, smuds- og brandafvisende – men de er også stærkt giftige og næsten umulige at nedbryde.

Derfor omtales PFAS også som evighedskemikalier. Stofferne ophobes i mennesker, i naturen – og i vores bygninger. Rapportens test af 44 byggevarer købt i danske byggemarkeder viste indikation af PFAS i hver fjerde prøve. Der var PFAS indikationer i tagduge, trægulve, isolering og facadeplader. Det betyder, at vi i dag bygger og transformerer boliger, skoler og kontorer med materialer, der fremtidigt kan blive klassificeret som farligt affald. Det er den modsatte retning af cirkulær økonomi – vi indbygger skadelige kemikalier i byggeriet, der kan ødelægge vores kostbare ressourcer, og som kommende generationer skal håndtere.

Lovgivningen halter efter virkeligheden

Byggebranchen har med den nye lovgivning om selektiv nedrivning fået endnu et incitament for at bidrage til den cirkulære økonomi, og ambitionerne for transformationer og øget genbrug er i stigende grad centrale for de store bygherrer. Men hvordan kan vi genbruge et materiale, der potentielt kan indeholde skadelige kemikalier?

EU og Danmark har taget vigtige skridt mod at forbyde PFAS i tøj og køkkengrej, men byggeriet er stort set ureguleret. Kun enkelte stoffer som PFOS og PFOA er forbudt. Resten af de over 12.000 PFAS-forbindelser flyver under radaren.

Den nye Byggevareforordning kan blive et vendepunkt. Her vil der blevet stillet krav til dokumentation af sundhedsskadelige stoffer og med tiden indføres et digitale produktpas. Men som det ser ud nu, vil oplysningerne om indhold kun være tilgængelige for myndigheder – ikke for arkitekter, entreprenører eller bygherrer. Det er absurd, at den branche, der skal træffe valg om materialer, ikke må kende det kemiske indhold.  Hvis PFAS skal ud af byggeriet, må lovgivningen skabe gennemsigtighed. Alt andet kan syne som autoriseret greenwashing.

Ansvar og handling – fra bygherre til producent

PFAS-rapporten peger på en række konkrete løsninger. Bygherrer og rådgivere skal stille krav som at efterspørge dokumentation, kræve analyser udført på godkendte laboratorier og valg af materialer uden PFAS. PFAS er ikke nødvendigt for at skabe holdbare eller funktionelle bygninger; det, som vi byggede for 100 år siden, indeholdt ikke PFAS. Der findes alternativer. Producenterne må tage deres del af ansvaret. PFAS kan designes ud af produkter, og substitution skal være et aktivt mål. De virksomheder, der går forrest, bør fremhæves som forbilleder.

Samtidig bør der indføres digitale materiale- og bygningspas, hvor PFAS og andre skadelige kemikalier registreres. Det vil give fremtidens håndværkere og genbrugssektor den viden, de mangler for at håndtere materialerne sikkert og muliggøre, at ejendomssektoren får styr på, hvad deres investeringer består af.

Den skjulte pris for evigt

Nordisk Ministerråd har beregnet, at PFAS-relaterede sundhedspåvirkninger koster samfundet mellem 52 og 84 milliarder euro om året i Europa. Det er bl.a. udgifter til at behandle leverskader, skjoldbruskkirtelsygdomme, fedme, fertilitetsproblemer og kræft. Dertil kommer udgifter til deponi, oprensning m.v. Det er ikke kun en økonomisk katastrofe i realtid. Fremtidige generationer kommer til at betale af på regningen, som kun vil vokse, så længe vi fortsætter brugen af PFAS. At undgå PFAS er ikke en teknisk udfordring – det er derimod en etisk og økonomisk nødvendighed.

Et opråb til politikere og branche

PFAS i byggeriet er et problem, der hverken kan ses eller lugtes. Men det kan gemme sig i væggene, tage og gulve omkring os. For at kunne fremtidssikre vores samfund og ressourcer, må vi stoppe med at bygge nye miljøbomber. Derfor skal politikerne udvide PFAS-forbuddet til at omfatte byggevarer, indføre krav om indholdsdeklaration og støtte udviklingen af alternativer til PFAS.

Byggebranchen har en enestående mulighed: at blive den første sektor, der tager ansvar for sine egne materialer – fra vugge til grav. Men det kræver, at vi siger nej til evighedskemikalierne, og ja til et reelt frit og informeret valg.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Ingeniørens medie BuildingTech den 31. oktober 2025.  Det er skrevet af: 

  • Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen
  • Martha Lewis, Head of materiales, Henning Larsen
  • Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling
By |2025-11-13T09:53:33+01:002. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Den giftige arv i vores bygninger: Få PFAS ud af byggeriet
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top