Vi skal investere i førerløse biler – for den kollektive transports skyld

Mens USA og Kina allerede har førerløse biler i kommerciel drift, diskuterer vi stadig i Danmark, om teknologien overhovedet er relevant for os. Det er den. Men måske ikke på den måde, mange forestiller sig.

I Danmark bør fokus på førerløs mobilitet ikke først og fremmest være robotaxier i København og Aarhus. Vi bør i stedet bruge teknologien til at løse et langt mere presserende problem: Hvordan sikrer vi mobilitet i de dele af landet, hvor den kollektive transport er under stadig større pres?

I mange land- og yderområder oplever borgerne allerede, at busruter nedlægges, og afgange reduceres. For den enkelte borger betyder det mindre frihed og dårligere adgang til uddannelse, arbejde, fritidsaktiviteter og sociale relationer. Samtidig bliver det stadig vanskeligere og dyrere at opretholde traditionel kollektiv transport i områder, hvor der er få passagerer og store afstande. Her kan førerløs mobilitet blive en del af løsningen.

Danmark har faktisk nogle af de bedste forudsætninger i Europa for at gå foran. Vi har stærke trafikselskaber, høj digital modenhed, mange års erfaring med Flextrafik og et tæt samarbejde mellem kommuner, trafikselskaber, myndigheder og private operatører. Det betyder, at vi ikke behøver at opfinde et helt nyt mobilitetssystem. Vi kan bygge videre på den infrastruktur og de løsninger, vi allerede har.

Forestil dig eksempelvis, at mindre førerløse køretøjer kan bringe passagerer fra landsbyer og mindre bysamfund til stationer og større buslinjer. Eller at de kan supplere Flextrafik og tilbyde flere afgange uden tilsvarende stigninger i driftsomkostningerne. Hvis teknologien implementeres rigtigt, kan den være med til at skabe en mere fleksibel, grøn og økonomisk bæredygtig kollektiv transport.

Men vi ved endnu ikke præcist, hvordan det skal gøres i en dansk sammenhæng. Det er derfor, vi skal begynde at opbygge erfaring i større skala.

Vi foreslår derfor, at der tages initiativ til et nationalt storskalademonstrationsprojekt for førerløs kollektiv transport i danske land- og yderområder. Der er behov for, at vi som samfund investerer i et sådant projekt, så teknologien kan afprøves i en skala, hvor vi rent faktisk får svar på de afgørende spørgsmål. Den viden, der skabes, vil ikke kun komme én kommune eller ét trafikselskab til gode, men potentielt hele landet.

Et demonstrationsprojekt skal ikke blot vise, om et førerløst køretøj kan køre fra A til B. Det ved vi allerede, at teknologien kan. Det interessante er at finde ud af, hvordan teknologien fungerer som en integreret del af den kollektive transport. Hvordan skal den kobles sammen med busser, tog og Flextrafik? Hvordan oplever passagererne løsningen? Hvordan håndteres drift, kundeservice, nedbrud og vintervejr?

Hvordan etablerer vi gode pick-up- og drop-off-steder? Hvordan håndterer vi cybersikkerhed, data og ansvar? Og hvordan organiserer vi driften, hvis løsningen senere skal skaleres til hele landet?

Andre lande er længere fremme. I Norge arbejder Ruter i Oslo-regionen med at gå fra mindre forsøg til drift i langt større skala. I Schweiz arbejdes der ligeledes med førerløs mobilitet, blandt andet med fokus på kollektiv transport uden for de største byområder. Danmark skal naturligvis lære af disse erfaringer.

Men vi kan ikke blot kopiere løsningerne. Den danske kollektive transport er organiseret anderledes, og særligt vores omfattende Flextrafik-system giver os både særlige muligheder og særlige udfordringer. Derfor har vi brug for danske erfaringer.

En af de store forventninger til førerløs kollektiv transport er, at den på sigt kan give mere mobilitet for de samme penge. Det kan potentielt blive muligt at tilbyde flere og mere fleksible afgange i områder, hvor den traditionelle busdrift er vanskelig at få til at hænge sammen økonomisk.

Men vi skal være ærlige: Vi ved endnu ikke præcist, hvad driftsprisen bliver, eller hvornår teknologien bliver konkurrencedygtig med de løsninger, vi har i dag. Netop derfor er et storskalademonstrationsprojekt nødvendigt.

Debatten kommer let til at handle om, hvad det koster at investere i ny teknologi. Men vi bør også stille det modsatte spørgsmål: Hvis den kollektive transport fortsat forringes i land- og yderområderne, risikerer vi øget bilafhængighed og dårligere mobilitet for de borgere, som ikke kan eller ønsker at have egen bil.

Det rammer blandt andet unge, ældre og mennesker uden kørekort. Og det gør det vanskeligere at bo, arbejde og leve i dele af Danmark, hvor bilen i stigende grad bliver en forudsætning for at få hverdagen til at fungere.

Derfor handler førerløs mobilitet ikke først og fremmest om teknologi. Det handler om mobilitet, velfærd og sammenhængskraft. Rådet for Grøn Omstilling har etableret SAAM DK, hvor trafikselskaber, myndigheder, virksomheder og andre relevante aktører samarbejder om, hvordan Danmark bedst kan anvende førerløs mobilitet.

En central del af arbejdet handler netop om kollektiv transport og om, hvordan teknologien kan bruges til at løse konkrete samfundsmæssige udfordringer frem for blot at introducere nye transporttilbud i de områder, der allerede har mange muligheder.

Teknologien kommer under alle omstændigheder til Europa og Danmark. Spørgsmålet er derfor ikke længere, om vi får førerløs mobilitet. Spørgsmålet er, hvilken form den får. Vil vi nøjes med at se robotaxier dukke op i de største byer, eller vil vi aktivt bruge teknologien til at forbedre mobiliteten dér, hvor behovet er størst? Hvis Danmark vil være med til at forme udviklingen, skal vi begynde nu.

Dette debatindlæg er bragt i Politiken den 22. september 2026, og er skrevet af Christian Rohmann, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

By |2026-09-22T10:05:14+01:0022. september 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Vi skal investere i førerløse biler – for den kollektive transports skyld
Læs mere

Vi har hænderne i fremtidens jord: Her er vores anbefalinger til et balanceret landbrug

Hvis Danmark skal spille en rolle i det globale kapløb om fremtidens fødevarer, skal vi turde lytte til andre end dem, vi plejer. Vi har brug for at supplere de store spilleres holdninger med erfaringer fra dem, der allerede har hænderne i den nye jord: De virksomheder og aktører, der skaber vækst, men gør det på planetens præmisser og med den viden, der skal til for at skabe fremtidens jordbrug og fødevarer.

Vi har etableret det grønne vækstteam (grøntvækstteam.nu) med medlemmer fra en generation af jordbrugere, der nægter at acceptere, at vækst skal ske på bekostning af vores planet. Vi er de landmænd, der allerede driver det regenerative brug. Vi er investorerne, der tør kanalisere kapital ind i en sundere jord. Og vi er de iværksættere, der skaber de plantebaserede fødevarer, som verden efterspørger. Vi er ikke blot en modpol til det etablerede, men en levende invitation til at tænke bredere og modigere. Vi er dem, der gør det grønne valg både lækkert, nemt og økonomisk muligt.

En fundamental transformation

Danmark har fået en ny og grøn regering. Vi håber, at den vil vise det politiske mod, det kræver at prioritere nye løsninger, som tager flere faktorer med i regnestykket, når vi taler om vækst. Vækst skal aldrig ske på bekostning af fjordene og havet, der dør af iltsvind, eller af vores sundhed, der trues af pesticider og nitrat i drikkevand og fødevarer. Vi vil gerne bidrage med ni anbefalinger, der viser, hvordan regeringen kan sætte en ny retning for robust vækst.

Der skal mere end småjusteringer til at flytte et helt erhverv. Det kræver en fundamental transformation. Vi skal blandt andet turde lade de offentlige indkøb diktere retningen for den grønne omstilling. Vi skal fjerne momsen på det, vi vil have mere af – det økologiske. Vi skal omlægge støtten, så det bliver en økonomisk gevinst at producere proteiner direkte til mennesker frem for at bruge jorden til at dyrke foder til dyr. Hvis vi tør prioritere de nye løsninger og se på det store regnestykke, kan Danmark blive et globalt udstillingsvindue for en fremtid uden pesticider.

En bredere koalition for dansk succes

En meningsfuld vækstplan for fremtidens fødevaresystem kræver en bred koalition. Det handler om at give plads til de entreprenører og iværksættere, der går forrest med nye metoder, og de investorer, der tør satse på det, som er langsigtet og holdbart for planeten. Vi opfordrer regeringen til at lade sig inspirere af vores anbefalinger. Danmark har før vist, at vi kan transformere hele brancher og blive verdensmestre – det gjorde vi med vindenergi, og vi kan gøre det igen med fødevarer. Lad os sammen sikre en vækstvision, der ikke blot forvalter fortiden, men aktivt skaber fremtiden.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Børsen den 14/9 2026.

Afsendere: Dyrenes Beskyttelse, Dansk Vegetarisk Forening, Dansk Økojord, Økologisk Ungdomsbevægelse, Tempty Foods, Plantebranchen, Andelsgaarde, Øm Klostergaard, Madland, Rådet for Grøn Omstilling og Organic Plant Protein.

Læs mere om anbefalingerne her.

By |2026-09-16T11:54:00+01:0016. september 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Vi har hænderne i fremtidens jord: Her er vores anbefalinger til et balanceret landbrug
Læs mere

Folk bag forskningsprojekt: Landskabet kan ikke forandres uden folkelig opbakning og lokalt medejerskab

Med de nuværende politiske målsætninger står landskabet, som vi kender det, over for de største forandringer i generationer. Hvis vi skal lykkes, kræver det et opgør med forestillingen om, at borgere primært er nogen, der skal informeres og høres. Sammen udgør borgere en vigtig, men overset forandringskraft – hvis vi stopper op og ser, hvordan vi kan deltage.

I et land, hvor omkring 60 procent af arealet er dyrket, og 80 procent af jorden er privatejet, kan landskabet ikke forandres uden folkelig opbakning og lokalt medejerskab. Og i øjeblikket går det langsomt med de frivillige omlægninger. Landskabsomlægninger er derfor også en demokratisk og kulturel opgave.

En kulturforandring

Det seneste folketingsvalg markerede en bevægelse væk fra den fælles forestilling om at være et landbrugsland, men Danmark er fortsat et kulturlandskab. Landskabet formes af den måde, som vi bruger, forbruger og forvalter jorden på. Med andre ord kræver landskabsforandringer også en kulturforandring. Vi har derfor lige så meget brug for nye positive fælles forestillinger om, hvordan vi skal leve i, med og af fremtidens landskaber.

Tillad os derfor at plante en forestilling her, for rundt om i hele landet er lokale allerede i fuld gang med at skabe fremtidens landskaber sammen. I Alling i Midtjylland har borgere på få år omlagt mere end 70 hektar landbrugsjord til natur. Projektet skaber biodiversitet, beskytter Gudenåens vandmiljø og har samtidig skabt nye fællesskaber gennem blandt andet en naturcamp for børn.

Og i landsbyen Halkær i Nordjylland har beboerne etableret en landsbyfælled, som beskytter deres vandboring, og samtidig lægger grund til en fælles køkkenhave, der leverer grøntsager til den lokale kro, skaber arbejde til regenerative landmænd og nye oplevelser for skolehaver.

Fælles grund

I initiativet Skovgro arbejder lokale både i Holbæk og på Odsherred på at omdanne landbrugsjord til skov for at sikre rent grundvand, øge biodiversitet og binde CO2. Samtidig udforsker de gennem kunstneriske tiltag vores forhold til naturen – blandt andet i en ny lærende grundvandspark sammen med Holbæk Kommune, Fors og Dansk Økojord. Og i Øm ved Lejre er man ved at etablere en folkefælled, hvor lokale inviteres til at omlægge et stort nyt område til natur i samarbejde med regenerative landmænd fra Godis Grønt og jordforvalteren Vanaheimr, som står bag Øm Klostergaard.

Fælles for projekterne er, at mennesker investerer tid, energi og omsorg i lokale løsninger. Ikke fordi nogen har bedt dem om det, men fordi de ønsker at tage ansvar for landskabet og deres fælles fremtid. De genopfinder på hver deres måde fællederne og finder fælles grund i forandringerne.

Forskning viser, at et meget stort flertal af danskere – 91 procent – ønsker mere klimavenlig adfærd og klimahandling. Men det er kun et fåtal af os – 35 procent – som tror på, at flertallet faktisk er villige til at bidrage. Det er en kæmpe barriere for reel fælles handling, når vi ikke tror, at andre vil med. Klimarådet peger samtidig på behovet for stærkere lokale fællesskaber, mere reel borgerinddragelse og større fokus på, hvad der skaber lokal opbakning til omstillingen – herunder medejerskab og deltagelse.

Bureaukrati bremser

Det er fuldstændigt afgørende erkendelser. For hvis naturgenopretning alene opleves som noget, der gennemføres oppefra, risikerer det at skabe modstand, polarisering og mistillid, hvor der ellers var velvilje. De borgerdrevne projekter viser derimod, at reel deltagelse kan gøre omstillingen til en drivkraft for fællesskaber og lokal udvikling. Problemet er, at vores systemer sjældent understøtter borgernes drivkraft.

Borgerinddragelse er for ofte reduceret til høringer, hvor de store beslutninger allerede er truffet. Borgere inviteres til at kommentere, men sjældent til at deltage og tage ansvar. Samtidig møder lokale initiativer – som Alling Naturpark, Skovgro, Halkær Landsbyfælled og Øm Folkefælled – et omfattende bureaukrati, uklare regler og skæve eller utilstrækkelige støtteordninger. Det sætter ofte en bremse for projekterne, selvom de møder stor samarbejdsvillighed i de respektive kommuner. Det er paradoksalt, når kommuner flere steder samtidig kæmper med at engagere lokale lodsejere og skabe lokalt samarbejde.

En superkraft

Men vores nuværende system er ikke indrettet til at understøtte borgernes initiativer. Det betyder, at det ofte kun er de mest ressourcestærke fællesskaber, som lykkes med at få deres idéer til at gro. Det er ulykkeligt. Især når regeringen samtidig efterspørger stærkere lokalsamfund, mere demokratisk ejerskab og nye former for deltagelse.

Derfor har vi brug for at gøre det lettere at etablere borgerdrevne projekter gennem enkle adgangsveje til rådgivning, støtteordninger og organisatorisk bistand. Vi har brug for nye samarbejdsmodeller og planlægningsprocesser, der bevæger sig fra en høringslogik til en samarbejdslogik. Og vi har brug for politisk mod til at anerkende borgernes initiativ som en superkraft frem for et forstyrrende element.

Der er mange borgere, der gerne vil tage medansvar, hvis vi tør skabe gode politiske rammer for dem og tro på, at fremtidens landskaber gror bedst på fælles grund.

Demokratisk ulighed

I regeringsgrundlaget fremhæves det, at omstillingen af landbruget skal komme lokalsamfund til gavn, demokratisk medejerskab til energiprojekter og ambitioner om bedre adgang til natur. Det er positive ambitioner. Så hvorfor ikke udvide tanken om demokratisk medbestemmelse til også at omfatte jorden, som vi står på? For hvis vi samtidig vil styrke det demokratiske engagement, så er det ikke nok blot at forsøge at sikre adgang, hvis der ikke er medbestemmelse.

Ejerskabet til jorden samles fortsat på stadig færre hænder og under stadig større bedrifter. Dermed løsrives ejerskabet til jorden fra lokalsamfundene, hvilket for alvor svækker den nærdemokratiske dialog, medbestemmelse og adgangen til naturen. Det er en enorm demokratisk ulighed, som omlægningerne rummer en enestående historisk chance for at være med til at udligne.

Samtidig med tabet af lokalt ejerskab svinder befolkningen i landdistrikterne. Kulturelt risikerer vi derfor at miste jordforbindelsen – den kultur og de fællesskaber, der historisk gav næring til livet på landet. Her kan borgerdrevne initiativer bidrage med at opdyrke nye forbindelser mellem natur og kultur, mellem mennesker og mellem mennesker og steder.

De kan styrke landdistrikterne og gøre dem mere attraktive ved at skabe nye mødesteder, naturområder, fællesskaber og mere lokal kultur. Det er ikke kun nye kulturlandskaber, vi skal opdyrke, men fælles forestillinger om en helt ny landskabskultur.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Altinget 11/9 2026. Det er skrevet i forbindelse med projektet Folkefælleder.

Afsenderne: 

Anton Bech Jørgensen, ph.d.-stipendiat, Københavns Universitet,
Peter Søndergaard, på vegne af Halkær Landsbyfælled
Lotte Rømer Grove, på vegne af Skovgro
Casper Just, på vegne af Alling Naturpark
Henrik Bruun, på vegne af Øm Folkefælled
Lone Søderkvist Kristensen, professor i det åbne lands planlægning, Københavns universitet
Ellen Braae, professor i Landskabsarkitektur, Københavns universitet
August Herman, på vegne af Øm Klostergård og Vanaheimr
Helene Chéret, redaktør og seniorrådgiver Rådet for Grøn Omstilling

By |2026-09-16T08:58:35+01:0016. september 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Folk bag forskningsprojekt: Landskabet kan ikke forandres uden folkelig opbakning og lokalt medejerskab
Læs mere

Regeringen skal droppe at forlænge olielicenser i Nordsøen – opråb fra 15 NGO’er

Kære klima-, energi, og forsyningsminister Samira Nawa.

Denne sommer har mindst 35.000 europæere mistet livet på grund af ekstrem varme. Skovbrande har tvunget hundredtusinder på flugt. Floder som Rhinen og Donau har nået historisk lave vandstande. Høstudbyttet er faldet, energiproduktion påvirket, transport blevet vanskeligere, og regningen for klimaforandringerne vokser på tværs af den europæiske økonomi. Det er voldsomt. Og det viser, hvorfor der er brug for stærkt politisk lederskab i disse år. Du og dine ministerkolleger rundt om i verden har en unik mulighed for at mindske konsekvenserne af fremtidens klimaforandringer ved at reducere vores afhængighed af kul, olie og gas.

Den franske oliegigant TotalEnergies ønsker imidlertid at udvide sin produktion af olie og gas og har anmodet regeringen om at forlænge selskabets licenser i Nordsøen. Regeringen har endnu ikke taget stilling til anmodningen.

En licensforlængelse vil medføre investeringer i nye oliebrønde og oliefelter. Men ny olie og gas er i strid med Parisaftalen og betyder mere benzin på det klimabål, der brænder i Europa. Derfor vil vi som danske grønne organisationer på det kraftigste advare regeringen mod at forlænge olie- og gaslicenserne i Nordsøen.

SVM-regeringen begrundede forslaget om licensforlængelse med et ønske om at styrke Europas energiforsyning, sikkerhed og uafhængighed. Hensynet er legitimt. Men mere dansk olie og gas er ikke den rigtige løsning.

Dansk gas giver ikke europæisk forsyningssikkerhed

Hvis den selverklærede »grønneste regering nogensinde« ikke kan se, at vedvarende energi er den eneste vej til at sikre billig og sikker energi til Europa, så ser det sort ud.

Tyra og de tilknyttede olie- og gasfelter kan uden licensforlængelse levere op mod 2,8 milliarder kubikmeter gas om året, svarende til det dobbelte af Danmarks forbrug. Men set i et europæisk perspektiv dækker det kun omkring én procent af EU’s samlede gasforbrug. Selv hvis man accepterer, at en lettere øget gasproduktion i Danmark kan bidrage til europæisk forsyningssikkerhed, er det en meget begrænset mængde i europæisk skala – og det gør ikke Europa mindre eksponeret for det globale gasmarked. Det gør vedvarende energi og elektrificering til gengæld.

Olie handles på et globalt marked, og Europas gaspriser påvirkes af de globale LNG-markeder. Det betyder, at når forsyningen af olie og gas forstyrres ét sted i verden, påvirkes priserne i EU. Det samme er tilfældet med lukningen af Hormuzstrædet, der har givet kraftige prisudsving, på trods af at EU kun importerer en mindre del af sin fossile gas fra Golfregionen.

EU kommer aldrig til at kunne kontrollere prisen på olie og gas. Derimod vil en udbygning af den europæiske produktion af vedvarende energi, kombineret med elektrificering, give Europa en energiforsyning baseret på egne ressourcer, som vi selv har kontrol over, og som i mindre grad er afhængig af internationale priser.

I en ny prognose konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at den danske økonomi forventes at vokse 4,2 procent i år og peger blandt andet på, at elektrificeringen af samfundet betyder, at vores erhvervsliv er mere robust over for oliepriserne end andre lande. Desuden er vind og sol den billigste kilde til ny elproduktion i Europa.

Danmarks særlige position udvandes

Når vi investerer i nye fossile brønde, bruger vi penge, kompetencer og arbejdskraft på at forlænge en energiform, som vi ved, vi skal væk fra. Det er ineffektiv brug af samfundets ressourcer.

I stedet skal vi bruge vores investeringer, arbejdskraft og politiske energi på at elektrificere Danmark og Europa. På energieffektivisering, på udbygning af vind og sol, på elnet, lagring og fleksibilitet. Det er her, den langsigtede energiuafhængighed ligger. Hvis vi leverer på EU’s klimamål for 2040 og elektrificerer økonomien, så kan EU allerede fra 2040 dække sit gasbehov fra eksisterende fossil infrastruktur i Norge, Storbritannien og EU.

Da et bredt flertal i Folketinget i 2020 indgik Nordsøaftalen, traf Danmark et historisk valg: Vi ville sætte en slutdato for olie- og gasproduktionen og stoppe nye statslige udbudsrunder.

Det valg handlede aldrig kun om den mængde olie og gas, der ligger under den danske del af Nordsøen. Det handlede også om, hvilken retning Danmark ville forsøge at trække resten af verden i. På baggrund af Nordsøaftalen var Danmark med til at etablere Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA), som netop arbejder internationalt for, at lande udfaser olie- og gasproduktionen.

Hvis regeringen forlænger licenser i Nordsøen frem mod 2050 og åbner muligheden for yderligere produktion, udvander vi det, der har givet Danmark en særlig position internationalt. Vi kan ikke med den ene hånd bede andre lande om at udfase fossil produktion, mens vi med den anden hånd forlænger vores egen.

Som grønne organisationer opfordrer vi derfor regeringen til at sige nej til en forlængelse af olie- og gaslicenserne i Nordsøen. Lad Nordsøaftalen stå som det, den var tænkt som: et dansk svar på klimakrisen, men også et internationalt signal om, at olie- og gasproducerende lande skal begynde udfasningen.

Danmark skal ikke hælde mere benzin på det bål, der allerede brænder omkring os. Vi skal bruge vores kræfter på at slukke det.

Denne kronik er bragt i Dagbladet Information den 7. september 2026, og er underskrevet af:

  • Katrine Ehnhuus, seniorrådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke
  • Daniel Hauberg, klima- og energipolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening
  • Maja Jakobsen, director of footprint, WWF Verdensnaturfonden
  • Christian Fromberg, politisk kampagneleder, Greenpeace
  • Markus Geisler, strategisk tovholder, Den Grønne Ungdomsbevægelse
  • Johanne Høgfeldt, koordinator, Fossilfri Fremtid
  • John Nordbo, klimapolitisk seniorrådgiver, Care
  • Stine Bardeleben Helles, forperson, Klimabevægelsen i Danmark
  • Mads Busck, politisk seniorrådgiver, Oxfam Danmark
  • Poul Kattler, forperson, Rådet for Bæredygtig Trafik
  • Jakob Kronik, generalsekretær, Verdens Skove
  • Julie Rosenkilde, direktør, Nyt Europa
  • Ernst Jürgensen, seniorrådgiver, Danmission
  • Gunnar Olesen, politisk koordinator, Vedvarende Energi
  • Jeppe Juul, sekretariatsleder, Rådet for Grøn Omstilling
By |2026-09-08T13:12:03+01:008. september 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Regeringen skal droppe at forlænge olielicenser i Nordsøen – opråb fra 15 NGO’er
Læs mere

Tre skridt den nye regering bør tage for et renere hav

Det er positivt, at den nye regering har gjort beskyttelsen af havmiljøet og naturen til en prioritet. Ambitionen om at udvide de beskyttede havområder, etablere flere marine naturnationalparker og styrke indsatsen mod forurening af havmiljøet er vigtige skridt i den rigtige retning.

Det er i den grad også nødvendigt. Danske fjorde kæmper med iltsvind. Biodiversiteten er under pres. Vores vandmiljø lever i det hele taget ikke op til EU’s krav om god tilstand og mange danskere ser med rette havets tilstand som en af vor tids mest synlige miljøudfordringer.

Men hvis ambitionen er renere og sundere have, mangler en vigtig brik i puslespillet. Skibsfarten.

Skibsfarten belaster havmiljøet

Når vi taler om havmiljøet, handler debatten ofte om næringsstofudledninger fra landbruget, fiskeri eller spildevand. Når vi taler om skibsfart, handler diskussionen typisk om klima og CO2-udledninger. Men skibsfarten påvirker også marine økosystemer direkte gennem luftforurening, undervandsstøj samt udledning af skadelige stoffer og mikroplast. Derfor bør skibsfarten betragtes som en del af havmiljøpolitikken, og ikke kun som en del af klimapolitikken.

Det er vigtigt, fordi skibsfarten langt fra er en marginal miljøbelastning. International skibsfart står for omkring tre procent af de globale drivhusgasudledninger, hvilket er mere end de årlige udledninger fra mange industrialiserede lande. Skibe udleder også kvælstofoxider (NOx), svovloxider (SOx), partikler og black carbon, som alle bidrager til luftforurening og kan påvirke kyst- og havmiljøet. Samtidig bliver undervandsstøj fra skibe i stigende grad anerkendt som en væsentlig belastning for livet i havet, fordi den påvirker havpattedyrs og fisks adfærd, kommunikation og migrationsmønstre.

Studier har desuden identificeret skibsmaling som en væsentlig kilde til mikroplastforurening i havet.

Tre skridt mod et renere havmiljø

For det første bør Danmark udvikle en samlet strategi for at reducere skibsfartens påvirkning af marine økosystemer.

Selvom der findes regulering på enkelte områder, mangler der i dag en overordnet tilgang til sektorens samlede miljøaftryk. En sådan strategi bør omfatte drivhusgasudledninger, luftforurening, skadelige kemikalier, undervandsstøj, mikroplast fra skibsmaling, udledninger af spildevand og gråt spildevand, invasive arter samt påvirkninger forbundet med havneaktiviteter.

Det bør begynde med bedre overvågning og kortlægning af skibsfartens miljøaftryk i danske farvande. Vi kan ikke effektivt håndtere det, vi ikke måler. En dedikeret strategi for skibsfartens påvirkning af marine økosystemer vil skabe et stærkt vidensgrundlag for fremtidig politik og hjælpe med at identificere, hvor indsatser kan skabe de største miljømæssige gevinster.

For det andet bør skibsfarten integreres i regeringens elektrificeringsdagsorden. Regeringen har ret i at placere elektrificering i centrum af den grønne omstilling. Men havne og skibsfart er fortsat stort set fraværende i denne diskussion.

For mange dele af skibsfarten er elektrificering ikke længere en fremtidsteknologi. El-færger er allerede i drift med stor succes i hele Skandinavien, og forskning viser, at batterielektriske løsninger kan reducere både udledninger og driftsomkostninger markant på egnede ruter. Landstrøm gør det samtidig muligt for skibe at slukke deres hjælpemotorer, mens de ligger ved kaj, hvilket eliminerer lokale udledninger af NOx, SOx, partikler og CO2 under havneophold.

Derudover reducerer elektrificering støj både over og under vandoverfladen, hvilket forbedrer forholdene for både kystsamfund og livet i havet. Samtidig understøtter elektrificering den bredere omstilling væk fra fossile brændsler og styrker grundlaget for investeringer i vedvarende energi og el-infrastruktur.

Danmark bør derfor eksplicit inkludere havne og skibsfart i de nationale elektrificeringsplaner. Det indebærer en hurtigere udrulning af landstrøm i de største havne, støtte til elektrificering af indenlandske færgeruter, investeringer i ladeinfrastruktur samt sikring af, at udbygningen af elnettet tager højde for fremtidens maritime elforbrug.

For det tredje bør Danmark bruge sin internationale stemme aktivt. Som en af verdens førende søfartsnationer har Danmark et ansvar for at være med til at forme fremtidens globale skibsfart. Beslutninger om sektorens klimaaftryk træffes ikke kun i København, men også i FN’s Internationale Søfartsorganisation (IMO).

Danmark bør gå forrest

Senere på året skal medlemslandene træffe afgørende beslutninger om skibsfartens Net Zero Framework i IMO. Resultatet vil påvirke investeringsbeslutninger i den globale maritime sektor i årtier fremover. Danmark bør være en tydelig og markant fortaler for en ambitiøs ramme, der skaber klare incitamenter til nulemissionsbrændstoffer og -teknologier.

Danmark har allerede taget et vigtigt første skridt ved at løfte havmiljøet højere op på den politiske dagsorden. Det næste skridt er at sikre, at alle væsentlige belastninger af vores havmiljø bliver en del af løsningen – også skibsfarten.

Et renere og sundere hav kræver, at vi tænker havbeskyttelse, klimaindsats og skibsfart som en del af den samme dagsorden.

Ved at udvikle en samlet strategi for skibsfartens miljøpåvirkninger, accelerere elektrificeringen af den maritime sektor og arbejde for ambitiøs international handling kan Danmark bidrage til renere have og samtidig styrke sin position som global frontløber inden for bæredygtig skibsfart.

Dette debatindlæg er bragt i Naturmonitor den 27. juli 2026 og er skrevet af Katerina Davidova.

By |2026-08-03T06:50:13+01:003. august 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Tre skridt den nye regering bør tage for et renere hav
Læs mere

Vi skal stå sammen om at beskytte danskerne bedre mod problematisk kemi

Tallene taler deres tydelige sprog. To ud af tre danskere er optaget af at undgå stoffer, der er skadelige for miljø og sundhed, når de vælger plejeprodukter, viser tal fra Svanemærket.

Samtidig viser erfaringer fra Astma-Allergi Danmarks Rådgivning, at mange borgere er utrygge, når de skal købe en lang række forbrugerprodukter.

Og en helt ny undersøgelse fra Norstat for Forbrugerrådet Tænk viser, at kemi – ifølge danskerne – er blandt de allervigtigste forbrugerpolitiske sager netop nu. Og det har danskerne desværre helt ret i.

Med den såkaldte ”kemi-omnibus”, som Europa-Kommissionen lancerede sidste sommer og som lovgiverne i EU netop har færdigforhandlet, vil kemiske stoffer, der kan være kræftfremkaldende eller kan skade vores evne til at få børn fremover fortsat vil kunne bruges i kosmetik og plejeprodukter i markant længere tid end i dag. Selv efter at forskning har konkluderet, at stofferne kan skade vores helbred.

Regeringens embedsmænd, der normalt formulerer sig forsigtigt, skrev i efteråret i et notat til Folketinget om konsekvenserne af kommissionens forslag: ”Det vil betyde, at der kan være større risiko for udvikling af kræft, skade på ufødte børn eller på forplantningsevnen i forhold til i dag.”

Og som om det ikke var bekymrende nok, risikerer et nyt forslag fra Europa-Kommissionen om fødevare- og fodersikkerhed markant at svække EU’s pesticidregler.

En række danske organisationer vurderer, at forslaget kan få vidtrækkende konsekvenser for folkesundheden, forbrugersikkerheden, naturen og beskyttelsen af det danske drikkevand.

Samtidig er revisionen af EU’s kemikalielovgivning, REACH, endnu engang udskudt på ubestemt tid. Det er ellers her, der kunne ske vigtige positive ændringer, som kunne beskytte forbrugerne og miljøet bedre mod skadelig kemi.

Der er også trends i samfundet, som trækker i den gale retning. Selv små børn er nu målgruppe for kosmetik, der både kan indeholde stoffer, der kan være hormonforstyrrende og give allergi.

Varer fra online platforme med skadelig kemi kommer i stadig stigende omfang over grænserne. Det betyder vi kan forvente øget pres på folkesundheden og miljøet fra kemikalierne.

Samtidig kommer der ny forskning, som viser vi har behov for at øge beskyttelsen mod farlige stoffer.

Heldigvis er der i Danmark overvejende politisk enighed om, at EU i øjeblikket trækker i den gale retning på kemi-området. Den enighed får vi brug for, i en fortsat stærk og fælles dansk indsats i EU fra regering, myndigheder og sundheds-, miljø- og forbrugerorganisationer, der skal begrænse brugen af den uønskede kemi i EU.

Vi skal ikke give op. Vi skal stå sammen og insistere på forbedringer, der kan skærme både mennesker og miljø mod unødig udsættelse for blandt andet allergifremkaldende og hormonforstyrrende stoffer.

Samtidig skal vi også være realistiske. Og derfor bør Folketinget og regeringen straks iværksætte en langt større national indsats mod problematisk kemi, så vi med forstærket forskning, oplysning og nationale forbud kan skærme danske forbrugere mod problematiske stoffer og samtidig presse på i EU for styrket regulering.

I 2022 ville et enigt Folketing arbejde for et giftfrit miljø, hvor kemikalier produceres og anvendes på en måde, der beskytter miljøet, biodiversiteten og de nuværende og kommende generationer mod skadelige kemikalier.

Dette må også være målet for den nydannede regering og det nyvalgte folketing.

Dette debatindlæg er bragt i Avisen Danmark den 23. juli 2026, og er skrevet af Winni Grosbøll fra Forbrugerrådet Tænk, Anne Holm Hansen fra Astma Allergi Danmark, Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse, Anna-Maria Andersson fra Center for hormonforstyrrende stoffer, Jeanne Duus Johansen fra Videncenter for allergi, Mette Hoffgaard Ranfelt fra Danmarks Naturfredningsforening, Rina Ronja Kari fra Miljømærkning Danmark, Lone Hjorth Mikkelsen fra Rådet for Grøn Omstilling, Phillippe Grandjean fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, Tina Kold Jensen, professor, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, Amalie Timmermann fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, Lisbeth E. Knudsen, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, Xenia Trier, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet, Terje Svingen, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Marie Holmer, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Marta Axelstad, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Hanna K.L. Johansson, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Sofie Christiansen, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Anna K. Rosenmai, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Louise Ramhøj, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Kristian Almstrup, International Center for Research and Research Training in Endocrine Disruption of Male Reproduction and Child Health (EDMaRC), Hanne Frederiksen, EDMaRC, Niels Jørgensen, EDMaRC, David Kristensen, EDMaRC, Stine Holmboe, EDMaRC, Lærke Priskorn, EDMaRC, Casper Hagen, EDMaRC, Anders Rehfeld, EDMaRC.

By |2026-08-03T09:02:45+01:0023. juli 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Vi skal stå sammen om at beskytte danskerne bedre mod problematisk kemi
Læs mere

Kære medier, flyt nu blikket fra Christiansborg og derhen, hvor forandringen sker

Medierne flyder helt naturligt over med små og store analyser af den nye regering, ligesom (meget) små og store rygter fra Marienborg blev til politiske historier i de 70 dage, hvor vi ventede på en regering. Enhver nyhedsredaktion har været på den anden ende, lige siden den nye regering så ud til at blive en realitet. Og det er forståeligt, for vores politikere sidder med det endelige ansvar for, hvordan vi forvalter vores samfund. Befolkningen har krav på at vide, hvad deres stemmer bliver til i virkeligheden.

Men selvom magtens centrum har det med at tiltrække opmærksomhed fra både journalister og alle andre, så er det ikke her vi skal lede efter kimen til stor samfundsforandring. Ser vi tilbage på de sidste 100 års store demokratiske bevægelser som andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen har de det til fælles, at de startede med mennesker, der rejste sig op og krævede en større indflydelse på det samfund, de er en del af. At vi nu har en regering, der vil fremme et mere skånsomt landbrug og sikre hensynet til dyrevelfærd skete i kølvandet på lang tids debat og afsløringer om drikkevand forurenet med nitrat og pesticider og sager om svinebønder, der overtræder dyrevelfærdsloven, støttet op af kampagner fra de grønne organisationer.

Det nye regeringsgrundlag indeholder vigtige ord og intentioner og er dermed et vigtigt skridt på vejen mod den transformation af samfundet, vi står overfor. Klima- og biodiversitetskrisen kalder på helt nye måder at være mennesker i verden, hvis vi skal leve i balance med de økosystemer, vi har brugt de sidste mange år på at rykke ud af balance. Men for at kunne bevæge os derhen, er der brug for, at vi kan se den fremtid for os, og den opgave løfter medierne ikke i tilstrækkelig grad.

Danskerne vil have ambitiøs klimahandling

Forskere har sagt det i årevis, og for nyligt blev det cementeret i en analyse af danskernes klimaholdninger fra Klimarådet. Størstedelen af danskerne er bekymrede for klimakrisen – og ønsker at trække landet og de politiske beslutninger i en mere fair og grøn retning. I analysen kommer Klimarådet med en række anbefalinger til politikerne – men flere af de anbefalinger er mindst lige så relevante for landets medier.

Mediedanmark sidder tungt på den offentlige samtale – uanset om de vil være ved det eller ej. Så når Klimarådet skriver en anbefaling til politikerne om, at de skal blive bedre til at kommunikere samlende fortællinger om fremtiden, der også rummer håb og fællesskab, så er det ikke kun politikernes opgave. Den opgave ligger også hos dem med de største talerør og de dygtigste fortællere – landets medier. Ikke som en erstatning af magtkritisk og undersøgende journalistik (naturligvis), men som et supplement.

Mennesker, der har hænderne i mulden

Der er masser af historier at fortælle, men de kræver, at man vender blikket væk fra magtens centrum. Vi ser i disse år en mobilisering af mennesker, der insisterer på at tage del i transformationen af vores landskaber og samfund. Tænk hvis flere journalister – også på de store landsdækkende medier – prioriterede kræfter på de historier, fulgte udviklingen og så nærmere på de lovmæssige og bureaukratiske forhindringer, der spænder ben. Mange steder i landet går folk sammen, engagerer sig og afprøver nye former for ejerskab, samarbejde og adgang til natur og jord.

Tag for eksempel foreningen Skovgro, hvor borgere eksperimenterer med at købe landbrugsjord og lave det om til skov med høj biodiversitet. I Holbæk er projektet med til at sikre en del af borgernes drikkevand, da jorden, der engang blev sprøjtet, ligger ved en drikkevandsboring. Folkene bag Skovgro bruger deres fritid på at sætte sig ind i regler omkring drikkevand og landbrugsjord med et brændende ønske om at blive en del af den omlægning af arealer, der skal til for at passe på vores natur, miljø og sundhed.

Eller tag turen til landsbyen Skårup på Fyn, som sammen med Svendborg Kommune, en godsejer og et forsyningsselskab har stablet et energifællesskab på benene. Her producerer de og deler vedvarende energi, der bliver leveret af vindmøller i nærheden, solceller på taget af Kultur- og Idrætscenteret og el-ladestandere. For borgerne i projektet giver det mening at være medejere og involveret i energiproduktionen, frem for kun at være tilskuer til de større energiparker, der lander i lokalområdet.

En omstilling, der samler frem for at splitte

Uanset om danskere engagerer sig i omstilling inden for energi, naturgenopretning eller jordbrug, så har vi brug for at høre mere om deres bestræbelser. Først og fremmest kan deres erfaringer inspirere andre til at selv at gå i gang med andre projekter i deres nærområde. Men historierne viser også nye måder at skabe forandring, som kan skubbe på den omstilling, der skal ske i samspil og med inddragelse af lokalbefolkningen. På den store klinge kan det også være kimen til at løse en af de markante udfordringer, som politikerne på Christiansborg, men også i EU, står overfor, nemlig at omstille samfundet på en måde, der samler frem for at splitte og skabe polarisering. En anden anbefaling fra Klimrådets seneste analyse er netop, at der skal være meget mere inddragelse – borgerne skal med ind i maskinrummet.

Vi har brugt de sidste par år på at undersøge, hvordan man kan lave klimajournalistik, der skaber håb og handlekraft. Sammen med bæredygtighedspsykologen Simon Elsborg Nygaard har vi taget vores viden om journalistik og hans viden om bæredygtighedspsykologi og blandet det godt sammen. Resultatet kan findes i en række praktiske anbefalinger, vi netop har udgivet. Og den måske vigtigste pointe handler netop om, at vi har brug for historier om mennesker, der tager samfundsforandring i deres egne hænder. Fordi forskning i psykologi viser, at vores adfærd ikke forandres gennem information om tingenes tilstand alene. Faktisk i meget lille grad. Tværtimod forandres den gennem vores sociale netværk. Gennem vores handlinger. Når vi først tager et skridt i en mere bæredygtig retning, forandres vores holdning til klima og omstilling.

Derfor har vi brug for historier om den enorme forandringskraft, der ligger i de fællesskaber, der allerede vokser i hele landet. Vi har brug for fortællinger om kollektiv forandring i lokalsamfundene, om mennesker, der trækker deres arbejdspladser, håndboldklubber, bolig- og grundejerforeninger og hele samfundet i en grøn retning. Mennesker og fællesskaber som den nye regeringen bør gøre deres ypperste for at understøtte. De historier skal vi se mange flere af.

For det må være en af de fornemmeste opgaver som journalist at sikre en nuanceret oplyst samtale om den samfundstransformation, vi står overfor, som Connie Hedegaard også skriver i forordet til publikationen:

Politikerne skal sørge for mål, rammer og for at det ka’ betål’ sig at handle til det fælles langsigtede bedste. Men for at de folkevalgte kan løfte dén vanskelige opgave, fordres accept hos de mennesker, de repræsenterer. At skabe fundamentet for en oplyst befolkning har altid været mediernes fornemste opgave. Det var det også, da vi stod over for corona-pandemien. Det var og er det, når det gælder Ukraine og den sikkerhedspolitiske situation i verden. Og klima er ingen undtagelse. Derfor må det i dette 21. århundrede være en helt naturlig opgave for medierne at bidrage til at informere om løsninger og handlinger, at skabe klimaformidling der kan motivere til handling.

Denne kronik er skrevet af Sofie Hviid fra Klimajournalisterne og Helene Chéret fra Rådet for Grøn Omstilling, og den er bragt i Jyllands-Posten den 17. juni 2026.

Foto: Skovgro

By |2026-06-25T10:16:05+01:0018. juni 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Kære medier, flyt nu blikket fra Christiansborg og derhen, hvor forandringen sker
Læs mere

I stedet for at bekymre os om nationalisering skal vi sikre det grønne i EU’s landbrugsstøtte

Mens regeringsforhandlingerne fylder overskrifterne i de danske medier, foregår der nogle mindre omtalte, men potentielt afgørende forhandlinger om rammerne for EU’s landbrugsstøtte efter 2027.

Det er her, at der træffes beslutninger, som i praksis kan komme til at afgøre, om dansk landbrug fortsætter ad samme spor som i dag, eller om vi kan bruge milliarderne i landbrugsstøtten til at sikre valgets store temaer. Det vil sige det rene drikkevand, bedre dyrevelfærd og en reel grøn omstilling af landbruget, og at vi får et landbrug, der i højere grad forsyner os med mad – økologisk – til mennesker, fremfor at vi bruger store arealer på foder og har mange dyr.

Mangler øremærket budget

Europa-Kommissionen åbnede ballet, da den fremlagde sit forslag i juli sidste år. Forslaget indeholder øget fleksibilitet og et opgør med “one size fits all-tilgangen”. “Nationalisering”, lyder advarslen fra flere af de stemmer, der står vagt om det konventionelle landbrug her i Danmark som reaktion på den nye linje i EU-støtten.”Det grønne er under pres”, lyder dommen modsat fra mange af de grønne stemmer. En kritik, der helt berettiget fremsættes, fordi forslaget ikke som i dag har et øremærket budget til det grønne, og fordi Kommissionens forslag også modsat i dag kræver national medfinansiering af grønne tiltag.

Den manglende øremærkning og kravet om medfinansiering risikerer at betyde, at det grønne bliver nedprioriteret. Den sociale støtte, som hedder direkte indkomststøtte, er både sikret med et mindste budget og 100 procent EU-finansiering. Det burde være omvendt.

Der er også bekymring over, at Kommissionen vil give de enkelte lande større frihed til selv at formulere deres grønne krav til landbrugene, hvor kravene tidligere har været ens for alle på tværs af hele EU.

Men med den grønne advarsel og bekymring in mente, så kan landbrugsstøtten også med Kommissionens forslag fremadrettet blive et stærkt nationalt forandringsredskab.

Det forudsætter dog, Kommissionen tager den grønne fane på sig og bliver en stærk vagthund for ambitionsniveauet.

Vise mere mod

Medlemslandene skal naturligvis som minimum leve op til de forpligtelser, som de er underlagt via EU-direktiver og forordningerne, der har til formål at sikre både øget biodiversitet, reduceret pesticidpåvirkning, godt vandmiljø, mindre ammoniakudledning, grundvandsbeskyttelse og beskyttelse af vores landbrugsdyr.

De må også meget gerne presses til at gå videre end det. Det vurderer vi til gengæld også, at der er potentiale til i forslaget, hvis det ikke bliver udvandet under forhandlingerne.

Som noget nyt åbner Kommissionen nemlig op for, at landbrugsstøtten i højere grad kan bruges til at honorere landmændene, når deres produktionen lever op til nye krav til klima, miljø, natur og dyrevelfærd. Derudover vil den vil give støtte til ekstensivering af husdyrproduktionen.

Og lige netop det nye forhold i forslaget kan få stor betydning.

Når landmændene kan få betaling for skærpede nationale krav, vil vores politikere kunne vise mere mod, når de laver aftaler, der skal nedbringe landbrugets klimabelastning, genskabe livet i vandløb og fjorde omkring Danmark, få mere fuglekvidder og summende insekter omkring de dyrkede marker tilbage og løfte dyrevelfærden markant.

Balladen ud af Bruxelles

Europa-Kommissionen forsøger med den øgede nationale medbestemmelse at flytte noget af balladen med landbruget ud af Bruxelles’ gader og hjem til regeringsbyerne i de 27 medlemslande. Det kan ganske rigtigt udlægges som en form for nationalisering af landbrugsstøtten.

Omvendt er det givet klogt for at opretholde opbakningen til vores fælles union. Modstanden mod et overnationalt styre kan ikke siddes overhørig, og når dertil kommer, at man vil kunne stille mere målrettede krav med mindre harmonisering, så er mulighederne i fleksibilitet på visse betingelser efter vores vurdering større end risikoen.

Det kan være det, der skal til, for at alle, også vores landmænd, synes, at krav og støttebetingelser giver mere mening, og for, at vi får mest mulig grøn værdi for støttekronerne.

Fremfor at bekymre sig om nationalisering skal de danske forhandlere kæmpe for at sikre midler til det grønne med 100 procent støtte, stille dyrevelfærd stærkere og styrke prioriteringen af den grønne infrastruktur i det dyrkede land. De skal også kæmpe for, at støtten kan udbetales på grundlag af resultatopgørelser, samt meget vigtigt at Kommissionens rolle som en stærk vagthund cementeres i den endelige forordning.

Vi skal fremad med den grønne omstilling ikke baglæns.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 26. maj, og er skrevet af Sybille Kyed fra Økologisk Landsforening, Sophie Hastrup Christensen fra Dyrenes Beskyttelse, Anna Bak Jäpelt fra Danmarks Naturfredningsforening, Stella Staunstrup fra Plantebranchen, Hanne Winter fra Dansk Vegetarisk Forening, Egon Østergaard fra Dansk Ornitologisk Forening, Rune Havgaard Sørensen fra Danmarks Biavlerforening, Christian Ege fra Rådet for Grøn Omstilling og Pernille Fraas Johnsen fra World Animal Protection.

By |2026-05-26T07:33:45+01:0026. maj 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til I stedet for at bekymre os om nationalisering skal vi sikre det grønne i EU’s landbrugsstøtte
Læs mere

Elnettet skal passe til en ny virkelighed, hvis vi skal være uafhængige af energi udefra

Danmark står midt i regeringsforhandlinger, hvor retningen for både den grønne omstilling og Danmarks forsyningssikkerhed bliver lagt. Samtidig står Danmark midt i tre akutte realiteter. Et elnet under pres. En grøn omstilling, der risikerer at gå for langsomt. Og et energisystem, der fortsat er for afhængigt af importerede brændsler. Det er ikke tre separate udfordringer. Det er ét samlet problem, der kræver én samlet løsning.

Danmark har brug for at blive en grøn elektrostat, hvor vi ikke blot producerer mere vedvarende energi, men også formår at bruge den klogt og effektivt i hele energisystemet. I takt med at vind og sol fylder mere, ændrer energisystemet karakter. Produktionen bliver mere svingende, og værdien af strøm afhænger i stigende grad af, hvornår den bruges. Derfor bliver fleksibilitet, lagring og intelligent samspil mellem sektorer afgørende. Det er ikke længere nok at producere grøn strøm. Vi skal kunne bruge den, når den er der, og undvære den, når den ikke er. I praksis betyder det, at energisystemet skal kunne håndtere både timer med meget høj produktion og perioder med lav produktion. Uden den nødvendige fleksibilitet vil vi enten spilde grøn strøm eller være nødt til at opretholde dyr backupkapacitet. Fleksibilitet og lagring er derfor ikke et supplement til den grønne omstilling. Det er en forudsætning.

Det handler om at kunne flytte forbrug i tid, lagre energi på tværs af timer og dage og i stigende grad også koble sektorer sammen. Når el, varme, transport og industri tænkes som ét samlet system, opstår der nye muligheder for at balancere energien langt mere effektivt, end hvis sektorerne udvikles hver for sig. Lokal energianvendelse bliver i den sammenhæng også afgørende. Når strøm kan bruges tæt på, hvor den produceres, kan belastningen af elnettet reduceres, især hvis forbruget samtidig kan flyttes væk fra spidsbelastningerne. Det frigør kapacitet og gør energisystemet både billigere og mere robust. De sektorer, der kan kombinere elektrificering med fleksibilitet og lagring samt lokal energiproduktion, bliver derfor centrale i fremtidens energisystem.

Fjernvarmen er et tydeligt eksempel på en central aktør i fremtidens energisystem, fordi den i stor skala kan bruge strøm, når der er rigeligt af den, og reducere sit forbrug, når der mangler. Samtidig kan fjernvarmen lagre energi i store “varmebatterier”, hvilket allerede er en integreret del af energisystemet. Fjernvarmen står dog ikke alene. Et robust energisystem kræver et samspil mellem flere løsninger. Industriel fleksibilitet, Power-to-X, batterier og intelligent styring af forbrug løser forskellige opgaver og kan spille en rolle for at få et system baseret på vind og sol til at fungere.

Hvis Danmark skal være mindre afhængig af importeret energi, kræver det ikke bare mere grøn strøm. Det kræver et energisystem, der kan fungere stabilt på egne ressourcer, samtidig med at vi udnytter stærke samarbejder og elforbindelser til vores nabolande. Det betyder et system baseret på vind og sol, hvor forsyningssikkerheden afhænger af vores evne til at balancere produktion og forbrug. Energiuafhængighed er derfor et spørgsmål om systemdesign, som i stigende grad handler om, hvordan vi bruger elnettet.

Danmark står over for en akut flaskehals i transmissionsnettet, hvor efterspørgslen efter nettilslutning langt overstiger den tilgængelige kapacitet. Der ligger over otte gange Danmarks samlede elforbrug i kø til elnettet. Samtidig er måden, vi fordeler kapaciteten på, ikke gearet til den virkelighed, vi står i. Energinet har derfor set sig nødsaget til at sætte alt på pause, indtil en akutpakke kommer på plads. Der er ingen tvivl om, at elnettet skal udbygges markant i de kommende år, og at tempoet i udbygningen skal øges. Men udbygning alene er ikke tilstrækkeligt. Når efterspørgslen efter nettilslutning overstiger kapaciteten så markant, er vi også nødt til at prioritere, hvordan den eksisterende kapacitet anvendes.

I dag sker tildelingen i høj grad efter først til mølle og projektmodenhed. Det er en model fra en tid, hvor elnettet ikke var en knap ressource. Men det er det i dag. Konsekvensen er, at kapacitet risikerer at blive bundet i projekter, der ikke bidrager til fleksibilitet eller forsyningssikkerhed, mens løsninger med høj systemværdi bliver forsinket. Uden en klar prioritering risikerer vi et energisystem, hvor investeringer forsinkes, grøn strøm ikke udnyttes optimalt, og virksomheder må vente i årevis på nettilslutning. Det vil ikke alene bremse den grønne omstilling, men også svække Danmarks konkurrenceevne. Når elnettet er en knap ressource, skal det også prioriteres som en. Det indebærer, at vi må træffe valg. Ikke alle projekter kan få adgang samtidig. Og ikke alle projekter bør have samme ret til ubegrænset netkapacitet i alle timer.

Derfor bør kapaciteten målrettes de løsninger, der gør energisystemet mere robust. Løsninger, der kan aftage strøm, når den er der, lagre energi og reducere behovet for dyr netudbygning. Med andre ord bør projekter vurderes på deres bidrag til fleksibilitet, forsyningssikkerhed og effektiv udnyttelse af grøn strøm. Her spiller elektrificering af varme, industriel fleksibilitet og andre former for systemintegration en nøglerolle. Hvis Danmark skal lykkes med næste fase af den grønne omstilling, kræver det derfor en ny tilgang til elnettet. Knap kapacitet skal ikke fordeles tilfældigt. Den skal anvendes dér, hvor den skaber størst samfundsværdi. Det indebærer, at der bør indføres en national prioriteringsramme, hvor projekter vurderes ud fra deres bidrag til fleksibilitet, systemværdi, lokal energianvendelse, CO2-reduktion og bedre udnyttelse af eksisterende netkapacitet. Der bør samtidig etableres en tydelig prioriteringskategori for samfundskritisk elektrificering, herunder elektrificering af fjernvarmen. Tariffer og tilslutningsvilkår skal i langt højere grad understøtte fleksibelt elforbrug. I dag afspejler de ikke tilstrækkeligt den værdi, det giver for elsystemet, når forbrug kan flyttes i tid.

Danmark har et stærkt udgangspunkt. Vi har vedvarende energi, vi har teknologierne, og vi har virksomheder og sektorer, der allerede driver udviklingen frem. Vi ved, hvad der skal til for at bygge et energisystem baseret på vind og sol med høj forsyningssikkerhed. Spørgsmålet er, om vi indretter elnettet, så det understøtter den udvikling. Den nye regering bør derfor sikre, at knap elnetkapacitet anvendes dér, hvor den skaber størst samfundsværdi, herunder til grøn varme og samfundskritisk elektrificering. Tariffer og tilslutningsvilkår skal i højere grad understøtte fleksibelt elforbrug, så grøn strøm udnyttes effektivt. Samtidig skal elnettet udbygges mere proaktivt, men på en måde, hvor udbygning går hånd i hånd med bedre udnyttelse af eksisterende kapacitet.

Danmark har både et kapacitetsproblem i elnettet og et prioriteringsproblem. Og uden klare prioriteringer risikerer vi at forværre begge dele. Derfor bør næste fase af energipolitikken ikke kun handle om mere elproduktion og mere elnet. Den bør handle om et mere intelligent, fleksibelt og økonomisk effektivt elsystem, hvor vi bruger den eksisterende infrastruktur bedre, før vi ukritisk bygger mere. Energiuafhængighed kræver ikke bare mere strøm. Det kræver, at vi bruger elnettet som den knappe og værdifulde ressource, det er.

Dette debatindlæg er bragt i Jyllands-Posten den 2. maj 2026, og er skrevet af Maj Baltzarsen, vicedirektør i Tænketanken Brundtland, Christian Ibsen, direktør i CONCITO, Brian Vad Mathiesen, professor ved Aalborg Universitet, Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, Henrik Garver, direktør i FRI – rådgivende ingeniører, samt Britt Dam, klima- og energirådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

By |2026-05-04T08:26:53+01:002. maj 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Elnettet skal passe til en ny virkelighed, hvis vi skal være uafhængige af energi udefra
Læs mere

En ambitiøs biodiversitetslov skal med i regeringsgrundlaget

Forhandlingerne om en ny regering kører for fuld damp, og et af de emner, som vi ser frem til, kommer med i regeringsgrundlaget, er en ny biodiversitetslov.

Biodiversitetsloven skal være en lov, der ligesom klimaloven, skal sætte mål for, hvor stor en andel af Danmarks land- og havareal, der skal være beskyttet og strengt beskyttet natur. En lov, som skal standse tabet af arter, sikre bedre beskyttelse af naturen og give den vilde natur mere plads.

Omkring 1.900 arter er i dag truede og risikerer at forsvinde fra Danmark, og trods årtiers indsats er udviklingen endnu ikke vendt. Hovedårsagen til naturens dårlige tilstand på land er, at naturen mangler plads, fordi vi anvender en for stor andel af landarealet til intensivt landbrug, skovbrug og øvrige menneskelige aktiviteter. I havet er naturen truet af bl.a. bundslæbende fiskeri, næringsstofudledning og mange andre aktiviteter, der ødelægger havets økosystemer. Der er konsensus blandt biodiversitetsforskere om, at løsningen er at afsætte plads til naturen, hvor den er effektivt beskyttet og forvaltet.

Den forrige regering lykkedes ikke med at få indført en biodiversitetslov, til trods for, at det både var en del af regeringsgrundlaget og blev skrevet ind i aftalen om Grøn Trepart. Derfor er det utrolig vigtigt, at den kommende regering tager opgaven alvorligt. For rapport efter rapport viser, at naturen får det værre og værre.

Derfor er det også glædeligt, at flere partier bakker op om en biodiversitetslov. I valgkampen gík SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet ud sammen med et klart krav om, at en kommende regering vedtager en natur- og biodiversitetslov med bindende mål om 30 % beskyttet natur på land og på havet, hvoraf en tredjedel skal være strengt beskyttet natur. Vi håber, at en bred kreds af partier i Folketinget fremadrettet vil bakke op om ambitionen, så der kan laves en bred og langsigtet aftale – det skylder vi naturen.

I valgkampen opfordrede grønne organisationer til at den kommende biodiversitetslov:

  • Sikrer 30 procent beskyttet natur på land og på havet. Beskyttet natur skal være naturområder, hvor naturen er reelt beskyttet mod trusler mod biodiversiteten. I beskyttet natur kan der fx ikke være intensivt landbrug, skovbrug og fiskeri med bundtrawl.
  • Sikrer 10 procent strengt beskyttet natur på land og på havet. Det vil sige, at en tredjedel af den beskyttede natur skal være strengt beskyttet. Strengt beskyttet natur skal være store sammenhængende naturområder, hvor vild natur genoprettes. Her har naturen førsteret over andre interesser, men med nye muligheder for fantastiske naturoplevelser.
  • Sikrer Biodiversitetsrådet i loven. Rådets opgaver skal være løbende at vurdere regeringens indsats og målopfyldelse.

En biodiversitetslov er en mulighed for at gøre en reel forskel for den truede danske natur – vi opfordrer det nye Folketing til at gribe den!

Dette debatindlæg er bragt i Naturmonitor den 27. april 2026, og er skrevet af Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening, Mikkel Aarø-Hansen fra WWF Verdensnaturfonden, Jakob Kronik fra Verdens Skove, Egon Østergaard fra Dansk Ornitologisk Forening, Christian Fromberg fra Greenpeace, Christian Ege Jørgensen fra Rådet for Grøn Omstilling, Philip Hahn-Petersen fra Vild Med Vilje, Jens Fahrendorff fra De Unge Biodiversitetsambassadører. Johannes Skriver Elf fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, Stine Bardeleben Helles fra Klimabevægelsen i Danmark, Anna Rask Larsen fra FLOR, Danna Borg fra Danmarks Vilde Natur, June Rebekka Bresson fra Miljøbevægelsen NOAH, Martin Køhl Søholm fra Dansk Botanisk Forening, Anton Johnsen fra Dansk Naturgræsning, Thomas Bjørneboe Berg fra Dansk Pattedyrforening, Niklas Hegnsted fra Natur & Ungdom, Jonas Colling Larsen fra Arternes Forening, Emma Emilie Andersen fra Biologiforbundet & Christian Videnkjær fra Lepidopterologisk Forening.

By |2026-04-27T08:54:21+01:0027. april 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til En ambitiøs biodiversitetslov skal med i regeringsgrundlaget
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top