Tre skridt den nye regering bør tage for et renere hav

Det er positivt, at den nye regering har gjort beskyttelsen af havmiljøet og naturen til en prioritet. Ambitionen om at udvide de beskyttede havområder, etablere flere marine naturnationalparker og styrke indsatsen mod forurening af havmiljøet er vigtige skridt i den rigtige retning.

Det er i den grad også nødvendigt. Danske fjorde kæmper med iltsvind. Biodiversiteten er under pres. Vores vandmiljø lever i det hele taget ikke op til EU’s krav om god tilstand og mange danskere ser med rette havets tilstand som en af vor tids mest synlige miljøudfordringer.

Men hvis ambitionen er renere og sundere have, mangler en vigtig brik i puslespillet. Skibsfarten.

Skibsfarten belaster havmiljøet

Når vi taler om havmiljøet, handler debatten ofte om næringsstofudledninger fra landbruget, fiskeri eller spildevand. Når vi taler om skibsfart, handler diskussionen typisk om klima og CO2-udledninger. Men skibsfarten påvirker også marine økosystemer direkte gennem luftforurening, undervandsstøj samt udledning af skadelige stoffer og mikroplast. Derfor bør skibsfarten betragtes som en del af havmiljøpolitikken, og ikke kun som en del af klimapolitikken.

Det er vigtigt, fordi skibsfarten langt fra er en marginal miljøbelastning. International skibsfart står for omkring tre procent af de globale drivhusgasudledninger, hvilket er mere end de årlige udledninger fra mange industrialiserede lande. Skibe udleder også kvælstofoxider (NOx), svovloxider (SOx), partikler og black carbon, som alle bidrager til luftforurening og kan påvirke kyst- og havmiljøet. Samtidig bliver undervandsstøj fra skibe i stigende grad anerkendt som en væsentlig belastning for livet i havet, fordi den påvirker havpattedyrs og fisks adfærd, kommunikation og migrationsmønstre.

Studier har desuden identificeret skibsmaling som en væsentlig kilde til mikroplastforurening i havet.

Tre skridt mod et renere havmiljø

For det første bør Danmark udvikle en samlet strategi for at reducere skibsfartens påvirkning af marine økosystemer.

Selvom der findes regulering på enkelte områder, mangler der i dag en overordnet tilgang til sektorens samlede miljøaftryk. En sådan strategi bør omfatte drivhusgasudledninger, luftforurening, skadelige kemikalier, undervandsstøj, mikroplast fra skibsmaling, udledninger af spildevand og gråt spildevand, invasive arter samt påvirkninger forbundet med havneaktiviteter.

Det bør begynde med bedre overvågning og kortlægning af skibsfartens miljøaftryk i danske farvande. Vi kan ikke effektivt håndtere det, vi ikke måler. En dedikeret strategi for skibsfartens påvirkning af marine økosystemer vil skabe et stærkt vidensgrundlag for fremtidig politik og hjælpe med at identificere, hvor indsatser kan skabe de største miljømæssige gevinster.

For det andet bør skibsfarten integreres i regeringens elektrificeringsdagsorden. Regeringen har ret i at placere elektrificering i centrum af den grønne omstilling. Men havne og skibsfart er fortsat stort set fraværende i denne diskussion.

For mange dele af skibsfarten er elektrificering ikke længere en fremtidsteknologi. El-færger er allerede i drift med stor succes i hele Skandinavien, og forskning viser, at batterielektriske løsninger kan reducere både udledninger og driftsomkostninger markant på egnede ruter. Landstrøm gør det samtidig muligt for skibe at slukke deres hjælpemotorer, mens de ligger ved kaj, hvilket eliminerer lokale udledninger af NOx, SOx, partikler og CO2 under havneophold.

Derudover reducerer elektrificering støj både over og under vandoverfladen, hvilket forbedrer forholdene for både kystsamfund og livet i havet. Samtidig understøtter elektrificering den bredere omstilling væk fra fossile brændsler og styrker grundlaget for investeringer i vedvarende energi og el-infrastruktur.

Danmark bør derfor eksplicit inkludere havne og skibsfart i de nationale elektrificeringsplaner. Det indebærer en hurtigere udrulning af landstrøm i de største havne, støtte til elektrificering af indenlandske færgeruter, investeringer i ladeinfrastruktur samt sikring af, at udbygningen af elnettet tager højde for fremtidens maritime elforbrug.

For det tredje bør Danmark bruge sin internationale stemme aktivt. Som en af verdens førende søfartsnationer har Danmark et ansvar for at være med til at forme fremtidens globale skibsfart. Beslutninger om sektorens klimaaftryk træffes ikke kun i København, men også i FN’s Internationale Søfartsorganisation (IMO).

Danmark bør gå forrest

Senere på året skal medlemslandene træffe afgørende beslutninger om skibsfartens Net Zero Framework i IMO. Resultatet vil påvirke investeringsbeslutninger i den globale maritime sektor i årtier fremover. Danmark bør være en tydelig og markant fortaler for en ambitiøs ramme, der skaber klare incitamenter til nulemissionsbrændstoffer og -teknologier.

Danmark har allerede taget et vigtigt første skridt ved at løfte havmiljøet højere op på den politiske dagsorden. Det næste skridt er at sikre, at alle væsentlige belastninger af vores havmiljø bliver en del af løsningen – også skibsfarten.

Et renere og sundere hav kræver, at vi tænker havbeskyttelse, klimaindsats og skibsfart som en del af den samme dagsorden.

Ved at udvikle en samlet strategi for skibsfartens miljøpåvirkninger, accelerere elektrificeringen af den maritime sektor og arbejde for ambitiøs international handling kan Danmark bidrage til renere have og samtidig styrke sin position som global frontløber inden for bæredygtig skibsfart.

Dette debatindlæg er bragt i Naturmonitor den 27. juli 2026 og er skrevet af Katerina Davidova.

By |2026-08-03T06:50:13+01:003. august 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Tre skridt den nye regering bør tage for et renere hav
Læs mere

Vi skal stå sammen om at beskytte danskerne bedre mod problematisk kemi

Tallene taler deres tydelige sprog. To ud af tre danskere er optaget af at undgå stoffer, der er skadelige for miljø og sundhed, når de vælger plejeprodukter, viser tal fra Svanemærket.

Samtidig viser erfaringer fra Astma-Allergi Danmarks Rådgivning, at mange borgere er utrygge, når de skal købe en lang række forbrugerprodukter.

Og en helt ny undersøgelse fra Norstat for Forbrugerrådet Tænk viser, at kemi – ifølge danskerne – er blandt de allervigtigste forbrugerpolitiske sager netop nu. Og det har danskerne desværre helt ret i.

Med den såkaldte ”kemi-omnibus”, som Europa-Kommissionen lancerede sidste sommer og som lovgiverne i EU netop har færdigforhandlet, vil kemiske stoffer, der kan være kræftfremkaldende eller kan skade vores evne til at få børn fremover fortsat vil kunne bruges i kosmetik og plejeprodukter i markant længere tid end i dag. Selv efter at forskning har konkluderet, at stofferne kan skade vores helbred.

Regeringens embedsmænd, der normalt formulerer sig forsigtigt, skrev i efteråret i et notat til Folketinget om konsekvenserne af kommissionens forslag: ”Det vil betyde, at der kan være større risiko for udvikling af kræft, skade på ufødte børn eller på forplantningsevnen i forhold til i dag.”

Og som om det ikke var bekymrende nok, risikerer et nyt forslag fra Europa-Kommissionen om fødevare- og fodersikkerhed markant at svække EU’s pesticidregler.

En række danske organisationer vurderer, at forslaget kan få vidtrækkende konsekvenser for folkesundheden, forbrugersikkerheden, naturen og beskyttelsen af det danske drikkevand.

Samtidig er revisionen af EU’s kemikalielovgivning, REACH, endnu engang udskudt på ubestemt tid. Det er ellers her, der kunne ske vigtige positive ændringer, som kunne beskytte forbrugerne og miljøet bedre mod skadelig kemi.

Der er også trends i samfundet, som trækker i den gale retning. Selv små børn er nu målgruppe for kosmetik, der både kan indeholde stoffer, der kan være hormonforstyrrende og give allergi.

Varer fra online platforme med skadelig kemi kommer i stadig stigende omfang over grænserne. Det betyder vi kan forvente øget pres på folkesundheden og miljøet fra kemikalierne.

Samtidig kommer der ny forskning, som viser vi har behov for at øge beskyttelsen mod farlige stoffer.

Heldigvis er der i Danmark overvejende politisk enighed om, at EU i øjeblikket trækker i den gale retning på kemi-området. Den enighed får vi brug for, i en fortsat stærk og fælles dansk indsats i EU fra regering, myndigheder og sundheds-, miljø- og forbrugerorganisationer, der skal begrænse brugen af den uønskede kemi i EU.

Vi skal ikke give op. Vi skal stå sammen og insistere på forbedringer, der kan skærme både mennesker og miljø mod unødig udsættelse for blandt andet allergifremkaldende og hormonforstyrrende stoffer.

Samtidig skal vi også være realistiske. Og derfor bør Folketinget og regeringen straks iværksætte en langt større national indsats mod problematisk kemi, så vi med forstærket forskning, oplysning og nationale forbud kan skærme danske forbrugere mod problematiske stoffer og samtidig presse på i EU for styrket regulering.

I 2022 ville et enigt Folketing arbejde for et giftfrit miljø, hvor kemikalier produceres og anvendes på en måde, der beskytter miljøet, biodiversiteten og de nuværende og kommende generationer mod skadelige kemikalier.

Dette må også være målet for den nydannede regering og det nyvalgte folketing.

Dette debatindlæg er bragt i Avisen Danmark den 23. juli 2026, og er skrevet af Winni Grosbøll fra Forbrugerrådet Tænk, Anne Holm Hansen fra Astma Allergi Danmark, Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse, Anna-Maria Andersson fra Center for hormonforstyrrende stoffer, Jeanne Duus Johansen fra Videncenter for allergi, Mette Hoffgaard Ranfelt fra Danmarks Naturfredningsforening, Rina Ronja Kari fra Miljømærkning Danmark, Lone Hjorth Mikkelsen fra Rådet for Grøn Omstilling, Phillippe Grandjean fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, Tina Kold Jensen, professor, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, Amalie Timmermann fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, Lisbeth E. Knudsen, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, Xenia Trier, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet, Terje Svingen, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Marie Holmer, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Marta Axelstad, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Hanna K.L. Johansson, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Sofie Christiansen, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Anna K. Rosenmai, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Louise Ramhøj, DTU Fødevareinstituttet, Forskningsgruppen for Molekylær- og Reproduktionstoksikologi, Kristian Almstrup, International Center for Research and Research Training in Endocrine Disruption of Male Reproduction and Child Health (EDMaRC), Hanne Frederiksen, EDMaRC, Niels Jørgensen, EDMaRC, David Kristensen, EDMaRC, Stine Holmboe, EDMaRC, Lærke Priskorn, EDMaRC, Casper Hagen, EDMaRC, Anders Rehfeld, EDMaRC.

By |2026-08-03T09:02:45+01:0023. juli 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Vi skal stå sammen om at beskytte danskerne bedre mod problematisk kemi
Læs mere

Kære medier, flyt nu blikket fra Christiansborg og derhen, hvor forandringen sker

Medierne flyder helt naturligt over med små og store analyser af den nye regering, ligesom (meget) små og store rygter fra Marienborg blev til politiske historier i de 70 dage, hvor vi ventede på en regering. Enhver nyhedsredaktion har været på den anden ende, lige siden den nye regering så ud til at blive en realitet. Og det er forståeligt, for vores politikere sidder med det endelige ansvar for, hvordan vi forvalter vores samfund. Befolkningen har krav på at vide, hvad deres stemmer bliver til i virkeligheden.

Men selvom magtens centrum har det med at tiltrække opmærksomhed fra både journalister og alle andre, så er det ikke her vi skal lede efter kimen til stor samfundsforandring. Ser vi tilbage på de sidste 100 års store demokratiske bevægelser som andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen har de det til fælles, at de startede med mennesker, der rejste sig op og krævede en større indflydelse på det samfund, de er en del af. At vi nu har en regering, der vil fremme et mere skånsomt landbrug og sikre hensynet til dyrevelfærd skete i kølvandet på lang tids debat og afsløringer om drikkevand forurenet med nitrat og pesticider og sager om svinebønder, der overtræder dyrevelfærdsloven, støttet op af kampagner fra de grønne organisationer.

Det nye regeringsgrundlag indeholder vigtige ord og intentioner og er dermed et vigtigt skridt på vejen mod den transformation af samfundet, vi står overfor. Klima- og biodiversitetskrisen kalder på helt nye måder at være mennesker i verden, hvis vi skal leve i balance med de økosystemer, vi har brugt de sidste mange år på at rykke ud af balance. Men for at kunne bevæge os derhen, er der brug for, at vi kan se den fremtid for os, og den opgave løfter medierne ikke i tilstrækkelig grad.

Danskerne vil have ambitiøs klimahandling

Forskere har sagt det i årevis, og for nyligt blev det cementeret i en analyse af danskernes klimaholdninger fra Klimarådet. Størstedelen af danskerne er bekymrede for klimakrisen – og ønsker at trække landet og de politiske beslutninger i en mere fair og grøn retning. I analysen kommer Klimarådet med en række anbefalinger til politikerne – men flere af de anbefalinger er mindst lige så relevante for landets medier.

Mediedanmark sidder tungt på den offentlige samtale – uanset om de vil være ved det eller ej. Så når Klimarådet skriver en anbefaling til politikerne om, at de skal blive bedre til at kommunikere samlende fortællinger om fremtiden, der også rummer håb og fællesskab, så er det ikke kun politikernes opgave. Den opgave ligger også hos dem med de største talerør og de dygtigste fortællere – landets medier. Ikke som en erstatning af magtkritisk og undersøgende journalistik (naturligvis), men som et supplement.

Mennesker, der har hænderne i mulden

Der er masser af historier at fortælle, men de kræver, at man vender blikket væk fra magtens centrum. Vi ser i disse år en mobilisering af mennesker, der insisterer på at tage del i transformationen af vores landskaber og samfund. Tænk hvis flere journalister – også på de store landsdækkende medier – prioriterede kræfter på de historier, fulgte udviklingen og så nærmere på de lovmæssige og bureaukratiske forhindringer, der spænder ben. Mange steder i landet går folk sammen, engagerer sig og afprøver nye former for ejerskab, samarbejde og adgang til natur og jord.

Tag for eksempel foreningen Skovgro, hvor borgere eksperimenterer med at købe landbrugsjord og lave det om til skov med høj biodiversitet. I Holbæk er projektet med til at sikre en del af borgernes drikkevand, da jorden, der engang blev sprøjtet, ligger ved en drikkevandsboring. Folkene bag Skovgro bruger deres fritid på at sætte sig ind i regler omkring drikkevand og landbrugsjord med et brændende ønske om at blive en del af den omlægning af arealer, der skal til for at passe på vores natur, miljø og sundhed.

Eller tag turen til landsbyen Skårup på Fyn, som sammen med Svendborg Kommune, en godsejer og et forsyningsselskab har stablet et energifællesskab på benene. Her producerer de og deler vedvarende energi, der bliver leveret af vindmøller i nærheden, solceller på taget af Kultur- og Idrætscenteret og el-ladestandere. For borgerne i projektet giver det mening at være medejere og involveret i energiproduktionen, frem for kun at være tilskuer til de større energiparker, der lander i lokalområdet.

En omstilling, der samler frem for at splitte

Uanset om danskere engagerer sig i omstilling inden for energi, naturgenopretning eller jordbrug, så har vi brug for at høre mere om deres bestræbelser. Først og fremmest kan deres erfaringer inspirere andre til at selv at gå i gang med andre projekter i deres nærområde. Men historierne viser også nye måder at skabe forandring, som kan skubbe på den omstilling, der skal ske i samspil og med inddragelse af lokalbefolkningen. På den store klinge kan det også være kimen til at løse en af de markante udfordringer, som politikerne på Christiansborg, men også i EU, står overfor, nemlig at omstille samfundet på en måde, der samler frem for at splitte og skabe polarisering. En anden anbefaling fra Klimrådets seneste analyse er netop, at der skal være meget mere inddragelse – borgerne skal med ind i maskinrummet.

Vi har brugt de sidste par år på at undersøge, hvordan man kan lave klimajournalistik, der skaber håb og handlekraft. Sammen med bæredygtighedspsykologen Simon Elsborg Nygaard har vi taget vores viden om journalistik og hans viden om bæredygtighedspsykologi og blandet det godt sammen. Resultatet kan findes i en række praktiske anbefalinger, vi netop har udgivet. Og den måske vigtigste pointe handler netop om, at vi har brug for historier om mennesker, der tager samfundsforandring i deres egne hænder. Fordi forskning i psykologi viser, at vores adfærd ikke forandres gennem information om tingenes tilstand alene. Faktisk i meget lille grad. Tværtimod forandres den gennem vores sociale netværk. Gennem vores handlinger. Når vi først tager et skridt i en mere bæredygtig retning, forandres vores holdning til klima og omstilling.

Derfor har vi brug for historier om den enorme forandringskraft, der ligger i de fællesskaber, der allerede vokser i hele landet. Vi har brug for fortællinger om kollektiv forandring i lokalsamfundene, om mennesker, der trækker deres arbejdspladser, håndboldklubber, bolig- og grundejerforeninger og hele samfundet i en grøn retning. Mennesker og fællesskaber som den nye regeringen bør gøre deres ypperste for at understøtte. De historier skal vi se mange flere af.

For det må være en af de fornemmeste opgaver som journalist at sikre en nuanceret oplyst samtale om den samfundstransformation, vi står overfor, som Connie Hedegaard også skriver i forordet til publikationen:

Politikerne skal sørge for mål, rammer og for at det ka’ betål’ sig at handle til det fælles langsigtede bedste. Men for at de folkevalgte kan løfte dén vanskelige opgave, fordres accept hos de mennesker, de repræsenterer. At skabe fundamentet for en oplyst befolkning har altid været mediernes fornemste opgave. Det var det også, da vi stod over for corona-pandemien. Det var og er det, når det gælder Ukraine og den sikkerhedspolitiske situation i verden. Og klima er ingen undtagelse. Derfor må det i dette 21. århundrede være en helt naturlig opgave for medierne at bidrage til at informere om løsninger og handlinger, at skabe klimaformidling der kan motivere til handling.

Denne kronik er skrevet af Sofie Hviid fra Klimajournalisterne og Helene Chéret fra Rådet for Grøn Omstilling, og den er bragt i Jyllands-Posten den 17. juni 2026.

Foto: Skovgro

By |2026-06-25T10:16:05+01:0018. juni 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Kære medier, flyt nu blikket fra Christiansborg og derhen, hvor forandringen sker
Læs mere

I stedet for at bekymre os om nationalisering skal vi sikre det grønne i EU’s landbrugsstøtte

Mens regeringsforhandlingerne fylder overskrifterne i de danske medier, foregår der nogle mindre omtalte, men potentielt afgørende forhandlinger om rammerne for EU’s landbrugsstøtte efter 2027.

Det er her, at der træffes beslutninger, som i praksis kan komme til at afgøre, om dansk landbrug fortsætter ad samme spor som i dag, eller om vi kan bruge milliarderne i landbrugsstøtten til at sikre valgets store temaer. Det vil sige det rene drikkevand, bedre dyrevelfærd og en reel grøn omstilling af landbruget, og at vi får et landbrug, der i højere grad forsyner os med mad – økologisk – til mennesker, fremfor at vi bruger store arealer på foder og har mange dyr.

Mangler øremærket budget

Europa-Kommissionen åbnede ballet, da den fremlagde sit forslag i juli sidste år. Forslaget indeholder øget fleksibilitet og et opgør med “one size fits all-tilgangen”. “Nationalisering”, lyder advarslen fra flere af de stemmer, der står vagt om det konventionelle landbrug her i Danmark som reaktion på den nye linje i EU-støtten.”Det grønne er under pres”, lyder dommen modsat fra mange af de grønne stemmer. En kritik, der helt berettiget fremsættes, fordi forslaget ikke som i dag har et øremærket budget til det grønne, og fordi Kommissionens forslag også modsat i dag kræver national medfinansiering af grønne tiltag.

Den manglende øremærkning og kravet om medfinansiering risikerer at betyde, at det grønne bliver nedprioriteret. Den sociale støtte, som hedder direkte indkomststøtte, er både sikret med et mindste budget og 100 procent EU-finansiering. Det burde være omvendt.

Der er også bekymring over, at Kommissionen vil give de enkelte lande større frihed til selv at formulere deres grønne krav til landbrugene, hvor kravene tidligere har været ens for alle på tværs af hele EU.

Men med den grønne advarsel og bekymring in mente, så kan landbrugsstøtten også med Kommissionens forslag fremadrettet blive et stærkt nationalt forandringsredskab.

Det forudsætter dog, Kommissionen tager den grønne fane på sig og bliver en stærk vagthund for ambitionsniveauet.

Vise mere mod

Medlemslandene skal naturligvis som minimum leve op til de forpligtelser, som de er underlagt via EU-direktiver og forordningerne, der har til formål at sikre både øget biodiversitet, reduceret pesticidpåvirkning, godt vandmiljø, mindre ammoniakudledning, grundvandsbeskyttelse og beskyttelse af vores landbrugsdyr.

De må også meget gerne presses til at gå videre end det. Det vurderer vi til gengæld også, at der er potentiale til i forslaget, hvis det ikke bliver udvandet under forhandlingerne.

Som noget nyt åbner Kommissionen nemlig op for, at landbrugsstøtten i højere grad kan bruges til at honorere landmændene, når deres produktionen lever op til nye krav til klima, miljø, natur og dyrevelfærd. Derudover vil den vil give støtte til ekstensivering af husdyrproduktionen.

Og lige netop det nye forhold i forslaget kan få stor betydning.

Når landmændene kan få betaling for skærpede nationale krav, vil vores politikere kunne vise mere mod, når de laver aftaler, der skal nedbringe landbrugets klimabelastning, genskabe livet i vandløb og fjorde omkring Danmark, få mere fuglekvidder og summende insekter omkring de dyrkede marker tilbage og løfte dyrevelfærden markant.

Balladen ud af Bruxelles

Europa-Kommissionen forsøger med den øgede nationale medbestemmelse at flytte noget af balladen med landbruget ud af Bruxelles’ gader og hjem til regeringsbyerne i de 27 medlemslande. Det kan ganske rigtigt udlægges som en form for nationalisering af landbrugsstøtten.

Omvendt er det givet klogt for at opretholde opbakningen til vores fælles union. Modstanden mod et overnationalt styre kan ikke siddes overhørig, og når dertil kommer, at man vil kunne stille mere målrettede krav med mindre harmonisering, så er mulighederne i fleksibilitet på visse betingelser efter vores vurdering større end risikoen.

Det kan være det, der skal til, for at alle, også vores landmænd, synes, at krav og støttebetingelser giver mere mening, og for, at vi får mest mulig grøn værdi for støttekronerne.

Fremfor at bekymre sig om nationalisering skal de danske forhandlere kæmpe for at sikre midler til det grønne med 100 procent støtte, stille dyrevelfærd stærkere og styrke prioriteringen af den grønne infrastruktur i det dyrkede land. De skal også kæmpe for, at støtten kan udbetales på grundlag af resultatopgørelser, samt meget vigtigt at Kommissionens rolle som en stærk vagthund cementeres i den endelige forordning.

Vi skal fremad med den grønne omstilling ikke baglæns.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 26. maj, og er skrevet af Sybille Kyed fra Økologisk Landsforening, Sophie Hastrup Christensen fra Dyrenes Beskyttelse, Anna Bak Jäpelt fra Danmarks Naturfredningsforening, Stella Staunstrup fra Plantebranchen, Hanne Winter fra Dansk Vegetarisk Forening, Egon Østergaard fra Dansk Ornitologisk Forening, Rune Havgaard Sørensen fra Danmarks Biavlerforening, Christian Ege fra Rådet for Grøn Omstilling og Pernille Fraas Johnsen fra World Animal Protection.

By |2026-05-26T07:33:45+01:0026. maj 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til I stedet for at bekymre os om nationalisering skal vi sikre det grønne i EU’s landbrugsstøtte
Læs mere

Elnettet skal passe til en ny virkelighed, hvis vi skal være uafhængige af energi udefra

Danmark står midt i regeringsforhandlinger, hvor retningen for både den grønne omstilling og Danmarks forsyningssikkerhed bliver lagt. Samtidig står Danmark midt i tre akutte realiteter. Et elnet under pres. En grøn omstilling, der risikerer at gå for langsomt. Og et energisystem, der fortsat er for afhængigt af importerede brændsler. Det er ikke tre separate udfordringer. Det er ét samlet problem, der kræver én samlet løsning.

Danmark har brug for at blive en grøn elektrostat, hvor vi ikke blot producerer mere vedvarende energi, men også formår at bruge den klogt og effektivt i hele energisystemet. I takt med at vind og sol fylder mere, ændrer energisystemet karakter. Produktionen bliver mere svingende, og værdien af strøm afhænger i stigende grad af, hvornår den bruges. Derfor bliver fleksibilitet, lagring og intelligent samspil mellem sektorer afgørende. Det er ikke længere nok at producere grøn strøm. Vi skal kunne bruge den, når den er der, og undvære den, når den ikke er. I praksis betyder det, at energisystemet skal kunne håndtere både timer med meget høj produktion og perioder med lav produktion. Uden den nødvendige fleksibilitet vil vi enten spilde grøn strøm eller være nødt til at opretholde dyr backupkapacitet. Fleksibilitet og lagring er derfor ikke et supplement til den grønne omstilling. Det er en forudsætning.

Det handler om at kunne flytte forbrug i tid, lagre energi på tværs af timer og dage og i stigende grad også koble sektorer sammen. Når el, varme, transport og industri tænkes som ét samlet system, opstår der nye muligheder for at balancere energien langt mere effektivt, end hvis sektorerne udvikles hver for sig. Lokal energianvendelse bliver i den sammenhæng også afgørende. Når strøm kan bruges tæt på, hvor den produceres, kan belastningen af elnettet reduceres, især hvis forbruget samtidig kan flyttes væk fra spidsbelastningerne. Det frigør kapacitet og gør energisystemet både billigere og mere robust. De sektorer, der kan kombinere elektrificering med fleksibilitet og lagring samt lokal energiproduktion, bliver derfor centrale i fremtidens energisystem.

Fjernvarmen er et tydeligt eksempel på en central aktør i fremtidens energisystem, fordi den i stor skala kan bruge strøm, når der er rigeligt af den, og reducere sit forbrug, når der mangler. Samtidig kan fjernvarmen lagre energi i store “varmebatterier”, hvilket allerede er en integreret del af energisystemet. Fjernvarmen står dog ikke alene. Et robust energisystem kræver et samspil mellem flere løsninger. Industriel fleksibilitet, Power-to-X, batterier og intelligent styring af forbrug løser forskellige opgaver og kan spille en rolle for at få et system baseret på vind og sol til at fungere.

Hvis Danmark skal være mindre afhængig af importeret energi, kræver det ikke bare mere grøn strøm. Det kræver et energisystem, der kan fungere stabilt på egne ressourcer, samtidig med at vi udnytter stærke samarbejder og elforbindelser til vores nabolande. Det betyder et system baseret på vind og sol, hvor forsyningssikkerheden afhænger af vores evne til at balancere produktion og forbrug. Energiuafhængighed er derfor et spørgsmål om systemdesign, som i stigende grad handler om, hvordan vi bruger elnettet.

Danmark står over for en akut flaskehals i transmissionsnettet, hvor efterspørgslen efter nettilslutning langt overstiger den tilgængelige kapacitet. Der ligger over otte gange Danmarks samlede elforbrug i kø til elnettet. Samtidig er måden, vi fordeler kapaciteten på, ikke gearet til den virkelighed, vi står i. Energinet har derfor set sig nødsaget til at sætte alt på pause, indtil en akutpakke kommer på plads. Der er ingen tvivl om, at elnettet skal udbygges markant i de kommende år, og at tempoet i udbygningen skal øges. Men udbygning alene er ikke tilstrækkeligt. Når efterspørgslen efter nettilslutning overstiger kapaciteten så markant, er vi også nødt til at prioritere, hvordan den eksisterende kapacitet anvendes.

I dag sker tildelingen i høj grad efter først til mølle og projektmodenhed. Det er en model fra en tid, hvor elnettet ikke var en knap ressource. Men det er det i dag. Konsekvensen er, at kapacitet risikerer at blive bundet i projekter, der ikke bidrager til fleksibilitet eller forsyningssikkerhed, mens løsninger med høj systemværdi bliver forsinket. Uden en klar prioritering risikerer vi et energisystem, hvor investeringer forsinkes, grøn strøm ikke udnyttes optimalt, og virksomheder må vente i årevis på nettilslutning. Det vil ikke alene bremse den grønne omstilling, men også svække Danmarks konkurrenceevne. Når elnettet er en knap ressource, skal det også prioriteres som en. Det indebærer, at vi må træffe valg. Ikke alle projekter kan få adgang samtidig. Og ikke alle projekter bør have samme ret til ubegrænset netkapacitet i alle timer.

Derfor bør kapaciteten målrettes de løsninger, der gør energisystemet mere robust. Løsninger, der kan aftage strøm, når den er der, lagre energi og reducere behovet for dyr netudbygning. Med andre ord bør projekter vurderes på deres bidrag til fleksibilitet, forsyningssikkerhed og effektiv udnyttelse af grøn strøm. Her spiller elektrificering af varme, industriel fleksibilitet og andre former for systemintegration en nøglerolle. Hvis Danmark skal lykkes med næste fase af den grønne omstilling, kræver det derfor en ny tilgang til elnettet. Knap kapacitet skal ikke fordeles tilfældigt. Den skal anvendes dér, hvor den skaber størst samfundsværdi. Det indebærer, at der bør indføres en national prioriteringsramme, hvor projekter vurderes ud fra deres bidrag til fleksibilitet, systemværdi, lokal energianvendelse, CO2-reduktion og bedre udnyttelse af eksisterende netkapacitet. Der bør samtidig etableres en tydelig prioriteringskategori for samfundskritisk elektrificering, herunder elektrificering af fjernvarmen. Tariffer og tilslutningsvilkår skal i langt højere grad understøtte fleksibelt elforbrug. I dag afspejler de ikke tilstrækkeligt den værdi, det giver for elsystemet, når forbrug kan flyttes i tid.

Danmark har et stærkt udgangspunkt. Vi har vedvarende energi, vi har teknologierne, og vi har virksomheder og sektorer, der allerede driver udviklingen frem. Vi ved, hvad der skal til for at bygge et energisystem baseret på vind og sol med høj forsyningssikkerhed. Spørgsmålet er, om vi indretter elnettet, så det understøtter den udvikling. Den nye regering bør derfor sikre, at knap elnetkapacitet anvendes dér, hvor den skaber størst samfundsværdi, herunder til grøn varme og samfundskritisk elektrificering. Tariffer og tilslutningsvilkår skal i højere grad understøtte fleksibelt elforbrug, så grøn strøm udnyttes effektivt. Samtidig skal elnettet udbygges mere proaktivt, men på en måde, hvor udbygning går hånd i hånd med bedre udnyttelse af eksisterende kapacitet.

Danmark har både et kapacitetsproblem i elnettet og et prioriteringsproblem. Og uden klare prioriteringer risikerer vi at forværre begge dele. Derfor bør næste fase af energipolitikken ikke kun handle om mere elproduktion og mere elnet. Den bør handle om et mere intelligent, fleksibelt og økonomisk effektivt elsystem, hvor vi bruger den eksisterende infrastruktur bedre, før vi ukritisk bygger mere. Energiuafhængighed kræver ikke bare mere strøm. Det kræver, at vi bruger elnettet som den knappe og værdifulde ressource, det er.

Dette debatindlæg er bragt i Jyllands-Posten den 2. maj 2026, og er skrevet af Maj Baltzarsen, vicedirektør i Tænketanken Brundtland, Christian Ibsen, direktør i CONCITO, Brian Vad Mathiesen, professor ved Aalborg Universitet, Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, Henrik Garver, direktør i FRI – rådgivende ingeniører, samt Britt Dam, klima- og energirådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

By |2026-05-04T08:26:53+01:002. maj 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Elnettet skal passe til en ny virkelighed, hvis vi skal være uafhængige af energi udefra
Læs mere

En ambitiøs biodiversitetslov skal med i regeringsgrundlaget

Forhandlingerne om en ny regering kører for fuld damp, og et af de emner, som vi ser frem til, kommer med i regeringsgrundlaget, er en ny biodiversitetslov.

Biodiversitetsloven skal være en lov, der ligesom klimaloven, skal sætte mål for, hvor stor en andel af Danmarks land- og havareal, der skal være beskyttet og strengt beskyttet natur. En lov, som skal standse tabet af arter, sikre bedre beskyttelse af naturen og give den vilde natur mere plads.

Omkring 1.900 arter er i dag truede og risikerer at forsvinde fra Danmark, og trods årtiers indsats er udviklingen endnu ikke vendt. Hovedårsagen til naturens dårlige tilstand på land er, at naturen mangler plads, fordi vi anvender en for stor andel af landarealet til intensivt landbrug, skovbrug og øvrige menneskelige aktiviteter. I havet er naturen truet af bl.a. bundslæbende fiskeri, næringsstofudledning og mange andre aktiviteter, der ødelægger havets økosystemer. Der er konsensus blandt biodiversitetsforskere om, at løsningen er at afsætte plads til naturen, hvor den er effektivt beskyttet og forvaltet.

Den forrige regering lykkedes ikke med at få indført en biodiversitetslov, til trods for, at det både var en del af regeringsgrundlaget og blev skrevet ind i aftalen om Grøn Trepart. Derfor er det utrolig vigtigt, at den kommende regering tager opgaven alvorligt. For rapport efter rapport viser, at naturen får det værre og værre.

Derfor er det også glædeligt, at flere partier bakker op om en biodiversitetslov. I valgkampen gík SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet ud sammen med et klart krav om, at en kommende regering vedtager en natur- og biodiversitetslov med bindende mål om 30 % beskyttet natur på land og på havet, hvoraf en tredjedel skal være strengt beskyttet natur. Vi håber, at en bred kreds af partier i Folketinget fremadrettet vil bakke op om ambitionen, så der kan laves en bred og langsigtet aftale – det skylder vi naturen.

I valgkampen opfordrede grønne organisationer til at den kommende biodiversitetslov:

  • Sikrer 30 procent beskyttet natur på land og på havet. Beskyttet natur skal være naturområder, hvor naturen er reelt beskyttet mod trusler mod biodiversiteten. I beskyttet natur kan der fx ikke være intensivt landbrug, skovbrug og fiskeri med bundtrawl.
  • Sikrer 10 procent strengt beskyttet natur på land og på havet. Det vil sige, at en tredjedel af den beskyttede natur skal være strengt beskyttet. Strengt beskyttet natur skal være store sammenhængende naturområder, hvor vild natur genoprettes. Her har naturen førsteret over andre interesser, men med nye muligheder for fantastiske naturoplevelser.
  • Sikrer Biodiversitetsrådet i loven. Rådets opgaver skal være løbende at vurdere regeringens indsats og målopfyldelse.

En biodiversitetslov er en mulighed for at gøre en reel forskel for den truede danske natur – vi opfordrer det nye Folketing til at gribe den!

Dette debatindlæg er bragt i Naturmonitor den 27. april 2026, og er skrevet af Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening, Mikkel Aarø-Hansen fra WWF Verdensnaturfonden, Jakob Kronik fra Verdens Skove, Egon Østergaard fra Dansk Ornitologisk Forening, Christian Fromberg fra Greenpeace, Christian Ege Jørgensen fra Rådet for Grøn Omstilling, Philip Hahn-Petersen fra Vild Med Vilje, Jens Fahrendorff fra De Unge Biodiversitetsambassadører. Johannes Skriver Elf fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, Stine Bardeleben Helles fra Klimabevægelsen i Danmark, Anna Rask Larsen fra FLOR, Danna Borg fra Danmarks Vilde Natur, June Rebekka Bresson fra Miljøbevægelsen NOAH, Martin Køhl Søholm fra Dansk Botanisk Forening, Anton Johnsen fra Dansk Naturgræsning, Thomas Bjørneboe Berg fra Dansk Pattedyrforening, Niklas Hegnsted fra Natur & Ungdom, Jonas Colling Larsen fra Arternes Forening, Emma Emilie Andersen fra Biologiforbundet & Christian Videnkjær fra Lepidopterologisk Forening.

By |2026-04-27T08:54:21+01:0027. april 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til En ambitiøs biodiversitetslov skal med i regeringsgrundlaget
Læs mere

Elfærger er inden for rækkevidde – men manglende regulering og elnettet kan bremse udviklingen

Geopolitiske spændinger har endnu en gang gjort én ting klart: dekarbonisering handler ikke kun om klima, men også om energisikkerhed. Det gælder også for skibsfarten, selv om det er en sektor, der fortsat ofte betragtes som vanskelig at omstille.

Men i ét segment er udfasningen af fossile brændsler tættere på end nogensinde. Elektrificering er allerede en levedygtig løsning for færger, særligt på korte ruter under 100 km, som udgør størstedelen af trafikken i Østersøen og Nordsøen.

Ifølge en analyse fra Transport & Environment kan 48 procent af de europæiske færgeruter allerede i dag elektrificeres med den tilgængelige teknologi. I 2035 forventes denne andel at stige til 60 procent.

De seneste års teknologiske fremskridt har markant forbedret både batterikapacitet og ladehastighed. Samtidig er batteripriserne faldet betydeligt, hvilket gør elektriske løsninger stadig mere konkurrencedygtige i forhold til diesel. I dag går Kina og Europa forrest i bestilling og udrulning af batterielektriske skibe.

Danmark har både muligheden og ansvaret for at gå forrest

For Danmark, med mere end 60 færgeruter, der forbinder øer og nabolande, udgør elektrificering en oplagt mulighed – ikke kun for at reducere drivhusgasudledninger, men også for at forbedre den lokale luftkvalitet.

Danske færger er blandt de ti mest CO₂-udledende i Europa. Her skiller tre færgeruter sig særligt ud blandt de 50 mest klima klimatunge i Europa: Aarhus–Sjællands Odde, Hirtshals–Larvik og Hirtshals–Kristiansand. Med en gennemsnitlig flådealder på 27 år er tiden moden til modernisering.

Elektrificering kan give øjeblikkelige gevinster for luftkvaliteten i havnebyer som Rønne, Aarhus, Frederikshavn, Sjællands Odde og Spodsbjerg, hvor færger sejler hyppigt og ofte tæt på boligområder. Her kan udledninger af svovloxider (SOx) fra færger overstige dem fra vejtrafikken.

Der er allerede gode eksempler. Molslinjens kommende elektriske katamaraner er et af verdens største elektrificeringsprojekter i den maritime sektor. Men en bred udrulning kræver samarbejde med aktører uden for selve shippingbranchen.

Den største flaskehals er ikke om bord – men på land

I dag er den afgørende begrænsning ikke længere den teknologiske gennemførlighed, men adgangen til ladeinfrastruktur.

Det er ikke en teoretisk udfordring. Manglende kapacitet i elnettet påvirker allerede konkrete projekter i Danmark. Som det for nylig er blevet rapporteret, truer utilstrækkelig elforsyning udviklingsplanerne i Hirtshals Havn – en af landets vigtigste færgehavne. Uden opgraderinger af elnettet risikerer selv veletablerede ruter at blive fastholdt i fossile løsninger i mange år frem.

Men udfordringen rækker ud over den enkelte havn. På tværs af Danmark er begrænset netkapacitet ved at udvikle sig til en systemisk flaskehals. I mange områder har elnettet allerede nået sin kapacitetsgrænse, og tilslutningstider for nye projekter kan strække sig fra ét til to år. For projektudviklere er adgang til elnettet i stigende grad lige så vanskelig som at sikre finansiering.

Samtidig stiger efterspørgslen på elektricitet markant. Elektrificering af transport, opvarmning og industri, sammen med udbygningen af datacentre og brintproduktion, forventes at mere end fordoble Danmarks elforbrug frem mod 2035. Elektrificering af færger sker derfor ikke i et vakuum, men i konkurrence med andre sektorer om begrænset netkapacitet.

Fra ambition til implementering

Der findes en række politiske værktøjer, der kan fremme elektrificeringen af færger, og her er offentlige udbud er et centralt redskab. Mange færgeruter drives under offentlige servicekontrakter, hvilket giver myndighederne en stærk mulighed for at accelerere omstillingen. Krav om nul-emission i udbud kan gøre offentlige midler til en drivkraft for industriel opskalering frem for gradvise forbedringer.

Samtidig må en kommende regering sikre, at elektricitet ikke stilles dårligere end fossile brændsler. Reduktion af afgifter, tariffer og tilslutningsomkostninger for landstrøm er en af de hurtigste måder at forbedre forretningsgrundlaget for elektrificering. Derudover er bedre koordinering mellem havne, netselskaber og rederier afgørende for at undgå de forsinkelser, vi allerede ser i dag.

Danmark har en unik mulighed for at gå forrest, hvilket både kræver udrulning af elfærger hvor det allerede er muligt, men også en aktiv indsats for at forme de regulatoriske og infrastrukturelle rammer, der kan skalere løsningerne.

Dette fritager dog ikke rederierne for ansvar. Tværtimod er tidlige investeringer, langsigtet planlægning og aktiv dialog med havne og myndigheder afgørende for at realisere projekterne. Men det understreger samtidig en grundlæggende pointe: tempoet i den grønne omstilling afgøres i lige så høj grad af de omkringliggende systemer som af selve skibene.

Når medlemmerne af den nye danske regering sætter sig til bordet for at fastlægge deres prioriteter, bør den maritime sektor være højt på dagsordenen. Elektrificeringen af færger afhænger ikke primært af nye teknologiske gennembrud, men af om infrastruktur, regulering og investeringer bringes i spil i de kommende år. Offentlige midler er begrænsede og skal anvendes klogt. Investeringer i elfærger og den nødvendige infrastruktur er en løsning, der både styrker klimaet, miljøet og Danmarks energisikkerhed.

Dette debatindlæg er bragt i Ingeniøren – MobilityTech den 14. april 2026, og er skrevet af Katerina Davidova.

By |2026-04-15T07:45:49+01:0015. april 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Elfærger er inden for rækkevidde – men manglende regulering og elnettet kan bremse udviklingen
Læs mere

Vi må holde øje med metanen, når vi gransker hullerne i 2030-målet

Ingen kan se ind i fremtiden. Alligevel viser forskningen os den stadig tydeligere. Globalt bevæger vi os mod temperaturstigninger, der overskrider de 1,5 grader, som verdens lande satte som mål i Paris. Og herhjemme peger Klimarådets seneste vurdering på, at det ikke længere er anskueliggjort, at Danmark når sit 2030-mål. Det er som at gå baglæns ind i fremtiden.

Hvis en kommende regering skal vende udviklingen og sikre, at Danmark når sit lovfastsatte reduktionsmål på 70 procent inden 2030, kræver det mere end justeringer i den nuværende politik.

Det kræver en plan, der reducerer usikkerhederne og leverer hurtige, målbare reduktioner. Og det kræver, at vi får øje på metanen.

Metan, den oversete udfordring

For metan er ikke en marginal problemstilling. Det er en af de mest oversete udfordringer i dansk klimapolitik – og samtidig klimaets oversete nødbremse.

Metan er en potent, men kortlivet drivhusgas. Når ét ton metan slipper ud i atmosfæren, opvarmer det klimaet mere end 80 gange så kraftigt som ét ton CO2 over en 20-årig periode. Det betyder, at selv relativt begrænsede udledninger kan have stor effekt på den opvarmning, vi oplever i de kommende årtier. Men også, at reduktioner kan give hurtige klimaeffekter.

Samtidig fylder metan langt mere i Danmarks klimaaftryk, end vi normalt taler om. Målt over et 20-årigt perspektiv udgør metan i dag omkring to tredjedele af de samlede danske udledninger. Dermed kan usikkerheder i metanudledninger få afgørende betydning for, om vi når vores klimamål.

Et stort og hurtigt reduktionspotentiale

Når Klimarådet vurderer, at 2030-målet ikke er sikret, skyldes det blandt andet betydelige usikkerheder i centrale virkemidler og fremskrivninger – herunder metanudledninger fra biogasproduktion, gødningshåndtering, husdyrhold og energisektoren. Det indebærer en reel risiko for, at de faktiske udledninger er højere eller falder langsommere end forventet.

Hver dag siver metan ud i atmosfæren fra kilder, der i vidt omfang kan reduceres med eksisterende teknologi. Fra utætte biogasanlæg og gyllehåndtering landet over. Fra olie- og gasproduktion i Nordsøen og fossil infrastruktur. Og de store udledninger fra husdyrhold, der kræver strukturelle ændringer.

Samtidig er potentialet ikke til at overse: Metan er en kraftig og kortlivet drivhusgas, så handling her og nu kan føre til hurtige og effektive reduktioner.

Når vores klimamål ligger inden for de næste årtier, nytter det ikke kun at fokusere på det, der sker om 100 år, som er den måde man normalt opgør udledninger på.

Vi skal fokusere på det, der har den største effekt på kort sigt. Men vi mangler stadig at se det fulde billede af metanudledningernes omfang, og vi mangler en samlet plan, der sikrer effektive reduktioner.

Hvis klimamålene skal nås med høj sikkerhed, kræver det derfor færre usikkerheder og flere reduktioner, der kan levere effekt i dette årti.

Metanreduktioner er blandt de mest effektive tiltag til at opnå hurtige og målbare klimaeffekter og mange er omkostningseffektive. Men flere af disse udledninger er fortsat forbundet med betydelig usikkerhed og ikke fuldt dækket af den nuværende regulering.

En redningskrans uden en plan

Vi har brug for at lukke metanhullerne i klimapolitikken. Det kræver en national indsats, der styrker måling og overvågning, og som målretter virkemidler mod de største og mest usikre udledningskilder, særligt biogasværdikæden, gyllehåndtering og husdyrhold.

Samtidig skal vi sikre, at metan ikke siver ud af energisystemet, samt accelerere udfasningen af fossil gas gennem elektrificering.

Danmark er allerede langt fremme med at implementere EU-regulering for metan i energisektoren, men der mangler en samlet plan, der sikrer hurtige reduktioner, der hvor potentialet er størst.

Gevinsterne rækker ud over klimaet. Når metan reduceres, mindskes spild af gas, hvilket kan styrke både energisikkerhed og konkurrenceevne. Samtidig bidrager lavere metanudledninger til mindre luftforurening, færre sundhedsskader og mindre afgrødetab.

Metanreduktioner kan dermed blive klimapolitikkens redningskrans. Men det kræver, at vi gør metanen synlig i klimapolitikken og udnytter et af de mest effektive værktøjer til at reducere opvarmningen på kort sigt.

Det kræver først og fremmest, at Danmark vedtager en samlet national metanreduktionsplan i tråd med vores internationale forpligtelser og omsætter den til konkrete reduktioner, så vi kan bringe Danmark tættere på 2030-målet.

Dette debatindlæg er bragt i klimamonitor den 10. april 2026 og er skrevet af Britt Dam.

Læs Rådet for Grøn Omstillings anbefalinger her: Luk metanhullerne i klimapolitikken

By |2026-04-10T07:52:20+01:0010. april 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Vi må holde øje med metanen, når vi gransker hullerne i 2030-målet
Læs mere

Mens alle taler om rent drikkevand i Danmark, vil EU svække pesticidreglerne

Sprøjtning med pesticider kan skade både biodiversiteten og menneskers sundhed. Vi har for eksempel set en tilbagegang på over 75 procent hos insekter i naturbeskyttelsesområder de seneste årtier, og her spiller brug af pesticider en betydelig rolle, idet de i betydeligt omfang bevæger sig med vinden væk fra markerne.

Også menneskers sundhed påvirkes. Allerede i dag findes pesticidrester i over halvdelen af Danmarks boringer. Et nyt studie fra Cambridge Universitet i England viser samtidig, at indtagelse af mad sprøjtet med pesticider kan skade vores nyttige tarmbakterier.

Nu tyder meget på, at vi er ved at svække den beskyttelse, der netop skal forhindre, at forureningen vokser. EU-Kommissionen har udsendt sin såkaldte food and feed safety omnibus. Den bliver solgt som en teknisk forenkling. Initiativet lover mindre bureaukrati, hurtigere processer og bedre rammer for innovation. Men det er en markant deregulering, der risikerer at svække beskyttelsen af både miljø og menneskers sundhed. Forslaget svækker nemlig EU’s pesticidlovgivning betydeligt og undergraver beskyttelsen af menneskers sundhed, miljøet og drikkevand mod skadelige pesticider.

I dag skal pesticider løbende revurderes på baggrund af ny viden. Det er herigennem, at en række skadelige stoffer er blevet opdaget og forbudt. Stoffer, som tidligere blev anset som sikre. Med omnibusforslaget vendes denne logik på hovedet.

Her lægges der op til, at pesticider som udgangspunkt skal godkendes uden tidsbegrænsning. Dermed flyttes bevisbyrden: I stedet for at producenter skal dokumentere sikkerheden løbende, bliver det myndighedernes ansvar at opdage problemer. Det vil i praksis ofte ske, længe efter at skaden er sket. Konsekvensen er åbenlys: Farlige stoffer risikerer at blive på markedet i årtier.

Forslaget indebærer også længere overgangsfaser, hvor allerede forbudte pesticider stadig må bruges. I nogle tilfælde op til tre år, selv når der er dokumenteret risiko for sundhed og miljø. Det er et grundlæggende opgør med det forsigtighedsprincip, der har været hjørnestenen i EU’s pesticidlovgivning siden vedtagelsen af pesticidforordningen i 2011.

En trojansk hest for pesticider

Debatten om PFAS-stoffer, der også kaldes evighedskemikalier, har allerede afsløret, hvor galt det kan gå, når reguleringen halter bagefter virkeligheden.

I Danmark er PFAS fundet i både jord, vand og mennesker. Konsekvenserne er langsigtede, da stofferne både bliver i miljøet meget længe og kan give uoprettelige skader. Samtidig nedbrydes de fleste PFAS-pesticider til det skadelige stof  TFA, som er påvist i mange danske drikkevandsboringer. Netop derfor er det problematisk, at EU nu foreslår en model, hvor pesticider i mindre grad skal revurderes løbende, og hvor ny viden får sværere ved at slå igennem i godkendelsesprocesser.

Erfaringen med PFAS taler sit eget sprog. Vi erkender ofte problemerne for sent, så udfordringerne i forhold til oprydning samt miljø- og sundhedseffekter bliver uoverkommelige. Derfor er løbende revurdering ikke bureaukrati – det er beskyttelse. Kommissionen hævder, at reformen skal fremme adgangen til biologiske bekæmpelsesmidler som et bæredygtigt alternativ til syntetiske pesticider og skubbe landbruget mod mere miljøvenlig plantebeskyttelse.

Det kan være positivt, men en bred og uklar definition af, hvad biologiske bekæmpelsesmidler egentlig er, kan åbne en bagdør, hvor sikkerhedsstandarder bliver svækket frem for styrket.

I praksis betyder det, at syntetisk fremstillede stoffer potentielt kan klassificeres som et biologisk bekæmpelsesmiddel, hvis de blot vurderes som ’funktionelt identiske’ med naturlige stoffer. Da disse stoffer betragtes som mindre risikofyldte, vil de eksisterende krav om registrering og dokumentation af brug af biologiske bekæmpelsesmidler blive fjernet. Med andre ord: Hvis bare et laboratorieprodukt opfører sig, som var det et naturligt produkt, slækkes der på kravene til det.

Målet i EU’s grønne politik er ellers at styrke overgangen til et mindre pesticidafhængigt landbrug. Men dette forslag risikerer snarere at fungere som en trojansk hest for deregulering af konventionelle pesticider og dermed bidrage til at fastholde og forstærke den kemiske afhængighed i landbruget.

Danmark risikerer at miste muligheden for at handle på ny viden

I valgkampen herhjemme har mange partier talt for bedre beskyttelse af grundvandet og mindre pesticidbelastning – med god grund. Rent drikkevand er en af de mest grundlæggende politiske opgaver i Danmark, hvor vi er næsten 100 procent afhængige af vores grundvand.

Forslaget om at forenkle reglerne for foder- og fødevaresikkerhed bygger på en meget restriktiv fortolkning af, hvad der udgør den nyeste videnskabelige og tekniske viden ved produktgodkendelser. Medlemsstaterne ville være forpligtet til kun at tage udgangspunkt i den seneste vurdering, der er gennemført på EU-niveau af det aktive stof, frem for at inddrage al den nyeste videnskabelige evidens, når de godkender pesticider nationalt.

For eksempel har Miljøstyrelsen i 2025 taget seks aktivstoffer og dermed 33 pesticidmidler op til fornyet vurdering på baggrund af forskningsprojekter og anden faglig viden, herunder fra igangværende EU-vurderinger. Vedtages omnibusforslaget vil Danmark fremover ikke kunne forbyde stoffer som PFAS-pesticiderne på den baggrund.

Det strider direkte mod nyere afgørelser fra EU-Domstolen, som netop fastslår, at den nyeste viden skal inddrages. Vi bliver stadig klogere på pesticiders effekter på biodiversitet og menneskers sundhed. Det er således et skridt i den helt forkerte retning.

Danmark bør aktivt modsætte sig omnibusforslaget

Hvis vi i Danmark ønsker en stram pesticidlovgivning, kan det blive vanskeligere, hvis Omnibus-forslaget vedtages. Danmark bør derfor afvise EU’s omnibusforslag for foder- og fødevaresikkerhed. Grundvandsbeskyttelsen skal tages alvorligt. Regeringen, Folketinget og medlemmer af Europa-Parlamentet skal engagere sig langt mere offensivt i forhandlingerne.

En kommende dansk regering bør aktivt modsætte sig enhver svækkelse af kravene til risikovurdering og godkendelse af pesticider og insistere på, at forsigtighedsprincippet forbliver fundamentet for pesticidlovgivning.

Vi skal forhindre udhulingen af de hårdt tilkæmpede beskyttelsesforanstaltninger i EU’s forordning om markedsføring af pesticider, som skal tage hånd om pesticiders iboende giftige egenskaber. Og vi skal sikre et højt beskyttelsesniveau for miljøet samt menneskers og dyrs sundhed. Samtidig bør regeringen fremme bæredygtige alternativer til kemisk landbrug og støtte landmænd i overgangen til praksisser, der beskytter både grundvand, biodiversitet og folkesundhed.

Dette debatindlæg er bragt i Dagbladet Information den 30. marts 2026, og er skrevet af Emilie Ellesøe og Christian Ege.

By |2026-04-30T13:12:30+01:0031. marts 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Mens alle taler om rent drikkevand i Danmark, vil EU svække pesticidreglerne
Læs mere

Klima-appel: Danmark og klimaet har brug for højere ambitioner

Selv om der er flere store kriser i øjeblikket må vi ikke glemme klimaet. Lige nu har verden kurs mod cirka 3 graders global opvarmning i år 2100. En sådan temperaturstigning vil forandre vores klode afgørende. Tab fra ismasserne især i polarområderne vil føre til større havstigninger og hyppigere oversvømmelser. Vi skal gøre en stor indsats for kysttilpasning og klimatilpasning, men det løser ikke problemet på sigt og må ikke skygge for initiativer til at reducere udledningerne. Længe før 3 graders opvarmning er der stor risiko for, at vi overskrider såkaldte tipping points, dvs. uafvendelige processer, som vil fortsætte, uanset om vi sidenhen får stoppet udledningerne af drivhusgasser.

Danmark vil også blive indirekte påvirket, når den øvrige verden rammes af ekstremt vejr som tørke, hedebølger og oversvømmelser. Milliarder af mennesker bor i dag i klimasårbare områder, og jo værre klimaforandringerne bliver, jo flere vil blive tvunget væk. Hvis ikke vi får tøjlet klimaforandringerne så vil lande og forsyningskæder blive destabiliseret. Derfor er klimapolitik også sikkerhedspolitik. Samtidig er en offensiv klimapolitik afgørende for at sikre Danmarks og Europas langsigtede konkurrenceevne og dermed videreudvikling af vores velfærdssamfund.

Det er afgørende, at den globale temperaturstigning holdes så tæt som muligt på de 1,5 grader, som er det internationale mål. Det er desværre for sent at undgå overskridelse af de 1,5. Men stigningen skal toppe hurtigst muligt og dernæst nedbringes ved hjælp af negative udledninger, dvs. at et stop for fossile brændsler følges af lagring af kulstof.

Det skal sikres, at Danmark når 70 procent målet i 2030. Selv om der er en plan for at nå målet, bygger den i for høj grad på usikre teknologier. Klimarådet har i deres seneste rapport sagt, at vi ikke ser ud til at nå 2030-målet. Der skal skrues mere op for de sikre virkemidler. Den gode nyhed er, at vi i dag i meget høj grad kender de løsninger, der skal til for at nå målene, f.eks.:

  • Fossile brændsler erstattes af vedvarende energi – naturgas til opvarmning kan hurtigt udfases, og transportens overgang til el kan speedes op.
  • Investeringer i lagring af el og varme, så forsyningssikkerheden fortsat vil være i top.
  • Øget elektrificering af tung industri, transport samt varmeforsyning
  • Elnettet i Danmark og Europa udbygges, så energi lettere kan transporteres over større afstande.
  • Energibesparelser fremmes, f.eks. med økonomiske incitamenter til at energirenovere og ombygge den eksisterende bygningsmasse og dermed undgå nybyg.
  • Støtte til det europæiske kvotehandelssystem og brug af afgifter, så det koster at belaste klimaet. Øgede afgifter på flyrejser, særligt lange og hyppige rejser, samtidig med at alternativerne gøres mere attraktive.
  • Kostomlægning til mindre animalsk og mere plantebaseret, bl.a. via afgiftsomlægning samt omstilling af offentlige køkkener – og samtidig omstilling af dansk landbrug til at producere mere plantebaseret mad.
  • En cirkulær økonomi opbygges ved at satse mere på design for bæredygtighed, holdbare varer og ved at gøre det attraktivt at reparere frem for at smide væk og købe nyt
  • Der skal investeres langt mere i at efteruddanne personale i alle sektorer til den grønne omstilling.

En række indsatser rækker udover 2030. Det gælder bl.a. et stop for investeringer i nye olie- og gasfelter, samt en udfasning af langt hovedparten af den træbaserede biomasse i energisektoren. Også her skal vi i gang hurtigt.

Vi skal arbejde for at EU får lavet mål for regulering af klimabelastningen uden for EU’s grænser, som importen af varer medfører. Endelig skal vi leve op til vores internationale forpligtelser til at yde klimabistand til udviklingslande. Danmark er i dag et foregangsland på enkelte områder som vindkraft. Men på andre områder er vi bagud. Danmark har f.eks. Europa-rekord i affaldsproduktion og er beregnet til at være 4% cirkulært, hvor EU-gennemsnittet er 12%. Derfor har tanken om at vi kan stoppe op og vente på de andre ingen relevans.

Danmarks økonomi er bomstærk, og der er mange danske arbejdspladser i en ambitiøs international klimapolitik. For at sikre opbakning til grøn omstilling skal den være retfærdig. Lavindkomstfamilier skal kompenseres. Lokalsamfund skal inddrages og have konkrete fordele af vind- og sol-parker.

Selv om Danmark er et lille land, har vi en vigtig rolle at spille i at trække EU og resten af verden i den retning. Og ved at frigøre os fra fossile brændsler og levere vedvarende energi til nabolande, bidrager vi også til at frigøre Europa fra afhængighed af olie og gas fra Rusland og andre upålidelige regimer, hvilket er afgørende for vores sikkerhed. Vi fremmer også folkesundheden, idet f.eks. elektrificering fjerner luftforurening. Og i dag er grøn energi lig med billig energi. Også derfor skal vi skærpe klimaambitionerne. Og det vil ikke hindre os i at varetage andre vigtige dagsordener.

Dette debatindlæg er bragt i Politiken den 20. marts 2026, og er skrevet af: Connie Hedegaard, fhv. Klimakommissær, Jesper Theilgaard, meteorolog, professor Kathrine Richardson, KU, professor Sebastian Mernild, SDU, professor Eigil Kaas, KU, professor Jens Friis Lund, KU, professor Harpa Birgisdottir, AAU, Tommy Ahlers, iværksætter, Lars Bonderup Bjørn, EWII, Mathias Aarup Berg, European Energy, Asbjørn Haugstrup, Innargi, Jacob Jelsing, Gubra, Sylvester Rishøj, Arkaia Fonden, Ulrik Kern-Hansen, Organic Plant protein, Jan Ove Petersen, FAOD (Arkitekter og designere), Laura Klitgaard, IDA (Ingeniørerne), Gordon Ørskov Madsen, Danmarks Lærerforening, Anders Frigge, GL (gymnasielærerne), Niels Bertelsen, Prosa (IT-ansatte), Maria Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening, Tim Whyte, Mellemfolkeligt Samvirke, Lars Kock, Oxfam Danmark, Jeppe Juul, Rådet for Grøn Omstilling, Stine Bardeleben Helles, Klimabevægelsen, Knud Vilby, forfatter, Henrik Stubkjær, biskop i Ribe stift, Jonas Nøddekær, Folkekirkens Nødhjælp, Christian Balslev-Olesen, tidl. Leder af Folkekirkens Nødhjælp.

By |2026-03-20T14:50:15+01:0020. marts 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klima-appel: Danmark og klimaet har brug for højere ambitioner
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top