I Danmark har vi i mange år været stolte af vores rene drikkevand. Men der skjuler sig en alvorlig trussel: PFAS-pesticider. Disse kemikalier har fundet vej til vores grundvand. PFAS-stoffer, også kaldet “evighedskemikalier”, er yderst problematiske; de er meget svært nedbrydelige i naturen, de ophobes og de har potentiale for skader på både miljø og sundhed.

Greenpeace har i en ny analyse dokumenteret, at landbruget i perioden august 2023 til juli 2024 har anvendt PFAS-pesticider i boringsnære beskyttelsesområder i 59 kommuner. I de kommuner, hvor det står værst til, er over halvdelen af de beskyttede områder blevet sprøjtet med disse skadelige pesticider.

Når sprøjtning foregår i netop de områder, hvor drikkevandet dannes – og hvor det derfor er hensigten at beskytte det – så er det ikke længere et teoretisk risikoscenarie. Det er virkelighed. Miljøministeriet har endda anerkendt, at en stor del af skaden på grundvandet allerede er sket.

Selvom miljøstyrelsen tidligere i år trak godkendelsen af flere PFAS-pesticider tilbage, er disse midler stadig lovlige frem til november 2026. Desuden er det fortsat muligt for landbruget at anvende andre PFAS-holdige pesticider, som ikke er reguleret.

Der venter en vigtig politisk indsats, hvor der arbejdes for sprøjteforbud i kommunerne. Ikke kun på markerne, hvor drikkevandet dannes, men også nær fx skoler og institutioner. Det bør desuden sikres, at det er forureneren der betaler regningen for rensning af drikkevand – ikke borgerne, som i dag. For det er bestemt ikke gratis.

Det handler om vores fælles forsyning af rent drikkevand — om at sikre, at kommende generationer kan drikke rent vand fra hanen. Det handler om at beskytte naturen, grundvandet og havet, fordi forureningen fra landbruget ikke stopper ved markskellet. Forureningen vil yderligere belaste vandløb, kyst og hav.

Hver dag, vi tøver, forværres situationen. Det er på høje tid, at vi prioriterer borgernes sundhed og miljøet frem for kortsigtede økonomiske interesser.

Debatindlægget er bragt i Sjællandske Nyheder den 16. november 2025, og er skrevet af Lone Hjorth Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling og Claus Jørgensen, KV-kandidat for SF i Lejre

Nu står kommunal- og regionsrådsvalget for døren. Plakaterne er kommet op i lygtepælene, og kandidaterne arbejder hårdt på at få flest mulige krydser ved lige netop deres navn.

Og i mængden af de klima- og miljøtiltag, som for øjeblikket fylder i de politiske dagsordener, vil vi gerne rette blikket mod et mindre belyst et af slagsen: nemlig arbejdet med at nedbringe ressourceforbruget. For også her kan kommunerne og regionerne gøre en mærkbar forskel.

I Danmark bruger vi nemlig langt flere af naturens ressourcer, end hvad Jorden egentlig kan holde til. Vores årlige forbrug af jomfruelige ressourcer – altså nye materialer – ligger på 24,5 ton pr. indbygger. Det er cirka tre gange mere end et ’bæredygtigt’ niveau. Samtidig har vi et meget højt forbrugsbaseret klimaaftryk, og vi er nogle af de værste i Europa til at producere affald – og dermed blandt de dårligste til at forebygge affald. Ikke ligefrem en kombination, der rimer på et grønt foregangsland.

Så når de nye kommunalbestyrelser og regionsråd landet over sætter sig i stolen på den anden side af valgkampen, er der rig mulighed for at vende tendensen. For cirkulære indsatser, der gør ressourceforbruget langt mindre, skaber ofte positive synergieffekter samtidigt med, at ressourcebrug og affaldsmængder reduceres. Det har vi blandt andet set i et projekt, hvor affaldsselskabet Renosyd siden 2022 har etableret kvashegn til haveaffald sammen med borgere og skoler. Projektet har reduceret mængden af haveaffald og brændstofforbruget i forbindelse med transport af affaldet, forbedret biodiversiteten og styrket det lokale fællesskab.

De mange lokale samarbejder mellem kommuner, genbrugspladser og frivillige organisationer med genbrugsbutikker er et andet godt eksempel. Listen af gode idéer er lang, og vi har samlet masser af konkrete eksempler i vores fælles ’Katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet’.

Nedenfor fremhæver vi tre konkrete forslag, de nye kommunalbestyrelser og regionsråd kan give sig i kast med efter valget:

1. Planlæg efter reparation, genbrug og cirkularitet

Det første sted at gribe fat er i planlægningen af vores byer. Lokalplanlægning er nemlig et stærkt redskab, der kan bruges aktivt i at fremme reparation, genbrug og cirkularitet.

Det kan være ved at sikre plads til reparationscaféer, deleordninger og lignende borgerinitiativer. Her kan mennesker mødes om at låne og reparere produkter, så de kan få et længere liv i stedet for at blive smidt ud. Kommunen kan hjælpe beboerforeninger eller grundejerforeninger med at etablere sådanne initiativer. Det kan også ske ved, at kommunen stiller en andel af deres egne lokaler og arealer til rådighed til borgerdrevne aktiviteter efter lukketid. På den måde udnyttes de offentlige ressourcer bedst muligt – hele døgnet.

2. Prioriter genbrug og cirkularitet i indkøb og udbud

Et andet vigtigt indsatsområde er i kommunens og regionens egne indkøb. Kommunerne køber samlet set ind for cirka 110 milliarder kroner om året og står for cirka 46 procent af de samlede CO₂-udledninger forbundet med alle offentlige indkøb.

Det er alt fra møbler og køkkenudstyr til rengøring til byggeprojekter. Det betyder, at kommunerne har et ansvar for ikke kun at bruge skattekronerne på det, der er billigst i indkøbsøjeblikket, men også det, der tager hensyn til ressourceforbrug og konsekvenser for klima, miljø og natur. Det kan blandt andet omfatte, at kommunen og regionen efterspørger produkter med lang levetid og reparationsgarantier i offentlige udbud. Det kan måske være økonomisk dyrere nu og her, men billigere på lang sigt. Og der er gode muligheder for at tænke netop de hensyn ind i kommunernes indkøb. Det kan eksempelvis være ved at oprette materialebanker, hvor brugte møbler og inventar kan cirkulere mellem kommunens institutioner.

Det kan være udfasning af engangsservice i offentlige institutioner og arbejdspladser eller genbrugssystemer til takeaway-emballager. Indkøb og udbud bør i det hele taget vurderes ud fra et produkts samlede livscyklus: Hvordan er det produceret, hvor lang tid kan det bruges og genbruges, kan det repareres, og hvordan håndteres det, når det på et tidspunkt ender som affald? Når genbrug og reparation bliver standard frem for undtagelse, reducerer vi både affaldsmængden, CO₂-udledningen, ressourceforbruget og de samlede økonomiske omkostninger.

Offentlige indkøb og udbud kan være et strategisk redskab til at nå klimamål eller konkrete cirkulære ambitioner, og samtidig en mulighed for at understøtte innovative, cirkulære virksomheder.

3. Øg mængden af flergangsprodukter fremfor engangsprodukter i sundhedsvæsenet

I regionerne er sundhedssektoren efterhånden blevet karakteriseret ved et massivt engangsforbrug og dermed også en stor affaldsproduktion. Det gælder alt fra sakse i kirurgisk stål, som bruges til at lave ét enkelt klip og så smides ud, engangstekstiler, produkter i engangsplastik og sågar engangselektronik. En stor del af dette engangsudstyr produceres uden for Europa – og i en tid, hvor der generelt er stigende fokus på sikre forsyningskæder, bør vi også kigge ind i, hvordan vi kan erstatte det massive forbrug af engangsudstyr med flergangsudstyr.

Det gælder blandt andet tekstiler, hvor fokus bør være på at indkøbe flergangstekstiler med lang holdbarhed og reparationsservice. Det gælder for engangsudstyr til eksempelvis operationer, hvor det på mange områder giver mening i stedet at efterspørge flergangsudstyr og genindføre sterilcentraler. Og det gælder naturligvis også for megen engangselektronik, som med fordel kan erstattes af langtidsholdbar flergangselektronik.

Heldigvis er netop overgangen fra engangsudstyr til flergangsudstyr et fokusområde i Danske Regioners fælles strategi for grønne hospitaler, og nogle regioner arbejder med pilotprojekter på området. Men det fortjener et langt større fokus – både af hensyn til ressourceforbrug og klima samt strategisk autonomi og forsyningssikkerhed.

Der er masser af steder, hvor kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan tage fat for at gøre sig mere cirkulære.

God valgkamp.

Dette debatindlæg er bragt i Klimamonitor den 14. november, og er skrevet af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver for cirkulær økonomi og kemikalier ved Rådet for Grøn Omstilling, Malene Høj Mortensen, politisk chef hos Plastic Change, Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, Michael Søgaard Jørgensen, ekspert i cirkulær økonomi ved IDA Teknologivurdering, Charlotte Louise Jensen, seniorkonsulent i programmet om fødevarer og forbrug hos Concito & Kristina Klaaborg Kjøller, politisk konsulent hos Brancheforeningen Cirkulær