Danmark er et intensivt dyrket landbrugsland. Landbruget optager 61 procent af landarealet, byer og infrastruktur 13 procent, produktionsskov 13 procent. Der er kun 12,5 procent til natur, og denne natur er i dag stærkt påvirket af menneskelige aktiviteter.

Selv efter gennemførelsen af den grønne trepart vil 50 procent af landets areal være optaget af landbrug. 88 procent af landbrugsarealet er konventionelt, hvor der bruges pesticider og kunstgødning.

Det påvirker biodiversiteten på land og via udledninger til vandløb og via disse til søer og til havet, forringes også biodiversiteten i vand. Der mangler nyere dansk forskning i, hvordan pesticiderne påvirker biodiversiteten, herunder i hvor høj grad de også trænger ind i naturområder.

Vi ved:

• at pesticider og deres nedbrydningsprodukter kan måles i ikke blot grund – men også regnvand,
• at biomassen af flyvende insekter – hvoraf mange fungerer som effektive bestøvere også for landbruget – er faldet med 75 procent over 27 år selv dybt inde i beskyttede, tyske naturområder, efter al sandsynlighed som følge af påvirkningerne fra pesticider fra det omgivende landbrugsland.
• at antallet af fugle, der er knyttet til de danske landbrugslandskaber, er faldet med 60 procent de sidste knap 50 år,
• at antallet af gulspurve og agerhøns, der ernærer sig af en cocktail af ukrudtsfrø samt insekter og andre hvirvelløse dyr (invertebrater), og viber, der især æder invertebrater, er faldet med 70 – 80 procent og nu falder de med 5-9 procent om året,
• at resistens overfor de anvendte pesticider er stigende hos de mål-arter, de er rettet imod, og midler, der udvikles som modsvar, har ofte haft alvorlige miljøkonsekvenser, f.eks. neonikotinoider, der ødelægger biernes orienteringsevne, og de nyere pesticider, der nedbrydes til evighedskemikaliet TFA – en af de berygtede PFAS-forbindelser.
• at afdrift fra ukrudtsmidler anvendt på marker, kan medføre, at vilde planter på omkringliggende arealer påvirkes.
• Der er altså mange grunde til at forske mere i alternativer til pesticider samt i forebyggelse og dermed reduktion af pesticidforbruget. Det gælder bl.a. udvikling af integreret plantebeskyttelse (såkaldt ’IPM’), hvor hjælpen hentes fra naturen selv.

Brug naturens små hjælpere i stedet for pesticider

Et af de mest oplagte greb, som vi har forsømt, er at bruge naturens egne små hjælpere. Dette har i den internationale, videnskabelige litteratur vist lovende takter, og ses som en af de primære veje til et mere bæredygtigt landbrug.

Det kræver udvikling og fastholdelse af økologiske infrastrukturer i landbrugslandskabet, der kombineret med øget jordsundhed understøtter økosystemtjenester, og hvor de økologiske infrastrukturer fungerer som opformeringsoaser og spredningsveje for rovbiller, bestøvere og snyltehvepse m.m.

Intensiveringen i det danske landbrug, hvor naturelementer, læhegn, markskel og markveje forsvinder, samtidig med at markerne bliver større, har fjernet mange af de naturlige levesteder for nyttedyr og bestøvere i landbrugslandet.

Bestøvning er vejen frem

God bestøvning fører generelt til øget udbytte, men også hurtigere og mere ensartet modning, som kan betyde reduceret sygdomsangreb. Franske forsøg viser, at god bestøvning kan føre til reduceret brug af pesticider.

Den hidtidige danske IPM-indsats har været præget af isolerede, korttidsfinansierede projekter inden for eksempelvis sædskifte, overvågning af skadevoldere kombineret med pletsprøjtning, samt brug af ikke-kemiske midler.

Men det er tvivlsomt, i hvilket omfang principperne overhovedet er blevet integreret i den almene landbrugspraksis. Introduktionen af en selvangivelsesformular for landbruget giver ikke svaret, da selvangivelsen ikke kontrolleres, ligesom resultaterne ikke samles nogetsteds.

Flere midler er nødvendigt

Hertil kommer, at et greb som økologisk infrastruktur end ikke kan rapporteres i selvangivelsen, og den fortsatte udvikling i resistens kombineret med den manglende opfyldelse af sprøjtemiddelstrategiens reduktionsmål tyder på, at IPM-principperne langtfra har vundet udbredelse.

Endelig er der lavet praksisforsøg på fire demonstrationslandbrug, hvor man afprøver flere af IPM-principperne – men ingen af de fire brug inddrager udvikling af økologisk infrastruktur eller biologiske metoder til reduktion af skadelige organismer. Og siden 2022 har kun et af brugene de enkelte år opfyldt reduktionsmålsætningerne i den gældende sprøjtemiddelstrategi.

Derfor foreslår vi, at der afsættes forskningsmidler til:

• Langt grundigere undersøgelser af effekten på ikke-målarter på og udenfor landbrugsarealerne af såvel godkendte pesticider som nye, der søges godkendt. Det gælder – ud over ikke-målarter i f.eks. vandløb og søer samt tilgrænsende naturområder – i særlig grad effekter på organismer der:
  • udfører bestøvning,
  • udfører biologisk kontrol af netop de organismer, der sprøjtes imod,
  • gavner planternes næringsstofoptag samt jordsundhed generelt
• gennem fuldskalaforsøg under danske forhold at forstå og udvikle brugen af økologiske infrastrukturer i landbrugslandskaber i bestræbelserne på dels at øge den funktionelle biodiversitet i det åbne land generelt, dels målrettet at fremme bestandene af bestøvere og af organismer, der kan forestå biologisk kontrol af skadevoldere.
• at udvikle metoder til at begrænse brugen af pesticider specifikt til de steder, hvor skadevoldere kan påvises, og generelt at minimere spredningen af pesticider og deres nedbrydningsprodukter til det omgivende miljø.
• at forbedre og optimere varslingssystemerne for opblomstring af skadevoldere, herunder at inddrage også prognoser for udviklingen af de biologiske kontrolagenter, som ellers ville kunne begrænse opblomstringen, men som udryddes ved for tidlig sprøjtning.

En sådan forskning vil kunne bruges både til reduktion af pesticidforbrug i det konventionelle jordbrug og til forebyggelse af skadevoldere i økologisk jordbrug.

Dette debatindlæg er bragt den 24. februar 2026 i Sustain Report, og er skrevet af Christian Ege fra Rådet for Grøn Omstilling, Henrik Wejdling fra Dansk Ornitologisk Forening og Rune Havgaard Sørensen fra Danmarks Biavlerforening.

På få uger er Bovaer gået fra at være et af landbrugets vigtigste klimavirkemidler til et stof, som mælkeproducenter nu fravælger. Formanden for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen, vurderer, at “næsten 100 pct. vil stoppe med stoffet” efter den nye præcisering fra Fødevarestyrelsen, som giver landmænd vide muligheder for at undtage deres køer fra lovkravet.

Men når mælkebønderne stopper med at bruge Bovaer, så forsvinder også den forventede klimaeffekt fra landbrugets klimaregnskab. Hele 400.000 tons CO₂-reduktion i aftalen om grøn trepart kommer fra metanreducerende fodertilsætningsstoffer, og det tal må man nu øjensynligt vinke farvel til.

Chefredaktøren på Maskinbladet, Rasmus Dalsgaard, kalder det i en leder en “skandale” og “… enøjet hastværk i klimaets hellige navn”.

Landbrugsorganisationerne har sat Bovaer i centrum som et teknologisk fiks med hurtig og målbar virkning mod metanudledning. Men virkeligheden i staldene fortæller en anden historie. Mange landmænd har oplevet malkekøer med nedsat appetit, faldende mælkeydelse, stofskiftelignende problemer og i nogle tilfælde kollaps. Det var netop det, eksperter – og Dyrenes Beskyttelse – allerede havde advaret om, før lovkravet blev vedtaget.

Nu står grønne organisationer side om side med mælkeproducenterne om at råbe vagt i gevær om lovkravet.

Når landmænd nu i stor skala stopper med Bovaer, skyldes det ikke modvilje mod klimaindsatsen. Det skyldes, at dyrene betaler prisen. Men spørgsmålet er så bare, hvordan regeringen nu skal finde de store CO₂-reduktioner?

Heldigvis er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Med Bovaer fik landbruget nemlig mulighed for mere business as usual, fordi man angiveligt kunne reducere koens metanudledninger med op mod 27 pct. Til gengæld ville man også bevæge sig ind på en vej, der ikke fører mod klimaneutralitet. Simpelthen fordi der ikke er incitament til at reducere antallet af dyr.

Erhvervet er hurtigt til at sige, at antallet af køer er faldende år for år. Og det er korrekt, at vi har fået lidt færre køer, men faldet er ikke i nærheden af at være nok. Vi har brug for et markant fald, hvis det skal gøre en reel forskel i metanudledningen.

Danmark har brug for klimavirkemidler, der både er ansvarlige og bæredygtige, og som ikke sætter dyrevelfærden over styr. Bovaer var ikke det mirakelmiddel, man havde håbet, så lad os bruge virkemidler, der virker. Vi skal lade koen være ko, der spiser græs og tygger drøv.

Vi skal ikke lave om på koen, men lave om på hele systemet rundt om den. Til et system, hvor dyrene bidrager til et positivt øko- og fødevaresystem.

Dette debatindlæg er bragt i Jyllandsposten den 13. december 2025, og er skrevet af Britta Riis, Dyrenes Beskyttelse, Maria Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening, Jeppe Juul, Rådet for Grøn Omstilling & Christian Fromberg, Greenpeace.

Fire forskellige landboforeninger mener i et indlæg til Altinget, at vi tager fejl, når vi i et foregående indlæg taler for en målrettet kvælstofregulering, der vil betyde, at de marker, der forurener mest, også er de marker, der får de største krav til kvælstofreduktion.

I trepartsaftalen “Aftale om et Grønt Danmark” er de nye skærpede krav til landbrugets udledning af kvælstof ellers beskrevet som “målrettet regulering”, der skal “give stort incitament til udtagning”. Men nu mener lokale landbrugsorganisationer altså det omvendte – at reguleringen ikke skal målrettes. Den lader vi lige stå et øjeblik.

De fire debattører skriver endvidere, at deres model er mere “fair”. Men spørgsmålet er: fair for hvem – og hvordan?

For ja, en målrettet model rammer nogle hårdere end andre. Det ligger i navnet. De, der forurener mest, skal bidrage mest. Landboforeningernes model svarer derimod til, at vi alle betaler det samme i skat uanset indkomst. Det kan godt lyde simpelt, men prøv at forklare den lavtlønnede, hvorfor personen skal betale det samme som milliardæren. Det er ganske enkelt ikke fair.

Fordeling mellem stat og erhverv

Det er lidt det samme her: Hvorfor skal landmænd på de mest sårbare jorde have samme kvælstofkvote som dem, der ligger på robuste arealer? Hvor er fairnessen i det? Og når vi så taler fairness, så handler det ikke bare om naboen, men om fordelingen mellem stat og erhverv.

Staten, altså skatteborgerne, har allerede betalt 43 milliarder kroner for, at landbruget kan tage de mest problematiske jorder ud af drift, så vores nødlidende havmiljø kan få en tiltrængt pause og få mere natur for pengene.

Man kunne sagtens argumentere for, at kvælstofkravene burde gennemføres, som såkaldt erstatningsfri regulering, hvor forureneren skal afholde udgifterne til at stoppe forureningen, som man kender det fra langt de fleste andre erhverv i Danmark. Sådan var det også med de tidligere nedsatte kvælstofnormer for landbruget, som blev fjernet med landbrugspakken i 2015, hvor man overgik til en såkaldt “forureneren betales”-model.

De mest robuste jorder

Nu er der blevet besluttet en historisk grøn trepart, hvor 400.000 hektar landbrugsjord skal omlægges til skov og natur. Staten har som sagt afsat 43 milliarder skattekroner, men kvælstofreguleringen skal give det sidste skub, så vi en gang for alle får udtaget landbrugsjorden til gavn for biodiversiteten, havmiljøet og de danske borgere.

Men det, landboforeningerne reelt foreslår, er, at staten skal betale endnu flere penge til landbruget for at dække over, at man ikke vil reguleres der, hvor problemerne er størst. Og så er der argumentet om fødevareproduktionen. Landboforeningerne skriver, at “landbruget fortsat skal kunne producere og eksportere fødevarer og dermed have en stærk produktion, der er rentabel og bidrager med arbejdspladser på mejerier og slagterier”.

Men her er der noget, de må have misforstået. For i den målrettede kvælstofregulering, vi foreslår, er det netop de mest robuste jorder, der rammes mindst hårdt – altså præcis dér, hvor det giver allerbedst mening at producere fødevarer. I landboforeningernes egen model er det derimod de robuste jorder, der får det største hug. De gør det med andre ord mindre attraktivt at dyrke dér, hvor fødevareproduktionen faktisk er mest hensigtsmæssig ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv.

Lad os lige få en ting på plads

Og lad os lige få en ting på plads: Hvis vi virkelig vil skabe nye arbejdspladser, eksport og fødevarer nok til at mætte flere mennesker, kræver det ifølge forskerne investeringer i plantebaserede fødevarer og altså ikke flere mejerier og slagterier.

Ifølge Christian Bugge Henriksen, lektor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, kan Danmark skabe 9.000 til 27.000 nye arbejdspladser, hvis vi bare opnår at sidde på en til tre procent af det globale plantebaserede marked. Samtidig vil det gøre os i stand til at producere langt flere måltider per hektar, end vi gør i dag, hvor 80 procent af landbrugsarealet bruges på at dyrke foder til dyr. Det er et system, der hverken er arealeffektivt, fremtidssikret eller bidrager til fødevareforsyningssikkerhed.

Så når landboforeningerne taler om grøn trepart, fairness og ærlighed kunne man ønske sig lidt ærlighed tilbage. For hvis man reelt ikke mener, at målene i treparten skal nås, så sig det gerne ligeud. For med deres model bliver det ganske enkelt umuligt inden for rammerne af grøn trepart. Og hvis vi igen skal låne debattørernes egen retorik, så kunne man spørge:

Er det egentlig “fair”, at resten af samfundet skal betale for, at man kan fortsætte med at forurene – på trods af, at man selv har skrevet under på at lade være?

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 24. november og er skrevet af Trine Langhede, Rådet for Grøn Omstilling, Anna Bak Jäpelt, Danmarks Naturfredningsforening, Christian Fromberg, Greenpeace, Torben Hansen, Danmarks Sportsfiskeriforbund og Thomas Kirk Sørensen, WWF Verdensnaturfonden.