Sprøjtning med pesticider kan skade både biodiversiteten og menneskers sundhed. Vi har for eksempel set en tilbagegang på over 75 procent hos insekter i naturbeskyttelsesområder de seneste årtier, og her spiller brug af pesticider en betydelig rolle, idet de i betydeligt omfang bevæger sig med vinden væk fra markerne.

Også menneskers sundhed påvirkes. Allerede i dag findes pesticidrester i over halvdelen af Danmarks boringer. Et nyt studie fra Cambridge Universitet i England viser samtidig, at indtagelse af mad sprøjtet med pesticider kan skade vores nyttige tarmbakterier.

Nu tyder meget på, at vi er ved at svække den beskyttelse, der netop skal forhindre, at forureningen vokser. EU-Kommissionen har udsendt sin såkaldte food and feed safety omnibus. Den bliver solgt som en teknisk forenkling. Initiativet lover mindre bureaukrati, hurtigere processer og bedre rammer for innovation. Men det er en markant deregulering, der risikerer at svække beskyttelsen af både miljø og menneskers sundhed. Forslaget svækker nemlig EU’s pesticidlovgivning betydeligt og undergraver beskyttelsen af menneskers sundhed, miljøet og drikkevand mod skadelige pesticider.

I dag skal pesticider løbende revurderes på baggrund af ny viden. Det er herigennem, at en række skadelige stoffer er blevet opdaget og forbudt. Stoffer, som tidligere blev anset som sikre. Med omnibusforslaget vendes denne logik på hovedet.

Her lægges der op til, at pesticider som udgangspunkt skal godkendes uden tidsbegrænsning. Dermed flyttes bevisbyrden: I stedet for at producenter skal dokumentere sikkerheden løbende, bliver det myndighedernes ansvar at opdage problemer. Det vil i praksis ofte ske, længe efter at skaden er sket. Konsekvensen er åbenlys: Farlige stoffer risikerer at blive på markedet i årtier.

Forslaget indebærer også længere overgangsfaser, hvor allerede forbudte pesticider stadig må bruges. I nogle tilfælde op til tre år, selv når der er dokumenteret risiko for sundhed og miljø. Det er et grundlæggende opgør med det forsigtighedsprincip, der har været hjørnestenen i EU’s pesticidlovgivning siden vedtagelsen af pesticidforordningen i 2011.

En trojansk hest for pesticider

Debatten om PFAS-stoffer, der også kaldes evighedskemikalier, har allerede afsløret, hvor galt det kan gå, når reguleringen halter bagefter virkeligheden.

I Danmark er PFAS fundet i både jord, vand og mennesker. Konsekvenserne er langsigtede, da stofferne både bliver i miljøet meget længe og kan give uoprettelige skader. Samtidig nedbrydes de fleste PFAS-pesticider til det skadelige stof  TFA, som er påvist i mange danske drikkevandsboringer. Netop derfor er det problematisk, at EU nu foreslår en model, hvor pesticider i mindre grad skal revurderes løbende, og hvor ny viden får sværere ved at slå igennem i godkendelsesprocesser.

Erfaringen med PFAS taler sit eget sprog. Vi erkender ofte problemerne for sent, så udfordringerne i forhold til oprydning samt miljø- og sundhedseffekter bliver uoverkommelige. Derfor er løbende revurdering ikke bureaukrati – det er beskyttelse. Kommissionen hævder, at reformen skal fremme adgangen til biologiske bekæmpelsesmidler som et bæredygtigt alternativ til syntetiske pesticider og skubbe landbruget mod mere miljøvenlig plantebeskyttelse.

Det kan være positivt, men en bred og uklar definition af, hvad biologiske bekæmpelsesmidler egentlig er, kan åbne en bagdør, hvor sikkerhedsstandarder bliver svækket frem for styrket.

I praksis betyder det, at syntetisk fremstillede stoffer potentielt kan klassificeres som et biologisk bekæmpelsesmiddel, hvis de blot vurderes som ’funktionelt identiske’ med naturlige stoffer. Da disse stoffer betragtes som mindre risikofyldte, vil de eksisterende krav om registrering og dokumentation af brug af biologiske bekæmpelsesmidler blive fjernet. Med andre ord: Hvis bare et laboratorieprodukt opfører sig, som var det et naturligt produkt, slækkes der på kravene til det.

Målet i EU’s grønne politik er ellers at styrke overgangen til et mindre pesticidafhængigt landbrug. Men dette forslag risikerer snarere at fungere som en trojansk hest for deregulering af konventionelle pesticider og dermed bidrage til at fastholde og forstærke den kemiske afhængighed i landbruget.

Danmark risikerer at miste muligheden for at handle på ny viden

I valgkampen herhjemme har mange partier talt for bedre beskyttelse af grundvandet og mindre pesticidbelastning – med god grund. Rent drikkevand er en af de mest grundlæggende politiske opgaver i Danmark, hvor vi er næsten 100 procent afhængige af vores grundvand.

Forslaget om at forenkle reglerne for foder- og fødevaresikkerhed bygger på en meget restriktiv fortolkning af, hvad der udgør den nyeste videnskabelige og tekniske viden ved produktgodkendelser. Medlemsstaterne ville være forpligtet til kun at tage udgangspunkt i den seneste vurdering, der er gennemført på EU-niveau af det aktive stof, frem for at inddrage al den nyeste videnskabelige evidens, når de godkender pesticider nationalt.

For eksempel har Miljøstyrelsen i 2025 taget seks aktivstoffer og dermed 33 pesticidmidler op til fornyet vurdering på baggrund af forskningsprojekter og anden faglig viden, herunder fra igangværende EU-vurderinger. Vedtages omnibusforslaget vil Danmark fremover ikke kunne forbyde stoffer som PFAS-pesticiderne på den baggrund.

Det strider direkte mod nyere afgørelser fra EU-Domstolen, som netop fastslår, at den nyeste viden skal inddrages. Vi bliver stadig klogere på pesticiders effekter på biodiversitet og menneskers sundhed. Det er således et skridt i den helt forkerte retning.

Danmark bør aktivt modsætte sig omnibusforslaget

Hvis vi i Danmark ønsker en stram pesticidlovgivning, kan det blive vanskeligere, hvis Omnibus-forslaget vedtages. Danmark bør derfor afvise EU’s omnibusforslag for foder- og fødevaresikkerhed. Grundvandsbeskyttelsen skal tages alvorligt. Regeringen, Folketinget og medlemmer af Europa-Parlamentet skal engagere sig langt mere offensivt i forhandlingerne.

En kommende dansk regering bør aktivt modsætte sig enhver svækkelse af kravene til risikovurdering og godkendelse af pesticider og insistere på, at forsigtighedsprincippet forbliver fundamentet for pesticidlovgivning.

Vi skal forhindre udhulingen af de hårdt tilkæmpede beskyttelsesforanstaltninger i EU’s forordning om markedsføring af pesticider, som skal tage hånd om pesticiders iboende giftige egenskaber. Og vi skal sikre et højt beskyttelsesniveau for miljøet samt menneskers og dyrs sundhed. Samtidig bør regeringen fremme bæredygtige alternativer til kemisk landbrug og støtte landmænd i overgangen til praksisser, der beskytter både grundvand, biodiversitet og folkesundhed.

Dette debatindlæg er bragt i Dagbladet Information den 30. marts 2026, og er skrevet af Emilie Ellesøe og Christian Ege.

Danmark er et intensivt dyrket landbrugsland. Landbruget optager 61 procent af landarealet, byer og infrastruktur 13 procent, produktionsskov 13 procent. Der er kun 12,5 procent til natur, og denne natur er i dag stærkt påvirket af menneskelige aktiviteter.

Selv efter gennemførelsen af den grønne trepart vil 50 procent af landets areal være optaget af landbrug. 88 procent af landbrugsarealet er konventionelt, hvor der bruges pesticider og kunstgødning.

Det påvirker biodiversiteten på land og via udledninger til vandløb og via disse til søer og til havet, forringes også biodiversiteten i vand. Der mangler nyere dansk forskning i, hvordan pesticiderne påvirker biodiversiteten, herunder i hvor høj grad de også trænger ind i naturområder.

Vi ved:

• at pesticider og deres nedbrydningsprodukter kan måles i ikke blot grund – men også regnvand,
• at biomassen af flyvende insekter – hvoraf mange fungerer som effektive bestøvere også for landbruget – er faldet med 75 procent over 27 år selv dybt inde i beskyttede, tyske naturområder, efter al sandsynlighed som følge af påvirkningerne fra pesticider fra det omgivende landbrugsland.
• at antallet af fugle, der er knyttet til de danske landbrugslandskaber, er faldet med 60 procent de sidste knap 50 år,
• at antallet af gulspurve og agerhøns, der ernærer sig af en cocktail af ukrudtsfrø samt insekter og andre hvirvelløse dyr (invertebrater), og viber, der især æder invertebrater, er faldet med 70 – 80 procent og nu falder de med 5-9 procent om året,
• at resistens overfor de anvendte pesticider er stigende hos de mål-arter, de er rettet imod, og midler, der udvikles som modsvar, har ofte haft alvorlige miljøkonsekvenser, f.eks. neonikotinoider, der ødelægger biernes orienteringsevne, og de nyere pesticider, der nedbrydes til evighedskemikaliet TFA – en af de berygtede PFAS-forbindelser.
• at afdrift fra ukrudtsmidler anvendt på marker, kan medføre, at vilde planter på omkringliggende arealer påvirkes.
• Der er altså mange grunde til at forske mere i alternativer til pesticider samt i forebyggelse og dermed reduktion af pesticidforbruget. Det gælder bl.a. udvikling af integreret plantebeskyttelse (såkaldt ’IPM’), hvor hjælpen hentes fra naturen selv.

Brug naturens små hjælpere i stedet for pesticider

Et af de mest oplagte greb, som vi har forsømt, er at bruge naturens egne små hjælpere. Dette har i den internationale, videnskabelige litteratur vist lovende takter, og ses som en af de primære veje til et mere bæredygtigt landbrug.

Det kræver udvikling og fastholdelse af økologiske infrastrukturer i landbrugslandskabet, der kombineret med øget jordsundhed understøtter økosystemtjenester, og hvor de økologiske infrastrukturer fungerer som opformeringsoaser og spredningsveje for rovbiller, bestøvere og snyltehvepse m.m.

Intensiveringen i det danske landbrug, hvor naturelementer, læhegn, markskel og markveje forsvinder, samtidig med at markerne bliver større, har fjernet mange af de naturlige levesteder for nyttedyr og bestøvere i landbrugslandet.

Bestøvning er vejen frem

God bestøvning fører generelt til øget udbytte, men også hurtigere og mere ensartet modning, som kan betyde reduceret sygdomsangreb. Franske forsøg viser, at god bestøvning kan føre til reduceret brug af pesticider.

Den hidtidige danske IPM-indsats har været præget af isolerede, korttidsfinansierede projekter inden for eksempelvis sædskifte, overvågning af skadevoldere kombineret med pletsprøjtning, samt brug af ikke-kemiske midler.

Men det er tvivlsomt, i hvilket omfang principperne overhovedet er blevet integreret i den almene landbrugspraksis. Introduktionen af en selvangivelsesformular for landbruget giver ikke svaret, da selvangivelsen ikke kontrolleres, ligesom resultaterne ikke samles nogetsteds.

Flere midler er nødvendigt

Hertil kommer, at et greb som økologisk infrastruktur end ikke kan rapporteres i selvangivelsen, og den fortsatte udvikling i resistens kombineret med den manglende opfyldelse af sprøjtemiddelstrategiens reduktionsmål tyder på, at IPM-principperne langtfra har vundet udbredelse.

Endelig er der lavet praksisforsøg på fire demonstrationslandbrug, hvor man afprøver flere af IPM-principperne – men ingen af de fire brug inddrager udvikling af økologisk infrastruktur eller biologiske metoder til reduktion af skadelige organismer. Og siden 2022 har kun et af brugene de enkelte år opfyldt reduktionsmålsætningerne i den gældende sprøjtemiddelstrategi.

Derfor foreslår vi, at der afsættes forskningsmidler til:

• Langt grundigere undersøgelser af effekten på ikke-målarter på og udenfor landbrugsarealerne af såvel godkendte pesticider som nye, der søges godkendt. Det gælder – ud over ikke-målarter i f.eks. vandløb og søer samt tilgrænsende naturområder – i særlig grad effekter på organismer der:
  • udfører bestøvning,
  • udfører biologisk kontrol af netop de organismer, der sprøjtes imod,
  • gavner planternes næringsstofoptag samt jordsundhed generelt
• gennem fuldskalaforsøg under danske forhold at forstå og udvikle brugen af økologiske infrastrukturer i landbrugslandskaber i bestræbelserne på dels at øge den funktionelle biodiversitet i det åbne land generelt, dels målrettet at fremme bestandene af bestøvere og af organismer, der kan forestå biologisk kontrol af skadevoldere.
• at udvikle metoder til at begrænse brugen af pesticider specifikt til de steder, hvor skadevoldere kan påvises, og generelt at minimere spredningen af pesticider og deres nedbrydningsprodukter til det omgivende miljø.
• at forbedre og optimere varslingssystemerne for opblomstring af skadevoldere, herunder at inddrage også prognoser for udviklingen af de biologiske kontrolagenter, som ellers ville kunne begrænse opblomstringen, men som udryddes ved for tidlig sprøjtning.

En sådan forskning vil kunne bruges både til reduktion af pesticidforbrug i det konventionelle jordbrug og til forebyggelse af skadevoldere i økologisk jordbrug.

Dette debatindlæg er bragt den 24. februar 2026 i Sustain Report, og er skrevet af Christian Ege fra Rådet for Grøn Omstilling, Henrik Wejdling fra Dansk Ornitologisk Forening og Rune Havgaard Sørensen fra Danmarks Biavlerforening.

På få uger er Bovaer gået fra at være et af landbrugets vigtigste klimavirkemidler til et stof, som mælkeproducenter nu fravælger. Formanden for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen, vurderer, at “næsten 100 pct. vil stoppe med stoffet” efter den nye præcisering fra Fødevarestyrelsen, som giver landmænd vide muligheder for at undtage deres køer fra lovkravet.

Men når mælkebønderne stopper med at bruge Bovaer, så forsvinder også den forventede klimaeffekt fra landbrugets klimaregnskab. Hele 400.000 tons CO₂-reduktion i aftalen om grøn trepart kommer fra metanreducerende fodertilsætningsstoffer, og det tal må man nu øjensynligt vinke farvel til.

Chefredaktøren på Maskinbladet, Rasmus Dalsgaard, kalder det i en leder en “skandale” og “… enøjet hastværk i klimaets hellige navn”.

Landbrugsorganisationerne har sat Bovaer i centrum som et teknologisk fiks med hurtig og målbar virkning mod metanudledning. Men virkeligheden i staldene fortæller en anden historie. Mange landmænd har oplevet malkekøer med nedsat appetit, faldende mælkeydelse, stofskiftelignende problemer og i nogle tilfælde kollaps. Det var netop det, eksperter – og Dyrenes Beskyttelse – allerede havde advaret om, før lovkravet blev vedtaget.

Nu står grønne organisationer side om side med mælkeproducenterne om at råbe vagt i gevær om lovkravet.

Når landmænd nu i stor skala stopper med Bovaer, skyldes det ikke modvilje mod klimaindsatsen. Det skyldes, at dyrene betaler prisen. Men spørgsmålet er så bare, hvordan regeringen nu skal finde de store CO₂-reduktioner?

Heldigvis er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Med Bovaer fik landbruget nemlig mulighed for mere business as usual, fordi man angiveligt kunne reducere koens metanudledninger med op mod 27 pct. Til gengæld ville man også bevæge sig ind på en vej, der ikke fører mod klimaneutralitet. Simpelthen fordi der ikke er incitament til at reducere antallet af dyr.

Erhvervet er hurtigt til at sige, at antallet af køer er faldende år for år. Og det er korrekt, at vi har fået lidt færre køer, men faldet er ikke i nærheden af at være nok. Vi har brug for et markant fald, hvis det skal gøre en reel forskel i metanudledningen.

Danmark har brug for klimavirkemidler, der både er ansvarlige og bæredygtige, og som ikke sætter dyrevelfærden over styr. Bovaer var ikke det mirakelmiddel, man havde håbet, så lad os bruge virkemidler, der virker. Vi skal lade koen være ko, der spiser græs og tygger drøv.

Vi skal ikke lave om på koen, men lave om på hele systemet rundt om den. Til et system, hvor dyrene bidrager til et positivt øko- og fødevaresystem.

Dette debatindlæg er bragt i Jyllandsposten den 13. december 2025, og er skrevet af Britta Riis, Dyrenes Beskyttelse, Maria Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening, Jeppe Juul, Rådet for Grøn Omstilling & Christian Fromberg, Greenpeace.