Der kom ingen bud på det store havvindsudbud i Nordsøen. Nul. Hvad skyldes det?
Det hænger bl.a. sammen med, at der er skabt stor usikkerhed i markedet på grund af de sidste års stop-and-go politik fra regeringens side: Sidste år lavede man en brat nedlukning af åben-dør-ordningen , der gav vindmølleselskaber mulighed for at opstille havvind efter et først- til-mølle princip, og dermed lukkede man døren til 23 GW ekstra havvind og skabte ny usikkerhed i markedet. Siden opstillede man nye krav om statsligt medejerskab, skrappere leveringstider og langtrukken kortlægning, der svækkede udbuddet som business case. Ja, der har også været ekstraomkostninger i vindmøllemarkedet, der siden 2022 har kæmpet med stigende inflation i hele værdikæden, men der er ved at komme styr på det.

Sidste år fik den tyske stat et samlet bud på 94 mia. kr. fra selskaber, der vil opstille 7 GW havvind i Østersøen, så hvis vi havde grebet processen an som tyskerne og holdt fast i en reformeret åben dør ordning, i stedet for at forsinke og bureaukratisere udbuddet, ville klimaminister Lars Aagaard næppe stå og finde på dårlige undskyldninger nu. Det er dybt nedslående, at det danske havvindeventyr er gået i stå. Det skader vindmølleindustrien, og politikerne bør have røde ører.

Lobbyister i industrien og brintbranchen hævder nu, at selskaberne ikke kan få økonomi i vindprojekterne, fordi der ikke er klarhed om brintrøret til Tyskland. De presser derfor på for at få staten til at lægge hånden på kogepladen her og giver penge eller statslige lånegarantier til at bygge en dyr ny brintinfrastruktur. Det gør de, fordi den grønne brint fremstilles på elektrolyseanlæg, vil sluge store mængder af grøn strøm fra havvinden.

Havvindens business cases fixes ikke med et brintrør

Men ligningen holder næppe. I virkeligheden er det meget usikkert, at der kan skabes en god business case for at eksportere store mængder af grøn brint med et brintrør til Tyskland og bruge op imod 130 mia. kr. over 15-20 år på at opbygge en ny brintinfrastruktur på tværs af grænsen. Og det er der flere årsager til:

For det første: Grøn brint kan ikke konkurrere med direkte elektrificering, fordi der er store konverteringstab i forhold til de teknologiske alternativer drevet af direkte af grøn strøm. Selv en række af de tunge og energikrævende industrier, som aluminium og stål, ser ud til at blive elektrificeret, og op imod 92-98 pct. af Europas industri kan drives med grøn strøm. Selv innovative cementfabrikker står på spring. Vi vil se et priskapløb mellem direkte el og brint, hvor sidstnævnte vil tabe. Satser nationer på at bygge store, tunge brintøkonomier og en tung brint-gasinfrastruktur, vil de blive smadret i den globale konkurrence af de nationer, der som bl.a. Kina sætter grøn strøm til økonomien.

For det andet: Brint bør bruges med måde og i begrænset omfang. Vi får brug for grøn brint til at fremstille den næste generation af e-fuels til luft- og søfarten på de lange distancer, til e-kunstgødning og kemikalieindustrien. Når man fremstiller disse grønne brændstoffer med grøn strøm, svarer det reelt til en indirekte elektrificering af luft- og søfarten, der kan eliminere de fossile brændsler. Men grøn brint er meget dyr at fremstille, og bl.a. derfor skal den ikke bruges i vejtransporten og i varmesektoren, for her vinder de elektriske løsninger, der er meget billigere

For det tredje: Pris gør altid en forskel. Grøn brint er flere gange dyrere end fossil brint, så den kan kun klare sig på markedet med heftig statsstøtte, hvis der indføres langt højere CO2-afgifter, eller EU laver endnu skrappere fortrængningskrav.

For det fjerde: Konkurrencepres udfordrer business casen for eksport af grøn brint. Selv om Danmark har enorme vindressourcer i Nordsøen, kan grøn brint fra Danmark næppe konkurrere med prisen på grøn brint fra Spanien, Frankrig og Nordafrika, der ikke kun har store mængder vindenergi, men også er beriget med langt større solressourcer. Flere analyser viser, at grøn brint fra Danmark kan blive dyrere end fx grøn brint fra Spanien, polsk landvind eller hollandsk offshore, og tyskerne er næppe så dumme, at de vil købe dyrere brint fra Danmark, hvis de kan få den billigere fra andre lande?

For det femte: Lokalisering er bedst. Den globale brintproduktion i dag er stærkt lokaliseret, fordi det er både dyrt, svært og risikabelt at transportere brint over lange afstande. Det er verdens mindste molekyle, og risikoen for lækage – med fatale klimaeffekter og store sundhedsrisici – er betydelig. Det er tre gange så energikrævende at transportere brint som gas, og over en 30 års periode vil man iflg. energieksperten Paul Martin mindst tabe 10 gange så meget energi ved at transportere brint over lange afstande, som hvis man sender grøn strøm gennem højspændingsledninger.

For det sjette: Den tyske kemiindustri ventes i fremtiden at efterspørge en del grøn brint, men problemet for den danske offshore business case er, at landbaseret sol og vind i Tyskland er billigere på livslange omkostninger end dansk offshore vind. Den danske stat bør ikke spilde penge på et brintrør over grænsen for at servicere den tyske kemiindustri eller hollandske raffinaderier, for der ser ikke ud til at være et solidt markedstræk eller en fornuftig business case i det. Også i fremtiden vil det være mere omkostningseffektivt for tyskerne og hollænderne at opstille flere vindmøller og solcelleanlæg – hvad de pt. gør i langt hurtigere tempo end Danmark – og så fremstille den grønne brint lokalt, der hvor den skal bruges. Lige så med Danmark.

For det syvende: Vi skal bruge mere grøn brint i Danmark, så lad være med at eksportere molekylerne. I Rådet for Grøn Omstillings klima- og energiplan for et fossilfrit Danmark i 2040 lægger vi op til, der skal fremstilles mere grøn brint i Danmark, men den skal bruges til lokalt at fremstille e-kunstgødning og e-fuels til de skibe og fly på de lange distancer, der bunkrer energi i Danmark. Der bør opbygges stærkt lokaliserede industriklynger – f.eks. i Esbjerg, Åbenrå og få andre steder – hvor man kan skalere den lokale produktion af både vedvarende energi og e-fuels op i stærke industriklynger. Det vil også sikre flere danske arbejdspladser og mere grøn værdiskabelse i områder, der ellers kan være udfordret af afvandring til de større byer. Beregninger foretaget af EA Energianalyse for RGO viser, at Danmark i 2040 skal fremstille cirka 90 petajoule grønne e-fuels for at få dekarboniseret danske skibe og fly til udlandet. Fordelen er samtidig, at det er langt nemmere og billigere at eksportere e-fuels end de rå brintmolekyler, hvis der efterspørgslen er der i markedet.

Sådan løser vi det: Sæt turbo på elektrificeringen

Så hvordan skabes en bedre business case for mere havvind i Danmark? Der findes en anden, hurtigere og mere direkte måde end brinten at skabe øget efterspørgsel efter grøn strøm, og det er direkte elektrificering af alle sektorer. Den omstilling bør accelereres, og her kan politikerne med fremsynede reguleringer gøre en stor forskel.

Kun 19 pct. af det danske samfund er elektrificeret i dag, og den elektrificering har stået i stampe i de sidste to årtier. En af årsagerne ser bl.a. ud til at være, at grøn strøm har betalt højere skatter, afgifter og nettariffer end de fossile brændsler – i hvert fald, hvis man skal tro de seneste tal offentliggjort af European Energy. En anden årsag er, at der er givet massiv statsstøtte til afbrænding af træbiomasse og biogas, der forlænger forbrændingssamfundet. Alene i dette årti gives over 30 mia. kr. i statsstøtte til biogassen, og fra 2022 til 2029 får biomasseafbrænding får knap 5 mia. kr. i direkte statsstøtte. Den form for statsstøtte skævvrider markedet til fordel for forbrændingsenergi på bekostning af den grønne strøm fra vedvarende energi. Og det forsinker elektrificeringen af det danske samfund.

Over halvdelen af Danmarks energiforbrug er stadig fossilt, og hvis man oveni lægger fyring biogas og biomasse, er det stadig op imod 87 pct. af al energi i Danmark, der brændes af. Kun 13 pct. kommer fra de helt rene energiløsninger som sol- og vindenergi, geotermi, vandkraft og varmepumper. I fremtiden bør Danmarks fossile energiforbrug og kraftværker elektrificeres, hvilket også er mere effektivt, da man undgår store energitab i processen. I grove tal vil det kræve, at vi bruger tre gange så meget grøn strøm i fremtiden, hvis vi skal konvertere det eksisterende fossile og biomasseforbrug til el. Hvis dette danske elforbrug skal dækkes af havvind alene, kan man roligt opstille de 23 GW havvind, der allerede lå i den åben dør pipeline, som regeringen desværre smækkede døren i for.

Timingen er vigtig, og udbygningen vil realistisk ske i flere etaper. De store energiøer i Nordsøen og Bornholm er nu udskudt, fordi projektøkonomien er blevet voldsomt fordyret. Det er der ikke grund til at græde over. Konstruktionen hænger ikke sammen. Staten behøver ikke at betale for udbygningen med havvind. I stedet kan man vælge en markedsbaseret udvikling uden krav om statsligt medejerskab og lave en ny model for overskudsdeling. I stedet for at køre stram detailstyring fra Energistyrelsens side, kan vi give udviklerne af den vedvarende energi lov til selv at byde ind med løsningerne ift. kapacitet, netopkobling og mølletæthed, hvis blot de lever op til fastsatte krav for miljø og biodiversitet. Det er ny slags åben-dør-model, og Tyskland har vist vejen, og de har fået Europa-Kommissionens accept af, at det i orden også indenfor konkurrencereglerne.

Vindudviklerne skal have en business case, og her har politikerne en meget vigtig rolle. Det er ikke nok at udstikke luftige og håbefulde fremtidsløfter fra Esbjerg til Marienborg. Man skal også gøre sit hjemmearbejde. Her haster det frem for alt med at sætte fart på elektrificeringen af det danske samfund, så efterspørgslen efter grøn strøm øges i de kommende år. Vi skal ud af det nuværende dødvande. Politikerne kan starte med at fjerne alle fossile subsidier, indføre en klimaafgift på træbiomasse, sænke elafgifterne mere og lade staten medfinansiere noget af elnettet – som man også gør i Tyskland. Og så bør man hurtigt rydde op i alle de skæve støtteordninger, der i dag massivt favoriserer afbrænding af træbiomasse og biogas på bekostning af sol- og vindenergi, varmepumper, geotermi og energilagring. Og man bør fjerne dobbeltbeskatningen af batterier, så det bliver attraktivt at investere i fremtidens energilagring på batterier.

Der er brug for en fremsynet og proaktiv regulering. Man kan fx vedtage en 2035 slutdato for at føre gas med ledninger ud til husstande med gasfyr, og nu forbyde salget af nye olie- og gasfyr. Biogas kan bruges bedre og giver højere værdi, hvis den fx anvendes til at fremstille næste generation af e-fuels i luftfarten. Gassen skal ikke brændes af i folks husstande, for der findes gode alternativer i fjernvarme og varmepumper. Man bør også forbyde salget af nye fossilbiler fra 2025/26 eller lægge ekstra høje strafafgifter på nye fossilbiler, så de prises helt ud af markedet. Gerne hurtigt.

En 100 pct. elektrificering af vejtransporten vil iflg. RGO´s beregninger kræve cirka 18-20 TWh, og iflg. tal fra EA Energianalyse er det en privatøkonomisk overskudsforretning at elektrificere vejtransporten frem mod 2040. Fjernes statsstøtten til biomasse, og indføres en klimaafgift på biomasseafbrænding, kan det sætte skub i elektrificeringen af varmesektoren. Dermed vil industrielle varmepumper og elkedler, drevet af ren sol- og vindenergi få en mere fair konkurrencesituation, hvilket kun er rimeligt, da det er rene grønne varmeløsninger. En hurtigere elektrificering af varmesektoren, industrien, vejtransporten plus landbrugets og byggeriets maskiner kan øge efterspørgslen efter grøn strøm i de kommende år, og dermed give en bedre business case til de udviklere, der vil opstille solcelleanlæg eller vindmøller på land og til havs. Det er på høje tid, at politikerne griber ned i denne værktøjskasse.

Sæt grøn strøm til Danmarks konkurrenceevne

Den direkte elektrificering af disse sektorer vil være økonomisk fordelagtig og styrke Danmarks konkurrenceevne. Grøn strøm fremstillet med sol- og vind er allerede billigere end fossil energi, og det er en enestående mulighed, som danske politikere ikke bør lade gå til spilde.
En elektrificering af alle sektorer i Danmark er faktisk meget vigtigere end at satse på brinteksporten via et brintrør, som industriens lobbyister vil have statens hjælp til. Frem mod 2035 vil der måske ikke være end 4-6 GW grøn brintproduktion i Danmark. Måske drømmer man hos Copenhagen Infrastructure Partners og hos andre aktører om at løfte tallet op til måske det dobbelte, men lige nu ser det ud til, at der ikke er en business case for det, da mange grønne brintprodukter ikke når frem til den afgørende investeringsbeslutning.

I runde tal kræver 6 GW brint cirka 24 TWh grøn strøm, og der skal ikke meget mere til for at fremstille e-fuels til fly og fragtskibe, der tanker op på dansk grund. Så i stedet for at fabulere om det der brintrør og bilde danskerne ind, at det får vores vindeventyr til at støde på grund, bør politikerne komme i arbejdstøjet og sætte turbo på elektrificeringen af det danske samfund. Vi skal også investere mere i at udbygge elnettet til vores nabolande. I fremtiden skal vi nemlig sælge endnu flere grønne elektroner til vores partnere i EU-fællesskabet, der skal i gang med at frigøre sig fra de fossile brændsler, som man i dag importerer for over 390 mia. euro om året.

Hvis den grønne omstilling skal op i fart, kræver det, at man holder et skarpt fokus på de mest omkostningseffektive tiltag og får dem skaleret hurtigere op. I dansk klima- og energipolitik bliver der lige nu spildt for meget tid og for mange statsstøttekroner på grøn brinteksport, pyrolyse og CO2-fangst. Men man kan få meget mere klimaeffekt for pengene, hvis man i stedet fokuserer skarpt på at elektrificere det danske samfund og indretter støtteordninger, skatter og afgifter, så de i højere grad fremmer mere sol- og vindenergi, batterier, varmepumper og geotermi.

Dette er en let redigeret udgave af en kommentar, som Bjarke Møller har skrevet til magasinet Ræson, og som blev publiceret i magasinet onsdag den 11. december 2024

Da SVM-regeringen trådte til i december, lovede man at gøre os hurtigere fri af russisk gas og sætte turbo på den grønne omstilling med mere vedvarende energi. Siden da er det meget begrænset, hvad regeringen har leveret.

Man har endnu ikke nedsat en national energikrisestab, NEKST, til at tage fat for alvor. Man har også sat åben dør-ordningen for havvind i bero med et tvivlsomt argument om, at EU’s statsstøtteregler blokerer. Kommissionen har ellers slækket på statsstøttereglerne og sagt, at alle støtteordninger for vedvarende energi har en prioritet for at bekæmpe klimaforandringerne og afhængigheden af importeret energi.

Den danske regering derimod gambler med 23 GW ekstra havvind og skaber usikkerhed om rammevilkårene i stedet for at levere en løsning.

Problemet kunne for eksempel løses, når der gives etableringstilladelser, for her kan man bede konsortierne om at betale en fair andel til samfundet. For eksempel på niveau med udbuddet for Thor-havvindmølleparken. Men i stedet hersker forvirringen.

Et løfte om at lave et nyt udbud af 9GW havvind er et plaster på såret, men manglen på hastighed og handlekraft er kritisk. Og politikerne har bedt Energistyrelsen at bruge hele tre år på at kortlægge Nordsøen.

Men hvad tænker man på?

Det internationale klimapanel, IPCC, har sagt, at alle bør levere drastiske CO2-reduktioner indenfor de næste 2,5 år. Men Danmark er ved at misse sine klimamål for 2025, 2030, 2050 og EU’s stimål for årlige CO2-reduktioner, hvis vi ikke snart opper os gevaldigt.

I stedet for implementering er vi endt med systemisk immobilitet. Og ingen af de 29 kommuner, der har budt ind på at blive hjemsted for de nye vedvarende energiparker, har fået svar, selv om de ellers skulle have haft det før jul.

Klima- og energiminister, Lars Aagaard, vil heller ikke fremlægge en handleplan for energieffektiviseringer og bruger bekvemt EU som undskyldning. Han vil vente på, at EU´s trepartsforhandlinger om energieffektivisering er slut.

I stedet for at tage teten og vise, at Danmark fortsat skal være et grønt frontløberland, er vi endt som en fodslæbende nation.

På Borgen mangler der aldrig fine skåltaler om, hvad vi skal nå i 2040 og 2045, men som nation mangler vi den krisementalitet og handlekraft, der tilbage i 1970’ernes kriser fik os til at spare på energien i stor stil og træffe fremsynede beslutninger om en omstilling af vores energisystem.

Ok, danskerne har faktisk vist mere handlekraft end politikerne i det seneste år. De har sparet over 10 procent på elforbruget i deres hjem, og der blev skåret 19 procent af gasforbrug.

Høje priser virker som klare incitamenter. Det giver samtidig et ekstra godt argument for at holde priserne oppe. Også hvis de stabiliseres på et lavere niveau på det turbulente internationale energimarked. Synker de mere, bør man overveje at lave en hurtigere indfasning af høje CO2-afgifter.

Vi når aldrig i mål med den grønne omstilling af energisektoren og frigørelsen fra afhængigheden af fossile brændsler uden en målrettet og vedholdende indsats for at fremme mådehold, energirenoveringer og investering i energisparesystemer.

Æraen med umådelige mængder af billig fossil energi er definitivt forbi. Nu står vi midt i et kapløb, hvor vinderne bliver dem, der er lynhurtige til at skalere op med vedvarende energi og at hæve energiproduktiviteten.

Men desværre kan Danmark ikke følge med de europæiske frontløbere, selv om vi har gode forudsætninger og mange af de virksomheder, der kan levere løsningerne.

I EU blev steg mængden af vedvarende energi sidste år med hele 31 procent. Solenergi blev udvidet med 47 procent, kapaciteten med landvind blev øget med 40 procent, og der blev installeret over 3 millioner nye varmepumper.

Fortsætter markedstendensen vil EU-landene samlet have mellem 44-45 procent vedvarende energi i 2030, langt over det nuværende VE-mål på 32 procent og de knap 40 procent som REPowerEU-planen lægger op til.

Det er søvndyssende i forhold til markedstrenden, hvis ikke EU løfter sit samlede mål for 2030 til mellem 45-50 procent. Desværre stritter flere lande i Rådet imod.

Det er også bekymrende, at lande som Danmark – der ellers betragter sig som en grøn fronløber – har mistet pusten. I de næste par år udvider vi stort set ikke med land- eller havvind, fordi der er for mange bureaukratiske snubletråde.

Og bortset fra Portugal er Danmark det land i Europa, hvor der målt per hustande blev installeret færrest varmepumper i 2022. Kun udbygningen med solceller er et lyspunkt, og sidste år var der en vækst på 75 procent, så Danmark målt per capita nu har tredje flest watt installeret.

Men fra nytår har Energinet indført en ny model for producentbetaling, så udviklere af solcelle og vindmølleanlæg skal betale både en indfødningstarif, et stationsbidrag og et tilslutningsbidrag.

Samlet er det blevet meget dyrere at udbygge med vedvarende energi i Danmark, og dermed skyder vi os selv i foden. Hvornår behandler landets toppolitikere energisikkerhedskrisen og klimakrisen med den alvor, disse to kriser burde påkalde sig? Desværre er der alt for meget business as usual og for lidt krisementalitet.

Kommentaren er bragt i Altinget d. 14. marts 2023.