Vejbeskatning og el-lastbiler: En ny vej frem

Vejbeskatningen for lastbiler trådte i kraft ved årsskiftet, og den har allerede vist sig at være en succes. Både danske og udenlandske lastbiler betaler nu et mindre beløb for at køre på de danske veje, og da betalingen er differentieret efter CO2-udledning er der et incitament til at vælge mindre forurenende køretøjer

Ifølge Sund & Bælt er der i de første to måneder af året blevet opkrævet omkring 300 millioner kroner. De fleste opkrævninger er foregået korrekt, men der har været nogle begynderfejl. Det er ikke usædvanligt, at der opstår fejl i et stort IT-projekt, der skal forbinde forskellig hardware. Det er imidlertid positivt, at Sund & Bælt har kontrol over opgaven, så vejbeskatningen kan udrulles til hele det offentlige vejnet og forhåbentlig også snart kan inkludere varebiler.  

Samtidig med vejbeskatningen er en forhøjelse af dieselafgiften på 52 øre motiverende for vognmænd der ønsker at skifte til el-lastbiler. For at støtte denne omstilling anbefaler Rådet for Grøn Omstilling, at Transportministeriet fremskynder støttemidlerne til køb af el-lastbiler samt til oprettelse af opladningsinfrastruktur hos vognmændene. Støtte er nødvendig nu, da el-lastbiler er mere end dobbelt så dyre som diesellastbiler. 

Sammen med DTL, Mobility Danmark og Drivkraft Danmark anbefaler Rådet for Grøn Omstilling, at den resterende pulje på cirka 675 millioner kroner bliver uddelt i 2025 og 2026. Oprindeligt var planen at uddele 125 millioner kroner hvert år frem til 2030. Selvom dette måske gav mening ved puljens etablering, viser forventninger fra PWC, at det vil blive mere økonomisk attraktivt at købe el-lastbiler fra 2027. Derfor er det vigtigt at støtte markedet nu. 

Der er tre gode grunde til, at vognmænd bør skifte til el-lastbiler. For det første er el et billigere drivmiddel end diesel. For det andet kan vi selv producere el, hvilket gør os mindre afhængige af ustabile udenlandske regimer. Og sidst, men ikke mindst, vil vi reducere mængden af CO2-udledning betydeligt. 

By |2025-03-18T09:05:59+01:0018. marts 2025|Kommentar|Kommentarer lukket til Vejbeskatning og el-lastbiler: En ny vej frem
Læs mere

Manglen på havvindsbud i Nordsøen har rystet regeringen og Danmarks grønne omstilling

Der kom ingen bud på det store havvindsudbud i Nordsøen. Nul. Hvad skyldes det?
Det hænger bl.a. sammen med, at der er skabt stor usikkerhed i markedet på grund af de sidste års stop-and-go politik fra regeringens side: Sidste år lavede man en brat nedlukning af åben-dør-ordningen , der gav vindmølleselskaber mulighed for at opstille havvind efter et først- til-mølle princip, og dermed lukkede man døren til 23 GW ekstra havvind og skabte ny usikkerhed i markedet. Siden opstillede man nye krav om statsligt medejerskab, skrappere leveringstider og langtrukken kortlægning, der svækkede udbuddet som business case. Ja, der har også været ekstraomkostninger i vindmøllemarkedet, der siden 2022 har kæmpet med stigende inflation i hele værdikæden, men der er ved at komme styr på det.

Sidste år fik den tyske stat et samlet bud på 94 mia. kr. fra selskaber, der vil opstille 7 GW havvind i Østersøen, så hvis vi havde grebet processen an som tyskerne og holdt fast i en reformeret åben dør ordning, i stedet for at forsinke og bureaukratisere udbuddet, ville klimaminister Lars Aagaard næppe stå og finde på dårlige undskyldninger nu. Det er dybt nedslående, at det danske havvindeventyr er gået i stå. Det skader vindmølleindustrien, og politikerne bør have røde ører.

Lobbyister i industrien og brintbranchen hævder nu, at selskaberne ikke kan få økonomi i vindprojekterne, fordi der ikke er klarhed om brintrøret til Tyskland. De presser derfor på for at få staten til at lægge hånden på kogepladen her og giver penge eller statslige lånegarantier til at bygge en dyr ny brintinfrastruktur. Det gør de, fordi den grønne brint fremstilles på elektrolyseanlæg, vil sluge store mængder af grøn strøm fra havvinden.

Havvindens business cases fixes ikke med et brintrør

Men ligningen holder næppe. I virkeligheden er det meget usikkert, at der kan skabes en god business case for at eksportere store mængder af grøn brint med et brintrør til Tyskland og bruge op imod 130 mia. kr. over 15-20 år på at opbygge en ny brintinfrastruktur på tværs af grænsen. Og det er der flere årsager til:

For det første: Grøn brint kan ikke konkurrere med direkte elektrificering, fordi der er store konverteringstab i forhold til de teknologiske alternativer drevet af direkte af grøn strøm. Selv en række af de tunge og energikrævende industrier, som aluminium og stål, ser ud til at blive elektrificeret, og op imod 92-98 pct. af Europas industri kan drives med grøn strøm. Selv innovative cementfabrikker står på spring. Vi vil se et priskapløb mellem direkte el og brint, hvor sidstnævnte vil tabe. Satser nationer på at bygge store, tunge brintøkonomier og en tung brint-gasinfrastruktur, vil de blive smadret i den globale konkurrence af de nationer, der som bl.a. Kina sætter grøn strøm til økonomien.

For det andet: Brint bør bruges med måde og i begrænset omfang. Vi får brug for grøn brint til at fremstille den næste generation af e-fuels til luft- og søfarten på de lange distancer, til e-kunstgødning og kemikalieindustrien. Når man fremstiller disse grønne brændstoffer med grøn strøm, svarer det reelt til en indirekte elektrificering af luft- og søfarten, der kan eliminere de fossile brændsler. Men grøn brint er meget dyr at fremstille, og bl.a. derfor skal den ikke bruges i vejtransporten og i varmesektoren, for her vinder de elektriske løsninger, der er meget billigere

For det tredje: Pris gør altid en forskel. Grøn brint er flere gange dyrere end fossil brint, så den kan kun klare sig på markedet med heftig statsstøtte, hvis der indføres langt højere CO2-afgifter, eller EU laver endnu skrappere fortrængningskrav.

For det fjerde: Konkurrencepres udfordrer business casen for eksport af grøn brint. Selv om Danmark har enorme vindressourcer i Nordsøen, kan grøn brint fra Danmark næppe konkurrere med prisen på grøn brint fra Spanien, Frankrig og Nordafrika, der ikke kun har store mængder vindenergi, men også er beriget med langt større solressourcer. Flere analyser viser, at grøn brint fra Danmark kan blive dyrere end fx grøn brint fra Spanien, polsk landvind eller hollandsk offshore, og tyskerne er næppe så dumme, at de vil købe dyrere brint fra Danmark, hvis de kan få den billigere fra andre lande?

For det femte: Lokalisering er bedst. Den globale brintproduktion i dag er stærkt lokaliseret, fordi det er både dyrt, svært og risikabelt at transportere brint over lange afstande. Det er verdens mindste molekyle, og risikoen for lækage – med fatale klimaeffekter og store sundhedsrisici – er betydelig. Det er tre gange så energikrævende at transportere brint som gas, og over en 30 års periode vil man iflg. energieksperten Paul Martin mindst tabe 10 gange så meget energi ved at transportere brint over lange afstande, som hvis man sender grøn strøm gennem højspændingsledninger.

For det sjette: Den tyske kemiindustri ventes i fremtiden at efterspørge en del grøn brint, men problemet for den danske offshore business case er, at landbaseret sol og vind i Tyskland er billigere på livslange omkostninger end dansk offshore vind. Den danske stat bør ikke spilde penge på et brintrør over grænsen for at servicere den tyske kemiindustri eller hollandske raffinaderier, for der ser ikke ud til at være et solidt markedstræk eller en fornuftig business case i det. Også i fremtiden vil det være mere omkostningseffektivt for tyskerne og hollænderne at opstille flere vindmøller og solcelleanlæg – hvad de pt. gør i langt hurtigere tempo end Danmark – og så fremstille den grønne brint lokalt, der hvor den skal bruges. Lige så med Danmark.

For det syvende: Vi skal bruge mere grøn brint i Danmark, så lad være med at eksportere molekylerne. I Rådet for Grøn Omstillings klima- og energiplan for et fossilfrit Danmark i 2040 lægger vi op til, der skal fremstilles mere grøn brint i Danmark, men den skal bruges til lokalt at fremstille e-kunstgødning og e-fuels til de skibe og fly på de lange distancer, der bunkrer energi i Danmark. Der bør opbygges stærkt lokaliserede industriklynger – f.eks. i Esbjerg, Åbenrå og få andre steder – hvor man kan skalere den lokale produktion af både vedvarende energi og e-fuels op i stærke industriklynger. Det vil også sikre flere danske arbejdspladser og mere grøn værdiskabelse i områder, der ellers kan være udfordret af afvandring til de større byer. Beregninger foretaget af EA Energianalyse for RGO viser, at Danmark i 2040 skal fremstille cirka 90 petajoule grønne e-fuels for at få dekarboniseret danske skibe og fly til udlandet. Fordelen er samtidig, at det er langt nemmere og billigere at eksportere e-fuels end de rå brintmolekyler, hvis der efterspørgslen er der i markedet.

Sådan løser vi det: Sæt turbo på elektrificeringen

Så hvordan skabes en bedre business case for mere havvind i Danmark? Der findes en anden, hurtigere og mere direkte måde end brinten at skabe øget efterspørgsel efter grøn strøm, og det er direkte elektrificering af alle sektorer. Den omstilling bør accelereres, og her kan politikerne med fremsynede reguleringer gøre en stor forskel.

Kun 19 pct. af det danske samfund er elektrificeret i dag, og den elektrificering har stået i stampe i de sidste to årtier. En af årsagerne ser bl.a. ud til at være, at grøn strøm har betalt højere skatter, afgifter og nettariffer end de fossile brændsler – i hvert fald, hvis man skal tro de seneste tal offentliggjort af European Energy. En anden årsag er, at der er givet massiv statsstøtte til afbrænding af træbiomasse og biogas, der forlænger forbrændingssamfundet. Alene i dette årti gives over 30 mia. kr. i statsstøtte til biogassen, og fra 2022 til 2029 får biomasseafbrænding får knap 5 mia. kr. i direkte statsstøtte. Den form for statsstøtte skævvrider markedet til fordel for forbrændingsenergi på bekostning af den grønne strøm fra vedvarende energi. Og det forsinker elektrificeringen af det danske samfund.

Over halvdelen af Danmarks energiforbrug er stadig fossilt, og hvis man oveni lægger fyring biogas og biomasse, er det stadig op imod 87 pct. af al energi i Danmark, der brændes af. Kun 13 pct. kommer fra de helt rene energiløsninger som sol- og vindenergi, geotermi, vandkraft og varmepumper. I fremtiden bør Danmarks fossile energiforbrug og kraftværker elektrificeres, hvilket også er mere effektivt, da man undgår store energitab i processen. I grove tal vil det kræve, at vi bruger tre gange så meget grøn strøm i fremtiden, hvis vi skal konvertere det eksisterende fossile og biomasseforbrug til el. Hvis dette danske elforbrug skal dækkes af havvind alene, kan man roligt opstille de 23 GW havvind, der allerede lå i den åben dør pipeline, som regeringen desværre smækkede døren i for.

Timingen er vigtig, og udbygningen vil realistisk ske i flere etaper. De store energiøer i Nordsøen og Bornholm er nu udskudt, fordi projektøkonomien er blevet voldsomt fordyret. Det er der ikke grund til at græde over. Konstruktionen hænger ikke sammen. Staten behøver ikke at betale for udbygningen med havvind. I stedet kan man vælge en markedsbaseret udvikling uden krav om statsligt medejerskab og lave en ny model for overskudsdeling. I stedet for at køre stram detailstyring fra Energistyrelsens side, kan vi give udviklerne af den vedvarende energi lov til selv at byde ind med løsningerne ift. kapacitet, netopkobling og mølletæthed, hvis blot de lever op til fastsatte krav for miljø og biodiversitet. Det er ny slags åben-dør-model, og Tyskland har vist vejen, og de har fået Europa-Kommissionens accept af, at det i orden også indenfor konkurrencereglerne.

Vindudviklerne skal have en business case, og her har politikerne en meget vigtig rolle. Det er ikke nok at udstikke luftige og håbefulde fremtidsløfter fra Esbjerg til Marienborg. Man skal også gøre sit hjemmearbejde. Her haster det frem for alt med at sætte fart på elektrificeringen af det danske samfund, så efterspørgslen efter grøn strøm øges i de kommende år. Vi skal ud af det nuværende dødvande. Politikerne kan starte med at fjerne alle fossile subsidier, indføre en klimaafgift på træbiomasse, sænke elafgifterne mere og lade staten medfinansiere noget af elnettet – som man også gør i Tyskland. Og så bør man hurtigt rydde op i alle de skæve støtteordninger, der i dag massivt favoriserer afbrænding af træbiomasse og biogas på bekostning af sol- og vindenergi, varmepumper, geotermi og energilagring. Og man bør fjerne dobbeltbeskatningen af batterier, så det bliver attraktivt at investere i fremtidens energilagring på batterier.

Der er brug for en fremsynet og proaktiv regulering. Man kan fx vedtage en 2035 slutdato for at føre gas med ledninger ud til husstande med gasfyr, og nu forbyde salget af nye olie- og gasfyr. Biogas kan bruges bedre og giver højere værdi, hvis den fx anvendes til at fremstille næste generation af e-fuels i luftfarten. Gassen skal ikke brændes af i folks husstande, for der findes gode alternativer i fjernvarme og varmepumper. Man bør også forbyde salget af nye fossilbiler fra 2025/26 eller lægge ekstra høje strafafgifter på nye fossilbiler, så de prises helt ud af markedet. Gerne hurtigt.

En 100 pct. elektrificering af vejtransporten vil iflg. RGO´s beregninger kræve cirka 18-20 TWh, og iflg. tal fra EA Energianalyse er det en privatøkonomisk overskudsforretning at elektrificere vejtransporten frem mod 2040. Fjernes statsstøtten til biomasse, og indføres en klimaafgift på biomasseafbrænding, kan det sætte skub i elektrificeringen af varmesektoren. Dermed vil industrielle varmepumper og elkedler, drevet af ren sol- og vindenergi få en mere fair konkurrencesituation, hvilket kun er rimeligt, da det er rene grønne varmeløsninger. En hurtigere elektrificering af varmesektoren, industrien, vejtransporten plus landbrugets og byggeriets maskiner kan øge efterspørgslen efter grøn strøm i de kommende år, og dermed give en bedre business case til de udviklere, der vil opstille solcelleanlæg eller vindmøller på land og til havs. Det er på høje tid, at politikerne griber ned i denne værktøjskasse.

Sæt grøn strøm til Danmarks konkurrenceevne

Den direkte elektrificering af disse sektorer vil være økonomisk fordelagtig og styrke Danmarks konkurrenceevne. Grøn strøm fremstillet med sol- og vind er allerede billigere end fossil energi, og det er en enestående mulighed, som danske politikere ikke bør lade gå til spilde.
En elektrificering af alle sektorer i Danmark er faktisk meget vigtigere end at satse på brinteksporten via et brintrør, som industriens lobbyister vil have statens hjælp til. Frem mod 2035 vil der måske ikke være end 4-6 GW grøn brintproduktion i Danmark. Måske drømmer man hos Copenhagen Infrastructure Partners og hos andre aktører om at løfte tallet op til måske det dobbelte, men lige nu ser det ud til, at der ikke er en business case for det, da mange grønne brintprodukter ikke når frem til den afgørende investeringsbeslutning.

I runde tal kræver 6 GW brint cirka 24 TWh grøn strøm, og der skal ikke meget mere til for at fremstille e-fuels til fly og fragtskibe, der tanker op på dansk grund. Så i stedet for at fabulere om det der brintrør og bilde danskerne ind, at det får vores vindeventyr til at støde på grund, bør politikerne komme i arbejdstøjet og sætte turbo på elektrificeringen af det danske samfund. Vi skal også investere mere i at udbygge elnettet til vores nabolande. I fremtiden skal vi nemlig sælge endnu flere grønne elektroner til vores partnere i EU-fællesskabet, der skal i gang med at frigøre sig fra de fossile brændsler, som man i dag importerer for over 390 mia. euro om året.

Hvis den grønne omstilling skal op i fart, kræver det, at man holder et skarpt fokus på de mest omkostningseffektive tiltag og får dem skaleret hurtigere op. I dansk klima- og energipolitik bliver der lige nu spildt for meget tid og for mange statsstøttekroner på grøn brinteksport, pyrolyse og CO2-fangst. Men man kan få meget mere klimaeffekt for pengene, hvis man i stedet fokuserer skarpt på at elektrificere det danske samfund og indretter støtteordninger, skatter og afgifter, så de i højere grad fremmer mere sol- og vindenergi, batterier, varmepumper og geotermi.

Dette er en let redigeret udgave af en kommentar, som Bjarke Møller har skrevet til magasinet Ræson, og som blev publiceret i magasinet onsdag den 11. december 2024

By |2024-12-12T09:05:27+01:0012. december 2024|Kommentar|Kommentarer lukket til Manglen på havvindsbud i Nordsøen har rystet regeringen og Danmarks grønne omstilling
Læs mere

Is Denmark’s Green Tripartite Agreement really as groundbreaking as it claims?

A historic agreement. That's how Denmark's latest political agreement – the Green Tripartite Agreement – is being described, as it introduces the world's first carbon tax on agriculture.

In December 2023, the Danish government established a 'green tripartite' of agriculture, environmental and industry groups to find long term solutions to its climate and environmental challenges. After lengthy negotiations, an informal tripartite agreement was reached in June. With a parliamentary majority, the government expected the process of transforming this agreement into something more concrete to be straightforward. However, the negotiation was protracted, marked by debate, protests from environmental groups and an unlikely alliance of opposition parties from different wings. Despite these challenges, almost a year later, the Green Tripartite Agreement was signed on 18 November.

So, what are the key elements of the agreement? Here are the four defining areas of Denmark's latest announcement:

1. The world's first carbon tax
It certainly is historic that Denmark will introduce a carbon tax on agriculture, with the revenue going straight back into the sector. Starting in 2030, the tax will be €40 per tonne of CO2e from livestock, rising to €100 in 2035. But a 60 per cent base deduction means the actual tax rate will be much lower, just €16 per tonne in 2030 and €40 in 2035. As a result, the tax may fall short of driving the structural transformation needed to shift agriculture away from industrial animal production.

A few production adjustments and the use of technologies, some of which are already widely used, will in some cases be sufficient to exempt farmers from paying the tax altogether. However, there is a risk that this could undermine the carbon tax by allowing large scale industrial livestock production to continue business as usual or to invest further in technology and expansion. This could create a long term lock-in to industrial livestock production rather than incentivising more structural production changes.

2. Nitrogen pollution finally on the agenda
Another key battleground during the negotiations, between the government and an alliance of opposition parties from the left and right, was the urgent need for a reduction of nitrogen pollution. This year was the second consecutive year of historic oxygen depletion in Danish waters. The opposition's demands were largely met in the end, with a reduction goal of 13,780 tonnes by 2027. Despite these planned reductions, Denmark is still set to breach the EU Water Framework Directive, which requires all water bodies to reach 'good status' (good chemical and ecological status) by 2027. Currently only five out of 109 Danish waters meet this standard and recovery for some areas could take decades.

3. A new approach to land use
The Green Tripartite Agreement aims to enhance nature, tackle biodiversity loss and improve coastal ecosystems through land use changes. To achieve this, a green area fund of €5.8 billion will be created. More than 15 per cent of Denmark's agricultural land will be set aside, for the creation of 250,000 hectares of new forests and the rewetting of 140,000 hectares of carbon rich peatlands. Strategic land acquisition will be initiated for purposes including nitrogen reduction and land consolidation.

The changes will be driven by voluntary action by landowners through incentive schemes. However, experts question whether the incentives for farmers to give up land are strong enough to meet the targets. The agreement states that strict nitrogen regulation will come into force in 2027 if the voluntary schemes are not used, but the type of regulation is uncertain and will be decided in 2025.

4. Technological solutions have been prioritised
The agreement provides a further €65 million in subsidies for feed additives, such as Bovaer, and €1.3 billion for biochar storage through pyrolysis, a process that turns organic material into a stable form of carbon for long term storage in soil. There are dilemmas surrounding the use of these technologies. For example, while studies indicate that Bovaer can reduce methane emissions from dairy cows by up to 30 per cent, its use alone is not cost effective or sufficient to meet global commitments. While these technologies have a methane-reducing effect, they are not a panacea and may come with their own risks, such as incentivising more intense production practices. A structural transformation in agriculture, reducing livestock numbers, would be a far more effective and forward thinking solution.

Technology and voluntary measures are heavily relied on
The Green Tripartite Agreement is an important step forward for the green transition, particularly with its carbon tax and major land use changes. Other countries should take note that it is possible to put a price on agriculture's climate impact without widespread uproar. Hopefully, the changes to how we use land will lead to a reduction of industrial livestock farming. But, still, the agreement relies too heavily on technological solutions and voluntary measures. Though historic in some respects, its long term success will depend on implementation and whether it can drive the necessary structural changes in the agricultural sector.

 

Denne blog post er skrevet af Lærke Kjærbye-Thygesen, projektmedarbejder i Rådet for Grøn Omstilling, og Niklas Sjøbeck Jørgensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling og er blevet bragt i Green Alliance Blog "Inside Track" den 11. december 2024

By |2024-12-12T09:47:59+01:0011. december 2024|Kommentar|Kommentarer lukket til Is Denmark’s Green Tripartite Agreement really as groundbreaking as it claims?
Læs mere

Finanslovens skjulte grønne midler

En række medier valgte her forleden at opsummere finanslovsaftalens bidrag til grøn omstilling i fire punkter, der samlet set andrager 430 mio. kr. næste år. Men det er faktisk blot en dråbe i havet af, hvad der næste år gives til grøn omstilling i Danmark. For vidste du, at der bliver givet mere end 7 gange så meget til biogas? Og der gives 1 1/2 gang så meget i støtte til kraftvarmeværker, der brænder fast træbiomasse af.

Zoomer man helt ind på den indgåede finanslovsaftale mellem Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre kan man finde fire resultater, som er blevet fremhævet som grønne. Men hvor grønne er de? 400 mio. kr. håndværkerfradraget til energirenoveringer, klimasikring og servicefradrag. Der er herudover tre cirkulære tiltag med 15 mio. kr. til fradrag for reparationer af hårde hvidevarer, 10 mio. kr. til at udvikle en tekstil handlingsplan og 5 mio. kr. til et partnerskab for takeaway emballage.

Den måde, som håndværkerfradraget er skruet sammen på, er dog ret problematisk. Hvorfor skal der anvendes statslige midler på et servicefradrag for 17.500 kr. pr. person, som også kan bruges ift. rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havehjælp – også for velstillede familier, der burde have råd til det selv? Og set med grønne briller ville det have været langt bedre at bruge alle 400 mio. kr. til energirenoveringer og klimasikring.

De tre nye indsatser på det cirkulære område er så små, at deres grønne effekter er relativt usikre. Danmark har brug for en ny ressourcestrategi, der effektivt reducerer vores alt for høje ressourceforbrug – 25,9 ton pr. indbygger om året, men så vil man bruge nogle år og lidt håndører for at udvikle en tekstil handleplan. Det er fint at lave partnerskaber for take away og fremme lidt flere reparationer af hårde hvidevarer, men hvem tror på, at 10-15 mio. kr. om året vil flytte ret meget? I stedet kunne man langt mere effektivt reducere klima- og ressourceaftrykket af de offentlige indkøb for 448 mia. kr. om året, og det ville være hårdt tiltrængt, for CO2e-udledningerne fra offentlige indkøb ser ud til at stige og ikke falde frem mod 2030.

I det lys er de fire ovennævnte ”grønne” tiltag dråber i havet. Mere symbolpolitik end markante grønne tiltag.

De store vindere

Så lad os i stedet gå på jagt efter de store grønne penge i finansloven. Det vil sige dem, der virkelig er udtryk for en prioritering. Først bør nævnes udmøntningen af den grønne trepartsaftale for landbruget, som ud over partierne bag finansloven også blev indgået med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. I 2025 skal der her udmøntes 4,6 mia. kr, hvor næsten halvdelen går til at udtage kulstofrige lavbundsjorde. Det er rigtig positivt, for det har længe hastet med at få udtaget lavbundsjordene, som udleder masse CO2 til atmosfæren.

Der vil også blive givet 782 mio. kr. til øget skovrejsning, og 1,2 mia. kr. til en række kvælstofreducerende tiltag, og det trænger vores trængte vandmiljø virkelig til. Det er indsatser, der kan bidrage til at fremme den grønne omstilling.

I Rådet for Grøn Omstilling anbefaler vi stadig, at man går meget længere med hensyn til at lave en strukturel omstilling af landbruget, væk fra den intensive animalske produktion og over til mere plantebaseret produktion. Der må vi konstatere, at implementeringsaftalen for den grønne trepart ikke gør op med den intensive landbrugsproduktion, som i de sidste årtier har haft en meget høj pris for natur og miljø. På den positive side bør man dog nævne, at der næste år er 50 mio. til plantefonden og til fremme af plantebaserede fødevarer, og dette beløb hæves i 2026 til 80 mio. kr. om året. Også det økologiske landbrug får lille håndsrækning på 10 mio. kr. Det er ikke store transformative tiltag, men det er en begyndelse på en lang rejse.
Landbruget er stadig den helt store vinder, når finanslovens mange milliarder er fordelt. Sammen med EU´s støtteordninger får landbruget næste år over 15 mia. kr. i statsstøtte.

Biogas og fyring med træbiomasse får milliardstøtte

Går man dybere ned i finanslovens mange bevillinger, så gemmer der sig dog også store støttebeløb til dele af energisektoren. Og nej. Det er ikke til sol, vind og varmepumper. Næste år gives der 3 mia. kr. i tilskud til biogas. Det er faktisk mere end dobbelt så meget, som Miljøministeriet får til at beskytte miljø og natur!

I 2025 er der også afsat 682,5 mio. i direkte støtte til kraftvarmeværker, der brænder biomasse af for at forvandle det til el. Det sker selv om Danmarks fyring med træbiomasse har en straksudledning på over 15 mio. ton CO2, og den tidsvægtede udledning efter tyve år er mindst 4 mio. ton pr. år. Over en tyveårig periode udleder den store danske fyring med træbiomasse hele 114 mio. ton CO2, men tager man klimakrisen alvorligt, burde denne praksis udfases så hurtigt som muligt. Det sker dog ikke.

Så det er lang næse til dem, der tror, at staten virkelig satser hårdt på vind- og solenergi. Rent støttemæssigt og fradragsmæssigt er det i alt fald ikke tilfældet. Heldigvis er der allerede et godt alternativ til at fyre træbiomasse af. For det er muligt at elektrificere hele Danmarks varmeforsyning. I takt med at gas- og biomassefyringen udfases, så kan vi med industrielle varmepumper og elkedler, der er drevet med grøn strøm fra sol- og vindenergi, sikre husholdningerne en billigere varmeløsning. Det viser Rådet for Grøn Omstillings klima- og energiplan, der kan sikre et fossilfrit Danmark i 2040. Et vedvarende energisystem kan levere sikker og stabil energi til danskerne, hvis man også investerer i energilagring i damvarmelagre og batterier. Men hverken sol- og vindenergi, varmepumper eller batterilagring er noget, der prioriteres i finansloven.

Landvind har udsigt til 216,9 mio. kr. i støtte, og solcellerne får 98 mio. kr. I dag er sol og vind de absolut billigste energikilder på livslange omkostninger, og vi har brug for meget mere for at frigøre os fra fossil energi. Havvind får 238,8 mio. kr. til screening/forundersøgelse plus 254,4 mio. kr. til havvind næste år, men zoomer man ud for hele perioden 2022-2028, regner regeringen med at tjene over en mia. kr. på havvind. Så den trængte vindindustri har ikke udsigt til at få en hjælpende hånd fra det offentlige.

Over halvdelen af Danmarks bruttoenergiforbrug er stadig fossile brændsler, så vi har brug for meget mere sol- og vindenergi, men der spildes en masse af skattekronerne på at give massiv statsstøtte til biogas og biomasseafbrænding, hvor vi rent energiøkonomisk og klimamæssigt kunne få meget mere for pengene andre steder.

Vi kan få mere smæk for skillingen

Hvis staten ønsker en hurtig og stor klimaeffekt, bør man prioritere sol, vind, energieffektiviseringer, varmepumper og elektrificering først. Men det sker desværre ikke. Selv tilskuddet til energibesparelser på 546,1 mio. kr. næste år er langt bag biogas og biomassen. Måske er tiden snart kommet til at lave et større genbesøg af den grønne omstilling og tage et kritisk blik på, om vi kunne få meget mere smæk for skillingen ved at investere anderledes. Flere af de eksisterende støtteordninger og afgiftsfritagelser giver stor direkte og indirekte statsstøtte til udvalgte erhverv og energikilder på bekostning af andre. Herunder kunne man passende afvikle den direkte og indirekte statsstøtte til den fossile energi, som andrager op imod 3,6 mia. kr. om året. Den er skadelig i forhold til at nå klimalovens mål, men i finansloven vil der fortsat være god mulighed for, at energikrævende virksomheder og landbruget fortsat får fuldt fradrag for deres betaling af fossile afgifter, når de bruger olie, gas og koks.

Og så trænger vi vel også til en kritisk drøftelse af, om det er i orden, at den danske stat sælger CO2-kvoter for 1871,2 mio. kr. i 2025, som gør det muligt for andre i udlandet at udlede ekstra drivhusgasser. I perioden for 2024-28 regner regeringen med at tjene hele 7,47 mia. på salg af CO2-kvoter. I RGO mener vi, at man burde annullere disse kvoter, så man ikke aktivt med statens hjælp fremmer klimalækage. Også den seneste grønne landbrugsaftale skal delvist finansieres på den måde.

Det er ikke, fordi den danske stat mangler penge til grøn omstilling. Men hovedproblemet er, at vi stadig får alt for lidt klima- og miljøeffekt for pengene.

By |2024-11-28T18:39:19+01:0025. november 2024|Kommentar|Kommentarer lukket til Finanslovens skjulte grønne midler
Læs mere

IMO tættere på enighed om CO2-regulering, men forhindringer består

Den globale skibsfart har i årtier undgået nødvendig klimaregulering, på trods af at den er ansvarlig for omkring 3% af de globale drivhusgasemissioner, svarende til Japans emissioner. Da omkring 90% af den globale handel foregår ad søvejen, forventes sektorens emissioner at fortsætte med at stige, medmindre der træffes specifikke foranstaltninger.

I begyndelsen af oktober mødtes delegerede fra over hundrede lande i London til et vigtigt møde i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO). Formålet var at finde frem til en fælles aftale om, hvordan man dekarboniserer international skibsfart og bringer sektoren på rette spor til at nå netto-nulemissioner inden 2050, som udtrykt i IMO’s drivhusgasstrategi. Danmark, støttet af sin stærke maritime industri, spillede en vigtig rolle i forsøget på at forhandle en ambitiøs, men politisk bæredygtig aftale hjem.

Brobygning mellem fossile brændstoffer og e-brændstoffer

Meget opmærksomhed blev viet til midlertidige foranstaltninger, der effektivt kan bygge bro over prisforskellen mellem konventionelle fossile maritime brændstoffer og bæredygtige vedvarende elbaserede brændstoffer, såkaldte e-brændstoffer. Behovet for dette er særligt tydeligt på baggrund af Ørsteds meddelelse om at opgive sit FlagshipONE e-metanolprojekt i Sverige, selvom projektet tidligere havde modtaget en endelig investeringsbeslutning.

Mangel på efterspørgsel og langsomme marked fremskridt er blevet nævnt som de vigtigste årsager til opsigelsen. Samtidig investerer rederier som Maersk i dual-fuel skibe, men finder det udfordrende at sikre de nødvendige mængder e-metanol til en konkurrencedygtig pris.

IMO og dens medlemsstater har således en unik mulighed for at hjælpe med at løse dette hønen-og-ægget-problem ved at skabe et stabilt og forudsigeligt reguleringsmiljø, der kan sikre efterspørgsel efter rene e-brændstoffer i de kommende år. En kombination af reguleringer og økonomiske incitamenter bør give det nødvendige boost.

Kombination af økonomiske og tekniske foranstaltninger

For det første vil et bindende delmål for bæredygtige e-brændstoffer og et ambitiøst, men realistisk mål for at reducere kulstofintensiteten af maritime brændstoffer både bidrage til at reducere emissioner og garantere et minimum optag af e-brændstoffer inden 2030. Derudover vil en belønningsfaktor for brugen af bæredygtige e-brændstoffer ved beregning af kulstofintensiteten af skibe yderligere tilskynde tidlige brugere.

For det andet vil en global CO2-afgift på emitterende brændstoffer bidrage til at udligne omkostningerne og gøre bæredygtige brændstoffer mere konkurrencedygtige. Dens indtægter kan derefter bruges til i det mindste delvist at støtte de mindst udviklede lande og små østater i deres dekarboniseringsindsats, i overensstemmelse med princippet om retfærdig omstilling. Derudover vil økonomiske incitamenter til e-brændstofproducenter bidrage til at kickstarte produktionen af e-brændstoffer ved at yde målrettede tilskud for at reducere prisforskellen med fossile brændstoffer.

Sidst men ikke mindst er etablering af en streng definition af nul- og næsten-nulemissionsbrændstoffer, der tager højde for deres fulde livscyklus, nødvendig for udelukkende at fremme brændstoffer med potentiale til fuld dekarbonisering. Dette vil sikre begrænset optag af overgangsbrændstoffer, som kan appellere på kort sigt, men hvis indvirkning på lang sigt ville forårsage mere skade end gavn. Eksempler på disse er biobrændstoffer, der medfører betydelige miljømæssige og biodiversitetsrisici, eller LNG, der frigiver metan, der bidrager til global opvarmning.

Landene nærmer sig hinanden, men der skal gøres mere
Der var en presserende følelse på IMO-mødet, især fra små østater, der allerede oplever de katastrofale virkninger af klimaændringer. På grund af forskellige synspunkter på flere emner, især den universelle CO2-afgift, er der dog ikke opnået enighed. Det ord, der resonerede mest, var “konvergens”. Listen over muligheder på bordet er indsnævret, og der er en bedre forståelse af, hvor fortalerne for de forskellige foranstaltninger kommer fra.

Der er lagt stor vægt på virkningerne af den universelle CO2-afgift på de mest sårbare stater. Mens flere undersøgelser allerede har bekræftet, at en højere afgift kombineret med en generøs fond finansieret af indtægterne ville have en netto positiv indvirkning på de mindst udviklede lande og deres BNP, er opmærksomheden nu vendt mod fødevaresikkerhed. Selvom dette er et kritisk problem at løse, er det vigtigt at huske på, at fødevaresikkerhed først og fremmest er truet af klimaændringer samt skovrydning og uholdbar produktion og forbrug af biobrændstoffer, som af nogle lande udråbes som løsningen på dekarbonisering af skibsfarten.

Der skal gøres mere arbejde inden næste forår, hvor foranstaltningerne formelt skal godkendes. Det er i Danmarks interesse som en stor søfartsnation samt et land med et højt potentiale inden for grøn energi og e-brændstofproduktion at stræbe efter en global aftale, der ikke kun vil gavne dens økonomi, men også dens skrantende havmiljø.

By |2024-12-10T11:32:12+01:0016. november 2024|Kommentar|Kommentarer lukket til IMO tættere på enighed om CO2-regulering, men forhindringer består
Læs mere

Biomassens mørke skyggeside slår revner i Ørsteds grønne ydre

Den danske energikæmpe, Ørsted, er kommet ud med et bragende stort underskud i 2023 med et samlet tab på 20,2 milliarder kroner, og mange investorer spørger sig sikkert, om virksomheden egentlig er robust nok og kan stå imod stormene i det globale energimarked.

En stigende nettogæld på 47,4 milliarder kroner tynger også ned i et marked, hvor man ikke længere får ekstra medvind med lave renter.

Staten, der ejer 50,1 procent af aktiekapitalen, har tabt over et par hundrede milliarder kroner på de faldende aktiekurser, men vil staten kaste ekstra penge ind i selskabet, når det formodentlig snart er nødt til at lave en kapitaludvidelse? Topchefen Mads Nipper sidder ikke længere så sikkert i sadlen, og bestyrelsesformanden er lige trådt tilbage.

Den økonomiske performance har været miserabel i de sidste år, og det har ikke gjort det lettere, at store planlagte projekter for offshore vind er blevet væsentlig dyrere og er blevet lukket ned igen.

Ørsted er i den forstand ikke bare et offer for markedskræfterne og prisinflationen, der har ramt hele værdikæden, men også et offer for den mangel på mod og handlekraft, som de ansvarlige politikere har udvist.

Den danske paniklukning af åben-dør ordningen for havvind er et eksempel, og i Europa går det alt, alt for langsomt med at få godkendt nye vindprojekter.

Værre er, at der globalt gives over 7.000 milliarder dollar i direkte og indirekte statsstøtte til fossile brændsler, og støtten er steget efter energisikkerhedskrisen.

Det skaber en dybt unfair konkurrence i forhold til energiselskaber, der som Ørsted satser hårdt på grønne energiløsninger. De fossile subsidier burde udfases hurtigst muligt, for de kaster brænde på den globale klimakrise.

Ørsted er på mange måder en dybt sympatisk virksomhed, der på en stribe målepunkter er en grøn topperformer. Og Corporate Knights har her i januar kåret Ørsted som den grønneste af alle verdens energiselskaber.

Som danskere kan vi være stolte af det. Ørsted markedsfører sig som en naturpositiv virksomhed, der laver grønne løsninger og opstiller vindmølleparker for klimaets skyld.

Selskabet vil gerne levere et positivt impact for biodiversiteten, og i samarbejde med WWF udvikler de endda 3D printede rev til havvindmølleanlæg for at gøre noget godt for miljø og fiskenes gydemuligheder.

Deres energiplan er fyldt med positive ord om at ville øge den grønne elektrificering, at udfase fossile brændsler og at accelerere grøn strøm.

Ørsted har også ambitiøse mål for cirkulær økonomi, de udvikler lav-emissionsstål til vindmøller, de har et mål om kun at køre i elbiler fra 2025, og ifølge årsrapporten har virksomheden halveret sine CO2-udledninger siden 2021, og det er både i Scope 1, 2 og 3.

Ude fra set er de grønne resultater imponerende. Virksomheden fortjener virkelig masser af ros for de førnævnte grønne ambitioner, og den statslige hovedaktionær og det danske samfund kan være stolt af alle de områder, hvor Ørsted virkelig gør en grøn forskel.

Men Ørsted har også en mørk skyggeside, som trækker ned. Det er virksomhedens store afbrænding af fast træbiomasse på cirka tre millioner tons om året.

Ørsted er stadig landets største energiselskab indenfor afbrænding af træbiomasse. Biomasseværkerne har i vidt omfang erstattet kulkraftværker, og politikerne har over flere år givet milliarder i statstilskud til at konvertere biomasse til elektricitet, og i dag står afbrænding af biomasse bag cirka to tredjedel af al vedvarende energi i Danmark.

Ud fra den synsvinkel kan man sige, at Ørsted har handlet, som danske politikere har ønsket. Men det hænger bare overhovedet ikke sammen med den brand-position, som selskabet ellers søger at bygge op som en naturpositiv og grøn frontløbervirksomhed.

Og det undergraver de store anstrengelser, som virksomhedens dygtige medarbejdere laver for at leve op til EU’s grønne taksonomi og stadig skrappere grønne rapporteringskrav.

Hvis man virkelig seriøst vil gøre en forskel for klimaets skyld, bør Mads Nipper og hans ledelse systematisk straks søsætte et strategiarbejde for at udfase biomassen og i stedet installere store industrielle varmepumper drevet af ren sol- og vindkraft, med batterier og andre former for energilagring som backup. For det sidste er fremtidens energiløsning.

Rent energiøkonomisk vil det være langt mere effektivt, for varmepumper drevet med sol og vind er flere gange mere effektive end ovne, der brænder fast træbiomasse af.

Desuden har det europæiske forskningsråd har fastslået i en ekspertrapport, at afbrænding af biomasse kræver mellem 50-100 gange mere landareal at fremstille samme mængde energi som fra sol og vind.

Alligevel holder Ørsted fast i de gamle biomasseværker, selv om man hellere i dag end i morgen burde lægge en plan for udfasning af dem, inden de rammer forældelsesfristerne om 10-20 år.

Over 20 år vil emissioner fra et kraftværk, der fyrer med fast træbiomasse, næsten svare til et kulkraftværk, da emissionsfaktoren er alt for høj, og virksomheden kan ikke “brande” det som bæredygtigt.

94 procent af den biomasse, der fyres med i Ørsteds kraftvarmeværker, er fast træbiomasse, hvoraf over halvdelen sejles ind fra Baltikum.

En del sejles også hele vejen over Atlanterhavet fra USA, men denne praksis beskrives i Ørsteds årsrapporter som bæredygtig biomasse. Ja, virksomheden anstrenger sig for at sikre, at træet kommer fra certificerede skovbrug, men de lange forsyningskæder med skibe drevet af diesel og hugst i skove med dieseldrevne maskiner er langt fra bæredygtig.

Værre er, at man konstant fjerner et naturligt biologisk lager i skovene, der ellers suger CO2 ud af atmosfæren, og det tager mange år, før skovene vokser op igen til at suge lige så meget CO2 ud at atmosfæren.

Danmarks afbrænding af fast biomasse står i øjeblikket bag en nettoudledning af omkring 15-16 millioner tons CO2, hvor Ørsted har et meget stort ansvar. Det er pinligt, at en af verdens førende grønne frontløbervirksomheder ikke snart vasker den sorte plet væk.

Men nej, man kæmper med næb og klør for at fastholde den klimaskadelige del af virksomheden. Ørsted vil med 8,2 milliarder kroner i statsstøtte bygge nye energikrævende CO2-fangstanlæg for enden af skorstenen af biomasseværkerne i Avedøre og Asnæs, så man kan fortsætte med at brænde fast træbiomasse af i ovnene.

Man bilder sig ind, at det er med til at skabe et mere resilient energisystem, og at det er grøn energi. Men rent klimamæssigt er det helt sort.

Værre er, at det vil tage op imod 20-30 år, før Ørsteds CO2-fangstanlæg vil have fanget mere CO2 end det biologiske lager i skovene, som man har fjernet ved at brænde så meget træbiomasse af.

Oveni skal Ørsted frem over ikke alene sejle milioner af tons træbiomasse ind fra Baltikum og Nordamerika på diesel- eller LNG-drevne skibe for at holde ovnene i gang, men derpå vil man sejle den indfangede CO2 med LNG-drevne skibe helt op til den norske vestkyst, hvor den skal pustes ned i store lagre under havets bund.

Det er et system med et stort energispild og klimaskadelige effekter i flere led, men det her er en virkelig Ørsted historie. Og man tror næsten ikke sine egne øjne.

Hvornår tager topledelsen konsekvensen og skærer denne ubæredygtige del af forretningen væk? Fokus bør være Ørsteds stærke fremtidsvision om at bygge en verden, der drives af ren grøn energi og at regenerere natur og biodiversitet. Det gør afbrændingen af fast træbiomasse ikke.

Kommentaren er også bragt i Altinget d. 9. februar 2024.

By |2024-02-29T10:57:37+01:0020. februar 2024|Kommentar|Kommentarer lukket til Biomassens mørke skyggeside slår revner i Ørsteds grønne ydre
Læs mere

Lad 2024 blive året, hvor regeringen dropper den grønne omstillings distraktioner – som brintrøret til Tyskland og CO2-fangst

Vi har allerede 95 procent af de teknologier, der er brug for til at omstille hele Danmark væk fra det fossile energisystem. De er langt billigere i drift, langt mere energiøkonomiske og kan styrke Danmarks langsigtede konkurrencekraft.

Det har aldrig hastet mere med at investere i de grønne og rene teknologier, der kan frigøre os fra de fossile brændsler. For klimaforandringerne er kraftigt forværret i løbet af 2023 med globale gennemsnitstemperaturer på 1,48 grader celsius over det førindustrielle niveau.

Det burde være en no-brainer at investere i de grønne teknologier, som oveni kan skabe mange nye arbejdspladser og sænke virksomhedernes og danskernes energiregning i mange år frem.

På livslange omkostninger er sol- og vindenergi allerede billigere end fossile brændsler. De seneste ti år er prisen pr megawatt-time landvind faldet med 57 procent, offshore vind med 73 procent og solceller og batterier er faldet med 80 procent. Der er kun dårlige argumenter for at udskyde den grønne omstilling af energisektoren.

Mysteriet er bare, hvorfor vi så har en flertalsregering og et folketing, der ikke sætter alt ind på at skalere disse teknologier hurtigt op?

Noget tyder på, at der har været mange andre distraktioner som snakken om et brintrør til Tyskland, en ny CO2-fangst infrastruktur eller CO2-fangstanlæg på biomasseværker og cementfabrikker.

Det er det, regeringen bruger allerflest penge, administrative ressourcer og energi på at sætte i søen. Alene til CO2-fangst er der afsat over 38 milliarder kroner, og før jul satte Folketingets flertal en milliard kroner af til at give statsligt industristøtte, som meget vel kan blive brugt til Power-to-X eller til at medfinansiere det brintrør til Tyskland, som klimaministeren og industriens lobbyister drømmer om.

I Rådet for Grøn Omstilling er vi varme tilhængere af nye, grønne teknologier, men staten og virksomhederne bør investere klogt og fokusere på at fremme de teknologier, der hurtigt kan skaleres og levere store klimaeffekter i de næste få år.
I stedet for at kaste statsstøtte efter CO2-fangst, CO2-rørledninger eller brintrør til Tyskland er der brug for et markant kursskifte i dansk klima- og energipolitik her i 2024. Sæt al politisk kraft ind på at skabe de rigtige incitamenter for energieffektive teknologier, langt hurtigere udbygning af sol- og vindenergi og massiv udbygning af elnettet.

Hvorfor? Hvis vi anstrenger os, er det faktisk muligt at bygge en 100 procent vedvarende forsyning til hele Danmarks energiforbrug i 2035-2040, og i de næste fem år kunne vi syvdoble med sol- og landvind, hvis regeringen ikke snøvlede så meget og skar alle snubletrådene over.

Lad for eksempel kommunerne tjene ti øre per produceret kilowatt-time sol- og vindenergi, sådan som Vestas’ administrerende direktør, Henrik Andersen, har foreslået, så vil det sætte turbo på udviklingen og give stærke lokale incitamenter til at rykke.

Giv samtidig danskerne større frihed til at producere sol- og vindenergi ind til nettet uden dyre ekstraregninger, så vi kan accelerere den grønne omstilling og få nok grøn strøm til elbilerne, varmepumper og komfurer og gerne i lokale energifællesskaber.

Min nytårsopfordring til regeringen er denne: I bør gøre hele landet klar til den grønne elektriske revolution, der bliver rygraden for produktionsdanmark i fremtiden, og som skal muliggøre en 100 procent elektrificering af varmeforsyningen, af industrien, af vejtransporten, af færgefarten og om ikke så mange år også indenrigsluftfarten.

Rent energiøkonomisk er det tre til fem gange mere effektivt at fremstille grønne elektroner og lade dem gøre arbejdet direkte i alle maskiner end at smide fossil energi eller træbiomasse ind i kraftværker eller forbrændingsmotorer, hvor der spildes enorme mængder energi i konverteringen fra brænde til arbejde.

Slip markedet fri af de bureaukratiske snubletråde, så vi kan få sat turbo på de store havvindsprojekter, der skal fremstille nok grøn strøm til de power-to-x anlæg, som er projekteret langs kysterne.

Markedsaktørerne skal forpligtes til at levere på biodiversitet og miljøhensyn, og samfundet skal have sin andel i gevinsterne ved en enkel overskudsdelingsmodel. Kald det bare en åben-dør 2.0 ordning, hvor de bedste og hurtigste skal have lov at konkurrere på højeste fællesnævner.

Staten skal ikke være grådig på provenu, men stille skrappe miljøkrav i de vedvarende energizoner, og så skal markedet nok skalere hurtigt.

Regeringen bør også gøre det billigere og lettere at installere varmepumper, tilslutte solceller til nettet og understøtte flere energirenoveringer. Og stoppe skadelig statsstøtte til biomasseanlæg, der fyrer med træ og udleder millioner af tons CO2 hvert år.

Støtten til biogasanlæggene bør nedsættes og i stedet gå til energirenoveringer, så vi kan spare på energien fremfor at skabe en kunstig overdimensionering af grøn gas og af dansk landbrug.

Der er så mange løsninger, der kan accelerere den grønne omstilling væk fra fossile brændsler. Staten kan spille en vigtig rolle i erhvervspolitikken via bedre rammevilkår og målrettede støtteordninger, der fremmer hurtig skalering.

Det bringer mig tilbage til brintrøret. Staten bør her overlade det til markedets aktører at dække hele regningen. Rent økonomisk er det tvivlsomt, at det bliver en rentabel investering i de næste mange år – trods mange hypede prognoser fra industriens lobbyister.

Det er usikkert, om der kommer stigende efterspørgsel efter brint i fremtiden. På globalt plan fremstilles der i dag op imod 120 millioner tons brint eller brint i forbindelse med andre gasser. 42 procent af den bruges i raffinaderierne til at fjerne svovl fra benzin- og diesel (hvilket begrænser syreregn), 37 procent bruges til at lave kunstgødning, og resten bruges til fremstilling af metanol, kemikalier, plastik og i industrielle processer.

Men den fossile vejtransport vil blive udfaset i de næste 15-20 år, fordi fremtidens mobilitet drives af el. Klima- og miljømæssigt er der gode grunde til at reducere forbruget af kemikalier og plastik, og her kan der udvikles nye biosolutions. I dag er der under en million ton grøn brint, og det er dyrt og svært at skalere så hurtigt, som tilhængerne håber på.

Den grønne brint skal over tid erstatte fossil brint, men der er bedre at indføre ekstra høje CO2-afgifter eller fossile afgifter end at give direkte statsstøtte til PtX-fabrikker. Det er næppe heller klogt at bruge statens penge på brintrør, for det er ret usikkert, om der er økonomi i at transportere dansk grønt brint til Tyskland. Det vil være billigere at fremstille grøn brint i Spanien og Nordafrika end i Danmark.

Grønt brint kan komme til at spille en rolle som energilager i fremtidens vedvarende energisektor, men brugen af den skal doseres til de mest rentable formål såsom e-ammoniak og e-brændstoffer til skibs- og luftfarten, da der er store energitab både ved produktion og transport. Så danske PtX-fabrikker får rigeligt at lave med at levere på det.

Derimod kan mange af de tunge industrier – også i Ruhr-området – elektrificeres og klare sig uden brint. Selv inden for stål og cement er en ny generation af innovative virksomheder på vej til at disrupte de fossile processer, så de nok kun i begrænset omfang vil efterspørge brint.

Det er ikke enkelt og billigt at transportere brint over store afstande. Den kan ikke bare sendes via eksisterende naturgasrør uden markante ekstrainvesteringer.

Brint er et ekstremt lille og flygtigt molekyle, som er svært at opbevare. Det er også meget korrosivt, så det kan trænge igennem selv stålrør. Risikoen for lækage er større end ved transport af naturgas, og strømmer brinten ud, er det ikke kun meget eksplosivt, men også skadeligt for klimaet.

Et studie publiceret i Nature estimerer opvarmningen til mere end 11 gange så skadelig for klimaet som CO2 set over 100 år. Andre studier har vist, at brint over 20 år kan være mellem 19-38 gange mere skadelig end CO2. Behovet for skrappe sikkerhedsforanstaltninger er indlysende, men det vil samtidig øge risikoprofilen og omkostningerne ved at anlægge lange brintrør.

Set med samfundsøkonomiske briller vil det være klogere at investere i langt hurtigere udbygning af eltransmissionsnettet, så vi hurtigere kan få sendt elektronerne på tværs af regioner og landegrænser.

En brintrør til Tyskland er en distraktion fra det, der burde være førsteprioriteten for Danmark. Klimamæssigt vil det være bedre at investere i energieffektiviseringer, sol- og vindenergi, batterier og en hastig udbygning af elnettet.

By |2024-01-26T13:50:14+01:0010. januar 2024|Kommentar|0 Kommentarer
Læs mere

COP28 blev både et gennembrud og et nederlag for klimaet

Foto fra COP28 / Christopher Pike, Flickr

COP28-aftalen, der blev vedtaget i Dubai den 13. december, er blevet kaldt historisk, men hvor god var den egentlig for klimaet? Det var meget positivt, at man lykkedes med at få vedtaget en topmødeerklæring, der opfordrer landene til at omstille væk fra fossil energi, at accelerere udfasningen af kul, at nedbringe metanudslip og at sætte fart på omstillingen til nul- og lav emissions vejtransport. Og frem mod 2030 vil man tredoble den vedvarende energi og den årlige rate for energieffektiviseringer skal fordobles.

Takket være en stor indsats fra den danske minister for global klimapolitik, Dan Jørgensen, den danske og europæiske forhandlingsdelegation lykkedes det at få skrottet et meget dårligt første udkast fra COP28-mødets formand, Sultan Al Jaber, hvor der blot stod, at medlemslandene kan gøre noget – f.eks. at tredoble den vedvarende energi. Og der stod intet om at omstille væk fra den fossile energi. Den vedtagne COP28-erklæring er meget tydeligere om, hvad retningen bør være. Men i sin essens er det i sidste ende blot ord, og landene har fået et tag-selv-bord med mange forskellige klimaretter, som de kan vælge at spise eller lade ligge.

Der er heller ingen FN-myndighed, der kan forpligte nationalstaterne til at gøre noget bestemt. Risikoen er, at den næste globale opgørelse af landenes ”Nationally Determined Contributions”, der skal ske på COP30-topmødet i Brasilien i 2025, vil vise, at mange lande slet ikke har løftet deres del af ansvaret.

De sidste otte år siden den historiske vedtagelse ved FN´s klimatopmøde i Paris har foreløbig været spildt, og verden har med den førte politik kurs mod 2,9 grader Celsius i dette århundrede. De globale drivhusgasudledninger er steget, fordi afbrændingen af fossile brændsler og fast træbiomasse er øget. Land- og skovbrugssektorens metangasudledninger er steget. Mareridtet er ved at indfinde sig, for forskerne advarer om, at vi er ved at overskride fem kritiske klima tipping points.

Den fossile lobby jubler

Det er dramatisk, at regeringerne med den førte politik fortsat øger deres olie-, gas- og kulforbrug frem mod 2030. Og selv om Det Internationale Energiagentur, IEA håber på, at det topper der, så er der slet ikke nogen garanti for det. OPEC-landene har ikke tænkt sig at skrue ned for blusset, og flere andre lande som bl.a. USA, Storbritannien og Norge planlægger også flere boringer efter fossile brændsler. Lige nu er prognosen, at olie- og gasproduktionen måske øges helt frem til 2050 – se figuren.

Figur 1: Prognose for produktionen af kul, olie og gas. UNEP, Production Gap Report 2023.

Hvis der også er efterspørgsel efter så meget mere olie og gas i de næste årtier, ender det i et mareridtsscenarie for vores børn og børnebørn. Så kigger vi næppe ind i blot 2,9 graders temperaturstigninger, men måske nok nærmere 4 grader eller mere. Kloden vil komme til at koge, og vi vil helt miste grebet om vores fremtid. Faktisk bør der slet ikke udvindes nye fossile felter, hvis vi skal have en fair chance for at holde os tæt på 1,5 graders målet fra Paris-topmødet for otte år siden.

COP28 topmødet var ledet af oliechefen fra en oliestat, som på det foregående topmøde og det næste. Det siger ret meget. Og der var mere end 2400 fossile lobbyister i Dubai. Nogle af dem var endda med i de officielle forhandlingsdelegationer. De fik udvandet COP28-aftalen, der – hvis den skulle være tro mod klimavidenskaben – burde have krævet håndfast udfasning af fossil energi og en slutdato for udvindingen. Det er meget sigende, at den amerikanske olieindustris stærke lobbygruppe, American Petroleum Institute efter topmødet jublede, fordi det var lykkedes af stoppe forslagene om en fuldstændig udfasning af fossile brændsler.

En række fremtrædende klimaforskere var derimod nedslået over resultatet. Professor Michael Mann fra University of Pennsylvania sagde, “at omstille væk fra fossile brændsler i bedste fald er en tynd kop te. Det svarer til, at man lover sin læge at omstille væk fra doughnuts efter at have fået en diabetes diagnose.”

At erstatte ordet udfasning med den blødere formulering omstilling væk fra er ikke det samme.

Klimavidenskaben er helt klar. Fossilerne skal væk. Vi har brug for en hård og hurtig udfasning. Det vil sige en dyb transformation af den måde, vi producerer og forbruger energi på, hvor de fossile kilder pålægges ekstra høje skatter – og/eller CO2-afgifter – mens der bør investeres i stor skala i de rene vedvarende energikilder, energieffektiviseringer, batteriteknologi, geotermi og andre rene grønne teknologier, som kan bringe os hurtigere, sikrere og billigere til nettonul udledninger.

Sol, vind og batterier rykker

Den gode nyhed er, at sol- og vindenergi allerede er billigere end den fossile energi målt på livslange omkostninger. Prisen på solceller og batterier er faldet med hele 80 pct. i det sidste årti, og prisen på offshore vind er faldet med 73 pct. og landvind med 57 pct. I de sidste ti år er den årlige udbygning med solenergi steget seks gange, og vindenergien er steget med over tre gange. Derfor er COP28 målet om en tredobling af vedvarende energi frem til 2030 faktisk i underkanten af business as usual, hvilket er ret tankevækkende. Kina men også i stigende grad EU-landene har med en offensiv strategi for vedvarende energi været med til at sætte udbygningen op i gear. Andre lande stritter i den modsatte regning eller er bange for at udfordre de gamle fossile interesser. Men det kan meget vel være en tabt kamp.

Sol- og vindenergi er ligesom batterierne granulære teknologier, der er præget af masseindustrialisering og hastigt faldende priser. Så hvis markedet alene bestemte, ville de fossile brændsler og petrostaterne formodentlig have en dyster fremtid. Desuden er mange af de gamle olie- og gasfelter ret udpinte. I de senere år har den langt dyrere og langt mere klimaskadelige udvinding af skifergas og skiferolie – herunder i USA – været med til at øge produktionen af fossile brændsler, men dette fossile after party er også snart ved at løbe ud. Fortjenesten på den energi, der investeres i at trække energi ud undergrunden, er faldende.

Hvis USA skifergas- og skiferolie eventyr er ved at peake, som flere og flere seriøse analytikere siger, så kan det i en periode give OPEC-landene og Rusland langt større indflydelse på den makroøkonomiske udvikling i lande, som er stærkt afhængige af olieimport. Det gælder mange EU-lande. Både af geopolitiske og klimapolitiske årsager har vi ekstremt travlt med at frigøre os fra fossilerne. Men forhåbentlig lysner det. I de sidste otte år har de globale investeringer i vedvarende energi da også været større end de fossile investeringer, og i 2023 viser IEA´s tal, at der er investeret 70 pct. mere i den rene energi frem for den fossile energi.

I det lys virker det ekstremt konservativt, ja ligefrem pessimistisk at nøjes med at stræbe efter en global tredobling af vedvarende energi frem til 2030, sådan som det anbefales i COP28-aftalen. En tredobling svarer til business as usual i de sidste ti år, så hvorfor har man ikke sat ambitionsniveauet endnu højere? Årsagen er nok, at de stærke og magtfulde økonomiske interesser i olie- og gasindustrien har strittet imod. Men det kan også være, at mange vestlige regeringer mangler forestillingskraft og lederskab til aktivt at udfordre den fossile æras indlejrede økonomiske interesser, eller at de frygter tilbageslag fra vælgergrupper, som har svært ved eller har dårligt råd til at udskifte fossilbilen eller olie- og gasfyret med et rent elektrisk alternativ. Er politikerne klar til at tage de hårde fravalg og vise en ny retning?

En risiko er, at tredoblingen af den vedvarende energi vil ske samtidig med, at de olieproducerende lande fortsætter med at øge deres produktion, og at den ekstra energi sluges i ekstra økonomisk vækst med et stigende samlet energiforbrug. Det hjælper ikke klimaet. Kun via en acceleration af grøn energi, der sker samtidig med en udfasning af fossile brændsler, kan vi opnå reelle fremskridt til gavn for klimaet.

Verdens lande har nu fået hjemmeopgaver for, hvis de skal levere på COP28 anbefalingerne. Selv Danmark, der ellers normalt ser sig selv som et grønt foregangsland, skal oppe sig. Følger man Energistyrelsens fremskrivning for sol og vind i frem til 2030, har Danmark i den nuværende politik faktisk kun kurs mod en fordobling frem til 2030. Skal vi nå COP28-aftalens målsætning, kræver det, at politikerne kommer op i gear og får leveret på deres løfter om at firedoble sol- og vindenergien på land frem mod 2030.

Danmark skal oppe sig på energieffektivitet

Danmark er også udfordret i forhold til COP-aftalens mål om at øge den årlige energieffektiviseringsrate fra 2 til 4 pct. I de seneste år er Danmark faldet ned i midterfeltet blandt EU-landene, hvor vi tidligere var en af topperformerne, hvad angår forbedring af energieffektiviteten. Klima- og energiministeren har i år sagt, at man i de offentlige bygninger igen kan skrue op for varmen til 23 grader, hvor vi under energikrisen i 2022 var i stand til at skrue ned for varmen til 19 grader i de fleste offentlige bygninger. Den slags skiftende meldinger skaber usikkerhed om energisparepolitikken. I maj 2023 stemte regeringen imod et beslutningsforslag i Folketinget om at lave en ambitiøs strategi for energieffektiviseringer og energibesparelser i Danmark frem mod 2030, fordi man ville vente på, at EU fik lavet en endelig aftale om revisionerne af Energieffektivitets- og Bygningsdirektiverne.

De er nu faldet på plads, så i foråret 2024 har regeringen lovet at komme med udspil til en national implementering af EU-direktiverne. I lyset af COP28-aftalen vil det være rimeligt, hvis dette udspil som minimum sikrer en forbedring af energieffektiviteten med 4 pct. om året. Danmark har en række virksomheder som bl.a. Danfoss og Grundfos, der er klar til at levere de energieffektive teknologier løsninger, og de har også reageret meget positivt på, at COP28-aftalen satte et mål om at fordoble energieffektiviseringsraten. Nu er det op til regeringen at levere på den del, og der er ingen tid at spilde.

Energieffektiviseringer og energibesparelser er en meget vigtig forudsætning for, at alle de store ligninger kan gå op i omstillingen til et fossilfrit energisystem. Og Danmark har muligheden for at blive et laboratorium for fremtidens energiløsninger, hvis politikerne tør sætte ambitiøse mål og handle hurtigt på dem med skrappe og fremsynede reguleringer. I den forbindelse kan man også finansiere noget af omstillingen ved at fjerne alle statslige subsidier til fossile brændsler og afbrænding af fast træbiomasse, der med kunstig statsstøtte konkurrerer med de rene vedvarende energiløsninger. Her vil det være logisk at forhøje dieselafgiften til det tyske niveau og at fjerne landbrugets fritagelse fra dieselafgiften.

Det ville også være rettidig omhu at fjerne statsstøtten til afbrænding af fast træbiomasse, der i kraftvarmeværkerne konverteres til el. Og man kunne passende lade de fossile selskaber betale en større del af regningen for udbygningen af det nedslidte danske elnet, så man ikke pålægger udviklere af sol- og vindenergiprojekter en ekstra stor regning via forhøjede distributions- og transmissionsafgifter.

Fossile subsidier truer klimaet

Det er ikke bare Danmark, der bør gå i gang med at ændre alle incitamentsstrukturer, så fossile brændsler frem over får lov til at betale den fulde regning for de klima-, miljø- og sundhedsskader, de påfører natur og mennesker. Samtidig bør man gøre det endnu mere attraktivt at investere i energieffektive løsninger og ren vedvarende energi, så man kan accelerere omstillingen.

Ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, udgør de direkte og indirekte fossile subsidier i dag 7000 mia. dollar. Det svarer til ikke mindre end 7,1 pct. af det globale bruttonationalprodukt, og det er svimlende mange penge at bruge på noget, der forværrer de globale klimaproblemer. Endnu mere dramatisk er det, at subsidierne ventes at stige til 8200 mia. dollar i 2030.

COP28 burde have givet en klar og utvetydig opfordring til at lave en hurtig udfasning af denne form for statsstøtte. Men i aftalen opfordrer man kun landene til at udfase “ineffektive” subsidier, sådan som man også gjorde på COP26 topmødet i Glasgow.

Kun den fossile lobby kan juble over sådan noget sludder. Formuleringen åbner en ladeport for fortolkninger og klimafarlig adfærd. Ingen fossile subsidier er effektive, men kun med til at forværre klimakrisen og forsinke omstillingen til de rene vedvarende energikilder, der på livslange omkostninger er billigere end fossile brændsler.

Den fossile lobby kan også juble over at man vil accelerere omstillingen til CO2-fangst- og lagring og til lavemissions hydrogen. Det sidste er til at le af, hvis det ikke var tragisk. I dag fremstilles globalt kun 110.000 tons grøn brint via vedvarende energi. Det er usandsynligt, at man i 2030 kan skalere grøn brint – og lavemissions brint med CO2-fangstanlæg – op til 90 mio. tons, som blev drøftet på sidste års brint ministermøde i Japan, for der fremstilles kun 0,7 mio. tons i dag. Og det er komplet urealistisk at nå op på de 180 mio. tons, som Sultan Al Jaber talte om før COP28-mødet. Hovedproblemet er omkostningerne. Iflg. energieksperten Michael Liebreich vil man næppe kunne fremstille mere end 15 mio. tons i 2030, da det kræver mindst 2-3 dollars i statsstøtte pr. kg at gøre grøn brint konkurrencedygtig med brint fremstillet af gas.

Lobbyisternes hede drøm

COP28-topmødet blev et politisk gennembrud for de kræfter, der lobbyet hårdt for at få meget mere CO2-fangst. På de to foregående COP-topmøder var CO2-fangst (CCS) ikke nævnt i sluterklæringerne, men det blev den i Dubai. Ikke mindst olie- og gasindustrien har presset hårdt på for at få regeringerne til at satse mere på CCS, for de håber, at man dermed kan holde fast i business as usual. Også COP28-formanden Sultan Al Jaber har før topmødet slået varmt til lyd for meget mere CCS, så man ikke behøver at reducere produktionen af fossile brændsler, men blot kan stile efter at reducere emissionerne. Det er olie- og gasindustriens hede drøm.

Men chefen for IEA, Fatih Birol, var helt klar, da han i november lancerede energiagenturets rapport om, hvordan olie- og gasindustrien kan bidrage til omstillingen til en netto-nul fremtid: ”De skal give slip på illusionen om, at usandsynligt store mængder CO2-fangst er løsningen.”

I sit netto-nul scenarie regner IEA med, at der skal fanges omkring 7,5 mia. tons CO2 i 2050. Men hvis olie- og gasforbruget stiger så meget, som det fremgår af den allerede vedtagne politik, og man samtidig skal holde sig på 1,5 grader Celsius, vil det iflg. IEA kræve ”et helt utænkeligt” niveau på 32 milliarder tons fanget carbon, herunder 23 mia. tons fanget via Direct Air Capture. ”Den mængde elektricitet, der skal bruges til disse teknologier, vil svare til mere end verdens samlede elektricitetsforbrug,” fremgår det af IEA-rapporten, der anslår, at det vil kræve investeringer på imindre end 3200 mia. dollar hvert eneste år frem til 2050, hvis man skal skalere så kraftigt op med CO2-fangst i et scenarie, hvor olie- og gasproduktionen fastholdes, og man satser på at fange CO2´en for enden af skorstenen. Det er slet ikke realistisk.

I dag investeres der globalt cirka 4 mia. dollar om året i at bygge nye CCS, men pt. er der kun 41 fungerende værker, og der fanges cirka 47 mio. tons CO2 globalt. Det er ikke sådan, at Fatih Birol og IEA er imod CO2-fangst generelt, så han kritiserer blot den fossile industris håb om at kunne fortsætte business as usual med CO2-fangst anlæg for enden af skorsten.

CO2-fangst på biomasseanlæg er en blindgyde

Da IEA offentliggjorde sin seneste World Energy Outlook rapport i oktober, lagde agenturet op til, at man kan gerne skal fange op imod 350 mio. tons CO2 i 2030. Men det er spørgsmålet om det er realistisk, for i de sidste otte år har kapaciteten på verdens fangstanlæg ikke øget, og mange projekter er gået i sig selv igen. Fatih Birol sagde da også ved WEO-lanceringen dog også, at ”CCS har været historien om en stor skuffelse.” Sagen er, at den aldrig har leveret op til de meget hypede fremtidsmålsætninger. Det er stadig en meget umoden teknologi til at fange CO2 på industriens og kraftværkernes punktkilder. Rådet for Grøn Omstilling har her i efteråret udgivet et notat om de hidtidige internationale erfaringer, og vores vurdering er, at de stærkt hypede forestillinger om, hvor meget CO2-fangst verden skal have de næste årtier, kan meget snart blive ramt af et realitetschok. CO2-fangstanlæg er ekstremt dyrt på industrielle punktkilder, de kræver enorme mængder statsstøtte, de har indtil nu vist sig meget svære at skalere og de giver en stor ekstra energiregning.

Danmark var på COP28-topmødet med til at søsætte en global alliance for negative emissioner – der meget sigende er forkortet til (GONE). Hvis alliancen kun fokuserede på skovrejsning ville det være rigtig positivt, for det naturlige optag i skovene bør øges markant i de kommende år. Men GONE-alliancen vil også promovere mere CO2-fangst i et håb om, at man kan levere negative emissioner ad teknologisk og kemisk vej. Alliancen er bl.a. fortaler for, at CO2-fangst på biomasseanlæg (BECCS) er en del af løsningen. Det virker måske logisk, at den danske regering – hvor man allerede har givet Ørsted 8,2 mia. i statsstøtte for at fange CO2 på deres biomasseanlæg – går ind i en sådan alliance. Men risikoen er, at man kommer til at spilde en masse penge på en teknologi, der er dyr og svær at skalere op. Energiforbruget på biomassekraftværkerne vil med stige med op til 50-55 pct., når der laves CO2-fangst, og det vil øge energiregningen, hvor vi burde spare på energien.

Værre er, at BECCS anlæg først får en nettopositiv effekt på klimaet efter cirka 30 års drift. For det tager lang tid at regenerere det tabte biologiske lager i skovene, hvor træet hentes fra, og først efter mange år vil de genplantede skove kunne opsuge den samme mængde CO2, som forsvinder fra de fældede træer til kraftvarmeovnene. At skalere BECCS risikerer at ende i en aktiv politik for øget afskovning. Den vil også lægge beslag på enorme mængde landarealer. Hvis man globalt skal skalere BECCS teknologien op til at fange mellem 2-3 gigatons CO2e i 2050 ville det kræve, at man bruger et landareal svarende til hele Indien med skov, der konstant skal fældes for at holde værkerne i sving. Oveni skal der investeres meget store midler i den tilstødende infrastruktur. Skal man fange, transportere og lagre 3 Gigatons vil det kræve en lige så stor infrastruktur, som den globale olieindustri er afhængig af. Sammenlignet med den hurtige skalering og de store prisfald på verdensmarkedet af sol- og vindenergi og nye generationer af højtydende batterier, er en skalering med BECCS-anlæg verden over ikke en særlig attraktiv løsning. Lad os håbe den snart er gone.

Det ville give en meget hurtigere og sikrere klimaeffekt, hvis vi i stedet for at investere i fangstanlæg for enden af skorstenene, lagde en plan for udfasning af fossile brændsler og den omfattende fyring med fast træbiomasse i Danmarks og andre landes kraftværker. Det vil rent klimamæssigt og energiøkonomisk være langt bedre at elektrificere varmeforsyningen, og det er allerede teknologisk muligt. I stedet er risikoen, at man store statslige investeringer i CO2-fangst i de kommende år ender med at levetidsforlænge både de fossile brændsler og fyring med fast træbiomasse.

By |2024-01-09T16:00:27+01:0018. december 2023|Kommentar|0 Kommentarer
Læs mere

Danmark skyder sig selv i foden og bliver sat af i den grønne omstilling

Da SVM-regeringen trådte til i december, lovede man at gøre os hurtigere fri af russisk gas og sætte turbo på den grønne omstilling med mere vedvarende energi. Siden da er det meget begrænset, hvad regeringen har leveret.

Man har endnu ikke nedsat en national energikrisestab, NEKST, til at tage fat for alvor. Man har også sat åben dør-ordningen for havvind i bero med et tvivlsomt argument om, at EU’s statsstøtteregler blokerer. Kommissionen har ellers slækket på statsstøttereglerne og sagt, at alle støtteordninger for vedvarende energi har en prioritet for at bekæmpe klimaforandringerne og afhængigheden af importeret energi.

Den danske regering derimod gambler med 23 GW ekstra havvind og skaber usikkerhed om rammevilkårene i stedet for at levere en løsning.

Problemet kunne for eksempel løses, når der gives etableringstilladelser, for her kan man bede konsortierne om at betale en fair andel til samfundet. For eksempel på niveau med udbuddet for Thor-havvindmølleparken. Men i stedet hersker forvirringen.

Et løfte om at lave et nyt udbud af 9GW havvind er et plaster på såret, men manglen på hastighed og handlekraft er kritisk. Og politikerne har bedt Energistyrelsen at bruge hele tre år på at kortlægge Nordsøen.

Men hvad tænker man på?

Det internationale klimapanel, IPCC, har sagt, at alle bør levere drastiske CO2-reduktioner indenfor de næste 2,5 år. Men Danmark er ved at misse sine klimamål for 2025, 2030, 2050 og EU’s stimål for årlige CO2-reduktioner, hvis vi ikke snart opper os gevaldigt.

I stedet for implementering er vi endt med systemisk immobilitet. Og ingen af de 29 kommuner, der har budt ind på at blive hjemsted for de nye vedvarende energiparker, har fået svar, selv om de ellers skulle have haft det før jul.

Klima- og energiminister, Lars Aagaard, vil heller ikke fremlægge en handleplan for energieffektiviseringer og bruger bekvemt EU som undskyldning. Han vil vente på, at EU´s trepartsforhandlinger om energieffektivisering er slut.

I stedet for at tage teten og vise, at Danmark fortsat skal være et grønt frontløberland, er vi endt som en fodslæbende nation.

På Borgen mangler der aldrig fine skåltaler om, hvad vi skal nå i 2040 og 2045, men som nation mangler vi den krisementalitet og handlekraft, der tilbage i 1970’ernes kriser fik os til at spare på energien i stor stil og træffe fremsynede beslutninger om en omstilling af vores energisystem.

Ok, danskerne har faktisk vist mere handlekraft end politikerne i det seneste år. De har sparet over 10 procent på elforbruget i deres hjem, og der blev skåret 19 procent af gasforbrug.

Høje priser virker som klare incitamenter. Det giver samtidig et ekstra godt argument for at holde priserne oppe. Også hvis de stabiliseres på et lavere niveau på det turbulente internationale energimarked. Synker de mere, bør man overveje at lave en hurtigere indfasning af høje CO2-afgifter.

Vi når aldrig i mål med den grønne omstilling af energisektoren og frigørelsen fra afhængigheden af fossile brændsler uden en målrettet og vedholdende indsats for at fremme mådehold, energirenoveringer og investering i energisparesystemer.

Æraen med umådelige mængder af billig fossil energi er definitivt forbi. Nu står vi midt i et kapløb, hvor vinderne bliver dem, der er lynhurtige til at skalere op med vedvarende energi og at hæve energiproduktiviteten.

Men desværre kan Danmark ikke følge med de europæiske frontløbere, selv om vi har gode forudsætninger og mange af de virksomheder, der kan levere løsningerne.

I EU blev steg mængden af vedvarende energi sidste år med hele 31 procent. Solenergi blev udvidet med 47 procent, kapaciteten med landvind blev øget med 40 procent, og der blev installeret over 3 millioner nye varmepumper.

Fortsætter markedstendensen vil EU-landene samlet have mellem 44-45 procent vedvarende energi i 2030, langt over det nuværende VE-mål på 32 procent og de knap 40 procent som REPowerEU-planen lægger op til.

Det er søvndyssende i forhold til markedstrenden, hvis ikke EU løfter sit samlede mål for 2030 til mellem 45-50 procent. Desværre stritter flere lande i Rådet imod.

Det er også bekymrende, at lande som Danmark – der ellers betragter sig som en grøn fronløber – har mistet pusten. I de næste par år udvider vi stort set ikke med land- eller havvind, fordi der er for mange bureaukratiske snubletråde.

Og bortset fra Portugal er Danmark det land i Europa, hvor der målt per hustande blev installeret færrest varmepumper i 2022. Kun udbygningen med solceller er et lyspunkt, og sidste år var der en vækst på 75 procent, så Danmark målt per capita nu har tredje flest watt installeret.

Men fra nytår har Energinet indført en ny model for producentbetaling, så udviklere af solcelle og vindmølleanlæg skal betale både en indfødningstarif, et stationsbidrag og et tilslutningsbidrag.

Samlet er det blevet meget dyrere at udbygge med vedvarende energi i Danmark, og dermed skyder vi os selv i foden. Hvornår behandler landets toppolitikere energisikkerhedskrisen og klimakrisen med den alvor, disse to kriser burde påkalde sig? Desværre er der alt for meget business as usual og for lidt krisementalitet.

Kommentaren er bragt i Altinget d. 14. marts 2023.

By |2023-11-23T14:55:07+01:0014. marts 2023|Kommentar|0 Kommentarer
Læs mere

Det er mikroplastik, der forbydes, ikke kunstgræsbaner

EU-Kommissionen har foreslået en EU-lov, der skal forbyde bevidst tilsat mikroplastik i forbrugerprodukter, herunder i kunstgræsbaner. I det sidste stykke tid er dette i medierne blevet fremlagt nærmest som et urimeligt overgreb på fodboldspillere og -klubber. Det er imidlertid ikke kunstgræsbanerne, som ønskes forbudt, men det miljø- og sundhedsskadelige mikroplast, der bruges som fyldmateriale på banerne. Et materiale, som hovedsageligt kommer fra gamle bildæk.

I en tidligere artikel i Weekendavisen (med overskriften ’Kunstgræs, nej tak!) får man et indtryk af Dansk Boldspil-Unions (DBU) og klubben Aalborg Changs fremstilling det indtryk, at der vil ske en masseudvandring fra klubberne: at børn, unge og gamle ikke gider at spille fodbold, hvis ikke det sker på plastfyldte baner. Det har jeg lidt svært ved at tro. Særligt, hvis flere kendte til de medfølgende sundhedseffekter, når man anvender gamle bildæk på banerne. Denne problemstilling har desværre ikke fået megen spalteplads.

Mikroplasten indeholder blandt andet tjærestoffer, de såkaldte PAHer, som er kræftfremkaldende og derfor stramt reguleret i andre produkter. For kræftfremkaldende stoffer skal man desuden være opmærksom på, at der ikke er nogen nedre grænse for effekt. Er man udsat for stofferne, øger man risikoen for udvikling af sygdom. Derfor er det på tide at skifte til et af de alternativer, der allerede findes – for eksempel kork. Af Weekendavisens artikel fremgår det, at kork som alternativ til gummigranulat ikke er anerkendt til kampe på højt plan. Dette er dog ikke korrekt, da en bane med kork kan certificeres som FIFA Quality Pro. Og flere kommuner lægger allerede om. Stærkt at se, at nogle tør gå foran, også selvom DBU tøver.

Dette debatindlæg er skrevet af seniorrådgiver Lone Mikkelsen og er blevet bragt i Weekendavisen 3. marts.

Forslag om forbud mod mikroplastik

EU-Kommissionen har lavet et forslag til en EU-lov, der skal forbyde bevidst tilsat mikroplastik i forbrugerprodukter, herunder kunstgræsbaner. Forslaget skulle have været til afstemning 1. marts, men det blev udskudt. Planen er, at forslaget skal til afstemning 26-27. april 2023.

By |2023-11-23T14:56:17+01:003. marts 2023|Kommentar|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top