By Bjarke Møller|2025-05-16T14:19:36+01:0016. maj 2025|Uncategorized @da|Kommentarer lukket til Årsregnskab 2024
Generalforsamling i Rådet for Grøn Omstilling
Sted: Salen i Kulturhus Indre By, Charlotte Ammundsens Plads 3, 1359 København
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Godkendelse af bestyrelsens beretning
3. Godkendelse af regnskab, budget og kontingent
4. Indkomne forslag
5. Valg til bestyrelsen
6. Valg af revisor
7. Eventuelt
Adgang kun for betalende medlemmer.
RGO søger en ny seniorrådgiver for fødevarepolitik
Har du solid viden om landbrug, fødevaresystemer og bioøkonomi , og brænder du for den grønne omstilling, klima og miljø? Trives du med projektarbejde, kan du kommunikere, og har du sans for politisk interessevaretagelse? Har du et stærkt drive, og kan du selvstændigt styre projekter fremad som en del af et fagligt stærkt team? Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, så har vi måske drømmejobbet til dig.
I Rådet for Grøn Omstilling søger vi en fagligt stærk seniorrådgiver, der vil lede og udvikle vores arbejde for den næste generation af bæredygtige fødevaresystemer, en klog forvaltning af bioressourcerne og nye bioøkonomiske løsninger i Danmark og i EU.
Rådet for Grøn Omstilling arbejder for et bæredygtigt samfund, hvor mennesker kan leve et sundt liv med høj livskvalitet indenfor de planetære grænser og i respekt for den natur, vi er en del af. Vi ønsker en fremsynet lovgivning, der sikrer klimaet, fremmer biodiversiteten og tager vare på naturens begrænsede ressourcer.
Vi er en grøn løsningstank, der via konkrete projekter og synlig offentlig kommunikation, leverer innovative og fagligt velfunderede analyser, reformforslag og nye bæredygtige løsninger, som kan hjælpe samfundets beslutningstagere og erhvervslivet til at accelerere den grønne omstilling i Danmark og i EU.
Hvad kræves der?
For at komme i betragtning til stillingen har du:
- En relevant videregående uddannelse
- Flere års relevant erhvervserfaring
- Erfaring med projektudvikling og analysearbejde
- Et solidt indblik i dansk og europæisk politik på området
- Gode formidlingsevner, både skriftligt og mundtligt
- En konstruktiv og empatisk tilgang til samarbejde
Det er endvidere en fordel, hvis du fra dine tidligere jobs har:
- Erfaring med politisk interessevaretagelse eller erfaringer fra styrelser og ministerier
- Erfaring med projektledelse og fondsansøgninger
- Indblik i EU-politik indenfor fødevareproduktion, klima og miljø
- Et stærkt fagligt og/eller politisk netværk
- Et solidt kendskab til klima- og miljøpolitik
Hvad tilbyder vi?
Vi kan tilbyde dig et meningsfuldt arbejde og et kollegialt fællesskab i en organisation, hvor du kan være med til at gøre en forskel til gavn for miljø og naur. Hos os har vi højt til loftet, og der er plads til nørdede faglige snakke, socialt samvær og humor. Du vil få mulighed for at sætte dit grønne fingeraftryk på løsninger, partnerskaber og future labs, der skal sikre en reel grøn omstilling. Samtidigt vil du være med til at udvikle og igangsætte nye initiativer i Rådet. Du vil desuden få mulighed for at blive inddraget i tværfaglige projekter inden for et bredere udsnit af miljø- og klimaudfordringer.
Søg stillingen, hvis du vil være med til at sætte dit præg på fremtidens fødevaresystemer.
Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold at søge stillingen.
Vi følger statens AC-overenskomst med DJØF, i henhold til anciennitet og med rådighedstillæg, feriepenge og pension.
Ønskes yderligere oplysninger kan du kontakte direktør Bjarke Møller 51511915. Sidste frist for at sende din ansøgning til job@rgo.dk er senest tirsdag d. 22. april kl. 9.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende, så søg gerne tidligere. Tiltrædelse snarest mulig.
Den tid, hvor det fossile overherredømme i verden vælter, er rykket meget tættere på
Engang sagde Bill Clinton”It´s the economy, stupid”, men det vil nok være mere præcist at sige: ”It´s the energy, stupid!”
For da Donald Trump på valgnatten holdt sin sejrstale, sagde han ”leave the oil to me”. Et af hans hovedbudskaber under præsidentvalgkampen var da også ”Drill, baby, drill”. Han er fløjtende ligeglad med de globale klimaforandringer. Han vil udvinde mere. Brænde mere af. Selv om det brænder kloden af.
Med Trump ved magten vil USA – igen – melde sig ud af FN´s klimaaftale fra Paris. Og fyre ekstra op under den fossile energi. Det bør ikke overraske. USA er i dag verdens fossile supermagt nummer et. Det er det land, der udvinder absolut mest olie (20 pct. af verdens olieproduktion) og mest gas og LNG-gas. En stor del af den amerikanske magt, velstand og konkurrenceevne hviler på enorme mængder af fossil energi.
Trump er ikke alene. Også Putin har bygget sin magt op på fossil energi. I en årrække fik han gjort Tyskland dybt afhængig af de løbende forsyninger af billig russisk gas. Det var led i et geopolitisk spil om dominans. Han indledte krigen, da EU-landene var meget sårbare og fik 45 pct. af sin gas fra Rusland.
Fossil energi finansierer autoritære regimer
Invasionen af Ukraine og den blodige krig har ændret alle ligninger i tysk og europæisk politik. For krigen udløste en energikrise i 2022, der førte til øget inflation. Det rystede de europæiske økonomier. Som under 1970´ernes energikriser, der også skabte højere inflation, kan energien ryste og vælte regeringer. Borgernes vrede stiger med energipriserne, der gør flere og flere varer dyrere. For varerne har store mængder af indlejret energi. Det gælder også vores fødevarer. Fordi det industrialiserede landbrug bruger så meget kunstgødning, pesticider og dieseldrevne maskiner, går der hvert år 655 liter dieselolie til at fremstille en danskers fødevarer.
To tredjedel af EU-landenes bruttoenergiforbrug er fossil energi, der importeres for 390 mia. euro om året. Det svarer til 2,7 pct. af bruttonationalproduktet. Og det er også mere, end EU-landene bruger på forsvaret. Men da 18 pct. af EU-landenes gas – trods en stribe energiembargoer – stadig kommer fra Rusland, bruges pengene til at føre krig for. Det skader vores sikkerhed. Det er på høje tid at vågne op til den barske geopolitiske realitet: Så længe vi i Europa ikke frigør os fra den fossile afhængighed, er det vores strategiske akilleshæl. Importen af fossil energi finansierer autoritære regimer mod øst, som truer vores sikkerhed. Vi gambler med vores fremtid, hvis vi ikke frigør os hurtigt fra fossilerne.
Sæt strøm til den grønne energirevolution
Heldigvis findes der en løsning på udfordringen!
Gennem en målrettet og ambitiøs klima- og energipolitik er det muligt for EU-landene helt at frigøre sig fra fossil energi i løbet af femten år. For 95-100 pct. af de teknologiske løsninger findes allerede. Sol- og vindenergi er i dag billigere end fossilerne på livslange omkostninger, og de falder som batterierne hastigt i pris. Salget af elbiler er steget markant, og fra område til område slår batterirevolutionen igennem. Det er nu realistisk at opbygge et elektrisk samfund, der drives af 100 pct. grøn strøm.
Vi befinder os i et globalt kapløb mod stadig lavere marginalomkostninger for energien. Det er en grøn energirevolution drevet frem af hastigt faldende priser for sol-, vind- og batterier. Den tid, hvor det fossile overherredømme i verden vælter, er rykket meget tættere på.
Energi er nøglen til regeringers herredømme og evne til at levere velstand. Og når den fordyres kraftigt, følger inflation, øget social usikkerhed, arbejdsløshed og stagnation. Det sidste kan bringe regeringer til fald. Anker Jørgensen, Jimmy Carter og mange andre oplevede det. Det samme kan næste år blive skæbnen for Olaf Scholz i Tyskland. Energi er den store X-faktor i økonomi og politik.
Kina har for længst forstået, hvor vigtigt det er at frigøre sig fra importen af den fossile energi, der gør landet afhængig af udenlandske magter. Siden finanskrisen i 2007/8 har den kinesiske stat investeret massivt i at skalere de grønne energiteknologier op og at elektrificere samfundet i lyntempo. De er i dag verdens førende nation indenfor solceller, batterier og elbiler, og hvis ikke EU-landene snart vågner op til dåd, vil kineserne også opnå en dominerende position i vindmølle- og varmepumpeindustrien.Engang var vi Europa frontløbere indenfor solceller, men regeringerne forfulgte en markedsliberal politik og efter finanskrisen valgte de sparevejen ud af krisen. I stedet kunne vi som Kina have investeret strategisk i de industrier, der skal skabe vores fremtidige konkurrenceevne. Det er på høje tid til at vågne op til de nye økonomiske og geopolitiske realiteter. It´s the energy, stupid!
Strategisk industripolitik er nøglen
I Europa bør vi føre en proaktiv strategisk industripolitik, hvor vi målrettet bruger staten og optager lån for at skalere de grønne industrier og teknologier op, som skal frigøre os fra den fossile afhængighed. Det kræver en kopernikansk vending i den økonomiske tænkning. Hvis EU fik flere egne ressourcer – og f.eks. alle pengene fra CO2-kvotehandlen – kunne fællesskabet optage billige lån til at accelerere den grønne industrielle revolution. Men der er stadig en del modstand.
Mainstreamøkonomerne bilder sig ind, at det i første række er arbejdskraft og teknologi, der driver produktiviteten op. I deres produktivitetsligning og økonomiske modeller spiller energien stadig en relativ marginal rolle. Men historisk set og over lang tid er der næsten en 1-1 sammenhæng mellem den mængde af energi, der proppes ind i økonomien, og den velstandsstigning, der skabes i samfundet.
Energi er nøglen til regeringers herredømme og evne til at levere velstand. Og når den fordyres kraftigt, følger inflation, øget social usikkerhed, arbejdsløshed og stagnation. Det sidste kan bringe regeringer til fald. Anker Jørgensen, Jimmy Carter og mange andre oplevede det. Det samme kan næste år blive skæbnen for Olaf Scholz i Tyskland
Energi er den store X-faktor i økonomi og politik. For som økonomen Steve Keen har sagt: ”Et menneske uden energi er et lig, og en maskine uden energi er en skulptur.” I stedet for at se energi som et luksusgode, der tages for givet, bør vi forstå den som den første og afgørende forudsætning for velstand, velfærd og produktivitet. Men hvilken energi skal det være? Svaret på dette spørgsmål burde være allerhøjeste prioritet for alle stats- og finansministre i EU.
EU-landene brænder 3,8 mia. tønder olie af om året, og omregnes energiindholdet til menneskers arbejdsår svarer det til 17,1 milliarder mennesker arbejder 24 timer alle dage af året. Også Danmark er stærkt afhængig af fossile brændsler. Hele 68 pct. bruttoenergiforbruget i hele den danske økonomi (inklusive vores internationale transport og aktiviteter i udlandet) er stadig fossilt, og den procentsats har været ret stabil siden 1968!
Indenfor den danske nationalstats rammer er 53 pct. af energiforbruget fossilt. Selv om de rene vedvarende energikilder er vokset betydeligt, stammer kun 13 pct. af vores bruttoenergiforbrug fra sol- og vindenergi, varmepumper, geotermi og vandkraft. I bedste fald er vi kun kommet en sjettedel af den grønne omstilling væk fra fossilerne. Mindre end en femtedel af Danmarks energiforbrug er elektrificeret. Elektrificeringen er gået i stå og dens andel af energiforbruget er ikke øget i de sidste tyve år.
Hvornår vågner Wammen op til dåd?
Rent klimamæssigt og i forhold til luftforureningen er der kun stærke argumenter for at frigøre sig fra de fossile brændsler. Det er essentielt at løse klimakrisen, hvor 90 pct. af de globale CO2-udledninger stammer fra afbrændingen af olie, gas og kul.
Men Energistyrelsen forventer, at der i 2024 udvindes ca. 26 mio. tønder i den danske del af Nordsøen, og der åbnes nye felter, fordi regeringen endnu ikke tør tage opgøret med det fossile forbrændingssamfund. Er det fordi dansk økonomi stadig drives frem af energien fra 120 mio. tønder olie? Omregnet til menneskelig arbejdskraft svarer det til 540 mio. arbejdsår.
Organisatorisk og mentalt er det en kæmpe opgave at gå fra et fossilt forbrændingssamfund og så skabe et klimapositivt samfund, der drives af ren vedvarende energi og grøn strøm. Mange har svært ved at forestille sig, at det kan blive anderledes.
Nogle råber desperat på atomkraft som et quick fix, selv om det tager over et årti at bygge nye atomkraftværker, og målt på livslange omkostninger er a-kraft væsentlig dyrere end sol- og vindenergi, selv når de er bakket op af batterier.
Rent økonomisk er der kun gode argumenter for at sætte turbo på den grønne omstilling. I det globale fossile energisystem spildes hele to tredjedel af al energi, inden den kommer ud til slutbrugerne og gør reel nytte i form af arbejde og serviceydelser. Hvornår erkender finansminister Nicolaj Wammen, at der kan høstes meget større produktivitetsgevinster ved at elektrificere alle sektorer af samfundet og udfase fossilerne end ved at skrue på arbejdsudbuddet eller fjerne St. Bededag? Besættelsen af at skabe lidt større arbejdsudbud svarer til, at man presser citronerne ved et teselskab på toppen af Titanic, der sejler på fossil energi.
Desværre holder finansministrene endnu hånden under den fossile spildøkonomi. Iflg. IMF udgør staternes direkte og indirekte subsidier til fossile brændsler globalt over 7000 mia. dollar om året eller omkring 7 pct. af verdens landes bruttonationalprodukt. Uden statsstøtte vil olie, gas og kul blive udkonkurreret på markedet. I EU-landene får fossilerne over 150 mia. euro i direkte og indirekte subsidier, hvis man medregner værdien af skattefradrag og gratis kvoter. Det er organiseret stupiditet, der øger både borgernes energiregning og fremtidens klimaregning.
Ren energi styrker vores konkurrencekraft
Der er ikke længere økonomiske argumenter for at klamre sig til fortidens beskidte energi. Priserne på solenergi og batterier er faldet med over 80 pct. i det sidste årti, og offshore vind er faldet med 73 pct. I dag er el fremstillet fra solceller på bar mark 56 pct. billigere end fossil energi, og landvind er 67 pct. billigere. Det er på høje tid at melde sig fuldt ind i det grønne energikapløb.
Alle former for statsstøtte til fossil energi bør fjernes og kanaliseres over til rene energikilder og grøn strøm. I Danmark var den fossile statsstøtte 3,6 mia. kr. i 2022 – bl.a. fordi energikrævende virksomheder og landbruget får store skattefradrag, når de brænder fossil energi af. Det er næsten det dobbelte af, hvad regeringen vil give i samlet støtte til sol- og vindenergi og varmepumper i hele perioden fra 2022-28! Vi skal en anden vej. De fossile subsidier bør helt væk, for de skader klimaet og øger den samlede energi- og klimaregning.
Vi skal gå all-in på den billigere vedvarende energi, også af hensyn til fremtidens konkurrencekraft. Draghi-rapporten om Europas konkurrenceevne har vist, at en central årsag til, at europæiske virksomheder har svært ved at konkurrere, er, at de betaler 2-3 gange så meget for deres elektricitet som deres kinesiske og amerikanske konkurrenter. Den bedste løsning er at fremskynde dekarboniseringen af økonomien, som Draghi rapporten påpeger. Det skal vi også i Danmark.
Der findes et godt grønt alternativ
Rådet for Grøn Omstilling (RGO) har lavet en rapport, der viser, at hvis Danmark nidobler sin produktion af sol- og vindenergi og laver en meget hurtigere elektrificering af vejtransporten, varmeforsyningen og industrien, kan vi helt frigøre os fra alle fossile brændsler i 2040. Planen kan skære 80 pct. af Danmarks CO2e-udledninger i 2030, 90 pct. i 2035 og så nå 100 pct. reduktion om femten år. Vi skal også investere meget mere i skovrejsning og biodiversitet, og vores beregninger viser endda, at det samfundsøkonomisk er en rigtig god investering at rejse hele 320.000 hektar ny skov frem mod 2040 – dvs. mere og hurtigere end i den grønne trepart.
Rapporten – Ren energi indenfor planetære grænser i 2040 – viser, at Danmark med denne strategi frem mod 2040 kan spare hele 207 mio. tons CO2 mere end regeringens klimapolitik. Det svarer til at barbere hele fem års udledning af drivhusgasser væk. Det har en klimaværdi på 267 mia. kr., hvis man regner ud fra Finansministeriets forventede CO2-pris i 2040.
Vi kan også løse tre store udfordringer, der ofte ignoreres i dansk klimapolitik: A) Udfasning af den klimaskadelige afbrænding af fast træbiomasse. B) Dekarbonisering af vores internationale luft- og skibsfart. C) Kraftig reduktion af den indlejrede CO2 i alle sektorers fossile forbrug via mere cirkulær økonomi.
Vi skal elektrificere alt, hvad der kan sættes grøn strøm til, fordi det rent energiøkonomisk er langt mere effektivt end at fyre med fossil energi og træbiomasse. Elmotorer er 3-4 gange mere effektive end forbrændingsmotorer. Varmepumper er 3-4 gange mere effektive end gasfyr. Danmark bør satse benhårdt på en elektrificering af alle sektorer. Under næste års danske EU-formandskab bør vi skalere disse løsninger hurtigt op i hele Europa. Vi bør spilde mindre tid og færre penge på dyre distraktioner med CO2-fangst, pyrolyse eller grøn brint til industrier, hvor det er bedre at elektrificere. Stort set hele industrien kan elektrificeres, og det vil være en god forretning. Fremtiden er elektrisk, og det er meget mere effektivt og billigere, hvis vi elektrificerer det meste af vores økonomi end fortsat at være afhængig af fossile brændsler, der skader klimaet. Og grøn brint skal fremstilles med vedvarende energi i lokale industriklynger og bruges med måde til at lave e-fuels til fly- og skibsfart eller fossilfri gødning.
I de sidste hundreder år har Danmark været et forbrændingssamfund, hvor vi først fik vores energi fra at brænde alle landets skove af, og siden brændte vi millioner tons fossil energi af om året for at holde gang i hjulene. Men forbrændingssamfundet har fået klimaforandringerne til at accelerere på dramatisk vis, og det er på høje tid at omfavne det 21. århundredes grønne og elektriske løsninger.
Dette er en kronik af direktør Bjarke Møller, der blev bragt i Dagbladet Politiken den 18. december 2024.
Manglen på havvindsbud i Nordsøen har rystet regeringen og Danmarks grønne omstilling
Der kom ingen bud på det store havvindsudbud i Nordsøen. Nul. Hvad skyldes det?
Det hænger bl.a. sammen med, at der er skabt stor usikkerhed i markedet på grund af de sidste års stop-and-go politik fra regeringens side: Sidste år lavede man en brat nedlukning af åben-dør-ordningen , der gav vindmølleselskaber mulighed for at opstille havvind efter et først- til-mølle princip, og dermed lukkede man døren til 23 GW ekstra havvind og skabte ny usikkerhed i markedet. Siden opstillede man nye krav om statsligt medejerskab, skrappere leveringstider og langtrukken kortlægning, der svækkede udbuddet som business case. Ja, der har også været ekstraomkostninger i vindmøllemarkedet, der siden 2022 har kæmpet med stigende inflation i hele værdikæden, men der er ved at komme styr på det.
Sidste år fik den tyske stat et samlet bud på 94 mia. kr. fra selskaber, der vil opstille 7 GW havvind i Østersøen, så hvis vi havde grebet processen an som tyskerne og holdt fast i en reformeret åben dør ordning, i stedet for at forsinke og bureaukratisere udbuddet, ville klimaminister Lars Aagaard næppe stå og finde på dårlige undskyldninger nu. Det er dybt nedslående, at det danske havvindeventyr er gået i stå. Det skader vindmølleindustrien, og politikerne bør have røde ører.
Lobbyister i industrien og brintbranchen hævder nu, at selskaberne ikke kan få økonomi i vindprojekterne, fordi der ikke er klarhed om brintrøret til Tyskland. De presser derfor på for at få staten til at lægge hånden på kogepladen her og giver penge eller statslige lånegarantier til at bygge en dyr ny brintinfrastruktur. Det gør de, fordi den grønne brint fremstilles på elektrolyseanlæg, vil sluge store mængder af grøn strøm fra havvinden.
Havvindens business cases fixes ikke med et brintrør
Men ligningen holder næppe. I virkeligheden er det meget usikkert, at der kan skabes en god business case for at eksportere store mængder af grøn brint med et brintrør til Tyskland og bruge op imod 130 mia. kr. over 15-20 år på at opbygge en ny brintinfrastruktur på tværs af grænsen. Og det er der flere årsager til:
For det første: Grøn brint kan ikke konkurrere med direkte elektrificering, fordi der er store konverteringstab i forhold til de teknologiske alternativer drevet af direkte af grøn strøm. Selv en række af de tunge og energikrævende industrier, som aluminium og stål, ser ud til at blive elektrificeret, og op imod 92-98 pct. af Europas industri kan drives med grøn strøm. Selv innovative cementfabrikker står på spring. Vi vil se et priskapløb mellem direkte el og brint, hvor sidstnævnte vil tabe. Satser nationer på at bygge store, tunge brintøkonomier og en tung brint-gasinfrastruktur, vil de blive smadret i den globale konkurrence af de nationer, der som bl.a. Kina sætter grøn strøm til økonomien.
For det andet: Brint bør bruges med måde og i begrænset omfang. Vi får brug for grøn brint til at fremstille den næste generation af e-fuels til luft- og søfarten på de lange distancer, til e-kunstgødning og kemikalieindustrien. Når man fremstiller disse grønne brændstoffer med grøn strøm, svarer det reelt til en indirekte elektrificering af luft- og søfarten, der kan eliminere de fossile brændsler. Men grøn brint er meget dyr at fremstille, og bl.a. derfor skal den ikke bruges i vejtransporten og i varmesektoren, for her vinder de elektriske løsninger, der er meget billigere
For det tredje: Pris gør altid en forskel. Grøn brint er flere gange dyrere end fossil brint, så den kan kun klare sig på markedet med heftig statsstøtte, hvis der indføres langt højere CO2-afgifter, eller EU laver endnu skrappere fortrængningskrav.
For det fjerde: Konkurrencepres udfordrer business casen for eksport af grøn brint. Selv om Danmark har enorme vindressourcer i Nordsøen, kan grøn brint fra Danmark næppe konkurrere med prisen på grøn brint fra Spanien, Frankrig og Nordafrika, der ikke kun har store mængder vindenergi, men også er beriget med langt større solressourcer. Flere analyser viser, at grøn brint fra Danmark kan blive dyrere end fx grøn brint fra Spanien, polsk landvind eller hollandsk offshore, og tyskerne er næppe så dumme, at de vil købe dyrere brint fra Danmark, hvis de kan få den billigere fra andre lande?
For det femte: Lokalisering er bedst. Den globale brintproduktion i dag er stærkt lokaliseret, fordi det er både dyrt, svært og risikabelt at transportere brint over lange afstande. Det er verdens mindste molekyle, og risikoen for lækage – med fatale klimaeffekter og store sundhedsrisici – er betydelig. Det er tre gange så energikrævende at transportere brint som gas, og over en 30 års periode vil man iflg. energieksperten Paul Martin mindst tabe 10 gange så meget energi ved at transportere brint over lange afstande, som hvis man sender grøn strøm gennem højspændingsledninger.
For det sjette: Den tyske kemiindustri ventes i fremtiden at efterspørge en del grøn brint, men problemet for den danske offshore business case er, at landbaseret sol og vind i Tyskland er billigere på livslange omkostninger end dansk offshore vind. Den danske stat bør ikke spilde penge på et brintrør over grænsen for at servicere den tyske kemiindustri eller hollandske raffinaderier, for der ser ikke ud til at være et solidt markedstræk eller en fornuftig business case i det. Også i fremtiden vil det være mere omkostningseffektivt for tyskerne og hollænderne at opstille flere vindmøller og solcelleanlæg – hvad de pt. gør i langt hurtigere tempo end Danmark – og så fremstille den grønne brint lokalt, der hvor den skal bruges. Lige så med Danmark.
For det syvende: Vi skal bruge mere grøn brint i Danmark, så lad være med at eksportere molekylerne. I Rådet for Grøn Omstillings klima- og energiplan for et fossilfrit Danmark i 2040 lægger vi op til, der skal fremstilles mere grøn brint i Danmark, men den skal bruges til lokalt at fremstille e-kunstgødning og e-fuels til de skibe og fly på de lange distancer, der bunkrer energi i Danmark. Der bør opbygges stærkt lokaliserede industriklynger – f.eks. i Esbjerg, Åbenrå og få andre steder – hvor man kan skalere den lokale produktion af både vedvarende energi og e-fuels op i stærke industriklynger. Det vil også sikre flere danske arbejdspladser og mere grøn værdiskabelse i områder, der ellers kan være udfordret af afvandring til de større byer. Beregninger foretaget af EA Energianalyse for RGO viser, at Danmark i 2040 skal fremstille cirka 90 petajoule grønne e-fuels for at få dekarboniseret danske skibe og fly til udlandet. Fordelen er samtidig, at det er langt nemmere og billigere at eksportere e-fuels end de rå brintmolekyler, hvis der efterspørgslen er der i markedet.
Sådan løser vi det: Sæt turbo på elektrificeringen
Så hvordan skabes en bedre business case for mere havvind i Danmark? Der findes en anden, hurtigere og mere direkte måde end brinten at skabe øget efterspørgsel efter grøn strøm, og det er direkte elektrificering af alle sektorer. Den omstilling bør accelereres, og her kan politikerne med fremsynede reguleringer gøre en stor forskel.
Kun 19 pct. af det danske samfund er elektrificeret i dag, og den elektrificering har stået i stampe i de sidste to årtier. En af årsagerne ser bl.a. ud til at være, at grøn strøm har betalt højere skatter, afgifter og nettariffer end de fossile brændsler – i hvert fald, hvis man skal tro de seneste tal offentliggjort af European Energy. En anden årsag er, at der er givet massiv statsstøtte til afbrænding af træbiomasse og biogas, der forlænger forbrændingssamfundet. Alene i dette årti gives over 30 mia. kr. i statsstøtte til biogassen, og fra 2022 til 2029 får biomasseafbrænding får knap 5 mia. kr. i direkte statsstøtte. Den form for statsstøtte skævvrider markedet til fordel for forbrændingsenergi på bekostning af den grønne strøm fra vedvarende energi. Og det forsinker elektrificeringen af det danske samfund.
Over halvdelen af Danmarks energiforbrug er stadig fossilt, og hvis man oveni lægger fyring biogas og biomasse, er det stadig op imod 87 pct. af al energi i Danmark, der brændes af. Kun 13 pct. kommer fra de helt rene energiløsninger som sol- og vindenergi, geotermi, vandkraft og varmepumper. I fremtiden bør Danmarks fossile energiforbrug og kraftværker elektrificeres, hvilket også er mere effektivt, da man undgår store energitab i processen. I grove tal vil det kræve, at vi bruger tre gange så meget grøn strøm i fremtiden, hvis vi skal konvertere det eksisterende fossile og biomasseforbrug til el. Hvis dette danske elforbrug skal dækkes af havvind alene, kan man roligt opstille de 23 GW havvind, der allerede lå i den åben dør pipeline, som regeringen desværre smækkede døren i for.
Timingen er vigtig, og udbygningen vil realistisk ske i flere etaper. De store energiøer i Nordsøen og Bornholm er nu udskudt, fordi projektøkonomien er blevet voldsomt fordyret. Det er der ikke grund til at græde over. Konstruktionen hænger ikke sammen. Staten behøver ikke at betale for udbygningen med havvind. I stedet kan man vælge en markedsbaseret udvikling uden krav om statsligt medejerskab og lave en ny model for overskudsdeling. I stedet for at køre stram detailstyring fra Energistyrelsens side, kan vi give udviklerne af den vedvarende energi lov til selv at byde ind med løsningerne ift. kapacitet, netopkobling og mølletæthed, hvis blot de lever op til fastsatte krav for miljø og biodiversitet. Det er ny slags åben-dør-model, og Tyskland har vist vejen, og de har fået Europa-Kommissionens accept af, at det i orden også indenfor konkurrencereglerne.
Vindudviklerne skal have en business case, og her har politikerne en meget vigtig rolle. Det er ikke nok at udstikke luftige og håbefulde fremtidsløfter fra Esbjerg til Marienborg. Man skal også gøre sit hjemmearbejde. Her haster det frem for alt med at sætte fart på elektrificeringen af det danske samfund, så efterspørgslen efter grøn strøm øges i de kommende år. Vi skal ud af det nuværende dødvande. Politikerne kan starte med at fjerne alle fossile subsidier, indføre en klimaafgift på træbiomasse, sænke elafgifterne mere og lade staten medfinansiere noget af elnettet – som man også gør i Tyskland. Og så bør man hurtigt rydde op i alle de skæve støtteordninger, der i dag massivt favoriserer afbrænding af træbiomasse og biogas på bekostning af sol- og vindenergi, varmepumper, geotermi og energilagring. Og man bør fjerne dobbeltbeskatningen af batterier, så det bliver attraktivt at investere i fremtidens energilagring på batterier.
Der er brug for en fremsynet og proaktiv regulering. Man kan fx vedtage en 2035 slutdato for at føre gas med ledninger ud til husstande med gasfyr, og nu forbyde salget af nye olie- og gasfyr. Biogas kan bruges bedre og giver højere værdi, hvis den fx anvendes til at fremstille næste generation af e-fuels i luftfarten. Gassen skal ikke brændes af i folks husstande, for der findes gode alternativer i fjernvarme og varmepumper. Man bør også forbyde salget af nye fossilbiler fra 2025/26 eller lægge ekstra høje strafafgifter på nye fossilbiler, så de prises helt ud af markedet. Gerne hurtigt.
En 100 pct. elektrificering af vejtransporten vil iflg. RGO´s beregninger kræve cirka 18-20 TWh, og iflg. tal fra EA Energianalyse er det en privatøkonomisk overskudsforretning at elektrificere vejtransporten frem mod 2040. Fjernes statsstøtten til biomasse, og indføres en klimaafgift på biomasseafbrænding, kan det sætte skub i elektrificeringen af varmesektoren. Dermed vil industrielle varmepumper og elkedler, drevet af ren sol- og vindenergi få en mere fair konkurrencesituation, hvilket kun er rimeligt, da det er rene grønne varmeløsninger. En hurtigere elektrificering af varmesektoren, industrien, vejtransporten plus landbrugets og byggeriets maskiner kan øge efterspørgslen efter grøn strøm i de kommende år, og dermed give en bedre business case til de udviklere, der vil opstille solcelleanlæg eller vindmøller på land og til havs. Det er på høje tid, at politikerne griber ned i denne værktøjskasse.
Sæt grøn strøm til Danmarks konkurrenceevne
Den direkte elektrificering af disse sektorer vil være økonomisk fordelagtig og styrke Danmarks konkurrenceevne. Grøn strøm fremstillet med sol- og vind er allerede billigere end fossil energi, og det er en enestående mulighed, som danske politikere ikke bør lade gå til spilde.
En elektrificering af alle sektorer i Danmark er faktisk meget vigtigere end at satse på brinteksporten via et brintrør, som industriens lobbyister vil have statens hjælp til. Frem mod 2035 vil der måske ikke være end 4-6 GW grøn brintproduktion i Danmark. Måske drømmer man hos Copenhagen Infrastructure Partners og hos andre aktører om at løfte tallet op til måske det dobbelte, men lige nu ser det ud til, at der ikke er en business case for det, da mange grønne brintprodukter ikke når frem til den afgørende investeringsbeslutning.
I runde tal kræver 6 GW brint cirka 24 TWh grøn strøm, og der skal ikke meget mere til for at fremstille e-fuels til fly og fragtskibe, der tanker op på dansk grund. Så i stedet for at fabulere om det der brintrør og bilde danskerne ind, at det får vores vindeventyr til at støde på grund, bør politikerne komme i arbejdstøjet og sætte turbo på elektrificeringen af det danske samfund. Vi skal også investere mere i at udbygge elnettet til vores nabolande. I fremtiden skal vi nemlig sælge endnu flere grønne elektroner til vores partnere i EU-fællesskabet, der skal i gang med at frigøre sig fra de fossile brændsler, som man i dag importerer for over 390 mia. euro om året.
Hvis den grønne omstilling skal op i fart, kræver det, at man holder et skarpt fokus på de mest omkostningseffektive tiltag og får dem skaleret hurtigere op. I dansk klima- og energipolitik bliver der lige nu spildt for meget tid og for mange statsstøttekroner på grøn brinteksport, pyrolyse og CO2-fangst. Men man kan få meget mere klimaeffekt for pengene, hvis man i stedet fokuserer skarpt på at elektrificere det danske samfund og indretter støtteordninger, skatter og afgifter, så de i højere grad fremmer mere sol- og vindenergi, batterier, varmepumper og geotermi.
Dette er en let redigeret udgave af en kommentar, som Bjarke Møller har skrevet til magasinet Ræson, og som blev publiceret i magasinet onsdag den 11. december 2024
Biomassefyring: En skamplet i klimapolitikken
Afbrænding af fast træbiomasse er en skamplet på dansk klima- og energipolitik. Det har jeg bl.a. sagt til TV2, der har lavet en Operation X-dokumentar om biomasse med titlen ”Brændende bedrag”. Udsendelsen har efter grundig research afsløret, at hele træstammer fældes i USA og Estland og laves til træpiller, som senere brændes af her i landet, bl.a. i Ørsteds kraftvarmeanlæg.
Ørsted vil sikkert anvende den klassiske kommunikationsstrategi: Angrib, benægt og indrøm aldrig et nederlag. Men Operation-X afsløringerne er et nederlag. Og det bør ikke komme som en overraskelse nogen, der har fulgt den internationale presses afsløringer af de mange huller i de certificeringsordninger – bl.a. FSC – som Ørsted og andre dækker sig ind under. Ørsted har en ambition om at være en klimafrontløber og at blive en naturpositiv virksomhed, men de nye afsløringer burde være endnu et wake-up call til CEO Mads Nipper om at komme ud af boblen. Det er absolut ikke bæredygtigt at brænde træbiomasse af og lave det om til el eller varme.
Røde ører
Der bør også være røde ører til de politikere, herunder klimaminister Lars Aagaard, der varmt forsvarer denne praksis, selv om Klimaministeriet i et svar til SF´s Signe Munk i Folketinget har oplyst, at den danske afbrænding af træbiomasse over 20 år netto fører til en udledning af 114 mio. ton CO2 til atmosfæren. Det svarer rundt regnet til, hvad landbruget udleder over 8,7 år!
Hvert år importerer Danmark over 3,5 mio. ton træbiomasse, der sendes med dieselskibe til Danmark, og der gives massiv statsstøtte til det. TV2 udsendelsen har opgjort den direkte og indirekte støtte til 6 mia. kr. i 2023. Heraf var 478 mio. kr. direkte støtte til kraftværkerne, der fyrer med træbiomasse for at lave el.
Derudover er der indirekte støtte i form af en teknisk afgiftsfritagelse for erhverv og husholdninger, som i Skatteministeriets Skatteøkonomiske redegørelse for 2023 er opgjort til 5,5 mia. kr/år.
Fyringen med træbiomasse burde – ift. klimabelastningen – være belagt med en afgift, men det er den ikke. Dermed får de en konkurrencefordel ift. andre energikilder, der ikke får den fribillet. Heldigvis udfases afgiftsfritagelse næste år som følge af industriens grønne skattereform, men opgøres den samlede direkte og indirekte statsstøtte over hele perioden for 2022-2028 høster biomassen samlet en gevinst på 21 mia. kr. Det er mere end 10 gange mere, end der gives til sol- og vindenergi i hele denne periode!
Biomassestøtte bremser elektrificering
Biomasseafbrændingen er en skamplet, fordi man med massiv statsstøtte reelt forværrer klimakrisen. Ikke kun pga. den ekstra CO2, der udledes til atmosfæren, men også fordi man fjerner et CO2-lager i skovene. Øget skovrejsning er en af de mest omkostningseffektive måder at suge CO2 ud af atmosfæren på, men den danske stat giver støtte til at fælde træer i udlandet. Og EU betragter stadig biomasseafbrænding som en ren vedvarende energikilde, selv om den i praksis skader klimaet både regnet over 20 år og 100 år. I Danmark udgør biomassefyringen cirka totredjedel af, hvad vi kalder vedvarende energi, men det bygger på en fortrængning af klimarealiteterne, at den tælles med der. Også derfor bør du se Operation X dokumentaren og lytte til de eksperter, der optræder i udsendelsen.
Biomasseafbrændingen bør udfases hurtigt og allersenest i 2035 bør man stoppe importen af træbrænde fra udlandet.
Allerede i dag findes gode og omkostningseffektive alternativer i form af varmepumper og elkedler, der kan drives af ren grøn strøm fra sol- og vindenergi, såvel som geotermi i dele af landet. Men de diskrimineres af staten i støtteordningerne. Den massive statsstøtte til biomassen – den får samlet 4,6 mia. kr. i direkte støtte fra 2022-28 – er med til at forsinke elektrificeringen af det danske samfund. Kun 19 pct. af vores samlede bruttoenergiforbrug er elektrificeret, og udviklingen er gået i stå i de sidste par årtier. Alene i dette årti gives der over 50 mia. i direkte og indirekte statsstøtte til biogas og biomasseafbrænding, hvilket er mangefold mere, end der gives til energieffektiviseringer og sol- og vindenergi. Varmepumper, der kan erstatte de mange olie- og gasfyr i danskernes hjem, får kun lidt over 100 mio. kr. i statslige tilskud fra 2022-28. Incitamenterne er skæve, men vi bør understøtte en hurtigere elektrificering af varmeforsyningen. Og vores fjernvarmeværker og industrien bør investere meget mere i industrielle varmepumper og elkedler – og holde op med at bygge nye biomasseværker – så vi kan sætte ekstra fart i elektrificeringen.
Afgifter og støtteordninger rammer forkert
I Danmark er skatte- og afgifter, samt støtteordningerne, ikke med til at understøtte en omkostningseffektiv grøn omstilling. Både støtteordninger og afgifter er lige nu med til at forsinke omstillingen væk fra forbrændingssamfundet. Det er den store historie hinsides Operation X afdækningen. Bedre bliver det ikke af, at European Energy i en ny rapport har afsløret, at det ser ud til, at den grønne strøm (inklusiv nettariffer) er hårdere beskattet end fossile brændsler, opgjort pr. energienhed. De voldsomme stigninger i nettarifferne siden klimavalget i 2019 truer nu mange VE-developeres business case. Og fordi politikerne heller ikke gør mere for at sætte ekstra fart i efterspørgslen efter grøn strøm – man kan f.eks. stoppe salget af nye fossilbiler i 2025/26 og sætte en hurtigere slutdato på gas i ledningsnettet – så er vi endt i en catch-22 situation.
Der er for lille efterspørgsel efter grøn strøm til, at VE-developerne kan få en god business case. Og med de skæve støtteordninger, afgifter og tariffer giver både fossile brændsler og fyring med træbiomasse nogle fordele, der binder os fast til forbrændingssamfundet. Også derfor er udbygningen med vind- og solenergi stagneret og halter nu bagefter vores nabolande.
Hvis regeringen vil tage den grønne omstilling og klimakrisen alvorligt, bør man nu lave en hurtig udfasning af alle subsidier til forbrændingsenergi – herunder også de 3,6 mia. kr, der er givet i direkte og indirekte fossile subsidier – og indføre en biomasseafgift, der svarer til deres reelle klimabelastning. Samtidig bør man fortsætte med at sænke elafgifterne og finde en anden måde at finansiere udbygningen af elnettet på end at sende hele ekstraregningen over til de VE-developere, der kan hjælpe os med at frigøre os fra de fossile brændsler. Lad de fossile energiforbrugere betale en større del af regningen for transformationen væk fra det fossile system.
Hvis man fjerner de skæve subsidier til forbrændingsenergi og nedsætter el-afgifter/nettariffer, vil der også komme meget større efterspørgsel efter grøn strøm, der vil styrke business casen i sol- og vindenergi, varmepumper og geotermi. Og Ørsted, hvad skal de gøre? De bør springe fuldt ud som en naturpositiv virksomhed. De bør straks holde op med at greenwashe deres afbrænding af biomasse og udfase den med rene grønne alternativer. Ørsted har nu chancen for at stille sig på den rigtige side af klimahistorien. Gør de det ikke, så må de også tage de tæsk, som deres ”dieselgate” og taktiske undvigemanøvrer vikler dem stadig længere ind i. Og ja, og så håber jeg, at Green Power Denmark snart springer helt ud som en ægte forsvarer af elektrificeringen i stedet at hænge fast i fortiden og forbrændingssamfundet.
Dette debatindlæg er blevet bragt i Klimamonitor den 6. december 2024.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i RGO d. 27/12
Rådet for Grøn Omstilling afholder ekstraordinær generalforsamling, og den afholdes den 27.12.2024 klokken 10:00 – 11:00.
Generalforsamlingen afholdes online på teams.
Dagsorden:
1. Valg af ny revisor
2. Eventuelt
Bemærkning til punkterne:
Ad. 1. Valg af ny revisor
Bestyrelsen har på deres møde den 26.11.2024 besluttet at indstille ny revisor for generalforsamlingen.
Bestyrelsen indstiller revisionsfirmaet KPMG til at foretage revisionsopgaven for Rådet for Grøn Omstilling.
KPMG er valgt ud fra kriterierne: kompetence, kendskab til projekter, kendskab til foreninger, samarbejdsvilje og ansvarlighed.
Medlemmer, der ønsker at deltage i den ekstraordinære generalforsamling, kan tilmelde sig ved at sende en mail til Svend@rgo.dk , mærket ”generalforsamling”.
Finanslovens skjulte grønne midler
En række medier valgte her forleden at opsummere finanslovsaftalens bidrag til grøn omstilling i fire punkter, der samlet set andrager 430 mio. kr. næste år. Men det er faktisk blot en dråbe i havet af, hvad der næste år gives til grøn omstilling i Danmark. For vidste du, at der bliver givet mere end 7 gange så meget til biogas? Og der gives 1 1/2 gang så meget i støtte til kraftvarmeværker, der brænder fast træbiomasse af.
Zoomer man helt ind på den indgåede finanslovsaftale mellem Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre kan man finde fire resultater, som er blevet fremhævet som grønne. Men hvor grønne er de? 400 mio. kr. håndværkerfradraget til energirenoveringer, klimasikring og servicefradrag. Der er herudover tre cirkulære tiltag med 15 mio. kr. til fradrag for reparationer af hårde hvidevarer, 10 mio. kr. til at udvikle en tekstil handlingsplan og 5 mio. kr. til et partnerskab for takeaway emballage.
Den måde, som håndværkerfradraget er skruet sammen på, er dog ret problematisk. Hvorfor skal der anvendes statslige midler på et servicefradrag for 17.500 kr. pr. person, som også kan bruges ift. rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havehjælp – også for velstillede familier, der burde have råd til det selv? Og set med grønne briller ville det have været langt bedre at bruge alle 400 mio. kr. til energirenoveringer og klimasikring.
De tre nye indsatser på det cirkulære område er så små, at deres grønne effekter er relativt usikre. Danmark har brug for en ny ressourcestrategi, der effektivt reducerer vores alt for høje ressourceforbrug – 25,9 ton pr. indbygger om året, men så vil man bruge nogle år og lidt håndører for at udvikle en tekstil handleplan. Det er fint at lave partnerskaber for take away og fremme lidt flere reparationer af hårde hvidevarer, men hvem tror på, at 10-15 mio. kr. om året vil flytte ret meget? I stedet kunne man langt mere effektivt reducere klima- og ressourceaftrykket af de offentlige indkøb for 448 mia. kr. om året, og det ville være hårdt tiltrængt, for CO2e-udledningerne fra offentlige indkøb ser ud til at stige og ikke falde frem mod 2030.
I det lys er de fire ovennævnte ”grønne” tiltag dråber i havet. Mere symbolpolitik end markante grønne tiltag.
De store vindere
Så lad os i stedet gå på jagt efter de store grønne penge i finansloven. Det vil sige dem, der virkelig er udtryk for en prioritering. Først bør nævnes udmøntningen af den grønne trepartsaftale for landbruget, som ud over partierne bag finansloven også blev indgået med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. I 2025 skal der her udmøntes 4,6 mia. kr, hvor næsten halvdelen går til at udtage kulstofrige lavbundsjorde. Det er rigtig positivt, for det har længe hastet med at få udtaget lavbundsjordene, som udleder masse CO2 til atmosfæren.
Der vil også blive givet 782 mio. kr. til øget skovrejsning, og 1,2 mia. kr. til en række kvælstofreducerende tiltag, og det trænger vores trængte vandmiljø virkelig til. Det er indsatser, der kan bidrage til at fremme den grønne omstilling.
I Rådet for Grøn Omstilling anbefaler vi stadig, at man går meget længere med hensyn til at lave en strukturel omstilling af landbruget, væk fra den intensive animalske produktion og over til mere plantebaseret produktion. Der må vi konstatere, at implementeringsaftalen for den grønne trepart ikke gør op med den intensive landbrugsproduktion, som i de sidste årtier har haft en meget høj pris for natur og miljø. På den positive side bør man dog nævne, at der næste år er 50 mio. til plantefonden og til fremme af plantebaserede fødevarer, og dette beløb hæves i 2026 til 80 mio. kr. om året. Også det økologiske landbrug får lille håndsrækning på 10 mio. kr. Det er ikke store transformative tiltag, men det er en begyndelse på en lang rejse.
Landbruget er stadig den helt store vinder, når finanslovens mange milliarder er fordelt. Sammen med EU´s støtteordninger får landbruget næste år over 15 mia. kr. i statsstøtte.
Biogas og fyring med træbiomasse får milliardstøtte
Går man dybere ned i finanslovens mange bevillinger, så gemmer der sig dog også store støttebeløb til dele af energisektoren. Og nej. Det er ikke til sol, vind og varmepumper. Næste år gives der 3 mia. kr. i tilskud til biogas. Det er faktisk mere end dobbelt så meget, som Miljøministeriet får til at beskytte miljø og natur!
I 2025 er der også afsat 682,5 mio. i direkte støtte til kraftvarmeværker, der brænder biomasse af for at forvandle det til el. Det sker selv om Danmarks fyring med træbiomasse har en straksudledning på over 15 mio. ton CO2, og den tidsvægtede udledning efter tyve år er mindst 4 mio. ton pr. år. Over en tyveårig periode udleder den store danske fyring med træbiomasse hele 114 mio. ton CO2, men tager man klimakrisen alvorligt, burde denne praksis udfases så hurtigt som muligt. Det sker dog ikke.
Så det er lang næse til dem, der tror, at staten virkelig satser hårdt på vind- og solenergi. Rent støttemæssigt og fradragsmæssigt er det i alt fald ikke tilfældet. Heldigvis er der allerede et godt alternativ til at fyre træbiomasse af. For det er muligt at elektrificere hele Danmarks varmeforsyning. I takt med at gas- og biomassefyringen udfases, så kan vi med industrielle varmepumper og elkedler, der er drevet med grøn strøm fra sol- og vindenergi, sikre husholdningerne en billigere varmeløsning. Det viser Rådet for Grøn Omstillings klima- og energiplan, der kan sikre et fossilfrit Danmark i 2040. Et vedvarende energisystem kan levere sikker og stabil energi til danskerne, hvis man også investerer i energilagring i damvarmelagre og batterier. Men hverken sol- og vindenergi, varmepumper eller batterilagring er noget, der prioriteres i finansloven.
Landvind har udsigt til 216,9 mio. kr. i støtte, og solcellerne får 98 mio. kr. I dag er sol og vind de absolut billigste energikilder på livslange omkostninger, og vi har brug for meget mere for at frigøre os fra fossil energi. Havvind får 238,8 mio. kr. til screening/forundersøgelse plus 254,4 mio. kr. til havvind næste år, men zoomer man ud for hele perioden 2022-2028, regner regeringen med at tjene over en mia. kr. på havvind. Så den trængte vindindustri har ikke udsigt til at få en hjælpende hånd fra det offentlige.
Over halvdelen af Danmarks bruttoenergiforbrug er stadig fossile brændsler, så vi har brug for meget mere sol- og vindenergi, men der spildes en masse af skattekronerne på at give massiv statsstøtte til biogas og biomasseafbrænding, hvor vi rent energiøkonomisk og klimamæssigt kunne få meget mere for pengene andre steder.
Vi kan få mere smæk for skillingen
Hvis staten ønsker en hurtig og stor klimaeffekt, bør man prioritere sol, vind, energieffektiviseringer, varmepumper og elektrificering først. Men det sker desværre ikke. Selv tilskuddet til energibesparelser på 546,1 mio. kr. næste år er langt bag biogas og biomassen. Måske er tiden snart kommet til at lave et større genbesøg af den grønne omstilling og tage et kritisk blik på, om vi kunne få meget mere smæk for skillingen ved at investere anderledes. Flere af de eksisterende støtteordninger og afgiftsfritagelser giver stor direkte og indirekte statsstøtte til udvalgte erhverv og energikilder på bekostning af andre. Herunder kunne man passende afvikle den direkte og indirekte statsstøtte til den fossile energi, som andrager op imod 3,6 mia. kr. om året. Den er skadelig i forhold til at nå klimalovens mål, men i finansloven vil der fortsat være god mulighed for, at energikrævende virksomheder og landbruget fortsat får fuldt fradrag for deres betaling af fossile afgifter, når de bruger olie, gas og koks.
Og så trænger vi vel også til en kritisk drøftelse af, om det er i orden, at den danske stat sælger CO2-kvoter for 1871,2 mio. kr. i 2025, som gør det muligt for andre i udlandet at udlede ekstra drivhusgasser. I perioden for 2024-28 regner regeringen med at tjene hele 7,47 mia. på salg af CO2-kvoter. I RGO mener vi, at man burde annullere disse kvoter, så man ikke aktivt med statens hjælp fremmer klimalækage. Også den seneste grønne landbrugsaftale skal delvist finansieres på den måde.
Det er ikke, fordi den danske stat mangler penge til grøn omstilling. Men hovedproblemet er, at vi stadig får alt for lidt klima- og miljøeffekt for pengene.
Solceller kan frigøre os fra oliesheiker og gasdiktatorer. Så stop med at være så negativ
Jeg er født og opvokset i et parcelhus i Østjylland nær en stærkt trafikeret landevej, hvor vi kunne lugte stanken af døde dyr og slagteriaffald, når vinden kom fra vest. Vi troede, at det var fremskridtet, og brokkede os ikke så meget. Det burde vi måske. Men nogen, der virkelig brokker sig, er Jyllands-Posten, der i de seneste uger har kørt en massiv kampagne imod solceller i Danmark. ”Vild plan vil plastre Jylland til med solceller”, ”Jernmarker gør Jylland mørkere” og ”enorme arealer skal dækkes af solceller”, er nogle af de bombastiske overskrifter. Selv statsminister Mette Frederiksen er citeret for, at det ikke ser ”særligt fedt ud” at bo på en ejendom, der er omgivet af solceller.
Måske ikke. I de seneste år har væksten i solceller været stor, og det er nemt at zoome ind på dem, når de står i lange rækker på en bar mark. Men er der ikke så meget andet i landskabet, der er en større udfordring arealmæssigt, æstetisk og i forhold til naturen? Hvornår zoomer JP ind på de brede asfaltmotorveje, der skærer Jylland op på langs og snart også gennem Egholms smukke naturområde vest for Aalborg? Det næste kan blive Kattegatforbindelsen over Samsø og det naturskønne Røsnæs. Hvornår går JP i flæsket på de store gylletanke, kornsiloer og svinefabrikkerne – eller de mange biogasanlæg, der får over 3 mia. kr. i året i statsstøtte? Eller de store industriparker, parkeringspladserne, de mange biler i byerne og de (sorte) asfalterede lande- og motorveje?
“I de seneste år har væksten i solceller været stor, og det er nemt at zoome ind på dem, når de står i lange rækker på en bar mark. Men er der ikke så meget andet i landskabet, der er en større udfordring arealmæssigt, æstetisk og i forhold til naturen? Hvornår zoomer JP ind på de brede asfaltmotorveje, der skærer Jylland op på langs og snart også gennem Egholms smukke naturområde vest for Aalborg?”
Ud fra den æstetiske vinkel, som JP forfølger i solcelleserien, er det vel det næste? Men tør I?
Hvad med i stedet at se solcellerne som en del af et grønt fremskridt, som kan gøre Danmark selvforsynende med billigere grøn energi, frigøre os fra autoritære oliemagter og styrke vores konkurrencekraft?
Solceller kan godt hjælpe naturen
Solcelleanlæg kan, hvis de opstilles rigtigt, beskytte drikkevandsområder, der er truet af pesticider. De forvandler solens stråler til ren energi og kan frigøre os fra fossile brændsler, der forurener luften, og som står bag 68 pct. af bruttoenergiforbruget i dansk økonomi. Solcellerne kan med vindmøller, batterier, varmepumper og geotermi bane vej for et 100 pct. vedvarende energisystem. Fremsynede jyder har forstået, at det er en bedre forretning end fossilerne.
Tag f.eks. til Hvide Sande fjernvarme, der midt under en energikrise kunne skære halvdelen af varmeregningen, fordi man i tide havde investeret i store Vestas-vindmøller, solceller, varmepumper og elkedler, som er billigere i længden end at fyre med fossile brændsler eller træbiomasse. Det var økonomisk og energimæssig snusfornuft. Og Hvide Sande gav sit solide bidrag til at nedbringe Danmarks udledning af drivhusgasser. Tænk hvis alle fjernvarmeværker og kommuner fulgte i deres fodspor?
En alternativ grøn energiplan
En samlet klima- og energiplan af Rådet for Grøn Omstilling viser, at det er realistisk og muligt at gøre Danmark til en 100 pct. fossilfri økonomi i 2040. Det vil dog kræve, at mængden af sol- og vindenergi øges med 4,3 gange i 2030 og med ni gange i 2040. I forhold til regeringens klimafremskrivning kan vi spare 207 mio. tons CO2e på vejen derhen, og det kan sikre forbrugerne og virksomhederne 35-45 pct. lavere elpriser i 2040, viser beregninger foretaget af Ea Energianalyse.
Det vil styrke Danmarks konkurrenceevne, for prisen på energien er vigtig for, om man får succes eller på fiasko på verdensmarkedet. I de senere år er opstillingen af nye vindmøller desværre gået i stå til lands og til havs, og der er for mange bureaukratiske snubletråde i Danmark. Så det er træls også at se en erhvervsavis plastre sine sider til med æstetisk vrede imod solcelleanlæg og energiparker.
Vi bør hellere kræve flere grønne energiparker både vest og øst for Storebælt, så hele landets energiforbrug kan gøres fossilfrit. Og der kan skabes nye arbejdspladser ved at fremstille den næste generation af grønne e-fuels til vores internationale sø- og luftfart. Det er skidt for Danmark, hvis vi lader os rive ned af et æstetisk bagstræberi, uanset om det er i Viby eller på Rådhuspladsen. Det er et alvorligt problem, at dansk økonomi brænder 120 mio. tønder olie af om året, og at danskerne køber nye gasfyr og fossilbiler, når der er gode grønne og elektriske alternativer. Der er mange arbejdspladser i den grønne omstilling – alene i vindindustrien er der 33.000 job, og de fleste ligger i Jylland.
Til sammenligning er der kun cirka 7100 heltidslandmænd tilbage. De får over 11,8 mia. kr. i statsstøtte om året, mens solcellerne kan klare sig på markedsvilkår. Landmændene sidder på godt 60 pct. af landets 4,3 mio. hektar, og de har satset benhårdt på industrialisering og stordrift, så landdistrikterne er blevet mere og mere affolket. Samtidig har erhvervet et stort medansvar i forhold til klimaet, forurening af drikkevandet, biodiversitetskrisen og den omfattende havdød. Og de vil ikke selv betale for forureningen, men vil hellere tørre den af på skatteyderne.
Danmark befinder sig i en klimakrise og en biodiversitetskrise og er en bundskraber i EU med kun 1,6 pct. beskyttet natur. Så jeg forstår godt bekymringen for, hvordan naturen skal se ud i fremtiden. Men hvad med at tage en seriøs snak om den store animalske fødevareproduktion og de nye infrastrukturprojekter frem for at udskamme solcellerne og vindmøllerne som syndebukke?
Solcellerne vil fylde under en femtedel af landets veje
Selv hvis vi øger mængden af solenergi med 11 gange frem mod 2040, vil solcellerne ikke dække mere end 1 pct. af Danmark. Mange flere kan sættes på tage, over parkeringspladser og motorveje, men det billigste er opstilling på bar mark. Det må være muligt at frigøre 1 pct., for det handler dybest set om Danmarks fremtidige energiselvstændighed og konkurrencekraft. Og ja, der bør også rejses langt flere skove, som kan give os større naturoplevelser, et rigere plante- og dyreliv og en ekstra klimagevinst. I stedet for at brokke sig over solcellerne kan man glæde sig over, at de kan tjene ekstra penge og gavne naturen på nedkørte marker, der før har været sprøjtet med pesticider og gødet med kvælstof, så naturens blomster, markens fugle og de mange insekter forsvandt. Developerne kan nok godt overtales til at dele en smule af overskuddet med lokalsamfundet, og lovgiverne kan give lokale energifælleskaber bedre muligheder for at blomstre.
“I stedet for at brokke sig over solcellerne kan man glæde sig over, at de kan tjene ekstra penge og gavne naturen på nedkørte marker, der før har været sprøjtet med pesticider og gødet med kvælstof, så naturens blomster, markens fugle og de mange insekter forsvandt.”
Hvorfor skal vi spilde så meget tid på at brokke os over det grønne fremskridt, der rummer mange gevinster, og forsinke det igen og igen, mens kineserne kører os midt over i den nye energirevolution, hvor priserne på grøn strøm på sol og vind for allerede er billigere end fossil energi? Kom ind i kampen Jyllands-Posten. I dag fylder industrien og industrizonerne lidt under 1 pct. af arealet. Produktionen af biobrændstoffer, som er uøkonomisk og dumt ift. klimaet, lægger beslag på et landareal svarende til 3 pct. af Danmark. Og vejene fylder 5,4 pct. af arealet eller 232.000 hektar.
De fleste af os danskere vil gerne give plads til vejene i landskabet og nyde friheden til køre i bil. Men den frihed har en pris. Enten finder vi lidt mere plads til solceller og vindmøller i Danmark, så vi kan elektrificere varmeforsyningen og industrien, og køre på ren grøn strøm som vi selv producerer. Eller også skal vi hvert år fortsat importere forurenende fossile brændsler fra Rusland og Mellemøsten, hvilket vil påføre os meget store geopolitiske, sikkerhedspolitiske og klimamæssige ekstraregninger.
Selvfølgelig er der dilemmaer i forhold til arealfordelingen, men det er på høje tid, at vi tager en seriøs snak om, hvad er det for et fremskridt, vi ønsker i dette land.
Dette er en kronik skrevet af RGO´s direktør, Bjarke Møller, og den blev bragt i Jyllands-Posten d. 22. oktober 2024.
Der sælges flere fossile brændsler end nogensinde: “Vi er alle fucked”
Verdens samfund er stadig dybt afhængige af fossil energi. Hele 80 pct. af vores samlede energiforbrug kommer stadig fra olie, gas og kul, kan man læse i World Energy Outlook 2024, som Det Internationale Energiagentur (IEA) netop har offentliggjort. Faktisk blev der sidste år solgt mere fossile brændsler end nogensinde før i verdenshistorien. Det er et dramatisk vidnesbyrd om den manglende erkendelse af klimakrisens alvor.
Den fossile business as usual dominerer stadig. Og vi er alle fucked, hvis ikke vi snart frigør os fra den fossile afhængighed. Faktisk var det globale CO2-budget kun 200 Gigaton ved årets indgang, og Danmarks andel løber ud i de næste få år. Det haster med at udvikle en systematisk plan for hurtigt at eliminere og trænge alle fossile brændsler ud af vores samlede energiforbrug.
Har IEA så svaret? Nej, desværre nej. Lad det dog være sagt med det samme. Jeg hører til dem, der begejstres, hver gang IEA´s Executive Director, Fatih Birol, taler om, at den fossile æra snart peaker. Birol skriver i sit forord til rapporten, at ”ren elektricitet er fremtiden”. Men alligevel regner IEA stadig i deres net-zero scenarie stadig med, at der er 15 pct. fossile brændsler i verdens samlede energiforbrug i 2050. Det er selvfølgelig bedre end regeringernes aktuelle politiske kurs, der sigter mod, at cirka halvdelen af vores energi kommer fra olie, gas og kul i 2050. Og regeringernes løfter kan kun nedbringe andelen til 25 pct. Det er stadig alt, alt for meget.
Det kan lade sig gøre
I Rådet for Grøn Omstilling har vi fremlagt en plan for, hvordan Danmark helt kan frigøre sig fra alle fossile brændsler i 2040, og vi vil arbejde for, at EU kan nå det i perioden 2040-45. Den gode nyhed er, at det faktisk kan lade sig gøre.
Dykker man ned i den nye IEA-rapport kan man finde en masse interessante tal, der dokumenterer, at verden befinder sig midt i en grøn energirevolution med sol, vind og batterier. Den globale produktionskapacitet for solceller er øget 40 gange i de sidste 13 år. For vindenergien er det seks gange. Sidste år blev der opstillet 550 GW sol- og vindenergi – og alene indenfor de sidste fem år har der været mere end en 4-dobling i opstillingen af nye solcelleanlæg. Alene i det sidste år er den globale fabrikation af solceller øget med hele 76 pct. og der blev fremstillet 22 pct. flere vindturbiner. Efterspørgslen er enorm, og ikke mindst Kina sprænger alle forventninger. I EU-landene går det derimod stadig alt for langsomt, bl.a. fordi der er alt for mange bureaukratiske og økonomiske snubletråde.
Elpriserne i EU-landene er stadig 2-3 gange højere end i USA og Kina, og det skader europæiske virksomheders konkurrenceevne. EU-landene importerer hvert år fossile brændsler for over 400 mia. euro, der er penge, der meget bedre kunne bruges til at investere i en samlet omstilling af vores energisystem, så vi i fremtiden bliver 100 pct. selvforsynende med ren energi. En kerneopgave for Dan Jørgensen som EU´s nye energikommissær er at sætte ekstra turbo på arbejdet med at trænge de fossile brændsler ud af det europæiske energisystem. Vi bør mangedoble mængden af sol- og vindenergi, investere meget mere i batterilagring og andre former for energilagring. Og vi skal øge investeringerne i elnettet og de vigtige interconnectorer, der gør det nemmere og billigere at sende grøn strøm over grænserne i det indre energimarked.
Det bliver billigere, end IEA tror
Sol- og vindenergi er allerede billigere end fossile brændsler på livslange omkostninger, og selv hybride løsninger – hvor landvind eller solcelleanlæg kobles sammen med batterier – er nu ved at være konkurrencedygtige. Og den anden gode nyhed er, at IEA konsekvent – og desværre stadig i deres nye World Energy Outlook – undervurderer de kommende prisfald for sol- og vindenergi. Det betyder, at den grønne omstilling i realiteten bliver noget billigere, end de forestiller sig.
Det er nu, at Danmarks og andre EU-landes regeringer bør sætte hårdt ind på at sikre en mangedobling i den vedvarende energi – og de fossile brændsler skal fases hurtigere ud via en målrettet elektrificering af alle sektorer, så man også øger efterspørgslen efter grøn strøm. Det vil også skabe en endnu bedre business case for VE-developere. I forhold til klimaet, økonomien og konkurrenceevnen burde det være en no-brainer.
Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er blevet bragt i Ingeniøren den 18. oktober 2024.