Byggeriet bør have sin egen minister

Danmark har givet bygge- og anlægssektoren ansvaret for at levere på nogle af vores største politiske målsætninger: klimamålene, boligudfordringen, klimatilpasningen og den kritiske infrastruktur.

Bygge- og anlæg beskæftiger mere end 200.000 mennesker og omsætter årligt for 350 milliarder kroner. Også derfor indtager sektoren en helt central og strategisk rolle i det danske samfund.

Men vi har ikke givet bygge- og anlægssektoren en samlet politisk ledelse.

I dag er ansvaret spredt over otte ministerier. Det betyder, at ingen minister har det overordnede ansvar for, om reglerne hænger sammen, om prioriteringerne understøtter hinanden, eller om vi gør tingene mest hensigtsmæssigt og effektivt.

Resultatet er alt for ofte modstridende krav, langsomme beslutningsprocesser, manglende samtænkning og ineffektiv anvendelse af milliarder i offentlige og private investeringer.

Vi kommer ikke uden om bygge- og anlægsbranchen

Bygge- og anlægsbranchen har som hovedopgave at stå for Danmarks fysiske rammer og er ikke blot en økonomisk motor, men også et afgørende redskab for realiseringen af vores fælles ambitioner inden for grøn omstilling, by- og boligudvikling og kritisk infrastruktur.

Det gælder eksempelvis at komme de stigende boligpriser i de store byer til livs, hvor byggeri af flere boliger er nødvendigt, hvis urbanisering og social mobilitet skal være en reel mulighed for alle.

Bygge- og anlægssektoren står for en meget betydelig del af Danmarks klimabelastning og ressourceforbrug. Ifølge analyser står byggeriet for omkring 30 procent af Danmarks samlede CO2-udledning og omkring 35 procent af al affaldsproduktion. Hvis Danmarks ambitiøse klimamål skal nås, spiller branchen en afgørende rolle.

Det er også virksomheder og medarbejdere fra bygge- og anlægsbranchen, som skal sørge for at klimasikre vores kyststrækninger, udvide kloakkerne og sikre vores hverdag og hjem i en verden, hvor ekstreme klimahændelser bliver vildere og flere.

Desuden sørger branchen for at bygge kritisk infrastruktur som veje, broer, jernbaner og sygehuse og foretager den nødvendige renovering, transformation og energieffektivisering af skoler, børnehaver, plejehjem, fabriksbygninger, kontorlokaler og så videre.

Med andre ord er bygge- og anlægsbranchen ikke til at komme uden om i forhold til at løse en lang række af de store udfordringer, som vores samfund står overfor: grøn og bæredygtig omstilling, boligmangel, arealknaphed, vandhåndtering, mobilitetsproblemer, trængsel med videre.

For vigtig til at blive spredt ud

Det kræver koordinering, uddannelse og opkvalificering af medarbejdernes kompetencer i et helt andet omfang, end vi har været vant til.

Derfor er det en stor udfordring, at sektoren i dag reguleres på tværs af otte ministerier uden en tydelig overordnet koordinering.

Både Miljøministeriet, Kulturministeriet, Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, Social- og Boligministeriet, By-, Land- og Kirkeministeriet, Transportministeriet, Erhvervsministeriet og Skatteministeriet er inde over forhold, som vedrører bygge- og anlægsbranchen.

Manglende koordinering risikerer at stå i vejen for, at bygge- og anlægssektoren kan udfolde sit fulde potentiale som en drivkraft for gennemførelsen af Danmarks klimamål, vores bæredygtighedsambitioner og langsigtede økonomiske vækst.

Derfor bør der efter næste valg træffes en klar beslutning om at samle ansvaret. Færre ministerier. Tydeligere politisk forankring.

Allerhelst bør Danmark få et egentligt ministerium for byggeri, anlæg og bolig under ledelse af en bygge- og boligminister.

Bygge- og anlægssektoren er nemlig for vigtigt til at være spredt ud over otte ministeriers skriveborde.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget By og Bolig den 17. marts 2026, og er skrevet af Christian Jarby fra Rådet for Grøn Omstilling, Lars Storr-Hansen fra Danske Ark, Linda Nordstrøm Nissen fra Tekniq, Katrine Bjerre Milling Eriksen fra Dansk Erhverv, Palle Thomsen fra Danske Byggecentre, Søren Sand Kirk fra Danske Byggefag, Oda Hustad fra Rådet for Bæredygtigt Byggeri, Mikael Koch fra Træinformation, Lennart Østergaard fra VELTEK og Jette Leth Fejerskov Djælund fra Konstruktørforeningen.

By |2026-03-17T13:34:26+01:0017. marts 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Byggeriet bør have sin egen minister
Læs mere

Vi skal forske mere i pesticider og veje væk fra dem

Danmark er et intensivt dyrket landbrugsland. Landbruget optager 61 procent af landarealet, byer og infrastruktur 13 procent, produktionsskov 13 procent. Der er kun 12,5 procent til natur, og denne natur er i dag stærkt påvirket af menneskelige aktiviteter.

Selv efter gennemførelsen af den grønne trepart vil 50 procent af landets areal være optaget af landbrug. 88 procent af landbrugsarealet er konventionelt, hvor der bruges pesticider og kunstgødning.

Det påvirker biodiversiteten på land og via udledninger til vandløb og via disse til søer og til havet, forringes også biodiversiteten i vand. Der mangler nyere dansk forskning i, hvordan pesticiderne påvirker biodiversiteten, herunder i hvor høj grad de også trænger ind i naturområder.

Vi ved:

  • at pesticider og deres nedbrydningsprodukter kan måles i ikke blot grund – men også regnvand,
  • at biomassen af flyvende insekter – hvoraf mange fungerer som effektive bestøvere også for landbruget – er faldet med 75 procent over 27 år selv dybt inde i beskyttede, tyske naturområder, efter al sandsynlighed som følge af påvirkningerne fra pesticider fra det omgivende landbrugsland.
  • at antallet af fugle, der er knyttet til de danske landbrugslandskaber, er faldet med 60 procent de sidste knap 50 år,
  • at antallet af gulspurve og agerhøns, der ernærer sig af en cocktail af ukrudtsfrø samt insekter og andre hvirvelløse dyr (invertebrater), og viber, der især æder invertebrater, er faldet med 70 – 80 procent og nu falder de med 5-9 procent om året,
  • at resistens overfor de anvendte pesticider er stigende hos de mål-arter, de er rettet imod, og midler, der udvikles som modsvar, har ofte haft alvorlige miljøkonsekvenser, f.eks. neonikotinoider, der ødelægger biernes orienteringsevne, og de nyere pesticider, der nedbrydes til evighedskemikaliet TFA – en af de berygtede PFAS-forbindelser.
  • at afdrift fra ukrudtsmidler anvendt på marker, kan medføre, at vilde planter på omkringliggende arealer påvirkes.
  • Der er altså mange grunde til at forske mere i alternativer til pesticider samt i forebyggelse og dermed reduktion af pesticidforbruget. Det gælder bl.a. udvikling af integreret plantebeskyttelse (såkaldt ’IPM’), hvor hjælpen hentes fra naturen selv.
Brug naturens små hjælpere i stedet for pesticider

Et af de mest oplagte greb, som vi har forsømt, er at bruge naturens egne små hjælpere. Dette har i den internationale, videnskabelige litteratur vist lovende takter, og ses som en af de primære veje til et mere bæredygtigt landbrug.

Det kræver udvikling og fastholdelse af økologiske infrastrukturer i landbrugslandskabet, der kombineret med øget jordsundhed understøtter økosystemtjenester, og hvor de økologiske infrastrukturer fungerer som opformeringsoaser og spredningsveje for rovbiller, bestøvere og snyltehvepse m.m.

Intensiveringen i det danske landbrug, hvor naturelementer, læhegn, markskel og markveje forsvinder, samtidig med at markerne bliver større, har fjernet mange af de naturlige levesteder for nyttedyr og bestøvere i landbrugslandet.

Bestøvning er vejen frem

God bestøvning fører generelt til øget udbytte, men også hurtigere og mere ensartet modning, som kan betyde reduceret sygdomsangreb. Franske forsøg viser, at god bestøvning kan føre til reduceret brug af pesticider.

Den hidtidige danske IPM-indsats har været præget af isolerede, korttidsfinansierede projekter inden for eksempelvis sædskifte, overvågning af skadevoldere kombineret med pletsprøjtning, samt brug af ikke-kemiske midler.

Men det er tvivlsomt, i hvilket omfang principperne overhovedet er blevet integreret i den almene landbrugspraksis. Introduktionen af en selvangivelsesformular for landbruget giver ikke svaret, da selvangivelsen ikke kontrolleres, ligesom resultaterne ikke samles nogetsteds.

Flere midler er nødvendigt

Hertil kommer, at et greb som økologisk infrastruktur end ikke kan rapporteres i selvangivelsen, og den fortsatte udvikling i resistens kombineret med den manglende opfyldelse af sprøjtemiddelstrategiens reduktionsmål tyder på, at IPM-principperne langtfra har vundet udbredelse.

Endelig er der lavet praksisforsøg på fire demonstrationslandbrug, hvor man afprøver flere af IPM-principperne – men ingen af de fire brug inddrager udvikling af økologisk infrastruktur eller biologiske metoder til reduktion af skadelige organismer. Og siden 2022 har kun et af brugene de enkelte år opfyldt reduktionsmålsætningerne i den gældende sprøjtemiddelstrategi.

Derfor foreslår vi, at der afsættes forskningsmidler til:

  • Langt grundigere undersøgelser af effekten på ikke-målarter på og udenfor landbrugsarealerne af såvel godkendte pesticider som nye, der søges godkendt. Det gælder – ud over ikke-målarter i f.eks. vandløb og søer samt tilgrænsende naturområder – i særlig grad effekter på organismer der:
    • udfører bestøvning,
    • udfører biologisk kontrol af netop de organismer, der sprøjtes imod,
    • gavner planternes næringsstofoptag samt jordsundhed generelt
  • gennem fuldskalaforsøg under danske forhold at forstå og udvikle brugen af økologiske infrastrukturer i landbrugslandskaber i bestræbelserne på dels at øge den funktionelle biodiversitet i det åbne land generelt, dels målrettet at fremme bestandene af bestøvere og af organismer, der kan forestå biologisk kontrol af skadevoldere.
  • at udvikle metoder til at begrænse brugen af pesticider specifikt til de steder, hvor skadevoldere kan påvises, og generelt at minimere spredningen af pesticider og deres nedbrydningsprodukter til det omgivende miljø.
  • at forbedre og optimere varslingssystemerne for opblomstring af skadevoldere, herunder at inddrage også prognoser for udviklingen af de biologiske kontrolagenter, som ellers ville kunne begrænse opblomstringen, men som udryddes ved for tidlig sprøjtning.

En sådan forskning vil kunne bruges både til reduktion af pesticidforbrug i det konventionelle jordbrug og til forebyggelse af skadevoldere i økologisk jordbrug.

Dette debatindlæg er bragt den 24. februar 2026 i Sustain Report, og er skrevet af Christian Ege fra Rådet for Grøn Omstilling, Henrik Wejdling fra Dansk Ornitologisk Forening og Rune Havgaard Sørensen fra Danmarks Biavlerforening.

By |2026-02-25T11:53:27+01:0025. februar 2026|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Vi skal forske mere i pesticider og veje væk fra dem
Læs mere

Stop for Bovaer efterlader hul i landbrugets klimaregnskab

På få uger er Bovaer gået fra at være et af landbrugets vigtigste klimavirkemidler til et stof, som mælkeproducenter nu fravælger. Formanden for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen, vurderer, at “næsten 100 pct. vil stoppe med stoffet” efter den nye præcisering fra Fødevarestyrelsen, som giver landmænd vide muligheder for at undtage deres køer fra lovkravet.

Men når mælkebønderne stopper med at bruge Bovaer, så forsvinder også den forventede klimaeffekt fra landbrugets klimaregnskab. Hele 400.000 tons CO₂-reduktion i aftalen om grøn trepart kommer fra metanreducerende fodertilsætningsstoffer, og det tal må man nu øjensynligt vinke farvel til.

Chefredaktøren på Maskinbladet, Rasmus Dalsgaard, kalder det i en leder en “skandale” og “… enøjet hastværk i klimaets hellige navn”.

Landbrugsorganisationerne har sat Bovaer i centrum som et teknologisk fiks med hurtig og målbar virkning mod metanudledning. Men virkeligheden i staldene fortæller en anden historie. Mange landmænd har oplevet malkekøer med nedsat appetit, faldende mælkeydelse, stofskiftelignende problemer og i nogle tilfælde kollaps. Det var netop det, eksperter – og Dyrenes Beskyttelse – allerede havde advaret om, før lovkravet blev vedtaget.

Nu står grønne organisationer side om side med mælkeproducenterne om at råbe vagt i gevær om lovkravet.

Når landmænd nu i stor skala stopper med Bovaer, skyldes det ikke modvilje mod klimaindsatsen. Det skyldes, at dyrene betaler prisen. Men spørgsmålet er så bare, hvordan regeringen nu skal finde de store CO2-reduktioner?

Heldigvis er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Med Bovaer fik landbruget nemlig mulighed for mere business as usual, fordi man angiveligt kunne reducere koens metanudledninger med op mod 27 pct. Til gengæld ville man også bevæge sig ind på en vej, der ikke fører mod klimaneutralitet. Simpelthen fordi der ikke er incitament til at reducere antallet af dyr.

Erhvervet er hurtigt til at sige, at antallet af køer er faldende år for år. Og det er korrekt, at vi har fået lidt færre køer, men faldet er ikke i nærheden af at være nok. Vi har brug for et markant fald, hvis det skal gøre en reel forskel i metanudledningen.

Danmark har brug for klimavirkemidler, der både er ansvarlige og bæredygtige, og som ikke sætter dyrevelfærden over styr. Bovaer var ikke det mirakelmiddel, man havde håbet, så lad os bruge virkemidler, der virker. Vi skal lade koen være ko, der spiser græs og tygger drøv.

Vi skal ikke lave om på koen, men lave om på hele systemet rundt om den. Til et system, hvor dyrene bidrager til et positivt øko- og fødevaresystem.

Dette debatindlæg er bragt i Jyllandsposten den 13. december 2025, og er skrevet af Britta Riis, Dyrenes Beskyttelse, Maria Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening, Jeppe Juul, Rådet for Grøn Omstilling & Christian Fromberg, Greenpeace.

By |2025-12-15T08:54:29+01:0015. december 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Stop for Bovaer efterlader hul i landbrugets klimaregnskab
Læs mere

Vores forbrug er den blinde vinkel i klimapolitikken

Der er indkaldt til politiske forhandlinger om revision af Klimaloven, og der skal sættes et 2035-mål for Danmarks territoriale CO2-udledninger. Men desværre dækker de territoriale udledninger kun udledninger, som sker inden for Danmarks grænser. Derfor er det afgørende, at vi samtidig begynder at adressere de forbrugsudledninger, som hidtil har været en blind vinkel i dansk klimapolitik. Hvis man måler på de forbrugsbaserede CO2-udledninger, som omfatter alle udledninger forbundet med danskernes forbrugsmønstre, uanset hvor i verden udledningerne finder sted, så er det svært at få øje på det grønne foregangsland, som Klimaloven ellers foreskriver, at Danmark skal være.

Argumentet mod et forbrugsbaseret klimamål er ofte, at vi har svært ved at påvirke udledningerne uden for Danmark, og at der ikke er politiske redskaber til at adressere dem. Men cirkulær økonomi er ét redskab, som både kan være med til at nedbringe de forbrugsbaserede CO2-udledninger og samtidig bidrage til styrket konkurrenceevne og resiliens i en geopolitisk usikker verden.

I fællesskab har vi derfor udarbejdet et katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet med en lang række konkrete initiativer, som også kan bidrage til at nedbringe de forbrugsbaserede CO2-udledninger. Kataloget bunder i en stærk forståelse af cirkularitet, hvor det første og vigtigste princip er at forebygge affald og forurening. Vi vil her fremhæve enkelte initiativer, som er et oplagt sted at starte i forhold til at nedbringe de forbrugsbaserede CO2-udledninger, og præsentere en række konservative skøn over effekterne.

Holdbarhed og genbrug
Ifølge CONCITO stammer 18 procent af Danmarks forbrugsbaserede udledninger fra den offentlige sektor. Derfor er der meget at komme efter, hvis man retter blikket mod de offentlige indkøb på over 400 milliarder kroner årligt.

Klimarådet peger også på offentlige indkøb som et oplagt redskab til at nedbringe de forbrugsbaserede klimaudledninger og bemærker, at regeringens manglende fokus på området står i kontrast til regeringsgrundlagets løfte om at nedbringe klimaaftrykket fra offentlige indkøb.
Derfor foreslår vi, at offentlige indkøb som standard bør efterspørge kvalitetsprodukter med lang levetid og garantiperioder, tilbagetagningsordninger, reparationsservices samt garanti for tilgængeligheden af reservedele og opgraderinger, hvor relevant.

Genbrug bør endvidere være indeholdt i alle udbud for kontrakter, hvor der findes genbrugsløsninger, og stat, kommune og regioner bør etablere materialebanker, så brugte møbler og andet inventar kan cirkulere og få nyt liv. Skifter vi til kvalitetsvarer med 30 procents længere levetid i statens indkøb af for eksempel møbler og it-udstyr, vil der være mindre nyindkøb. Alene her ligger en besparelse på omkring 90.000 ton CO2-ækvivalenter (CO2e) årligt i forhold til den indkøbte mængde i 2023. Det svarer til cirka tre procent af klimaaftrykket fra statens indkøb, og andelen vil stige, hvis vi samtidig stiller krav om genbrug og reparation. Tager vi kommuner og regioner med, bliver potentialet meget større.

Derudover kan de offentlige køkkener, med over en million måltider om dagen, spille en nøglerolle i den grønne omstilling af danskernes madvaner, hvis der opstilles klare politiske mål for klima og bæredygtighed. CONCITO foreslår blandt andet et nyt klimamål på maks. et kilo CO2e per kilo indkøbt råvare i 2050, med et pejlemærke for at nå under 1,5 kilo CO2e pr. kilo allerede i 2030. At nå ned under et kilo CO2e pr. kilo indkøbt råvare vil i nogle tilfælde betyde reduktioner på 40-70 procent af det nuværende klimaaftryk.

Følger vi forslaget, kan de offentlige køkkener alene nedbringe udledningerne med omkring 83.000 ton CO2e om året frem mod 2030 og cirka 142.000 ton CO2e årligt derefter. Det er et forsigtigt skøn, og de reelle gevinster kan være betydeligt større.

For at nå klimamålene kræves en markant indsats med mere plantebaseret mad, mindre madspild, lokale råvarer i sæson samt bedre data og værktøjer til at måle klimaaftryk. Et udspil udarbejdet af Kost-og Ernæringsforbundet, Tænketanken Frej og CONCITO, fremhæver en række løftestænger såsom opdaterede og gennemsigtige udbudsaftaler, reduktionsmål for madspild og klimabelastning, efteruddannelse af ernæringsprofessionelle og en stærkere inddragelse af køkkenernes faglighed i beslutninger om madens indhold og kvalitet.

Vi skal bevare og renovere
Byggeri og vedligeholdelse af private boliger udgør ifølge CONCITO ni procent af de forbrugsbaserede udledninger. Det omfatter ikke offentlige byggerier og anlægsprojekter, som er omfattet i kategorien offentlig sektor.

Nybyggeri og renovering af bygninger i Danmark udføres i høj grad med materialer produceret i udlandet, som dermed ikke tæller med i de territoriale opgørelser. Vi har dog gode muligheder for i Danmark at regulere klimaudledningen forbundet med vores byggerier. Her foreslår vi blandt andet, at der indføres ’bevar eller forklar’-krav i bygningsreglementet, så nedrivning af vores eksisterende bygningsmasse kun finder sted i de tilfælde, hvor det kan begrundes ud fra sundheds- eller sikkerhedsmæssige årsager. Hvis vi indfører et ’bevar eller forklar’-krav og dermed kan undgå nedrivning af 50 procent af de bygninger, der rives ned blot for at bygge nyt til samme formål, sparer vi mindst 44.000 ton CO2e om året. I praksis vil gevinsten være markant større, fordi kravet ikke alene forlænger levetiden på eksisterende bygninger, men også kan dæmpe behovet for nybyggeri: Flere kvadratmeter vil blive renoveret og transformeret i stedet for at blive revet ned og opført på ny.

’Brug og smid væk’-kulturen
Ting som tøj, sko og elektronik udgør cirka ti procent af danskernes forbrugsbaserede CO2-udledninger. Vi skal derfor væk fra ’brug og smid væk’-kulturen, hvor vi konstant køber nyt, og i stedet blive bedre til at købe produkter i god kvalitet, med lang levetid, købe brugt og få det repareret, hvis det går i stykker. Hvis vi for eksempel halverer vores forbrug af tekstiler, kan vi spare omkring 1.000.000 ton CO2e om året og samtidig skære i de enorme mængder af tekstilaffald, der følger vores forbrug. Men det kræver politisk regulering, som gør det grønnere valg til det nemme valg og blandt andet gør det nemmere og billigere at få repareret vores produkter.

Det betyder blandt andet, at vi ikke konstant skal bombarderes med reklamer på sociale medier, som opfordrer os til at købe nyt. En britisk undersøgelse har vist, at 32 procent af briternes forbrugsbaserede CO2-udledninger kan tilskrives reklamer, som får os til at købe ting, som vi ellers ikke ville have købt. Et muligt tiltag kan blandt andet være et forbud mod reklamer for fast fashion, ligesom det er på vej i Frankrig, og at begrænse influencerbaseret markedsføring. Et pejlemærke for de forbrugsbaserede CO2-udledninger bør også følges op med en national strategi og handleplan som blandt andet har fokus på cirkularitet.

Klimarådet har i forbindelse med regeringens klimaprogram kritiseret regeringen for ikke selv at fremlægge tiltag, »der eksplicit har til hensigt at reducere de forbrugsbaserede udledninger«.
Vi indgår derfor gerne i dialog om virkemidlerne til at nedbringe disse udledninger.

Dette debatindlæg blev bragt i Information den 3/12 2025.

Afsendere: Mette Hoffgaard Ranfelt, Sebastian Jung-Wederking, Lone Mikkelsen, Malene Høj Mortensen og Michael Søgaard Jørgensen – Repræsentanter for henholdsvis Danmarks Naturfredningsforening, Brancheforeningen Cirkulær, Rådet for Grøn Omstilling, Plastic Change og IDAs selskab for Teknologivurdering.

By |2025-12-03T10:08:35+01:003. december 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Vores forbrug er den blinde vinkel i klimapolitikken
Læs mere

Støtte svigter både os i landbruget og naturen

Hver måned gives der mere end én milliard i støtte til dansk landbrug, og størstedelen af de penge kommer fra EU’s landbrugsstøtte. To tredjedele af pengene udbetales efter, hvor mange hektar en jordejer har. Det betyder, at store landbrug får den største gevinst, der bliver større og større. Samtidig lukkede 1,3 heltidsbedrifter hver dag i 2024, og der er i dag under 5.800 heltidsbedrifter tilbage. Hektarstøtten, som den er nu, er altså med til at drive den negative strukturudvikling, vi ser i landbruget i dag, og er en af hovedårsagerne til udfordringen med generationsskiftet i landbruget. Oveni det er Danmark det land i EU, der bruger suverænt færrest penge på at understøtte landdistrikter, natur og småskalalandbrug. Lad os tage nogle eksempler.

En ny ordning i landbrugsstøtten er de såkaldte bioordninger, hvor landmænd kan få ekstra støtte til at gøre noget godt for miljø, klima eller natur. Bioordningerne er tænkt som guleroden, der skal få landbruget til at tage grønne initiativer. Men Danmarks implementering af disse bioordninger har været en dundrende fiasko. Vi er det land i EU, der bruger næstfærrest penge på disse ordninger, og de penge, vi bruger, har nærmest ingen effekt. Hvorfor? Fordi vi har designet ordningerne uhensigtsmæssigt. Danske landmænd kan kun vælge mellem fire bioordninger – det laveste antal i hele EU. Til sammenligning tilbyder Litauen 16 forskellige ordninger, der rammer meget bredere.

Samtidig kommer de fire danske bioordninger sjældent små og mellemstore landbrug til gode. Bioordningerne er altså i højere grad designet til de store landbrug. Vores få ordninger er så uattraktive, at kun 60 pct. af det afsatte budget blev brugt i 2023. Man kunne i stedet forestille sig en bioordning, der støttede økologisk frugt- og grøntproduktion i Danmark. Kun 0,6 pct. af Danmarks dyrkede areal bliver i dag brugt på at dyrke frugt og grøntsager til menneskelig konsum. I en tid med snak om vigtigheden af selvforsyning er det mærkeligt, at man ikke prioriterer vores egen fødevareforsyning.

Danmark er bundskraber, når det gælder omfordeling af støtte fra store til små landbrug. For at støtte små og mellemstore landbrug har EU netop skabt et værktøj til medlemslandene, hvor de skal bruge mindst 10 pct. af hektarstøtten til omfordeling, men den danske regering har sammen med kun ét andet EU-land valgt at ignorere dette obligatoriske værktøj fuldstændigt. Resultatet? De største landbrug sluger langt hovedparten af støttemilliarderne, mens små og mellemstore landbrug – rygraden i mange lokalsamfund – kæmper for overlevelse. Det fremmer jordkoncentrationen, så den danske muld er fordelt på stadig færre hænder.

Det øger gældsætningen, da den enkelte landmand har behov for stadig mere kapital for at købe et landbrug. Og det gør det sværere som ung landbruger at starte sin egen bedrift, da hektarstøtten fremmer spekulationer i jord og fortsat presser priserne op. Alle andre EU-lande gør det kort sagt bedre end Danmark.

Vi kan starte med at lave flere og bedre bioordninger, der faktisk belønner et naturnært og agroøkologisk landbrug, der passer på vores drikkevand og mikrolivet i jorden. Og så kan vi aktivere omfordelingsstøtten, så små og mellemstore landbrug får en fair chance, samtidig med at vi sikrer, at den nye generation får adgang til jord ved at tage et opgør med hektarstøtten. Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken. Vi skal bare bruge landbrugsstøtten sådan, som den er tænkt: til at skabe fælles goder for fælles penge.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Jyllands-Posten den 27/11 2025. 

Afsenderne er: 

ANDERS LED BEHREND Næstforperson, Frie Bønder – Levende Land, JACOB WESTERGAARD MADSEN Foreningsdirektør, Andelsgaarde, MICHELLE SKELSGAARD SØRENSEN Fødevarepolitisk rådgiver, Rådet for Grøn Omstilling, TOBIAS UNGER COFF Bestyrelsesmedlem, Københavns Fødevarefællesskab, EMMA LETH Sekretær, Foreningen Regenerativt Jordbrug, LOTTE NYSTRUP LUND Medstifter af fællesskabet Biomagine, HARALD KRABBE Landmand og medstifter af fællesskabet Biomagine.

By |2025-12-01T13:58:39+01:0027. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Støtte svigter både os i landbruget og naturen
Læs mere

Der er noget, som landboforeningerne må have misforstået

Fire forskellige landboforeninger mener i et indlæg til Altinget, at vi tager fejl, når vi i et foregående indlæg taler for en målrettet kvælstofregulering, der vil betyde, at de marker, der forurener mest, også er de marker, der får de største krav til kvælstofreduktion.

I trepartsaftalen “Aftale om et Grønt Danmark” er de nye skærpede krav til landbrugets udledning af kvælstof ellers beskrevet som “målrettet regulering”, der skal “give stort incitament til udtagning”. Men nu mener lokale landbrugsorganisationer altså det omvendte – at reguleringen ikke skal målrettes. Den lader vi lige stå et øjeblik.

De fire debattører skriver endvidere, at deres model er mere “fair”. Men spørgsmålet er: fair for hvem – og hvordan?

For ja, en målrettet model rammer nogle hårdere end andre. Det ligger i navnet. De, der forurener mest, skal bidrage mest. Landboforeningernes model svarer derimod til, at vi alle betaler det samme i skat uanset indkomst. Det kan godt lyde simpelt, men prøv at forklare den lavtlønnede, hvorfor personen skal betale det samme som milliardæren. Det er ganske enkelt ikke fair.

Fordeling mellem stat og erhverv

Det er lidt det samme her: Hvorfor skal landmænd på de mest sårbare jorde have samme kvælstofkvote som dem, der ligger på robuste arealer? Hvor er fairnessen i det? Og når vi så taler fairness, så handler det ikke bare om naboen, men om fordelingen mellem stat og erhverv.

Staten, altså skatteborgerne, har allerede betalt 43 milliarder kroner for, at landbruget kan tage de mest problematiske jorder ud af drift, så vores nødlidende havmiljø kan få en tiltrængt pause og få mere natur for pengene.

Man kunne sagtens argumentere for, at kvælstofkravene burde gennemføres, som såkaldt erstatningsfri regulering, hvor forureneren skal afholde udgifterne til at stoppe forureningen, som man kender det fra langt de fleste andre erhverv i Danmark. Sådan var det også med de tidligere nedsatte kvælstofnormer for landbruget, som blev fjernet med landbrugspakken i 2015, hvor man overgik til en såkaldt “forureneren betales”-model.

De mest robuste jorder

Nu er der blevet besluttet en historisk grøn trepart, hvor 400.000 hektar landbrugsjord skal omlægges til skov og natur. Staten har som sagt afsat 43 milliarder skattekroner, men kvælstofreguleringen skal give det sidste skub, så vi en gang for alle får udtaget landbrugsjorden til gavn for biodiversiteten, havmiljøet og de danske borgere.

Men det, landboforeningerne reelt foreslår, er, at staten skal betale endnu flere penge til landbruget for at dække over, at man ikke vil reguleres der, hvor problemerne er størst. Og så er der argumentet om fødevareproduktionen. Landboforeningerne skriver, at “landbruget fortsat skal kunne producere og eksportere fødevarer og dermed have en stærk produktion, der er rentabel og bidrager med arbejdspladser på mejerier og slagterier”.

Men her er der noget, de må have misforstået. For i den målrettede kvælstofregulering, vi foreslår, er det netop de mest robuste jorder, der rammes mindst hårdt – altså præcis dér, hvor det giver allerbedst mening at producere fødevarer. I landboforeningernes egen model er det derimod de robuste jorder, der får det største hug. De gør det med andre ord mindre attraktivt at dyrke dér, hvor fødevareproduktionen faktisk er mest hensigtsmæssig ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv.

Lad os lige få en ting på plads

Og lad os lige få en ting på plads: Hvis vi virkelig vil skabe nye arbejdspladser, eksport og fødevarer nok til at mætte flere mennesker, kræver det ifølge forskerne investeringer i plantebaserede fødevarer og altså ikke flere mejerier og slagterier.

Ifølge Christian Bugge Henriksen, lektor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, kan Danmark skabe 9.000 til 27.000 nye arbejdspladser, hvis vi bare opnår at sidde på en til tre procent af det globale plantebaserede marked. Samtidig vil det gøre os i stand til at producere langt flere måltider per hektar, end vi gør i dag, hvor 80 procent af landbrugsarealet bruges på at dyrke foder til dyr. Det er et system, der hverken er arealeffektivt, fremtidssikret eller bidrager til fødevareforsyningssikkerhed.

Så når landboforeningerne taler om grøn trepart, fairness og ærlighed kunne man ønske sig lidt ærlighed tilbage. For hvis man reelt ikke mener, at målene i treparten skal nås, så sig det gerne ligeud. For med deres model bliver det ganske enkelt umuligt inden for rammerne af grøn trepart. Og hvis vi igen skal låne debattørernes egen retorik, så kunne man spørge:

Er det egentlig “fair”, at resten af samfundet skal betale for, at man kan fortsætte med at forurene – på trods af, at man selv har skrevet under på at lade være?

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 24. november og er skrevet af Trine Langhede, Rådet for Grøn Omstilling, Anna Bak Jäpelt, Danmarks Naturfredningsforening, Christian Fromberg, Greenpeace, Torben Hansen, Danmarks Sportsfiskeriforbund og Thomas Kirk Sørensen, WWF Verdensnaturfonden.

By |2025-11-24T10:18:46+01:0024. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Der er noget, som landboforeningerne må have misforstået
Læs mere

PFAS-pesticider truer vores ’rene’ drikkevand

I Danmark har vi i mange år været stolte af vores rene drikkevand. Men der skjuler sig en alvorlig trussel: PFAS-pesticider. Disse kemikalier har fundet vej til vores grundvand. PFAS-stoffer, også kaldet “evighedskemikalier”, er yderst problematiske; de er meget svært nedbrydelige i naturen, de ophobes og de har potentiale for skader på både miljø og sundhed.

Greenpeace har i en ny analyse dokumenteret, at landbruget i perioden august 2023 til juli 2024 har anvendt PFAS-pesticider i boringsnære beskyttelsesområder i 59 kommuner. I de kommuner, hvor det står værst til, er over halvdelen af de beskyttede områder blevet sprøjtet med disse skadelige pesticider.

Når sprøjtning foregår i netop de områder, hvor drikkevandet dannes – og hvor det derfor er hensigten at beskytte det – så er det ikke længere et teoretisk risikoscenarie. Det er virkelighed. Miljøministeriet har endda anerkendt, at en stor del af skaden på grundvandet allerede er sket.

Selvom miljøstyrelsen tidligere i år trak godkendelsen af flere PFAS-pesticider tilbage, er disse midler stadig lovlige frem til november 2026. Desuden er det fortsat muligt for landbruget at anvende andre PFAS-holdige pesticider, som ikke er reguleret.

Der venter en vigtig politisk indsats, hvor der arbejdes for sprøjteforbud i kommunerne. Ikke kun på markerne, hvor drikkevandet dannes, men også nær fx skoler og institutioner. Det bør desuden sikres, at det er forureneren der betaler regningen for rensning af drikkevand – ikke borgerne, som i dag. For det er bestemt ikke gratis.

Det handler om vores fælles forsyning af rent drikkevand — om at sikre, at kommende generationer kan drikke rent vand fra hanen. Det handler om at beskytte naturen, grundvandet og havet, fordi forureningen fra landbruget ikke stopper ved markskellet. Forureningen vil yderligere belaste vandløb, kyst og hav.

Hver dag, vi tøver, forværres situationen. Det er på høje tid, at vi prioriterer borgernes sundhed og miljøet frem for kortsigtede økonomiske interesser.

Debatindlægget er bragt i Sjællandske Nyheder den 16. november 2025, og er skrevet af Lone Hjorth Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling og Claus Jørgensen, KV-kandidat for SF i Lejre

By |2025-11-17T15:26:53+01:0017. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til PFAS-pesticider truer vores ’rene’ drikkevand
Læs mere

Sådan kan kommuner og regioner fremme den cirkulære omstilling

Nu står kommunal- og regionsrådsvalget for døren. Plakaterne er kommet op i lygtepælene, og kandidaterne arbejder hårdt på at få flest mulige krydser ved lige netop deres navn.

Og i mængden af de klima- og miljøtiltag, som for øjeblikket fylder i de politiske dagsordener, vil vi gerne rette blikket mod et mindre belyst et af slagsen: nemlig arbejdet med at nedbringe ressourceforbruget. For også her kan kommunerne og regionerne gøre en mærkbar forskel.

I Danmark bruger vi nemlig langt flere af naturens ressourcer, end hvad Jorden egentlig kan holde til. Vores årlige forbrug af jomfruelige ressourcer – altså nye materialer – ligger på 24,5 ton pr. indbygger. Det er cirka tre gange mere end et ’bæredygtigt’ niveau. Samtidig har vi et meget højt forbrugsbaseret klimaaftryk, og vi er nogle af de værste i Europa til at producere affald – og dermed blandt de dårligste til at forebygge affald. Ikke ligefrem en kombination, der rimer på et grønt foregangsland.

Så når de nye kommunalbestyrelser og regionsråd landet over sætter sig i stolen på den anden side af valgkampen, er der rig mulighed for at vende tendensen. For cirkulære indsatser, der gør ressourceforbruget langt mindre, skaber ofte positive synergieffekter samtidigt med, at ressourcebrug og affaldsmængder reduceres. Det har vi blandt andet set i et projekt, hvor affaldsselskabet Renosyd siden 2022 har etableret kvashegn til haveaffald sammen med borgere og skoler. Projektet har reduceret mængden af haveaffald og brændstofforbruget i forbindelse med transport af affaldet, forbedret biodiversiteten og styrket det lokale fællesskab.

De mange lokale samarbejder mellem kommuner, genbrugspladser og frivillige organisationer med genbrugsbutikker er et andet godt eksempel. Listen af gode idéer er lang, og vi har samlet masser af konkrete eksempler i vores fælles ’Katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet’.

Nedenfor fremhæver vi tre konkrete forslag, de nye kommunalbestyrelser og regionsråd kan give sig i kast med efter valget:

1. Planlæg efter reparation, genbrug og cirkularitet

Det første sted at gribe fat er i planlægningen af vores byer. Lokalplanlægning er nemlig et stærkt redskab, der kan bruges aktivt i at fremme reparation, genbrug og cirkularitet.

Det kan være ved at sikre plads til reparationscaféer, deleordninger og lignende borgerinitiativer. Her kan mennesker mødes om at låne og reparere produkter, så de kan få et længere liv i stedet for at blive smidt ud. Kommunen kan hjælpe beboerforeninger eller grundejerforeninger med at etablere sådanne initiativer. Det kan også ske ved, at kommunen stiller en andel af deres egne lokaler og arealer til rådighed til borgerdrevne aktiviteter efter lukketid. På den måde udnyttes de offentlige ressourcer bedst muligt – hele døgnet.

2. Prioriter genbrug og cirkularitet i indkøb og udbud

Et andet vigtigt indsatsområde er i kommunens og regionens egne indkøb. Kommunerne køber samlet set ind for cirka 110 milliarder kroner om året og står for cirka 46 procent af de samlede CO2-udledninger forbundet med alle offentlige indkøb.

Det er alt fra møbler og køkkenudstyr til rengøring til byggeprojekter. Det betyder, at kommunerne har et ansvar for ikke kun at bruge skattekronerne på det, der er billigst i indkøbsøjeblikket, men også det, der tager hensyn til ressourceforbrug og konsekvenser for klima, miljø og natur. Det kan blandt andet omfatte, at kommunen og regionen efterspørger produkter med lang levetid og reparationsgarantier i offentlige udbud. Det kan måske være økonomisk dyrere nu og her, men billigere på lang sigt. Og der er gode muligheder for at tænke netop de hensyn ind i kommunernes indkøb. Det kan eksempelvis være ved at oprette materialebanker, hvor brugte møbler og inventar kan cirkulere mellem kommunens institutioner.

Det kan være udfasning af engangsservice i offentlige institutioner og arbejdspladser eller genbrugssystemer til takeaway-emballager. Indkøb og udbud bør i det hele taget vurderes ud fra et produkts samlede livscyklus: Hvordan er det produceret, hvor lang tid kan det bruges og genbruges, kan det repareres, og hvordan håndteres det, når det på et tidspunkt ender som affald? Når genbrug og reparation bliver standard frem for undtagelse, reducerer vi både affaldsmængden, CO2-udledningen, ressourceforbruget og de samlede økonomiske omkostninger.

Offentlige indkøb og udbud kan være et strategisk redskab til at nå klimamål eller konkrete cirkulære ambitioner, og samtidig en mulighed for at understøtte innovative, cirkulære virksomheder.

3. Øg mængden af flergangsprodukter fremfor engangsprodukter i sundhedsvæsenet

I regionerne er sundhedssektoren efterhånden blevet karakteriseret ved et massivt engangsforbrug og dermed også en stor affaldsproduktion. Det gælder alt fra sakse i kirurgisk stål, som bruges til at lave ét enkelt klip og så smides ud, engangstekstiler, produkter i engangsplastik og sågar engangselektronik. En stor del af dette engangsudstyr produceres uden for Europa – og i en tid, hvor der generelt er stigende fokus på sikre forsyningskæder, bør vi også kigge ind i, hvordan vi kan erstatte det massive forbrug af engangsudstyr med flergangsudstyr.

Det gælder blandt andet tekstiler, hvor fokus bør være på at indkøbe flergangstekstiler med lang holdbarhed og reparationsservice. Det gælder for engangsudstyr til eksempelvis operationer, hvor det på mange områder giver mening i stedet at efterspørge flergangsudstyr og genindføre sterilcentraler. Og det gælder naturligvis også for megen engangselektronik, som med fordel kan erstattes af langtidsholdbar flergangselektronik.

Heldigvis er netop overgangen fra engangsudstyr til flergangsudstyr et fokusområde i Danske Regioners fælles strategi for grønne hospitaler, og nogle regioner arbejder med pilotprojekter på området. Men det fortjener et langt større fokus – både af hensyn til ressourceforbrug og klima samt strategisk autonomi og forsyningssikkerhed.

Der er masser af steder, hvor kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan tage fat for at gøre sig mere cirkulære.

God valgkamp.

Dette debatindlæg er bragt i Klimamonitor den 14. november, og er skrevet af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver for cirkulær økonomi og kemikalier ved Rådet for Grøn Omstilling, Malene Høj Mortensen, politisk chef hos Plastic Change, Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, Michael Søgaard Jørgensen, ekspert i cirkulær økonomi ved IDA Teknologivurdering, Charlotte Louise Jensen, seniorkonsulent i programmet om fødevarer og forbrug hos Concito & Kristina Klaaborg Kjøller, politisk konsulent hos Brancheforeningen Cirkulær

By |2025-11-17T09:53:15+01:0014. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Sådan kan kommuner og regioner fremme den cirkulære omstilling
Læs mere

Luk hanen i tide: Kommunerne skal tage ansvar for kemikalieforurening af drikkevandet

PFAS og pesticidrester truer vores drikkevand. Forureningen starter dog ikke i vandværket, men når kemikalier ledes ud i miljøet. Derfor er der brug for kommunale beslutninger om tilladelser, kontrol og anvendelse af arealer. Kun sådan kan vi sikre rent drikkevand i fremtiden. Til gavn for borgernes sundhed, for miljøet og for økonomien.

I Danmark har vi længe taget rent drikkevand for givet. Det kan vi ikke længere. Fund af PFAS, pesticidrester og andre skadelige kemikalier i grundvandsboringer landet over har vist os, at vi står med en udfordring, der ikke alene handler om teknisk håndtering og lovgivning – men om vilje og prioritering, især i kommunerne.

Når Ingeniøren nu sætter fokus på vand i forbindelse med det kommende kommunalvalg, er det en oplagt anledning til at spørge: Hvem tager egentlig ansvar, før forureningen rammer vores vandhane? Alt for ofte har kemikalieforurening været noget, man reagerer på, når skaden er sket. Et fund i en boring, en lukning af en forsyning, en oprydning betalt af borgerne. Men forureningerne starter ikke i vandværket – de starter på jordoverfladen, i gamle industriområder, ved brandøvelsespladser, på marker, og i renseanlæg, hvor kommunerne både har myndighedsansvar, planlægningsværktøjer og politisk indflydelse. Det er her, indsatsen skal sættes ind, hvis vi vil sikre vores drikkevand for kommende generationer.

Kommunerne skal tage et stærkere, proaktivt ansvar

Evighedskemikalierne – PFAS – har fået velfortjent opmærksomhed, og flere kommuner har allerede handlet hurtigt ved konstaterede fund. Men det ændrer ikke ved, at store dele af kemikalieindsatsen fortsat er præget af brandslukning og ad hoc-løsninger. Hvad vi mangler, er en systematisk forebyggelse, og her er det afgørende, at kommunerne påtager sig et stærkere ansvar.

Det kræver, at kemikalietruslen tænkes ind i både den fysiske planlægning, miljøgodkendelser og indsatser omkring sårbare grundvandsområder. Når der gives tilladelser til anlæg og aktiviteter tæt på indvindingsområder, bør der stilles langt skrappere krav til, hvilke stoffer der må anvendes og hvordan risici vurderes. Det kræver også, at gamle kort over lossepladser, industrigrunde og brandskoler ikke bare samler støv, men bruges aktivt til at kortlægge og overvåge potentielle risikozoner.

Kommunerne har i dag både den viden og de data, der skal til for at forebygge nye forureninger – men det kræver, at der handles proaktivt, ikke reaktivt. Der skal laves målrettet overvågning og løbende vurdering af, om nuværende anvendelser og udledninger udgør en risiko. Kommuner bør stille krav om udvidede analyser fra vandværker og sikre, at de relevante kemikalier bliver testet – også dem, der endnu ikke er omfattet af nationale grænseværdier. Og vigtigst af alt: Der skal være åbenhed omkring fund og risici, så både borgere og fagfolk kan agere rettidigt.

Rent vand nu eller en tårnhøj regning senere?

Det er også afgørende, at kommunerne begynder at tænke langsigtet og økonomisk ansvarligt. Oprensning og afværgeforanstaltninger er dyre – og jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. Hvis ikke kommunerne investerer i forebyggelse nu, vil regningen ramme. Og den bør ikke ramme forsyningsselskaber og forbrugere som i dag. Den bør ramme forureneren, så det bliver, som lovgivningen dikterer; at forureneren betaler.

I Rådet for Grøn Omstilling opfordrer vi derfor kommunerne til at gøre kemikalieforurening til et centralt tema i valgkampen. Politikerne skal tage ansvar og stille klare krav til deres forvaltninger og forsyninger. De skal sikre, at borgernes sundhed kommer før kortsigtet økonomi eller administrativ bekvemmelighed. Drikkevandet er ikke bare en teknisk ressource – det er en samfundsopgave. Og hvis vi vil undgå, at rent vand bliver en luksus i fremtiden, er det nu, vi skal handle. Ikke næste gang, der bliver fundet PFAS i en boring – men i dag, i kommunalbestyrelsen, i lokalplanen, i tilladelsen, i valgløftet.

Vi ved, hvad der skal til. Og vi ved, hvor problemerne ligger. Så spørgsmålet er ikke længere, om vi kan sikre vores drikkevand. Spørgsmålet er, om vi vil. Om kommunerne vil.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Ingeniørens WasteTech den 11. november. 

By |2025-11-13T10:04:02+01:0013. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Luk hanen i tide: Kommunerne skal tage ansvar for kemikalieforurening af drikkevandet
Læs mere

Byggeriet har brug for en klar national strategi mod PFAS – vi kan ikke vente på EU

For nylig kom det frem, at byggevarer som gummitape, overfladebehandlet trægulv samt glas- og stenuld kan indeholde PFAS – byggevarer, der kan købes i almindelige byggemarkeder, når man for eksempel skal renovere og bygge nyt. PFAS er ekstremt svært nedbrydeligt. Når det indgår i byggevarer, risikerer vi at sprede forurening til jord og grundvand i årtier, efter bygningen er opført. Det er en usynlig forurening, som vi sender direkte videre til kommende generationer.

I forbindelse med rapporten ’PFAS i byggematerialer – udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’ blev der fundet PFAS i 25 procent af de testede byggevarer. Niveauet af PFAS er i nogle prøver så højt, at det overstiger den grænseværdi, som er foreslået i PFAS-restriktionsforslaget. Et forslag, som ligger til forhandling i EU-systemet. En stærk lobbyindsats fra kemikalieindustrien er dog ved at udvande lovforslaget som afdækket af ’The Forever Lobbying Project’.

Dette sker til trods for, at PFAS øger risikoen for blandt andet nyrekræft og forhøjet kolesterol, ligesom det kan nedsætte vaccineeffekten hos børn. PFAS mistænkes også for at være hormonforstyrrende. Ud over de problematiske sundhedseffekter ved PFAS presser et andet stort spørgsmål sig på: Hvad gør vi med kravene om mere genbrug og genanvendelse af materialer samt de store mængder byggeaffald, når disse indeholder PFAS? Ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd koster PFAS-relaterede sundheds- og miljøpåvirkninger det europæiske samfund mellem 52 og 84 milliarder euro årligt.

Der er ny lovgivning på trapperne, som omhandler kemikalier mere bredt. Det gælder blandt andet Affaldsforordningen og Byggevareforordningen, men her nævnes dog blot skadelige kemikalier og ikke PFAS særskilt.Vi har brug for innovative bygherrer. Men for at de kan handle, er der brug for afklaring på PFAS-området. Vi må derfor gå andre veje, mens vi venter på EU’s beslutning om PFAS-forbuddet. Danmark bør lave en national strategi for udfasning af PFAS i byggeriet.

Kravene til indhold af skadelige kemikalier bør skærpes, så information om indholdsstoffer, herunder PFAS, bliver tilgængelig for alle. Det vil være et vigtigt skridt på vejen mod et cirkulært byggeri.

Foto: Henning Larsen / Rambøll Adobe stock license for #78118528

Dette debatindlæg er blevet bragt i Information den 13/11 2025. Det er skrevet af: 

  • Afsenderne er: Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen,
  • Martha Lewis, Head of materiales, Henning Larsen
  • Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling
By |2025-11-13T09:49:40+01:0013. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Byggeriet har brug for en klar national strategi mod PFAS – vi kan ikke vente på EU
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top