PFAS-pesticider truer vores ’rene’ drikkevand

I Danmark har vi i mange år været stolte af vores rene drikkevand. Men der skjuler sig en alvorlig trussel: PFAS-pesticider. Disse kemikalier har fundet vej til vores grundvand. PFAS-stoffer, også kaldet “evighedskemikalier”, er yderst problematiske; de er meget svært nedbrydelige i naturen, de ophobes og de har potentiale for skader på både miljø og sundhed.

Greenpeace har i en ny analyse dokumenteret, at landbruget i perioden august 2023 til juli 2024 har anvendt PFAS-pesticider i boringsnære beskyttelsesområder i 59 kommuner. I de kommuner, hvor det står værst til, er over halvdelen af de beskyttede områder blevet sprøjtet med disse skadelige pesticider.

Når sprøjtning foregår i netop de områder, hvor drikkevandet dannes – og hvor det derfor er hensigten at beskytte det – så er det ikke længere et teoretisk risikoscenarie. Det er virkelighed. Miljøministeriet har endda anerkendt, at en stor del af skaden på grundvandet allerede er sket.

Selvom miljøstyrelsen tidligere i år trak godkendelsen af flere PFAS-pesticider tilbage, er disse midler stadig lovlige frem til november 2026. Desuden er det fortsat muligt for landbruget at anvende andre PFAS-holdige pesticider, som ikke er reguleret.

Der venter en vigtig politisk indsats, hvor der arbejdes for sprøjteforbud i kommunerne. Ikke kun på markerne, hvor drikkevandet dannes, men også nær fx skoler og institutioner. Det bør desuden sikres, at det er forureneren der betaler regningen for rensning af drikkevand – ikke borgerne, som i dag. For det er bestemt ikke gratis.

Det handler om vores fælles forsyning af rent drikkevand — om at sikre, at kommende generationer kan drikke rent vand fra hanen. Det handler om at beskytte naturen, grundvandet og havet, fordi forureningen fra landbruget ikke stopper ved markskellet. Forureningen vil yderligere belaste vandløb, kyst og hav.

Hver dag, vi tøver, forværres situationen. Det er på høje tid, at vi prioriterer borgernes sundhed og miljøet frem for kortsigtede økonomiske interesser.

Debatindlægget er bragt i Sjællandske Nyheder den 16. november 2025, og er skrevet af Lone Hjorth Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling og Claus Jørgensen, KV-kandidat for SF i Lejre

By |2025-11-17T15:26:53+01:0017. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til PFAS-pesticider truer vores ’rene’ drikkevand
Læs mere

Sådan kan kommuner og regioner fremme den cirkulære omstilling

Nu står kommunal- og regionsrådsvalget for døren. Plakaterne er kommet op i lygtepælene, og kandidaterne arbejder hårdt på at få flest mulige krydser ved lige netop deres navn.

Og i mængden af de klima- og miljøtiltag, som for øjeblikket fylder i de politiske dagsordener, vil vi gerne rette blikket mod et mindre belyst et af slagsen: nemlig arbejdet med at nedbringe ressourceforbruget. For også her kan kommunerne og regionerne gøre en mærkbar forskel.

I Danmark bruger vi nemlig langt flere af naturens ressourcer, end hvad Jorden egentlig kan holde til. Vores årlige forbrug af jomfruelige ressourcer – altså nye materialer – ligger på 24,5 ton pr. indbygger. Det er cirka tre gange mere end et ’bæredygtigt’ niveau. Samtidig har vi et meget højt forbrugsbaseret klimaaftryk, og vi er nogle af de værste i Europa til at producere affald – og dermed blandt de dårligste til at forebygge affald. Ikke ligefrem en kombination, der rimer på et grønt foregangsland.

Så når de nye kommunalbestyrelser og regionsråd landet over sætter sig i stolen på den anden side af valgkampen, er der rig mulighed for at vende tendensen. For cirkulære indsatser, der gør ressourceforbruget langt mindre, skaber ofte positive synergieffekter samtidigt med, at ressourcebrug og affaldsmængder reduceres. Det har vi blandt andet set i et projekt, hvor affaldsselskabet Renosyd siden 2022 har etableret kvashegn til haveaffald sammen med borgere og skoler. Projektet har reduceret mængden af haveaffald og brændstofforbruget i forbindelse med transport af affaldet, forbedret biodiversiteten og styrket det lokale fællesskab.

De mange lokale samarbejder mellem kommuner, genbrugspladser og frivillige organisationer med genbrugsbutikker er et andet godt eksempel. Listen af gode idéer er lang, og vi har samlet masser af konkrete eksempler i vores fælles ’Katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet’.

Nedenfor fremhæver vi tre konkrete forslag, de nye kommunalbestyrelser og regionsråd kan give sig i kast med efter valget:

1. Planlæg efter reparation, genbrug og cirkularitet

Det første sted at gribe fat er i planlægningen af vores byer. Lokalplanlægning er nemlig et stærkt redskab, der kan bruges aktivt i at fremme reparation, genbrug og cirkularitet.

Det kan være ved at sikre plads til reparationscaféer, deleordninger og lignende borgerinitiativer. Her kan mennesker mødes om at låne og reparere produkter, så de kan få et længere liv i stedet for at blive smidt ud. Kommunen kan hjælpe beboerforeninger eller grundejerforeninger med at etablere sådanne initiativer. Det kan også ske ved, at kommunen stiller en andel af deres egne lokaler og arealer til rådighed til borgerdrevne aktiviteter efter lukketid. På den måde udnyttes de offentlige ressourcer bedst muligt – hele døgnet.

2. Prioriter genbrug og cirkularitet i indkøb og udbud

Et andet vigtigt indsatsområde er i kommunens og regionens egne indkøb. Kommunerne køber samlet set ind for cirka 110 milliarder kroner om året og står for cirka 46 procent af de samlede CO2-udledninger forbundet med alle offentlige indkøb.

Det er alt fra møbler og køkkenudstyr til rengøring til byggeprojekter. Det betyder, at kommunerne har et ansvar for ikke kun at bruge skattekronerne på det, der er billigst i indkøbsøjeblikket, men også det, der tager hensyn til ressourceforbrug og konsekvenser for klima, miljø og natur. Det kan blandt andet omfatte, at kommunen og regionen efterspørger produkter med lang levetid og reparationsgarantier i offentlige udbud. Det kan måske være økonomisk dyrere nu og her, men billigere på lang sigt. Og der er gode muligheder for at tænke netop de hensyn ind i kommunernes indkøb. Det kan eksempelvis være ved at oprette materialebanker, hvor brugte møbler og inventar kan cirkulere mellem kommunens institutioner.

Det kan være udfasning af engangsservice i offentlige institutioner og arbejdspladser eller genbrugssystemer til takeaway-emballager. Indkøb og udbud bør i det hele taget vurderes ud fra et produkts samlede livscyklus: Hvordan er det produceret, hvor lang tid kan det bruges og genbruges, kan det repareres, og hvordan håndteres det, når det på et tidspunkt ender som affald? Når genbrug og reparation bliver standard frem for undtagelse, reducerer vi både affaldsmængden, CO2-udledningen, ressourceforbruget og de samlede økonomiske omkostninger.

Offentlige indkøb og udbud kan være et strategisk redskab til at nå klimamål eller konkrete cirkulære ambitioner, og samtidig en mulighed for at understøtte innovative, cirkulære virksomheder.

3. Øg mængden af flergangsprodukter fremfor engangsprodukter i sundhedsvæsenet

I regionerne er sundhedssektoren efterhånden blevet karakteriseret ved et massivt engangsforbrug og dermed også en stor affaldsproduktion. Det gælder alt fra sakse i kirurgisk stål, som bruges til at lave ét enkelt klip og så smides ud, engangstekstiler, produkter i engangsplastik og sågar engangselektronik. En stor del af dette engangsudstyr produceres uden for Europa – og i en tid, hvor der generelt er stigende fokus på sikre forsyningskæder, bør vi også kigge ind i, hvordan vi kan erstatte det massive forbrug af engangsudstyr med flergangsudstyr.

Det gælder blandt andet tekstiler, hvor fokus bør være på at indkøbe flergangstekstiler med lang holdbarhed og reparationsservice. Det gælder for engangsudstyr til eksempelvis operationer, hvor det på mange områder giver mening i stedet at efterspørge flergangsudstyr og genindføre sterilcentraler. Og det gælder naturligvis også for megen engangselektronik, som med fordel kan erstattes af langtidsholdbar flergangselektronik.

Heldigvis er netop overgangen fra engangsudstyr til flergangsudstyr et fokusområde i Danske Regioners fælles strategi for grønne hospitaler, og nogle regioner arbejder med pilotprojekter på området. Men det fortjener et langt større fokus – både af hensyn til ressourceforbrug og klima samt strategisk autonomi og forsyningssikkerhed.

Der er masser af steder, hvor kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan tage fat for at gøre sig mere cirkulære.

God valgkamp.

Dette debatindlæg er bragt i Klimamonitor den 14. november, og er skrevet af Lone Mikkelsen, seniorrådgiver for cirkulær økonomi og kemikalier ved Rådet for Grøn Omstilling, Malene Høj Mortensen, politisk chef hos Plastic Change, Mette Hoffgaard Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, Michael Søgaard Jørgensen, ekspert i cirkulær økonomi ved IDA Teknologivurdering, Charlotte Louise Jensen, seniorkonsulent i programmet om fødevarer og forbrug hos Concito & Kristina Klaaborg Kjøller, politisk konsulent hos Brancheforeningen Cirkulær

By |2025-11-17T09:53:15+01:0014. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Sådan kan kommuner og regioner fremme den cirkulære omstilling
Læs mere

Luk hanen i tide: Kommunerne skal tage ansvar for kemikalieforurening af drikkevandet

PFAS og pesticidrester truer vores drikkevand. Forureningen starter dog ikke i vandværket, men når kemikalier ledes ud i miljøet. Derfor er der brug for kommunale beslutninger om tilladelser, kontrol og anvendelse af arealer. Kun sådan kan vi sikre rent drikkevand i fremtiden. Til gavn for borgernes sundhed, for miljøet og for økonomien.

I Danmark har vi længe taget rent drikkevand for givet. Det kan vi ikke længere. Fund af PFAS, pesticidrester og andre skadelige kemikalier i grundvandsboringer landet over har vist os, at vi står med en udfordring, der ikke alene handler om teknisk håndtering og lovgivning – men om vilje og prioritering, især i kommunerne.

Når Ingeniøren nu sætter fokus på vand i forbindelse med det kommende kommunalvalg, er det en oplagt anledning til at spørge: Hvem tager egentlig ansvar, før forureningen rammer vores vandhane? Alt for ofte har kemikalieforurening været noget, man reagerer på, når skaden er sket. Et fund i en boring, en lukning af en forsyning, en oprydning betalt af borgerne. Men forureningerne starter ikke i vandværket – de starter på jordoverfladen, i gamle industriområder, ved brandøvelsespladser, på marker, og i renseanlæg, hvor kommunerne både har myndighedsansvar, planlægningsværktøjer og politisk indflydelse. Det er her, indsatsen skal sættes ind, hvis vi vil sikre vores drikkevand for kommende generationer.

Kommunerne skal tage et stærkere, proaktivt ansvar

Evighedskemikalierne – PFAS – har fået velfortjent opmærksomhed, og flere kommuner har allerede handlet hurtigt ved konstaterede fund. Men det ændrer ikke ved, at store dele af kemikalieindsatsen fortsat er præget af brandslukning og ad hoc-løsninger. Hvad vi mangler, er en systematisk forebyggelse, og her er det afgørende, at kommunerne påtager sig et stærkere ansvar.

Det kræver, at kemikalietruslen tænkes ind i både den fysiske planlægning, miljøgodkendelser og indsatser omkring sårbare grundvandsområder. Når der gives tilladelser til anlæg og aktiviteter tæt på indvindingsområder, bør der stilles langt skrappere krav til, hvilke stoffer der må anvendes og hvordan risici vurderes. Det kræver også, at gamle kort over lossepladser, industrigrunde og brandskoler ikke bare samler støv, men bruges aktivt til at kortlægge og overvåge potentielle risikozoner.

Kommunerne har i dag både den viden og de data, der skal til for at forebygge nye forureninger – men det kræver, at der handles proaktivt, ikke reaktivt. Der skal laves målrettet overvågning og løbende vurdering af, om nuværende anvendelser og udledninger udgør en risiko. Kommuner bør stille krav om udvidede analyser fra vandværker og sikre, at de relevante kemikalier bliver testet – også dem, der endnu ikke er omfattet af nationale grænseværdier. Og vigtigst af alt: Der skal være åbenhed omkring fund og risici, så både borgere og fagfolk kan agere rettidigt.

Rent vand nu eller en tårnhøj regning senere?

Det er også afgørende, at kommunerne begynder at tænke langsigtet og økonomisk ansvarligt. Oprensning og afværgeforanstaltninger er dyre – og jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. Hvis ikke kommunerne investerer i forebyggelse nu, vil regningen ramme. Og den bør ikke ramme forsyningsselskaber og forbrugere som i dag. Den bør ramme forureneren, så det bliver, som lovgivningen dikterer; at forureneren betaler.

I Rådet for Grøn Omstilling opfordrer vi derfor kommunerne til at gøre kemikalieforurening til et centralt tema i valgkampen. Politikerne skal tage ansvar og stille klare krav til deres forvaltninger og forsyninger. De skal sikre, at borgernes sundhed kommer før kortsigtet økonomi eller administrativ bekvemmelighed. Drikkevandet er ikke bare en teknisk ressource – det er en samfundsopgave. Og hvis vi vil undgå, at rent vand bliver en luksus i fremtiden, er det nu, vi skal handle. Ikke næste gang, der bliver fundet PFAS i en boring – men i dag, i kommunalbestyrelsen, i lokalplanen, i tilladelsen, i valgløftet.

Vi ved, hvad der skal til. Og vi ved, hvor problemerne ligger. Så spørgsmålet er ikke længere, om vi kan sikre vores drikkevand. Spørgsmålet er, om vi vil. Om kommunerne vil.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Ingeniørens WasteTech den 11. november. 

By |2025-11-13T10:04:02+01:0013. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Luk hanen i tide: Kommunerne skal tage ansvar for kemikalieforurening af drikkevandet
Læs mere

Byggeriet har brug for en klar national strategi mod PFAS – vi kan ikke vente på EU

For nylig kom det frem, at byggevarer som gummitape, overfladebehandlet trægulv samt glas- og stenuld kan indeholde PFAS – byggevarer, der kan købes i almindelige byggemarkeder, når man for eksempel skal renovere og bygge nyt. PFAS er ekstremt svært nedbrydeligt. Når det indgår i byggevarer, risikerer vi at sprede forurening til jord og grundvand i årtier, efter bygningen er opført. Det er en usynlig forurening, som vi sender direkte videre til kommende generationer.

I forbindelse med rapporten ’PFAS i byggematerialer – udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’ blev der fundet PFAS i 25 procent af de testede byggevarer. Niveauet af PFAS er i nogle prøver så højt, at det overstiger den grænseværdi, som er foreslået i PFAS-restriktionsforslaget. Et forslag, som ligger til forhandling i EU-systemet. En stærk lobbyindsats fra kemikalieindustrien er dog ved at udvande lovforslaget som afdækket af ’The Forever Lobbying Project’.

Dette sker til trods for, at PFAS øger risikoen for blandt andet nyrekræft og forhøjet kolesterol, ligesom det kan nedsætte vaccineeffekten hos børn. PFAS mistænkes også for at være hormonforstyrrende. Ud over de problematiske sundhedseffekter ved PFAS presser et andet stort spørgsmål sig på: Hvad gør vi med kravene om mere genbrug og genanvendelse af materialer samt de store mængder byggeaffald, når disse indeholder PFAS? Ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd koster PFAS-relaterede sundheds- og miljøpåvirkninger det europæiske samfund mellem 52 og 84 milliarder euro årligt.

Der er ny lovgivning på trapperne, som omhandler kemikalier mere bredt. Det gælder blandt andet Affaldsforordningen og Byggevareforordningen, men her nævnes dog blot skadelige kemikalier og ikke PFAS særskilt.Vi har brug for innovative bygherrer. Men for at de kan handle, er der brug for afklaring på PFAS-området. Vi må derfor gå andre veje, mens vi venter på EU’s beslutning om PFAS-forbuddet. Danmark bør lave en national strategi for udfasning af PFAS i byggeriet.

Kravene til indhold af skadelige kemikalier bør skærpes, så information om indholdsstoffer, herunder PFAS, bliver tilgængelig for alle. Det vil være et vigtigt skridt på vejen mod et cirkulært byggeri.

Foto: Henning Larsen / Rambøll Adobe stock license for #78118528

Dette debatindlæg er blevet bragt i Information den 13/11 2025. Det er skrevet af: 

  • Afsenderne er: Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen,
  • Martha Lewis, Head of materiales, Henning Larsen
  • Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling
By |2025-11-13T09:49:40+01:0013. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Byggeriet har brug for en klar national strategi mod PFAS – vi kan ikke vente på EU
Læs mere

Politikerne bør stoppe afbrænding af træ i kommunens forsyning

Du har brug for mærkesager, som skaber opbakning i befolkningen, styrker din kommunes grønne profil og gør en forskel for samfundet. Så mens du drøner rundt for at lave valgplakater, Facebookvideoer og deltager i diverse debatter, hjælper vi dig gerne med en stærk mærkesag: Stop afbrænding af træ i kommunens forsyning. Hvorfor, spørger du måske?

1) Borgernes pengepung: Importen af træpiller og flis er steget dramatisk – mere end 95 pct. af træpillerne og 50 pct. af skovflisen kommer fra udlandet. Det danske overforbrug gør os afhængige af det globale råvaremarked, hvor priserne svinger og forventes at stige, fordi træbiomasse er en begrænset ressource, som skal bruges mange steder i omstillingen. Elektrificering af varmeproduktionen er med til at gøre varmen billigere for borgerne i din kommune, end når den baseres på træafbrænding.

2) Klima: Selvom det på papiret ser grønt ud, så har træafbrændingen herhjemme tilført over 120 millioner tons CO2 til atmosfæren. Træ udleder faktisk mere end kul, lige når det brændes af. Den skade (øget tørke, oversvømmelser, skovbrande), som den øget opvarmning forårsager, bliver ikke fjernet, selv hvis et nyt træ opsuger samme mængde CO2 efter nogle årtier.

3) Natur: Samtidig lægger vi et massivt pres på udenlandske skove – ofte langt fra vores kontrol. Talløse dårlige eksempler viser, at certificering ikke er nogen garanti for naturhensyn, og en stor del af biomassen er derudover i dag udokumenteret. Dette taler imod, at løfter om brug af “bæredygtig biomasse” sikrer natur- og klimahensyn. I Danmark har den høje efterspørgsel efter træ medført et stort udtag af grene, toppe, rødder og dødt ved. Danske skove har i snit 6,3 m³/ha dødt ved, og ca. 2/3 af arealet har slet intet. Dette er langt under niveauerne, der er nødvendige, hvis skovene skal have nogen biodiversitetsmæssig værdi, hvor der er behov for langt mere end 50 m³/ha.

Du hjælper altså både klimaet og biodiversiteten ved at stoppe afbrændingsfesten.

4) Selvforsyning: I disse tider er det vigtigt at gøre sig uafhængig af geopolitiske magtkampe. Elektrificering med lokal selvforsyning af vedvarende energi giver ikke bare mere sikkerhed, men også mulighed for, at byens energiskabelse kommer lokalsamfundet til gode og kan bidrage til finansieringen af lokale behov, såsom renovering af landsbyskolen, en cykelsti eller rekreative områder. Det findes der allerede mange eksempler på – blandt andet ved Vejle, hvor en stor solcellepark også kommer borgerne til gode med nye stier, fritlægning af vandløb og øget biodiversitet.

Hvorfor nu, tænker du så? Der er sket meget siden biomassen blev introduceret som en overgangsløsning for at komme af med kullet. I mellemtiden har vi øget forbruget af biomasse til at være tre gange over det globalt bæredygtige niveau og brænder omkring 90pct. af alt træ, vi forbruger i Danmark direkte af. Sidste år passerede verden for første gang 1,5 graders opvarmning. Når vi brænder træ, sender det øjeblikkeligt mere CO2 ud i atmosfæren, som forårsager skader og øger risikoen for alvorlige, uoprettelige ændringer i klimasystemet. Den tid, det tager et nyplantet træ at opsuge mængden igen, er et voksende problem i en verden, der allerede er overophedet. Derfor bør vi prioritere løsninger, der reducerer udledninger nu – frem for dem, der først virker om årtier.

Samtidig er den teknologiske udvikling inden for varmepumper og vedvarende energi buldret derudad. Det er den gode nyhed. For der er ikke længere brug for at brænde træ af for lunkent vand og strøm.

Derfor giver det politisk og økonomisk mening at sætte en klar kurs væk fra afbrænding og over mod elektrificering. Men er det muligt at undgå træafbrænding, når vi lige nu producerer varme og el på træ? Svaret er ja. Det kan godt lade sig gøre at lave energi uden at brænde træer og fossile kilder af.

Der er nu mange gode alternativer til træet. I Svendborg har man erstattet træafbrændingen med varmepumper. Skærbækværket og Studstrupværket, to af landets største kraftvarmeværker, vil også droppe træafbrændingen, efter Kredsløb, TVIS og EWII har besluttet, at varmen de modtager i fremtiden ikke skal komme fra træ, men fra el-baserede løsninger som for eksempel varmepumper, der anvender lokale energikilder som luft, havvand, spildevand og geotermisk energi.

Knap så godt går det i København, hvor der er tale om at lave et CCS-anlæg på Amagerværket. Altså det biomasseværk, som er Danmarks største forbruger af træ. Over én million tons træ, primært fra udlandet. Den store investering vil være en sort fejltagelse, som vil fastlåse byen til et for højt træforbrug langt ud i fremtiden.

Når vi nu kan elektrificere, er det tosset at sejle millioner af tons træ ind fra hele verdens skove, bare for at brænde det af, bruge milliarder på at opfange og eventuelt lagre udledningen, og dermed forhale implementeringen af fremtidens reelt vedvarende energikilder i din kommunes forsyning.

Din rolle som politiker

Hvad er så din rolle som lokalpolitiker? Som lokalpolitiker har du en enestående chance for sikre fremtidens grønne forsyning, beskytte borgerne mod prisstød og samtidig hjælpe vores natur og klima. Som du ved, tager det tid at transformere energiforsyningen. Derfor er det vigtigt, at du er med til at træffe beslutningerne. som sætter dit lokalsamfund på rette spor, nu.

Derfor skal du arbejde for, at: 1) Vedtage en kommunal udfasningsdato for træbiomasse i fjernvarmen – med en realistisk milepælsplan. 2) Prioritere investeringer i elektrificering med store eldrevne varmepumper, overskudsvarme og akkumulering. 3) Stoppe investeringer i kraftvarme baseret på biomasseafbrænding. 4) Droppe planer om CCS på biomasseværker.

Vi har teknologien og økonomien på plads – nu handler det om retning. Med en klar plan for udfasning af træbiomasse, kan du styrke kommunens grønne troværdighed, sikre stabile og konkurrencedygtige varmepriser og skabe lokal værdi. Det er en mærkesag, der kan vinde stemmer – og som gør en forskel. Hvis du har brug for mere viden, hjælper vi dig gerne med at brænde igennem på emnet.

Kronikken er bragt i Avisen Danmark 1/11 2025. Afsenderne er:  Lars Bonderup Bjørn , adm. direktør, EWII. Christina Ihler Madsen , Klimabevægelsen i Danmark. Erik Tang , Rådet for Grøn Omstilling. Jakob Kronik , generalsekretær, Verdens Skove. Asbjørn Haugstrup , chief external relations officer, Innargi. Helene Hagel , klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace.

By |2025-11-03T09:32:04+01:003. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Politikerne bør stoppe afbrænding af træ i kommunens forsyning
Læs mere

Den giftige arv i vores bygninger: Få PFAS ud af byggeriet

Når man taler om PFAS, tænker de fleste på forurenet grundvand, brandskum eller stegepander. De færreste ved, at PFAS også kan indgå i f.eks. kontaktlinser, guitarstrenge, kondomer og havehynder. Eller i de mange forskellige byggevarer, der skaber rammerne for vores hverdag.

Men rapporten ’PFAS i byggevarer– udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’ afslører, at byggebranchen rummer et stort og overset problem. Nemlig PFAS, der potentielt kan indgå i alt fra maling, fugemasse og gulvbelægninger til isolering og facader. PFAS gør materialerne bl.a. vand-, smuds- og brandafvisende – men de er også stærkt giftige og næsten umulige at nedbryde.

Derfor omtales PFAS også som evighedskemikalier. Stofferne ophobes i mennesker, i naturen – og i vores bygninger. Rapportens test af 44 byggevarer købt i danske byggemarkeder viste indikation af PFAS i hver fjerde prøve. Der var PFAS indikationer i tagduge, trægulve, isolering og facadeplader. Det betyder, at vi i dag bygger og transformerer boliger, skoler og kontorer med materialer, der fremtidigt kan blive klassificeret som farligt affald. Det er den modsatte retning af cirkulær økonomi – vi indbygger skadelige kemikalier i byggeriet, der kan ødelægge vores kostbare ressourcer, og som kommende generationer skal håndtere.

Lovgivningen halter efter virkeligheden

Byggebranchen har med den nye lovgivning om selektiv nedrivning fået endnu et incitament for at bidrage til den cirkulære økonomi, og ambitionerne for transformationer og øget genbrug er i stigende grad centrale for de store bygherrer. Men hvordan kan vi genbruge et materiale, der potentielt kan indeholde skadelige kemikalier?

EU og Danmark har taget vigtige skridt mod at forbyde PFAS i tøj og køkkengrej, men byggeriet er stort set ureguleret. Kun enkelte stoffer som PFOS og PFOA er forbudt. Resten af de over 12.000 PFAS-forbindelser flyver under radaren.

Den nye Byggevareforordning kan blive et vendepunkt. Her vil der blevet stillet krav til dokumentation af sundhedsskadelige stoffer og med tiden indføres et digitale produktpas. Men som det ser ud nu, vil oplysningerne om indhold kun være tilgængelige for myndigheder – ikke for arkitekter, entreprenører eller bygherrer. Det er absurd, at den branche, der skal træffe valg om materialer, ikke må kende det kemiske indhold.  Hvis PFAS skal ud af byggeriet, må lovgivningen skabe gennemsigtighed. Alt andet kan syne som autoriseret greenwashing.

Ansvar og handling – fra bygherre til producent

PFAS-rapporten peger på en række konkrete løsninger. Bygherrer og rådgivere skal stille krav som at efterspørge dokumentation, kræve analyser udført på godkendte laboratorier og valg af materialer uden PFAS. PFAS er ikke nødvendigt for at skabe holdbare eller funktionelle bygninger; det, som vi byggede for 100 år siden, indeholdt ikke PFAS. Der findes alternativer. Producenterne må tage deres del af ansvaret. PFAS kan designes ud af produkter, og substitution skal være et aktivt mål. De virksomheder, der går forrest, bør fremhæves som forbilleder.

Samtidig bør der indføres digitale materiale- og bygningspas, hvor PFAS og andre skadelige kemikalier registreres. Det vil give fremtidens håndværkere og genbrugssektor den viden, de mangler for at håndtere materialerne sikkert og muliggøre, at ejendomssektoren får styr på, hvad deres investeringer består af.

Den skjulte pris for evigt

Nordisk Ministerråd har beregnet, at PFAS-relaterede sundhedspåvirkninger koster samfundet mellem 52 og 84 milliarder euro om året i Europa. Det er bl.a. udgifter til at behandle leverskader, skjoldbruskkirtelsygdomme, fedme, fertilitetsproblemer og kræft. Dertil kommer udgifter til deponi, oprensning m.v. Det er ikke kun en økonomisk katastrofe i realtid. Fremtidige generationer kommer til at betale af på regningen, som kun vil vokse, så længe vi fortsætter brugen af PFAS. At undgå PFAS er ikke en teknisk udfordring – det er derimod en etisk og økonomisk nødvendighed.

Et opråb til politikere og branche

PFAS i byggeriet er et problem, der hverken kan ses eller lugtes. Men det kan gemme sig i væggene, tage og gulve omkring os. For at kunne fremtidssikre vores samfund og ressourcer, må vi stoppe med at bygge nye miljøbomber. Derfor skal politikerne udvide PFAS-forbuddet til at omfatte byggevarer, indføre krav om indholdsdeklaration og støtte udviklingen af alternativer til PFAS.

Byggebranchen har en enestående mulighed: at blive den første sektor, der tager ansvar for sine egne materialer – fra vugge til grav. Men det kræver, at vi siger nej til evighedskemikalierne, og ja til et reelt frit og informeret valg.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Ingeniørens medie BuildingTech den 31. oktober 2025.  Det er skrevet af: 

  • Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen
  • Martha Lewis, Head of materiales, Henning Larsen
  • Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling
By |2025-11-13T09:53:33+01:002. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Den giftige arv i vores bygninger: Få PFAS ud af byggeriet
Læs mere

Unges miljøovervågning viser behov for ‘hårdere’ lovgivning

Hvordan ser det ud med plastforurening i den danske natur? 30.000 børn og unge i Danmark, Grønland og på Færøerne har givet os et sjældent detaljeret billede af, hvad der faktisk ligger derude. Og noget springer i øjnene: Vi finder næsten ingen plastiklåg længere. Til gengæld er der stadig cigaretskod overalt. Begge produkter har ellers været mål for miljøregulering de senere år, så hvorfor denne forskel?

Masseeksperimentet er gennemført af Astra i samarbejde med Syddansk Universitet, Roskilde Universitet og Det Kongelige Akademi, og er udgangspunktet for forskningsprojektet Change4Circularity – et delprojekt af TRACE, det nationale partnerskab for cirkulær økonomi. I både 2019 og 2024 er plastikaffald i naturen blevet kortlagt som en del af det store citizen science projekt. Samtidig er der i netop disse år gennemført en del forskellige typer af miljøregulering med fokus på plastik. Ved at sammenligne resultaterne bliver det tydeligt, hvilken type lovgivning der har egentlig effekt og lever op til formålet om at undgå plastikaffald i naturen.

Cigaretskodder indtog begge år en klar førsteplads i masseeksperimentet som den mest fundne affaldstype. I begge eksperimenter udgjorde cigaretskodder således cirka en tredjedel af alle indsamlede plastikstykker. Den modsatte tendens ser vi for en række andre produkter, som der blev indsamlet væsentligt flere af i 2019 sammenlignet med 2024. Det gælder blandt andet plastiksugerør, plastlåg til drikkeflasker og store bæreposer med hank.

Det handler om rigtig regulering

Forskellen handler ikke om tilfældigheder, eller om at vi er begyndt at smide udvalgte plastikprodukter i skraldespanden. Det handler om, hvordan disse produkter er reguleret. Der er i dag et lovkrav om, at plastiklåg på drikkeflasker skal være fastgjort. Det betyder, at låget ikke længere tabes eller smides væk, men er fysisk bundet til flasken. Sugerør er helt fjernet fra markedet, mens der er indført en minimumspris på store bæreposer, så de ikke længere må udleveres gratis i butikkerne. De nævnte tiltag, som omfatter både obligatoriske designkrav, direkte forbud og økonomiske incitamenter, ser altså ud til at være effektive til at nedbringe mængden af plastikaffald i naturen.

Gælder det derimod cigaretskod, har man valgt en helt anden vej. I stedet for at stille krav om forebyggelse, har man blot pålagt tobaksindustrien et såkaldt oprydningsansvar. Det betyder, at producenterne skal betale for, at kommunerne samler skod op. Ikke et ord om at forhindre skod i at ende i naturen i første omgang. Ikke et eneste incitament til at ændre produktdesign eller adfærd. Resultatet? Skod og nikotinposer ligger stadig overalt – fra skolegårde og strande til byens pladser og parker.

Producentansvar er en ekstremt blød form for regulering, og med den accepterer vi reelt, at der smides millioner af cigaretskod i miljøet hver eneste dag, så længe nogen betaler for at samle dem op bagefter. Det er hverken effektivt eller bæredygtigt.

Cigaretskod er blandt de mest udbredte former for affald globalt. De indeholder plastik og kemikalier, som skader både dyr, jord og vandmiljø. At de stadig ligger overalt, skyldes ikke mangel på opmærksomhed. Det skyldes en bevidst politisk beslutning om ikke at stille krav til design og forebyggelse, men kun ’oprydning’ i form af en økonomisk skrivebordsøvelse.

Vi kan gøre det bedre. Masseeksperimentets data viser, at målrettet regulering virker. Når vi stiller krav til produktdesign, bruger økonomiske incitamenter og forbud, så rykker det. Derfor opfordrer vi til, at det er disse typer af ’hårdere’ lovgivning, som politikerne støver i fremtidens miljølovgivning.

Det er på tide, vi fører reguleringen ind i det 21. århundrede. Miljøet kan ikke nøjes med at blive støvsuget efter festen. Vi skal undgå, at affaldet ender der i første omgang.

Dette debatindlæg blev bragt i Naturmonitor den 30/10 2025.

Afsendere: 

Lone Hjorth Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling,

Malene Høj Mortensen, Plastic Change,

Mette Hoffgaard Ranfelt, Danmarks Naturfredningsforening

Niels Toftegaard, Brancheforeningen Cirkulær

By |2025-10-30T11:15:14+01:0030. oktober 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Unges miljøovervågning viser behov for ‘hårdere’ lovgivning
Læs mere

Metan er en lavthængende, grøn frugt i klimapolitik. Alligevel bliver det gemt væk i regnemodeller

Et nyt videnskabeligt studie viser, at et kollaps af Golfstrømmen kan ske allerede om 10 til 20 år som følge af global opvarmning. Det vil betyde et markant ændret og koldere klima i Danmark, mens den sydlige halvkugle vil opleve langt flere og mere intense hedebølger og tørke. Hvis det sker, vil det få store konsekvenser for dansk landbrug og kræve, at vi tænker fødevareproduktionen på en helt ny måde. Derfor er klimahandling, der har en betydelig effekt på global opvarmning på kort sigt, vigtigere end nogensinde.

Metan gør den største forskel her og nu

Alle ved, at vi skal reducere udledningen af de klimaskadelige drivhusgasser, men få ved, at reduktioner af drivhusgassen metan har en langt større effekt på den globale opvarmning end CO2 – især på kort sigt.

På 20 år opvarmer ét ton metan planeten over 80 gange mere end ét ton CO2. Over 100 år er det omkring 30 gange mere. Forskellen skyldes, at metan kun bliver i atmosfæren i 12-15 år. Det betyder, at metanreduktioner i dag vil kunne mærkes allerede i dette årti.

I en tid, hvor den globale temperatur allerede er steget med 1,1 grader siden industrialiseringen, og hvor 2024 blev det varmeste år nogensinde med en global temperaturstigning på 1,6 grader, har vi ikke råd til at vente på langsigtede resultater. I EU alene er klimaforandringerne allerede vurderet til at have kostet over 300 milliarder kroner i år – et beløb, der forventes tredoblet i 2029.

Fokus skal rettes mod de næste årtier

Når Danmark beregner sit klimaaftryk og effekten af klimapolitiske beslutninger, omregnes drivhusgassernes forskellige opvarmningseffekt til den fælles standard CO2-ækvivalenter (CO2e) –altså hvor mange ton CO2 ét ton af en given drivhusgas, som eksempelvis metan, svarer til.

Siden Kyoto-Protokollen blev vedtaget i 1992, har langt de fleste klimamodeller — inklusive dem anvendt som videnskabeligt grundlag for internationale aftaler såsom Paris-aftalen — omregnet metan til CO2e baseret på opvarmningspotentialet over 100 år (GWP100). Det 100-årige perspektiv som standard er i dag på mange måder forældet, fordi vi i dag står over for snarlige klimamål, der skal indfries, og ikke mindst temperaturstigninger, der kan forårsage uoprettelige klimaforandringer.

Hvis vi i stedet brugte tal for drivhusgassernes effekt på den globale opvarmning over en 20-årig periode (GWP20), vil det blive helt tydeligt, hvilken markant effekt metan har på den globale opvarmning i de kommende årtier.

GWP100, som alle de politiske beslutninger og opgørelser er baseret på, underspiller altså den betydningsfulde rolle, metanreduktioner har for at begrænse temperaturstigningerne i dette årti. Beslutningstagerne bør derfor fremadrettet også inkludere det korte perspektiv (GWP20) for at tydeliggøre, hvilke beslutninger der vil have en hurtigere effekt på den globale opvarmning.

Landbruget er den primære udleder

De primære kilder til metanudledninger globalt er energi-, affalds- og landbrugssektoren. I Danmark stammer omkring 80 procent af udledningerne fra landbruget, hvoraf cirka 57 procent af udledningerne stammer fra fordøjelsesprocessen i drøvtyggere (særligt køer), og 43 procent stammer fra husdyrgødning.

Den Grønne Trepart kan med CO2-afgiften og arealudtagning blive et vigtigt skridt mod et grønnere landbrug, der også kan inspirere andre landes omstilling af deres fødevareproduktion. Men hvis Danmark virkelig skal være det grønne foregangsland, som vi bryster os af at være, så kræver det, at der sættes yderligere tempo på omstillingen af landbruget mod et mere plantebaseret landbrug. Det vil kræve yderligere tiltag, der både sætter ind på produktions- og forbrugssiden.

Der er mange skridt på vejen mod at sikre de nødvendige metanreduktioner for at mindske den globale opvarmning, undgå de store klimaskader og mindske klimaeffekter på det danske landbrug.

Det første skridt er simpelt: Sæt metan på dagsordenen, udregn effekten på global opvarmning på kort sigt, og tag den med i grundlaget for vores klimapolitik. Det næste skridt kræver mere – men det er både nødvendigt og muligt. At handle konsekvent på det med en klar plan, der viser, hvordan Danmark vil reducere sine metanudledninger betydeligt.

Metanreduktioner er ikke hele løsningen, men de er en af de hurtigste veje til at bremse opvarmningen. Derfor skal metan frem i lyset og ikke gemmes i regnemodeller.

Dette debatindlæg er skrevet af Lærke Kjærbye-Thygesen, rådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, og Martin Benny Pedersen, juniorkonsulent i Rådet for Grøn Omstilling, og er blevet bragt i Klimamonitor den 29. oktober 2025.

Foto: Frederik Sørensen, pexels.com

By |2025-10-29T13:28:54+01:0029. oktober 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Metan er en lavthængende, grøn frugt i klimapolitik. Alligevel bliver det gemt væk i regnemodeller
Læs mere

Slappe kvælstofkrav vil gøre den grønne trepart til en tom skal

De døde fjorde, fedtemøget og fiskene, der flyder livløse op, er blevet et sørgeligt symbol på et havmiljø i ubalance. Årsagen er velkendt: Hver vinter skylles store mængder kvælstof fra markerne ud i fjorde og kystvande. Kvælstof, der fodrer algerne og kvæler livet under overfladen.

Der er store planer for den grønne omstilling, blandt andet med grøn trepart, som sigter efter, at 15 procent af Danmarks landbrugsareal skal omlægges til natur. Der er afsat 43 milliarder kroner til at gøre det attraktivt for landmænd at tage de mest forurenende jorder ud af drift. Men uden en ambitiøs kvælstofregulering er den grønne omstilling som en båd uden bund – uanset hvor meget vi ror, vil vi stadig tage vand ind. Hverken ’den omvendte Dalgas’ eller et havmiljø i balance kan blive til virkelighed, hvis vi ikke sætter hårdt ind. Derfor opfordrer vi regeringen, SF, Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance til en ambitiøs kvælstofregulering, som skaber incitament til at omlægge den landbrugsjord, som forurener vandmiljøet mest.

Bundpladen i den grønne omstilling

Kvælstofudledningen er ikke kun et problem for vandmiljøet – den undergraver hele Danmarks grønne omstilling. Uden kontrol med kvælstofudledningen bliver det svært at nå vores klimamål, skabe bedre natur og leve op til EU’s vandrammedirektiv. En slap regulering vil gøre Grøn Trepart til en tom skal, et dyrt kompromis med begrænset gennemslagskraft, og vores fjorde og indre farvande vil fortsætte deres deroute. Kvælstofreguleringen er derfor bundpladen i Danmarks grønne omstilling. Uden den synker projektet. Med den kan vi sikre, at investeringerne rent faktisk omsættes til fremgang for livet i de indre fjorde og farvande mere natur, mere økologi og en reel klimaeffekt.

De mest forurenede jorde skal tages ud

For at virke skal kvælstofreguleringen være målrettet. Den skal gøre det mindre lukrativt at dyrke de jorde, der forurener vandmiljøet mest, mens de mere robuste jorder ikke rammes unødigt hårdt. Der er nemlig stor forskel på, hvor stor kvælstofudledningen er fra forskellige landbrugsbedrifter – én bedrift kan sagtens udlede ti gange så meget kvælstof som en anden. Derfor er det afgørende, at vi får taget de rigtige jorde ud af dyrkning. En sådan regulering gør det både økonomisk og miljømæssigt fornuftigt at omlægge sårbare jorder til natur, vådområder og skov, og omlægge flere af de jorde der fortsat er i dyrkning til økologi. Det vil mindske forureningen, lagre kulstof og gavne biodiversiteten. Og det vil holde de tårnhøje jordpriser i skak.

Slap regulering spilder penge

Danskerne har allerede afsat 43 milliarder kroner til Grøn Trepart. Det er en historisk investering i vores fælles natur. Men hvis vi ikke får en stærk og målrettet kvælstofregulering, risikerer vi, at pengene ikke leverer de lovede gevinster. Hvis de mest forurenende jorder forbliver i omdrift, fortsætter kvælstofudledningen. Vi kan derfor ende med at bruge milliarder, og fjordene forbliver døde, i stedet for at målrette indsatsen og dermed takle kernen af problemet. Det er både miljømæssigt og økonomisk uansvarligt. Grøn Trepart var et kompromis men også en mulighed. En mulighed for at skabe et Danmark, hvor vi får livet tilbage i havet, og hvor natur, klima og landbrug kan eksistere side om side. Men den mulighed drukner, hvis vi ikke får en kvælstofregulering, der kan holde skuden flydende.

Den grønne omstilling kræver ikke bare flere penge – den kræver håndfaste krav og regulering. Uden en effektiv kvælstofregulering kan vi ikke komme tørskoede i land. Med den kan vi endelig sætte kurs mod et havmiljø i balance – og et Danmark, der holder vand.

Debatindlægget er blevet bragt i Altinget den 20/10 2025.

Afsendere: 

Jacob Mark, afdelingschef, Danmarks Naturfredningsforening
Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, skov og natur, Greenpeace
Tobias Krog Udsholt, seniorøkonom, Tænketanken Hav
Trine Langhede, rådgiver for fødevarer og bioressourcer, Rådet for Grøn Omstilling
Torben Hansen, natur- og miljøkonsulent, Danmarks Sportsfiskerforbund
Thomas Kirk Sørensen, lead specialist, WWF

Foto: Troels-Lange/Syddansk-Universitet

By |2025-10-29T13:20:36+01:0029. oktober 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Slappe kvælstofkrav vil gøre den grønne trepart til en tom skal
Læs mere

Nyt EU-forslag er ren pølsesnak

Den 8. oktober stemte Europa-Parlamentet for et forbud mod at bruge såkaldte “kød-ord” om planteprodukter.

Argumentet er, at forbrugerne bliver forvirrede af betegnelser som “plantepølse” eller “vegansk burger”. Men er det mindre forvirrende, hvis en sojapølse fremover skal kaldes en sojacylinder, sojastang eller en sojarulle? Eller hvis en grøntsagsbøf skal hedde en planteplade eller grillskive

Hvis man virkelig frygter, at sproget forvirrer folk, er det svært at se hvor langt vi skal tage den logik. Så burde vi vel også forbyde ord som hotdog, der ikke er hund i, eller skinkesalat der ikke indeholder salat. Jeg tænker ikke, at forbrugere bliver forvirrede over de produkter.

Undersøgelser viser netop, at størstedelen af forbrugerne ikke bliver forvirrede over brugen af ord som pølse eller burger om planteprodukter, når produkterne er tydeligt mærket. Ord som pølse og burger beskriver jo ikke kun, hvad noget er lavet af, men også hvordan det bruges. Altså, at en sojapølse er god at putte i brød, eller at plantefars kan steges til plantebøffer.

Det føles dumt at skulle bruge tid på denne debat. Helt ærligt lyder det mere som en belejlig undskyldning for at give kød- og mejeriindustrien en konkurrencefordel. De animalske producenter har i forvejen en lang række fordele i den støtte de kan få til f.eks. slagtepræmie og støtte til reklamer for deres produkter. Der er derfor ikke brug for at gøre kløften mellem plante- og animalske produkter endnu større med dette forbud.

Der er også en dobbelthed i, at man i EU er i gang med at forsimple lovgivning, så reguleringen bliver nemmere for industri og virksomheder. Det gælder åbenbart ikke for producenterne af planteprodukter, hvor man i stedet vælger at lave ekstra regulering. Det får den konsekvens, at det bliver dyrere for virksomhederne, der skal rebrande deres produkter og finde på nye navne.

Jeg håber, der kommer noget fornuft ind i forhandlingsprocessen med medlemsstaterne, og at det danske formandskab vil stå fast på retten til sund mad i en grønnere retning. Danmark har allerede vist vejen med den nationale plantehandlingsplan, et konkret eksempel på, hvordan man kan fremme innovation, sundhed og bæredygtighed i stedet for at bremse den.

For hvis EU virkelig vil tage klima, sundhed og forbrugernes frie valg alvorligt, så skal vi gøre det nemmere, ikke sværere, at vælge grønt.

Dette debatindlæg er bragt i klimamonitor den 10. oktober og er skrevet Trine Langhede

By |2025-10-10T13:14:29+01:0010. oktober 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Nyt EU-forslag er ren pølsesnak
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top