Danmarks CO2-afgift viser EU, at landbrugets udledninger godt kan prissættes

Den danske CO2-afgift på landbruget sætter en ny standard og viser, hvordan det er muligt at prissætte landbrugets CO2-udledninger. Det kan inspirere EU til at implementere lignende tiltag på tværs af medlemslandene, skriver Erik Tang og Trine Langhede

Traditionelt har landbrugssektoren været undtaget fra de samme krav og afgifter, som resten af samfundet har været underlagt for at nedbringe drivhusgasudledningerne.

Med den grønne trepartsaftale bryder Danmark nu den barriere. Den nye aftale betyder, at landbrugene skal betale for deres CO2-udledninger, og det betyder, at Danmark bliver første land i verden til at indføre en CO2-afgift for landbruget.

Men hvordan ser fremtiden ud for en lignende afgift på EU-niveau?

EU har taget betydelige skridt med målsætningen i EU’s klimalov om at være klimaneutral inden 2050. Alligevel har landbrugssektoren stadig en særstatus, hvor den ikke er underlagt det samme direkte pres for CO2-reduktion som energisektoren eller transportsektoren.

Kvotehandelssystem for landbruget

Det er her, Danmarks CO2-afgift kan være et eksempel for resten af EU på, at det kan lade sig gøre at prissætte landbrugets CO2-udledninger.

I mange år har energisektoren i EU været omfattet af Emissions Trading System (ETS), som blev indført i 2005. Ved at sætte stadigt lavere loft over tilladte udledninger og tillade handel med CO2-kvoter har ETS skabt en pris på CO2.

Det giver et økonomisk incitament for energiproducenter til at investere i renere teknologier og reducere deres afhængighed af fossile brændstoffer.

Systemet var ikke perfekt fra dag ét, men over tid har resultatet været en betydelig nedgang i CO2-udledningerne i sektoren, hvilket har bidraget til at drive den grønne omstilling og fremme udviklingen af vedvarende energikilder såsom vind og solenergi.

Spørgsmålet er, om et kvotehandelssystem for landbruget på samme måde kan være med til at reducere sektorens udledninger på den lange bane?

Modstanden mod regulering af landbruget er stor.

Særligt bruges Holland ofte som eksempel, hvor landmænd har protesteret kraftigt mod miljøregulering. Derfor er det nødvendigt, at et kvotehandelssystem for landbruget indrettes på den rigtige måde.

Model for kvotehandelssystem

I de kommende år handler det om at fastlægge arkitekturen for fremtidens klimapolitik for 2050. Det er tiltag, der har lang sigte, men hvis ikke de skridt tages nu, kommer landbruget til at stå tilbage som den eneste sektor, der ikke leverer nogen klimahandling for at nå EU’s klimamål.

Indretningen af et kvotehandelssystem for landbruget er væsentlig for, om det kommer til at have en effekt, og for om det kommer til at møde modstand.

Rådet for Grøn Omstilling foreslår, at et såkaldt agriETS for landbruget indrettes med størst mulig klimaeffekt og mindst muligt bureaukrati. Det kan gøres ved at:

Leverandører af kunstgødning og fossile brændstoffer til landbruget pålægges at købe kvoter fra EU’s kvotesystemer for de udledninger, som brug af disse inputs forårsager. Kvoteomkostninger sendes videre i salgspriserne.

EU’s arealtilskud til organiske lavbundsjorde skal fremover kun udbetales, hvis disse jorde vådlægges, så deres høje CO2-udledninger stopper. For ikke-vådlagte jorde skal der købes mindst 10 kvoter fra EU’s kvotesystem. Ejerne kompenseres for driftstab via EU’s landbrugsstøtte.

Store husdyrbrug skal opgøre og købe kvoter fra EU’s eksisterende kvotesystem for udledninger fra husdyr og husdyrgødning. Mindre husdyrbrug kan vælge at lade mejerier og slagterier forestå rapportering og kvotekøb for husdyrenes udledninger.

Dansk landbrug ligestilles i konkurrencen

Denne model sikrer stort set samme pris på landbrugets udledninger som øvrige udledninger i EU og dermed et effektivt incitament til at reducere dem.

Landbruget kan sende kvoteomkostningerne videre i deres salgspriser, så forbrugerne får signal om at ændre deres forbrug mod mindre klimabelastende fødevarer.

Desuden vil kun de største husdyrbrug og ejere af ikke-vådlagte lavbundsjorde samt olie- og kunstgødningsleverandører få ekstra papirarbejde.

Endelig vil et fælles EU-system sikre, at danske landbrug stilles lige i konkurrencen med øvrige europæiske bønder.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 6. marts 2025 og er skrevet af Erik Tang & Trine Langhede.

By |2025-03-06T11:05:23+01:006. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Danmarks CO2-afgift viser EU, at landbrugets udledninger godt kan prissættes
Læs mere

Fix markedet for oprindelsesgarantier og giv grøn omstilling et milliardstort boost

Siden Danmark vandt EM i 1992 er elforbruget steget med to procent. Danmark indtager en 23. plads i Europa målt på elektrificeringsgrad. Bundlinjen er, at elektrificeringen af det danske samfund skal accelereres drastisk, hvis vi skal have en rimelig chance for at nå vores klimamål. Samtidig er en accelereret VE-udbygning betinget af en accelereret efterspørgsel på strøm.

Desværre skævvrides efterspørgslen efter nye VE-projekter. Velmenende virksomheder, der køber statsstøttede oprindelsesgarantier, efterlades i dag med det fejlagtige indtryk, at deres efterspørgsel efter oprindelsesgarantier er med til at drive den grønne omstilling. Men efterspørgslen efter oprindelsesgarantier bidrager selvsagt kun til den grønne omstilling, hvis den driver egentlige nye VE-investeringer, som ellers ikke havde fundet sted.

To former for grøn omstilling

Problemstillingen er for så vidt ikke ny. I 2019 udgav Energistyrelsen en analyse, der fastslog, at køb af oprindelsesgarantier fra statsstøttet VE-produktion ikke har nogen additionel effekt på VE-udbygningen. Samme år påpegede Klimarådet, at køb af oprindelsesgarantier ikke bidrog til VE-udbygningen og fremhævede i stedet indgåelsen af langsigtede elkøbsaftaler fra ustøttet VE-produktion. Kort sagt kan man sige, at der er to former for grøn omstilling. Der er den i den virkelige verden, og så er der den på skrivebordet. Og hvis en virksomhed køber oprindelsesgarantier fra et ti år gammelt biomasseanlæg, som har modtaget statsstøtte, så bringer det ikke ny grøn strøm ind i systemet.

Faktisk svækker den nugældende praksis den grønne omstilling, da den omdirigerer efterspørgslen efter oprindelsesgarantier fra ny VE-elproduktion (via en langsigtet elkøbsaftale fra en ny VE-park) til oprindelsesgarantier fra eksisterende VE-anlæg uden en additionel VE-effekt. Hvis vi fixede markedet for oprindelsesgarantier, ville det give et milliardstort boost til den grønne omstilling.

Overkompensation til biomasseværkerne

For mere end ti år siden påpegede EU-Kommissionen, at et velfungerende marked for oprindelsesgarantier kunne ”bistå medlemsstaterne i at udvikle deres vedvarende energikilder på den mest omkostningseffektive måde”. Af samme grund har EU-Kommissionen også opfordret medlemsstaterne til at undlade udstedelsen af oprindelsesgarantier til elproduktion, der samtidig modtager statsstøtte. Danmark har dog endnu ikke fulgt op på anbefalingen, og et nyt folketingssvar indikerer, at vi faktisk heller ikke har foretaget de nødvendige overkompensationsvurderinger af støtteordningerne, hvor der også er blevet udstedt oprindelsesgarantier. Hvis markedsværdien af oprindelsesgarantierne til statsstøttet elproduktion hverken er blevet notificeret eller godkendt af EU-Kommissionen, så forvrider vi ikke kun markedet på bekostning af ny vedvarende energi, vi løber vi også en betydelig procesrisiko.

Det er værd at bemærke, at biomasseværkerne alene i 2023-24 har modtaget i alt 1,2 milliarder kroner i direkte statsstøtte og over en toårig periode har de også fået en afgiftsfritagelse til en værdi af 2,2 milliarder kroner. Derudover udstedes der oprindelsesgarantier til biomasseværkerne, som begrænser efterspørgslen efter additionel elproduktion. Det er den sidste del, som i særlig grad sænker tempoet i den grønne omstilling. Herudover har borgerne fået en afgiftsfritagelse for afbrænding af biomasse til en værdi af cirka 4,5 milliarder kroner om året. Det forsinker elektrificeringen.

Skal vi nå vores klimamål, skal vi øge elektrificeringen. Senest så vi med havvindsudbuddet, at vi står i en situation, hvor der ikke er tilstrækkelig efterspørgsel efter den grønne strøm. Det bør være et politisk topprioritet at løse denne udfordring.

En skæringsdato som løsning 

Som vi skrev allerede i 2020, skævvrider reguleringen på området den effektive efterspørgsel efter grøn strøm. For at sikre en bedre sammenhæng mellem efterspørgslen efter grøn strøm og produktionen af grøn strøm, bør der indføres en skæringsdato fra den første VE-udbud, hvorefter det kun er VE-anlæg efter denne dato, som både kan få udstedt oprindelsesgarantier og modtage statsstøtte. Dette kan sikre, at dansk statsstøtte til biomasseværker undgår overkompensation og ulovlig statsstøtte. Det har den store fordel, at det vil skabe det hidtil største efterspørgselsboost for nye VE-projekter i Danmark.  Danmark kan blive et grønt foregangsland. Vi har nogle gode forudsætninger. Men det kræver, at vi tør tage fat om de strukturelle problemer, der hæmmer udbredelsen af ny grøn energi. Den nuværende praksis forventes at svække den effektive efterspørgsel efter ny grøn strøm med mindst 4 milliarder kroner årligt.

Hvis Danmark valgte at implementere VE-direktivet som for eksempel Tyskland (og undlod at udstede oprindelsesgarantier til statsstøttede og ældre VE-anlæg uden nogen fordringsret hertil), kunne det øge efterspørgslen til ny grøn elproduktion tilsvarende. Og det er jo ikke helt uvæsentligt.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Altinget 30. januar 2025 og er skrevet af:

Bjarke Møller, Direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Christian Fromberg, Kampagneleder for landbrug, skov og natur, Greenpeace

Lasse Jesper Bering Pedersen, Klima- og energipolitisk seniorrådgiver, Danmark Naturfredningsforening

By |2025-02-06T10:31:45+01:004. februar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Fix markedet for oprindelsesgarantier og giv grøn omstilling et milliardstort boost
Læs mere

RGO og Daka Denmark: Danske fødevarer skal på tallerkenen – ikke i dieseltanken

Det er spild af landbrugsjord, når man bruger et område på størrelse med Bornholm og Langeland på at dyrke afgrøder, der skal direkte i dieseltanken. Afgrøderne skal derimod havne på danskernes tallerkner, skriver Jeppe Juul og Keld Winther Rasmussen

Danmark er kendt som et landbrugsland, men få ved, at vi benytter et område svarende til Bornholm og Langeland på at dyrke afgrøder, som har det primære formål at blive fyldt direkte i dieseltanken for at opfylde det danske CO2-fortrængningskrav. Det er spild af dansk landbrugsjord – og sådan behøver det ikke at være.

En betydelig del kan erstattes af danskproduceret biodiesel fremstillet af affaldsmateriale, som i dag eksporteres. 5. december 2024 havde vi, Daka og Rådet for Grøn Omstilling, glæden af at afholde et fælles foretræde for klima-, energi- og forsyningsudvalget.

I forlængelse af grøn trepart er det blevet relevant at diskutere et vigtigt emne: Hvad bruger vi de danske marker til?

For når danskerne hver sommer kører langs de smukke, rapsgule marker, så tænker de færreste over, at afgrøderne først og fremmest dyrkes for at blive til biodiesel.

Faktisk bruger Danmark et område svarende til Bornholm og Langeland tilsammen, eller 11 gange Rold Skov, på at producere energiafgrøder – også kaldet førstegenerations (1G) biodiesel – til den danske transportsektor.

Biodiesel giver mening, fordi det fortrænger fossil diesel og dermed CO2-udledning. Men det er mere gult end grønt, når dansk lovgivning lader 1G biodiesel – dyrket på den stadig knappere landbrugsjord – fortrænge den langt mere bæredygtig 2G biodiesel, der er fremstillet af affald.

Affaldsmaterialer er allerede til rådighed, og de kræver ingen landbrugsjord. Dyrkningen af energiafgrøder til 1G brændstof har den alvorlige bivirkning, at det flytter behovet for landbrugsarealer væk fra Danmark og ender med for eksempel at bidrage til rydning af regnskove i Sydamerika.

En mindre klimabelastende løsning 

Daka producerer hvert år 55.000 tons 2G biodiesel af landbrugets egne affaldsmaterialer, hvilket svarer til ca. en tredjedel af transportens CO2-fortrængningskrav i 2024. Men den danske transportsektor tilskyndes ikke af lovgivningen til at anvende den. I stedet eksporteres den danske 2G biodiesel til lande i EU, hvor 2G anerkendes og prioriteres som den mest grønne løsning.

Årsagen er at vi i Danmark – selvom vi kalder os et landbrugsland – ikke indregner arealanvendelse som bæredygtighedsfaktor og således ikke skelner mellem de to typer biodiesel. Transportsektoren fravælger derfor den mindre klimabelastende, men lidt dyrere, 2G biodiesel.

Det paradoksale er, at politikerne for længst har anerkendt problemet – som de i øvrigt selv har skabt. Aftalen om Grøn Omstilling af Vejtransporten fra 2020 afskaffede princippet om at anvendelse af 2G-brændstoffer talte dobbelt i CO2-regnskabet, men samtidig blev der lagt en køreplan: Danmark skulle starte en udfasning af 1G biobrændstoffer, ved at indføre en regulering i 2025, der tog højde for arealanvendelsen.

Men helt uforståeligt er denne køreplan blevet droppet, hvorfor vi nu hænger fast i at 1G og 2G-biobrændstoffer er ligestillede. Det er hverken kønt eller grønt.

Prioriter arealanvendelsen 

Til vores foretræde på Christiansborg opfordrede vi derfor udvalgsmedlemmerne i klimaudvalget til at handle: Medregn arealanvendelsen og gør det nu.

Danmark bør skelne mellem 1G og 2G biodiesel, og dermed øge sit bidrag til den grønne omstilling i transportsektoren.

Ved at indregne effekten på arealanvendelsen (kaldet ILUC) vil Danmark skabe et økonomisk incitament til at vælge de mest bæredygtige brændstoffer først. Det vil sikre, at flere af vores marker bruges til at producere fødevarer – ikke diesel – og samtidig gøre Danmarks grønne omstilling mere effektiv og bæredygtig.

Danmarks landbrugsareal bliver ikke større – tværtimod – og vi har ikke råd til at spilde hverken jord eller klimamuligheder. Lad os indregne arealanvendelsen for biodiesel fra 2025 og sikre, at dansk landbrugsjord bruges til at producere fødevarer til tallerkenen – ikke til dieseltanken.

Dette debatindlæg er skrevet af Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling & Keld Winther Rasmussen fra Daka og er blevet bragt i Altinget den 14. Januar 2025.

By |2025-01-20T15:05:15+01:0020. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til RGO og Daka Denmark: Danske fødevarer skal på tallerkenen – ikke i dieseltanken
Læs mere

15 aktører om nyt EU-krav: En gamechanger for dansk byggeri

EU’s kommende bygningsdirektiv kalder på en ambitiøs, dansk indsats for energieffektivisering. Politikerne skal have fokus på særligt tre afgørende områder, når bygningsdirektivet skal implementeres i dansk lovgivning, skriver 15 aktører

EU’s nye bygningsdirektiv skal snart implementeres i dansk lovgivning.

Formålet er at skabe gode rammer for, at såvel nye som eksisterende bygninger bliver mere energieffektive, bedre for klimaet og får et bedre indeklima.

Det er et langsigtet mål i direktivet, at alle bygninger – også de eksisterende – i 2050 er løftet til nulemissionsbygninger. Det betyder blandt andet stop for brug af fossile brændsler og et meget lavt energiforbrug til bygningsdrift og opvarmning.

Konkrete krav og målsætninger

Den danske implementering skal sætte fokus på en helhedsorienteret indsats i bygningerne, der – ud over energieffektivitet – også fremmer indeklima og mindsker klimabelastning, uanset om vi taler nybyggeri eller renovering.

Og konkrete krav og målsætninger skal give mening samfundsøkonomisk.

Implementeringen sker på et tidspunkt, hvor energipriserne stiger, og den grønne omstilling er mere presserende end nogensinde.

Bygningerne står fortsat for cirka 40 procent af det danske energiforbrug og en væsentlig del af den samlede CO2-udledning, så reduktion af energiforbrug og klimabelastning vil have en direkte og målbar indvirkning på både privates og samfundets økonomi.

Derfor opfordrer vi, der repræsenterer en bred kreds af organisationer, til en ambitiøs, fremsynet og klog implementering af bygningsdirektivet.

Tre afgørende områder

Det politiske system må have fokus på særligt tre afgørende områder, når direktivet skal implementeres i dansk lovgivning:

1. Definition af nulemissionsbygninger skal differentieres efter bygningskategori

Det er vigtigt at anerkende, at ikke alle bygninger i praksis kan opnå samme niveau af energineutralitet.

Fastlæggelsen af den optimale renoveringsindsats må derfor opdeles i bygningskategorier for at sikre, at bygningsejeren oplyses så præcist som muligt om, hvor langt det i praksis er muligt at løfte den pågældende bygning i retning af “nulemission”.

For eksempel kan en murermestervilla fra trediverne godt løftes energi- og indeklimamæssigt på en række områder, men ikke nødvendigvis til moderne standarder.

Kravene må derfor tilpasses, så vi sikrer ambitiøse mål og indsatser, der samtidig er realistiske og økonomisk optimale for bygningerne i hver enkelt kategori. 

2. Niveauet for både nye og renoverede bygninger skal fastsættes ud fra samfundsøkonomi

Beregningen af, hvad der er “omkostningsoptimalt” for både nye og renoverede bygninger, skal omfatte både energieffektivisering samt de samfundsøkonomiske gevinster, der følger af lavere energiforbrug og forbedret indeklima.

Det er nødvendigt at anvende en tilgang, der ser på den samlede økonomi over bygningens levetid, hvor besparelser fra lavere energiforbrug og et forbedret indeklima skal inkluderes.

Det er eksempelvis også vigtigt at medregne det væsentlige aspekt, at lavere energiforbrug til bygningsopvarmning i vintermånederne betyder mindre udgifter til udbygning og vedligehold i forsyningsnettet.

3. Energimærkningssystemet skal gentænkes og suppleres

Det nye direktiv giver anledning til at gentænke energimærkningssystemet.

Direktivet stiller for eksempel klare krav om, at bygningens indeklima skal vurderes, og der skal foreslås forbedringsmuligheder.

En udvidet energimærkning skal informere bygningsejerne bedre om bygningens renoveringspotentiale og dermed skabe incitamenter for bygningsejere til at vælge løsninger, der ikke kun sparer energi, men også skaber et sundere og mere behageligt indeklima.

Det skal naturligvis være et digitalt og dynamisk system, der bliver løbende opdateret, når der bliver gennemført forbedringer.

Det vil gøre det nemmere for bygningsejerne at træffe beslutninger og for realkreditinstitutter at stille passende lån til rådighed.

En gamechanger

Kort sagt: Bygningsdirektivets nytænkende krav kan blive en gamechanger for dansk byggeri.

Vi opfordrer til, at der tænkes ambitiøst, visionært og langsigtet ved implementeringen.

Det skal ikke føre til overimplementering, men til fornuftige og klare rammer for den danske indsats.

Branchen er klar til at bidrage til arbejdet.

Debatindlægget er bragt i Altinget den 16. Januar 2025 og skrevet af  Graves Simonsen fra Bygherreforeningen, Kirstine Brøgger Jensen fra Danske Arkitektvirksomheder, Henrik Teglgaard Lund fra Dansk Erhverv, Palle Thomsen fra Danske Byggecentre, Søren Sand Kirk fra Danske Byggefag, Elly Kjems Hove fra DI Byggeri, Søren Dyck-Madsen og Michael H. Nielsen fra Energiforum Danmark, Majbritt Juul fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Jette Leth Djælund fra  Konstruktørforeningen, Gitte Krusholm Nielsen fra Danske Tegl, Tobias Zacho Larsen fra Arkitektforeningen, Christian Jarby fra Rådet for Grøn Omstilling, Anders Gerhard Jørgensen fra Synergi, Troels Hartung fra Tekniq Arbejdsgiverne & Lennert Østergaard fra Veltek

By |2025-01-27T21:54:35+01:0016. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til 15 aktører om nyt EU-krav: En gamechanger for dansk byggeri
Læs mere

Transportaktører: Danmark kan blive et foregangsland for fremtidens grønne PtX-brændstoffer

Der er brug for en samlet dansk strategi for, hvordan vi skal producere og anvende grønne, brintbaserede brændstoffer frem mod 2035. Skal det lykkes, kræver det, at vi kommer i gang nu, skriver fire transportaktører

Ifølge klimaloven skal Danmark i 2030 have reduceret drivhusgasudledningerne med 70 procent i forhold til 1990. Målet har været definerende for Danmarks klimaindsatser siden 2020.

Vi er på flere områder gået foran og har vist, at vækst og CO2-reduktioner godt kan følges ad.

Hvis Danmark for alvor skal være et foregangsland og bidrage til at bremse de menneskeskabte klimaforandringer, skal vi dog finde løsninger, der også kan eksporteres og bidrage til CO2-reduktioner udenfor landets grænser.

Dansk klimapolitik skal med andre ord ud af osteklokken, og de globale effekter af danske klimatiltag skal vægtes højere. Det er en af grundene til, at Klimarådet i rapporten ‘Danmarks Klimamål i 2050’ peger på nødvendigheden af at producere grønne brændstoffer i Danmark.

Brændstof til fremtiden

Det giver god mening. Danmark har nemlig alle forudsætninger for at vise vejen til storskalaproduktion af fremtidens grønne brændstoffer, som kan bidrage til global omstilling af blandt andet skibs- og luftfarten.

I fremtiden kan der med andre ord være et enormt eksportpotentiale, der kan bidrage til dansk velstand og erhvervsudvikling.

PtX-brændstoffer baseret på vedvarende strøm og biogent CO2 kan nemlig modsat biobrændstoffer skaleres og sikre en indirekte elektrificering af sektorer, der har behov for flydende brændstoffer, og hvor direkte elektrificering i øjeblikket ikke er en løsning.

Selvfølgelig skal vi elektrificere alt det, som elektrificeres kan. Direkte elektrificering er betydeligt mere energieffektiv end produktion af PtX-brændstoffer.

Der er heller ingen tvivl om, at direkte elektrificering er vigtig i vejtransporten, men meget lidt tyder dog på, at størstedelen af skibsfarten og luftfarten for alvor kan konvertere til batterier foreløbigt. Derfor er brint-baserede grønne brændstoffer det eneste reelle alternativ de næste 10-15 år.

Træghed i markedet 

Danmark har siden 1970’erne været en pioner inden for vindenergi, og de senere år er solceller også blevet en stor leverandør af vedvarende energi.

Samtidig har Danmark en meget stærk PtX-værdikæde lige fra forskning til elektrolysefabrikanter, brint- og brændstofproducenter, der kan kombinere den grønne brint med kulstof fra biogent CO2 og lave brintholdige kulstofkæder, der kan erstatte de fossile brændstoffer.

Der er også på EU-niveau bred enighed om, at PtX-brændstoffer er en forudsætning for, at vi når klimamålene indenfor de tidskrav, der er opsat, og at vi undgår irreversible klimaændringer. Derfor er der for eksempel opstillet krav om iblanding af PtX-brændstoffer i flybrændstofferne fra 2030.

Men hvis der findes bindende krav fra EU, hvorfor kommer produktionen så ikke af sig selv? Normalt vil vi jo forvente, at udbuddet tilpasser sig efterspørgslen.

Der eksisterer lige nu en træghed i markedet, fordi producenter af de nye PtX-brændstoffer ønsker lange kontrakter for at opnå økonomisk sikkerhed, mens aftagere af de grønne brændstoffer – for eksempel flyselskaberne – har forretningsmodeller, der er tilpasset kortere brændstofkontrakter. Der arbejdes i øjeblikket på forskellige løsninger på det dilemma – blandt andet i Klimapartnerskabet for luftfart.

Herudover er en vægtig årsag den manglende prioritering af den biogene CO2 i Danmark. Dermed vender vi tilbage til vores indledende ønske om en dansk strategi for anvendelse af biogent CO2.

Behov for en samlet strategi 

Regeringen og Folketinget har de senere år fokuseret på at understøtte projekter, der skal pumpe CO2 ned i undergrunden, hvor den kan lagres (CCS). Det giver god mening, sådan som de danske klimamål er formuleret. Her er reduktion af danske udledninger nemlig det eneste, som tæller.

Som beskrevet ovenfor er CO2 dog samtidig en vigtig byggesten til fremtidens PtX-brændstoffer. Derfor går det ikke, at vi pumper det hele ned i jorden. Vi er nødt til at sikre, at en del af den biogene-CO2 bibeholdes til grønne brændstoffer.

Men når den danske stat støtter lagring af al indfanget CO2, reduceres mængden af CO2 i markedet, og dermed stiger prisen. Det fordyrer de grønne brændstoffer, som i forvejen er langt dyrere end de fossile.

Derfor er der brug for en samlet dansk strategi for, hvordan vi skal producere og anvende grønne, brintbaserede brændstoffer frem mod 2035. Skal det lykkes, kræver det, at vi kommer i gang nu.

Danmark har allerede teknologierne, erfaringen og de politiske intentioner til at blive en førende producent af PtX-brændstoffer.

Hvis vi handler nu, kan Danmark blive foregangslandet for fremtidens grønne PtX-brændstoffer. Det er både en nødvendighed og en enestående mulighed for at gøre forskel for klimaet både herhjemme og globalt.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 16. Januar 2025 og skrevet af  Jacob Stahl Otte fra Drivkraft Danmark, Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling, Tejs Laustsen Jensen fra Brintbranchen & Ulrich Bang fra Dansk Erhverv. 

By |2025-01-16T11:37:00+01:0016. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Transportaktører: Danmark kan blive et foregangsland for fremtidens grønne PtX-brændstoffer
Læs mere

EU bør droppe små museskridt og udfordre byggebranchen

Landene i 2025 får travlt med at implementere EU’s nye bygningsdirektiv. Her bliver det afgørende at skabe grønnere hjem, som folk har råd til. Det kræver, at man får branchen med fra start, skriver Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Bygninger står for det største energiforbrug i Europa, og byggebranchen i EU er ansvarlig for cirka 36 procent af unionens samlede CO2-udledninger.

Men i øjeblikket gøres der alt for lidt for at reducere klima- og energipåvirkningen fra bygninger i EU-medlemslandene. Dan Jørgensen, der for nyligt blev udpeget som EU’s energi- og boligkommissær, kan spille en vigtig rolle i en omstilling af byggebranchen.

De næste 100 dage bliver afgørende. For meget er på spil, når Dan Jørgensen skal lave EU’s første plan for flere billige boliger: ’The Affordable Housing Plan’.

Priser og huslejer har i det sidste årti været stigende, og den yngre generation, samt lavindkomstfamilier, har brug for adgang til boliger, som de har råd til. De nationale regeringer vil måske blive fristet til at prioritere kvantitet og lavere priser for at håndtere denne udfordring.

Men EU-Kommissionen må sikre, at de i denne proces ikke ignorerer klimamålene fra European Green Deal, the Renovation Wave og RePower EU. Vi bliver nødt til at øge indsatsen for at reducere CO2-udledninger, samtidig med at vi sikrer adgang til billigere boliger.

Krav på vej

I mange år har fokus været på at reducere udledningerne i forbindelse med drift, primært fra energiforbruget i den tid, bygningen er i brug. Men det er dog ikke længere nok udelukkende at fokusere på denne del. Der er brug for et markant fald i den indlejrede CO2 i hele bygningens levetid.

I maj 2024 blev der taget et skridt fremad, da det reviderede EU Direktiv ’Energy Performance of Buildings Directive’ (EPBD) trådte i kraft.

I direktivet stillede man nye krav om bygningernes karbonbelastning i hele deres livscyklus for dermed at adressere de indlejrede CO2-udledninger fra byggeri til drift og nedtagning.

Medlemslandene har nu to år til at indarbejde kravene i national lovgivning. Men allerede næste år skal kommissionen fremlægge en vejledning til medlemsstaterne om, hvad der skal være de fremtidige minimumskrav til grænseværdierne.

Den overordnede vision er at skabe en fremtid, hvor alle nye bygninger er energieffektive nul-emissionsbygninger, som har et lavt ressourceforbrug og forsynes med vedvarende energi. Men hvordan kan det realiseres i praksis? Og hvordan kan billige boliger opføres til lave omkostninger mens man samtidig minimerer CO2-belastningen? Er det muligt at tegne cirklens kvadratur?

Flere EU-lande, herunder Danmark, Frankrig og Holland har været grønne frontløbere ved tidligt at introducere obligatoriske grænseværdier for bygningers CO2-udledninger, og i 2025 og 2026 vil flere medlemslande følge trop.

Senest 1. januar 2027 skal medlemslandene fremlægge et roadmap for, hvordan de vil fastsætte en maksimal grænseværdi for drivhuseffekten fra alle nye bygninger samt fastsætte reduktionsmål for nye bygninger fra 2030. Man skal sikre et progressivt fald i udledningerne – opgjort som CO2-emissioner per kvadratmeter om året. Fra 1. januar 2028 skal drivhuseffekten for bygninger over 1.000 kvadratmeter beregnes og fremlægges for hele livscyklus.

Ikke foreneligt med planetære grænser

Det er afgørende, at der sættes ambitiøse mål. Siden januar 2023 har det i Danmark været obligatorisk at holde sig under 12 kilo CO2-emissioner per kvadratmeter om året for nye bygninger over 1.000 kvadratmeter. Men i virkeligheden var det en temmelig gratis omgang, da de fleste nye bygninger på daværende tidspunkt allerede havde et lavere CO2-aftryk.

Efter pres fra en bred koalition af arkitektfirmaer, nøgleaktører i byggebranchen og NGO’er besluttede Folketinget i 2024 at sænke den øvre grænseværdi til 7,1 kilo CO2-emissioner per kvadratmeter med virkning fra 1. juli 2025. Derudover blev det fastlagt, at alle nye bygninger i 2029 højest må udlede 5,8 kilo.

Desuden har genbrugte byggematerialer fået tildelt en værdi på 0 kilo CO2-emissioner per kvadratmeter om året, når bygningers klimaaftryk beregnes. Det sidste tiltag er et vigtigt skridt på rejsen frem mod et cirkulært marked for genbrugte byggematerialer.

I fremtiden skal bør alle bygninger bygges med en betydelig andel af recirkulerede byggematerialer. Klimamæssigt er den bedste energi, den vi sparer, og den mest bæredygtige bygning er den, der genbruges.

Fremadrettet kan vi ikke bygge så mange nye og store boliger, hvis vi skal leve indenfor de planetære grænser og overholde FN’s mål om 1,5 grader. Men det er muligt at skabe forandring.

Dan Jørgensens ansvar

Her bør der være et øget fokus på nøjsomhed. Vi kan spare store mængder CO2, især hvis vi bliver bedre til effektivt at omdanne den eksisterende bygningsmasse, som en ny rapport fra EU-Kommissionen viser.

Vi har brug for bedre designede boliger og bygninger, at leve tættere sammen i mindre men gerne smukke hjem, og det skal være let at skille byggematerialerne fra hinanden igen efter endt brug, så de kan få flere liv og blive genbrugt i fremtiden.

Den fælles opgave i fremtiden er at bygge nulemissionsbygninger og bevare mest muligt. Mere end 630 byggefirmaer og samfundsinteressenter har underskrevet Reduction Roadmap. Det er en positive historie om en bred koalition, der kræver højere ambitioner af de politiske beslutningstagere.

Ifølge Reduction Roadmap 2.0 skal grænseværdierne sænkes til 5,8 kilo CO2-emissioner per kvadratmeter om året i 2025 for at være i overensstemmelse med klimavidenskaben.

For mange traditionelle interessegrupper kan det muligvis virke svært og måske uoverkommeligt at nå derned, men innovative arkitekter og byggefirmaer er klar til at kappes på stadig højere ambitioner.

Et eksempel er The Living Places’ proto-typehuse på 145 kvadratmeter, der holder sig på 3,85 kg CO2-emissioner per kvadratmeter om året – det er næsten et tre gange lavere CO2-aftryk end et gennemsnitteligt dansk parcelhus. Og den gode nyhed er, at disse træhuse skaber et godt indeklima, er bedre for miljøet og klimaet og samtidig ikke er dyrere end et traditionelt parcelhus.

Forhåbentlig kan vi i Danmark i de kommende år kappes om at udvikle de grønne løsninger for byggeriet, der er i verdensklasse målt på klimaansvarlighed. Danmark bør sætte sig som mål – og ikke mindst næste år, hvor vi overtager EU-formandsskabet – at vi kan løfte barren, så vi kan inspirere andre EU-lande til at stræbe efter en meget mere ambitiøs implementering af EU’s nye bygningsdirektiv og de nye livscyklus-krav.

Og så må vi håbe, at EU-Kommissionen og Dan Jørgensen bruger sin ’Affordable Housing Plan’ til at bane vejen for en ny bølge af lavemissions-bygninger i Europa. I stedet for at tage små museskridt eller vælge komfortable midterløsninger, bør EU udfordre byggebranchen til at konkurrere på stadig højere klima- og miljøstandarder.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og bragt i Byrummonitor den 9. Januar 2025.

By |2025-01-09T09:34:50+01:009. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til EU bør droppe små museskridt og udfordre byggebranchen
Læs mere

Afgørende at EU sikrer en forsyningskæde for brændstoffer

En vigtig opgaver for den nye EU-Kommissionen er at lave et rammeværktøj, der sikrer EU’skonkurrenceevne inden for grønne brændstoffer og teknologier til søfarten, mener Rådet for GrønOmstilling

Hvis der skulle vælges et nøgleord, som har domineret den europæiskediskurs i 2024, ville valget falde på ’konkurrencedygtighed’. Under forårets valgkamp til Europa-Parlamentet og efterårets høringer af denyudnævnte EU-Kommissærer var fokus på den europæisk stagnerendeøkonomi især i forhold til globale konkurrenter såsom Kina og USA.

Specielt én rapport er afgørende og kommer til at guide de europæiskebeslutningstagere gennem de næste fem år – Draghi rapporten.

Rapporten analyserer svaghederne i den europæiske økonomi og fremlægger en omfattende liste af løsninger, der kombinerer et fokus på innovation, investering, grøn omstilling og digitalisering.

Rapporten forudser, at søfarten (samt luftfart) vil blive en af de mestudfordrende områder at reducere udledninger fra, hvilket vil kræve betydelige investeringer. Det anslås, at investeringerne til at reducere udledninger fra den europæiske søfart vil ligge på cirka 40 mia. om året fra 2031 til 2050. Rapporten anbefaler derudover, at der i EU opbygges en europæisk forsyningskæde for grønne brændstoffer til søfart. For ellers risikereromkostningerne at stige betydeligt, og EU kan ende med at blive afhængig af tredjelande på endnu et område.

Når den Europæiske Kommission går ind i sine første 100 dage, er en af de vigtigste opgaver at fremsætte en ’Clean Industrial Deal’. Den skal være med til at omsætte teoretiske anbefalinger til praksis i arbejdet med at forbedre EU’s industrielle konkurrenceevne. Her er det afgørende, at søfart er inkluderet, for at sikre at mindst 40 pct. af grønne brændstoffer og nye teknologier, der er nødvendige for at nå EU’sklimamål for søfart, produceres i Europa.

At udvande eksisterende politik vil være risikabelt

For at det skal lykkes, er det afgørende, at indtægterne fra EU’skvotehandelssystem (ETS) geninvesteres i søfartens afkarbonisering gennem nationale og EU-baserede investeringsplaner, der åbner op for både offentlig og privat finansiering.

EU-Kommissionen peger selv på, at 1.6 mia. euro fra innovationsfonden bør anvendes til at understøtte indsatsen for at reducere CO2-udledningerne fra søfartssektoren. Derudover bør alle auktionerede indtægter, der tilfalder medlemslandene, bruges til klimaformål. Det er dog op til hvert enkelt medlemsland at beslutte, hvordan de vælger at fordele deres nationale indtægter.

Kvotehandelssystemet (ETS) har vist sig at være en primær drivkraft for reduktion af CO2-udledninger i energisektoren og i nogen grad også i den tunge industri. Det var derfor en stor milepæl, at ETS i 2024 trådte i kraft for søfarten. For selvom det i øjeblikket kun dækker store skibe over 5.000 bruttoton og kun 50 pct. af emissionerne fra rejserne, der begynder eller slutter uden for EU, er det et vigtigt skridt fremad mod en grøn omstilling af europæisksøfart.

En nylig analyse fra by T&E og Ricardo viser, at ved at dedikere blot en fjerdedel af indtægterne fra kvote-markedet for skibs- og luftfartsindustrien kan man reducere prisspændet mellem fossile brændstoffer og brintbaserede alternativer.

Det er derfor bekymrende at se, at flere medlemslande nu forsøger at underminere dette værktøj, som ellers kunne spille en afgørende rolle i at kickstarte en europæisk produktion af bæredygtige alternative brændstoffer. Især middelhavslandene er bekymrede for, at skibstrafik vil blive dirigeret væk fra EU-havne, for at skibsejere kan undgå at betale for skibes CO2-udledninger. Den Europæiske Kommission har dog ikke fundet nogle beviser for, at denne praksis finder sted. Faktisk er det sandsynligt, at rederier vil opnå betydelige uventede overskud ved at overføre deres ETS-omkostninger til kunder i form af tillægsgebyrer.

Danmark har hidtil spillet en vigtig rolle i at støtte ETS for søfarten både på europæisk og internationalt niveau. Denne indsats kan styrkes yderligere i anden halvdel af 2025, når Danmark overtager EU-formandskabet.

Danmark kan bygge videre på nogle af de positive fremskridt, der blev opnået i 2024, f.eks. lanceringen af flere store metanoldrevne containerskibe fra Mærsk og fremskridt indenfor produktionen af grøn brint og metanol fra European Energy. Samtidig er der også opstået udfordringer, der minder om, at vejen mod en CO2-neutral søfart stadig ikke er sat i sten – heriblandt annulleringen af Ørsteds grønne e-metanolprojekt i Sverige.

Historisk global aftale på vej

2025 forventes at blive et skelsættende år for international skibsfart.

FNs Internationale Maritime Organisation (IMO) ventes at vedtage en række midlertidige foranstaltninger, der skal sætte international skibstransport på rette kurs mod at nå de foreløbige klimamål for branchen og i sidste ende blive klimaneutrale i 2050. Et af de afgørende tiltag, der i øjeblikket debatteres af IMO’s medlemmer, er en global CO2-afgift. Det er et vigtigt værktøj til at skabe et level-playing-field og reducere prisforskellene mellem fossile og grønne brændstoffersamt generere indtægter, der kan bruges til at støtte en retfærdig grønomstilling i udviklingslandene.

Foruden planerne om en CO2-afgift er der fremlagt forslag om tiltag, der indebærer forpligtelser til forbedring af skibes energieffektivitet samt krav om anvendelse af grønnere brændstoffer. Sådanne tiltag er afgørende, da en undersøgelse fra UCL og UMAS viser, at udledninger fra global skibsfart var på nogenlunde samme niveau i 2022 som i 2008 på trods af IMO’s ambition om at sænke udledningerne med 20-30 pct. inden 2030.

Dette understreger behovet for stramme internationale tiltag.

For at starte året i en håbefuld stemning er det godt at minde os selv om, at på trods af de mange udfordringer det internationale samfund står overfor, såsom Ruslands krig i Ukraine, Rødehavskrisen, vedvarende økonomisk ustabilitet og voksende politisk polarisering, har søfarten formået at fastholde et fokus på CO2-reduktion – og 2025 er muligvis året hvor en banebrydende aftale ser dagens lys.

Denne klumme skrevet af Katerina Davidova og bragt i Shippingwatch den 30. december 2024.

By |2025-01-07T11:55:04+01:007. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Afgørende at EU sikrer en forsyningskæde for brændstoffer
Læs mere

Negative emissioner kræver reelle resultater – ikke kreativ bogføring

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at vi skal reducere udledningen af drivhusgasser, hvis vi skal bremse den menneskeskabte globale opvarmning. FN’s klimapanel IPCC understreger dog, at reduktioner alene ikke længere er nok – vi bliver også nødt til at fjerne CO2 fra atmosfæren, hvis de farlige temperaturstigninger skal undgås. Skovrejsning er en simpel metode til at sikre dette. Dog er der i stigende grad et fokus på metoder såsom kulstoflagring gennem biokul eller såkaldt BECCS, hvor CO2 fra afbrænding af biomasse fanges og lagres i undergrunden. For at finansiere denne type projekter fremhæves udstedelse og salg af kulstofcertifikater ofte som en måde at sikre investeringer i kulstoflagringsprojekter.

Der er behov for et troværdigt system

De seneste par år har EU forsøgt at skabe en standardiseret ramme for certificering af kulstoffjernelse og -lagring med forordningen Carbon Removal and Carbon farming regulation (CRCF). Formålet med CRCF er at standardisere og kvalitetssikre certifikater. På sigt er idéen, at certifikater kommer til at spille en større rolle i kommende EU-reguleringer, f.eks. at de kommer til at indgå som en del af et kvotehandelssystem for landbruget eller som en del af EU’s landbrugsstøtte. Derfor er det nødvendigt, at der bliver bygget et troværdigt system, der sikrer permanent lagring af kulstof.

I april vedtog Europa-Parlamentet en bred aftale om CRCF, som skal danne rammen for at udstede konkrete metodikker til kvantificering af forskellige former for kulstoffjernelse.

Problemet? De foreslåede metodikker maler et skævt billede af, hvilken CO2-effekt teknologierne reelt opnår.

Fokus på biokul giver et skævt CO2-regnskab

I aftaleteksten beskrives det, hvordan de metodikker der skal udvikles for certifikaterne, skal tage højde for den netto klimaeffekt, der er ved kulstoflagring baseret på biomasse – altså at både optag og udledning af CO2 tælles med. Det er i imidlertid ikke det, der er lagt op til i de udkast til metodikker, der er fremlagt indtil videre.

I stedet ignorerer metodikkerne, at der fjernes et kulstoflager fra naturen, når biomasse bruges til biokul eller BECCS. Populært sagt: Det fjerner ikke direkte CO2 fra atmosfæren, hvis man putter biomasse i et pyrolyse- eller BECCS anlæg. Reelt flyttes kulstoffet blot fra ét lager til et andet. Kulstoffet, der lagres, kan være i en mere stabil form end kulstoflageret i biomassen, men det ændrer ikke på, at teknologiernes reelle CO2-fjernelse fra atmosfæren overvurderes.

Når man kun regner den positive gevinst fra lagringen med – eksempelvis det kulstof, der bliver lagret som biokul eller i et geologisk lager – men ikke tager højde for det kulstof, der fjernes fra skov eller mark, skaber man et skævt og ufuldstændigt regnskab, der overvurderer den reelle effekt på atmosfærens CO2 indhold.

Reelle resultater – ikke luftkasteller

Hvis troværdigheden af fremtidens kulstofcertifikater skal sikres, er det nødvendigt at metodikkerne for BECCS, biokul og kulstoflagring i bygninger, regner det tab af kulstof med, der er fra biomassen. Det, der betyder noget, er, at der fjernes CO2 fra atmosfæren og ikke at få et CO2-regnskab til at se pænt ud. Et system, der lover mere, end det kan holde, underminerer både tilliden og klimaindsatsen. Negative emissioner er afgørende – men kun, hvis de er reelle og ikke som følge af en regneøvelse.

Dette debatindlæg er skrevet af Trine Langhede og Erik Tang og er blevet bragt i Klimamonitor den 3. januar 2025.

By |2025-01-06T11:25:34+01:006. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Negative emissioner kræver reelle resultater – ikke kreativ bogføring
Læs mere

Den tid, hvor det fossile overherredømme i verden vælter, er rykket meget tættere på

Engang sagde Bill Clinton”It´s the economy, stupid”, men det vil nok være mere præcist at sige: ”It´s the energy, stupid!”

For da Donald Trump på valgnatten holdt sin sejrstale, sagde han ”leave the oil to me”. Et af hans hovedbudskaber under præsidentvalgkampen var da også ”Drill, baby, drill”. Han er fløjtende ligeglad med de globale klimaforandringer. Han vil udvinde mere. Brænde mere af. Selv om det brænder kloden af.

Med Trump ved magten vil USA – igen – melde sig ud af FN´s klimaaftale fra Paris. Og fyre ekstra op under den fossile energi. Det bør ikke overraske. USA er i dag verdens fossile supermagt nummer et. Det er det land, der udvinder absolut mest olie (20 pct. af verdens olieproduktion) og mest gas og LNG-gas. En stor del af den amerikanske magt, velstand og konkurrenceevne hviler på enorme mængder af fossil energi.

Trump er ikke alene. Også Putin har bygget sin magt op på fossil energi. I en årrække fik han gjort Tyskland dybt afhængig af de løbende forsyninger af billig russisk gas. Det var led i et geopolitisk spil om dominans. Han indledte krigen, da EU-landene var meget sårbare og fik 45 pct. af sin gas fra Rusland.

Fossil energi finansierer autoritære regimer

Invasionen af Ukraine og den blodige krig har ændret alle ligninger i tysk og europæisk politik. For krigen udløste en energikrise i 2022, der førte til øget inflation. Det rystede de europæiske økonomier. Som under 1970´ernes energikriser, der også skabte højere inflation, kan energien ryste og vælte regeringer. Borgernes vrede stiger med energipriserne, der gør flere og flere varer dyrere. For varerne har store mængder af indlejret energi. Det gælder også vores fødevarer. Fordi det industrialiserede landbrug bruger så meget kunstgødning, pesticider og dieseldrevne maskiner, går der hvert år 655 liter dieselolie til at fremstille en danskers fødevarer.

To tredjedel af EU-landenes bruttoenergiforbrug er fossil energi, der importeres for 390 mia. euro om året. Det svarer til 2,7 pct. af bruttonationalproduktet. Og det er også mere, end EU-landene bruger på forsvaret. Men da 18 pct. af EU-landenes gas – trods en stribe energiembargoer – stadig kommer fra Rusland, bruges pengene til at føre krig for. Det skader vores sikkerhed. Det er på høje tid at vågne op til den barske geopolitiske realitet: Så længe vi i Europa ikke frigør os fra den fossile afhængighed, er det vores strategiske akilleshæl. Importen af fossil energi finansierer autoritære regimer mod øst, som truer vores sikkerhed. Vi gambler med vores fremtid, hvis vi ikke frigør os hurtigt fra fossilerne.

Sæt strøm til den grønne energirevolution

Heldigvis findes der en løsning på udfordringen!

Gennem en målrettet og ambitiøs klima- og energipolitik er det muligt for EU-landene helt at frigøre sig fra fossil energi i løbet af femten år. For 95-100 pct. af de teknologiske løsninger findes allerede. Sol- og vindenergi er i dag billigere end fossilerne på livslange omkostninger, og de falder som batterierne hastigt i pris. Salget af elbiler er steget markant, og fra område til område slår batterirevolutionen igennem. Det er nu realistisk at opbygge et elektrisk samfund, der drives af 100 pct. grøn strøm.

Vi befinder os i et globalt kapløb mod stadig lavere marginalomkostninger for energien. Det er en grøn energirevolution drevet frem af hastigt faldende priser for sol-, vind- og batterier. Den tid, hvor det fossile overherredømme i verden vælter, er rykket meget tættere på.

Energi er nøglen til regeringers herredømme og evne til at levere velstand. Og når den fordyres kraftigt, følger inflation, øget social usikkerhed, arbejdsløshed og stagnation. Det sidste kan bringe regeringer til fald. Anker Jørgensen, Jimmy Carter og mange andre oplevede det. Det samme kan næste år blive skæbnen for Olaf Scholz i Tyskland. Energi er den store X-faktor i økonomi og politik.

Kina har for længst forstået, hvor vigtigt det er at frigøre sig fra importen af den fossile energi, der gør landet afhængig af udenlandske magter. Siden finanskrisen i 2007/8 har den kinesiske stat investeret massivt i at skalere de grønne energiteknologier op og at elektrificere samfundet i lyntempo. De er i dag verdens førende nation indenfor solceller, batterier og elbiler, og hvis ikke EU-landene snart vågner op til dåd, vil kineserne også opnå en dominerende position i vindmølle- og varmepumpeindustrien.Engang var vi Europa frontløbere indenfor solceller, men regeringerne forfulgte en markedsliberal politik og efter finanskrisen valgte de sparevejen ud af krisen. I stedet kunne vi som Kina have investeret strategisk i de industrier, der skal skabe vores fremtidige konkurrenceevne. Det er på høje tid til at vågne op til de nye økonomiske og geopolitiske realiteter. It´s the energy, stupid!

Strategisk industripolitik er nøglen

I Europa bør vi føre en proaktiv strategisk industripolitik, hvor vi målrettet bruger staten og optager lån for at skalere de grønne industrier og teknologier op, som skal frigøre os fra den fossile afhængighed. Det kræver en kopernikansk vending i den økonomiske tænkning. Hvis EU fik flere egne ressourcer – og f.eks. alle pengene fra CO2-kvotehandlen – kunne fællesskabet optage billige lån til at accelerere den grønne industrielle revolution. Men der er stadig en del modstand.

Mainstreamøkonomerne bilder sig ind, at det i første række er arbejdskraft og teknologi, der driver produktiviteten op. I deres produktivitetsligning og økonomiske modeller spiller energien stadig en relativ marginal rolle. Men historisk set og over lang tid er der næsten en 1-1 sammenhæng mellem den mængde af energi, der proppes ind i økonomien, og den velstandsstigning, der skabes i samfundet.

Energi er nøglen til regeringers herredømme og evne til at levere velstand. Og når den fordyres kraftigt, følger inflation, øget social usikkerhed, arbejdsløshed og stagnation. Det sidste kan bringe regeringer til fald. Anker Jørgensen, Jimmy Carter og mange andre oplevede det. Det samme kan næste år blive skæbnen for Olaf Scholz i Tyskland

Energi er den store X-faktor i økonomi og politik. For som økonomen Steve Keen har sagt: ”Et menneske uden energi er et lig, og en maskine uden energi er en skulptur.” I stedet for at se energi som et luksusgode, der tages for givet, bør vi forstå den som den første og afgørende forudsætning for velstand, velfærd og produktivitet. Men hvilken energi skal det være? Svaret på dette spørgsmål burde være allerhøjeste prioritet for alle stats- og finansministre i EU.

EU-landene brænder 3,8 mia. tønder olie af om året, og omregnes energiindholdet til menneskers arbejdsår svarer det til 17,1 milliarder mennesker arbejder 24 timer alle dage af året. Også Danmark er stærkt afhængig af fossile brændsler. Hele 68 pct. bruttoenergiforbruget i hele den danske økonomi (inklusive vores internationale transport og aktiviteter i udlandet) er stadig fossilt, og den procentsats har været ret stabil siden 1968!

Indenfor den danske nationalstats rammer er 53 pct. af energiforbruget fossilt. Selv om de rene vedvarende energikilder er vokset betydeligt, stammer kun 13 pct. af vores bruttoenergiforbrug fra sol- og vindenergi, varmepumper, geotermi og vandkraft. I bedste fald er vi kun kommet en sjettedel af den grønne omstilling væk fra fossilerne. Mindre end en femtedel af Danmarks energiforbrug er elektrificeret. Elektrificeringen er gået i stå og dens andel af energiforbruget er ikke øget i de sidste tyve år.

Hvornår vågner Wammen op til dåd?

Rent klimamæssigt og i forhold til luftforureningen er der kun stærke argumenter for at frigøre sig fra de fossile brændsler. Det er essentielt at løse klimakrisen, hvor 90 pct. af de globale CO2-udledninger stammer fra afbrændingen af olie, gas og kul.
Men Energistyrelsen forventer, at der i 2024 udvindes ca. 26 mio. tønder i den danske del af Nordsøen, og der åbnes nye felter, fordi regeringen endnu ikke tør tage opgøret med det fossile forbrændingssamfund. Er det fordi dansk økonomi stadig drives frem af energien fra 120 mio. tønder olie? Omregnet til menneskelig arbejdskraft svarer det til 540 mio. arbejdsår.

Organisatorisk og mentalt er det en kæmpe opgave at gå fra et fossilt forbrændingssamfund og så skabe et klimapositivt samfund, der drives af ren vedvarende energi og grøn strøm. Mange har svært ved at forestille sig, at det kan blive anderledes.

Nogle råber desperat på atomkraft som et quick fix, selv om det tager over et årti at bygge nye atomkraftværker, og målt på livslange omkostninger er a-kraft væsentlig dyrere end sol- og vindenergi, selv når de er bakket op af batterier.

Rent økonomisk er der kun gode argumenter for at sætte turbo på den grønne omstilling. I det globale fossile energisystem spildes hele to tredjedel af al energi, inden den kommer ud til slutbrugerne og gør reel nytte i form af arbejde og serviceydelser. Hvornår erkender finansminister Nicolaj Wammen, at der kan høstes meget større produktivitetsgevinster ved at elektrificere alle sektorer af samfundet og udfase fossilerne end ved at skrue på arbejdsudbuddet eller fjerne St. Bededag? Besættelsen af at skabe lidt større arbejdsudbud svarer til, at man presser citronerne ved et teselskab på toppen af Titanic, der sejler på fossil energi.

Desværre holder finansministrene endnu hånden under den fossile spildøkonomi. Iflg. IMF udgør staternes direkte og indirekte subsidier til fossile brændsler globalt over 7000 mia. dollar om året eller omkring 7 pct. af verdens landes bruttonationalprodukt. Uden statsstøtte vil olie, gas og kul blive udkonkurreret på markedet. I EU-landene får fossilerne over 150 mia. euro i direkte og indirekte subsidier, hvis man medregner værdien af skattefradrag og gratis kvoter. Det er organiseret stupiditet, der øger både borgernes energiregning og fremtidens klimaregning.

Ren energi styrker vores konkurrencekraft

Der er ikke længere økonomiske argumenter for at klamre sig til fortidens beskidte energi. Priserne på solenergi og batterier er faldet med over 80 pct. i det sidste årti, og offshore vind er faldet med 73 pct. I dag er el fremstillet fra solceller på bar mark 56 pct. billigere end fossil energi, og landvind er 67 pct. billigere. Det er på høje tid at melde sig fuldt ind i det grønne energikapløb.

Alle former for statsstøtte til fossil energi bør fjernes og kanaliseres over til rene energikilder og grøn strøm. I Danmark var den fossile statsstøtte 3,6 mia. kr. i 2022 – bl.a. fordi energikrævende virksomheder og landbruget får store skattefradrag, når de brænder fossil energi af. Det er næsten det dobbelte af, hvad regeringen vil give i samlet støtte til sol- og vindenergi og varmepumper i hele perioden fra 2022-28! Vi skal en anden vej. De fossile subsidier bør helt væk, for de skader klimaet og øger den samlede energi- og klimaregning.

Vi skal gå all-in på den billigere vedvarende energi, også af hensyn til fremtidens konkurrencekraft. Draghi-rapporten om Europas konkurrenceevne har vist, at en central årsag til, at europæiske virksomheder har svært ved at konkurrere, er, at de betaler 2-3 gange så meget for deres elektricitet som deres kinesiske og amerikanske konkurrenter. Den bedste løsning er at fremskynde dekarboniseringen af økonomien, som Draghi rapporten påpeger. Det skal vi også i Danmark.

Der findes et godt grønt alternativ

Rådet for Grøn Omstilling (RGO) har lavet en rapport, der viser, at hvis Danmark nidobler sin produktion af sol- og vindenergi og laver en meget hurtigere elektrificering af vejtransporten, varmeforsyningen og industrien, kan vi helt frigøre os fra alle fossile brændsler i 2040. Planen kan skære 80 pct. af Danmarks CO2e-udledninger i 2030, 90 pct. i 2035 og så nå 100 pct. reduktion om femten år. Vi skal også investere meget mere i skovrejsning og biodiversitet, og vores beregninger viser endda, at det samfundsøkonomisk er en rigtig god investering at rejse hele 320.000 hektar ny skov frem mod 2040 – dvs. mere og hurtigere end i den grønne trepart.

Rapporten – Ren energi indenfor planetære grænser i 2040 – viser, at Danmark med denne strategi frem mod 2040 kan spare hele 207 mio. tons CO2 mere end regeringens klimapolitik. Det svarer til at barbere hele fem års udledning af drivhusgasser væk. Det har en klimaværdi på 267 mia. kr., hvis man regner ud fra Finansministeriets forventede CO2-pris i 2040.

Vi kan også løse tre store udfordringer, der ofte ignoreres i dansk klimapolitik: A) Udfasning af den klimaskadelige afbrænding af fast træbiomasse. B) Dekarbonisering af vores internationale luft- og skibsfart. C) Kraftig reduktion af den indlejrede CO2 i alle sektorers fossile forbrug via mere cirkulær økonomi.

Vi skal elektrificere alt, hvad der kan sættes grøn strøm til, fordi det rent energiøkonomisk er langt mere effektivt end at fyre med fossil energi og træbiomasse. Elmotorer er 3-4 gange mere effektive end forbrændingsmotorer. Varmepumper er 3-4 gange mere effektive end gasfyr. Danmark bør satse benhårdt på en elektrificering af alle sektorer. Under næste års danske EU-formandskab bør vi skalere disse løsninger hurtigt op i hele Europa. Vi bør spilde mindre tid og færre penge på dyre distraktioner med CO2-fangst, pyrolyse eller grøn brint til industrier, hvor det er bedre at elektrificere. Stort set hele industrien kan elektrificeres, og det vil være en god forretning. Fremtiden er elektrisk, og det er meget mere effektivt og billigere, hvis vi elektrificerer det meste af vores økonomi end fortsat at være afhængig af fossile brændsler, der skader klimaet. Og grøn brint skal fremstilles med vedvarende energi i lokale industriklynger og bruges med måde til at lave e-fuels til fly- og skibsfart eller fossilfri gødning.

I de sidste hundreder år har Danmark været et forbrændingssamfund, hvor vi først fik vores energi fra at brænde alle landets skove af, og siden brændte vi millioner tons fossil energi af om året for at holde gang i hjulene. Men forbrændingssamfundet har fået klimaforandringerne til at accelerere på dramatisk vis, og det er på høje tid at omfavne det 21. århundredes grønne og elektriske løsninger.

Dette er en kronik af direktør Bjarke Møller, der blev bragt i Dagbladet Politiken den 18. december 2024.

By |2025-01-21T14:45:58+01:0018. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Den tid, hvor det fossile overherredømme i verden vælter, er rykket meget tættere på
Læs mere

Norge spiller med den grønne indkøbsmuskel – Danmark bør følge trop

Både Norge og Danmark har kæmpet med stigende udledninger fra den offentlige sektors indkøb. Men mens vore norske naboer har knækket koden, er udledningerne i Danmark stadigt støt stigende. Klimaaftrykket fra det offentliges indkøb forventes at stige fra 14,3 millioner ton i 2019 til 15,6 millioner ton CO2e-udledninger mod 2030, og det skyldes primært flere investeringer i byggeri og anlæg. Det sker til trods for, at den danske klimalov kræver en reduktion af drivhusgasudledningen på 70 procent frem mod 2030.

Investeringspotentialet er stort

De seneste par års ustabile geopolitiske klima har været med til at presse priserne op i bygge- og anlægssektoren, hvilket har gjort det vanskeligt for de offentlige investorer at overholde sine budgetter og udføre projekter til fordel for samfundsøkonomien.

I oktober kunne man læse i Ingeniøren, at otte igangværende anlægsprojekter sammenlagt gav et samfundsøkonomisk underskud på 7 milliarder kroner. Det er blandt andet projekter som den nye jernbane mellem Aarhus og Silkeborg, udvidelsen af Motorring 3 og udvidelsen af rute 26. Samme måned kunne man også læse om Midtjysk Motorvej, hvis budget er skredet med én milliard, og derfor må spare på naturhensyn som faunapassager og dalbroer. Det er derfor oplagt at sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor en del af budgettet, der går til klimahensyn og innovation, og samtidig lægge op til en revurdering af den kurs, der blev lagt fast med Infrastrukturplan 2035.

Det offentlige har et enormt investeringspotentiale og kan som aktør i markedet spille en central rolle i at fremme grønne teknologier og bæredygtige løsninger. Vi har tidligere set, hvordan offentlige investeringer i vindmølleindustrien førte til en markant udvikling og udbredelse af vindmøller, som nu opsættes på markedsvilkår i Danmark.

Ved i større grad at prioritere mindre klima- og ressourcebelastende processer og materialer i offentlige projekter, vil vi ikke blot skubbe industrien mod mere bæredygtige teknologier, materialer og processer, men også skabe økonomiske incitamenter for private investorer. På den måde kan den offentlige sektor bidrage til, at produktionen af grønnere løsninger vokser og samtidig skabe en rentabel forretning for private aktører.

Norge har løsningen

Nu til løsningen. For i Norge har man fat i den lange ende. Fra i år skal alle offentlige indkøb i Norge nemlig vægte klima- og miljøhensyn med minimum 30 procent i offentlige udbud. Det betyder i praksis, at offentlige indkøbere ikke længere kun skal forholde sig til parametre som kvalitet og pris, men også sikre den størst mulige klima- og miljøgevinst. Det giver fantastisk god mening at udnytte konkurrenceparametrene til at styrke den grønne omstilling. Baggrunden for beslutningen i Norge er, at man ønsker at bringe den offentlige indkøbsmuskel i spil i forhold til at halvere Norges CO2-udledninger frem mod 2030 i forhold til 1990.

Vi vil derfor opfordre statsapparatet til at indføre en lignende model for alle offentlige indkøb, så den danske indkøbskapacitet også kommer i spil i den grønne omstilling. Som man har set det i Norge, er der et stort potentiale for at konkurrere på grønne tiltag på tværs af den offentlige sektor. Når så den danske stat, regionerne, kommunerne og offentlige virksomheder samlet køber ind for cirka 448 milliarder kroner om året, har de et klart ansvar for at gå forrest.

For at nå klimalovens mål er det essentielt, at alle sektorer bidrager til at nedbringe drivhusgasudledningerne. Der er derfor ikke plads til, at udledningerne fra offentlige indkøb fortsat kan stige.

Dette debatindlæg er skrevet af Mathias Lyng Nikolaisen og er bragt i Klimamonitor den 17/12 2024

By |2024-12-17T08:51:08+01:0017. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Norge spiller med den grønne indkøbsmuskel – Danmark bør følge trop
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top