Politikerne bør stoppe afbrænding af træ i kommunens forsyning

Du har brug for mærkesager, som skaber opbakning i befolkningen, styrker din kommunes grønne profil og gør en forskel for samfundet. Så mens du drøner rundt for at lave valgplakater, Facebookvideoer og deltager i diverse debatter, hjælper vi dig gerne med en stærk mærkesag: Stop afbrænding af træ i kommunens forsyning. Hvorfor, spørger du måske?

1) Borgernes pengepung: Importen af træpiller og flis er steget dramatisk – mere end 95 pct. af træpillerne og 50 pct. af skovflisen kommer fra udlandet. Det danske overforbrug gør os afhængige af det globale råvaremarked, hvor priserne svinger og forventes at stige, fordi træbiomasse er en begrænset ressource, som skal bruges mange steder i omstillingen. Elektrificering af varmeproduktionen er med til at gøre varmen billigere for borgerne i din kommune, end når den baseres på træafbrænding.

2) Klima: Selvom det på papiret ser grønt ud, så har træafbrændingen herhjemme tilført over 120 millioner tons CO2 til atmosfæren. Træ udleder faktisk mere end kul, lige når det brændes af. Den skade (øget tørke, oversvømmelser, skovbrande), som den øget opvarmning forårsager, bliver ikke fjernet, selv hvis et nyt træ opsuger samme mængde CO2 efter nogle årtier.

3) Natur: Samtidig lægger vi et massivt pres på udenlandske skove – ofte langt fra vores kontrol. Talløse dårlige eksempler viser, at certificering ikke er nogen garanti for naturhensyn, og en stor del af biomassen er derudover i dag udokumenteret. Dette taler imod, at løfter om brug af “bæredygtig biomasse” sikrer natur- og klimahensyn. I Danmark har den høje efterspørgsel efter træ medført et stort udtag af grene, toppe, rødder og dødt ved. Danske skove har i snit 6,3 m³/ha dødt ved, og ca. 2/3 af arealet har slet intet. Dette er langt under niveauerne, der er nødvendige, hvis skovene skal have nogen biodiversitetsmæssig værdi, hvor der er behov for langt mere end 50 m³/ha.

Du hjælper altså både klimaet og biodiversiteten ved at stoppe afbrændingsfesten.

4) Selvforsyning: I disse tider er det vigtigt at gøre sig uafhængig af geopolitiske magtkampe. Elektrificering med lokal selvforsyning af vedvarende energi giver ikke bare mere sikkerhed, men også mulighed for, at byens energiskabelse kommer lokalsamfundet til gode og kan bidrage til finansieringen af lokale behov, såsom renovering af landsbyskolen, en cykelsti eller rekreative områder. Det findes der allerede mange eksempler på – blandt andet ved Vejle, hvor en stor solcellepark også kommer borgerne til gode med nye stier, fritlægning af vandløb og øget biodiversitet.

Hvorfor nu, tænker du så? Der er sket meget siden biomassen blev introduceret som en overgangsløsning for at komme af med kullet. I mellemtiden har vi øget forbruget af biomasse til at være tre gange over det globalt bæredygtige niveau og brænder omkring 90pct. af alt træ, vi forbruger i Danmark direkte af. Sidste år passerede verden for første gang 1,5 graders opvarmning. Når vi brænder træ, sender det øjeblikkeligt mere CO2 ud i atmosfæren, som forårsager skader og øger risikoen for alvorlige, uoprettelige ændringer i klimasystemet. Den tid, det tager et nyplantet træ at opsuge mængden igen, er et voksende problem i en verden, der allerede er overophedet. Derfor bør vi prioritere løsninger, der reducerer udledninger nu – frem for dem, der først virker om årtier.

Samtidig er den teknologiske udvikling inden for varmepumper og vedvarende energi buldret derudad. Det er den gode nyhed. For der er ikke længere brug for at brænde træ af for lunkent vand og strøm.

Derfor giver det politisk og økonomisk mening at sætte en klar kurs væk fra afbrænding og over mod elektrificering. Men er det muligt at undgå træafbrænding, når vi lige nu producerer varme og el på træ? Svaret er ja. Det kan godt lade sig gøre at lave energi uden at brænde træer og fossile kilder af.

Der er nu mange gode alternativer til træet. I Svendborg har man erstattet træafbrændingen med varmepumper. Skærbækværket og Studstrupværket, to af landets største kraftvarmeværker, vil også droppe træafbrændingen, efter Kredsløb, TVIS og EWII har besluttet, at varmen de modtager i fremtiden ikke skal komme fra træ, men fra el-baserede løsninger som for eksempel varmepumper, der anvender lokale energikilder som luft, havvand, spildevand og geotermisk energi.

Knap så godt går det i København, hvor der er tale om at lave et CCS-anlæg på Amagerværket. Altså det biomasseværk, som er Danmarks største forbruger af træ. Over én million tons træ, primært fra udlandet. Den store investering vil være en sort fejltagelse, som vil fastlåse byen til et for højt træforbrug langt ud i fremtiden.

Når vi nu kan elektrificere, er det tosset at sejle millioner af tons træ ind fra hele verdens skove, bare for at brænde det af, bruge milliarder på at opfange og eventuelt lagre udledningen, og dermed forhale implementeringen af fremtidens reelt vedvarende energikilder i din kommunes forsyning.

Din rolle som politiker

Hvad er så din rolle som lokalpolitiker? Som lokalpolitiker har du en enestående chance for sikre fremtidens grønne forsyning, beskytte borgerne mod prisstød og samtidig hjælpe vores natur og klima. Som du ved, tager det tid at transformere energiforsyningen. Derfor er det vigtigt, at du er med til at træffe beslutningerne. som sætter dit lokalsamfund på rette spor, nu.

Derfor skal du arbejde for, at: 1) Vedtage en kommunal udfasningsdato for træbiomasse i fjernvarmen – med en realistisk milepælsplan. 2) Prioritere investeringer i elektrificering med store eldrevne varmepumper, overskudsvarme og akkumulering. 3) Stoppe investeringer i kraftvarme baseret på biomasseafbrænding. 4) Droppe planer om CCS på biomasseværker.

Vi har teknologien og økonomien på plads – nu handler det om retning. Med en klar plan for udfasning af træbiomasse, kan du styrke kommunens grønne troværdighed, sikre stabile og konkurrencedygtige varmepriser og skabe lokal værdi. Det er en mærkesag, der kan vinde stemmer – og som gør en forskel. Hvis du har brug for mere viden, hjælper vi dig gerne med at brænde igennem på emnet.

Kronikken er bragt i Avisen Danmark 1/11 2025. Afsenderne er:  Lars Bonderup Bjørn , adm. direktør, EWII. Christina Ihler Madsen , Klimabevægelsen i Danmark. Erik Tang , Rådet for Grøn Omstilling. Jakob Kronik , generalsekretær, Verdens Skove. Asbjørn Haugstrup , chief external relations officer, Innargi. Helene Hagel , klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace.

By |2025-11-03T09:32:04+01:003. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Politikerne bør stoppe afbrænding af træ i kommunens forsyning
Læs mere

Den giftige arv i vores bygninger: Få PFAS ud af byggeriet

Når man taler om PFAS, tænker de fleste på forurenet grundvand, brandskum eller stegepander. De færreste ved, at PFAS også kan indgå i f.eks. kontaktlinser, guitarstrenge, kondomer og havehynder. Eller i de mange forskellige byggevarer, der skaber rammerne for vores hverdag.

Men rapporten ’PFAS i byggevarer– udfordringer og løsninger på vejen mod et cirkulært byggeri’ afslører, at byggebranchen rummer et stort og overset problem. Nemlig PFAS, der potentielt kan indgå i alt fra maling, fugemasse og gulvbelægninger til isolering og facader. PFAS gør materialerne bl.a. vand-, smuds- og brandafvisende – men de er også stærkt giftige og næsten umulige at nedbryde.

Derfor omtales PFAS også som evighedskemikalier. Stofferne ophobes i mennesker, i naturen – og i vores bygninger. Rapportens test af 44 byggevarer købt i danske byggemarkeder viste indikation af PFAS i hver fjerde prøve. Der var PFAS indikationer i tagduge, trægulve, isolering og facadeplader. Det betyder, at vi i dag bygger og transformerer boliger, skoler og kontorer med materialer, der fremtidigt kan blive klassificeret som farligt affald. Det er den modsatte retning af cirkulær økonomi – vi indbygger skadelige kemikalier i byggeriet, der kan ødelægge vores kostbare ressourcer, og som kommende generationer skal håndtere.

Lovgivningen halter efter virkeligheden

Byggebranchen har med den nye lovgivning om selektiv nedrivning fået endnu et incitament for at bidrage til den cirkulære økonomi, og ambitionerne for transformationer og øget genbrug er i stigende grad centrale for de store bygherrer. Men hvordan kan vi genbruge et materiale, der potentielt kan indeholde skadelige kemikalier?

EU og Danmark har taget vigtige skridt mod at forbyde PFAS i tøj og køkkengrej, men byggeriet er stort set ureguleret. Kun enkelte stoffer som PFOS og PFOA er forbudt. Resten af de over 12.000 PFAS-forbindelser flyver under radaren.

Den nye Byggevareforordning kan blive et vendepunkt. Her vil der blevet stillet krav til dokumentation af sundhedsskadelige stoffer og med tiden indføres et digitale produktpas. Men som det ser ud nu, vil oplysningerne om indhold kun være tilgængelige for myndigheder – ikke for arkitekter, entreprenører eller bygherrer. Det er absurd, at den branche, der skal træffe valg om materialer, ikke må kende det kemiske indhold.  Hvis PFAS skal ud af byggeriet, må lovgivningen skabe gennemsigtighed. Alt andet kan syne som autoriseret greenwashing.

Ansvar og handling – fra bygherre til producent

PFAS-rapporten peger på en række konkrete løsninger. Bygherrer og rådgivere skal stille krav som at efterspørge dokumentation, kræve analyser udført på godkendte laboratorier og valg af materialer uden PFAS. PFAS er ikke nødvendigt for at skabe holdbare eller funktionelle bygninger; det, som vi byggede for 100 år siden, indeholdt ikke PFAS. Der findes alternativer. Producenterne må tage deres del af ansvaret. PFAS kan designes ud af produkter, og substitution skal være et aktivt mål. De virksomheder, der går forrest, bør fremhæves som forbilleder.

Samtidig bør der indføres digitale materiale- og bygningspas, hvor PFAS og andre skadelige kemikalier registreres. Det vil give fremtidens håndværkere og genbrugssektor den viden, de mangler for at håndtere materialerne sikkert og muliggøre, at ejendomssektoren får styr på, hvad deres investeringer består af.

Den skjulte pris for evigt

Nordisk Ministerråd har beregnet, at PFAS-relaterede sundhedspåvirkninger koster samfundet mellem 52 og 84 milliarder euro om året i Europa. Det er bl.a. udgifter til at behandle leverskader, skjoldbruskkirtelsygdomme, fedme, fertilitetsproblemer og kræft. Dertil kommer udgifter til deponi, oprensning m.v. Det er ikke kun en økonomisk katastrofe i realtid. Fremtidige generationer kommer til at betale af på regningen, som kun vil vokse, så længe vi fortsætter brugen af PFAS. At undgå PFAS er ikke en teknisk udfordring – det er derimod en etisk og økonomisk nødvendighed.

Et opråb til politikere og branche

PFAS i byggeriet er et problem, der hverken kan ses eller lugtes. Men det kan gemme sig i væggene, tage og gulve omkring os. For at kunne fremtidssikre vores samfund og ressourcer, må vi stoppe med at bygge nye miljøbomber. Derfor skal politikerne udvide PFAS-forbuddet til at omfatte byggevarer, indføre krav om indholdsdeklaration og støtte udviklingen af alternativer til PFAS.

Byggebranchen har en enestående mulighed: at blive den første sektor, der tager ansvar for sine egne materialer – fra vugge til grav. Men det kræver, at vi siger nej til evighedskemikalierne, og ja til et reelt frit og informeret valg.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Ingeniørens medie BuildingTech den 31. oktober 2025.  Det er skrevet af: 

  • Anna-Mette Monnelly, specialist, Søren Jensen
  • Martha Lewis, Head of materiales, Henning Larsen
  • Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling
By |2025-11-13T09:53:33+01:002. november 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Den giftige arv i vores bygninger: Få PFAS ud af byggeriet
Læs mere

Unges miljøovervågning viser behov for ‘hårdere’ lovgivning

Hvordan ser det ud med plastforurening i den danske natur? 30.000 børn og unge i Danmark, Grønland og på Færøerne har givet os et sjældent detaljeret billede af, hvad der faktisk ligger derude. Og noget springer i øjnene: Vi finder næsten ingen plastiklåg længere. Til gengæld er der stadig cigaretskod overalt. Begge produkter har ellers været mål for miljøregulering de senere år, så hvorfor denne forskel?

Masseeksperimentet er gennemført af Astra i samarbejde med Syddansk Universitet, Roskilde Universitet og Det Kongelige Akademi, og er udgangspunktet for forskningsprojektet Change4Circularity – et delprojekt af TRACE, det nationale partnerskab for cirkulær økonomi. I både 2019 og 2024 er plastikaffald i naturen blevet kortlagt som en del af det store citizen science projekt. Samtidig er der i netop disse år gennemført en del forskellige typer af miljøregulering med fokus på plastik. Ved at sammenligne resultaterne bliver det tydeligt, hvilken type lovgivning der har egentlig effekt og lever op til formålet om at undgå plastikaffald i naturen.

Cigaretskodder indtog begge år en klar førsteplads i masseeksperimentet som den mest fundne affaldstype. I begge eksperimenter udgjorde cigaretskodder således cirka en tredjedel af alle indsamlede plastikstykker. Den modsatte tendens ser vi for en række andre produkter, som der blev indsamlet væsentligt flere af i 2019 sammenlignet med 2024. Det gælder blandt andet plastiksugerør, plastlåg til drikkeflasker og store bæreposer med hank.

Det handler om rigtig regulering

Forskellen handler ikke om tilfældigheder, eller om at vi er begyndt at smide udvalgte plastikprodukter i skraldespanden. Det handler om, hvordan disse produkter er reguleret. Der er i dag et lovkrav om, at plastiklåg på drikkeflasker skal være fastgjort. Det betyder, at låget ikke længere tabes eller smides væk, men er fysisk bundet til flasken. Sugerør er helt fjernet fra markedet, mens der er indført en minimumspris på store bæreposer, så de ikke længere må udleveres gratis i butikkerne. De nævnte tiltag, som omfatter både obligatoriske designkrav, direkte forbud og økonomiske incitamenter, ser altså ud til at være effektive til at nedbringe mængden af plastikaffald i naturen.

Gælder det derimod cigaretskod, har man valgt en helt anden vej. I stedet for at stille krav om forebyggelse, har man blot pålagt tobaksindustrien et såkaldt oprydningsansvar. Det betyder, at producenterne skal betale for, at kommunerne samler skod op. Ikke et ord om at forhindre skod i at ende i naturen i første omgang. Ikke et eneste incitament til at ændre produktdesign eller adfærd. Resultatet? Skod og nikotinposer ligger stadig overalt – fra skolegårde og strande til byens pladser og parker.

Producentansvar er en ekstremt blød form for regulering, og med den accepterer vi reelt, at der smides millioner af cigaretskod i miljøet hver eneste dag, så længe nogen betaler for at samle dem op bagefter. Det er hverken effektivt eller bæredygtigt.

Cigaretskod er blandt de mest udbredte former for affald globalt. De indeholder plastik og kemikalier, som skader både dyr, jord og vandmiljø. At de stadig ligger overalt, skyldes ikke mangel på opmærksomhed. Det skyldes en bevidst politisk beslutning om ikke at stille krav til design og forebyggelse, men kun ’oprydning’ i form af en økonomisk skrivebordsøvelse.

Vi kan gøre det bedre. Masseeksperimentets data viser, at målrettet regulering virker. Når vi stiller krav til produktdesign, bruger økonomiske incitamenter og forbud, så rykker det. Derfor opfordrer vi til, at det er disse typer af ’hårdere’ lovgivning, som politikerne støver i fremtidens miljølovgivning.

Det er på tide, vi fører reguleringen ind i det 21. århundrede. Miljøet kan ikke nøjes med at blive støvsuget efter festen. Vi skal undgå, at affaldet ender der i første omgang.

Dette debatindlæg blev bragt i Naturmonitor den 30/10 2025.

Afsendere: 

Lone Hjorth Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling,

Malene Høj Mortensen, Plastic Change,

Mette Hoffgaard Ranfelt, Danmarks Naturfredningsforening

Niels Toftegaard, Brancheforeningen Cirkulær

By |2025-10-30T11:15:14+01:0030. oktober 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Unges miljøovervågning viser behov for ‘hårdere’ lovgivning
Læs mere

Metan er en lavthængende, grøn frugt i klimapolitik. Alligevel bliver det gemt væk i regnemodeller

Et nyt videnskabeligt studie viser, at et kollaps af Golfstrømmen kan ske allerede om 10 til 20 år som følge af global opvarmning. Det vil betyde et markant ændret og koldere klima i Danmark, mens den sydlige halvkugle vil opleve langt flere og mere intense hedebølger og tørke. Hvis det sker, vil det få store konsekvenser for dansk landbrug og kræve, at vi tænker fødevareproduktionen på en helt ny måde. Derfor er klimahandling, der har en betydelig effekt på global opvarmning på kort sigt, vigtigere end nogensinde.

Metan gør den største forskel her og nu

Alle ved, at vi skal reducere udledningen af de klimaskadelige drivhusgasser, men få ved, at reduktioner af drivhusgassen metan har en langt større effekt på den globale opvarmning end CO2 – især på kort sigt.

På 20 år opvarmer ét ton metan planeten over 80 gange mere end ét ton CO2. Over 100 år er det omkring 30 gange mere. Forskellen skyldes, at metan kun bliver i atmosfæren i 12-15 år. Det betyder, at metanreduktioner i dag vil kunne mærkes allerede i dette årti.

I en tid, hvor den globale temperatur allerede er steget med 1,1 grader siden industrialiseringen, og hvor 2024 blev det varmeste år nogensinde med en global temperaturstigning på 1,6 grader, har vi ikke råd til at vente på langsigtede resultater. I EU alene er klimaforandringerne allerede vurderet til at have kostet over 300 milliarder kroner i år – et beløb, der forventes tredoblet i 2029.

Fokus skal rettes mod de næste årtier

Når Danmark beregner sit klimaaftryk og effekten af klimapolitiske beslutninger, omregnes drivhusgassernes forskellige opvarmningseffekt til den fælles standard CO2-ækvivalenter (CO2e) –altså hvor mange ton CO2 ét ton af en given drivhusgas, som eksempelvis metan, svarer til.

Siden Kyoto-Protokollen blev vedtaget i 1992, har langt de fleste klimamodeller — inklusive dem anvendt som videnskabeligt grundlag for internationale aftaler såsom Paris-aftalen — omregnet metan til CO2e baseret på opvarmningspotentialet over 100 år (GWP100). Det 100-årige perspektiv som standard er i dag på mange måder forældet, fordi vi i dag står over for snarlige klimamål, der skal indfries, og ikke mindst temperaturstigninger, der kan forårsage uoprettelige klimaforandringer.

Hvis vi i stedet brugte tal for drivhusgassernes effekt på den globale opvarmning over en 20-årig periode (GWP20), vil det blive helt tydeligt, hvilken markant effekt metan har på den globale opvarmning i de kommende årtier.

GWP100, som alle de politiske beslutninger og opgørelser er baseret på, underspiller altså den betydningsfulde rolle, metanreduktioner har for at begrænse temperaturstigningerne i dette årti. Beslutningstagerne bør derfor fremadrettet også inkludere det korte perspektiv (GWP20) for at tydeliggøre, hvilke beslutninger der vil have en hurtigere effekt på den globale opvarmning.

Landbruget er den primære udleder

De primære kilder til metanudledninger globalt er energi-, affalds- og landbrugssektoren. I Danmark stammer omkring 80 procent af udledningerne fra landbruget, hvoraf cirka 57 procent af udledningerne stammer fra fordøjelsesprocessen i drøvtyggere (særligt køer), og 43 procent stammer fra husdyrgødning.

Den Grønne Trepart kan med CO2-afgiften og arealudtagning blive et vigtigt skridt mod et grønnere landbrug, der også kan inspirere andre landes omstilling af deres fødevareproduktion. Men hvis Danmark virkelig skal være det grønne foregangsland, som vi bryster os af at være, så kræver det, at der sættes yderligere tempo på omstillingen af landbruget mod et mere plantebaseret landbrug. Det vil kræve yderligere tiltag, der både sætter ind på produktions- og forbrugssiden.

Der er mange skridt på vejen mod at sikre de nødvendige metanreduktioner for at mindske den globale opvarmning, undgå de store klimaskader og mindske klimaeffekter på det danske landbrug.

Det første skridt er simpelt: Sæt metan på dagsordenen, udregn effekten på global opvarmning på kort sigt, og tag den med i grundlaget for vores klimapolitik. Det næste skridt kræver mere – men det er både nødvendigt og muligt. At handle konsekvent på det med en klar plan, der viser, hvordan Danmark vil reducere sine metanudledninger betydeligt.

Metanreduktioner er ikke hele løsningen, men de er en af de hurtigste veje til at bremse opvarmningen. Derfor skal metan frem i lyset og ikke gemmes i regnemodeller.

Dette debatindlæg er skrevet af Lærke Kjærbye-Thygesen, rådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, og Martin Benny Pedersen, juniorkonsulent i Rådet for Grøn Omstilling, og er blevet bragt i Klimamonitor den 29. oktober 2025.

Foto: Frederik Sørensen, pexels.com

By |2025-10-29T13:28:54+01:0029. oktober 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Metan er en lavthængende, grøn frugt i klimapolitik. Alligevel bliver det gemt væk i regnemodeller
Læs mere

Slappe kvælstofkrav vil gøre den grønne trepart til en tom skal

De døde fjorde, fedtemøget og fiskene, der flyder livløse op, er blevet et sørgeligt symbol på et havmiljø i ubalance. Årsagen er velkendt: Hver vinter skylles store mængder kvælstof fra markerne ud i fjorde og kystvande. Kvælstof, der fodrer algerne og kvæler livet under overfladen.

Der er store planer for den grønne omstilling, blandt andet med grøn trepart, som sigter efter, at 15 procent af Danmarks landbrugsareal skal omlægges til natur. Der er afsat 43 milliarder kroner til at gøre det attraktivt for landmænd at tage de mest forurenende jorder ud af drift. Men uden en ambitiøs kvælstofregulering er den grønne omstilling som en båd uden bund – uanset hvor meget vi ror, vil vi stadig tage vand ind. Hverken ’den omvendte Dalgas’ eller et havmiljø i balance kan blive til virkelighed, hvis vi ikke sætter hårdt ind. Derfor opfordrer vi regeringen, SF, Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance til en ambitiøs kvælstofregulering, som skaber incitament til at omlægge den landbrugsjord, som forurener vandmiljøet mest.

Bundpladen i den grønne omstilling

Kvælstofudledningen er ikke kun et problem for vandmiljøet – den undergraver hele Danmarks grønne omstilling. Uden kontrol med kvælstofudledningen bliver det svært at nå vores klimamål, skabe bedre natur og leve op til EU’s vandrammedirektiv. En slap regulering vil gøre Grøn Trepart til en tom skal, et dyrt kompromis med begrænset gennemslagskraft, og vores fjorde og indre farvande vil fortsætte deres deroute. Kvælstofreguleringen er derfor bundpladen i Danmarks grønne omstilling. Uden den synker projektet. Med den kan vi sikre, at investeringerne rent faktisk omsættes til fremgang for livet i de indre fjorde og farvande mere natur, mere økologi og en reel klimaeffekt.

De mest forurenede jorde skal tages ud

For at virke skal kvælstofreguleringen være målrettet. Den skal gøre det mindre lukrativt at dyrke de jorde, der forurener vandmiljøet mest, mens de mere robuste jorder ikke rammes unødigt hårdt. Der er nemlig stor forskel på, hvor stor kvælstofudledningen er fra forskellige landbrugsbedrifter – én bedrift kan sagtens udlede ti gange så meget kvælstof som en anden. Derfor er det afgørende, at vi får taget de rigtige jorde ud af dyrkning. En sådan regulering gør det både økonomisk og miljømæssigt fornuftigt at omlægge sårbare jorder til natur, vådområder og skov, og omlægge flere af de jorde der fortsat er i dyrkning til økologi. Det vil mindske forureningen, lagre kulstof og gavne biodiversiteten. Og det vil holde de tårnhøje jordpriser i skak.

Slap regulering spilder penge

Danskerne har allerede afsat 43 milliarder kroner til Grøn Trepart. Det er en historisk investering i vores fælles natur. Men hvis vi ikke får en stærk og målrettet kvælstofregulering, risikerer vi, at pengene ikke leverer de lovede gevinster. Hvis de mest forurenende jorder forbliver i omdrift, fortsætter kvælstofudledningen. Vi kan derfor ende med at bruge milliarder, og fjordene forbliver døde, i stedet for at målrette indsatsen og dermed takle kernen af problemet. Det er både miljømæssigt og økonomisk uansvarligt. Grøn Trepart var et kompromis men også en mulighed. En mulighed for at skabe et Danmark, hvor vi får livet tilbage i havet, og hvor natur, klima og landbrug kan eksistere side om side. Men den mulighed drukner, hvis vi ikke får en kvælstofregulering, der kan holde skuden flydende.

Den grønne omstilling kræver ikke bare flere penge – den kræver håndfaste krav og regulering. Uden en effektiv kvælstofregulering kan vi ikke komme tørskoede i land. Med den kan vi endelig sætte kurs mod et havmiljø i balance – og et Danmark, der holder vand.

Debatindlægget er blevet bragt i Altinget den 20/10 2025.

Afsendere: 

Jacob Mark, afdelingschef, Danmarks Naturfredningsforening
Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, skov og natur, Greenpeace
Tobias Krog Udsholt, seniorøkonom, Tænketanken Hav
Trine Langhede, rådgiver for fødevarer og bioressourcer, Rådet for Grøn Omstilling
Torben Hansen, natur- og miljøkonsulent, Danmarks Sportsfiskerforbund
Thomas Kirk Sørensen, lead specialist, WWF

Foto: Troels-Lange/Syddansk-Universitet

By |2025-10-29T13:20:36+01:0029. oktober 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Slappe kvælstofkrav vil gøre den grønne trepart til en tom skal
Læs mere

Nyt EU-forslag er ren pølsesnak

Den 8. oktober stemte Europa-Parlamentet for et forbud mod at bruge såkaldte “kød-ord” om planteprodukter.

Argumentet er, at forbrugerne bliver forvirrede af betegnelser som “plantepølse” eller “vegansk burger”. Men er det mindre forvirrende, hvis en sojapølse fremover skal kaldes en sojacylinder, sojastang eller en sojarulle? Eller hvis en grøntsagsbøf skal hedde en planteplade eller grillskive

Hvis man virkelig frygter, at sproget forvirrer folk, er det svært at se hvor langt vi skal tage den logik. Så burde vi vel også forbyde ord som hotdog, der ikke er hund i, eller skinkesalat der ikke indeholder salat. Jeg tænker ikke, at forbrugere bliver forvirrede over de produkter.

Undersøgelser viser netop, at størstedelen af forbrugerne ikke bliver forvirrede over brugen af ord som pølse eller burger om planteprodukter, når produkterne er tydeligt mærket. Ord som pølse og burger beskriver jo ikke kun, hvad noget er lavet af, men også hvordan det bruges. Altså, at en sojapølse er god at putte i brød, eller at plantefars kan steges til plantebøffer.

Det føles dumt at skulle bruge tid på denne debat. Helt ærligt lyder det mere som en belejlig undskyldning for at give kød- og mejeriindustrien en konkurrencefordel. De animalske producenter har i forvejen en lang række fordele i den støtte de kan få til f.eks. slagtepræmie og støtte til reklamer for deres produkter. Der er derfor ikke brug for at gøre kløften mellem plante- og animalske produkter endnu større med dette forbud.

Der er også en dobbelthed i, at man i EU er i gang med at forsimple lovgivning, så reguleringen bliver nemmere for industri og virksomheder. Det gælder åbenbart ikke for producenterne af planteprodukter, hvor man i stedet vælger at lave ekstra regulering. Det får den konsekvens, at det bliver dyrere for virksomhederne, der skal rebrande deres produkter og finde på nye navne.

Jeg håber, der kommer noget fornuft ind i forhandlingsprocessen med medlemsstaterne, og at det danske formandskab vil stå fast på retten til sund mad i en grønnere retning. Danmark har allerede vist vejen med den nationale plantehandlingsplan, et konkret eksempel på, hvordan man kan fremme innovation, sundhed og bæredygtighed i stedet for at bremse den.

For hvis EU virkelig vil tage klima, sundhed og forbrugernes frie valg alvorligt, så skal vi gøre det nemmere, ikke sværere, at vælge grønt.

Dette debatindlæg er bragt i klimamonitor den 10. oktober og er skrevet Trine Langhede

By |2025-10-10T13:14:29+01:0010. oktober 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Nyt EU-forslag er ren pølsesnak
Læs mere

Gør Det Økologiske Spisemærke permanent, og kom i hus med målene

Heldigvis er der Det Økologiske Spisemærke, der kan hjælpe målsætningerne på vej. Det ved regeringen. Den har sat penge af til Det Økologiske Spisemærke i 2026, og det skal der lyde ros for. Men hvad så bagefter? Forhåbentligt bliver Det Økologiske Spisemærke også prioriteret på de Finanslove, der følger efter. Alligevel er vi mange aktører inden for hele fødevareværdikæden, der står spørgende over for situationen. Hvorfor er der ikke sikret en varig finansiering af spisemærket i finanslovsforslaget? Ofte kender man udfordringen, men er søgende efter en løsning. Her kender vi og regeringen udfordringen og har et redskab, hvis effekt er kendt.

Alle erfaringer viser, at ud over, at mærket motiverer køkkenlederne til at tage økologi ind på menuen, så får planter højere prioritet, når køkkener får Det Økologiske Spisemærke, og madspildet går ned.

Det er den måde, de ofte kan få økologien på bordet inden for samme budget. Det er godt for klimaet, drikkevandet, vandmiljøet, biodiversiteten, naturen, dyrevelfærden og for os selv, der får mad uden risiko for pesticidrester. Samtidig understøtter det lave forbrug af medicin i økologien en tilgang, hvor man arbejder for at styrke både menneskers og dyrs sundhed i det, der kaldes et “one health”-perspektiv. Vi har sagt det før, men gentager det gerne. Det kræver forberedelse og investering at gøre sit køkken klar til økologi. Der skal findes leverandører, laves om i menuer, der skal blive mere planterige, introduceres nye arbejdsgange og investeres i systemer til at dokumentere økologien. Det sætter køkkenerne kun gang i, hvis de ved, mærket eksisterer de næste mange år.

Derfor er vores opfordring klar.

Fjern nu den tilbagevendende usikkerhed, I skabte, da I første gang, siden mærkets fødsel i 2009, fjernede midlerne i 2023 og måtte lave en akut redningsmanøvre, inden alle gik på juleferie, for at sikre dets eksistens. I har lige relanceret danmarkskortet over spisesteder med Det Økologiske Spisemærke , så måske kan I heller ikke selv forestille jer at nedlægge et mærke, der er så populært.

Et mærke, der har vist dets berettigelse, og som er kopieret af flere andre EU-lande, efter de har besøgt Danmark for at lære, hvordan vi er blevet økologiske verdensmestre. Hvis det er tilfældet, kan vi vel lige så godt slå det fast én gang for alle og give det en permanent placering på lige fod med det statskontrollerede røde Ø.

Dette debatindlæg er bragt i Børsen den 27. september 2025, og er skrevet af:

Kirsten Lund Jensen, økologichef, Landbrug & Fødevarer, Michael Allerup, næstformand og talsperson, bæredygtighed, Kost og Ernæringsforbundet, Saoirse McKeever Andersen, fagchef, fødevarer, Dansk Erhverv, Jakob Scharff, branchedirektør, DI Service, Karsten Felvang, direktør, F&B, Anne-Sofie Hattesen, esg-chef, Compass Group, Pernille Hougaard, marketingchef, Dagrofa Foodservice, Vivi Kjersgaard, bæredygtigheds- og konceptvarechef, Hørkram, Jan Kristensen, udviklingschef, Dansk Cater, Tine Skriver, Fødevarechef, Horesta, Morten Enni Hassing Schlichtkrull, Head of Food Product & Performance – Operations Performance, ISS Facility Services A/S, Peter Rønn-Petersen, direktør, Meyers Madhus, Jakob Zeuthen, klima- og fødevarepolitisk chef, Danmarks Restauranter og Cafeer, Ronny Saul, Jespers Torvekøkken, Anne Mette Knudsen, divisionsdirektør, Food by Coor, Mona Carøe Jensen, cheføkonoma, Patientkøkken, kantine og ernæringsklinikken, Regionshospitalet Randers, forperson, køkkenudvalget, Økologisk Landsforening, Birte Brorson, rådgivning af professionelle køkkener i bæredygtig drift, Øko++, Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening, Trine Langhede, rådgiver, bioressourcer og fødevarer, Rådet for Grøn Omstilling

By |2025-09-29T12:45:23+01:0017. september 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Gør Det Økologiske Spisemærke permanent, og kom i hus med målene
Læs mere

Milliarder på landbrugsstøtte kan bruges meget klogere

I dag går størstedelen af EU’s landbrugsstøtte stadig til direkte indkomststøtte – uanset hvordan eller hvad der produceres. De skatte-euro understøtter i praksis en intensiv produktion, som belaster klima, miljø, dyrevelfærd, drikkevand og natur – og som via et højt forbrug af antibiotika i staldene bidrager til udbredelsen af antibiotikaresistens. De penge kan bruges meget klogere.

Det handler ikke om at tage støtten fra landmændene. De står i frontlinjen for både klima- og biodiversitetskrisen og er afhængige af stabile rammer. EU’s støtteordninger kan for nogle være forskellen på, om regnskabet hænger sammen eller ej. Opgaven for de europæiske landbrugsministre er at give dem den sikkerhed, men på en måde, hvor landmændene, modsat i dag, belønnes for de løsninger, samfundet har brug for.

Når en landmand sikrer levesteder og fødegrundlag til insekter, fugle, padder og andet liv i det dyrkede land, tager jord ud til natur, undlader brug af pesticider og giver dyrene bedre vilkår, gavner det ikke kun produktionen – det udgør samtidig et væsentligt gode for hele samfundet. Det gælder også, når landmanden i højere grad dyrker mad til mennesker frem for foder til dyr og reducerer de negative påvirkninger af dyrevelfærd samt miljø- og klimapåvirkninger forbundet med den animalske produktion.

Problemet er, at det i dag sjældent kan betale sig for landmanden at være med i den nødvendige omstilling – og meget tyder på, at det kun går i den forkerte retning.

Vores anbefaling er klar: Den direkte indkomststøtte skal gradvist udfases over de kommende CAP-perioder og erstattes af betaling for dokumenterede grønne og dyrevenlige resultater, der kommer samfundet til gode.

Hovedparten af hektarstøtten i Danmark går til de største landbrug – ca. 5-6000 landbrugere. Vi foreslår derfor også at give mulighed for, at små landbrug kan tilgodeses gennem en såkaldt multiplikationsfaktor, så de får en højere støttesats. Det vil skabe mere liv på landet med nye jordbrugere, der investerer i planteproduktion til mennesker og giver dyrene bedre vilkår.

Nye, mere bæredygtige fødevareværdikæder – herunder plantebaserede produkter – skal have den samme politiske opbakning, som den animalske produktion har haft i årtier. Og hvis direkte støtte fortsat kobles til husdyr eller husdyrprodukter, skal der fremover stilles krav om markant bedre forhold for dyrene.

Hvis ministrene vil, kan EU’s landbrugsstøtte blive en motor for grøn omstilling og en investering i en mere robust fødevareproduktion. Hvis de ikke handler, risikerer vi, at endnu en milliardstøtteordning ender med at undergrave de mål, EU selv har sat for klima, natur og dyrevelfærd. Danmark har med EU-formandskabet en unik mulighed for at vise vejen. Den chance bør ikke forspildes.

Dette debatindlæg er bragt i Avisen Danmark den 10. september 2025 og er skrevet af: Britta Riis, direktør, Dyrenes Beskyttelse. Hanne Lyng Winter, EU policy manager, Dansk Vegetarisk Forening. Trine Langhede, rådgiver, Bioressourcer og Fødevarer, Rådet for Grøn Omstilling. Egon Østergaard, formand, Dansk Ornitologisk Forening. Michael Kjerkegaard, formand, Økologisk Landsforening. Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, skov og natur, Greenpeace. Mette Gervin Damsgaard, politisk chef, World Animal Protection Danmark. Lars Midtiby, direktør, Danmarks Naturfredningsforening. Frederik Madsen, vikarierende sekretariatschef, Plantebranchen. Torben Strømgaard Hansen, formand, Danmarks Biavlerforening.

By |2025-09-11T07:20:32+01:0011. september 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Milliarder på landbrugsstøtte kan bruges meget klogere
Læs mere

Havet gisper stadig – nu skal vi holde fast i ambitionerne

Meget tyder på, at dette års iltsvind kommer til at rangere blandt de værste nogensinde, og dermed slår nye, triste rekorder.

Det er den ærgerlige konklusion på baggrund af de foreløbige målinger af iltsvindet i år, som først forventes at toppe i løbet af september. Fedtemøget, der i disse dage driver i land langs kysterne, er en brutal påmindelse om, at vores åer, fjorde og indre farvande er i en dyb og vedvarende krise.

Midt i alvoren markerer den grønne trepart dog et nybrud. Den brede aftale har skabt håb om, at vi endelig kan få gjort noget ved iltsvindet gennem en grundlæggende omlægning af landbruget. En omlægning, som også landbruget kan se sig selv i til gavn for klima, natur og vandmiljø. Men treparten er først og fremmest et løfte, der nu skal indfries.

Her spiller kommunerne en nøglerolle. Det er her, de nationale ambitioner skal blive til konkrete løsninger. Det er i kommunerne, at planlægningen for vådområder, skovrejsning og udtagning af lavbundsjorde skal ske. Og det er i kommunerne, at de lokale treparter arbejder intenst for at levere omlægningsplaner inden årets udgang.

Mangler afklaring
Derfor er efterårets kommunalvalg en afgørende test af den politiske vilje til at sikre handling. Hver kommune har mulighed for at gøre en forskel. Uden sunde fjorde og rene kyster mister vi ikke bare vigtige økosystemer og store naturoplevelser, men også turisme, lokale arbejdspladser og livskvalitet tæt på dér, hvor folk bor. Vælgerne har krav på at vide, hvordan deres lokale kandidater vil sikre, at trepartens mål og de lokale omlægningsplaner bliver til virkelighed i netop deres kommune.

Men den lokale indsats kan ikke stå alene. På Christiansborg er der heldigvis taget et vigtigt skridt med en politisk delaftale om den famøse kvælstofhammer i forsommeren, som skal levere reduktioner på cirka 7.100 tons kvælstof om året fra 2027. Det er et ambitiøst og nødvendigt skridt i den rigtige retning.

Udfordringen er dog, at aftalen kun er en hensigtserklæring, indtil de afgørende detaljer er på plads. Forude venter efterårets forhandlinger om, hvordan byrden skal fordeles og helt afgørende, hvordan de berørte lodsejere skal kompenseres.

Uden afklaring efterlades lodsejerne i et limbo. Det er en bremseklods for den frivillige indsats og for det konstruktive samarbejde i kommunerne og de lokale treparter. For ingen kan træffe langsigtede beslutninger om deres jord og deres fremtid på et usikkert grundlag. Skal treparten lykkes, kræver det et klart signal, så de, der lever af jorden, ved hvad de har at rette sig efter.

Årets iltsvind er en påmindelse om, hvad vi kæmper for: liv i fjordene, rent vand og sunde kyster for kommende generationer. Den grønne trepart har sat retningen. Nu gælder det om at holde kursen og føre ambitionerne ud i livet – både i de nye kommunalbestyrelser og i de kommende forhandlinger på Christiansborg.

Dette debatindlæg er bragt i Naturmonitor den 3. september 2025, og er skrevet af Lone Hjorth Mikkelsen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Tobias Udsholt, seniorøkonom i Tænketanken Hav, Lars Brinch Thygesen, natur- & miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund, Sarah Hellebek, bestyrelsesmedlem i Andelsgaarde & Anne Rehder, bestyrelsesmedlem i Regenerativt Jordbrug.

By |2025-09-04T12:54:13+01:004. september 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Havet gisper stadig – nu skal vi holde fast i ambitionerne
Læs mere

Animalsk produktion favoriseres stadig – det skal vi lave om på

Danmark kan bruge EU-formandskabet til at presse på for en plantehandlingsplan for EU, der sikrer større diversitet i proteinerne på tallerkenen, giver større forsyningssikkerhed, sundhed og vækstpotentialer for EU.

Den 1. juli overtog Danmark rollen som formand for ministerrådet i EU, og med det følger muligheden for at sætte dagsordenen for EU-forhandlinger i efteråret. Det danske formandskab har allerede fremhævet en EU-handlingsplan for plantebaserede fødevarer og en generel EU-proteinstrategi som indsatsområder, man vil arbejde for. Og det giver god mening, at der som led i EU’s proteinstrategi udarbejdes en handlingsplan for plantebaserede fødevarer.

Ifølge et studie udgivet i Nature Food i 2024 spiser en europæer i gennemsnit 82 gram protein om dagen, hvoraf 49 gram kommer fra animalske kilder, og 33 gram kommer fra planter. Det betyder, at vi spiser for meget protein, hvis der sammenlignes med anbefalingerne fra the European Food Safety Authority (EFSA), der anbefaler et gennemsnitligt proteinindtag på 46 gram pr person om dagen. Men det betyder også, at der ligger potentialer i at sikre en større variation i hvor vi får vores protein fra.

I dag er produktion af kød og mælkeprodukter afhængig af en stor import af foder fra bl.a. regnskovsområder i Brasilien. Det stiller Europa et sårbart sted forsyningssikkerhedsmæssigt, når vi ser ind i en fremtid med handelskrig og konflikter, der kan begrænse muligheden for den store import af foder, og kan påvirke priserne på foder. Hvis der i stedet fokuseres på at udvikle et landbrugssystem inden for de planetære grænser, der er selvforsynende med foder i Europa, vil det både gavne forsyningssikkerhed, klima og miljøpåvirkningen fra den animalske fødevareproduktion. Men som led i EU’s proteinstrategi bør der også udarbejdes en handlingsplan for plantebaserede fødevarer. Der ligger mange muligheder i at øge diversiteten af EU’s produktion af proteiner til mennesker. Det handler om at anvende flere planteproteiner f.eks. bælgfrugter i vores mad og at udvikle nye typer planteprodukter med forbedret smag og konsistens, fx gennem fermentering med svampesporer.

Der kan også ligge muligheder i at kunne producere proteiner på helt nye måder, fx mælkeprotein produceret af bakterier i en tank, eller oksekød som dyrkes i et laboratorie uden nogensinde at have set en ko. Ingen af disse innovationer kan dog stå alene. Det er nødvendigt at få en bred palette af løsninger i spil til gavn for forsyningssikkerhed, dyrevelfærd, klima og sundhed.

Det er ikke et nemt politisk miljø det danske formandskab skal navigere i, da planteproteiner og alternative måder at producere proteiner på gang på gang møder modstand fra EU’s medlemslande. Men det gør det ikke mindre vigtigt at stå fast på de muligheder, der kan være ved at åbne for mulighederne i proteiner fra mange forskellige kilder, og sikre større grad af proteinselvforsyning i EU.

Plantebaserede produkter og alternative proteiner har heller ikke samme konkurrencevilkår som de animalske produkter, der gennem en årrække har fået støtte til de fleste dele af processen. Problemet er, at animalsk produktion stadig favoriseres i de støtteordninger der er for landbruget, fx med koblet støtte til husdyr under landbrugsstøtten og EU’s salgsfremmeordning, som stadig finansierer kødreklamer. Denne skævvridning skal adresseres i en handlingsplan for plantebaserede fødevarer.

Men hvordan kan det konkret se ud? Kort før sommerferien udgav godt 70 organisationer sammen et bud på, hvordan EU’s handlingsplan for plantebaserede fødevarer bør se ud. Hvis vi skal fremtidssikre Europas fødevaresystem, skal vi investere i produktion, forarbejdning og markedsudvikling af plantebaserede fødevareproteiner og udvide paletten af de proteiner der kommer på tallerkenen. Det kræver at:

  • Landmænd belønnes for sunde sædskifter med gode miljøresultater, herunder fx økologisk og agroøkologisk produktion
  • Der investeres i at opbygge værdikæder for den plantebaserede sektor, herunder forarbejdning, produktinnovation, forskning og eksportpotentiale.
  • Efterspørgslen på plantebaserede fødevarer øges ved bl.a. at bruge den offentlige indkøbsmuskel til at sikre sund og grøn mad i offentlige udbud.

Danmark har nu en historisk mulighed for at sætte skub i en fødevareomstilling i hele Europa. Vi håber, det danske formandskab vil bruge sin stemme til at sikre, at EU’s fødevarepolitik afspejler fremtidens behov og ikke fortidens vaner.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 25. august 2025 og er skrevet af:

Trine Langhede, Rådgiver for Fødevarer og Bioressourcer i Rådet for Grøn Omstilling, Louise Johansen, Programchef i Dansk Vegetarisk Forening, Sophie Hastrup Christensen, Landbrugspolitisk chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse, Frederik Madsen, Chefkonsulent i Plantebranchen, Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, skov og natur i Greenpeace, Mette Gervin Damsgaard, Politisk Chef i World Animal Protection, Anna Bak Jäpelt, Landbrugspolitisk Rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening og Sybille Kyed, Landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening og Christina Ihler, Kommunikationsleder i Klimabevægelsen

By |2025-08-26T07:54:00+01:0026. august 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Animalsk produktion favoriseres stadig – det skal vi lave om på
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top