Milliarder til træbio­masse spænder ben for Danmarks grønne omstil­ling

Biomasse – herunder træ – modtager frem til 2028 2,7 mia. kr. i direkte statsstøtte. Hertil kommer, at oprindelsesgarantier trækker efterspørgsel efter grøn strøm ud af markedet. Det gør biomasse til en kunstigt billig energikilde og dermed økonomisk attraktiv sammenlignet med reelt vedvarende energikilder som vind, sol og geotermi.

Det skaber en konkurrenceforvridning og gør det endnu sværere at få vores samfund over på el. Samtidig fastholder det Danmarks høje CO2-udledninger fra afbrænding af træ, der ifølge Klimarådet i 2030 når op på en akkumuleret effekt på 150 mio. ton CO2.

Det er meningsløst. Vi har nemlig bedre muligheder. Men det er svært at komme fremad, når andre energikilder får en forlomme i køen. Derfor skal der ske en forandring. Det er både tiden og teknologien til.

Energistyrelsen anbefalede i en analyse fra 2022 et såkaldt soft stop for træafbrænding i vores energisystem. Det indebærer et stop for nye træfyrede anlæg og et stop for hovedrenoveringer af træfyrede anlæg. Det giver god mening. Men vi mener også, at ambitionen skal hæves markant, hvis det skal have en reel klimaeffekt i vores levetid.

I dag brændes der så meget træ af i Danmark, at hvis trævæksten skulle ske på dansk grund, da ville den ifølge Artelia optage 75 pct. af Danmarks samlede arealer. Til sammenligning er Danmark i dag dækket med 15 pct. skov, og i Den Grønne Trepart tilstræber man at komme op på 21 pct. af Danmarks arealer dækket af skov. De skal ikke brændes af. Vi ønsker ikke, at skovene drives på det nuværende grundlag, hvor mere end 2/3 ikke indeholder dødt ved og er helt uinteressante skovmarker uden positiv påvirkning af naturen.

Om få måneder afgøres CCS-udbuddet, der skal sikre fangst og lagring af CO2 fra 2029. Hvis konklusionen bliver, at CCS skal ske på træfyrede anlæg i Danmark, vil der skulle bruges betydelige mængder ekstra energi, hvilket vil kræve endnu mere areal. CCS på træbiomasse fastlåser afbrændingen på et højt niveau i årtier. Det modvirker således elektrificering af varme i de pågældende fjernvarmeområder frem mod 2050.

Det er en selv på kort sigt uholdbar og uacceptabel udvikling. Derfor foreslår vi, at:

  • Energistyrelsens anbefalede soft stop suppleres med et stop for CCS på flere biomasseværker.
  • Statsstøtten til træbaseret biomasse sløjfes.
  • Klimabelastningen afspejles i en CO2-afgift. Afbrænding af træ pålægges derfor en CO2-afgift på et startniveau på 750 kr./ton, hvilket er samme niveau som den grønne skattereform pålægger ikke kvoteomfattede virksomheder.
  • Der etableres en politisk målsætning om at reducere afbrændingen af træ med 75 pct. af niveauet i 1990.
  • Der etableres et importstop for træ til energiformål, således træforbruget bringes til et bæredygtigt niveau, der modsvarer det, Danmark selv kan levere.
  • Der etableres en politisk målsætning om, at den skov, der plantes i dag, i højere grad skal understøtte reel biodiversitet. Det træ, der plantes i dag, er først produktionsklar om 20-100 år afhængigt af sort og anvendelse. Med en udfasning af træafbrænding giver det ingen mening at etablere produktionsskov til afbrænding. Skovbranchen bør understøttes på bæredygtig vis.

Vi ser muligheden for at skabe en verden med mindre klimabelastning, større naturrigdom og et positivt samspil med skovindustrien.

Dette debatindlæg er bragt i Børsen den 18. august og er skrevet af:

Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør EWII , Maria Reumert Gjerding, præsident Danmarks Naturfredningsforening, Jakob Kronik, generalsekretær Verdens Skove, Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder Klimabevægelsen, Asbjørn Haugstrup, chief external relations officer Innargi.

By |2025-09-04T10:57:39+01:0018. august 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Milliarder til træbio­masse spænder ben for Danmarks grønne omstil­ling
Læs mere

Industriens spillere fylder så meget, at det forhindrer os i at udføre vores arbejde

Vi er fem danske miljøorganisationer med én kerneopgave: at sikre natur og miljø for de kommende generationer. Det står mildest talt skidt til med den opgave. Udledningen af klimagasser og den fortsatte støtte til fossil energi er yderst alarmerende. Havet lider af overfiskeri og kemisk forurening. Kødforbruget driver kvælstofforurening af havet. Grundvandet fyldes med mere og mere kemi, og vi brænder biomasse af i ustyrlige mængder. Produktionen af engangsplastik og fast fashion-tekstiler vokser år for år. Vi flyver og kører privatbil som aldrig før.

Det er svært at finde lyspunkterne og på tide, at vi tager et mere grundlæggende opgør med de demokratiske strukturer, der svækker miljøbevægelsen. Vi har et bud på, hvordan vi kan ændre på magtbalancen i dansk miljøpolitik, så vores folkelige mandat får den gennemslagskraft, det fortjener.

To afgørende analyser om det danske demokrati har set dagens lys, Magtudredningen 2.0 og Magtkortlægningen 2024. Begge analyser peger på store strukturelle udfordringer i vores demokrati.
Forskningsleder Michael Bang Petersen står i spidsen for Folketingets Magtudredning 2.0. I de første konklusioner betoner han, at der er en direkte sammenhæng mellem økonomiske muskler og adgang til at præge politikdannelsen i Danmark. Penge kan ifølge ham veksles til indflydelse på lovgivningen. Han peger på, at der i Danmark opstået et lag af lobbyvirksomheder og PA-bureauer, der fungerer som bro mellem erhvervslivet og politikerne i Danmark. Industrien kan med sine budgetter aktivere dette lag, men vi grønne kan ikke være med. Det anser vi for at være et alvorligt demokratisk problem, der forsinker eller i værste fald forhindrer grønne løsninger.

Oven i Magtudredningen 2.0 har Magtkortlægningen 2024, udarbejdet af A4 Medier, set dagens lys. Her fokuseres på netværk som adgang til magten, og de 100 mest magtfulde mennesker i Danmark kortlægges, herunder magteliten på det grønne område. Ifølge forskerne bag undersøgelsen er personer fra erhvervslivet igen dominerende med kun to personer fra de grønne organisationer repræsenteret. For eksempel er store udledere af klimagasser, såsom landbruget og cementproducenten Aalborg Portland, stærkt repræsenteret på listen over magteliten i Danmark. Det samme gælder Dansk Industri og Dansk Erhverv. Med forskernes ord er industrien kraftigt overrepræsenteret og får dermed afgørende indflydelse på de politiske beslutningsprocesser.

I praksis betyder to analyser, at vi grønne organisationer sjældent har afgørende indflydelse på lovgivningen i Danmark. Et godt eksempel på, hvordan magten udspiller sig, er, da den forrige regering skulle udfolde klimaloven af 2019. Her nedsatte regeringen de såkaldte klimapartnerskaber, primært med en række industrier i spidsen, herunder Aalborg Portland, Danish Crown, Letbek (plastikvirksomhed) og SAS. Virksomheder med stærke netværk og økonomiske muskler til at købe adgang via lobbyorganisationer. Deres magtfulde position og økonomiske muskler betød, at regeringen lod dem lede implementeringen af en klimalov, der i høj grad påvirkede dem selv. Regeringen lod ræven vogte høns; miljø- og klimaorganisationerne sad på anden række eller udenfor.

Sammen med forskerne sidder de grønne organisationer inde med store mængder viden om, hvordan vi bør omstille samfundet. Viden, som ikke når frem til de afgørende politiske beslutningsprocesser. Et er klart: Industrien har sat sig på magten. Det er tydeligt, efter at vi har set de første resultater af den kommende Magtudredning 2.0 og Magtkortlægningen 2024. Spørgsmålet er, hvordan vi forandrer vores demokrati, så miljøet får en reel stemme.

Hvis vi grønne organisationer for alvor skal løfte det folkelige mandat, vi har opnået, skal vi udligne forskellene i magtbalancen mellem industri- og miljøorganisationerne. Det kræver transparens og finansiering. I Danmark har vi en, i europæisk sammenhæng, meget lukket lobbyisme. Åbne registre over lobbyvirksomheden i Danmark vil automatisk starte en sund diskussion om, hvem der sidder på magten i Danmark.

Vores rammevilkår skal ændres, så vi har kræfterne til for alvor at blande os i magtens top og bære de mange løsninger, vi hver især sidder inde med, ind til landets politikere. Helt ind i de afgørende beslutningsprocesser. Her er direkte støtte til miljøorganisationernes arbejde med politisk interessevaretagelse en forudsætning. Det økonomiske råderum levner plads til, at Folketinget beslutter, at de grønne organisationers politiske arbejde skal prioriteres og understøttes økonomisk.

Også danske fonde kan være med til at løfte den opgave. Kun hvis vi tager debatten og et opgør med det demokratiske benspænd, vores demokrati fejlagtigt har skabt, kan vi på fair vis udgøre en ligeværdig part i spillet om, hvilke løsninger politikerne vælger. Det vil være et direkte svar på den demokratiske skævvridning, Magtudredningen 2.0 og Magtkortlægningen 2024 blotlægger.

Vi håber, at danske partier vil gå til valg på, at vi grønne skal mere på banen. Vores klima og miljø er nødlidende. Det er i samfundets interesse, at industrien møder et langt mere kvalificeret modspil, i forhold til hvilke løsninger der bedst imødegår klimaudfordringerne. Løsninger, der vil skabe grønne forretningsmodeller og føre til rent drikkevand, et rent hav, mere vild skovnatur og mindre plastikforbrug og forurening. I dag er spillepladen besat af industriens spillere. Det forhindrer os direkte i at udføre vores arbejde på demokratisk vis.

Dette debatindlæg er bragt i Politiken 4. juli 2025 og er skrevet af:

Bjarke MøllerDirektør, Rådet for Grøn Omstilling, Frederik R. SandbySekretariatsleder, Klimabevægelsen i Danmark, Esther Michelsen KjeldahlMedstifter, Fossilfri Fremtid, Henrik Beha PedersenStifter, leder af bestyrelsen, Plastic Change, Nanna Jochumsen og Jakob KronikCo-generalsekretærer, Verdens Skove

By |2025-07-07T08:51:58+01:007. juli 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Industriens spillere fylder så meget, at det forhindrer os i at udføre vores arbejde
Læs mere

Havvindaftalen er en milepæl. Her er, hvad vi skal gøre for at høste gevinsterne

Et bredt flertal i Folketinget har netop indgået en aftale om havvind, der skal sikre tre gigawatt ny kapacitet fra 2033. Dermed undgår Danmark at blive nettoimportør af strøm, sådan som Klimafremskrivningen fra april 2025 ellers pegede på.

Det er en vigtig milepæl for både grøn omstilling og forsyningssikkerhed.

Med aftalen følger op til 55,2 milliarder kroner i statsstøtte – støtte, som dog kan blive markant lavere, hvis regeringen får sat skub på den elektrificering af samfundet, der har stået stille i to årtier.

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at tiden er inde til at accelerere den grønne omstilling og gøre Danmark fri for fossile brændsler – og her er øget elektrificering af alle sektorer afgørende.

Derfor er det positivt, at Finansministeriet med aftalen får et konkret økonomisk incitament til at fremme elektrificeringen. Jo større efterspørgsel der er efter grøn strøm, desto bedre er business casen for de VE-udviklere, der skal opføre de nye havvindmølleparker.

Hvis elektrificeringen virkelig tager fart, kan aftalen på sigt blive en gevinst for statskassen.

Aftalen sikrer grøn strøm

Statsstøtten gives som såkaldte CFD’er (contracts for difference). Staten kompenserer udviklere, hvis markedsprisen på strøm falder under en fastsat tærskel – og modtager omvendt betaling fra udviklerne, hvis priserne overstiger niveauet. Efterspørgslen på strøm påvirker altså direkte støttens størrelse.

Vi havde dog gerne set, at det nye havvindudbud var drevet af et øget elforbrug frem for statsstøtte.

Men det er fortsat et afgørende skridt, at der nu er landet en aftale, der sikrer grøn strøm og direkte driver elektrificeringen af samfundet frem.

Aftalen er samtidig med til at frigøre EU fra russisk gas og afhængigheden af olieimport – og vi undgår at lægge os ud med Norge, når vi importerer store mængder af deres billige strøm.

Den utilfredshed har betydet, at de helt konkret ikke vil forny to kabler fra Norge til Danmark, hvilket ville have fordyret den grønne omstilling betydeligt.

Danmark kun på 23. pladsen

Modellen er dog ikke uden omkostninger. CFD’erne risikerer at presse business casen for VE-projekter på land, der opererer på markedsvilkår.

Det er problematisk i en tid, hvor vi har akut behov for at udbygge vedvarende energi bredt – og gerne så omkostningseffektivt som muligt.

Statsstøtten kan ende med at blive dyrere for staten end en rettidig elektrificering, der ville have drevet udbygningen naturligt – og uden at skabe skævvridning i markedet.

Derfor er det afgørende, at aftalen følges op af konkret handling. Vi skal fastholde målet om en firedobling af vedvarende energi på land og sikre stabile rammer og incitamenter – ikke mindst til de kommuner, der lægger jord til.

Et kommunalt udviklingsbidrag, som vi tidligere har foreslået sammen med Business Region MidtVest og over 20 borgmestre og regionsrådsformænd, bør indgå i løsningen.

Danmark ligger i dag kun på en 23. plads i Europa, når det gælder elektrificering. Det er for lavt. Potentialet er til gengæld enormt – især inden for varme og industri.

Derfor bør regeringen hurtigst muligt lancere en opdateret elektrificeringsstrategi, der understøtter havvindaftalen og sikrer sammenhæng i indsatsen.

Fjern modstridende incitamenter

Vi må samtidig stoppe med at hæmme elektrificeringen gennem støtte til fossil energi og biomasse.

Det gælder blandt andet afgiftsfritagelser og støtte til afbrænding på kraftvarmeværker – incitamenter, der direkte modarbejder den dagsorden, som regeringen har sat for dagen med det statsstøttede havvindudbud. De bør derfor afvikles hurtigst muligt.

Vi skal også stå fast på den politiske aftale om udfasning af gasfyr i 2035.

Venstres udmelding om at anvende biogas i husholdninger skaber usikkerhed og risikerer at fastholde Europa i afhængighed af russisk gas.

Biogassen bør forbeholdes de sektorer, hvor der ikke findes effektive, elektriske alternativer.

Det nye udbud af havvind er en milepæl på vejen mod et elektrificeret grønt Danmark – og for Europas energiuafhængighed. Men aftalen forpligter til politisk mod og handling. Ellers bliver potentialet ikke realiseret.

Dette debatindlæg er skrevet af Britt Dam og er bragt i Altinget den 5. juni 2025.

By |2025-09-24T09:52:38+01:005. juni 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Havvindaftalen er en milepæl. Her er, hvad vi skal gøre for at høste gevinsterne
Læs mere

Cirkulær omstilling i byggebranchen er afgørende, men lykkes kun med politisk opbakning til nye krav

Bygge- og anlægssektoren står for cirka 30 pct. af Danmarks samlede CO₂-udledning og genererer samtidig 43 pct. af alt affald i landet. Hvis vi skal nå vores klimamål, er en cirkulær omstilling af byggesektoren helt afgørende.

Den gode nyhed er, at dele af branchen allerede er begyndt at løfte opgaven, men der er mange benspænd på vejen til fuld cirkularitet, herunder indhold af skadelige kemikalier og et kludetæppe af lovgivninger, som peger i mange retninger. Samtidig nedriver vi 2-3 mio. eksisterende kvadratmeter hvert år, blot for at bygge 7-8 mio. nye.

I en virkelighed, hvor vi står overfor betydelige udfordringer i form af geopolitisk usikkerhed, ressourceknaphed og stigende klima- og miljøkrav, er der akut brug for at opskalere den cirkulære indsats, og for at tempoet på omstillingen af byggeriet bliver sat gevaldigt i vejret.

Fra cirkulære visioner til cirkulær praksis

Nye regler om selektiv nedrivning er et af flere skridt i den rigtige retning indenfor omstillingen af byggeriet. Her skal eksisterende bygninger ses i et ressourceperspektiv, når man overvejer at transformere, renovere eller rive ned. Det betyder, at materialer skal kortlægges, adskilles og sorteres under nænsom nedtagning, så der kan opnås maksimalt genbrug og cirkularitet.

Dette ligger i tråd med en af de anbefalinger, vi i Rådet for Grøn Omstilling mener, er afgørende for omstillingen. Regeringen bør indføre et ’Bevar eller forklar’ princip, som skal føre til, at nedrivning af vores eksisterende bygningsmasse kun finder sted i de tilfælde, hvor det kan begrundes ud fra sundheds- eller sikkerhedsmæssige årsager.

I det netop offentliggjorte Katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet 2025 præsenterer vi, sammen med flere andre organisationer, denne og en række andre anbefalinger, der kan bane vejen for en mere cirkulær byggebranche.

Kemikalier i bygningsmassen er et benspænd

Mange materialer har potentiale for genbrug og genanvendelse i byggeri, men den helt afgørende faktor er, hvilke kemikalier der er anvendt i materialerne.

Indhold af PFAS og lignende miljø- og sundhedsskadelige kemikalier må man formode vil blive et af de helt store benspænd for muligheden af at gennemføre en reel cirkulær omstilling af byggebranchen. Så hvis vi skal lykkes med at mindske presset på knappe ressourcer, er vi nødt til at gentænke, hvordan vi producerer og bruger byggematerialer.

Det handler ikke blot om at vælge de ‘rigtige’ materialer, men om at holde dem i kredsløb så længe som muligt – ved at genbruge, genanvende og designe til demontering. Beton, mursten, træ og gips har i dag et dokumenteret potentiale for at kunne bruges igen og igen, hvis vi ændrer vores tilgang i byggeriet.

Men det sker ikke af sig selv.

Politiske krav er en mangelvare

Der mangler stadig klare politiske rammer, der forpligter til, og belønner valg af, cirkulære løsninger. Bygningsreglementet skal opdateres, så det understøtter genbrug og ikke spænder ben for innovative løsninger. Udbudskrav i offentligt byggeri bør gå forrest og sætte en ny standard for, hvordan vi tænker materialevalg, dokumentation og fleksibilitet. Og ikke mindst skal affalds- og skattelovgivningen gentænkes, så det bedre kan betale sig at vælge cirkulært.

Men politisk vilje er kun én del af ligningen. Byggebranchen selv har et ansvar for at gå fra pilotprojekter til praksis. Det kræver, at man i alle led af byggeriets værdikæde – fra bygherre til håndværker – tager ejerskab for udviklingen og aktivt efterspørger løsninger, der fremmer ressourceeffektivitet og minimerer spild. Det er muligt, og det sker allerede flere steder, men det skal gøres til normen.

Vejen frem

Rådet for Grøn Omstilling opfordrer derfor til, at Christiansborg tør sætte retningen med klare krav og ambitiøse målsætninger for cirkulært byggeri – og at branchen griber bolden og viser, at en ny byggelogik både er ansvarlig, realistisk og rentabel.

Hvis vi skal nå vores klimamål og sikre en bæredygtig fremtid, er det på høje tid, at både politikere og byggebranchen handler – og handler hurtigt.

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Hjort Mikkelsen og er bragt i Wastetech, Ingeniøren, den 3. juni 2025.

By |2025-06-03T10:06:20+01:003. juni 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Cirkulær omstilling i byggebranchen er afgørende, men lykkes kun med politisk opbakning til nye krav
Læs mere

Danmarks Fiskeriforening skader tilliden til erhvervet

Danmarks Fiskeriforening har længe kørt en hidsig kampagne mod den nødvendige omstilling af fiskeriets negative påvirkning af havbund og klima. Kampagnen har desværre været virkningsfuld og har haft som mål at fritage erhvervet for en CO2-afgift samt modarbejde etableringen af trawlfrie områder, der skal beskytte sårbare havområder.

Men i fiskeriforeningens forsøg på at bevare fiskeriet med bundslæbende redskaber tyer organisationen til argumenter, der er direkte misvisende og forkerte.

For nylig kastede fiskeriforeningens formand, Svend-Erik Andersen, sig ud i et bizart angreb på Danmarks Naturfredningsforenings præsident. Han mente, at det var “ufint at hænge fiskeriet ud og påstå, at fiskeriet er det eneste erhverv, der ikke skal betale CO2-afgift frem imod 2030”. Ligesom han i øvrigt slog på tromme for, at fiskeriet ikke skal beskattes hårdere end landbruget.

Det skal han ikke være bekymret for. For i modsætning til landbruget betaler fiskeriet faktisk så godt som ingenting i grønne afgifter. Hverken for deres klimabelastning. Eller for deres øvrige store miljøpåvirkning. For fiskeriformanden går elegant udenom, at landbruget allerede nu betaler klimaafgifter for deres energiforbrug — ligesom alle andre brancher i øvrigt gør det. Og ligesom fiskeriet også skulle have gjort fra 1. januar.

Når en landmand fylder diesel på traktoren, betaler han klimaafgift. Derudover indføres der afgifter på lavbundsjorde og kalkning af marker fra 2028, og der er allerede truffet beslutning om en afgift på husdyr — som bekendt fra 2030.

Et betydeligt klimaaftryk

For mens landbruget kommer til at skulle betale for deres biologiske udledninger, går fiskeriet fri for at betale for deres afledte klimaudledning. Ud over klimagasudledningen fra det enorme energiforbrug i bundtrawlfiskeriet efterlader erhvervet nemlig også et betydeligt klimaaftryk fra havbundspåvirkningen.

Når bundslæbende redskaber trækkes hen over havbunden, skades økosystemerne, og forstyrrelsen frigiver CO2 fra havbunden, som udledes til atmosfæren. Adskillige internationale studier — herunder et dansk — har konkluderet, at denne klimabelastning er betydelig.

Men fordi forskningen stadig er ung på området, indgår udledningerne fra bundtrawlfiskeriets havbundspåvirkning ikke i de officielle klimaregnskaber — og fiskeriet betaler nul kroner for denne påvirkning.

Samlet set betyder det, at fiskeriet er det eneste erhverv i Danmark, der hverken betaler for deres energiforbrug eller den afledte klimapåvirkning, som i fiskeriets tilfælde kommer fra forstyrrelsen af havbunden, der frigiver CO2 til atmosfæren. Lidt ligesom det udleder klimagasser, når landmanden pløjer jorden.

Et stort katalog af teknologier

Et af Danmarks Fiskeriforenings hovedargumenter for at slippe for en CO2-afgift på deres energiforbrug er, at erhvervet allerede har reduceret sin CO2-udledning siden 1990.

Men sandheden er, at der næsten ikke har været nogen reel omstilling af fiskeriet. Den største årsag til nedgangen i branchens udledninger er strukturel. I perioden 1990 til 2012 er der kommet færre fisk, færre fiskekuttere — og dermed lavere udledninger.

Og kigger man på CO2-udledningen per kilo fanget fisk og skaldyr, er udledningen fra fiskeriet faktisk steget. Fiskerikommissionen har påpeget dette i deres anbefalinger til regeringen om at indføre en CO2-afgift på fiskeriet. Konsekvensen er, at fiskeriet i dag er mere klimaskadeligt per kilo landet fisk og skaldyr, end det var i 1990’erne.

Ikke nok med det, så er fiskeriets samlede udledninger også steget siden 2012 ifølge tal fra Danmarks Statistik og Fiskerikommissionen. Også selvom antallet af kuttere fortsætter med at falde og fiskeriet har modtaget millioner i støttemidler til at nedbringe sine udledninger.

Et andet argument fra fiskeriet er, at der ikke findes alternativer til de store dieselmotorer, og at en afgift derfor ikke vil medføre omstilling. Det er et skørt argument. Der findes masser af skånsomme fiskerimetoder, som ikke anvender energikrævende bundslæbende redskaber. Bundtrawl er ikke den eneste måde at fange fisk på i Danmark.

Der kan omstilles til tejner, langliner og garn, som fiskere har brugt i generationer og har gode erfaringer med i danske farvande. Og bundtrawlfiskeriet kan også godt gøres mindre energikrævende og bæredygtigt — hvis incitamentet er der.

Fiskerikommissionen har varmt anbefalet en CO2-afgift for at understøtte omstillingen og skabe incitament til udvikling af grønne brændstoffer og teknologier, som allerede eksisterer. “Der er et ret stort katalog af forskellige teknologier, som kan implementeres,” lød det blandt andet fra DTU AQUA, der leverede en oversigt over omstillingsmuligheder til Fiskerikommissionen.

Men Danmarks Fiskeriforening afviser dette. Hvis grøn teknologi fordyrer fiskeriet, er det ifølge dem ikke en reel omstillingsmulighed.

Det skader tilliden til fiskeriet

Her misforstår fiskeriforeningen imidlertid selve grundlaget for den grønne omstilling: Formålet er netop at gøre forurening dyrere, så virksomheder, der formår at anvende mindre energi og implementere grøn teknologi, får en konkurrencefordel. Danmarks Fiskeriforening har i årevis modarbejdet klimaomstillingen af fiskerierhvervet – og fører nu en frisk kampagne om erhvervets heroiske klimaindsats med sminkede tal, falske påstande og dårlige argumenter.

Det skader tilliden til fiskeriet og den nødvendige politiske samtale om erhvervets fremtid.

Fiskeriet høster fisk fra fællesskabets farvande – og betaler hverken for retten til at anvende havet, for deres bundpåvirkning og miljøbelastning. Og nu heller ikke for deres CO2-udledninger.

Hvis Fiskeriforeningen vil søge opbakning og samarbejde med den del af civilsamfundet, organisationen ikke deler interesser med — bør de undlade at opføre sig som Bæredygtigt Landbrug med kreative omskrivninger af fiskeriets miljøpåvirkning og modarbejdelse af enhver form for miljø- og klimaregulering.

Det gør intet godt for hverken debatten — og slet ikke for de medlemmer, organisationen repræsenterer.

Fiskeri med bundslæbende redskaber udgør en enorm presfaktor for vores kystnære farvande, fjorde og havbund. Der er masser af allierede at finde for fiskerierhvervet blandt NGO’erne i arbejdet med at omstille fiskeriet. Også med respekt for de fiskere, som står over for store investeringer for at komme over i mere skånsomt fiskeri.

Men hvis Fiskeriforeningen vil vinde opbakning og sympati for deres sag — bør de skrue ned for røverhistorierne, angrebene og den kreative omskrivning af fiskeriets klima- og miljøbelastning. For den metode gavner ingen. Særligt ikke de fiskere, som Fiskeriforeningen repræsenterer.

Dette debatindlæg er skrevet af Jeppe Juul, Lars Rasmussen fra Danmarks Sportsfiskerforbund, Christian Fromberg fra Greenpeace & Jens Anton Klinken fra Danmark Naturfredningsforening og er bragt i Altinget den 26. maj.

By |2025-05-26T07:59:00+01:0026. maj 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Danmarks Fiskeriforening skader tilliden til erhvervet
Læs mere

Hvem er det, der fører umoden klimapolitik?

Klima- og energiminister Lars Aagaard lovede at lytte, da han forleden deltog i Informations store debatmøde om klimaloven. Han endte dog i sædvanlig stil med at belære sine forestillede modstandere om, at de er umodne.

»Hvis man kun snakker om mål, og man ikke snakker om midler, så bliver det en let omgang i min verden«, sagde han og lod forstå, at det er for let, hvis man bare foreslår en 90 procent reduktion af drivhusgasudledningerne i 2035.

Jeg er helt enig i, at det er vigtigt med både mål og midler. Så lad os bare komme længere frem i modenhedsbussen. Hvis vi skal respektere klimavidenskaben, skal ambitionerne i klimapolitikken hæves markant.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi fremlagt en samlet klima- og energiplan, der kan sikre en 90 procent reduktion i 2035 og bringe Danmark til netto-nul i 2040. Vi har regnet på alle midlerne, og planen er ikke væsentligt dyrere, end hvad der ligger i regeringens egen klimapolitik. Vi kan ovenikøbet spare over 200 millioner ton CO₂ mere frem mod 2040, hvilket har høj værdi i forhold til klimakrisen.

Det er en økonomisk overskudsforretning at sætte endnu mere fart på elektrificeringen af transporten, industrien og varmesektoren samt at opstille meget mere sol- og vindenergi og flere varmepumper i et højere tempo, end regeringen lægger op til. Og ja, der er også behov for en dybere strukturel omstilling til mere plantebaseret landbrug og endnu mere skovrejsning, end trepartsaftalen lægger op til. Og via investeringer i nye power-to-x-anlæg kan Danmark fremstille rene e-fuels, som vores internationale sø- og luftfart har brug for. Det kunne være spændende, hvis Lars Aagaard lyttede lidt.

Regeringen forsinker den grønne omstilling

Regeringens Klimafremskrivning 2025 vurderer, at Danmark når klimalovens mål om at reducere de nationale emissioner med 70 procent i 2030. Det er en dejlig nyhed, der er værd at fejre for ministeren, regeringen og alle de partier, der har arbejdet hårdt for at barbere udledningerne ned. Det er vigtigt at levere på løfterne. Men vi skal meget videre.

Det globale karbonbudget er halveret, siden klimaloven blev indgået i 2019, og Danmarks andel af karbonbudgettet løber ud allerede i 2029. I det lys vil det være direkte uansvarligt at sætte et lavere klimamål for 2035 end mindst 90 procents reduktion. Hvornår erkender Aagaard det?

Den grønne omstilling bør speedes op. Der er mange virkemidler til rådighed. Knap 80 procent af salget af nye biler er nu elbiler, så hvorfor tøver regeringen stadig med at sætte en snarlig slutdato for salget af nye fossilbiler?

Og hvad med den massive afbrænding af de træer, der burde suge CO₂ ud af atmosfæren? Aagaard og regeringen har intet gjort ved de meget store udledninger på cirka 15 millioner ton CO₂ om året, der stammer fra afbrænding af træer på danske kraftværker. Man giver ovenikøbet betydelig statsstøtte til den klimaskadelige praksis, plus over otte milliarder kroner til at støtte CO₂-fangst på Ørsteds biomasseværker. Værre er, at disse støtteordninger forsinker elektrificeringen af varmesektoren, og dermed forringes business casen for udviklere, der vil stille mere sol- og vindenergi op.

Hvornår vågner Aagaard op til dåd og viser et elektrisk lederskab?

Regeringen har heller ikke givet et konkret bud på, hvordan man vil tage ansvar for Danmarks globale klimaaftryk. Det nytter ikke længere at sende aben videre. Det er vigtigt at få adresseret dette, når klimamålet for 2035 og 2040 skal fastlægges.

Statsstøtten klattes væk på usikre initiativer

Lars Aagaard ønsker som princip en mere »moden« klimapolitik, men hvorfor bruger han og regeringen så allerflest penge på de absolut mest umodne og usikre teknologier som 38 milliarder kroner på CO₂-fangst, ti milliarder kroner på pyrolyse og foreløbig op til 18 milliarder kroner på brinteksport til Tyskland? Og hvorfor bruger man i dette årti 30 milliarder kroner i statsstøtte på biogas, så det forvrider energimarkedet?

I Rådet for Grøn Omstilling ønsker vi en omkostningseffektiv omstilling, men regeringen praktiserer desværre ikke dette princip så meget. Klimarådet har peget på, at der er høj risiko for, at CO₂-fangst og pyrolyse ikke leverer så meget, som regeringen har satset på. Faktisk vælger regeringen her håb som strategi mere end en moden og realistisk klimapolitik.

Det ville være værre, hvis regeringen helt hoppede på Liberal Alliances og De Konservatives ønske om at satse på atomkraft i Danmark, for i dag er kernekraften den absolut dyreste energi, og de små modulære a-kraftværker er endnu dyrere og ligger endnu længere ude i fremtiden.

Fokusér på de billigste, modne teknologier som sol- og vindenergi, der bør skaleres hurtigere op i stedet for at klatte skattekronerne af på stadig usikre teknologier som CO₂-fangst og pyrolyse. Investér i energinettet, varmelagre, batterier, vandkraft og geotermi.

I energipolitikken går det ikke så godt med resultaterne. Regeringens nye klimafremskrivning skønner, at mængden af sol- og vindenergi kun øges med 2,7 gange frem mod 2030 og ikke med fire gange, der ellers var målet. Danmark er en stolt vindmøllenation, men selv om Aagaard har det privilegium at være minister i en flertalsregering, har man ført stop-and-go-politik, der forsinker udbygningen af land- og havvind. I 2030 risikerer Danmark nu at blive nettoimportør af strøm fra udlandet frem for at blive nettoeksportør.

Genstart det danske vindeventyr

Danmark har ellers alle forudsætninger for at blive selvforsynende med ren og billig grøn strøm i 2030, men i vindenergipolitikken er regeringen dumpet, fordi man har ført en zigzag-kurs. I stedet for at accelerere udbygningen med havvind, har man lavet fejlslagne udbud og smækket den åbne dør i, der måske havde kunnet skaffe over 23 gigawatt ny havvind.

Det er fornuftigt, at energiøerne ved Bornholm og i Nordsøen er sat på pause, da der findes andre og billigere måder at udbygge havvinden på. Regeringen brygger nu på et nyt udbud for havvind, og denne gang vil man give en prisgaranti og et støtteloft på op til 62 milliarder kroner, hvis selskaberne bygger 3 GW havvind frem mod 2032/33. Det er positivt, at man endelig erkender, at havvinden også har brug for en hjælpende hånd fra statens side. Men det nye udbud lægger desværre op til langt mindre havvind, end de 9-13 gigawatt man stillede danskerne i udsigt for blot et par år siden. Kan vi ikke gøre det bedre?

Vi bør genstarte det danske vindeventyr og sætte ekstra turbo på omstillingen væk fra de fossile brændsler. I det lys er det ærgerligt, at Lars Aagaard og Klimaministeriet bruger så meget tid på dyre og umodne teknologier frem for benhårdt at fokusere på at elektrificere alle sektorer.

Elektrificeringen er, som man kan se i Klimafremskrivningen, gået helt i stå. Så hvorfor render ministeren rundt og sår tvivl om, at husholdningerne skal udfase deres gasfyr senest i 2035, som der ellers er aftalt i et bredt forlig? Nu forudser regeringen, at der vil være 268.000 af dem i husholdningerne i 2030 og hele 117.000 tilbage i 2035. Så gør noget ved det.

Overfør gerne nogle af de ubrugte 13 milliarder kroner til biogas, og giv ekstra støtte til borgerne i landdistrikterne, så de kan få råd til at udskifte deres gasfyr med energieffektive varmepumper. I bør også snart ændre de afgifter og nettariffer, der i dag gør grøn strøm dyrere end fossil gas. Tag endelig fat, Lars Aagaard. Der findes så mange gode og modne grønne løsninger.

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller, og er bragt i Dagbladet Information den 9. maj 2025. 

By |2025-05-09T07:59:02+01:009. maj 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Hvem er det, der fører umoden klimapolitik?
Læs mere

Boligejere efterlades i kulden uden klare svar

Beslutningen skal træffes, fordi et flertal af folketingets partier i sommeren 2022 indgik en politisk aftale, som reaktion på Ruslands invasion i Ukraine, der sendte energipriserne på himmelflugt. I aftalen er der nedfældet en ambition om, at ingen boliger i Danmark skal opvarmes med gas fra 2035.

Som følge af aftalen meldte regeringen ud, at man ”kommer til at udrulle fjernvarme i et omfang og hastighed, som vi ikke har set tidligere i det her land”.

Det arbejde er i fuld gang ude i kommunerne, og hundredtusindvis af danskere med gasfyr skal derfor i den kommende tid tage stilling til, om de vil have en kollektiv løsning i form af fjernvarme, eller de hellere vil investere i en varmepumpe til deres eget hus. Det er en beslutning med stor privatøkonomisk betydning og en beslutning, som på grund af aftalen om udrulning af fjernvarme, ikke kan udskydes.

Derfor er det også ærgerligt, at regeringen ikke længere er så klar i mælet, når snakken falder på udfasning af gas. For nylig udtalte klima– og energiminister Lars Aagaard (M) for eksempel i forbindelse med, at borgerne i Faxe Ladeplads skulle tage stilling til udrulning af fjernvarme, at ”Fjernvarme skal udrulles dér, hvor det giver mening, og vi skal også huske, at gassen herhjemme snart er helt grøn. I den situation er det set med klimabriller ikke så vigtigt, om varmen kommer fra fjernvarme, en varmepumpe eller grøn gas.”

Det er en udtalelse med uheldige implikationer. Dels vil den grønne gas være en mangelvare i EU i mange år endnu, og bør derfor kun anvendes der, hvor andre løsninger ikke er mulige. Brug af gas i Danmark, hvor der er grønne alternativer til opvarmningen, øger Europas energiafhængighed af Rusland, USA og andre lande, og er derfor sikkerhedspolitisk det stik modsatte af, hvad vi bør gøre.

Og dels kan gaspriserne meget vel stige igen, hvorfor det giver bedre mening for forbrugerne at komme over på en mere sikker og stabil forsyning.

Desuden er det ikke i overensstemmelse med, hvad der står i den politiske aftale fra 2022, og de skiftende udmeldinger fra regeringen stiller forbrugerne i en svær situation, når de skal vælge fremtidens varmekilde.

Skal de forholde sig til, at der vil blive lukket for gassen i 2035, som et bredt flertal af folketingets partier har vedtaget og meldt ud – og dermed ”nøjes” med at vælge mellem fjernvarme og varmepumpe? Eller skal de lægge Lars Aagaards seneste udmeldinger til grund, hvor der lægges op til, at de måske, måske ikke også kan fyre med biogas i gasfyr?

Når man laver en politisk aftale, der betyder, at danske forbrugere skal træffe en privatøkonomisk beslutning til flere hundrede tusinde kroner og med en løbetid på rigtig mange år, bør man selvfølgelig give helt klar besked om, hvad de reelle valgmuligheder er.

En kontrolleret nedlukning af gasnettet til boligopvarmning vil også give klarhed for de tilbageværende virksomheder, som fortsat benytter gas i 2035, om hvor længe de kan regne med gasnettet.

Derfor opfordrer vi regeringen til at kommunikere klart og tydeligt til danskerne om, hvorvidt det fortsat er målet, at ingen boliger i Danmark skal opvarmes med gas efter 2035 og lave en konkret plan for, hvordan det kan ske.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller, direktør i RGO. Winni Grosbøl, direktør i Forbrugerrådet Tænk. Ulrich Bang, vicedirektør i Dansk Erhverv. Nicolai Siegumfeldt, underdirektør i Tekniq. Kim Holst, direktør i Branchehuset og Rune Moesgaard, afdelingschef i Dansk Fjernvarme og Maj Baltzarsen, udviklingschef i Tænketanken Brundtland. Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark den 25. april.

By |2025-04-25T13:44:44+01:0025. april 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Boligejere efterlades i kulden uden klare svar
Læs mere

En grøn trepart uden kemikaliefokus redder ikke havmiljøet

Jeg vil gerne starte med at anerkende, hvor positivt det er, at regeringen har taget skridt til at rette op på vores havmiljø, med initiativer som den grønne trepart og udpegning af beskyttede havområder. Men regeringens indsats glemmer i høj grad at tage højde for kemikalier i havet, hvilket er helt afgørende, hvis vi reelt skal vende udviklingen og sikre et sundt og bæredygtigt havmiljø.

Selvom trepartens kvælstofindsats er et vigtigt skridt på vejen i forhold til målopfyldelsen af EU’s Vandrammedirektiv, så er treparten helt blottet for indsatser, der kan sikre god kemisk tilstand i havet – som også er en del af målopfyldelsen af Vandrammedirektivet. Kemikalieudledninger, som for eksempel pesticider, tungmetaller og PFAS, forbliver et akut problem, der ikke får den opmærksomhed, det fortjener.

Miljøfarlige kemikalier bliver negligeret

De primære indsatser på området omfatter fortsat indsamling af viden om stoffernes miljøeffekter, samt hvor og i hvor store mængder de udledes. Dette skal ses i lyset af, at det er 25 år siden, at Vandrammedirektivet blev vedtaget, og med kun to år til deadline for målopfyldelse. Det er selvsagt absolut nødvendigt med et grundigt vidensgrundlag, men man skal også handle på den viden, man får.

Allerede i 2017 udgav Miljøstyrelsen en rapport med formålet at undersøge perkolat fra seks lossepladser. Her blev der blandt andet påvist PFAS-koncentrationer op til 1230 gange over det marine vandkvalitetskrav. Alligevel tegner lossepladser sig i dag som en af de brancher med størst PFAS-udledning til vandmiljøet.

Der tegner sig et billede af, at de miljøfarlige kemikalier, som gennem årtier har opbygget sig i havets økosystemer, bliver negligeret i de indsatser, der igangsættes på havområdet. Indsatser for kvælstofreduktion er afgørende, men kan ikke stå alene i forsøget på at bringe havet tilbage til god miljøtilstand. Der er et akut behov for, at vi – på linje med kvælstofreduktioner – begynder at fokusere på kemikaliereduktioner.

Og EU’s nye krav i Byspildevandsdirektivet kan ikke stå alene. Danmark skal tage selvstændige initiativer på området, og her er nogle af vores helt store ønsker i Rådet for Grøn Omstilling et fokus på udledningen fra deponier, overløb af urenset spildevand samt landbrugets brug af pesticider.

Kvælstofindsatsen er forsinket og utilstrækkelig

Når det kommer til kvælstof, er vi i Rådet for Grøn Omstilling bekymrede over den meget langsomme implementering af den grønne trepart og den tid, det allerede har taget at få iværksat konkrete handlinger. Aftalen om kvælstofreduktion var endda allerede forsinket, da den blev indgået.

Desuden er der flere grundlæggende problemer med kvælstofindsatsen, der er fastsat i treparten. Opgørelsen af, hvor stor en reduktion i kvælstofudledninger der kræves, er ifølge forskere sat for lavt og afspejler ikke virkeligheden. Man har også politisk lagt sig fast på kvælstofmål, som kun giver 50 procent chance for, at havmiljøet faktisk kommer i god tilstand. Man må jo tænke, at målene er skruet ned for at imødekomme politiske og erhvervsmæssige hensyn i stedet for at have fuldt fokus på den absolut nødvendige og lovpligtige opgave: at genoprette havmiljøet.

Hvis vi virkelig ønsker at opnå en sund havnatur, kan vi ikke fortsætte med at basere vores indsats på kvælstofmål, der ikke afspejler virkeligheden, samt frivillige indsatser, som historien har vist ikke virker i praksis. Vi har brug for en opdateret og mere ambitiøs tilgang, der afspejler havets reelle behov.

Miljøet betaler prisen, når erhvervslivet favoriseres

Danmark bør sætte alle sejl ind for et renere havmiljø. For at opnå det må politikerne være villige til at sætte mål, der med sikkerhed vil bringe havet i god tilstand. Derfor bør vi fokusere mindre på at få tallene til at gå op på papiret, så der kan minimumsimplementeres, og mere på at gøre det, der skal til.

Det betyder endnu flere konkrete tiltag, der medfører en lavere kemisk belastning af havmiljøet, reducerer kvælstofudledningerne effektivt, og som samtidig ikke bliver forsinket af politiske eller økonomiske hensyn. Vi skal prioritere naturen på linje med, hvordan vi prioriterer erhvervslivet. Det er på høje tid, at vi får en langsigtet, målrettet indsats – også for kemikalier – så vi kan sikre et hav, der trives på alle niveauer.

Regeringens nuværende kurs er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men når ministeren udtaler, at treparten vil “få livet tilbage i havet”, så er det ikke helt korrekt. Det er vigtigt, at ministeriet anerkender, at der er langt flere udfordringer på vejen mod et rent hav. Særligt har vi en overset udfordring med en ukontrolleret udledning af skadelige kemikalier til vores vandmiljø.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 22. april 2025 og er skrevet af Lone Mikkelsen.

By |2025-04-22T08:19:01+01:0022. april 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til En grøn trepart uden kemikaliefokus redder ikke havmiljøet
Læs mere

VE-alliancen: Giv medvind til de kommuner, der går forrest i den grønne omstilling

Vi skal glæde os over, at en række kommuner faktisk går forrest i den grønne omstilling og lægger sig i selen for at øge produktionen af grøn strøm fra vindmøller og solceller til gavn for klimaet og hele vores samfund. Det er nemlig ikke en selvfølge

De senere år har blotlagt risiciene ved at være for afhængig af andre landes energi, og samtidig har højere energipriser sat europæiske og danske virksomheder bagud i konkurrencen med blandt andet Kina og USA.

Produktionen af grøn strøm er ikke jævnt fordelt ud over det danske landskab – langt fra. Faktisk kommer strømmen fra vindmøller og solceller fra relativt få kommuner i de danske landdistrikter.

Det er kommuner, der går forrest og stiller areal til rådighed, så borgere og virksomheder kan få billig og grøn strøm, der gavner klimaet og styrker vores forsyningssikkerhed og konkurrenceevne. Der er tale om helt afgørende investeringer i den grønne omstilling, som der er grund til at værdsætte.

Derfor bakkede vi i Alliancen for vedvarende energi også fuldtonet op, da regeringen i sommer fremlagde sit landdistriktsudspil, hvori det fremgik, at der skal gives en økonomisk gulerod til de kommuner, der tager ansvaret på sig. Konkret foreslog regeringen, at der skulle prioriteres 2 milliarder kroner til at sikre, at de kommuner, som går forrest i den grønne omstilling, får en større økonomisk gevinst, når de løfter ansvaret med at opstille solceller og vindmøller.

Det er sund fornuft og fair, at dem, der gør en ekstra indsats, får en belønning. Men i dag er virkeligheden faktisk stik modsat, når det kommer til de kommunale skatteindtægter fra vedvarende energi.

På grund af udligningsordningen risikerer de kommunale indtægter nemlig at rykke fra Lolland til Nordsjælland, når der opsættes vedvarende energi på Lolland. Det skyldes, at landdistriktskommunerne bliver modregnet i indtægterne gennem udligningsordningen. Bundlinjen er desværre, at kommunernes økonomiske incitament til at bygge sol- og vindenergi bliver reduceret – til skade for os alle.

Netop det vil regeringen adressere, da en del af det kommunale bloktilskud med forslaget bliver målrettet de kommuner, der sætter mest vedvarende energi op. Problemet er bare, at der desværre ikke er sket meget, siden regeringens forslag blev lanceret i august, og der er endnu ikke blevet præsenteret konkrete tanker om, hvordan ordningen skal indrettes – eller udmøntes for den sags skyld.

Selvfølgelig har kommunerne forskellige forudsætninger for at give plads til vedvarende energi fra vindmøller og solceller, fordi både vind- og pladsforhold er forskellige fra kommune til kommune. Men faktum er, at strømforbruget er markant forskelligt og størst i de kommuner, der har høj befolkningstæthed og mange virksomheder og langt mindre i de kommuner, der faktisk producerer strømmen, fordi de har solcelle- og vindmølleparkerne liggende.

Indsatsen fra landdistriktskommunerne skal værdsættes. Deres opstilling af solceller og vindmøller er afgørende for indfrielsen af vores mål for den grønne omstilling, for energiuafhængighed og for lavere energiomkostninger til gavn for konkurrencekraften.

I Alliancen for vedvarende energi vil vi derfor opfordre til, at myndighederne hurtigst muligt kommer i arbejdstøjet og får udmøntningen af ordningen på plads. Det vil give kommunerne klarhed over, hvad de kan forvente – en klarhed, der er nødvendig, hvis vi skal have accelereret opstillingen af vedvarende energi på land og nå vores ambitiøse mål.

Debatindlægget er bragt i AvisenDanmark den 6. april 2025 og er skrevet af: Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling. Eva Larsen, Head of Public Affairs Nordics, Vestas. Joachim Steenstrup, Global Head of External Affairs & Strategy, Eurowind Energy. Jakob Bundgaard, CEO, NRGi Renewables. Lise Borup Skov, direktør for Stakeholder Relations, Norlys. Mathias Aarup Berg, Head of Regulatory Affairs, European Energy. Andreas Nøhr Vestergaard, Head of Public Affairs, Momentum Energy Group. Troels Ranis, vicedirektør, Dansk Industri. Camilla Holbech, direktør for vedvarende energi, PtX og internationalt samarbejde, Green Power Denmark. Nicolai Zarganis, strategichef, Andel. Flemming Nør-Pedersen, viceadm. direktør, Landbrug & Fødevarer. Ulrich Bang, vicedirektør, Dansk Erhverv.

By |2025-04-11T09:23:31+01:0011. april 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til VE-alliancen: Giv medvind til de kommuner, der går forrest i den grønne omstilling
Læs mere

Klima- og dyreorganisationer: Der er en glemt drivhusgas, som Danmark skal tage ansvar for

Hvis vi skal bremse den globale opvarmning, må Danmark tage ansvar for sine metanudledninger. En grøn omstilling af landbruget og et mere plantebaseret forbrug er afgørende for at opnå hurtige klimafremskridt, skriver syv klima- og dyreorganisationer.

Hvis det skal lykkes at bremse den globale opvarmning, kan vi ikke fortsætte med at ignorere den kraftige drivhusgas metan.

Der er brug for en dansk plan for at reducere metanudledning, og det kræver en seriøs omstilling til et mere plantebaseret landbrug.

Da kalenderen 1. januar skiftede til 2025, stod det klart, at 2024 blev det varmeste år, der nogensinde er målt. Beregninger viste 1,6 grader over gennemsnitstemperaturen i industrialiseringen.

Dermed oversteg vi Parisaftalens mål om en maksimal stigning på 1,5 grader. Aftalens målsætning er dog stadig “i live”, idet temperaturstigningen opgøres som et gennemsnit over flere år.

Men de høje temperaturer i 2024 understreger, at vi har travlt. Og derfor bliver vi nødt til at blive skarpere på, hvilken klimapolitik der hurtigst vil have den største effekt.

Og her bliver det særligt relevant at se på opvarmningseffekten af de forskellige drivhusgasser, hvor den kraftige, men kortlivede drivhusgas metan har en markant større opvarmningseffekt end CO2 på kort sigt.

Beslutningstagere får det rigtige grundlag

Metan er kun i atmosfæren i cirka 12-15 år. Derfor gør det en stor forskel, om man udregner drivhusgaspotentialet for netop denne drivhusgas over en 20-årig eller 100-årig periode.

Drivhuspotentialet beskriver den samlede opvarmningseffekt forårsaget af den øjeblikkelige udledning over hele den valgte periode.

Mere konkret vil det sige, at et ton metan over 100 år har en opvarmningseffekt svarende til 28 tons CO2, mens et ton metan over 20 år har en opvarmningseffekt svarende til 84 tons CO2.

Metan opvarmer dermed planeten over 80 gange mere end CO2 over en 20-årig periode.

Det er derfor et problem, at det kun er drivhuspotentialet, udregnet over en 100-årig periode, der medtages i beslutningsprocesserne i dag.

Beslutningstagerne bør inddrage drivhusgaspotentialet udregnet over en 20-årig periode på lige fod med det 100-årige perspektiv – for bedre at kunne træffe beslutninger, der vil have en ”hurtig effekt” på den globale opvarmning.

Det er nødvendigt at have fokus på at opnå markante effekter på den korte bane, da temperaturstigningen ellers vil resultere i irreversible ændringer og skade planetens livsunderstøttende systemer.

Ved stigende temperaturer risikerer blandt andet den atlantiske havstrøm at kollapse, og den vestantarktiske indlandsis vil smelte uigenkaldeligt, så vi vil opleve kraftige havvandsstigninger. Vi bør derfor hurtigst muligt sætte alle sejl til for at mindske den globale opvarmning.

Ved inddragelsen af det 20-årige perspektiv vil det blive tydeligt, hvor stor en effekt metanudledninger har på den globale opvarmning på kort sigt – og dermed også, hvor stor en effekt reduktioner i metanudledningerne vil få på den globale opvarmning.

Det vil samtidig give beslutningstagerne det rigtige grundlag for at træffe de nødvendige beslutninger.

Landbruget er den største udleder af metan

I Danmark står landbruget for cirka 80 procent af metanudledningerne.

Som et intensivt landbrugsland bør vi i langt højere grad tage ansvar for vores udledninger.

Husdyrproduktionen står for stort set alle udledningerne, hvor 62 procent af udledningerne stammer fra fordøjelsesprocessen i drøvtyggere, og 38 procent stammer fra husdyrgødning.

Hvis vi vil reducere vores metanudledninger markant, kommer vi derfor ikke uden om, at der skal ske signifikante reduktioner i landbrugssektoren.

Det vil kræve en transformation af landbruget, hvor vi bevæger os over til øget produktion af grøntsager, korn og bælgfrugter til mennesker.

Aftalen om implementering af et Grønt Danmark kan blive et vigtigt skridt i retning mod et landbrug med en mindre klimapåvirkning gennem CO2-afgiften og arealudtagning.

Hvis vi lykkes med implementeringen af alle elementerne i aftalen, vil Danmark potentielt reducere sine metanudledninger med cirka 25 procent i 2030 i forhold til 2020, og med 30 procent i 2035.

Aftalen kan give betydelige reduktioner i landbruget, hvis den implementeres efter hensigten. Men det er langt fra nok, og der er nogle betydelige knaster i valget af klimavirkemidler.

Det globale metanløfte kræver en dansk handlingsplan

Danmark har sammen med EU underskrevet det globale metanløfte, Global Methane Pledge, om at reducere metanudledningerne globalt med 30 procent i 2030 i forhold til 2020.

Hvis det løfte skal holdes, kræver det, at de 159 lande, som har tilsluttet sig løftet, samt Kina, der har en særaftale, reducerer deres udledninger med 40-45 procent.

Danmark har med den grønne trepartsaftale taget førertrøjen på i forhold til mange andre lande, når det kommer til metanreduktioner.

Det er positivt, at Danmark viser vejen fremad, men vi skal gøre endnu mere. Som et intensivt landbrugsland bør vi i langt højere grad tage ansvar for vores udledninger – både på kort og på langt sigt.

Vi mener, at Danmark bør sætte et mål om at reducere de danske metanudledninger med mindst 40-45 procent i 2035 i forhold til 2020-niveauet. Det er nødvendigt for at bidrage med vores andel af det globale metanløfte samt til efterlevelse af Paris-aftalen.

Det kræver nemlig metanreduktioner på 30-60 procent globalt i 2030 i forhold til 2020-niveauet for at holde temperaturstigningen under 1,5  grader.

Det er dog ikke nok, at Danmark “bare” sætter et ambitiøst mål. Vi skal også vise vejen til at nå det mål med konkrete handlinger. Regeringen bør derfor lave en plan for metanreduktioner, der viser vejene til at realisere målet.

Omlægning af både landbrugsproduktion og forbrug er afgørende

I transformationen af landbruget er det vigtigt, at vi ikke stirrer os blinde på metanudledningerne, men også har biodiversiteten og dyrevelfærden for øje.

Det kræver, at vi bevæger os væk fra den omfattende industrielle animalske produktion og i retning af en større plantebaseret fødevareproduktion.

Samtidig er det afgørende for omstillingens succes, at den danske befolkning i højere grad griber ud efter plantebøfferne.

Vi bliver dermed nødt til at adressere antallet af dyr i landbruget og ikke blot gøre det enkelte dyr mere klimaeffektivt – med eksempelvis tilskud til fodertilsætningsstoffet Bovaer, der risikerer at holde køerne på stald frem for, at de kommer på græs – eller ved at intensivere griseproduktionen yderligere.

Det giver dårligere dyrevelfærd, og det skal vi væk fra. Gennem en forandret fødevareproduktion vil vi kunne opnå en hurtig og positiv effekt på klimaet.

Samtidig er det afgørende for omstillingens succes, at den danske befolkning i højere grad griber ud efter plantebøfferne, bønnerne og grønkålen frem for det hakkede oksekød, når de handler ind til aftensmaden.

Forbliver forbruget som i dag, risikerer vi, at klimaaftrykket fra vores animalske forbrug ender samme sted som vores tøjforbrug – vi sender det videre til andre lande. Samtidig er mange landmænd villige til at omlægge produktionen, hvis blot der er sikkerhed for afsætning – for eksempel på bælgfrugterne.

Kommunale køkkener, supermarkeder og politikere bør derfor gå forrest og gøre det mere tilgængeligt for befolkningen at spise flere bælgfrugter og grøntsager. Er kantinens spinatlasagne lækker, er der større chance for, at den bliver serveret ved middagsbordet derhjemme.

Desuden skal vi investere mere i at udvikle afgrøder og produkter, der kan eksporteres til resten af verden. For allerede i dag eksporterer vi størstedelen af vores produktion. Så derfor er der brug for indsatser og løsninger, som bidrager til at omstille forbruget – både nationalt og globalt.

Nu skal vi i arbejdstøjet – både for at sikre, at implementeringen af trepartsaftalen lykkes, så de metanreduktioner, der er fremskrevet, rent faktisk bliver realiseret.

Men vi må også lave en plan for, hvordan vi reducerer metanudledningerne fra landbruget yderligere, for hurtigt at begrænse den globale opvarmning.

Det gør vi ved at omstille landbruget til i langt højere grad at producere plantemad til mennesker.

Dette debatindlæg er skrevet af Lærke Kjærbye-Thygesen, projektmedarbejder, Rådet for Grøn Omstilling, Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, natur og skov, Greenpeace, Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening, Mette Gervin Damsgaard, politisk chef, World Animal Protection Danmark, Flemming Dengsø Nielsen, økonom, Dyrenes Beskyttelse, Anna Bak Jäpelt, landbrugspolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening og Frederik Sandby, sekretariatsleder, Klimabevægelsen, og blevet bragt i Altinget den 10. april 2025

By |2025-04-11T08:34:55+01:0010. april 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klima- og dyreorganisationer: Der er en glemt drivhusgas, som Danmark skal tage ansvar for
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top