Brintboblen er på bristepunktet. Hvornår dæmrer det for vores politikere?

Vores folkevalgte skal huske den sunde fornuft, når lobbyister angler efter milliarder til brintrør med ekstremt tvivlsomme forretningsplaner

Vi har brug for en omkostningseffektiv grøn omstilling i Danmark, men desværre spilder politikerne alt for mange statsstøttekroner på nye prestigeprojekter, hvor klimaeffekten er meget tvivlsom, og hvor der findes bedre og billigere alternativer.

Et godt eksempel er, at bredt flertal i Folketinget har besluttet sætte 15,7 milliarder kroner af skatteydernes penge på højkant til et brintrør til Tyskland.

I denne sag har man lyttet alt for meget til industrilobbyisterne i blandt andet Copenhagen Infrastructure Partners, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Green Power Denmark, der længe har presset på for lånegarantier og støtte fra statskassen.

Baggrunden er, at der ikke findes markedsoperatører, som på rene markedsvilkår vil lægge hånden på kogepladen i forhold til brintrøret.

Forliget betyder, at Energinet kan få et statsgaranteret lån på 7,4 milliarder kroner til at få bygge den første del af brintrøret, og oveni er staten villig til at give helt op til 8,3 milliarder kroner i et driftstilskud.

Regeringen har sammen med SF, Konservative, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet store forhåbninger til aftalen. De vil have ’snebolden til at rulle for brint’, og at brinten kan ’gøre Europa grønt og uafhængigt af Putins gas og Mellemøstens olie’, og at ’brintrøret til Tyskland er en nøglefaktor for Danmarks mulighed for at producere og levere grøn energi til det europæiske fællesskab’ og mere grøn brint vil ’styrke Europas forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.’

For optimistisk fremskrivning

Formålene om at gøre Europa uafhængig af fossil import og at levere grøn energi til vores nabolande er ædle, men beslutningen mangler i virkeligheden et solidt økonomisk og energimæssigt fundament.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi i et nyt notat lavet en grundig analyse af de økonomiske, teknologiske og fysiske udfordringer ved brinteksport, og vores klare anbefaling er på den baggrund, at politikerne bør trykke på bremsen og genbesøge beslutningen.

Brintrøret til Tyskland er et dyrt og risikabelt eksperiment, hvor pengene kan bruges mere omkostningseffektivt og med større klimaeffekt til andre formål. Det er meget tvivlsomt, at der kan skabes en robust business case for eksport af grøn brint til Tyskland.

I dag er det kun 1 procent af over 1600 potentielle grønne brintprojekter, der er kommet videre til en reel investeringsbeslutning. Årsagen er for høj pris, og derfor er der så få virksomheder, der står klar til at aftage den grønne brint. Er de afhængige af brint, som f.eks. kemiindustrien, vil det i mange år frem være økonomisk fordelagtigt for dem at købe fossil brint. Den fossile brint er 3 til 4 gange billigere end grøn brint, der koster mellem 5,3 til 13,5 euro/kg.

I fremtiden vil prisen på grøn brint næppe falde så meget, som tilhængerne håber på. Det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA, har sagt, at prisen på grøn brint kan drives helt ned under 2 euro/kg i 2030, og blive 1 euro/kg i 2040, men intet tyder på, at deres antagelser om teknologiens læringskurve og prisfald holder.

Bloomberg/NEF har fremlagt nye analyser, der vurderer, at prisen i de næste årtier vil være en del højere end IRENA´s skøn, og energieksperten Michael Barnard anslår, at prisen for grøn brint i 2050 stadig vil ligge på op til 7,6 euro/kg.

En af forklaringerne er blandt andet, at systemomkostningerne til elektrolyse – ifølge Bloomberg/NEF – frem mod 2050 vil være op over seks gange højere end, hvad IRENA tidligere har skønnet. Den danske Energistyrelse bør tage bestik af de nye og mere realistiske vurderinger, men i dag har man stadig en ekstremt optimistisk fremskrivning på både pris og efterspørgsel, der næppe holder.

Ambitiøse planer

De europæiske systemoperatører har lavet alt for urealistiske fremskrivninger for fremtidens brintforbrug, og Kommissionen har lagt ambitiøse planer for opbygningen af en brint-infrastruktur med titusinder af kilometer rørledninger i EU.

Men en grundig gennemgang af forudsætningerne, som RGO har lavet, viser, at der næppe kommer den høje efterspørgsel efter brint i EU, som Kommissionen drømmer om.

Deres prognoser – hvor man blandt andet medregner et betydeligt forbrug af brint til varmeforsyningen og i den tunge vejtransport, hvor det vil være langt billigere og mere konkurrencedygtigt at lave en direkte elektrificering – bør nedjusteres væsentligt.

Kommissionen er da også blevet kritiseret af den europæiske revisionsret for ikke at have lavet en reel impact assessment, som man plejer at gøre ved store lovpakker.

Der er flere andre fundamentale problemer, som beslutningstagerne ikke har taget højde for. Og en del af det hænger sammen med fysikkens love.

Brint er verdens mindste molekyle, og selv om dets kalorieindhold er tre gange højere end i fossil gas per kilo, er brintens energiindhold per volumenenhed tre gange mindre end naturgas ved atmosfærisk tryk. For at få den samme mængde energi ud af det, skal man transportere og opbevare tre gange så stor volumen brint, som hvis det var naturgas.

Samtidig skal man bruge en del ekstra energi til at komprimere den. Det er tre gange så energikrævende at transportere brint som gas. Over en 30 års periode risikerer man ifølge energieksperten Paul Martin fra Spitfire Research mindst at tabe 10 gange så meget energi ved at transportere brint over lange afstande, som hvis man sender grøn strøm gennem højspændingsledninger. Det vil alt andet lige påvirke prisen.

Eller sagt med andre ord: Hvorfor skal vi i EU opbygge to parallelle energiinfrastrukturer – dels et elnet med stærkere transmissionsledninger og dels tusindvis af kilometer af brintrør – når man kan spare penge ved at fokusere målrettet på at udbygge elmotorvejene?

Brintrøret er en ommer

Et andet fundamentalt problem i forhold til at drive priserne ned er, at der i dag slet ikke findes noget marked for grøn brint med klare prissignaler. Faktisk er det ikke ret meget brint – heller ikke den fossile – der handles på markedet. I Europa produceres trefjerdedele af brinten af de selvsamme virksomheder, der bruger den.

Verdens brintproduktion fremstilles lokalt, fordi det er dyrt, svært og risikabelt at transportere brint over lange afstande. Kun 8 procent af brint sendes via rørledninger, og det sker i reglen i geografisk afgrænsede områder på få hundrede kilometer.

Det handler i høj grad om økonomi. Et nyligt forskningsstudie viser, at det mellem 200 til 2000 km er billigst at transportere el via hurtige transmissionsledninger frem for at sende brint via brintrør.

Brintøkonomien er generelt udfordret af, at brinten giver langt højere energitab end direkte elektrificering med grøn strøm. Også derfor satser flere og flere af de tunge og energikrævende industrier – som man tidligere hævdede kun gøres fossilfrie ved at gå over til grøn brint – nu målrettet på at elektrificere sig først. Det gælder blandt andet stålindustrien.

I den tunge vejtransport vil lastbilerne blive elektrificeret og næppe køre på den flere gange dyrere brint. Selv i shippingbranchen vil det være attraktivt på kortere og mellemlange distancer at elektrificere skibsfarten frem for at gå over til e-metanol og e-ammoniak, der derimod er nødvendige på lange afstande.

Hvis vi i Danmark og EU satser for hårdt på at skalere grøn brintproduktion og forbrug – på bekostning af billigere grøn strøm fremstillet med sol- og vindenergi – vil det øge de samlede energiomkostninger, og dermed svække Europas konkurrenceevne. Lige nu er det bedre at bruge statskronerne på at accelerere elektrificeringen af alle sektorer frem for at spilde ekstra penge på den langt dyrere omvej via brintrøret.

I fremtiden bør grøn brint bruges med måde og kun til de anvendelser – f.eks. luft- og skibsfart på lange afstande, gødning med e-ammoniak og til kemikalier – hvor der ikke er andre fossilfrie alternativer. I RGO er vi enige i, at Danmark får brug for at skalere den grønne brintproduktion i PtX—projekter, men brinten skal ikke eksporteres med dyre brintrør, der har en ekstremt tvivlsom business case.

Anvend hellere den grønne brint til at fremstille e-fuels og e-ammoniak i stærkt lokaliserede industriklynger som f.eks. Esbjerg og andre steder, hvor man kan få store mængder af billig vedvarende energi. Og skab flere gode danske arbejdspladser. Derfor kære politikere: Brintrøret er en ommer.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og blevet bragt i Klimamonitor den 31. marts 2025.

By |2025-03-31T11:23:29+01:0031. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Brintboblen er på bristepunktet. Hvornår dæmrer det for vores politikere?
Læs mere

Gevinsterne ved VE bør også gavne de lokalsamfund, der gør omstillingen mulig

Kommunerne lægger land til udbygningen af vedvarende energi, men må kigge langt efter den belønning, der skal sikre lokal opbakning. Derfor bør vi indføre et kommunalt udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn strøm

Regeringen har allerede anerkendt kommunernes nøglerolle i den grønne omstilling.

1. februar gik 23 lokale treparter i gang med at realisere Grøn Trepart, hvor kommunerne er centrale i arbejdet med at omsætte regeringens ambitioner til handling.

Ligeledes spiller kommunerne en nøglerolle, når ambitionerne for vedvarende energi forvandles til en del af landskabet.

Men der mangler tilstrækkelige økonomiske incitamenter, når projekterne skal udføres lokalt, og mange kommuner oplever, at de betaler prisen, uden at det kommer lokalsamfundene til gode.

Konsekvensen bliver modstand, forsinkelser eller given op

Kommunerne er bindeleddet mellem regeringens ambitioner og borgernes hverdag. Men uden de rette argumenter og incitamenter kan lokale hensyn føre til modstand, forsinkelser eller opgivne projekter.

Der er bred politisk enighed om, at vi skal udbygge vedvarende energi på land.

I praksis er det dog kommunerne, der står tilbage med dilemmaerne og frustrationerne, og skal balancere hensynet til naboer, natur og lokalsamfund.

Grøn Pulje har i praksis ikke vist sig tilstrækkelig til at sikre varig lokal opbakning.

Midlerne er engangsbeløb med stramme bindinger, det vil sige de ikke kan anvendes til kommunale opgaver som eksempelvis at sikre bedre lokal velfærd.

Og de sikrer ikke den langsigtede udvikling, som kommunerne har brug for. For at fastholde tempoet i VE-udbygningen, skal vi sikre en mere retfærdig fordeling af værdien.

Et kommunalt udviklingsbidrag

Derfor giver Rådet for Grøn Omstilling sin opbakning til de mere end 20 kommuner, der foreslår et Kommunalt Udviklingsbidrag.

Det vil betyde, at en del af elafgiften reserveres til kommunerne, så de får en direkte og varig økonomisk gevinst ved at udbygge VE.

Et udviklingsbidrag på fire øre per kWh VE-strøm vil sikre midler, der belønner både eksisterende og fremtidige VE-udbygninger.

For frontløberkommuner vil det i 2024 have svaret til et årligt provenu på omkring 500 millioner kroner.

Forslaget vil skabe et stærkere økonomisk incitament til at fremme udbygningen af VE på land og samtidig styrke lokal udvikling i hele landet.

Et udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn strøm vil tilføre mærkbare økonomiske ressourcer til lokalsamfund, som kan bruges til den nære velfærd, klimatilpasning, biodiversitetsprojekter, erhvervsudvikling eller innovation.

Det kræver, at vi politisk tør anerkende kommunernes indsats gennem en fair fordeling af værdien, de skaber.

VE-udbygningen går for langsomt

Vi har ambitiøse mål om at firedoble VE-produktionen på land inden 2030 og blive uafhængige af fossile brændsler inden 2050.

Begge dele er helt nødvendige for at nå vores klimamål, men hvis vi ønsker en omstilling, der er både effektiv og retfærdig, må vi sikre, at værdien af den grønne omstilling fordeles til dem, der gør den muligt.

Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at handle nu, hvis vi vil sikre, at VE-udbygningen sker i det nødvendige tempo.

Indførelsen af et Kommunalt Udviklingsbidrag sikrer, at kommunerne ikke blot bærer ansvaret for at planlægge og facilitere udbygningen, men også får de rette økonomiske incitamenter til at sikre lokal opbakning og accelerere den grønne omstilling.

Sammen med Rådet for Grøn Omstilling bakker disse 20 borgmestre og regionsrådsformænd op om forslaget:

Dorte West, Herning Kommune, Marianne Bredal, Struer Kommune, Peder Christian Kirkegaard, Skive Kommune, Ib Lauritsen, Ikast-Brande Kommune, Erik Flyvholm, Lemvig Kommune, HC Østerby, Holstebro Kommune, Hans Østergaard, Ringkøbing-Skjern kommune, Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, Karsten Thomsen, Frederikshavn Kommune, Lasse Frimand Jensen, Aalborg Kommune, Mikael Klitgaard, Brønderslev Kommune, Søren Smalbro, Hjørring Kommune, Mogens C. Gade, Jammerbugt Kommune, Tobias Birch Johansen, Læsø Kommune, Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune, Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune, Jesper Greth, Rebild Kommune, Niels Jørgen Pedersen Thisted Kommune, Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune, Ole Vive, Faxe Kommune samt Regionsrådsformand Mads Duedahl fra Region Nordjylland.

Læs mere om alliancen her: https://rgo.dk/ny-groen-alliance-kommuner-skal-beloennes-for-at-bane-vejen-for-vedvarende-energi/

Dette debatindlæg er skrevet af Britt Dam og Bjarke Møller fra Rådet for Grøn Omstilling samt Nicolai Lauridsen fra Business Region MidtVest og bragt i Altinget den 27. marts 2025.

By |2025-03-27T11:12:48+01:0027. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Gevinsterne ved VE bør også gavne de lokalsamfund, der gør omstillingen mulig
Læs mere

Industrien må ikke stikke en kæp i hjulet på vejen mod et renere vandmiljø

Det danske vandmiljø er voldsomt forurenet og er nogle steder helt dødt. Næringsstofferne fra landbruget er den kendte årsag til havmiljøets triste situation. Men en anden synder er i årtier nærmest gået under radaren, nemlig de mange skadelige kemikalier, der ender i havet via spildevandet fra vores byer, og dermed fra din og min husholdning. Kemikalierne skaber ikke iltsvind nu og her og akut død, men de er ikke desto mindre et kæmpe problem for havmiljø og økosystemer.

PFAS er et godt eksempel. Det nedbrydes, ligesom andre kemikaliegrupper, uhyre langsomt og opkoncentreres i havbund, planter og fisk, der kan ende på vores tallerkner. Det kan have store konsekvenser for menneskers sundhed og fertilitet. EU arbejder for et forbud mod PFAS, men en ny undersøgelse viser, at en stærk industrilobby kæmper med næb og kløer for at udvande lovforslaget. Samtidig anvendes fluorstofferne fortsat i en lang række forbrugerprodukter og i industrielle processer.

Der er brug for vidensdeling

PFAS er kun én ud af mange grupper af skadelige kemikalier, der udledes til havet. Målinger viser, at vi via spildevand også forurener havet med blandt andet flammehæmmere, kosmetik- og medicinrester samt ftalater – der på hver deres måde er skadelige for økosystemer, dyreliv og menneskers sundhed. Men vi kender kun til toppen af isbjerget. Der er brug for mere forskning, der ser på, hvor mange kemikalier, der ender i havet, og i hvilke koncentrationer. Sideløbende er der brug for en akut indsats i forhold til at stoppe den voldsomme udledning til havmiljøet.

I dag er vores renseanlæg ikke lavet til at rense for kemikalier, der ledes til fra vores husholdninger, og de ender derfor i havet. Det vil EU have ændret. Ministerrådet gav således i november endeligt grønt lys til en revideret udgave af Byspildevandsdirektivet. Regler, der fremadrettet fastlægger en strammere kurs for rensning af spildevand fra byerne. Målet er, at Danmark og de resterende EU-medlemslande på sigt skal fjerne et udvalg af miljøfarlige stoffer gennem et ekstra rensetrin. Der findes velegnede teknologier, men ingen der alene kan rense for alle typer af kemikalier. Derfor er der brug for vidensdeling, så vi finder den bedste kombination af teknologier til de enkelte renseanlæg – en indsats, der burde have været iværksat for mange år siden. Ikke mindst set i lyset af Danmarks forpligtelser i forhold til EU’s vandrammedirektiv. Regler vi på ingen måde har levet op til.

Industrien forhaler processen

En stor anke og modvilje har været prisen for rensning. Det er dyrt, lyder det fra kommuner, virksomheder og politikere. EU har derfor besluttet, at de største forurenere skal betale deres del af regningen. Med byspildevandsdirektivet indfører EU udvidet producentansvar for medicinal- og kosmetikbranchen. Disse erhverv skal betale for mindst 80 procent af omkostningerne ved at rense for egen forurening. En beslutning, medicinalbranchen nu også opponerer imod. Sager som disse vil sandsynligvis forhale processen og i værste fald også udvande den forventede effekt.

Vi kan ikke lade industrien stikke en kæp i hjulet. Initiativerne fra EU bliver vigtige skridt på vejen mod et renere vandmiljø. Danmark skal inden udgangen af 2027 implementere reglerne i dansk lov. Og her kan det få stor betydning for vandmiljøet, at Danmark ikke blot minimumsimplementerer. For at komme vellykket i mål skal der allerede nu igangsættes aktiviteter og skabes incitamenter til udvikling og samarbejde på tværs af kommuner og brancher.

Og så skal vi have forbudt grupper af de mest skadelige kemikalier, herunder PFAS. Når først stofferne er i vandmiljøet, er de ekstremt svære, hvis ikke umulige, at fjerne. Det er på høje tid at passe på den natur, som vi alt for længe har presset til det yderste.

Dette debatindlæg er skrevet af Lone Mikkelsen og bragt i Altinget den 25. marts 2025.

By |2025-03-25T09:02:30+01:0025. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Industrien må ikke stikke en kæp i hjulet på vejen mod et renere vandmiljø
Læs mere

Klima bør skrives ind i offentlige udbud på lige fod med kvalitet og pris

Hidtil har kvalitet og pris været de betydende faktorer, når bygherrer gennemgår tilbud. I fremtiden bør det fremgå tydeligt, hvor stor drivhusgasudledningen er for hvert tilbud

Danmark er godt i gang med sine massive investeringer i Infrastrukturplan 2035 (IF35), der sætter kursen for den fysiske udvikling af transportsektoren frem mod 2035.

Planens projekter stod samlet til at spare 41.000 tons CO2 årligt og gavne samfundsøkonomien med over 20 milliarder kroner.

I Ingeniøren fremgår det nemlig, at både planens CO2-regnskab og samfundsøkonomi er på et skråplan.

Analyser af Banedanmarks og Vejdirektoratets gennemførte projekter i 2023 og 2024, viser at CO2-udledningerne fra projekterne blev mere end dobbelt så store end oprindeligt antaget.

Samtidig har stigende priser på energi og råstoffer som cement, beton og stål tippet vægten for projekternes samfundsøkonomi, hvilket betyder, at vi som samfund bliver fattigere af deres gennemførsel.

Tiden er måske moden til at aftaleparterne igen slår hovederne sammen og får sat en ny kurs for, hvad planens i alt 161 milliarder skal bruges på. Den rummer nemlig et stort potentiale for investeringer i udviklingen og udbredelsen af mere klimavenlige løsninger.

Klima i udbud

Udbygningen og vedligeholdelsen af vores infrastrukturer er vigtig for både samfundets vækst og den grønne omstilling, men det skal foregå på en måde der både overholder de planetære grænser og klimalovens §1 – 70 procent reduktion af drivhusgasudledningen i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Langsigtede investeringsplaner som Infrastrukturplan 2035 kan være med til at pege branchens aktører i retning af grønnere muligheder. Der er i hvert fald ikke en producent af asfalt eller beton eller en importør af stål, der er i tvivl om, at der er noget at lave frem mod 2035.

Det giver dem en stor sikkerhed til at investere i at udbygge, modernisere eller skifte produktionen til mere klimavenlige løsninger.

Det kræver dog, at man indfører målsætninger, der understøtter dette. Det har man desværre ikke haft med i aftalens første rul, som løber fra 2021 til 2028, men det opstår der en gylden mulighed for, når aftalens andet rul sættes i gang i 2028.

Helt konkret bør miljø og klima indføres som udbudsparameter på lige kår med kvalitet og pris.

Hidtil har kvalitet og pris, og i særdeleshed sidstnævnte, været de betydende faktorer, når bygherrer gennemgår indkomne tilbud. I fremtiden bør det fremgå tydeligt, hvor stor drivhusgasudledningen er for hvert indkommet tilbud.

Man kan eksempelvis starte med at stille krav til CO2-udledning i udbudsmaterialet.

Det er ikke banebrydende: I Norge har man siden 2023 vægtet klima- og miljøhensyn med 30 procent som udbudsparameter, altså stort set en tredjedel af tildelingskriteriet.

Dette ville være med til at stimulere en konkurrence i bæredygtighed på markedet, hvilket kan fordre udviklingen af nye teknologier og produkter.

Skab grundlag for sammenligning

Generelt skal det være nemmere for både private og offentlige bygherrer at overskue et givent projekts klimapåvirkning. Dette kunne også ske gennem en standardisering af miljøvaredeklarationer, såkaldte EPD’er, som benyttes til at dokumentere en byggevares miljømæssige egenskaber.

Lige nu kan det være svært at sammenligne et givent produktets klimapåvirkning med et andet, da der på tværs af lande, brancher og virksomheder måles på forskellige parametre.

Én miljøvare deklaration kan måle på Global Warming Potential (opvarmningspotentiale), mens en anden måler på CO2-udledningen – Det er problematisk.

Derudover burde der indføres et anlægsreglement, der ligesom bygningsreglementet stiller generelle krav til bæredygtighed og CO2-udledning i anlægssektoren, hvilket Byggeriets Handletank også peger på.

Handletanken foreslår, at der indføres en rammelov og tilhørende reglementer som stiller minimumskrav til bæredygtighed, og som skal gælde på tværs af hele sektoren – ligegyldigt om man er privat eller offentlig bygherre.

Derudover bør anlægsprojekter dokumenteres i alle faser ved livscyklusanalyser (LCA), som kan beregne hvert materiales samlede udledning over dets livstid. De store offentlige bygherre har allerede redskabet og har sågar gjort det offentligt tilgængeligt – InfraLCA.

Der bør dog også stilles krav til, at alle aktører i anlægssektoren benytter dét eller et lignende værktøj.

Det offentlige bør gå forrest

Det offentlige er ubestridt den største investor i infrastruktur og den største indkøber i Danmark. Udover at stå for tilblivelsen af Infrastrukturplanen 2035, købte staten, regionerne og kommunerne ind for 224 milliarder kroner i 2022.

Det skønnes at have medført et klimaaftryk på 14,3 millioner ton CO2-ækvivalenter, hvoraf cirka en tredjedel stammer fra byggeri og anlæg. Dette forventes at stige frem mod 2030 på grund af øgede investeringer i området.

Der er altså et stort potentiale for at reducere udledningen af drivhusgasser, især hvis det offentlige bringer sin købekraft i spil.

Der findes flere, mindre klimabelastende, alternativer til stål, beton og asfalt. Det forholder sig dog tit sådan, at produktionen af disse ikke er skaleret på grund af manglende efterspørgsel.

Det er netop her det offentlige kan spille ind ved at indføre krav i sine udbud. Det vil tvinge både bygherrer og entreprenører til at vælge mere miljøvenlige produkter og konkurrere på andet end kvalitet og pris – og ikke mindst på sigt stimulere markedet for klimavenlige alternativer.

Det er på tide, at det offentlige bliver en større drivkraft i den grønne omstilling, ikke kun som en forbruger af infrastruktur, men som en ledende aktør, der aktivt skaber efterspørgsel på bæredygtige løsninger.

Det kræver en erkendelse af, at den grønne omstilling ikke er en udgift, men en investering i en bedre fremtid for klimaet, for samfundet og for mennesket.

Dette debatindlæg er skrevet af Mathias Lyng Nikolajsen og bragt i Altinget den 17. marts 2025.

By |2025-03-17T14:20:28+01:0017. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klima bør skrives ind i offentlige udbud på lige fod med kvalitet og pris
Læs mere

VE-alliancen: Danmark er bundskraber på elektrificering, selvom det er en forudsætning for grøn omstilling

Til sommer er det tre år siden, at et flertal af Folketinget blev enige om at firedoble den grønne strøm på land frem mod 2030. En ambition, som blev aftalt på bagtæppet af Ruslands invasion af Ukraine og det åbenlyse behov for at skabe et Europa, der er mere selvforsynende med vedvarende energi.   Men desværre må vi konstatere, at luften er gået ud af ballonen. De storstilede planer for opstilling af vedvarende energi på land er kraftigt neddroslet. Regeringen er med klimaministerens ord ”gået i værkstedet for at finde nye politiske svar.” Den linje bunder ifølge ministeren i realisme og faktiske markedsforhold. Det er vi enige i.  Men sandheden er, at de svære markedsforhold for udbygningen af sol og vindenergi i høj grad er præget af politisk bestemte forhold, som opstillerne af sol- og vindenergi ikke selv har indflydelse på. Eksempelvis er det et uløst markedsforhold, at elektrificeringen af energiforbruget går alt for langsomt i Danmark.

Mere strøm

Kun 20 procent af det danske energiforbrug drives i dag af elektricitet. Det placerer Danmark i den absolutte bund i Europa. Det kalder på akut politisk handling. Elektrificering er nemlig en forudsætning for omstilling af samfundets energiforbrug og vejen til mere konkurrencedygtige elpriser. Der mangler ganske enkelt en handlingsplan for dette i Danmark. I samme periode har man fra politisk side i stedet pålagt opstillere af sol- og vind store omkostninger. Omkostninger, der gør det dyrere at opføre vedvarende energi, og dermed forsinker den grønne omstilling. De nævnte markedsforhold burde være adresseret før, at ambitionen om en firedobling af VE-kapaciteten på land blev forkastet. Vi er flere, der har gjort opmærksom på udfordringerne længe.

Vi skal simpelthen have sat gang i elektrificeringen ved at bruge mere strøm i blandt andet opvarmning, transportsektoren og industrien. Det vil ikke bare være godt for klimaet, men også bidrage til at højne dansk konkurrenceevne og forsyningssikkerhed, når de dyre importerede fossile brændsler udfases via elektrificering.

Sikkerhed om rammevilkår

Vi ved om nogen, at det ikke er målsætninger og skåltaler, der skaber reel grøn omstilling ude i virkeligheden. Nej, det er tværtimod samarbejde lokalt mellem borgere, kommuner og handlekraft fra virksomheder og organisationer landet over, der sikrer, at det sker hurtigere og i respekt for natur og miljø. Som en række udviklere af vedvarende energi meldte ud for nogle uger siden, er der allerede sol- og landvindprojekter på vej, men opstillingen forudsætter, at der er klarhed om de regulatoriske forhold.

Der skal være sikkerhed om rammevilkårene – blandt andet venter vi stadig på, at regeringens gode forslag om, at en del af bloktilskuddet målrettes de kommuner, som går forrest med opsætningen af vedvarende energi, bliver omsat til en politisk aftale. Det er et forslag, der kan øge incitamentet til opstilling af vedvarende energi på tværs af Danmark, og det er et forslag, som vi også konkret har peget på i Alliancen vedvarende energi.

Krystalklare ambitioner

Når regeringen undsiger sin egen ambition, risikerer den at sende et signal om, at udbygningen af vedvarende energi ikke længere skal vægtes højt. Det er skidt, for ambitioner fungerer også som signaler, der anviser handling og retning. Derfor bør regeringen hurtigst muligt komme tilbage til sin ambition. For tiden er ikke til at fravige eller helt undsige tidligere ambitioner. I stedet bør de allerede kendte benspænd fjernes. Politikerne kunne starte med at se på, hvordan elektrificeringen af energiforbruget kan komme op i omdrejninger.

Når regeringen undsiger sin egen ambition, risikerer den at sende et signal om, at udbygningen af vedvarende energi ikke længere skal vægtes højt. Det er den forkerte vej at gå, når der er et massivt behov for at øge investeringerne i vedvarende energi til gavn for både Danmark og hele Europa. Fra Alliancen vedvarende energi er budskabet klart: Vi står klar. Så kære politikere; smøg ærmerne op og lad os få krystalklare ambitioner for vedvarende energi på land.

Indlægget er skrevet af Alliancen vedvarende energi og er bragt i Altinget den 10. marts. Afsenderne er:

Bjarke Møller, Rådet for Grøn Omstilling, Mathias Aarup Berg, European Energy, Anders Frandsen, Dansk Skovforening, Eva Larsen, Vestas, Camilla Holbech, Green Power Denmark, Wojciech Cetnarski, BeGreen, Kim Madsen, Momentum Energy, Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer, Joachim Steenstrup, Eurowind Energy, Troels Ranis, Dansk Industri, Joachim Lind Koefoed, CIP, Jakob Bundgaard, NRGi, Lise Borup Skov, Norlys, Ulrich Bang, Dansk Erhverv

By |2025-03-11T09:22:31+01:0011. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til VE-alliancen: Danmark er bundskraber på elektrificering, selvom det er en forudsætning for grøn omstilling
Læs mere

Danmarks CO2-afgift viser EU, at landbrugets udledninger godt kan prissættes

Den danske CO2-afgift på landbruget sætter en ny standard og viser, hvordan det er muligt at prissætte landbrugets CO2-udledninger. Det kan inspirere EU til at implementere lignende tiltag på tværs af medlemslandene, skriver Erik Tang og Trine Langhede

Traditionelt har landbrugssektoren været undtaget fra de samme krav og afgifter, som resten af samfundet har været underlagt for at nedbringe drivhusgasudledningerne.

Med den grønne trepartsaftale bryder Danmark nu den barriere. Den nye aftale betyder, at landbrugene skal betale for deres CO2-udledninger, og det betyder, at Danmark bliver første land i verden til at indføre en CO2-afgift for landbruget.

Men hvordan ser fremtiden ud for en lignende afgift på EU-niveau?

EU har taget betydelige skridt med målsætningen i EU’s klimalov om at være klimaneutral inden 2050. Alligevel har landbrugssektoren stadig en særstatus, hvor den ikke er underlagt det samme direkte pres for CO2-reduktion som energisektoren eller transportsektoren.

Kvotehandelssystem for landbruget

Det er her, Danmarks CO2-afgift kan være et eksempel for resten af EU på, at det kan lade sig gøre at prissætte landbrugets CO2-udledninger.

I mange år har energisektoren i EU været omfattet af Emissions Trading System (ETS), som blev indført i 2005. Ved at sætte stadigt lavere loft over tilladte udledninger og tillade handel med CO2-kvoter har ETS skabt en pris på CO2.

Det giver et økonomisk incitament for energiproducenter til at investere i renere teknologier og reducere deres afhængighed af fossile brændstoffer.

Systemet var ikke perfekt fra dag ét, men over tid har resultatet været en betydelig nedgang i CO2-udledningerne i sektoren, hvilket har bidraget til at drive den grønne omstilling og fremme udviklingen af vedvarende energikilder såsom vind og solenergi.

Spørgsmålet er, om et kvotehandelssystem for landbruget på samme måde kan være med til at reducere sektorens udledninger på den lange bane?

Modstanden mod regulering af landbruget er stor.

Særligt bruges Holland ofte som eksempel, hvor landmænd har protesteret kraftigt mod miljøregulering. Derfor er det nødvendigt, at et kvotehandelssystem for landbruget indrettes på den rigtige måde.

Model for kvotehandelssystem

I de kommende år handler det om at fastlægge arkitekturen for fremtidens klimapolitik for 2050. Det er tiltag, der har lang sigte, men hvis ikke de skridt tages nu, kommer landbruget til at stå tilbage som den eneste sektor, der ikke leverer nogen klimahandling for at nå EU’s klimamål.

Indretningen af et kvotehandelssystem for landbruget er væsentlig for, om det kommer til at have en effekt, og for om det kommer til at møde modstand.

Rådet for Grøn Omstilling foreslår, at et såkaldt agriETS for landbruget indrettes med størst mulig klimaeffekt og mindst muligt bureaukrati. Det kan gøres ved at:

Leverandører af kunstgødning og fossile brændstoffer til landbruget pålægges at købe kvoter fra EU’s kvotesystemer for de udledninger, som brug af disse inputs forårsager. Kvoteomkostninger sendes videre i salgspriserne.

EU’s arealtilskud til organiske lavbundsjorde skal fremover kun udbetales, hvis disse jorde vådlægges, så deres høje CO2-udledninger stopper. For ikke-vådlagte jorde skal der købes mindst 10 kvoter fra EU’s kvotesystem. Ejerne kompenseres for driftstab via EU’s landbrugsstøtte.

Store husdyrbrug skal opgøre og købe kvoter fra EU’s eksisterende kvotesystem for udledninger fra husdyr og husdyrgødning. Mindre husdyrbrug kan vælge at lade mejerier og slagterier forestå rapportering og kvotekøb for husdyrenes udledninger.

Dansk landbrug ligestilles i konkurrencen

Denne model sikrer stort set samme pris på landbrugets udledninger som øvrige udledninger i EU og dermed et effektivt incitament til at reducere dem.

Landbruget kan sende kvoteomkostningerne videre i deres salgspriser, så forbrugerne får signal om at ændre deres forbrug mod mindre klimabelastende fødevarer.

Desuden vil kun de største husdyrbrug og ejere af ikke-vådlagte lavbundsjorde samt olie- og kunstgødningsleverandører få ekstra papirarbejde.

Endelig vil et fælles EU-system sikre, at danske landbrug stilles lige i konkurrencen med øvrige europæiske bønder.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 6. marts 2025 og er skrevet af Erik Tang & Trine Langhede.

By |2025-03-06T11:05:23+01:006. marts 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Danmarks CO2-afgift viser EU, at landbrugets udledninger godt kan prissættes
Læs mere

Fix markedet for oprindelsesgarantier og giv grøn omstilling et milliardstort boost

Siden Danmark vandt EM i 1992 er elforbruget steget med to procent. Danmark indtager en 23. plads i Europa målt på elektrificeringsgrad. Bundlinjen er, at elektrificeringen af det danske samfund skal accelereres drastisk, hvis vi skal have en rimelig chance for at nå vores klimamål. Samtidig er en accelereret VE-udbygning betinget af en accelereret efterspørgsel på strøm.

Desværre skævvrides efterspørgslen efter nye VE-projekter. Velmenende virksomheder, der køber statsstøttede oprindelsesgarantier, efterlades i dag med det fejlagtige indtryk, at deres efterspørgsel efter oprindelsesgarantier er med til at drive den grønne omstilling. Men efterspørgslen efter oprindelsesgarantier bidrager selvsagt kun til den grønne omstilling, hvis den driver egentlige nye VE-investeringer, som ellers ikke havde fundet sted.

To former for grøn omstilling

Problemstillingen er for så vidt ikke ny. I 2019 udgav Energistyrelsen en analyse, der fastslog, at køb af oprindelsesgarantier fra statsstøttet VE-produktion ikke har nogen additionel effekt på VE-udbygningen. Samme år påpegede Klimarådet, at køb af oprindelsesgarantier ikke bidrog til VE-udbygningen og fremhævede i stedet indgåelsen af langsigtede elkøbsaftaler fra ustøttet VE-produktion. Kort sagt kan man sige, at der er to former for grøn omstilling. Der er den i den virkelige verden, og så er der den på skrivebordet. Og hvis en virksomhed køber oprindelsesgarantier fra et ti år gammelt biomasseanlæg, som har modtaget statsstøtte, så bringer det ikke ny grøn strøm ind i systemet.

Faktisk svækker den nugældende praksis den grønne omstilling, da den omdirigerer efterspørgslen efter oprindelsesgarantier fra ny VE-elproduktion (via en langsigtet elkøbsaftale fra en ny VE-park) til oprindelsesgarantier fra eksisterende VE-anlæg uden en additionel VE-effekt. Hvis vi fixede markedet for oprindelsesgarantier, ville det give et milliardstort boost til den grønne omstilling.

Overkompensation til biomasseværkerne

For mere end ti år siden påpegede EU-Kommissionen, at et velfungerende marked for oprindelsesgarantier kunne ”bistå medlemsstaterne i at udvikle deres vedvarende energikilder på den mest omkostningseffektive måde”. Af samme grund har EU-Kommissionen også opfordret medlemsstaterne til at undlade udstedelsen af oprindelsesgarantier til elproduktion, der samtidig modtager statsstøtte. Danmark har dog endnu ikke fulgt op på anbefalingen, og et nyt folketingssvar indikerer, at vi faktisk heller ikke har foretaget de nødvendige overkompensationsvurderinger af støtteordningerne, hvor der også er blevet udstedt oprindelsesgarantier. Hvis markedsværdien af oprindelsesgarantierne til statsstøttet elproduktion hverken er blevet notificeret eller godkendt af EU-Kommissionen, så forvrider vi ikke kun markedet på bekostning af ny vedvarende energi, vi løber vi også en betydelig procesrisiko.

Det er værd at bemærke, at biomasseværkerne alene i 2023-24 har modtaget i alt 1,2 milliarder kroner i direkte statsstøtte og over en toårig periode har de også fået en afgiftsfritagelse til en værdi af 2,2 milliarder kroner. Derudover udstedes der oprindelsesgarantier til biomasseværkerne, som begrænser efterspørgslen efter additionel elproduktion. Det er den sidste del, som i særlig grad sænker tempoet i den grønne omstilling. Herudover har borgerne fået en afgiftsfritagelse for afbrænding af biomasse til en værdi af cirka 4,5 milliarder kroner om året. Det forsinker elektrificeringen.

Skal vi nå vores klimamål, skal vi øge elektrificeringen. Senest så vi med havvindsudbuddet, at vi står i en situation, hvor der ikke er tilstrækkelig efterspørgsel efter den grønne strøm. Det bør være et politisk topprioritet at løse denne udfordring.

En skæringsdato som løsning 

Som vi skrev allerede i 2020, skævvrider reguleringen på området den effektive efterspørgsel efter grøn strøm. For at sikre en bedre sammenhæng mellem efterspørgslen efter grøn strøm og produktionen af grøn strøm, bør der indføres en skæringsdato fra den første VE-udbud, hvorefter det kun er VE-anlæg efter denne dato, som både kan få udstedt oprindelsesgarantier og modtage statsstøtte. Dette kan sikre, at dansk statsstøtte til biomasseværker undgår overkompensation og ulovlig statsstøtte. Det har den store fordel, at det vil skabe det hidtil største efterspørgselsboost for nye VE-projekter i Danmark.  Danmark kan blive et grønt foregangsland. Vi har nogle gode forudsætninger. Men det kræver, at vi tør tage fat om de strukturelle problemer, der hæmmer udbredelsen af ny grøn energi. Den nuværende praksis forventes at svække den effektive efterspørgsel efter ny grøn strøm med mindst 4 milliarder kroner årligt.

Hvis Danmark valgte at implementere VE-direktivet som for eksempel Tyskland (og undlod at udstede oprindelsesgarantier til statsstøttede og ældre VE-anlæg uden nogen fordringsret hertil), kunne det øge efterspørgslen til ny grøn elproduktion tilsvarende. Og det er jo ikke helt uvæsentligt.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Altinget 30. januar 2025 og er skrevet af:

Bjarke Møller, Direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Christian Fromberg, Kampagneleder for landbrug, skov og natur, Greenpeace

Lasse Jesper Bering Pedersen, Klima- og energipolitisk seniorrådgiver, Danmark Naturfredningsforening

By |2025-02-06T10:31:45+01:004. februar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Fix markedet for oprindelsesgarantier og giv grøn omstilling et milliardstort boost
Læs mere

RGO og Daka Denmark: Danske fødevarer skal på tallerkenen – ikke i dieseltanken

Det er spild af landbrugsjord, når man bruger et område på størrelse med Bornholm og Langeland på at dyrke afgrøder, der skal direkte i dieseltanken. Afgrøderne skal derimod havne på danskernes tallerkner, skriver Jeppe Juul og Keld Winther Rasmussen

Danmark er kendt som et landbrugsland, men få ved, at vi benytter et område svarende til Bornholm og Langeland på at dyrke afgrøder, som har det primære formål at blive fyldt direkte i dieseltanken for at opfylde det danske CO2-fortrængningskrav. Det er spild af dansk landbrugsjord – og sådan behøver det ikke at være.

En betydelig del kan erstattes af danskproduceret biodiesel fremstillet af affaldsmateriale, som i dag eksporteres. 5. december 2024 havde vi, Daka og Rådet for Grøn Omstilling, glæden af at afholde et fælles foretræde for klima-, energi- og forsyningsudvalget.

I forlængelse af grøn trepart er det blevet relevant at diskutere et vigtigt emne: Hvad bruger vi de danske marker til?

For når danskerne hver sommer kører langs de smukke, rapsgule marker, så tænker de færreste over, at afgrøderne først og fremmest dyrkes for at blive til biodiesel.

Faktisk bruger Danmark et område svarende til Bornholm og Langeland tilsammen, eller 11 gange Rold Skov, på at producere energiafgrøder – også kaldet førstegenerations (1G) biodiesel – til den danske transportsektor.

Biodiesel giver mening, fordi det fortrænger fossil diesel og dermed CO2-udledning. Men det er mere gult end grønt, når dansk lovgivning lader 1G biodiesel – dyrket på den stadig knappere landbrugsjord – fortrænge den langt mere bæredygtig 2G biodiesel, der er fremstillet af affald.

Affaldsmaterialer er allerede til rådighed, og de kræver ingen landbrugsjord. Dyrkningen af energiafgrøder til 1G brændstof har den alvorlige bivirkning, at det flytter behovet for landbrugsarealer væk fra Danmark og ender med for eksempel at bidrage til rydning af regnskove i Sydamerika.

En mindre klimabelastende løsning 

Daka producerer hvert år 55.000 tons 2G biodiesel af landbrugets egne affaldsmaterialer, hvilket svarer til ca. en tredjedel af transportens CO2-fortrængningskrav i 2024. Men den danske transportsektor tilskyndes ikke af lovgivningen til at anvende den. I stedet eksporteres den danske 2G biodiesel til lande i EU, hvor 2G anerkendes og prioriteres som den mest grønne løsning.

Årsagen er at vi i Danmark – selvom vi kalder os et landbrugsland – ikke indregner arealanvendelse som bæredygtighedsfaktor og således ikke skelner mellem de to typer biodiesel. Transportsektoren fravælger derfor den mindre klimabelastende, men lidt dyrere, 2G biodiesel.

Det paradoksale er, at politikerne for længst har anerkendt problemet – som de i øvrigt selv har skabt. Aftalen om Grøn Omstilling af Vejtransporten fra 2020 afskaffede princippet om at anvendelse af 2G-brændstoffer talte dobbelt i CO2-regnskabet, men samtidig blev der lagt en køreplan: Danmark skulle starte en udfasning af 1G biobrændstoffer, ved at indføre en regulering i 2025, der tog højde for arealanvendelsen.

Men helt uforståeligt er denne køreplan blevet droppet, hvorfor vi nu hænger fast i at 1G og 2G-biobrændstoffer er ligestillede. Det er hverken kønt eller grønt.

Prioriter arealanvendelsen 

Til vores foretræde på Christiansborg opfordrede vi derfor udvalgsmedlemmerne i klimaudvalget til at handle: Medregn arealanvendelsen og gør det nu.

Danmark bør skelne mellem 1G og 2G biodiesel, og dermed øge sit bidrag til den grønne omstilling i transportsektoren.

Ved at indregne effekten på arealanvendelsen (kaldet ILUC) vil Danmark skabe et økonomisk incitament til at vælge de mest bæredygtige brændstoffer først. Det vil sikre, at flere af vores marker bruges til at producere fødevarer – ikke diesel – og samtidig gøre Danmarks grønne omstilling mere effektiv og bæredygtig.

Danmarks landbrugsareal bliver ikke større – tværtimod – og vi har ikke råd til at spilde hverken jord eller klimamuligheder. Lad os indregne arealanvendelsen for biodiesel fra 2025 og sikre, at dansk landbrugsjord bruges til at producere fødevarer til tallerkenen – ikke til dieseltanken.

Dette debatindlæg er skrevet af Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling & Keld Winther Rasmussen fra Daka og er blevet bragt i Altinget den 14. Januar 2025.

By |2025-01-20T15:05:15+01:0020. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til RGO og Daka Denmark: Danske fødevarer skal på tallerkenen – ikke i dieseltanken
Læs mere

15 aktører om nyt EU-krav: En gamechanger for dansk byggeri

EU’s kommende bygningsdirektiv kalder på en ambitiøs, dansk indsats for energieffektivisering. Politikerne skal have fokus på særligt tre afgørende områder, når bygningsdirektivet skal implementeres i dansk lovgivning, skriver 15 aktører

EU’s nye bygningsdirektiv skal snart implementeres i dansk lovgivning.

Formålet er at skabe gode rammer for, at såvel nye som eksisterende bygninger bliver mere energieffektive, bedre for klimaet og får et bedre indeklima.

Det er et langsigtet mål i direktivet, at alle bygninger – også de eksisterende – i 2050 er løftet til nulemissionsbygninger. Det betyder blandt andet stop for brug af fossile brændsler og et meget lavt energiforbrug til bygningsdrift og opvarmning.

Konkrete krav og målsætninger

Den danske implementering skal sætte fokus på en helhedsorienteret indsats i bygningerne, der – ud over energieffektivitet – også fremmer indeklima og mindsker klimabelastning, uanset om vi taler nybyggeri eller renovering.

Og konkrete krav og målsætninger skal give mening samfundsøkonomisk.

Implementeringen sker på et tidspunkt, hvor energipriserne stiger, og den grønne omstilling er mere presserende end nogensinde.

Bygningerne står fortsat for cirka 40 procent af det danske energiforbrug og en væsentlig del af den samlede CO2-udledning, så reduktion af energiforbrug og klimabelastning vil have en direkte og målbar indvirkning på både privates og samfundets økonomi.

Derfor opfordrer vi, der repræsenterer en bred kreds af organisationer, til en ambitiøs, fremsynet og klog implementering af bygningsdirektivet.

Tre afgørende områder

Det politiske system må have fokus på særligt tre afgørende områder, når direktivet skal implementeres i dansk lovgivning:

1. Definition af nulemissionsbygninger skal differentieres efter bygningskategori

Det er vigtigt at anerkende, at ikke alle bygninger i praksis kan opnå samme niveau af energineutralitet.

Fastlæggelsen af den optimale renoveringsindsats må derfor opdeles i bygningskategorier for at sikre, at bygningsejeren oplyses så præcist som muligt om, hvor langt det i praksis er muligt at løfte den pågældende bygning i retning af “nulemission”.

For eksempel kan en murermestervilla fra trediverne godt løftes energi- og indeklimamæssigt på en række områder, men ikke nødvendigvis til moderne standarder.

Kravene må derfor tilpasses, så vi sikrer ambitiøse mål og indsatser, der samtidig er realistiske og økonomisk optimale for bygningerne i hver enkelt kategori. 

2. Niveauet for både nye og renoverede bygninger skal fastsættes ud fra samfundsøkonomi

Beregningen af, hvad der er “omkostningsoptimalt” for både nye og renoverede bygninger, skal omfatte både energieffektivisering samt de samfundsøkonomiske gevinster, der følger af lavere energiforbrug og forbedret indeklima.

Det er nødvendigt at anvende en tilgang, der ser på den samlede økonomi over bygningens levetid, hvor besparelser fra lavere energiforbrug og et forbedret indeklima skal inkluderes.

Det er eksempelvis også vigtigt at medregne det væsentlige aspekt, at lavere energiforbrug til bygningsopvarmning i vintermånederne betyder mindre udgifter til udbygning og vedligehold i forsyningsnettet.

3. Energimærkningssystemet skal gentænkes og suppleres

Det nye direktiv giver anledning til at gentænke energimærkningssystemet.

Direktivet stiller for eksempel klare krav om, at bygningens indeklima skal vurderes, og der skal foreslås forbedringsmuligheder.

En udvidet energimærkning skal informere bygningsejerne bedre om bygningens renoveringspotentiale og dermed skabe incitamenter for bygningsejere til at vælge løsninger, der ikke kun sparer energi, men også skaber et sundere og mere behageligt indeklima.

Det skal naturligvis være et digitalt og dynamisk system, der bliver løbende opdateret, når der bliver gennemført forbedringer.

Det vil gøre det nemmere for bygningsejerne at træffe beslutninger og for realkreditinstitutter at stille passende lån til rådighed.

En gamechanger

Kort sagt: Bygningsdirektivets nytænkende krav kan blive en gamechanger for dansk byggeri.

Vi opfordrer til, at der tænkes ambitiøst, visionært og langsigtet ved implementeringen.

Det skal ikke føre til overimplementering, men til fornuftige og klare rammer for den danske indsats.

Branchen er klar til at bidrage til arbejdet.

Debatindlægget er bragt i Altinget den 16. Januar 2025 og skrevet af  Graves Simonsen fra Bygherreforeningen, Kirstine Brøgger Jensen fra Danske Arkitektvirksomheder, Henrik Teglgaard Lund fra Dansk Erhverv, Palle Thomsen fra Danske Byggecentre, Søren Sand Kirk fra Danske Byggefag, Elly Kjems Hove fra DI Byggeri, Søren Dyck-Madsen og Michael H. Nielsen fra Energiforum Danmark, Majbritt Juul fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Jette Leth Djælund fra  Konstruktørforeningen, Gitte Krusholm Nielsen fra Danske Tegl, Tobias Zacho Larsen fra Arkitektforeningen, Christian Jarby fra Rådet for Grøn Omstilling, Anders Gerhard Jørgensen fra Synergi, Troels Hartung fra Tekniq Arbejdsgiverne & Lennert Østergaard fra Veltek

By |2025-01-27T21:54:35+01:0016. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til 15 aktører om nyt EU-krav: En gamechanger for dansk byggeri
Læs mere

Transportaktører: Danmark kan blive et foregangsland for fremtidens grønne PtX-brændstoffer

Der er brug for en samlet dansk strategi for, hvordan vi skal producere og anvende grønne, brintbaserede brændstoffer frem mod 2035. Skal det lykkes, kræver det, at vi kommer i gang nu, skriver fire transportaktører

Ifølge klimaloven skal Danmark i 2030 have reduceret drivhusgasudledningerne med 70 procent i forhold til 1990. Målet har været definerende for Danmarks klimaindsatser siden 2020.

Vi er på flere områder gået foran og har vist, at vækst og CO2-reduktioner godt kan følges ad.

Hvis Danmark for alvor skal være et foregangsland og bidrage til at bremse de menneskeskabte klimaforandringer, skal vi dog finde løsninger, der også kan eksporteres og bidrage til CO2-reduktioner udenfor landets grænser.

Dansk klimapolitik skal med andre ord ud af osteklokken, og de globale effekter af danske klimatiltag skal vægtes højere. Det er en af grundene til, at Klimarådet i rapporten ‘Danmarks Klimamål i 2050’ peger på nødvendigheden af at producere grønne brændstoffer i Danmark.

Brændstof til fremtiden

Det giver god mening. Danmark har nemlig alle forudsætninger for at vise vejen til storskalaproduktion af fremtidens grønne brændstoffer, som kan bidrage til global omstilling af blandt andet skibs- og luftfarten.

I fremtiden kan der med andre ord være et enormt eksportpotentiale, der kan bidrage til dansk velstand og erhvervsudvikling.

PtX-brændstoffer baseret på vedvarende strøm og biogent CO2 kan nemlig modsat biobrændstoffer skaleres og sikre en indirekte elektrificering af sektorer, der har behov for flydende brændstoffer, og hvor direkte elektrificering i øjeblikket ikke er en løsning.

Selvfølgelig skal vi elektrificere alt det, som elektrificeres kan. Direkte elektrificering er betydeligt mere energieffektiv end produktion af PtX-brændstoffer.

Der er heller ingen tvivl om, at direkte elektrificering er vigtig i vejtransporten, men meget lidt tyder dog på, at størstedelen af skibsfarten og luftfarten for alvor kan konvertere til batterier foreløbigt. Derfor er brint-baserede grønne brændstoffer det eneste reelle alternativ de næste 10-15 år.

Træghed i markedet 

Danmark har siden 1970’erne været en pioner inden for vindenergi, og de senere år er solceller også blevet en stor leverandør af vedvarende energi.

Samtidig har Danmark en meget stærk PtX-værdikæde lige fra forskning til elektrolysefabrikanter, brint- og brændstofproducenter, der kan kombinere den grønne brint med kulstof fra biogent CO2 og lave brintholdige kulstofkæder, der kan erstatte de fossile brændstoffer.

Der er også på EU-niveau bred enighed om, at PtX-brændstoffer er en forudsætning for, at vi når klimamålene indenfor de tidskrav, der er opsat, og at vi undgår irreversible klimaændringer. Derfor er der for eksempel opstillet krav om iblanding af PtX-brændstoffer i flybrændstofferne fra 2030.

Men hvis der findes bindende krav fra EU, hvorfor kommer produktionen så ikke af sig selv? Normalt vil vi jo forvente, at udbuddet tilpasser sig efterspørgslen.

Der eksisterer lige nu en træghed i markedet, fordi producenter af de nye PtX-brændstoffer ønsker lange kontrakter for at opnå økonomisk sikkerhed, mens aftagere af de grønne brændstoffer – for eksempel flyselskaberne – har forretningsmodeller, der er tilpasset kortere brændstofkontrakter. Der arbejdes i øjeblikket på forskellige løsninger på det dilemma – blandt andet i Klimapartnerskabet for luftfart.

Herudover er en vægtig årsag den manglende prioritering af den biogene CO2 i Danmark. Dermed vender vi tilbage til vores indledende ønske om en dansk strategi for anvendelse af biogent CO2.

Behov for en samlet strategi 

Regeringen og Folketinget har de senere år fokuseret på at understøtte projekter, der skal pumpe CO2 ned i undergrunden, hvor den kan lagres (CCS). Det giver god mening, sådan som de danske klimamål er formuleret. Her er reduktion af danske udledninger nemlig det eneste, som tæller.

Som beskrevet ovenfor er CO2 dog samtidig en vigtig byggesten til fremtidens PtX-brændstoffer. Derfor går det ikke, at vi pumper det hele ned i jorden. Vi er nødt til at sikre, at en del af den biogene-CO2 bibeholdes til grønne brændstoffer.

Men når den danske stat støtter lagring af al indfanget CO2, reduceres mængden af CO2 i markedet, og dermed stiger prisen. Det fordyrer de grønne brændstoffer, som i forvejen er langt dyrere end de fossile.

Derfor er der brug for en samlet dansk strategi for, hvordan vi skal producere og anvende grønne, brintbaserede brændstoffer frem mod 2035. Skal det lykkes, kræver det, at vi kommer i gang nu.

Danmark har allerede teknologierne, erfaringen og de politiske intentioner til at blive en førende producent af PtX-brændstoffer.

Hvis vi handler nu, kan Danmark blive foregangslandet for fremtidens grønne PtX-brændstoffer. Det er både en nødvendighed og en enestående mulighed for at gøre forskel for klimaet både herhjemme og globalt.

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 16. Januar 2025 og skrevet af  Jacob Stahl Otte fra Drivkraft Danmark, Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling, Tejs Laustsen Jensen fra Brintbranchen & Ulrich Bang fra Dansk Erhverv. 

By |2025-01-16T11:37:00+01:0016. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Transportaktører: Danmark kan blive et foregangsland for fremtidens grønne PtX-brændstoffer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top