»Hvis man kun snakker om mål, og man ikke snakker om midler, så bliver det en let omgang i min verden«, sagde han og lod forstå, at det er for let, hvis man bare foreslår en 90 procent reduktion af drivhusgasudledningerne i 2035.
Jeg er helt enig i, at det er vigtigt med både mål og midler. Så lad os bare komme længere frem i modenhedsbussen. Hvis vi skal respektere klimavidenskaben, skal ambitionerne i klimapolitikken hæves markant.
Det er en økonomisk overskudsforretning at sætte endnu mere fart på elektrificeringen af transporten, industrien og varmesektoren samt at opstille meget mere sol- og vindenergi og flere varmepumper i et højere tempo, end regeringen lægger op til. Og ja, der er også behov for en dybere strukturel omstilling til mere plantebaseret landbrug og endnu mere skovrejsning, end trepartsaftalen lægger op til. Og via investeringer i nye power-to-x-anlæg kan Danmark fremstille rene e-fuels, som vores internationale sø- og luftfart har brug for. Det kunne være spændende, hvis Lars Aagaard lyttede lidt.
Regeringen forsinker den grønne omstilling
Regeringens Klimafremskrivning 2025 vurderer, at Danmark når klimalovens mål om at reducere de nationale emissioner med 70 procent i 2030. Det er en dejlig nyhed, der er værd at fejre for ministeren, regeringen og alle de partier, der har arbejdet hårdt for at barbere udledningerne ned. Det er vigtigt at levere på løfterne. Men vi skal meget videre.
Det globale karbonbudget er halveret, siden klimaloven blev indgået i 2019, og Danmarks andel af karbonbudgettet løber ud allerede i 2029. I det lys vil det være direkte uansvarligt at sætte et lavere klimamål for 2035 end mindst 90 procents reduktion. Hvornår erkender Aagaard det?
Den grønne omstilling bør speedes op. Der er mange virkemidler til rådighed. Knap 80 procent af salget af nye biler er nu elbiler, så hvorfor tøver regeringen stadig med at sætte en snarlig slutdato for salget af nye fossilbiler?
Og hvad med den massive afbrænding af de træer, der burde suge CO₂ ud af atmosfæren? Aagaard og regeringen har intet gjort ved de meget store udledninger på cirka 15 millioner ton CO₂ om året, der stammer fra afbrænding af træer på danske kraftværker. Man giver ovenikøbet betydelig statsstøtte til den klimaskadelige praksis, plus over otte milliarder kroner til at støtte CO₂-fangst på Ørsteds biomasseværker. Værre er, at disse støtteordninger forsinker elektrificeringen af varmesektoren, og dermed forringes business casen for udviklere, der vil stille mere sol- og vindenergi op.
Hvornår vågner Aagaard op til dåd og viser et elektrisk lederskab?
Regeringen har heller ikke givet et konkret bud på, hvordan man vil tage ansvar for Danmarks globale klimaaftryk. Det nytter ikke længere at sende aben videre. Det er vigtigt at få adresseret dette, når klimamålet for 2035 og 2040 skal fastlægges.
Statsstøtten klattes væk på usikre initiativer
Lars Aagaard ønsker som princip en mere »moden« klimapolitik, men hvorfor bruger han og regeringen så allerflest penge på de absolut mest umodne og usikre teknologier som 38 milliarder kroner på CO₂-fangst, ti milliarder kroner på pyrolyse og foreløbig op til 18 milliarder kroner på brinteksport til Tyskland? Og hvorfor bruger man i dette årti 30 milliarder kroner i statsstøtte på biogas, så det forvrider energimarkedet?
I Rådet for Grøn Omstilling ønsker vi en omkostningseffektiv omstilling, men regeringen praktiserer desværre ikke dette princip så meget. Klimarådet har peget på, at der er høj risiko for, at CO₂-fangst og pyrolyse ikke leverer så meget, som regeringen har satset på. Faktisk vælger regeringen her håb som strategi mere end en moden og realistisk klimapolitik.
Det ville være værre, hvis regeringen helt hoppede på Liberal Alliances og De Konservatives ønske om at satse på atomkraft i Danmark, for i dag er kernekraften den absolut dyreste energi, og de små modulære a-kraftværker er endnu dyrere og ligger endnu længere ude i fremtiden.
Fokusér på de billigste, modne teknologier som sol- og vindenergi, der bør skaleres hurtigere op i stedet for at klatte skattekronerne af på stadig usikre teknologier som CO₂-fangst og pyrolyse. Investér i energinettet, varmelagre, batterier, vandkraft og geotermi.
I energipolitikken går det ikke så godt med resultaterne. Regeringens nye klimafremskrivning skønner, at mængden af sol- og vindenergi kun øges med 2,7 gange frem mod 2030 og ikke med fire gange, der ellers var målet. Danmark er en stolt vindmøllenation, men selv om Aagaard har det privilegium at være minister i en flertalsregering, har man ført stop-and-go-politik, der forsinker udbygningen af land- og havvind. I 2030 risikerer Danmark nu at blive nettoimportør af strøm fra udlandet frem for at blive nettoeksportør.
Genstart det danske vindeventyr
Danmark har ellers alle forudsætninger for at blive selvforsynende med ren og billig grøn strøm i 2030, men i vindenergipolitikken er regeringen dumpet, fordi man har ført en zigzag-kurs. I stedet for at accelerere udbygningen med havvind, har man lavet fejlslagne udbud og smækket den åbne dør i, der måske havde kunnet skaffe over 23 gigawatt ny havvind.
Det er fornuftigt, at energiøerne ved Bornholm og i Nordsøen er sat på pause, da der findes andre og billigere måder at udbygge havvinden på. Regeringen brygger nu på et nyt udbud for havvind, og denne gang vil man give en prisgaranti og et støtteloft på op til 62 milliarder kroner, hvis selskaberne bygger 3 GW havvind frem mod 2032/33. Det er positivt, at man endelig erkender, at havvinden også har brug for en hjælpende hånd fra statens side. Men det nye udbud lægger desværre op til langt mindre havvind, end de 9-13 gigawatt man stillede danskerne i udsigt for blot et par år siden. Kan vi ikke gøre det bedre?
Vi bør genstarte det danske vindeventyr og sætte ekstra turbo på omstillingen væk fra de fossile brændsler. I det lys er det ærgerligt, at Lars Aagaard og Klimaministeriet bruger så meget tid på dyre og umodne teknologier frem for benhårdt at fokusere på at elektrificere alle sektorer.
Elektrificeringen er, som man kan se i Klimafremskrivningen, gået helt i stå. Så hvorfor render ministeren rundt og sår tvivl om, at husholdningerne skal udfase deres gasfyr senest i 2035, som der ellers er aftalt i et bredt forlig? Nu forudser regeringen, at der vil være 268.000 af dem i husholdningerne i 2030 og hele 117.000 tilbage i 2035. Så gør noget ved det.
Overfør gerne nogle af de ubrugte 13 milliarder kroner til biogas, og giv ekstra støtte til borgerne i landdistrikterne, så de kan få råd til at udskifte deres gasfyr med energieffektive varmepumper. I bør også snart ændre de afgifter og nettariffer, der i dag gør grøn strøm dyrere end fossil gas. Tag endelig fat, Lars Aagaard. Der findes så mange gode og modne grønne løsninger.
Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller, og er bragt i Dagbladet Information den 9. maj 2025.
