EU bør droppe små museskridt og udfordre byggebranchen

Landene i 2025 får travlt med at implementere EU’s nye bygningsdirektiv. Her bliver det afgørende at skabe grønnere hjem, som folk har råd til. Det kræver, at man får branchen med fra start, skriver Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Bygninger står for det største energiforbrug i Europa, og byggebranchen i EU er ansvarlig for cirka 36 procent af unionens samlede CO2-udledninger.

Men i øjeblikket gøres der alt for lidt for at reducere klima- og energipåvirkningen fra bygninger i EU-medlemslandene. Dan Jørgensen, der for nyligt blev udpeget som EU’s energi- og boligkommissær, kan spille en vigtig rolle i en omstilling af byggebranchen.

De næste 100 dage bliver afgørende. For meget er på spil, når Dan Jørgensen skal lave EU’s første plan for flere billige boliger: ’The Affordable Housing Plan’.

Priser og huslejer har i det sidste årti været stigende, og den yngre generation, samt lavindkomstfamilier, har brug for adgang til boliger, som de har råd til. De nationale regeringer vil måske blive fristet til at prioritere kvantitet og lavere priser for at håndtere denne udfordring.

Men EU-Kommissionen må sikre, at de i denne proces ikke ignorerer klimamålene fra European Green Deal, the Renovation Wave og RePower EU. Vi bliver nødt til at øge indsatsen for at reducere CO2-udledninger, samtidig med at vi sikrer adgang til billigere boliger.

Krav på vej

I mange år har fokus været på at reducere udledningerne i forbindelse med drift, primært fra energiforbruget i den tid, bygningen er i brug. Men det er dog ikke længere nok udelukkende at fokusere på denne del. Der er brug for et markant fald i den indlejrede CO2 i hele bygningens levetid.

I maj 2024 blev der taget et skridt fremad, da det reviderede EU Direktiv ’Energy Performance of Buildings Directive’ (EPBD) trådte i kraft.

I direktivet stillede man nye krav om bygningernes karbonbelastning i hele deres livscyklus for dermed at adressere de indlejrede CO2-udledninger fra byggeri til drift og nedtagning.

Medlemslandene har nu to år til at indarbejde kravene i national lovgivning. Men allerede næste år skal kommissionen fremlægge en vejledning til medlemsstaterne om, hvad der skal være de fremtidige minimumskrav til grænseværdierne.

Den overordnede vision er at skabe en fremtid, hvor alle nye bygninger er energieffektive nul-emissionsbygninger, som har et lavt ressourceforbrug og forsynes med vedvarende energi. Men hvordan kan det realiseres i praksis? Og hvordan kan billige boliger opføres til lave omkostninger mens man samtidig minimerer CO2-belastningen? Er det muligt at tegne cirklens kvadratur?

Flere EU-lande, herunder Danmark, Frankrig og Holland har været grønne frontløbere ved tidligt at introducere obligatoriske grænseværdier for bygningers CO2-udledninger, og i 2025 og 2026 vil flere medlemslande følge trop.

Senest 1. januar 2027 skal medlemslandene fremlægge et roadmap for, hvordan de vil fastsætte en maksimal grænseværdi for drivhuseffekten fra alle nye bygninger samt fastsætte reduktionsmål for nye bygninger fra 2030. Man skal sikre et progressivt fald i udledningerne – opgjort som CO2-emissioner per kvadratmeter om året. Fra 1. januar 2028 skal drivhuseffekten for bygninger over 1.000 kvadratmeter beregnes og fremlægges for hele livscyklus.

Ikke foreneligt med planetære grænser

Det er afgørende, at der sættes ambitiøse mål. Siden januar 2023 har det i Danmark været obligatorisk at holde sig under 12 kilo CO2-emissioner per kvadratmeter om året for nye bygninger over 1.000 kvadratmeter. Men i virkeligheden var det en temmelig gratis omgang, da de fleste nye bygninger på daværende tidspunkt allerede havde et lavere CO2-aftryk.

Efter pres fra en bred koalition af arkitektfirmaer, nøgleaktører i byggebranchen og NGO’er besluttede Folketinget i 2024 at sænke den øvre grænseværdi til 7,1 kilo CO2-emissioner per kvadratmeter med virkning fra 1. juli 2025. Derudover blev det fastlagt, at alle nye bygninger i 2029 højest må udlede 5,8 kilo.

Desuden har genbrugte byggematerialer fået tildelt en værdi på 0 kilo CO2-emissioner per kvadratmeter om året, når bygningers klimaaftryk beregnes. Det sidste tiltag er et vigtigt skridt på rejsen frem mod et cirkulært marked for genbrugte byggematerialer.

I fremtiden skal bør alle bygninger bygges med en betydelig andel af recirkulerede byggematerialer. Klimamæssigt er den bedste energi, den vi sparer, og den mest bæredygtige bygning er den, der genbruges.

Fremadrettet kan vi ikke bygge så mange nye og store boliger, hvis vi skal leve indenfor de planetære grænser og overholde FN’s mål om 1,5 grader. Men det er muligt at skabe forandring.

Dan Jørgensens ansvar

Her bør der være et øget fokus på nøjsomhed. Vi kan spare store mængder CO2, især hvis vi bliver bedre til effektivt at omdanne den eksisterende bygningsmasse, som en ny rapport fra EU-Kommissionen viser.

Vi har brug for bedre designede boliger og bygninger, at leve tættere sammen i mindre men gerne smukke hjem, og det skal være let at skille byggematerialerne fra hinanden igen efter endt brug, så de kan få flere liv og blive genbrugt i fremtiden.

Den fælles opgave i fremtiden er at bygge nulemissionsbygninger og bevare mest muligt. Mere end 630 byggefirmaer og samfundsinteressenter har underskrevet Reduction Roadmap. Det er en positive historie om en bred koalition, der kræver højere ambitioner af de politiske beslutningstagere.

Ifølge Reduction Roadmap 2.0 skal grænseværdierne sænkes til 5,8 kilo CO2-emissioner per kvadratmeter om året i 2025 for at være i overensstemmelse med klimavidenskaben.

For mange traditionelle interessegrupper kan det muligvis virke svært og måske uoverkommeligt at nå derned, men innovative arkitekter og byggefirmaer er klar til at kappes på stadig højere ambitioner.

Et eksempel er The Living Places’ proto-typehuse på 145 kvadratmeter, der holder sig på 3,85 kg CO2-emissioner per kvadratmeter om året – det er næsten et tre gange lavere CO2-aftryk end et gennemsnitteligt dansk parcelhus. Og den gode nyhed er, at disse træhuse skaber et godt indeklima, er bedre for miljøet og klimaet og samtidig ikke er dyrere end et traditionelt parcelhus.

Forhåbentlig kan vi i Danmark i de kommende år kappes om at udvikle de grønne løsninger for byggeriet, der er i verdensklasse målt på klimaansvarlighed. Danmark bør sætte sig som mål – og ikke mindst næste år, hvor vi overtager EU-formandsskabet – at vi kan løfte barren, så vi kan inspirere andre EU-lande til at stræbe efter en meget mere ambitiøs implementering af EU’s nye bygningsdirektiv og de nye livscyklus-krav.

Og så må vi håbe, at EU-Kommissionen og Dan Jørgensen bruger sin ’Affordable Housing Plan’ til at bane vejen for en ny bølge af lavemissions-bygninger i Europa. I stedet for at tage små museskridt eller vælge komfortable midterløsninger, bør EU udfordre byggebranchen til at konkurrere på stadig højere klima- og miljøstandarder.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og bragt i Byrummonitor den 9. Januar 2025.

By |2025-01-09T09:34:50+01:009. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til EU bør droppe små museskridt og udfordre byggebranchen
Læs mere

Afgørende at EU sikrer en forsyningskæde for brændstoffer

En vigtig opgaver for den nye EU-Kommissionen er at lave et rammeværktøj, der sikrer EU’skonkurrenceevne inden for grønne brændstoffer og teknologier til søfarten, mener Rådet for GrønOmstilling

Hvis der skulle vælges et nøgleord, som har domineret den europæiskediskurs i 2024, ville valget falde på ’konkurrencedygtighed’. Under forårets valgkamp til Europa-Parlamentet og efterårets høringer af denyudnævnte EU-Kommissærer var fokus på den europæisk stagnerendeøkonomi især i forhold til globale konkurrenter såsom Kina og USA.

Specielt én rapport er afgørende og kommer til at guide de europæiskebeslutningstagere gennem de næste fem år – Draghi rapporten.

Rapporten analyserer svaghederne i den europæiske økonomi og fremlægger en omfattende liste af løsninger, der kombinerer et fokus på innovation, investering, grøn omstilling og digitalisering.

Rapporten forudser, at søfarten (samt luftfart) vil blive en af de mestudfordrende områder at reducere udledninger fra, hvilket vil kræve betydelige investeringer. Det anslås, at investeringerne til at reducere udledninger fra den europæiske søfart vil ligge på cirka 40 mia. om året fra 2031 til 2050. Rapporten anbefaler derudover, at der i EU opbygges en europæisk forsyningskæde for grønne brændstoffer til søfart. For ellers risikereromkostningerne at stige betydeligt, og EU kan ende med at blive afhængig af tredjelande på endnu et område.

Når den Europæiske Kommission går ind i sine første 100 dage, er en af de vigtigste opgaver at fremsætte en ’Clean Industrial Deal’. Den skal være med til at omsætte teoretiske anbefalinger til praksis i arbejdet med at forbedre EU’s industrielle konkurrenceevne. Her er det afgørende, at søfart er inkluderet, for at sikre at mindst 40 pct. af grønne brændstoffer og nye teknologier, der er nødvendige for at nå EU’sklimamål for søfart, produceres i Europa.

At udvande eksisterende politik vil være risikabelt

For at det skal lykkes, er det afgørende, at indtægterne fra EU’skvotehandelssystem (ETS) geninvesteres i søfartens afkarbonisering gennem nationale og EU-baserede investeringsplaner, der åbner op for både offentlig og privat finansiering.

EU-Kommissionen peger selv på, at 1.6 mia. euro fra innovationsfonden bør anvendes til at understøtte indsatsen for at reducere CO2-udledningerne fra søfartssektoren. Derudover bør alle auktionerede indtægter, der tilfalder medlemslandene, bruges til klimaformål. Det er dog op til hvert enkelt medlemsland at beslutte, hvordan de vælger at fordele deres nationale indtægter.

Kvotehandelssystemet (ETS) har vist sig at være en primær drivkraft for reduktion af CO2-udledninger i energisektoren og i nogen grad også i den tunge industri. Det var derfor en stor milepæl, at ETS i 2024 trådte i kraft for søfarten. For selvom det i øjeblikket kun dækker store skibe over 5.000 bruttoton og kun 50 pct. af emissionerne fra rejserne, der begynder eller slutter uden for EU, er det et vigtigt skridt fremad mod en grøn omstilling af europæisksøfart.

En nylig analyse fra by T&E og Ricardo viser, at ved at dedikere blot en fjerdedel af indtægterne fra kvote-markedet for skibs- og luftfartsindustrien kan man reducere prisspændet mellem fossile brændstoffer og brintbaserede alternativer.

Det er derfor bekymrende at se, at flere medlemslande nu forsøger at underminere dette værktøj, som ellers kunne spille en afgørende rolle i at kickstarte en europæisk produktion af bæredygtige alternative brændstoffer. Især middelhavslandene er bekymrede for, at skibstrafik vil blive dirigeret væk fra EU-havne, for at skibsejere kan undgå at betale for skibes CO2-udledninger. Den Europæiske Kommission har dog ikke fundet nogle beviser for, at denne praksis finder sted. Faktisk er det sandsynligt, at rederier vil opnå betydelige uventede overskud ved at overføre deres ETS-omkostninger til kunder i form af tillægsgebyrer.

Danmark har hidtil spillet en vigtig rolle i at støtte ETS for søfarten både på europæisk og internationalt niveau. Denne indsats kan styrkes yderligere i anden halvdel af 2025, når Danmark overtager EU-formandskabet.

Danmark kan bygge videre på nogle af de positive fremskridt, der blev opnået i 2024, f.eks. lanceringen af flere store metanoldrevne containerskibe fra Mærsk og fremskridt indenfor produktionen af grøn brint og metanol fra European Energy. Samtidig er der også opstået udfordringer, der minder om, at vejen mod en CO2-neutral søfart stadig ikke er sat i sten – heriblandt annulleringen af Ørsteds grønne e-metanolprojekt i Sverige.

Historisk global aftale på vej

2025 forventes at blive et skelsættende år for international skibsfart.

FNs Internationale Maritime Organisation (IMO) ventes at vedtage en række midlertidige foranstaltninger, der skal sætte international skibstransport på rette kurs mod at nå de foreløbige klimamål for branchen og i sidste ende blive klimaneutrale i 2050. Et af de afgørende tiltag, der i øjeblikket debatteres af IMO’s medlemmer, er en global CO2-afgift. Det er et vigtigt værktøj til at skabe et level-playing-field og reducere prisforskellene mellem fossile og grønne brændstoffersamt generere indtægter, der kan bruges til at støtte en retfærdig grønomstilling i udviklingslandene.

Foruden planerne om en CO2-afgift er der fremlagt forslag om tiltag, der indebærer forpligtelser til forbedring af skibes energieffektivitet samt krav om anvendelse af grønnere brændstoffer. Sådanne tiltag er afgørende, da en undersøgelse fra UCL og UMAS viser, at udledninger fra global skibsfart var på nogenlunde samme niveau i 2022 som i 2008 på trods af IMO’s ambition om at sænke udledningerne med 20-30 pct. inden 2030.

Dette understreger behovet for stramme internationale tiltag.

For at starte året i en håbefuld stemning er det godt at minde os selv om, at på trods af de mange udfordringer det internationale samfund står overfor, såsom Ruslands krig i Ukraine, Rødehavskrisen, vedvarende økonomisk ustabilitet og voksende politisk polarisering, har søfarten formået at fastholde et fokus på CO2-reduktion – og 2025 er muligvis året hvor en banebrydende aftale ser dagens lys.

Denne klumme skrevet af Katerina Davidova og bragt i Shippingwatch den 30. december 2024.

By |2025-01-07T11:55:04+01:007. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Afgørende at EU sikrer en forsyningskæde for brændstoffer
Læs mere

Negative emissioner kræver reelle resultater – ikke kreativ bogføring

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at vi skal reducere udledningen af drivhusgasser, hvis vi skal bremse den menneskeskabte globale opvarmning. FN’s klimapanel IPCC understreger dog, at reduktioner alene ikke længere er nok – vi bliver også nødt til at fjerne CO2 fra atmosfæren, hvis de farlige temperaturstigninger skal undgås. Skovrejsning er en simpel metode til at sikre dette. Dog er der i stigende grad et fokus på metoder såsom kulstoflagring gennem biokul eller såkaldt BECCS, hvor CO2 fra afbrænding af biomasse fanges og lagres i undergrunden. For at finansiere denne type projekter fremhæves udstedelse og salg af kulstofcertifikater ofte som en måde at sikre investeringer i kulstoflagringsprojekter.

Der er behov for et troværdigt system

De seneste par år har EU forsøgt at skabe en standardiseret ramme for certificering af kulstoffjernelse og -lagring med forordningen Carbon Removal and Carbon farming regulation (CRCF). Formålet med CRCF er at standardisere og kvalitetssikre certifikater. På sigt er idéen, at certifikater kommer til at spille en større rolle i kommende EU-reguleringer, f.eks. at de kommer til at indgå som en del af et kvotehandelssystem for landbruget eller som en del af EU’s landbrugsstøtte. Derfor er det nødvendigt, at der bliver bygget et troværdigt system, der sikrer permanent lagring af kulstof.

I april vedtog Europa-Parlamentet en bred aftale om CRCF, som skal danne rammen for at udstede konkrete metodikker til kvantificering af forskellige former for kulstoffjernelse.

Problemet? De foreslåede metodikker maler et skævt billede af, hvilken CO2-effekt teknologierne reelt opnår.

Fokus på biokul giver et skævt CO2-regnskab

I aftaleteksten beskrives det, hvordan de metodikker der skal udvikles for certifikaterne, skal tage højde for den netto klimaeffekt, der er ved kulstoflagring baseret på biomasse – altså at både optag og udledning af CO2 tælles med. Det er i imidlertid ikke det, der er lagt op til i de udkast til metodikker, der er fremlagt indtil videre.

I stedet ignorerer metodikkerne, at der fjernes et kulstoflager fra naturen, når biomasse bruges til biokul eller BECCS. Populært sagt: Det fjerner ikke direkte CO2 fra atmosfæren, hvis man putter biomasse i et pyrolyse- eller BECCS anlæg. Reelt flyttes kulstoffet blot fra ét lager til et andet. Kulstoffet, der lagres, kan være i en mere stabil form end kulstoflageret i biomassen, men det ændrer ikke på, at teknologiernes reelle CO2-fjernelse fra atmosfæren overvurderes.

Når man kun regner den positive gevinst fra lagringen med – eksempelvis det kulstof, der bliver lagret som biokul eller i et geologisk lager – men ikke tager højde for det kulstof, der fjernes fra skov eller mark, skaber man et skævt og ufuldstændigt regnskab, der overvurderer den reelle effekt på atmosfærens CO2 indhold.

Reelle resultater – ikke luftkasteller

Hvis troværdigheden af fremtidens kulstofcertifikater skal sikres, er det nødvendigt at metodikkerne for BECCS, biokul og kulstoflagring i bygninger, regner det tab af kulstof med, der er fra biomassen. Det, der betyder noget, er, at der fjernes CO2 fra atmosfæren og ikke at få et CO2-regnskab til at se pænt ud. Et system, der lover mere, end det kan holde, underminerer både tilliden og klimaindsatsen. Negative emissioner er afgørende – men kun, hvis de er reelle og ikke som følge af en regneøvelse.

Dette debatindlæg er skrevet af Trine Langhede og Erik Tang og er blevet bragt i Klimamonitor den 3. januar 2025.

By |2025-01-06T11:25:34+01:006. januar 2025|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Negative emissioner kræver reelle resultater – ikke kreativ bogføring
Læs mere

Den tid, hvor det fossile overherredømme i verden vælter, er rykket meget tættere på

Engang sagde Bill Clinton”It´s the economy, stupid”, men det vil nok være mere præcist at sige: ”It´s the energy, stupid!”

For da Donald Trump på valgnatten holdt sin sejrstale, sagde han ”leave the oil to me”. Et af hans hovedbudskaber under præsidentvalgkampen var da også ”Drill, baby, drill”. Han er fløjtende ligeglad med de globale klimaforandringer. Han vil udvinde mere. Brænde mere af. Selv om det brænder kloden af.

Med Trump ved magten vil USA – igen – melde sig ud af FN´s klimaaftale fra Paris. Og fyre ekstra op under den fossile energi. Det bør ikke overraske. USA er i dag verdens fossile supermagt nummer et. Det er det land, der udvinder absolut mest olie (20 pct. af verdens olieproduktion) og mest gas og LNG-gas. En stor del af den amerikanske magt, velstand og konkurrenceevne hviler på enorme mængder af fossil energi.

Trump er ikke alene. Også Putin har bygget sin magt op på fossil energi. I en årrække fik han gjort Tyskland dybt afhængig af de løbende forsyninger af billig russisk gas. Det var led i et geopolitisk spil om dominans. Han indledte krigen, da EU-landene var meget sårbare og fik 45 pct. af sin gas fra Rusland.

Fossil energi finansierer autoritære regimer

Invasionen af Ukraine og den blodige krig har ændret alle ligninger i tysk og europæisk politik. For krigen udløste en energikrise i 2022, der førte til øget inflation. Det rystede de europæiske økonomier. Som under 1970´ernes energikriser, der også skabte højere inflation, kan energien ryste og vælte regeringer. Borgernes vrede stiger med energipriserne, der gør flere og flere varer dyrere. For varerne har store mængder af indlejret energi. Det gælder også vores fødevarer. Fordi det industrialiserede landbrug bruger så meget kunstgødning, pesticider og dieseldrevne maskiner, går der hvert år 655 liter dieselolie til at fremstille en danskers fødevarer.

To tredjedel af EU-landenes bruttoenergiforbrug er fossil energi, der importeres for 390 mia. euro om året. Det svarer til 2,7 pct. af bruttonationalproduktet. Og det er også mere, end EU-landene bruger på forsvaret. Men da 18 pct. af EU-landenes gas – trods en stribe energiembargoer – stadig kommer fra Rusland, bruges pengene til at føre krig for. Det skader vores sikkerhed. Det er på høje tid at vågne op til den barske geopolitiske realitet: Så længe vi i Europa ikke frigør os fra den fossile afhængighed, er det vores strategiske akilleshæl. Importen af fossil energi finansierer autoritære regimer mod øst, som truer vores sikkerhed. Vi gambler med vores fremtid, hvis vi ikke frigør os hurtigt fra fossilerne.

Sæt strøm til den grønne energirevolution

Heldigvis findes der en løsning på udfordringen!

Gennem en målrettet og ambitiøs klima- og energipolitik er det muligt for EU-landene helt at frigøre sig fra fossil energi i løbet af femten år. For 95-100 pct. af de teknologiske løsninger findes allerede. Sol- og vindenergi er i dag billigere end fossilerne på livslange omkostninger, og de falder som batterierne hastigt i pris. Salget af elbiler er steget markant, og fra område til område slår batterirevolutionen igennem. Det er nu realistisk at opbygge et elektrisk samfund, der drives af 100 pct. grøn strøm.

Vi befinder os i et globalt kapløb mod stadig lavere marginalomkostninger for energien. Det er en grøn energirevolution drevet frem af hastigt faldende priser for sol-, vind- og batterier. Den tid, hvor det fossile overherredømme i verden vælter, er rykket meget tættere på.

Energi er nøglen til regeringers herredømme og evne til at levere velstand. Og når den fordyres kraftigt, følger inflation, øget social usikkerhed, arbejdsløshed og stagnation. Det sidste kan bringe regeringer til fald. Anker Jørgensen, Jimmy Carter og mange andre oplevede det. Det samme kan næste år blive skæbnen for Olaf Scholz i Tyskland. Energi er den store X-faktor i økonomi og politik.

Kina har for længst forstået, hvor vigtigt det er at frigøre sig fra importen af den fossile energi, der gør landet afhængig af udenlandske magter. Siden finanskrisen i 2007/8 har den kinesiske stat investeret massivt i at skalere de grønne energiteknologier op og at elektrificere samfundet i lyntempo. De er i dag verdens førende nation indenfor solceller, batterier og elbiler, og hvis ikke EU-landene snart vågner op til dåd, vil kineserne også opnå en dominerende position i vindmølle- og varmepumpeindustrien.Engang var vi Europa frontløbere indenfor solceller, men regeringerne forfulgte en markedsliberal politik og efter finanskrisen valgte de sparevejen ud af krisen. I stedet kunne vi som Kina have investeret strategisk i de industrier, der skal skabe vores fremtidige konkurrenceevne. Det er på høje tid til at vågne op til de nye økonomiske og geopolitiske realiteter. It´s the energy, stupid!

Strategisk industripolitik er nøglen

I Europa bør vi føre en proaktiv strategisk industripolitik, hvor vi målrettet bruger staten og optager lån for at skalere de grønne industrier og teknologier op, som skal frigøre os fra den fossile afhængighed. Det kræver en kopernikansk vending i den økonomiske tænkning. Hvis EU fik flere egne ressourcer – og f.eks. alle pengene fra CO2-kvotehandlen – kunne fællesskabet optage billige lån til at accelerere den grønne industrielle revolution. Men der er stadig en del modstand.

Mainstreamøkonomerne bilder sig ind, at det i første række er arbejdskraft og teknologi, der driver produktiviteten op. I deres produktivitetsligning og økonomiske modeller spiller energien stadig en relativ marginal rolle. Men historisk set og over lang tid er der næsten en 1-1 sammenhæng mellem den mængde af energi, der proppes ind i økonomien, og den velstandsstigning, der skabes i samfundet.

Energi er nøglen til regeringers herredømme og evne til at levere velstand. Og når den fordyres kraftigt, følger inflation, øget social usikkerhed, arbejdsløshed og stagnation. Det sidste kan bringe regeringer til fald. Anker Jørgensen, Jimmy Carter og mange andre oplevede det. Det samme kan næste år blive skæbnen for Olaf Scholz i Tyskland

Energi er den store X-faktor i økonomi og politik. For som økonomen Steve Keen har sagt: ”Et menneske uden energi er et lig, og en maskine uden energi er en skulptur.” I stedet for at se energi som et luksusgode, der tages for givet, bør vi forstå den som den første og afgørende forudsætning for velstand, velfærd og produktivitet. Men hvilken energi skal det være? Svaret på dette spørgsmål burde være allerhøjeste prioritet for alle stats- og finansministre i EU.

EU-landene brænder 3,8 mia. tønder olie af om året, og omregnes energiindholdet til menneskers arbejdsår svarer det til 17,1 milliarder mennesker arbejder 24 timer alle dage af året. Også Danmark er stærkt afhængig af fossile brændsler. Hele 68 pct. bruttoenergiforbruget i hele den danske økonomi (inklusive vores internationale transport og aktiviteter i udlandet) er stadig fossilt, og den procentsats har været ret stabil siden 1968!

Indenfor den danske nationalstats rammer er 53 pct. af energiforbruget fossilt. Selv om de rene vedvarende energikilder er vokset betydeligt, stammer kun 13 pct. af vores bruttoenergiforbrug fra sol- og vindenergi, varmepumper, geotermi og vandkraft. I bedste fald er vi kun kommet en sjettedel af den grønne omstilling væk fra fossilerne. Mindre end en femtedel af Danmarks energiforbrug er elektrificeret. Elektrificeringen er gået i stå og dens andel af energiforbruget er ikke øget i de sidste tyve år.

Hvornår vågner Wammen op til dåd?

Rent klimamæssigt og i forhold til luftforureningen er der kun stærke argumenter for at frigøre sig fra de fossile brændsler. Det er essentielt at løse klimakrisen, hvor 90 pct. af de globale CO2-udledninger stammer fra afbrændingen af olie, gas og kul.
Men Energistyrelsen forventer, at der i 2024 udvindes ca. 26 mio. tønder i den danske del af Nordsøen, og der åbnes nye felter, fordi regeringen endnu ikke tør tage opgøret med det fossile forbrændingssamfund. Er det fordi dansk økonomi stadig drives frem af energien fra 120 mio. tønder olie? Omregnet til menneskelig arbejdskraft svarer det til 540 mio. arbejdsår.

Organisatorisk og mentalt er det en kæmpe opgave at gå fra et fossilt forbrændingssamfund og så skabe et klimapositivt samfund, der drives af ren vedvarende energi og grøn strøm. Mange har svært ved at forestille sig, at det kan blive anderledes.

Nogle råber desperat på atomkraft som et quick fix, selv om det tager over et årti at bygge nye atomkraftværker, og målt på livslange omkostninger er a-kraft væsentlig dyrere end sol- og vindenergi, selv når de er bakket op af batterier.

Rent økonomisk er der kun gode argumenter for at sætte turbo på den grønne omstilling. I det globale fossile energisystem spildes hele to tredjedel af al energi, inden den kommer ud til slutbrugerne og gør reel nytte i form af arbejde og serviceydelser. Hvornår erkender finansminister Nicolaj Wammen, at der kan høstes meget større produktivitetsgevinster ved at elektrificere alle sektorer af samfundet og udfase fossilerne end ved at skrue på arbejdsudbuddet eller fjerne St. Bededag? Besættelsen af at skabe lidt større arbejdsudbud svarer til, at man presser citronerne ved et teselskab på toppen af Titanic, der sejler på fossil energi.

Desværre holder finansministrene endnu hånden under den fossile spildøkonomi. Iflg. IMF udgør staternes direkte og indirekte subsidier til fossile brændsler globalt over 7000 mia. dollar om året eller omkring 7 pct. af verdens landes bruttonationalprodukt. Uden statsstøtte vil olie, gas og kul blive udkonkurreret på markedet. I EU-landene får fossilerne over 150 mia. euro i direkte og indirekte subsidier, hvis man medregner værdien af skattefradrag og gratis kvoter. Det er organiseret stupiditet, der øger både borgernes energiregning og fremtidens klimaregning.

Ren energi styrker vores konkurrencekraft

Der er ikke længere økonomiske argumenter for at klamre sig til fortidens beskidte energi. Priserne på solenergi og batterier er faldet med over 80 pct. i det sidste årti, og offshore vind er faldet med 73 pct. I dag er el fremstillet fra solceller på bar mark 56 pct. billigere end fossil energi, og landvind er 67 pct. billigere. Det er på høje tid at melde sig fuldt ind i det grønne energikapløb.

Alle former for statsstøtte til fossil energi bør fjernes og kanaliseres over til rene energikilder og grøn strøm. I Danmark var den fossile statsstøtte 3,6 mia. kr. i 2022 – bl.a. fordi energikrævende virksomheder og landbruget får store skattefradrag, når de brænder fossil energi af. Det er næsten det dobbelte af, hvad regeringen vil give i samlet støtte til sol- og vindenergi og varmepumper i hele perioden fra 2022-28! Vi skal en anden vej. De fossile subsidier bør helt væk, for de skader klimaet og øger den samlede energi- og klimaregning.

Vi skal gå all-in på den billigere vedvarende energi, også af hensyn til fremtidens konkurrencekraft. Draghi-rapporten om Europas konkurrenceevne har vist, at en central årsag til, at europæiske virksomheder har svært ved at konkurrere, er, at de betaler 2-3 gange så meget for deres elektricitet som deres kinesiske og amerikanske konkurrenter. Den bedste løsning er at fremskynde dekarboniseringen af økonomien, som Draghi rapporten påpeger. Det skal vi også i Danmark.

Der findes et godt grønt alternativ

Rådet for Grøn Omstilling (RGO) har lavet en rapport, der viser, at hvis Danmark nidobler sin produktion af sol- og vindenergi og laver en meget hurtigere elektrificering af vejtransporten, varmeforsyningen og industrien, kan vi helt frigøre os fra alle fossile brændsler i 2040. Planen kan skære 80 pct. af Danmarks CO2e-udledninger i 2030, 90 pct. i 2035 og så nå 100 pct. reduktion om femten år. Vi skal også investere meget mere i skovrejsning og biodiversitet, og vores beregninger viser endda, at det samfundsøkonomisk er en rigtig god investering at rejse hele 320.000 hektar ny skov frem mod 2040 – dvs. mere og hurtigere end i den grønne trepart.

Rapporten – Ren energi indenfor planetære grænser i 2040 – viser, at Danmark med denne strategi frem mod 2040 kan spare hele 207 mio. tons CO2 mere end regeringens klimapolitik. Det svarer til at barbere hele fem års udledning af drivhusgasser væk. Det har en klimaværdi på 267 mia. kr., hvis man regner ud fra Finansministeriets forventede CO2-pris i 2040.

Vi kan også løse tre store udfordringer, der ofte ignoreres i dansk klimapolitik: A) Udfasning af den klimaskadelige afbrænding af fast træbiomasse. B) Dekarbonisering af vores internationale luft- og skibsfart. C) Kraftig reduktion af den indlejrede CO2 i alle sektorers fossile forbrug via mere cirkulær økonomi.

Vi skal elektrificere alt, hvad der kan sættes grøn strøm til, fordi det rent energiøkonomisk er langt mere effektivt end at fyre med fossil energi og træbiomasse. Elmotorer er 3-4 gange mere effektive end forbrændingsmotorer. Varmepumper er 3-4 gange mere effektive end gasfyr. Danmark bør satse benhårdt på en elektrificering af alle sektorer. Under næste års danske EU-formandskab bør vi skalere disse løsninger hurtigt op i hele Europa. Vi bør spilde mindre tid og færre penge på dyre distraktioner med CO2-fangst, pyrolyse eller grøn brint til industrier, hvor det er bedre at elektrificere. Stort set hele industrien kan elektrificeres, og det vil være en god forretning. Fremtiden er elektrisk, og det er meget mere effektivt og billigere, hvis vi elektrificerer det meste af vores økonomi end fortsat at være afhængig af fossile brændsler, der skader klimaet. Og grøn brint skal fremstilles med vedvarende energi i lokale industriklynger og bruges med måde til at lave e-fuels til fly- og skibsfart eller fossilfri gødning.

I de sidste hundreder år har Danmark været et forbrændingssamfund, hvor vi først fik vores energi fra at brænde alle landets skove af, og siden brændte vi millioner tons fossil energi af om året for at holde gang i hjulene. Men forbrændingssamfundet har fået klimaforandringerne til at accelerere på dramatisk vis, og det er på høje tid at omfavne det 21. århundredes grønne og elektriske løsninger.

Dette er en kronik af direktør Bjarke Møller, der blev bragt i Dagbladet Politiken den 18. december 2024.

By |2025-01-21T14:45:58+01:0018. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Den tid, hvor det fossile overherredømme i verden vælter, er rykket meget tættere på
Læs mere

Norge spiller med den grønne indkøbsmuskel – Danmark bør følge trop

Både Norge og Danmark har kæmpet med stigende udledninger fra den offentlige sektors indkøb. Men mens vore norske naboer har knækket koden, er udledningerne i Danmark stadigt støt stigende. Klimaaftrykket fra det offentliges indkøb forventes at stige fra 14,3 millioner ton i 2019 til 15,6 millioner ton CO2e-udledninger mod 2030, og det skyldes primært flere investeringer i byggeri og anlæg. Det sker til trods for, at den danske klimalov kræver en reduktion af drivhusgasudledningen på 70 procent frem mod 2030.

Investeringspotentialet er stort

De seneste par års ustabile geopolitiske klima har været med til at presse priserne op i bygge- og anlægssektoren, hvilket har gjort det vanskeligt for de offentlige investorer at overholde sine budgetter og udføre projekter til fordel for samfundsøkonomien.

I oktober kunne man læse i Ingeniøren, at otte igangværende anlægsprojekter sammenlagt gav et samfundsøkonomisk underskud på 7 milliarder kroner. Det er blandt andet projekter som den nye jernbane mellem Aarhus og Silkeborg, udvidelsen af Motorring 3 og udvidelsen af rute 26. Samme måned kunne man også læse om Midtjysk Motorvej, hvis budget er skredet med én milliard, og derfor må spare på naturhensyn som faunapassager og dalbroer. Det er derfor oplagt at sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor en del af budgettet, der går til klimahensyn og innovation, og samtidig lægge op til en revurdering af den kurs, der blev lagt fast med Infrastrukturplan 2035.

Det offentlige har et enormt investeringspotentiale og kan som aktør i markedet spille en central rolle i at fremme grønne teknologier og bæredygtige løsninger. Vi har tidligere set, hvordan offentlige investeringer i vindmølleindustrien førte til en markant udvikling og udbredelse af vindmøller, som nu opsættes på markedsvilkår i Danmark.

Ved i større grad at prioritere mindre klima- og ressourcebelastende processer og materialer i offentlige projekter, vil vi ikke blot skubbe industrien mod mere bæredygtige teknologier, materialer og processer, men også skabe økonomiske incitamenter for private investorer. På den måde kan den offentlige sektor bidrage til, at produktionen af grønnere løsninger vokser og samtidig skabe en rentabel forretning for private aktører.

Norge har løsningen

Nu til løsningen. For i Norge har man fat i den lange ende. Fra i år skal alle offentlige indkøb i Norge nemlig vægte klima- og miljøhensyn med minimum 30 procent i offentlige udbud. Det betyder i praksis, at offentlige indkøbere ikke længere kun skal forholde sig til parametre som kvalitet og pris, men også sikre den størst mulige klima- og miljøgevinst. Det giver fantastisk god mening at udnytte konkurrenceparametrene til at styrke den grønne omstilling. Baggrunden for beslutningen i Norge er, at man ønsker at bringe den offentlige indkøbsmuskel i spil i forhold til at halvere Norges CO2-udledninger frem mod 2030 i forhold til 1990.

Vi vil derfor opfordre statsapparatet til at indføre en lignende model for alle offentlige indkøb, så den danske indkøbskapacitet også kommer i spil i den grønne omstilling. Som man har set det i Norge, er der et stort potentiale for at konkurrere på grønne tiltag på tværs af den offentlige sektor. Når så den danske stat, regionerne, kommunerne og offentlige virksomheder samlet køber ind for cirka 448 milliarder kroner om året, har de et klart ansvar for at gå forrest.

For at nå klimalovens mål er det essentielt, at alle sektorer bidrager til at nedbringe drivhusgasudledningerne. Der er derfor ikke plads til, at udledningerne fra offentlige indkøb fortsat kan stige.

Dette debatindlæg er skrevet af Mathias Lyng Nikolaisen og er bragt i Klimamonitor den 17/12 2024

By |2024-12-17T08:51:08+01:0017. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Norge spiller med den grønne indkøbsmuskel – Danmark bør følge trop
Læs mere

Klimarådet har blinde vinkler i slaget om Danmarks 2035-mål

Skal Danmark reducere sin udledning af drivhusgasserne med 80, 85 eller 90 procent i 2035? Dette spørgsmål har Klimarådet søgt at besvare i en nylig rapport, hvor man har søgt at regne på de samfundsøkonomiske omkostninger ved de tre forskellige veje. Klimarådets rapport rummer flere gode indsigter, der bør fremhæves: Man har regnet på landbrugsaftalens konsekvenser og på de indirekte sideeffekter som luftforurening, støj, kvælstofudvaskning og rekreative værdier af ny skov. Det er med til at kvalificere reformdebatten. Det er også positivt, når Klimarådet anbefaler, at der laves femårige budgetmål, at Danmark tager ansvar for sine forbrugsbaserede udledninger, og at klimaomstillingen skal være fair.

Regeringen satser på, at vi kan vente til 2045 med nå nettonul, og at EU kan nøjes med at reducere med 90 procent i 2040. Følger man klimaforskningen er det både for lidt og for sent. Lige nu ser det ud til, at Danmark kan skære 78-79 procent af sine nationale udledninger i 2035 i forhold til 1990. Hvis man løfter 2035 målet til 85 procent vil de samfundsøkonomiske omkostninger i følge Klimarådet svare til 0,1 promille af bruttonationalproduktet. Ved 90 procent er det 0,2 promille af BNP.

En billig grøn omstilling

Det er relativt billigt at reducere CO2e-udledningerne med 90 procent i 2035. Klimarådet skønner, at det blot kræver 45 milliarder kroner for 2024-2035.  I betragtning af et politisk flertal pludselig fandt 32 milliarder kroner til at købe flere aktier i Københavns Lufthavn, har afsat 40 milliarder kroner til landbrugets grønne omstilling og i dette årti vil bruge over 30 milliarder kroner i statsstøtte til biogasindustrien, bør vi have råd til at nå 90 procent reduktionsmålet.

Man kunne også hente pengene på andre måder: Fjern gerne den direkte statsstøtte på 3,2 milliarder fra 2025-2029 til afbrænding af biomasse, der skader klimaet. Spar nogle milliarder i infrastrukturforliget, der øger forbruget af asfalt, cement og beton i de næste femten år – og flyt asfaltpengene over til elnettet.

Udskyd størsteparten af de 38,7 milliarder kroner, som et bredt flertal vil bruge på CO2-fangst anlæg. Og drop 10 milliarder kroner til pyrolyse i landbruget, for først i 2032 ved man, om det er miljømæssigt forsvarligt at bringe biokul ud på markerne.

Men Klimarådet har ikke regnet på effekten ved andre investeringer. Klimarådets økonomer indtager et lidt for teknooptimistisk syn på de dyre og umodne teknologier. Det ville være bedre, hvis man – som Det Miljøøkonomiske Råd anbefaler – lader være med på forhånd at tælle usikre teknologier som CCS og pyrolyse med i Danmarks klimaindsats.

Klimarådets største blinde vinkel

Hvis politikerne bruger Klimarådets nye rapport som ”beslutningsgrundlag”, er der risiko for, at det fører til dårlige beslutninger. Hvorfor? Det største problem i rapporten er, at man ikke har regnet på værdien af energieffektiviseringer og elektrificering af industrien og varmesektoren, selv om det er omkostningseffektive tiltag.

Og man har ikke regnet på gevinsten ved flere solceller og vindmøller, der på livslange omkostninger er billigere end fossile brændsler, der i dag udgør 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug. Det er ærgerligt, for elektrificeringen er gået i stå i Danmark, og el står kun bag 19 procent af bruttoenergiforbruget. Uden øget elektrificering af industri, varmesektor og vejtransport mangler VE-developerne en stærk business case. Det er på tide med en kursændring. Fiaskoen med nul bud ved statens udbud af tre havvindområder i Nordsøen viser, at det haster.

Heldigvis kan politikerne stimulere efterspørgslen efter grøn strøm, hvis man stopper salget af nye fossilbiler og udfaser olie-og gasfyr. Og gør det attraktivt for industrivirksomheder at elektrificere. Sæt fart på elektrificeringen, så vi undgår en negativ spiral, der skader udbygningen med vedvarende energi.

Værre er, at det samlede skatte- og tariftryk på den grønne strøm – opgjort per energienhed – ser ud til at være højere end på fossile brændsler, fremgår det af tal fra European Energy. Den fossile energi – ikke den grønne strøm – bør rammes med afgiftshammeren. Forhåbentlig kigger Klimarådet ind i disse dynamikker i kommende analyser.

Den nye rapport har en del overfladiske betragtninger om risikoen for folkelig modstand ved opstilling af mere sol og vind, men hvorfor har rådet ikke – som i tidligere rapporter – betonet de mange positive gevinster? Den er der mange af i form af økonomi, lavere elpriser og flere job. Men nej, Klimarådet bruger hellere adskillige sider på at tale CO2 fangst op. Det er en skæv prioritering.

Teknooptimismens korsvej

Klimarådet håber – med Energistyrelsens teknologikatalog i hånden – at CO2-fangst på industrielle punktkilder mindst kan fange 90 procent af drivhusgasserne i skorstenen, selv om der ikke noget sted i verden findes et anlæg, der over længere tid har præsteret det.

Nuvel i CCS-afsnittet i det økonomiske baggrundsnotat optræder ordet ”usikkerhed” 13 gange på syv sider, men Klimarådet håber, at CO2-fangsten kan trække hovedlæsset i rådets forslag til 85- og 90-procents vejen.

Det er ret vildt, hvor hårdt man satser på CO2-fangst. De hidtidige globale erfaringer viser, at fangstraterne i praksis er lavere end forventet, det er svært at skalere CO2-fangst på industrielle punktkilder, anlæggene øge energiomkostningerne og man risikerer et dyrt lock-in til fossile brændsler og fyring med træbiomasse. Men måske vækker konklusionerne glæde i SVM-regeringen, der globalt har lavet en GONE-alliance for drømmen om negative emissioner? Den hårde satsning på umoden og svært skalerbar CO2-fangst kan ende som en forklædt hockeystav, så vi ikke når klimamålene. Det ligner mere håb som strategi end et seriøst og sikkert bud på, hvordan Danmark reducerer sine udledninger omkostningseffektivt.

Måske får vi brug for CO2-fangst i slutningen af 2030’erne, men i de næste få år bør vi fokusere benhårdt på mere sol, vind, batterier, varmepumper og elektrificering af alle sektorer, som effektivt kan fjerne de fossile brændsler. Men dem har Klimarådet ikke regnet på.

Batterirevolutionen skal tages alvorligt

Klimarådets rapport rummer mystiske metodevalg. I forhold til tung vejtransport antager man, at 10 procent af lastbilerne vil køre på brint i 2035. Det er en vild antagelse, hvis man følger med i batterirevolutionen. El vinder over brint og brændselsceller, fordi brinten øger omkostningerne markant. Og man har regnet på grønne brændstoffer til færgefarten, men ikke på elektrificering, selv om Stena line i 2030 vil sejle med elfærger fra Frederikshavn til Göteborg. Ja, der er brug for at fremstille flere grønne e-fuels til den interkontinentale sø- og luftfart, men den nationale færgefart bliver elektrificeret.

I Kina er der et fragtskib med 700 containere ombord, der sejler over 1000 kilometer på batterier forsynet med grøn strøm. Forvent flere og større elskibe i de kommende år, fordi batteripriserne falder med 25-28 procent hver gang antallet fordobles. Vi ser også en ny generation af store batterier til energilagring vinde hastigt frem fra Kina til Tyskland og Kalifornien. Energilagringen kan udfylde et missing link, så vi kan få strøm og varme de dage, hvor solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Hvornår tager Klimarådet batterirevolutionen lige så alvorligt som CCS?

90 procent er ikke så dyr

Det er ærgerligt, at Klimarådets rapport – desværre med flere problematiske antagelser – hævder, at det er dyrere at satse på 90 procent reduktion i 2035 frem for 85 procent. For det kan friste de politikere, som vil spare lidt penge, og som bilder sig ind, at vi har god tid til at lave klimaomstillingen. Men er det nu sandt, at 85 procent er billigere end et 90 procent mål? Den påstand kan og bør udfordres.

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at Danmark mindst bør sænke udledningerne med 90 procent i 2035 og nå nettonul i 2040. Vi har fremlagt en samlet klima- og energiplan for, hvordan det kan gøres sektor for sektor. Beregningerne, der er foretaget af EA Energianalyse viser, at det vil være en overskudsforretning at accelerere udbygningen med sol- og vindenergi, og at elektrificere vejtransporten, industrien og varmeforsyningen. Vores plan vil sænke udledningerne med over 200 millioner ton CO2e frem mod 2040 sammenlignet med regeringens klimafremskrivning. Det har sandelig også en værdi.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er bragt i Altinget den 17. december 2024.

By |2024-12-17T08:36:11+01:0017. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klimarådet har blinde vinkler i slaget om Danmarks 2035-mål
Læs mere

Jo, en grønnere bil findes – også selv om produktionskæden stadig kan forbedres

Sjældent har jeg følt så stærkt et behov for at komme til tasterne, som da jeg læste Jens Wraa Måges kronik i Information for nylig. Måge, som desuden er hovedforfatter på den norske bog Den store el-bilbløffen, hævder, at elbilen langtfra er bæredygtig, når man også kigger på dens produktion og tilhørende forsyningskæder. Det er en alt for pessimistisk og unuanceret tilgang til det, der er vores bedste virkemiddel til at omstille bilparken. En omstilling, som er godt på vej.

Batterier bliver bedre og mere genanvendelige

Måge påpeger, at produktionen af elbiler kræver seks til syv gange flere mineraler end konventionelle biler og skaber 1.000 ton miljø- og sundhedsskadeligt affald. Det er en halv sandhed. For den er god nok, at der skal bruges væsentligt flere kritiske mineraler, som blandt andet litium, kobolt og kobber, i produktionen af batterier. Så skal samtlige 2,8 millioner personbiler i Danmark omstilles, skal der altså udvindes en del flere jomfruelige kritiske mineraler.

Tænketanken Rocky Mountain Institute (RMI) forventer, at efterspørgslen på de kritiske mineraler vil stige 60-140 procent frem mod midten af 2030’erne, afhængigt af mineralet. Herefter ventes efterspørgslen at falde, da genanvendelsen af batteriers kritiske mineraler bliver så effektiv og udbredt, at vi på sigt vil kunne udvinde nok mineraler fra brugte batterier til at producere nye og på den måde udfase minedrift. Tanken stammer fra RMI-rapporten The Battery Mineral Loop, som forudser, at teknologiske fremskridt vil gøre det muligt at producere batterier med færre mineraler og højere energidensitet, hvilket betyder, at batterierne bliver mindre og holder længere.

Bare de seneste ti år har batteridensiteten forbedret sig markant, og udviklingen ser ikke ud til at tabe fart i løbet af de næste årtier. Det vil sige, at en bil, der produceres om ti år, vil kunne køre lige så langt på et mindre batteri – eller køre længere på et batteri af samme størrelse. Samtidig er genanvendelsen af batterier i rivende udvikling. Nye teknologier som eksempelvis hydrometallurgi gør det billigere, hurtigere og mere effektivt at udvinde kritiske mineraler fra udtjente batterier, som især kan gøre det til en interessant forretning for vestlige investorer.

Hidtil har markedet for genanvendelse ikke været en rentabel forretning i Europa, hvilket primært skyldes, at eksisterende metoder er afhængige af en del manuel sortering. Selv om det er dyrt, er det faktisk ret effektivt, for man kan også allerede genvinde langt størstedelen af mineralerne fra de brugte batterier. Derfor runger Måges argument hult hos mig, når han taler om, at genanvendelsen af kritiske mineraler er »tæt på nul«. Måge henviser sågar selv til den proces, som for alvor er på kanten af at ramme markedet og sætte skub i genanvendelsen af batterimineralerne i Vesten.

Skal genanvendelse for alvor tage fart, kræver det, at der findes et europæisk marked af batteri- og bilproducenter, som er klar til at bruge disse genanvendte mineraler. Og mens Volkswagen har skiftet størstedelen af sit sortiment til elbiler, findes der stadig en enorm lobby, der kæmper for den konventionelle bil i Europa.

Kina viser vejen for en cirkulær elbilindustri

Kina er langt foran og godt på vej mod en total cirkulering af sine kritiske mineraler. Kinas største batteriproducent, CATL, mener, at man allerede i 2042 vil kunne lave over halvdelen af nye batterier af genbrugte mineraler.

Det siger man på baggrund af, at man allerede i dag kan udvinde mellem 91 til 99 procent af de kritiske mineraler fra udtjente batterier. Og da Kina allerede har et veletableret nationalt marked og stor international efterspørgsel på elbiler, er der en masse aftagere af disse ressourcer.

De kinesiske elbiler er gået under næsen på de europæiske bilgiganter, som nu skal indhente både ydeevne og pris, for de er bagud. Det hjælper heller ikke, at den kinesiske stat i mange år indførte store statstilskud for netop at hjælpe de kinesiske biler.

EU har derfor set sig nødsaget til indføre tariffer for at sikre fair konkurrence på europæisk plan, og hvordan kineserne reagerer på dét, kan man vist dårligt bebrejde elbilen som sådan.

Kineserne sidder ikke bare tungt på markedet for elbiler, men er også førende i udvinding af kritiske mineraler, som Måge rigtig nok skriver. Det betyder dog ikke, at vi ikke har en europæisk produktion, som har et godt skaleringspotentiale.

Og selv om jeg godt ved, at minedrift har store konsekvenser for naturen, er virkeligheden bare, at elektrificering er det bedste middel, vi har mod udledninger fra biler. Der er få bedre steder at åbne nye miner end i EU, da unionen stiller større krav til social bæredygtighed og naturbevarelse end de fleste, og så har vi i Danmark tilmed ret til medbestemmelse qua vores medlemskab.

Det franske geologiske forskningscenter BRGM mener, at der er nok mineralforekomster i Europa til at dække et godt stykke af EU’s behov for at gennemføre en omstilling af bilparken. Desuden arbejder forskningscenteret på nye metoder til at udvinde mineraler fra mineaffald, som ellers er blevet kasseret. Det vil sikre endnu flere mineraler fra nuværende og endda udtjente miner.

En fossilbil udleder mindst det dobbelte af en elbil

Så er vi tilbage ved Jens Måges pointe om udledningen af miljø- og sundhedsskadeligt affald i produktionen. Også her er der forbedringer undervejs. Der findes faktisk pionerende virksomheder som Boliden i Sverige, som arbejder på at gøre minedriften mere bæredygtig. De arbejder hårdt på at nedsætte udledningerne fra deres egne produktioner gennem en række tiltag som for eksempel at elektrificere deres tunge maskinel og energioptimere deres smelteprocesser. Derudover støtter de en række naturgenopretningsprojekter og har også planer om, at deres åbne miner skal blive til nye habitater efter endt drift.

For at nedbringe udledningen af mineaffald har de indgået samarbejder med flere forskellige forskningsinstitutioner, der kan udvinde endnu flere metaller fra det mineaffald, som almindeligvis ville blive ledt ud i naturen. Hvad end der er tilbage efter den proces, håber de på at kunne benytte i byggeindustrien. Hvis det lykkes, vil eksempelvis Boliden rykke meget tæt på en nulspildsproduktion. Samtidig er det værd at huske på, at drivmidlet i fossilbilerne også hentes op af jorden med betydelige klima- og miljømæssige konsekvenser til følge.

Måge mener ikke, at livscyklusanalyser giver et retvisende billede af elbilens samlede udledninger. Han skriver:

»For hvem sidder og beregner emissioner fra nye og gamle mineprojekter i Kina, Indonesien og flere fattige lande i Afrika.« Det gør det Internationale Energiagentur (IEA), som efter bedste praksis benytter skøn for både de bedste og de værste eksempler på minedrift i deres livscyklusanalyse.

IEA’s analyse viser, at udledningerne fra elbilens produktion er næsten dobbelt så store som for en konventionel bil. Og det er en lavthængende frugt for Måge at hive fat i. Der går dog bare ikke mere end fire år, før udledningerne fra en benzineller dieselbil igen overhaler elbilen, hvis man vel at mærke kører 20 km om dagen ligesom den gennemsnitlige dansker. I Danmark er gennemsnitslevealderen på en bil cirka ti år, og på den tid vil en konventionel bil ende med at udlede omkring det dobbelte af en elbil.

I efteråret 2024 udgjorde elbiler ifølge Danmarks Statistik over halvdelen af nyregistrerede biler i Danmark. Ser man kun på husholdningerne, udgjorde de 75 procent. Der er dog stadig lang vej til Norge, hvor elbiler udgør omkring 95 procent af nyregistrerede biler, så modsat Jens Wraa Måge mener jeg, at vi bør blive ved med at se mod Norge.

Denne kronik er skrevet af Mathias Lyng Nikolaisen og er bragt i Dagbladet Information den 15/12 2024

By |2024-12-18T09:10:28+01:0016. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Jo, en grønnere bil findes – også selv om produktionskæden stadig kan forbedres
Læs mere

Klimaloven 2.0 må kigge ud over Danmarks grænser

Det er helt nødvendigt, at Danmarks næste klimalov tager ansvar for udledninger uden for landets grænser

I 2025 SKAL den danske klimalov have sit første serviceeftersyn – og debatten om dens fremtid er allerede i fuld gang. Klimaminister Lars Aagaard gav bolden op, Enhedslisten fulgte efter, så Klimarådet, og nu er vi 12 grønne organisationer med en fælles vision for, hvordan vi fremtidssikrer klimaloven.

For med klimalov 2.0 står Danmark ved en klimapolitisk skillevej: Vil vi fortsat undlade at sætte mål for vores klimaaftryk uden for Danmarks grænser? Eller vil vi tage ansvaret på os ved at sikre hurtigere reduktioner i Danmark, bindende mål for vores udledning i udlandet og et fair bidrag til verdens mest sårbare lande?

Det ligger fast, at den nye klimalov skal fastsætte et reduktionsmål for 2035. I lyset af den eskalerende klimakrise bør 2035-målet sættes til 90 pct. sammenlignet med 1990, og målet om klimaneutralitet rykkes frem til 2040.

Men Danmarks reelle klimaaftryk er langt større, end hvad der i dag regnes med i klimaloven. Blandt andet fordi udledning, der er drevet af vores pensionsopsparinger, flyrejser og forbrug, men som finder sted uden for Danmark, ikke tælles med. Klimaloven 1.0 anerkender, at denne udledning findes, men har ingen bindende mål eller pejlemærker for at reducere den.

En mere ambitiøs klimalov bør tage udgangspunkt i at reducere alle de udledninger, som Danmark er ansvarlig for og har kontrol over – også uden for kongerigets grænser. I øvrigt helt i tråd med regeringsgrundlaget, som netop erkender nødvendigheden af at forholde sig til vores internationale klimaeffekt.

DEN GLOBALE INDSATS bør knytte sig til fire spor: finans, forbrug, international transport og biomasse. På disse områder gemmer sig nemlig udledning. Eksempelvis står danske banker og pensionsselskaber, alene gennem deres investeringer i børsnoterede selskaber, for udledninger, der er mere end dobbelt så store som Danmarks territoriale udledninger.

Derfor skal vi sætte reduktionsmål for disse i dag usynlige udledninger. Konkret anbefaler vi reduktionsmål på 60-70 pct. for finanssektorens finansierede udledninger, 60 pct. for den forbrugsbaserede udledning, 90 pct. for afbrænding af træbiomasse og 80 pct. for udledningerne fra international transport. Dertil skal vi – af hensyn til både klima og biodiversitet – stoppe importen af soja og biomasse i henholdsvis 2040 og 2035.

Lars Aagaard har bebudet, at han ikke har meget tilovers for reduktionsmål, men der er en grund til, at et konkret reduktionsmål udgør grundsøjlen for klimaloven. Klimapolitikken har brug for fyrtårne, så alle ved, hvad vi styrer efter. Som Klimarådet skriver, så virker klimamålene. De muliggør og driver konkrete politiske beslutninger, fordi Folketinget forpligtes til at levere.

DERFOR HAR VI ligeledes brug for pejlemærker for Danmarks rettighedsbaserede støtte til udviklingslandenes klimakamp. Som også Klimarådet har anbefalet, bør Danmark fastsætte en klar målsætning for den finansielle klimastøtte i kroner og øre. Vi foreslår derfor, at en sådan målsætning skrives ind i klimaloven, og at Danmarks fair andel beregnes ud fra størrelsen af vores økonomi i forhold til andre velstående lande, som ifølge Paris-aftalen har pligt til at bidrage. I Baku har verdenssamfundet netop fastsat målet for klimastøtte til 300 mia. dollars årligt – heraf bør Danmarks fair andel være omkring 16 mia. kr. i ny og additionel klimafinansiering.

Danmark har et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest i den globale klimakamp, og efter fem år med klimaloven står det lysende klart, at vi ikke kan nøjes med at reducere Danmarks territoriale udledninger. Skal klimaloven 2.0 fejres som sin forgænger, skal den sætte ambitiøse, bindende mål for Danmarks fulde klimaaftryk – uanset om udledningen stiger til vejrs over Danmark eller ude i verden.

Debatindlægget er bragt i Politiken den 12. december 2024. Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær, Care, Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Frederik Sandby, sekretariatsleder, Klimabevægelsen, Jens Anton Tingstrøm Klinken, afdelingschef, DN, Kristine Mærkedahl Jensen, international chef, Sex & Samfund, Christian Fromberg, kampagneleder, Greenpeace, Julie Rosenkilde, sekretariatschef, Nyt Europa, Lars Koch, generalsekretær, Oxfam og Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator, VedvarendeEnergi

By |2025-04-09T07:50:45+01:0012. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klimaloven 2.0 må kigge ud over Danmarks grænser
Læs mere

Usikker fremtid for øko-mærke koster dyrt

Da finansloven blev præsenteret fredag den 22. november, var vi en stor flok af organisationer og aktører fra restauranter, kantiner, hotelkøkkener, mad til skoler og daginstitutioner, der forventede at se en langsigtet finansiering af Det Økologiske Spisemærke.

Mærket har nemlig vist sit værd til at skabe måltider i overensstemmelse med de officielle kostråd, hvilket ellers er vanskeligt for staten at lykkes med. Der er bred enighed om, at mærket er et stærkt redskab til at udbrede økologien, hvorfor mærket er blevet kopieret af flere andre lande. Staten har investeret millioner af skattekroner i dets udbredelse og kendskabsgraden, og mærket er blevet populært i køkkenerne både de offentlige og de private, hvor det sender et tydeligt og troværdigt signal om bæredygtighed.

De professionelle køkkener ser det som et værktøj, der kan sætte en retning for køkkenet understøttet af solid opbakning fra myndighederne og statens kontrol. Vores forventning om en langsigtet finansiering blev imidlertid ikke opfyldt.

VI STÅR HELT uforstående tilbage overfor den prioritering. Det skal både ses i lyset af mærkets værdi og regeringens målsætning om at fordoble økologien, og sidste års forløb efter Finanslovsaftalen for 2024 var landet. Der var ikke afsat penge til spisemærket i 2024. Det fortrød regeringen, og den fandt derfor midlerne i sidste øjeblik. Alligevel har regeringen igen i år valgt en løsning, hvor der opstår usikkerhed om mærkets permanens.

Det kan ved første øjekast for en politiker på Christiansborg synes uproblematisk. Det er ikke unormalt, at finansieringen først findes, når eksisterende midler udløber. Men den kortsigtede finansiering underminerer Det Økologiske Spisemærkes styrke og effekt. De professionelle køkkener vil undlade at søge om at få mærket, og andre mangler incitament til at gå fra bronze til sølv eller fra sølv til guld, når de ikke ved, om mærket eksisterer fra 2026.

Det tager tid for et køkken at træffe beslutning om, at de skal have Det Økologiske Spisemærke. Der skal introduceres et system, der kan sikre nem dokumentation af økologiprocenten, der skal laves nye indkøbsaftaler, køkkenpersonalet skal gøre sig klar til at lave mere mad fra bunden og tilberede mad med nye råvarer, da der typisk kommer mere grønt på menuen for at holde sig inden for budgettet.

Derudover skal køkkenpersonalet lære at disponere menuen og bruge råvarerne bedre, så der bliver mindre madspild. Regeringen kan ikke forvente, at køkkenerne vil igangsætte dette arbejde, hvis der ikke er sikkerhed for, at mærket er en permanent ordning.

ØKOLOGIEN ER SOM regeringen selv skriver i sin økologistrategi en vigtig del af den grønne omstilling i landbruget, og vi kan tilføje, at mærket spiller en vigtig rolle for ændringer i vores madkultur, som er en forudsætning for den grønne omstilling i landbruget, der rækker ud over økologien.

Det er nødvendigt at mindske madspild og introducere mere grønt, flere bælgfrugter og mindre kød i måltiderne. Det er alle ændringer, som spisemærket understøtter, og som betyder, at køkkener med det økologiske spisemærke får et lavere klimaaftryk. Læg dertil, at økologiske råvarer er med til at beskytte vores drikkevand, sikre mere biodiversitet og bedre dyrevelfærd.

MENS FINANSLOVSAFTALEN IKKE indeholder midler til Det Økologiske Spisemærke efter 2025, er der afsat midler til en forsøgsordning med skolemad. Det er et andet initiativ, og så alligevel ikke. Initiativet skal sikre sunde og bæredygtige måltider, der danner grundlaget for et godt læringsmiljø.

Vi håber naturligvis, at økologien kommer til at spille en vigtig rolle i forsøgsordningen, og det er i den forbindelse helt oplagt at koble Det Økologiske Spisemærke på de køkkener, der skal stå for skolemaden. Der er allerede flere skolemadsordninger, som har Det Økologiske Spisemærke. Den københavnske skolemadsordning EAT har haft Det Økologiske Spisemærke i guld siden 2015. Men det kræver den politiske vilje, som vi efterlyser med vores fælles kronik. Den kortsigtede finansiering underminerer mærket.

Kronikken er bragt i Avisen Danmark den 9. december 2024. Den er underskrevet af: Michael Allerup, næstformand og talsperson for bæredygtighed, Kost og Ernæringsforbundet. Saoirse McKeever Andersen, fagchef for fødevarer, Dansk Erhverv. Birte Brorson, Øko++ rådgivning af professionelle køkkener i bæredygtig drift. Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening. Karsten Felvang, F&B Director, Scandic. Anne-Sofie Hattesen, ESG-chef, Compass Group. Pernille Hougaard, Marketingchef, Dagrofa Foodservice. Mona Carøe Jensen, Cheføkonoma, Patientkøkken, kantine og ernæringsklinikken, Regionshospitalet Randers; Forperson køkkenudvalget Økologisk Landsforening. Kirsten Lund Jensen, Økologichef, Landbrug & Fødevarer. Michael Kjerkegaard, forperson, Økologisk Landsforening. Vivi Kjersgaard, Bæredygtigheds- og konceptvarechef, Hørkram. Jan Kristensen, Development Manager, Dansk Cater. Trine Langhede, rådgiver, Bioressourcer og Fødevarer, Rådet for Grøn Omstilling. Jakob Scharff, branchechef, DI Service. Morten Enni Hassing Schlichtkrull, Head of Food Product & Performance – Operations Performance, ISS Facility Services A/S. Tine Skriver, fødevarechef, HORESTA. Jesper Lykke Wacherhausen, CEO Meyers. Jakob Zeuthen,Klima- og fødevarepolitisk chef, Danmarks Restauranter og Cafeer.

By |2024-12-09T14:01:33+01:009. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Usikker fremtid for øko-mærke koster dyrt
Læs mere

Biomassefyring: En skamplet i klimapolitikken

Afbrænding af fast træbiomasse er en skamplet på dansk klima- og energipolitik. Det har jeg bl.a. sagt til TV2, der har lavet en Operation X-dokumentar om biomasse med titlen ”Brændende bedrag”. Udsendelsen har efter grundig research afsløret, at hele træstammer fældes i USA og Estland og laves til træpiller, som senere brændes af her i landet, bl.a. i Ørsteds kraftvarmeanlæg.

Ørsted vil sikkert anvende den klassiske kommunikationsstrategi: Angrib, benægt og indrøm aldrig et nederlag. Men Operation-X afsløringerne er et nederlag. Og det bør ikke komme som en overraskelse nogen, der har fulgt den internationale presses afsløringer af de mange huller i de certificeringsordninger – bl.a. FSC – som Ørsted og andre dækker sig ind under. Ørsted har en ambition om at være en klimafrontløber og at blive en naturpositiv virksomhed, men de nye afsløringer burde være endnu et wake-up call til CEO Mads Nipper om at komme ud af boblen. Det er absolut ikke bæredygtigt at brænde træbiomasse af og lave det om til el eller varme.

Røde ører

Der bør også være røde ører til de politikere, herunder klimaminister Lars Aagaard, der varmt forsvarer denne praksis, selv om Klimaministeriet i et svar til SF´s Signe Munk i Folketinget har oplyst, at den danske afbrænding af træbiomasse over 20 år netto fører til en udledning af 114 mio. ton CO2 til atmosfæren. Det svarer rundt regnet til, hvad landbruget udleder over 8,7 år!

Hvert år importerer Danmark over 3,5 mio. ton træbiomasse, der sendes med dieselskibe til Danmark, og der gives massiv statsstøtte til det. TV2 udsendelsen har opgjort den direkte og indirekte støtte til 6 mia. kr. i 2023. Heraf var 478 mio. kr. direkte støtte til kraftværkerne, der fyrer med træbiomasse for at lave el.
Derudover er der indirekte støtte i form af en teknisk afgiftsfritagelse for erhverv og husholdninger, som i Skatteministeriets Skatteøkonomiske redegørelse for 2023 er opgjort til 5,5 mia. kr/år.

Fyringen med træbiomasse burde – ift. klimabelastningen – være belagt med en afgift, men det er den ikke. Dermed får de en konkurrencefordel ift. andre energikilder, der ikke får den fribillet. Heldigvis udfases afgiftsfritagelse næste år som følge af industriens grønne skattereform, men opgøres den samlede direkte og indirekte statsstøtte over hele perioden for 2022-2028 høster biomassen samlet en gevinst på 21 mia. kr. Det er mere end 10 gange mere, end der gives til sol- og vindenergi i hele denne periode!

Biomassestøtte bremser elektrificering

Biomasseafbrændingen er en skamplet, fordi man med massiv statsstøtte reelt forværrer klimakrisen. Ikke kun pga. den ekstra CO2, der udledes til atmosfæren, men også fordi man fjerner et CO2-lager i skovene. Øget skovrejsning er en af de mest omkostningseffektive måder at suge CO2 ud af atmosfæren på, men den danske stat giver støtte til at fælde træer i udlandet. Og EU betragter stadig biomasseafbrænding som en ren vedvarende energikilde, selv om den i praksis skader klimaet både regnet over 20 år og 100 år. I Danmark udgør biomassefyringen cirka totredjedel af, hvad vi kalder vedvarende energi, men det bygger på en fortrængning af klimarealiteterne, at den tælles med der. Også derfor bør du se Operation X dokumentaren og lytte til de eksperter, der optræder i udsendelsen.

Biomasseafbrændingen bør udfases hurtigt og allersenest i 2035 bør man stoppe importen af træbrænde fra udlandet.
Allerede i dag findes gode og omkostningseffektive alternativer i form af varmepumper og elkedler, der kan drives af ren grøn strøm fra sol- og vindenergi, såvel som geotermi i dele af landet. Men de diskrimineres af staten i støtteordningerne. Den massive statsstøtte til biomassen – den får samlet 4,6 mia. kr. i direkte støtte fra 2022-28 – er med til at forsinke elektrificeringen af det danske samfund. Kun 19 pct. af vores samlede bruttoenergiforbrug er elektrificeret, og udviklingen er gået i stå i de sidste par årtier. Alene i dette årti gives der over 50 mia. i direkte og indirekte statsstøtte til biogas og biomasseafbrænding, hvilket er mangefold mere, end der gives til energieffektiviseringer og sol- og vindenergi. Varmepumper, der kan erstatte de mange olie- og gasfyr i danskernes hjem, får kun lidt over 100 mio. kr. i statslige tilskud fra 2022-28. Incitamenterne er skæve, men vi bør understøtte en hurtigere elektrificering af varmeforsyningen. Og vores fjernvarmeværker og industrien bør investere meget mere i industrielle varmepumper og elkedler – og holde op med at bygge nye biomasseværker – så vi kan sætte ekstra fart i elektrificeringen.

Afgifter og støtteordninger rammer forkert

I Danmark er skatte- og afgifter, samt støtteordningerne, ikke med til at understøtte en omkostningseffektiv grøn omstilling. Både støtteordninger og afgifter er lige nu med til at forsinke omstillingen væk fra forbrændingssamfundet. Det er den store historie hinsides Operation X afdækningen. Bedre bliver det ikke af, at European Energy i en ny rapport har afsløret, at det ser ud til, at den grønne strøm (inklusiv nettariffer) er hårdere beskattet end fossile brændsler, opgjort pr. energienhed. De voldsomme stigninger i nettarifferne siden klimavalget i 2019 truer nu mange VE-developeres business case. Og fordi politikerne heller ikke gør mere for at sætte ekstra fart i efterspørgslen efter grøn strøm – man kan f.eks. stoppe salget af nye fossilbiler i 2025/26 og sætte en hurtigere slutdato på gas i ledningsnettet – så er vi endt i en catch-22 situation.

Der er for lille efterspørgsel efter grøn strøm til, at VE-developerne kan få en god business case. Og med de skæve støtteordninger, afgifter og tariffer giver både fossile brændsler og fyring med træbiomasse nogle fordele, der binder os fast til forbrændingssamfundet. Også derfor er udbygningen med vind- og solenergi stagneret og halter nu bagefter vores nabolande.
Hvis regeringen vil tage den grønne omstilling og klimakrisen alvorligt, bør man nu lave en hurtig udfasning af alle subsidier til forbrændingsenergi – herunder også de 3,6 mia. kr, der er givet i direkte og indirekte fossile subsidier – og indføre en biomasseafgift, der svarer til deres reelle klimabelastning. Samtidig bør man fortsætte med at sænke elafgifterne og finde en anden måde at finansiere udbygningen af elnettet på end at sende hele ekstraregningen over til de VE-developere, der kan hjælpe os med at frigøre os fra de fossile brændsler. Lad de fossile energiforbrugere betale en større del af regningen for transformationen væk fra det fossile system.

Hvis man fjerner de skæve subsidier til forbrændingsenergi og nedsætter el-afgifter/nettariffer, vil der også komme meget større efterspørgsel efter grøn strøm, der vil styrke business casen i sol- og vindenergi, varmepumper og geotermi. Og Ørsted, hvad skal de gøre? De bør springe fuldt ud som en naturpositiv virksomhed. De bør straks holde op med at greenwashe deres afbrænding af biomasse og udfase den med rene grønne alternativer. Ørsted har nu chancen for at stille sig på den rigtige side af klimahistorien. Gør de det ikke, så må de også tage de tæsk, som deres ”dieselgate” og taktiske undvigemanøvrer vikler dem stadig længere ind i. Og ja, og så håber jeg, at Green Power Denmark snart springer helt ud som en ægte forsvarer af elektrificeringen i stedet at hænge fast i fortiden og forbrændingssamfundet.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Klimamonitor den 6. december 2024.

By |2024-12-09T10:03:17+01:006. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Biomassefyring: En skamplet i klimapolitikken
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top