Norge spiller med den grønne indkøbsmuskel – Danmark bør følge trop

Både Norge og Danmark har kæmpet med stigende udledninger fra den offentlige sektors indkøb. Men mens vore norske naboer har knækket koden, er udledningerne i Danmark stadigt støt stigende. Klimaaftrykket fra det offentliges indkøb forventes at stige fra 14,3 millioner ton i 2019 til 15,6 millioner ton CO2e-udledninger mod 2030, og det skyldes primært flere investeringer i byggeri og anlæg. Det sker til trods for, at den danske klimalov kræver en reduktion af drivhusgasudledningen på 70 procent frem mod 2030.

Investeringspotentialet er stort

De seneste par års ustabile geopolitiske klima har været med til at presse priserne op i bygge- og anlægssektoren, hvilket har gjort det vanskeligt for de offentlige investorer at overholde sine budgetter og udføre projekter til fordel for samfundsøkonomien.

I oktober kunne man læse i Ingeniøren, at otte igangværende anlægsprojekter sammenlagt gav et samfundsøkonomisk underskud på 7 milliarder kroner. Det er blandt andet projekter som den nye jernbane mellem Aarhus og Silkeborg, udvidelsen af Motorring 3 og udvidelsen af rute 26. Samme måned kunne man også læse om Midtjysk Motorvej, hvis budget er skredet med én milliard, og derfor må spare på naturhensyn som faunapassager og dalbroer. Det er derfor oplagt at sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor en del af budgettet, der går til klimahensyn og innovation, og samtidig lægge op til en revurdering af den kurs, der blev lagt fast med Infrastrukturplan 2035.

Det offentlige har et enormt investeringspotentiale og kan som aktør i markedet spille en central rolle i at fremme grønne teknologier og bæredygtige løsninger. Vi har tidligere set, hvordan offentlige investeringer i vindmølleindustrien førte til en markant udvikling og udbredelse af vindmøller, som nu opsættes på markedsvilkår i Danmark.

Ved i større grad at prioritere mindre klima- og ressourcebelastende processer og materialer i offentlige projekter, vil vi ikke blot skubbe industrien mod mere bæredygtige teknologier, materialer og processer, men også skabe økonomiske incitamenter for private investorer. På den måde kan den offentlige sektor bidrage til, at produktionen af grønnere løsninger vokser og samtidig skabe en rentabel forretning for private aktører.

Norge har løsningen

Nu til løsningen. For i Norge har man fat i den lange ende. Fra i år skal alle offentlige indkøb i Norge nemlig vægte klima- og miljøhensyn med minimum 30 procent i offentlige udbud. Det betyder i praksis, at offentlige indkøbere ikke længere kun skal forholde sig til parametre som kvalitet og pris, men også sikre den størst mulige klima- og miljøgevinst. Det giver fantastisk god mening at udnytte konkurrenceparametrene til at styrke den grønne omstilling. Baggrunden for beslutningen i Norge er, at man ønsker at bringe den offentlige indkøbsmuskel i spil i forhold til at halvere Norges CO2-udledninger frem mod 2030 i forhold til 1990.

Vi vil derfor opfordre statsapparatet til at indføre en lignende model for alle offentlige indkøb, så den danske indkøbskapacitet også kommer i spil i den grønne omstilling. Som man har set det i Norge, er der et stort potentiale for at konkurrere på grønne tiltag på tværs af den offentlige sektor. Når så den danske stat, regionerne, kommunerne og offentlige virksomheder samlet køber ind for cirka 448 milliarder kroner om året, har de et klart ansvar for at gå forrest.

For at nå klimalovens mål er det essentielt, at alle sektorer bidrager til at nedbringe drivhusgasudledningerne. Der er derfor ikke plads til, at udledningerne fra offentlige indkøb fortsat kan stige.

Dette debatindlæg er skrevet af Mathias Lyng Nikolaisen og er bragt i Klimamonitor den 17/12 2024

By |2024-12-17T08:51:08+01:0017. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Norge spiller med den grønne indkøbsmuskel – Danmark bør følge trop
Læs mere

Klimarådet har blinde vinkler i slaget om Danmarks 2035-mål

Skal Danmark reducere sin udledning af drivhusgasserne med 80, 85 eller 90 procent i 2035? Dette spørgsmål har Klimarådet søgt at besvare i en nylig rapport, hvor man har søgt at regne på de samfundsøkonomiske omkostninger ved de tre forskellige veje. Klimarådets rapport rummer flere gode indsigter, der bør fremhæves: Man har regnet på landbrugsaftalens konsekvenser og på de indirekte sideeffekter som luftforurening, støj, kvælstofudvaskning og rekreative værdier af ny skov. Det er med til at kvalificere reformdebatten. Det er også positivt, når Klimarådet anbefaler, at der laves femårige budgetmål, at Danmark tager ansvar for sine forbrugsbaserede udledninger, og at klimaomstillingen skal være fair.

Regeringen satser på, at vi kan vente til 2045 med nå nettonul, og at EU kan nøjes med at reducere med 90 procent i 2040. Følger man klimaforskningen er det både for lidt og for sent. Lige nu ser det ud til, at Danmark kan skære 78-79 procent af sine nationale udledninger i 2035 i forhold til 1990. Hvis man løfter 2035 målet til 85 procent vil de samfundsøkonomiske omkostninger i følge Klimarådet svare til 0,1 promille af bruttonationalproduktet. Ved 90 procent er det 0,2 promille af BNP.

En billig grøn omstilling

Det er relativt billigt at reducere CO2e-udledningerne med 90 procent i 2035. Klimarådet skønner, at det blot kræver 45 milliarder kroner for 2024-2035.  I betragtning af et politisk flertal pludselig fandt 32 milliarder kroner til at købe flere aktier i Københavns Lufthavn, har afsat 40 milliarder kroner til landbrugets grønne omstilling og i dette årti vil bruge over 30 milliarder kroner i statsstøtte til biogasindustrien, bør vi have råd til at nå 90 procent reduktionsmålet.

Man kunne også hente pengene på andre måder: Fjern gerne den direkte statsstøtte på 3,2 milliarder fra 2025-2029 til afbrænding af biomasse, der skader klimaet. Spar nogle milliarder i infrastrukturforliget, der øger forbruget af asfalt, cement og beton i de næste femten år – og flyt asfaltpengene over til elnettet.

Udskyd størsteparten af de 38,7 milliarder kroner, som et bredt flertal vil bruge på CO2-fangst anlæg. Og drop 10 milliarder kroner til pyrolyse i landbruget, for først i 2032 ved man, om det er miljømæssigt forsvarligt at bringe biokul ud på markerne.

Men Klimarådet har ikke regnet på effekten ved andre investeringer. Klimarådets økonomer indtager et lidt for teknooptimistisk syn på de dyre og umodne teknologier. Det ville være bedre, hvis man – som Det Miljøøkonomiske Råd anbefaler – lader være med på forhånd at tælle usikre teknologier som CCS og pyrolyse med i Danmarks klimaindsats.

Klimarådets største blinde vinkel

Hvis politikerne bruger Klimarådets nye rapport som ”beslutningsgrundlag”, er der risiko for, at det fører til dårlige beslutninger. Hvorfor? Det største problem i rapporten er, at man ikke har regnet på værdien af energieffektiviseringer og elektrificering af industrien og varmesektoren, selv om det er omkostningseffektive tiltag.

Og man har ikke regnet på gevinsten ved flere solceller og vindmøller, der på livslange omkostninger er billigere end fossile brændsler, der i dag udgør 53 procent af Danmarks bruttoenergiforbrug. Det er ærgerligt, for elektrificeringen er gået i stå i Danmark, og el står kun bag 19 procent af bruttoenergiforbruget. Uden øget elektrificering af industri, varmesektor og vejtransport mangler VE-developerne en stærk business case. Det er på tide med en kursændring. Fiaskoen med nul bud ved statens udbud af tre havvindområder i Nordsøen viser, at det haster.

Heldigvis kan politikerne stimulere efterspørgslen efter grøn strøm, hvis man stopper salget af nye fossilbiler og udfaser olie-og gasfyr. Og gør det attraktivt for industrivirksomheder at elektrificere. Sæt fart på elektrificeringen, så vi undgår en negativ spiral, der skader udbygningen med vedvarende energi.

Værre er, at det samlede skatte- og tariftryk på den grønne strøm – opgjort per energienhed – ser ud til at være højere end på fossile brændsler, fremgår det af tal fra European Energy. Den fossile energi – ikke den grønne strøm – bør rammes med afgiftshammeren. Forhåbentlig kigger Klimarådet ind i disse dynamikker i kommende analyser.

Den nye rapport har en del overfladiske betragtninger om risikoen for folkelig modstand ved opstilling af mere sol og vind, men hvorfor har rådet ikke – som i tidligere rapporter – betonet de mange positive gevinster? Den er der mange af i form af økonomi, lavere elpriser og flere job. Men nej, Klimarådet bruger hellere adskillige sider på at tale CO2 fangst op. Det er en skæv prioritering.

Teknooptimismens korsvej

Klimarådet håber – med Energistyrelsens teknologikatalog i hånden – at CO2-fangst på industrielle punktkilder mindst kan fange 90 procent af drivhusgasserne i skorstenen, selv om der ikke noget sted i verden findes et anlæg, der over længere tid har præsteret det.

Nuvel i CCS-afsnittet i det økonomiske baggrundsnotat optræder ordet ”usikkerhed” 13 gange på syv sider, men Klimarådet håber, at CO2-fangsten kan trække hovedlæsset i rådets forslag til 85- og 90-procents vejen.

Det er ret vildt, hvor hårdt man satser på CO2-fangst. De hidtidige globale erfaringer viser, at fangstraterne i praksis er lavere end forventet, det er svært at skalere CO2-fangst på industrielle punktkilder, anlæggene øge energiomkostningerne og man risikerer et dyrt lock-in til fossile brændsler og fyring med træbiomasse. Men måske vækker konklusionerne glæde i SVM-regeringen, der globalt har lavet en GONE-alliance for drømmen om negative emissioner? Den hårde satsning på umoden og svært skalerbar CO2-fangst kan ende som en forklædt hockeystav, så vi ikke når klimamålene. Det ligner mere håb som strategi end et seriøst og sikkert bud på, hvordan Danmark reducerer sine udledninger omkostningseffektivt.

Måske får vi brug for CO2-fangst i slutningen af 2030’erne, men i de næste få år bør vi fokusere benhårdt på mere sol, vind, batterier, varmepumper og elektrificering af alle sektorer, som effektivt kan fjerne de fossile brændsler. Men dem har Klimarådet ikke regnet på.

Batterirevolutionen skal tages alvorligt

Klimarådets rapport rummer mystiske metodevalg. I forhold til tung vejtransport antager man, at 10 procent af lastbilerne vil køre på brint i 2035. Det er en vild antagelse, hvis man følger med i batterirevolutionen. El vinder over brint og brændselsceller, fordi brinten øger omkostningerne markant. Og man har regnet på grønne brændstoffer til færgefarten, men ikke på elektrificering, selv om Stena line i 2030 vil sejle med elfærger fra Frederikshavn til Göteborg. Ja, der er brug for at fremstille flere grønne e-fuels til den interkontinentale sø- og luftfart, men den nationale færgefart bliver elektrificeret.

I Kina er der et fragtskib med 700 containere ombord, der sejler over 1000 kilometer på batterier forsynet med grøn strøm. Forvent flere og større elskibe i de kommende år, fordi batteripriserne falder med 25-28 procent hver gang antallet fordobles. Vi ser også en ny generation af store batterier til energilagring vinde hastigt frem fra Kina til Tyskland og Kalifornien. Energilagringen kan udfylde et missing link, så vi kan få strøm og varme de dage, hvor solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Hvornår tager Klimarådet batterirevolutionen lige så alvorligt som CCS?

90 procent er ikke så dyr

Det er ærgerligt, at Klimarådets rapport – desværre med flere problematiske antagelser – hævder, at det er dyrere at satse på 90 procent reduktion i 2035 frem for 85 procent. For det kan friste de politikere, som vil spare lidt penge, og som bilder sig ind, at vi har god tid til at lave klimaomstillingen. Men er det nu sandt, at 85 procent er billigere end et 90 procent mål? Den påstand kan og bør udfordres.

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at Danmark mindst bør sænke udledningerne med 90 procent i 2035 og nå nettonul i 2040. Vi har fremlagt en samlet klima- og energiplan for, hvordan det kan gøres sektor for sektor. Beregningerne, der er foretaget af EA Energianalyse viser, at det vil være en overskudsforretning at accelerere udbygningen med sol- og vindenergi, og at elektrificere vejtransporten, industrien og varmeforsyningen. Vores plan vil sænke udledningerne med over 200 millioner ton CO2e frem mod 2040 sammenlignet med regeringens klimafremskrivning. Det har sandelig også en værdi.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er bragt i Altinget den 17. december 2024.

By |2024-12-17T08:36:11+01:0017. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klimarådet har blinde vinkler i slaget om Danmarks 2035-mål
Læs mere

Jo, en grønnere bil findes – også selv om produktionskæden stadig kan forbedres

Sjældent har jeg følt så stærkt et behov for at komme til tasterne, som da jeg læste Jens Wraa Måges kronik i Information for nylig. Måge, som desuden er hovedforfatter på den norske bog Den store el-bilbløffen, hævder, at elbilen langtfra er bæredygtig, når man også kigger på dens produktion og tilhørende forsyningskæder. Det er en alt for pessimistisk og unuanceret tilgang til det, der er vores bedste virkemiddel til at omstille bilparken. En omstilling, som er godt på vej.

Batterier bliver bedre og mere genanvendelige

Måge påpeger, at produktionen af elbiler kræver seks til syv gange flere mineraler end konventionelle biler og skaber 1.000 ton miljø- og sundhedsskadeligt affald. Det er en halv sandhed. For den er god nok, at der skal bruges væsentligt flere kritiske mineraler, som blandt andet litium, kobolt og kobber, i produktionen af batterier. Så skal samtlige 2,8 millioner personbiler i Danmark omstilles, skal der altså udvindes en del flere jomfruelige kritiske mineraler.

Tænketanken Rocky Mountain Institute (RMI) forventer, at efterspørgslen på de kritiske mineraler vil stige 60-140 procent frem mod midten af 2030’erne, afhængigt af mineralet. Herefter ventes efterspørgslen at falde, da genanvendelsen af batteriers kritiske mineraler bliver så effektiv og udbredt, at vi på sigt vil kunne udvinde nok mineraler fra brugte batterier til at producere nye og på den måde udfase minedrift. Tanken stammer fra RMI-rapporten The Battery Mineral Loop, som forudser, at teknologiske fremskridt vil gøre det muligt at producere batterier med færre mineraler og højere energidensitet, hvilket betyder, at batterierne bliver mindre og holder længere.

Bare de seneste ti år har batteridensiteten forbedret sig markant, og udviklingen ser ikke ud til at tabe fart i løbet af de næste årtier. Det vil sige, at en bil, der produceres om ti år, vil kunne køre lige så langt på et mindre batteri – eller køre længere på et batteri af samme størrelse. Samtidig er genanvendelsen af batterier i rivende udvikling. Nye teknologier som eksempelvis hydrometallurgi gør det billigere, hurtigere og mere effektivt at udvinde kritiske mineraler fra udtjente batterier, som især kan gøre det til en interessant forretning for vestlige investorer.

Hidtil har markedet for genanvendelse ikke været en rentabel forretning i Europa, hvilket primært skyldes, at eksisterende metoder er afhængige af en del manuel sortering. Selv om det er dyrt, er det faktisk ret effektivt, for man kan også allerede genvinde langt størstedelen af mineralerne fra de brugte batterier. Derfor runger Måges argument hult hos mig, når han taler om, at genanvendelsen af kritiske mineraler er »tæt på nul«. Måge henviser sågar selv til den proces, som for alvor er på kanten af at ramme markedet og sætte skub i genanvendelsen af batterimineralerne i Vesten.

Skal genanvendelse for alvor tage fart, kræver det, at der findes et europæisk marked af batteri- og bilproducenter, som er klar til at bruge disse genanvendte mineraler. Og mens Volkswagen har skiftet størstedelen af sit sortiment til elbiler, findes der stadig en enorm lobby, der kæmper for den konventionelle bil i Europa.

Kina viser vejen for en cirkulær elbilindustri

Kina er langt foran og godt på vej mod en total cirkulering af sine kritiske mineraler. Kinas største batteriproducent, CATL, mener, at man allerede i 2042 vil kunne lave over halvdelen af nye batterier af genbrugte mineraler.

Det siger man på baggrund af, at man allerede i dag kan udvinde mellem 91 til 99 procent af de kritiske mineraler fra udtjente batterier. Og da Kina allerede har et veletableret nationalt marked og stor international efterspørgsel på elbiler, er der en masse aftagere af disse ressourcer.

De kinesiske elbiler er gået under næsen på de europæiske bilgiganter, som nu skal indhente både ydeevne og pris, for de er bagud. Det hjælper heller ikke, at den kinesiske stat i mange år indførte store statstilskud for netop at hjælpe de kinesiske biler.

EU har derfor set sig nødsaget til indføre tariffer for at sikre fair konkurrence på europæisk plan, og hvordan kineserne reagerer på dét, kan man vist dårligt bebrejde elbilen som sådan.

Kineserne sidder ikke bare tungt på markedet for elbiler, men er også førende i udvinding af kritiske mineraler, som Måge rigtig nok skriver. Det betyder dog ikke, at vi ikke har en europæisk produktion, som har et godt skaleringspotentiale.

Og selv om jeg godt ved, at minedrift har store konsekvenser for naturen, er virkeligheden bare, at elektrificering er det bedste middel, vi har mod udledninger fra biler. Der er få bedre steder at åbne nye miner end i EU, da unionen stiller større krav til social bæredygtighed og naturbevarelse end de fleste, og så har vi i Danmark tilmed ret til medbestemmelse qua vores medlemskab.

Det franske geologiske forskningscenter BRGM mener, at der er nok mineralforekomster i Europa til at dække et godt stykke af EU’s behov for at gennemføre en omstilling af bilparken. Desuden arbejder forskningscenteret på nye metoder til at udvinde mineraler fra mineaffald, som ellers er blevet kasseret. Det vil sikre endnu flere mineraler fra nuværende og endda udtjente miner.

En fossilbil udleder mindst det dobbelte af en elbil

Så er vi tilbage ved Jens Måges pointe om udledningen af miljø- og sundhedsskadeligt affald i produktionen. Også her er der forbedringer undervejs. Der findes faktisk pionerende virksomheder som Boliden i Sverige, som arbejder på at gøre minedriften mere bæredygtig. De arbejder hårdt på at nedsætte udledningerne fra deres egne produktioner gennem en række tiltag som for eksempel at elektrificere deres tunge maskinel og energioptimere deres smelteprocesser. Derudover støtter de en række naturgenopretningsprojekter og har også planer om, at deres åbne miner skal blive til nye habitater efter endt drift.

For at nedbringe udledningen af mineaffald har de indgået samarbejder med flere forskellige forskningsinstitutioner, der kan udvinde endnu flere metaller fra det mineaffald, som almindeligvis ville blive ledt ud i naturen. Hvad end der er tilbage efter den proces, håber de på at kunne benytte i byggeindustrien. Hvis det lykkes, vil eksempelvis Boliden rykke meget tæt på en nulspildsproduktion. Samtidig er det værd at huske på, at drivmidlet i fossilbilerne også hentes op af jorden med betydelige klima- og miljømæssige konsekvenser til følge.

Måge mener ikke, at livscyklusanalyser giver et retvisende billede af elbilens samlede udledninger. Han skriver:

»For hvem sidder og beregner emissioner fra nye og gamle mineprojekter i Kina, Indonesien og flere fattige lande i Afrika.« Det gør det Internationale Energiagentur (IEA), som efter bedste praksis benytter skøn for både de bedste og de værste eksempler på minedrift i deres livscyklusanalyse.

IEA’s analyse viser, at udledningerne fra elbilens produktion er næsten dobbelt så store som for en konventionel bil. Og det er en lavthængende frugt for Måge at hive fat i. Der går dog bare ikke mere end fire år, før udledningerne fra en benzineller dieselbil igen overhaler elbilen, hvis man vel at mærke kører 20 km om dagen ligesom den gennemsnitlige dansker. I Danmark er gennemsnitslevealderen på en bil cirka ti år, og på den tid vil en konventionel bil ende med at udlede omkring det dobbelte af en elbil.

I efteråret 2024 udgjorde elbiler ifølge Danmarks Statistik over halvdelen af nyregistrerede biler i Danmark. Ser man kun på husholdningerne, udgjorde de 75 procent. Der er dog stadig lang vej til Norge, hvor elbiler udgør omkring 95 procent af nyregistrerede biler, så modsat Jens Wraa Måge mener jeg, at vi bør blive ved med at se mod Norge.

Denne kronik er skrevet af Mathias Lyng Nikolaisen og er bragt i Dagbladet Information den 15/12 2024

By |2024-12-18T09:10:28+01:0016. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Jo, en grønnere bil findes – også selv om produktionskæden stadig kan forbedres
Læs mere

Klimaloven 2.0 må kigge ud over Danmarks grænser

Det er helt nødvendigt, at Danmarks næste klimalov tager ansvar for udledninger uden for landets grænser

I 2025 SKAL den danske klimalov have sit første serviceeftersyn – og debatten om dens fremtid er allerede i fuld gang. Klimaminister Lars Aagaard gav bolden op, Enhedslisten fulgte efter, så Klimarådet, og nu er vi 12 grønne organisationer med en fælles vision for, hvordan vi fremtidssikrer klimaloven.

For med klimalov 2.0 står Danmark ved en klimapolitisk skillevej: Vil vi fortsat undlade at sætte mål for vores klimaaftryk uden for Danmarks grænser? Eller vil vi tage ansvaret på os ved at sikre hurtigere reduktioner i Danmark, bindende mål for vores udledning i udlandet og et fair bidrag til verdens mest sårbare lande?

Det ligger fast, at den nye klimalov skal fastsætte et reduktionsmål for 2035. I lyset af den eskalerende klimakrise bør 2035-målet sættes til 90 pct. sammenlignet med 1990, og målet om klimaneutralitet rykkes frem til 2040.

Men Danmarks reelle klimaaftryk er langt større, end hvad der i dag regnes med i klimaloven. Blandt andet fordi udledning, der er drevet af vores pensionsopsparinger, flyrejser og forbrug, men som finder sted uden for Danmark, ikke tælles med. Klimaloven 1.0 anerkender, at denne udledning findes, men har ingen bindende mål eller pejlemærker for at reducere den.

En mere ambitiøs klimalov bør tage udgangspunkt i at reducere alle de udledninger, som Danmark er ansvarlig for og har kontrol over – også uden for kongerigets grænser. I øvrigt helt i tråd med regeringsgrundlaget, som netop erkender nødvendigheden af at forholde sig til vores internationale klimaeffekt.

DEN GLOBALE INDSATS bør knytte sig til fire spor: finans, forbrug, international transport og biomasse. På disse områder gemmer sig nemlig udledning. Eksempelvis står danske banker og pensionsselskaber, alene gennem deres investeringer i børsnoterede selskaber, for udledninger, der er mere end dobbelt så store som Danmarks territoriale udledninger.

Derfor skal vi sætte reduktionsmål for disse i dag usynlige udledninger. Konkret anbefaler vi reduktionsmål på 60-70 pct. for finanssektorens finansierede udledninger, 60 pct. for den forbrugsbaserede udledning, 90 pct. for afbrænding af træbiomasse og 80 pct. for udledningerne fra international transport. Dertil skal vi – af hensyn til både klima og biodiversitet – stoppe importen af soja og biomasse i henholdsvis 2040 og 2035.

Lars Aagaard har bebudet, at han ikke har meget tilovers for reduktionsmål, men der er en grund til, at et konkret reduktionsmål udgør grundsøjlen for klimaloven. Klimapolitikken har brug for fyrtårne, så alle ved, hvad vi styrer efter. Som Klimarådet skriver, så virker klimamålene. De muliggør og driver konkrete politiske beslutninger, fordi Folketinget forpligtes til at levere.

DERFOR HAR VI ligeledes brug for pejlemærker for Danmarks rettighedsbaserede støtte til udviklingslandenes klimakamp. Som også Klimarådet har anbefalet, bør Danmark fastsætte en klar målsætning for den finansielle klimastøtte i kroner og øre. Vi foreslår derfor, at en sådan målsætning skrives ind i klimaloven, og at Danmarks fair andel beregnes ud fra størrelsen af vores økonomi i forhold til andre velstående lande, som ifølge Paris-aftalen har pligt til at bidrage. I Baku har verdenssamfundet netop fastsat målet for klimastøtte til 300 mia. dollars årligt – heraf bør Danmarks fair andel være omkring 16 mia. kr. i ny og additionel klimafinansiering.

Danmark har et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest i den globale klimakamp, og efter fem år med klimaloven står det lysende klart, at vi ikke kan nøjes med at reducere Danmarks territoriale udledninger. Skal klimaloven 2.0 fejres som sin forgænger, skal den sætte ambitiøse, bindende mål for Danmarks fulde klimaaftryk – uanset om udledningen stiger til vejrs over Danmark eller ude i verden.

Debatindlægget er bragt i Politiken den 12. december 2024. Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær, Care, Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn Omstilling, Frederik Sandby, sekretariatsleder, Klimabevægelsen, Jens Anton Tingstrøm Klinken, afdelingschef, DN, Kristine Mærkedahl Jensen, international chef, Sex & Samfund, Christian Fromberg, kampagneleder, Greenpeace, Julie Rosenkilde, sekretariatschef, Nyt Europa, Lars Koch, generalsekretær, Oxfam og Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator, VedvarendeEnergi

By |2025-04-09T07:50:45+01:0012. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klimaloven 2.0 må kigge ud over Danmarks grænser
Læs mere

Usikker fremtid for øko-mærke koster dyrt

Da finansloven blev præsenteret fredag den 22. november, var vi en stor flok af organisationer og aktører fra restauranter, kantiner, hotelkøkkener, mad til skoler og daginstitutioner, der forventede at se en langsigtet finansiering af Det Økologiske Spisemærke.

Mærket har nemlig vist sit værd til at skabe måltider i overensstemmelse med de officielle kostråd, hvilket ellers er vanskeligt for staten at lykkes med. Der er bred enighed om, at mærket er et stærkt redskab til at udbrede økologien, hvorfor mærket er blevet kopieret af flere andre lande. Staten har investeret millioner af skattekroner i dets udbredelse og kendskabsgraden, og mærket er blevet populært i køkkenerne både de offentlige og de private, hvor det sender et tydeligt og troværdigt signal om bæredygtighed.

De professionelle køkkener ser det som et værktøj, der kan sætte en retning for køkkenet understøttet af solid opbakning fra myndighederne og statens kontrol. Vores forventning om en langsigtet finansiering blev imidlertid ikke opfyldt.

VI STÅR HELT uforstående tilbage overfor den prioritering. Det skal både ses i lyset af mærkets værdi og regeringens målsætning om at fordoble økologien, og sidste års forløb efter Finanslovsaftalen for 2024 var landet. Der var ikke afsat penge til spisemærket i 2024. Det fortrød regeringen, og den fandt derfor midlerne i sidste øjeblik. Alligevel har regeringen igen i år valgt en løsning, hvor der opstår usikkerhed om mærkets permanens.

Det kan ved første øjekast for en politiker på Christiansborg synes uproblematisk. Det er ikke unormalt, at finansieringen først findes, når eksisterende midler udløber. Men den kortsigtede finansiering underminerer Det Økologiske Spisemærkes styrke og effekt. De professionelle køkkener vil undlade at søge om at få mærket, og andre mangler incitament til at gå fra bronze til sølv eller fra sølv til guld, når de ikke ved, om mærket eksisterer fra 2026.

Det tager tid for et køkken at træffe beslutning om, at de skal have Det Økologiske Spisemærke. Der skal introduceres et system, der kan sikre nem dokumentation af økologiprocenten, der skal laves nye indkøbsaftaler, køkkenpersonalet skal gøre sig klar til at lave mere mad fra bunden og tilberede mad med nye råvarer, da der typisk kommer mere grønt på menuen for at holde sig inden for budgettet.

Derudover skal køkkenpersonalet lære at disponere menuen og bruge råvarerne bedre, så der bliver mindre madspild. Regeringen kan ikke forvente, at køkkenerne vil igangsætte dette arbejde, hvis der ikke er sikkerhed for, at mærket er en permanent ordning.

ØKOLOGIEN ER SOM regeringen selv skriver i sin økologistrategi en vigtig del af den grønne omstilling i landbruget, og vi kan tilføje, at mærket spiller en vigtig rolle for ændringer i vores madkultur, som er en forudsætning for den grønne omstilling i landbruget, der rækker ud over økologien.

Det er nødvendigt at mindske madspild og introducere mere grønt, flere bælgfrugter og mindre kød i måltiderne. Det er alle ændringer, som spisemærket understøtter, og som betyder, at køkkener med det økologiske spisemærke får et lavere klimaaftryk. Læg dertil, at økologiske råvarer er med til at beskytte vores drikkevand, sikre mere biodiversitet og bedre dyrevelfærd.

MENS FINANSLOVSAFTALEN IKKE indeholder midler til Det Økologiske Spisemærke efter 2025, er der afsat midler til en forsøgsordning med skolemad. Det er et andet initiativ, og så alligevel ikke. Initiativet skal sikre sunde og bæredygtige måltider, der danner grundlaget for et godt læringsmiljø.

Vi håber naturligvis, at økologien kommer til at spille en vigtig rolle i forsøgsordningen, og det er i den forbindelse helt oplagt at koble Det Økologiske Spisemærke på de køkkener, der skal stå for skolemaden. Der er allerede flere skolemadsordninger, som har Det Økologiske Spisemærke. Den københavnske skolemadsordning EAT har haft Det Økologiske Spisemærke i guld siden 2015. Men det kræver den politiske vilje, som vi efterlyser med vores fælles kronik. Den kortsigtede finansiering underminerer mærket.

Kronikken er bragt i Avisen Danmark den 9. december 2024. Den er underskrevet af: Michael Allerup, næstformand og talsperson for bæredygtighed, Kost og Ernæringsforbundet. Saoirse McKeever Andersen, fagchef for fødevarer, Dansk Erhverv. Birte Brorson, Øko++ rådgivning af professionelle køkkener i bæredygtig drift. Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening. Karsten Felvang, F&B Director, Scandic. Anne-Sofie Hattesen, ESG-chef, Compass Group. Pernille Hougaard, Marketingchef, Dagrofa Foodservice. Mona Carøe Jensen, Cheføkonoma, Patientkøkken, kantine og ernæringsklinikken, Regionshospitalet Randers; Forperson køkkenudvalget Økologisk Landsforening. Kirsten Lund Jensen, Økologichef, Landbrug & Fødevarer. Michael Kjerkegaard, forperson, Økologisk Landsforening. Vivi Kjersgaard, Bæredygtigheds- og konceptvarechef, Hørkram. Jan Kristensen, Development Manager, Dansk Cater. Trine Langhede, rådgiver, Bioressourcer og Fødevarer, Rådet for Grøn Omstilling. Jakob Scharff, branchechef, DI Service. Morten Enni Hassing Schlichtkrull, Head of Food Product & Performance – Operations Performance, ISS Facility Services A/S. Tine Skriver, fødevarechef, HORESTA. Jesper Lykke Wacherhausen, CEO Meyers. Jakob Zeuthen,Klima- og fødevarepolitisk chef, Danmarks Restauranter og Cafeer.

By |2024-12-09T14:01:33+01:009. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Usikker fremtid for øko-mærke koster dyrt
Læs mere

Biomassefyring: En skamplet i klimapolitikken

Afbrænding af fast træbiomasse er en skamplet på dansk klima- og energipolitik. Det har jeg bl.a. sagt til TV2, der har lavet en Operation X-dokumentar om biomasse med titlen ”Brændende bedrag”. Udsendelsen har efter grundig research afsløret, at hele træstammer fældes i USA og Estland og laves til træpiller, som senere brændes af her i landet, bl.a. i Ørsteds kraftvarmeanlæg.

Ørsted vil sikkert anvende den klassiske kommunikationsstrategi: Angrib, benægt og indrøm aldrig et nederlag. Men Operation-X afsløringerne er et nederlag. Og det bør ikke komme som en overraskelse nogen, der har fulgt den internationale presses afsløringer af de mange huller i de certificeringsordninger – bl.a. FSC – som Ørsted og andre dækker sig ind under. Ørsted har en ambition om at være en klimafrontløber og at blive en naturpositiv virksomhed, men de nye afsløringer burde være endnu et wake-up call til CEO Mads Nipper om at komme ud af boblen. Det er absolut ikke bæredygtigt at brænde træbiomasse af og lave det om til el eller varme.

Røde ører

Der bør også være røde ører til de politikere, herunder klimaminister Lars Aagaard, der varmt forsvarer denne praksis, selv om Klimaministeriet i et svar til SF´s Signe Munk i Folketinget har oplyst, at den danske afbrænding af træbiomasse over 20 år netto fører til en udledning af 114 mio. ton CO2 til atmosfæren. Det svarer rundt regnet til, hvad landbruget udleder over 8,7 år!

Hvert år importerer Danmark over 3,5 mio. ton træbiomasse, der sendes med dieselskibe til Danmark, og der gives massiv statsstøtte til det. TV2 udsendelsen har opgjort den direkte og indirekte støtte til 6 mia. kr. i 2023. Heraf var 478 mio. kr. direkte støtte til kraftværkerne, der fyrer med træbiomasse for at lave el.
Derudover er der indirekte støtte i form af en teknisk afgiftsfritagelse for erhverv og husholdninger, som i Skatteministeriets Skatteøkonomiske redegørelse for 2023 er opgjort til 5,5 mia. kr/år.

Fyringen med træbiomasse burde – ift. klimabelastningen – være belagt med en afgift, men det er den ikke. Dermed får de en konkurrencefordel ift. andre energikilder, der ikke får den fribillet. Heldigvis udfases afgiftsfritagelse næste år som følge af industriens grønne skattereform, men opgøres den samlede direkte og indirekte statsstøtte over hele perioden for 2022-2028 høster biomassen samlet en gevinst på 21 mia. kr. Det er mere end 10 gange mere, end der gives til sol- og vindenergi i hele denne periode!

Biomassestøtte bremser elektrificering

Biomasseafbrændingen er en skamplet, fordi man med massiv statsstøtte reelt forværrer klimakrisen. Ikke kun pga. den ekstra CO2, der udledes til atmosfæren, men også fordi man fjerner et CO2-lager i skovene. Øget skovrejsning er en af de mest omkostningseffektive måder at suge CO2 ud af atmosfæren på, men den danske stat giver støtte til at fælde træer i udlandet. Og EU betragter stadig biomasseafbrænding som en ren vedvarende energikilde, selv om den i praksis skader klimaet både regnet over 20 år og 100 år. I Danmark udgør biomassefyringen cirka totredjedel af, hvad vi kalder vedvarende energi, men det bygger på en fortrængning af klimarealiteterne, at den tælles med der. Også derfor bør du se Operation X dokumentaren og lytte til de eksperter, der optræder i udsendelsen.

Biomasseafbrændingen bør udfases hurtigt og allersenest i 2035 bør man stoppe importen af træbrænde fra udlandet.
Allerede i dag findes gode og omkostningseffektive alternativer i form af varmepumper og elkedler, der kan drives af ren grøn strøm fra sol- og vindenergi, såvel som geotermi i dele af landet. Men de diskrimineres af staten i støtteordningerne. Den massive statsstøtte til biomassen – den får samlet 4,6 mia. kr. i direkte støtte fra 2022-28 – er med til at forsinke elektrificeringen af det danske samfund. Kun 19 pct. af vores samlede bruttoenergiforbrug er elektrificeret, og udviklingen er gået i stå i de sidste par årtier. Alene i dette årti gives der over 50 mia. i direkte og indirekte statsstøtte til biogas og biomasseafbrænding, hvilket er mangefold mere, end der gives til energieffektiviseringer og sol- og vindenergi. Varmepumper, der kan erstatte de mange olie- og gasfyr i danskernes hjem, får kun lidt over 100 mio. kr. i statslige tilskud fra 2022-28. Incitamenterne er skæve, men vi bør understøtte en hurtigere elektrificering af varmeforsyningen. Og vores fjernvarmeværker og industrien bør investere meget mere i industrielle varmepumper og elkedler – og holde op med at bygge nye biomasseværker – så vi kan sætte ekstra fart i elektrificeringen.

Afgifter og støtteordninger rammer forkert

I Danmark er skatte- og afgifter, samt støtteordningerne, ikke med til at understøtte en omkostningseffektiv grøn omstilling. Både støtteordninger og afgifter er lige nu med til at forsinke omstillingen væk fra forbrændingssamfundet. Det er den store historie hinsides Operation X afdækningen. Bedre bliver det ikke af, at European Energy i en ny rapport har afsløret, at det ser ud til, at den grønne strøm (inklusiv nettariffer) er hårdere beskattet end fossile brændsler, opgjort pr. energienhed. De voldsomme stigninger i nettarifferne siden klimavalget i 2019 truer nu mange VE-developeres business case. Og fordi politikerne heller ikke gør mere for at sætte ekstra fart i efterspørgslen efter grøn strøm – man kan f.eks. stoppe salget af nye fossilbiler i 2025/26 og sætte en hurtigere slutdato på gas i ledningsnettet – så er vi endt i en catch-22 situation.

Der er for lille efterspørgsel efter grøn strøm til, at VE-developerne kan få en god business case. Og med de skæve støtteordninger, afgifter og tariffer giver både fossile brændsler og fyring med træbiomasse nogle fordele, der binder os fast til forbrændingssamfundet. Også derfor er udbygningen med vind- og solenergi stagneret og halter nu bagefter vores nabolande.
Hvis regeringen vil tage den grønne omstilling og klimakrisen alvorligt, bør man nu lave en hurtig udfasning af alle subsidier til forbrændingsenergi – herunder også de 3,6 mia. kr, der er givet i direkte og indirekte fossile subsidier – og indføre en biomasseafgift, der svarer til deres reelle klimabelastning. Samtidig bør man fortsætte med at sænke elafgifterne og finde en anden måde at finansiere udbygningen af elnettet på end at sende hele ekstraregningen over til de VE-developere, der kan hjælpe os med at frigøre os fra de fossile brændsler. Lad de fossile energiforbrugere betale en større del af regningen for transformationen væk fra det fossile system.

Hvis man fjerner de skæve subsidier til forbrændingsenergi og nedsætter el-afgifter/nettariffer, vil der også komme meget større efterspørgsel efter grøn strøm, der vil styrke business casen i sol- og vindenergi, varmepumper og geotermi. Og Ørsted, hvad skal de gøre? De bør springe fuldt ud som en naturpositiv virksomhed. De bør straks holde op med at greenwashe deres afbrænding af biomasse og udfase den med rene grønne alternativer. Ørsted har nu chancen for at stille sig på den rigtige side af klimahistorien. Gør de det ikke, så må de også tage de tæsk, som deres ”dieselgate” og taktiske undvigemanøvrer vikler dem stadig længere ind i. Og ja, og så håber jeg, at Green Power Denmark snart springer helt ud som en ægte forsvarer af elektrificeringen i stedet at hænge fast i fortiden og forbrændingssamfundet.

Dette debatindlæg er blevet bragt i Klimamonitor den 6. december 2024.

By |2024-12-09T10:03:17+01:006. december 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Biomassefyring: En skamplet i klimapolitikken
Læs mere

Metan-reduktioner i landbruget er afgørende for at leve op til Paris-aftalen

Flammen, der kan holde liv i 1,5-grader-målet, er et fokus på den potente, men kortlivede drivhusgas metan. Reduktioner af metan har nemlig en markant hurtigere effekt på global opvarmning end reduktioner af CO2-udledninger, skriver dagens debattører.

Lige nu er verdens ledere igen til COP-møde, denne gang i Baku, for at gøre status på verdens drivhusgasudledninger og diskutere nye tiltag, der adresserer den nuværende klimakrise.

Den nyeste rapport fra FN’s Miljøprogram danner et ubehageligt bagtæppe for mødet. Den viser nemlig, at der er risiko for, at vi inden for få år kan vinke farvel til chancen for at holde den globale temperaturstigning inden for 1,5 grader-målet. Hurtige og effektive reduktioner i drivhusgasudledningerne er vigtigere end nogensinde. Og her kommer metan ind i billedet.

Metan er en kortlivet, men yderst potent drivhusgas, der står for omkring en tredjedel af den globale opvarmning. Et ton metan varmer planeten cirka 30 gange mere end et ton CO2 over 100 år, men hele 80 gange mere over 20 år.

Årsagen til denne forskel er metans korte levetid i atmosfæren på 12 til 15 år. Vi kan derfor meget hurtigt opnå klimagevinster ved at reducere vores metan-udledninger, der primært stammer fra landbruget, og derefter affalds- og energisektorerne. Metan-reduktioner er altså den mest effektive strategi til at holde målet om at begrænse opvarmningen til 1,5 grader i live.

Danmark bør være foregangsland

Til COP26 i Glasgow satte EU og USA fokus på metan i deres lancering af the Global Methane Pledge (GMP). GMP er et løfte om at reducere de globale metan-udledninger med 30 procent i 2030 i forhold til 2020, hvilket 158 lande, herunder Danmark, har skrevet under på. De nuværende fremskrivninger viser dog, at vi globalt er meget langt fra at leve op til det løfte.

Danmark kan og bør være foregangsland og vise, at det kan lade sig gøre at reducere metan-udledningerne betydeligt. Vi har allerede taget skridt i den rigtige retning, blandt andet ved bedre håndtering af husdyrgødning, for eksempel via kravet om hyppig udslusning af gylle, øget bioforgasning og ny regulering af metan-lækager fra biogasanlæg.

Fremskrivninger viser dog, at vi med de nuværende politiske tiltag er langt fra målet. Ifølge en opgørelse lavet af Rådet for Grøn Omstilling ser Danmark med de nuværende politiske tiltag ud til at reducere metan-udledningerne med 10 til 15 procent i 2030 i forhold til 2020. Der er altså behov for langt mere handling, hvis vi skal opfylde løftet om 30 procent reduktion i 2030.

Den animalske landbrugsproduktion er den helt store udleder af metan

I 2023 stod landbruget for hele 80 procent af de danske metan-udledninger. Udledningerne kommer fra den animalske produktion, nemlig fra husdyrenes fordøjelsesprocesser og fra husdyrgødning. Vi kan derfor ikke komme udenom, at tiltag i landbrugssektoren er afgørende for at reducere metan-udledningerne nok til, at vi lever op til Paris-aftalen og det globale metan-løfte.

Et oplagt virkemiddel er en klimaafgift på landbruget, der fører til mere planteproduktion og færre produktionsdyr – og dermed mindre metan. Den grønne trepart har desværre valgt at indrette afgiften, så man holder hånden under en stor animalsk produktion langt ud i fremtiden, ved blandt andet at prioritere teknologier som pyrolyse og fodertilsætningsstoffer frem for en reel transformation af vores fødevaresystem.

En strukturel omstilling af det danske landbrug og fødevaresystem er afgørende for at leve op til Paris-aftalen og det globale metan-løfte. Rådet for Grøn Omstilling har sammen med en række andre grønne organisationer vist, at den samlede drivhusgasudledning fra landbruget kan reduceres med hele 78 procent, via blandt andet en reduktion af antallet af husdyr og dermed metan-udledninger.

Den transformation vil være at vise vejen fremad for de øvrige 158 underskrivere af metan-løftet.

Metan-reduktioner er den hurtige vej til markante effekter på den globale opvarmning

Hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader, er drivhusgasreduktioner de næste 20 til 30 år essentielle.

Derfor er metan-reduktioner den hurtigste vej til at indfri både Paris-aftalen og det globale metan-løfte. Det betyder, at vi ikke er i mål endnu, selv med indførelsen af Trepartens klimaafgift for landbruget.

Tværtimod skal vi have skærpet fokus på at sikre omlægning fra animalsk til plantebaseret fødevareproduktion. Det vil begrænse metan-udledningerne og dermed også begrænse Danmarks bidrag til den globale opvarmning betydeligt.

Dette debatindlæg er skrevet af Niklas Sjøbeck Jørgensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, og Lærke Kjærbye-Thygesen, juniorkonsulent i Rådet for Grøn Omstilling og er blevet bragt i Klimamonitor den 21. november 2024

By |2025-06-19T13:01:58+01:0021. november 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Metan-reduktioner i landbruget er afgørende for at leve op til Paris-aftalen
Læs mere

Der sælges flere fossile brændsler end nogensinde: “Vi er alle fucked”

Verdens samfund er stadig dybt afhængige af fossil energi. Hele 80 pct. af vores samlede energiforbrug kommer stadig fra olie, gas og kul, kan man læse i World Energy Outlook 2024, som Det Internationale Energiagentur (IEA) netop har offentliggjort. Faktisk blev der sidste år solgt mere fossile brændsler end nogensinde før i verdenshistorien. Det er et dramatisk vidnesbyrd om den manglende erkendelse af klimakrisens alvor.

Den fossile business as usual dominerer stadig. Og vi er alle fucked, hvis ikke vi snart frigør os fra den fossile afhængighed. Faktisk var det globale CO2-budget kun 200 Gigaton ved årets indgang, og Danmarks andel løber ud i de næste få år. Det haster med at udvikle en systematisk plan for hurtigt at eliminere og trænge alle fossile brændsler ud af vores samlede energiforbrug.

Har IEA så svaret? Nej, desværre nej. Lad det dog være sagt med det samme. Jeg hører til dem, der begejstres, hver gang IEA´s Executive Director, Fatih Birol, taler om, at den fossile æra snart peaker. Birol skriver i sit forord til rapporten, at ”ren elektricitet er fremtiden”. Men alligevel regner IEA stadig i deres net-zero scenarie stadig med, at der er 15 pct. fossile brændsler i verdens samlede energiforbrug i 2050. Det er selvfølgelig bedre end regeringernes aktuelle politiske kurs, der sigter mod, at cirka halvdelen af vores energi kommer fra olie, gas og kul i 2050. Og regeringernes løfter kan kun nedbringe andelen til 25 pct. Det er stadig alt, alt for meget.

Det kan lade sig gøre

I Rådet for Grøn Omstilling har vi fremlagt en plan for, hvordan Danmark helt kan frigøre sig fra alle fossile brændsler i 2040, og vi vil arbejde for, at EU kan nå det i perioden 2040-45. Den gode nyhed er, at det faktisk kan lade sig gøre.

Dykker man ned i den nye IEA-rapport kan man finde en masse interessante tal, der dokumenterer, at verden befinder sig midt i en grøn energirevolution med sol, vind og batterier. Den globale produktionskapacitet for solceller er øget 40 gange i de sidste 13 år. For vindenergien er det seks gange. Sidste år blev der opstillet 550 GW sol- og vindenergi – og alene indenfor de sidste fem år har der været mere end en 4-dobling i opstillingen af nye solcelleanlæg. Alene i det sidste år er den globale fabrikation af solceller øget med hele 76 pct. og der blev fremstillet 22 pct. flere vindturbiner. Efterspørgslen er enorm, og ikke mindst Kina sprænger alle forventninger. I EU-landene går det derimod stadig alt for langsomt, bl.a. fordi der er alt for mange bureaukratiske og økonomiske snubletråde.

Elpriserne i EU-landene er stadig 2-3 gange højere end i USA og Kina, og det skader europæiske virksomheders konkurrenceevne. EU-landene importerer hvert år fossile brændsler for over 400 mia. euro, der er penge, der meget bedre kunne bruges til at investere i en samlet omstilling af vores energisystem, så vi i fremtiden bliver 100 pct. selvforsynende med ren energi. En kerneopgave for Dan Jørgensen som EU´s nye energikommissær er at sætte ekstra turbo på arbejdet med at trænge de fossile brændsler ud af det europæiske energisystem. Vi bør mangedoble mængden af sol- og vindenergi, investere meget mere i batterilagring og andre former for energilagring. Og vi skal øge investeringerne i elnettet og de vigtige interconnectorer, der gør det nemmere og billigere at sende grøn strøm over grænserne i det indre energimarked.

Det bliver billigere, end IEA tror

Sol- og vindenergi er allerede billigere end fossile brændsler på livslange omkostninger, og selv hybride løsninger – hvor landvind eller solcelleanlæg kobles sammen med batterier – er nu ved at være konkurrencedygtige. Og den anden gode nyhed er, at IEA konsekvent – og desværre stadig i deres nye World Energy Outlook – undervurderer de kommende prisfald for sol- og vindenergi. Det betyder, at den grønne omstilling i realiteten bliver noget billigere, end de forestiller sig.

Det er nu, at Danmarks og andre EU-landes regeringer bør sætte hårdt ind på at sikre en mangedobling i den vedvarende energi – og de fossile brændsler skal fases hurtigere ud via en målrettet elektrificering af alle sektorer, så man også øger efterspørgslen efter grøn strøm. Det vil også skabe en endnu bedre business case for VE-developere. I forhold til klimaet, økonomien og konkurrenceevnen burde det være en no-brainer.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og er blevet bragt i Ingeniøren den 18. oktober 2024.

By |2024-10-18T09:26:50+01:0018. oktober 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Der sælges flere fossile brændsler end nogensinde: “Vi er alle fucked”
Læs mere

Treparten overser ét vigtigt hensyn

Den grønne trepartsaftale markerer en omfattende ændring af vores landskab, hvor mindst 390.000 hektar landbrugsjord tages ud af drift. Med ændring i den skala, er det afgørende, at alle hensyn tænkes med, hvilket aftalen også et stykke af vejen bærer præg af. Men treparten overser et vigtigt hensyn i arealanvendelsen i det åbne land, nemlig målet om at firdoble vedvarende energi (VE) på land frem mod 2030.

Solceller og vindmøller opføres ofte på landbrugsjord. Når så meget landbrugsjord skal tages ud af drift, er det afgørende, at vedvarende energi tænkes ind i implementeringen af den grønne trepart. Dette er ikke blot en national målsætning, men også et spørgsmål om optimal arealanvendelse. VE-udbygningen skal ikke blive en hæmsko for implementeringen af aftalen, ligesom implementeringen af aftalen heller ikke må hæmme VE-udbygningen.

Faktisk kan udbygningen af grøn strøm skabe bedre incitamenter for landmændene til at søge de frivillige ordninger i aftalen om grøn trepart. Hvis landmanden kan tjene på at leje udtagen lavbundsjord eller jord, hvor der skal vokse skov op, til opstillere af grøn energi, kan det hjælpe både klima, natur og landmandens pengepung.

Fremover kommer efterspørgslen efter grøn strøm til at vokse dramatisk. Og udbygningen af grøn energi i Danmark går den forkerte vej lige nu. Derfor skal vi fremme sameksistens mellem natur og vedvarende energi, så vi får dobbelt klimagevinst ved udtagning af landbrugsjord gennem grøn trepart. Udledninger fra landbrugsjorden bremses, samtidigt med at jorden bruges til at erstatte fossil energi med grøn energi.

Hvordan gør vi så det?

For det første er der store muligheder for at kombinere udtagningen af 250.000 hektar jord til ny skov med opstillingen af grøn strøm. Vindmøller har en levetid, der cirka svarer til, hvor lang tid det tager for et træ at vokse op. Derfor kan vindmøllerne snurre, mens små skud bliver til store egetræer. Der er endda mulighed for at lade vindmøllerne snurre over trætoppene i den nye skov – som de gør det i Sverige. Det kræver så ændringer i dele af den danske lovgivning, der i dag forhindrer opsætning af vindmøller i skove, selvfølgelig under den nødvendige hensyntagen til natur, flagermuse og friluftsliv.

For det andet bør vi udnytte det fulde potentiale for at kombinere solceller med udtagning af lavbundsjorde. Det sker allerede i dag, men de støtteordninger, herunder KlimaLavbundsordningen, som styrkes med grøn trepart, muliggør ikke etablering af grøn strøm på de udtagne arealer. Det bør vi lave om.

Derfor håber vi, at du, Jeppe Bruus, og partierne i Folketinget vil lytte ikke bare til os, men til regeringens egen Nationale Energikrisestab, der anbefaler at planlægge efter multifunktionel arealanvendelse for at få alle hensyn til at gå op. Det kan ikke lade sig gøre alle steder. Men de steder, det kan, skal Folketingets partier i forhandlingerne og implementeringen af grøn trepart sikre de nødvendige rammer, der fremmer synergien mellem mere natur og vedvarende energi, så vi sikrer et grønnere Danmark hele vejen rundt.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling og Ulrich Bang, underdirektør for Klima, energi og miljø i Dansk Erhverv og er blevet bragt i Altinget Energi og Forsyning den 7. oktober 2024.

By |2024-10-07T08:11:12+01:007. oktober 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Treparten overser ét vigtigt hensyn
Læs mere

Klimahandling kan ikke vente på pyrolyse

I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at det giver god mening at investere i udvikling af klimateknologier, der kan bidrage til landbrugets klimamål. Og pyrolyse kan på sigt blive en fornuftig klimateknologi. Vi er enige i, som Klimarådet også påpeger, at pyrolyse kan spille en rolle frem mod 2050. Men for at pyrolyse kan have en reel klimaeffekt, skal vi vente med at indregne effekten indtil den rent faktisk har en effekt i atmosfæren. Og vi må sikre os, at udbringning af biokul ikke skaber andre miljøproblemer, da den ikke kan fjernes fra landbrugsjorden igen.

 I et indlæg i Klimamonitor den 16. september skriver Martin Lünell Christensen og Pyrolyse Danmark, at vi i Rådet for Grøn Omstilling ikke ser på klimaeffekten af pyrolyse i et 100-årigt perspektiv. Vi er ikke uenige i, at pyrolyse kan give fint mening når man sammenligner klimaeffekten fra biokul med den kulstoflagring som biomassen havde bidraget med hvis den blot var blevet udbragt på landbrugsjord i et 100-årigt perspektiv. Men problemet med den planlagte satsning på pyrolyse er, at klimaeffekten af biokul regnes med for at nå landbrugets klimamål for 2030, hvor det er yderst tvivlsomt, at virkemidlet kan nå at have en klimaeffekt.

Pyrolyse skal kun bruges, hvis det sker på miljømæssig forsvarlig vis

Martin Lünell Christensen kritiserer netop, at Rådet for Grøn Omstilling lægger vægt på den kortsigtede effekt af pyrolyse. Men den er nu engang ikke til at komme udenom, når den grønne trepart har taget udgangspunkt i, at en reduktion på 0,3-0,6 mio. ton CO2 skal komme fra pyrolyse allerede i 2030. Selv med den klimaeffekt på under 20 år som Martin Lünell Christensen henviser til i sit indlæg, vil klimaeffekten af pyrolyse af afgasset gylle stadig ikke opnås inden 2030. Derfor er det korte perspektiv vigtigt at have med. Vi er nødt til først at indregne effekten, når den rent faktisk indtræffer, så vi ikke snyder os selv og klimaet. Selv med pyrolyse af halm er det ikke sandsynligt med en klimaeffekt inden 2030.

Ifølge IPCC skal vi omtrent halvere vores drivhusgasudledninger i dette årti, hvis vi skal holde den globale opvarmning under 1,5 °C. Vi kan ikke basere vores klimahandling på håbet om fremtidige løsninger – vi skal handle nu for at nå de nødvendige reduktioner inden 2030 og med tiltag, som virker indenfor denne tidshorisont. Det vil en reduktion i den animalske produktion gøre med sikkerhed.

Klimaeffekten af pyrolyse og biokul afhænger i stor grad af, om man regner med, at pyrolyseolie kan erstatte fossile brændsler. Ekspertgruppen for en grøn skattereform har ikke antaget dette. De regner med, at pyrolyseolien måske vil blive brugt i international skibsfart, og at pyrolysegassen ikke fortrænger fossil energi, da den fx vil blive brugt i fjernvarmenettet og dermed fortrænge grøn energi. Rådet for Grøn Omstilling har brugt samme antagelser, og mener, at pyrolyse olie kun skal bruges, hvis det kan ske på miljømæssig forsvarlig vis.

Vi har ikke råd til at vente på, at pyrolyse giver den ønskede klimaeffekt

Jeg er glad for, at Pyrolyse Danmark er enig i, at pyrolyse ikke skal implementeres i stor skala, før vi har en bedre forståelse af de miljømæssige konsekvenser. Her er det vigtigt at understrege, at biokul ikke bare er biokul. Effekten af biokul på jorden afhænger af biomassetypen, temperaturen og andre faktorer, der indgår i produktionen. Derfor er det svært at overføre erfaringer fra andre lande i den danske kontekst, da biomassen der ofte er træ. Samtidig skal vi huske, at der globalt er begrænsede erfaringer med biokulproduktion. I 2023 blev eksempelvis kun produceret 75.000 ton biokul i Europa.

Pyrolyse Danmark nævner, at de bakker op om forsigtighedsprincippet, der ligger bag, at Danmark har igangsat miljøundersøgelser af biokuls effekt på miljø og natur. Det er jeg glad for at høre. Derfor håber jeg også, man respekterer, at de langsigtede markforsøg af effekter ved anvendelsen af biokul på miljø, natur og den landbrugsmæssige praksis, først er færdige i 2033.

I praksis vil det være umuligt at fjerne biokul udbragt på marker. Rådet for Grøn Omstilling fastholder derfor, at det er nødvendigt at kende konsekvenserne af biokul for miljø og afgrøder, før der satses på storstilet udbringning på marker. Dermed giver det ikke mening at indhente resultater og konkludere på 10-årige forsøg efter kun 5 år i 2027, som Pyrolyse Danmark lægger op til i deres indlæg.

Vi har ikke råd til at vente på, at pyrolyse giver den ønskede klimaeffekt – vi skal reducere klimabelastningen nu. Vi skal bestemt ikke smække døren i for pyrolyse, men vi bør fokusere på, hvilke biomasser der giver mening at pyrolysere, og grundigt undersøge klimaeffekten af de biomasser, der skal bruges. Pyrolyse skal ikke blive en teknologi, der indirekte holder hånden under en fortsat stor animalsk produktion. Og uanset hvilken klimaeffekt biokul måtte have i et 100-årigt perspektiv, bør denne ikke medregnes i opfyldelsen af vores klimamål, før effekten faktisk er opnået.

Dette debatindlæg er skrevet af Trine Langhede og er blevet bragt i Klimamonitor den 20. september 2024.

By |2024-09-23T08:07:06+01:0023. september 2024|Debatindlæg|Kommentarer lukket til Klimahandling kan ikke vente på pyrolyse
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top