Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at vi skal reducere udledningen af drivhusgasser, hvis vi skal bremse den menneskeskabte globale opvarmning. FN’s klimapanel IPCC understreger dog, at reduktioner alene ikke længere er nok – vi bliver også nødt til at fjerne CO₂ fra atmosfæren, hvis de farlige temperaturstigninger skal undgås. Skovrejsning er en simpel metode til at sikre dette. Dog er der i stigende grad et fokus på metoder såsom kulstoflagring gennem biokul eller såkaldt BECCS, hvor CO₂ fra afbrænding af biomasse fanges og lagres i undergrunden. For at finansiere denne type projekter fremhæves udstedelse og salg af kulstofcertifikater ofte som en måde at sikre investeringer i kulstoflagringsprojekter.

Der er behov for et troværdigt system

De seneste par år har EU forsøgt at skabe en standardiseret ramme for certificering af kulstoffjernelse og -lagring med forordningen Carbon Removal and Carbon farming regulation (CRCF). Formålet med CRCF er at standardisere og kvalitetssikre certifikater. På sigt er idéen, at certifikater kommer til at spille en større rolle i kommende EU-reguleringer, f.eks. at de kommer til at indgå som en del af et kvotehandelssystem for landbruget eller som en del af EU’s landbrugsstøtte. Derfor er det nødvendigt, at der bliver bygget et troværdigt system, der sikrer permanent lagring af kulstof.

I april vedtog Europa-Parlamentet en bred aftale om CRCF, som skal danne rammen for at udstede konkrete metodikker til kvantificering af forskellige former for kulstoffjernelse.

Problemet? De foreslåede metodikker maler et skævt billede af, hvilken CO₂-effekt teknologierne reelt opnår.

Fokus på biokul giver et skævt CO₂-regnskab

I aftaleteksten beskrives det, hvordan de metodikker der skal udvikles for certifikaterne, skal tage højde for den netto klimaeffekt, der er ved kulstoflagring baseret på biomasse – altså at både optag og udledning af CO₂ tælles med. Det er i imidlertid ikke det, der er lagt op til i de udkast til metodikker, der er fremlagt indtil videre.

I stedet ignorerer metodikkerne, at der fjernes et kulstoflager fra naturen, når biomasse bruges til biokul eller BECCS. Populært sagt: Det fjerner ikke direkte CO₂ fra atmosfæren, hvis man putter biomasse i et pyrolyse- eller BECCS anlæg. Reelt flyttes kulstoffet blot fra ét lager til et andet. Kulstoffet, der lagres, kan være i en mere stabil form end kulstoflageret i biomassen, men det ændrer ikke på, at teknologiernes reelle CO₂-fjernelse fra atmosfæren overvurderes.

Når man kun regner den positive gevinst fra lagringen med – eksempelvis det kulstof, der bliver lagret som biokul eller i et geologisk lager – men ikke tager højde for det kulstof, der fjernes fra skov eller mark, skaber man et skævt og ufuldstændigt regnskab, der overvurderer den reelle effekt på atmosfærens CO2 indhold.

Reelle resultater – ikke luftkasteller

Hvis troværdigheden af fremtidens kulstofcertifikater skal sikres, er det nødvendigt at metodikkerne for BECCS, biokul og kulstoflagring i bygninger, regner det tab af kulstof med, der er fra biomassen. Det, der betyder noget, er, at der fjernes CO₂ fra atmosfæren og ikke at få et CO₂-regnskab til at se pænt ud. Et system, der lover mere, end det kan holde, underminerer både tilliden og klimaindsatsen. Negative emissioner er afgørende – men kun, hvis de er reelle og ikke som følge af en regneøvelse.

Dette debatindlæg er skrevet af Trine Langhede og Erik Tang og er blevet bragt i Klimamonitor den 3. januar 2025.