Hidtil har kvalitet og pris været de betydende faktorer, når bygherrer gennemgår tilbud. I fremtiden bør det fremgå tydeligt, hvor stor drivhusgasudledningen er for hvert tilbud

Danmark er godt i gang med sine massive investeringer i Infrastrukturplan 2035 (IF35), der sætter kursen for den fysiske udvikling af transportsektoren frem mod 2035.

Planens projekter stod samlet til at spare 41.000 tons CO2 årligt og gavne samfundsøkonomien med over 20 milliarder kroner.

I Ingeniøren fremgår det nemlig, at både planens CO2-regnskab og samfundsøkonomi er på et skråplan.

Analyser af Banedanmarks og Vejdirektoratets gennemførte projekter i 2023 og 2024, viser at CO2-udledningerne fra projekterne blev mere end dobbelt så store end oprindeligt antaget.

Samtidig har stigende priser på energi og råstoffer som cement, beton og stål tippet vægten for projekternes samfundsøkonomi, hvilket betyder, at vi som samfund bliver fattigere af deres gennemførsel.

Tiden er måske moden til at aftaleparterne igen slår hovederne sammen og får sat en ny kurs for, hvad planens i alt 161 milliarder skal bruges på. Den rummer nemlig et stort potentiale for investeringer i udviklingen og udbredelsen af mere klimavenlige løsninger.

Klima i udbud

Udbygningen og vedligeholdelsen af vores infrastrukturer er vigtig for både samfundets vækst og den grønne omstilling, men det skal foregå på en måde der både overholder de planetære grænser og klimalovens §1 – 70 procent reduktion af drivhusgasudledningen i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Langsigtede investeringsplaner som Infrastrukturplan 2035 kan være med til at pege branchens aktører i retning af grønnere muligheder. Der er i hvert fald ikke en producent af asfalt eller beton eller en importør af stål, der er i tvivl om, at der er noget at lave frem mod 2035.

Det giver dem en stor sikkerhed til at investere i at udbygge, modernisere eller skifte produktionen til mere klimavenlige løsninger.

Det kræver dog, at man indfører målsætninger, der understøtter dette. Det har man desværre ikke haft med i aftalens første rul, som løber fra 2021 til 2028, men det opstår der en gylden mulighed for, når aftalens andet rul sættes i gang i 2028.

Helt konkret bør miljø og klima indføres som udbudsparameter på lige kår med kvalitet og pris.

Hidtil har kvalitet og pris, og i særdeleshed sidstnævnte, været de betydende faktorer, når bygherrer gennemgår indkomne tilbud. I fremtiden bør det fremgå tydeligt, hvor stor drivhusgasudledningen er for hvert indkommet tilbud.

Man kan eksempelvis starte med at stille krav til CO2-udledning i udbudsmaterialet.

Det er ikke banebrydende: I Norge har man siden 2023 vægtet klima- og miljøhensyn med 30 procent som udbudsparameter, altså stort set en tredjedel af tildelingskriteriet.

Dette ville være med til at stimulere en konkurrence i bæredygtighed på markedet, hvilket kan fordre udviklingen af nye teknologier og produkter.

Skab grundlag for sammenligning

Generelt skal det være nemmere for både private og offentlige bygherrer at overskue et givent projekts klimapåvirkning. Dette kunne også ske gennem en standardisering af miljøvaredeklarationer, såkaldte EPD’er, som benyttes til at dokumentere en byggevares miljømæssige egenskaber.

Lige nu kan det være svært at sammenligne et givent produktets klimapåvirkning med et andet, da der på tværs af lande, brancher og virksomheder måles på forskellige parametre.

Én miljøvare deklaration kan måle på Global Warming Potential (opvarmningspotentiale), mens en anden måler på CO2-udledningen – Det er problematisk.

Derudover burde der indføres et anlægsreglement, der ligesom bygningsreglementet stiller generelle krav til bæredygtighed og CO2-udledning i anlægssektoren, hvilket Byggeriets Handletank også peger på.

Handletanken foreslår, at der indføres en rammelov og tilhørende reglementer som stiller minimumskrav til bæredygtighed, og som skal gælde på tværs af hele sektoren – ligegyldigt om man er privat eller offentlig bygherre.

Derudover bør anlægsprojekter dokumenteres i alle faser ved livscyklusanalyser (LCA), som kan beregne hvert materiales samlede udledning over dets livstid. De store offentlige bygherre har allerede redskabet og har sågar gjort det offentligt tilgængeligt – InfraLCA.

Der bør dog også stilles krav til, at alle aktører i anlægssektoren benytter dét eller et lignende værktøj.

Det offentlige bør gå forrest

Det offentlige er ubestridt den største investor i infrastruktur og den største indkøber i Danmark. Udover at stå for tilblivelsen af Infrastrukturplanen 2035, købte staten, regionerne og kommunerne ind for 224 milliarder kroner i 2022.

Det skønnes at have medført et klimaaftryk på 14,3 millioner ton CO2-ækvivalenter, hvoraf cirka en tredjedel stammer fra byggeri og anlæg. Dette forventes at stige frem mod 2030 på grund af øgede investeringer i området.

Der er altså et stort potentiale for at reducere udledningen af drivhusgasser, især hvis det offentlige bringer sin købekraft i spil.

Der findes flere, mindre klimabelastende, alternativer til stål, beton og asfalt. Det forholder sig dog tit sådan, at produktionen af disse ikke er skaleret på grund af manglende efterspørgsel.

Det er netop her det offentlige kan spille ind ved at indføre krav i sine udbud. Det vil tvinge både bygherrer og entreprenører til at vælge mere miljøvenlige produkter og konkurrere på andet end kvalitet og pris – og ikke mindst på sigt stimulere markedet for klimavenlige alternativer.

Det er på tide, at det offentlige bliver en større drivkraft i den grønne omstilling, ikke kun som en forbruger af infrastruktur, men som en ledende aktør, der aktivt skaber efterspørgsel på bæredygtige løsninger.

Det kræver en erkendelse af, at den grønne omstilling ikke er en udgift, men en investering i en bedre fremtid for klimaet, for samfundet og for mennesket.

Dette debatindlæg er skrevet af Mathias Lyng Nikolajsen og bragt i Altinget den 17. marts 2025.