Vores folkevalgte skal huske den sunde fornuft, når lobbyister angler efter milliarder til brintrør med ekstremt tvivlsomme forretningsplaner

Vi har brug for en omkostningseffektiv grøn omstilling i Danmark, men desværre spilder politikerne alt for mange statsstøttekroner på nye prestigeprojekter, hvor klimaeffekten er meget tvivlsom, og hvor der findes bedre og billigere alternativer.

Et godt eksempel er, at bredt flertal i Folketinget har besluttet sætte 15,7 milliarder kroner af skatteydernes penge på højkant til et brintrør til Tyskland.

I denne sag har man lyttet alt for meget til industrilobbyisterne i blandt andet Copenhagen Infrastructure Partners, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Green Power Denmark, der længe har presset på for lånegarantier og støtte fra statskassen.

Baggrunden er, at der ikke findes markedsoperatører, som på rene markedsvilkår vil lægge hånden på kogepladen i forhold til brintrøret.

Forliget betyder, at Energinet kan få et statsgaranteret lån på 7,4 milliarder kroner til at få bygge den første del af brintrøret, og oveni er staten villig til at give helt op til 8,3 milliarder kroner i et driftstilskud.

Regeringen har sammen med SF, Konservative, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet store forhåbninger til aftalen. De vil have ’snebolden til at rulle for brint’, og at brinten kan ’gøre Europa grønt og uafhængigt af Putins gas og Mellemøstens olie’, og at ’brintrøret til Tyskland er en nøglefaktor for Danmarks mulighed for at producere og levere grøn energi til det europæiske fællesskab’ og mere grøn brint vil ’styrke Europas forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.’

For optimistisk fremskrivning

Formålene om at gøre Europa uafhængig af fossil import og at levere grøn energi til vores nabolande er ædle, men beslutningen mangler i virkeligheden et solidt økonomisk og energimæssigt fundament.

I Rådet for Grøn Omstilling har vi i et nyt notat lavet en grundig analyse af de økonomiske, teknologiske og fysiske udfordringer ved brinteksport, og vores klare anbefaling er på den baggrund, at politikerne bør trykke på bremsen og genbesøge beslutningen.

Brintrøret til Tyskland er et dyrt og risikabelt eksperiment, hvor pengene kan bruges mere omkostningseffektivt og med større klimaeffekt til andre formål. Det er meget tvivlsomt, at der kan skabes en robust business case for eksport af grøn brint til Tyskland.

I dag er det kun 1 procent af over 1600 potentielle grønne brintprojekter, der er kommet videre til en reel investeringsbeslutning. Årsagen er for høj pris, og derfor er der så få virksomheder, der står klar til at aftage den grønne brint. Er de afhængige af brint, som f.eks. kemiindustrien, vil det i mange år frem være økonomisk fordelagtigt for dem at købe fossil brint. Den fossile brint er 3 til 4 gange billigere end grøn brint, der koster mellem 5,3 til 13,5 euro/kg.

I fremtiden vil prisen på grøn brint næppe falde så meget, som tilhængerne håber på. Det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA, har sagt, at prisen på grøn brint kan drives helt ned under 2 euro/kg i 2030, og blive 1 euro/kg i 2040, men intet tyder på, at deres antagelser om teknologiens læringskurve og prisfald holder.

Bloomberg/NEF har fremlagt nye analyser, der vurderer, at prisen i de næste årtier vil være en del højere end IRENA´s skøn, og energieksperten Michael Barnard anslår, at prisen for grøn brint i 2050 stadig vil ligge på op til 7,6 euro/kg.

En af forklaringerne er blandt andet, at systemomkostningerne til elektrolyse – ifølge Bloomberg/NEF – frem mod 2050 vil være op over seks gange højere end, hvad IRENA tidligere har skønnet. Den danske Energistyrelse bør tage bestik af de nye og mere realistiske vurderinger, men i dag har man stadig en ekstremt optimistisk fremskrivning på både pris og efterspørgsel, der næppe holder.

Ambitiøse planer

De europæiske systemoperatører har lavet alt for urealistiske fremskrivninger for fremtidens brintforbrug, og Kommissionen har lagt ambitiøse planer for opbygningen af en brint-infrastruktur med titusinder af kilometer rørledninger i EU.

Men en grundig gennemgang af forudsætningerne, som RGO har lavet, viser, at der næppe kommer den høje efterspørgsel efter brint i EU, som Kommissionen drømmer om.

Deres prognoser – hvor man blandt andet medregner et betydeligt forbrug af brint til varmeforsyningen og i den tunge vejtransport, hvor det vil være langt billigere og mere konkurrencedygtigt at lave en direkte elektrificering – bør nedjusteres væsentligt.

Kommissionen er da også blevet kritiseret af den europæiske revisionsret for ikke at have lavet en reel impact assessment, som man plejer at gøre ved store lovpakker.

Der er flere andre fundamentale problemer, som beslutningstagerne ikke har taget højde for. Og en del af det hænger sammen med fysikkens love.

Brint er verdens mindste molekyle, og selv om dets kalorieindhold er tre gange højere end i fossil gas per kilo, er brintens energiindhold per volumenenhed tre gange mindre end naturgas ved atmosfærisk tryk. For at få den samme mængde energi ud af det, skal man transportere og opbevare tre gange så stor volumen brint, som hvis det var naturgas.

Samtidig skal man bruge en del ekstra energi til at komprimere den. Det er tre gange så energikrævende at transportere brint som gas. Over en 30 års periode risikerer man ifølge energieksperten Paul Martin fra Spitfire Research mindst at tabe 10 gange så meget energi ved at transportere brint over lange afstande, som hvis man sender grøn strøm gennem højspændingsledninger. Det vil alt andet lige påvirke prisen.

Eller sagt med andre ord: Hvorfor skal vi i EU opbygge to parallelle energiinfrastrukturer – dels et elnet med stærkere transmissionsledninger og dels tusindvis af kilometer af brintrør – når man kan spare penge ved at fokusere målrettet på at udbygge elmotorvejene?

Brintrøret er en ommer

Et andet fundamentalt problem i forhold til at drive priserne ned er, at der i dag slet ikke findes noget marked for grøn brint med klare prissignaler. Faktisk er det ikke ret meget brint – heller ikke den fossile – der handles på markedet. I Europa produceres trefjerdedele af brinten af de selvsamme virksomheder, der bruger den.

Verdens brintproduktion fremstilles lokalt, fordi det er dyrt, svært og risikabelt at transportere brint over lange afstande. Kun 8 procent af brint sendes via rørledninger, og det sker i reglen i geografisk afgrænsede områder på få hundrede kilometer.

Det handler i høj grad om økonomi. Et nyligt forskningsstudie viser, at det mellem 200 til 2000 km er billigst at transportere el via hurtige transmissionsledninger frem for at sende brint via brintrør.

Brintøkonomien er generelt udfordret af, at brinten giver langt højere energitab end direkte elektrificering med grøn strøm. Også derfor satser flere og flere af de tunge og energikrævende industrier – som man tidligere hævdede kun gøres fossilfrie ved at gå over til grøn brint – nu målrettet på at elektrificere sig først. Det gælder blandt andet stålindustrien.

I den tunge vejtransport vil lastbilerne blive elektrificeret og næppe køre på den flere gange dyrere brint. Selv i shippingbranchen vil det være attraktivt på kortere og mellemlange distancer at elektrificere skibsfarten frem for at gå over til e-metanol og e-ammoniak, der derimod er nødvendige på lange afstande.

Hvis vi i Danmark og EU satser for hårdt på at skalere grøn brintproduktion og forbrug – på bekostning af billigere grøn strøm fremstillet med sol- og vindenergi – vil det øge de samlede energiomkostninger, og dermed svække Europas konkurrenceevne. Lige nu er det bedre at bruge statskronerne på at accelerere elektrificeringen af alle sektorer frem for at spilde ekstra penge på den langt dyrere omvej via brintrøret.

I fremtiden bør grøn brint bruges med måde og kun til de anvendelser – f.eks. luft- og skibsfart på lange afstande, gødning med e-ammoniak og til kemikalier – hvor der ikke er andre fossilfrie alternativer. I RGO er vi enige i, at Danmark får brug for at skalere den grønne brintproduktion i PtX—projekter, men brinten skal ikke eksporteres med dyre brintrør, der har en ekstremt tvivlsom business case.

Anvend hellere den grønne brint til at fremstille e-fuels og e-ammoniak i stærkt lokaliserede industriklynger som f.eks. Esbjerg og andre steder, hvor man kan få store mængder af billig vedvarende energi. Og skab flere gode danske arbejdspladser. Derfor kære politikere: Brintrøret er en ommer.

Dette debatindlæg er skrevet af Bjarke Møller og blevet bragt i Klimamonitor den 31. marts 2025.