Fire forskellige landboforeninger mener i et indlæg til Altinget, at vi tager fejl, når vi i et foregående indlæg taler for en målrettet kvælstofregulering, der vil betyde, at de marker, der forurener mest, også er de marker, der får de største krav til kvælstofreduktion.

I trepartsaftalen “Aftale om et Grønt Danmark” er de nye skærpede krav til landbrugets udledning af kvælstof ellers beskrevet som “målrettet regulering”, der skal “give stort incitament til udtagning”. Men nu mener lokale landbrugsorganisationer altså det omvendte – at reguleringen ikke skal målrettes. Den lader vi lige stå et øjeblik.

De fire debattører skriver endvidere, at deres model er mere “fair”. Men spørgsmålet er: fair for hvem – og hvordan?

For ja, en målrettet model rammer nogle hårdere end andre. Det ligger i navnet. De, der forurener mest, skal bidrage mest. Landboforeningernes model svarer derimod til, at vi alle betaler det samme i skat uanset indkomst. Det kan godt lyde simpelt, men prøv at forklare den lavtlønnede, hvorfor personen skal betale det samme som milliardæren. Det er ganske enkelt ikke fair.

Fordeling mellem stat og erhverv

Det er lidt det samme her: Hvorfor skal landmænd på de mest sårbare jorde have samme kvælstofkvote som dem, der ligger på robuste arealer? Hvor er fairnessen i det? Og når vi så taler fairness, så handler det ikke bare om naboen, men om fordelingen mellem stat og erhverv.

Staten, altså skatteborgerne, har allerede betalt 43 milliarder kroner for, at landbruget kan tage de mest problematiske jorder ud af drift, så vores nødlidende havmiljø kan få en tiltrængt pause og få mere natur for pengene.

Man kunne sagtens argumentere for, at kvælstofkravene burde gennemføres, som såkaldt erstatningsfri regulering, hvor forureneren skal afholde udgifterne til at stoppe forureningen, som man kender det fra langt de fleste andre erhverv i Danmark. Sådan var det også med de tidligere nedsatte kvælstofnormer for landbruget, som blev fjernet med landbrugspakken i 2015, hvor man overgik til en såkaldt “forureneren betales”-model.

De mest robuste jorder

Nu er der blevet besluttet en historisk grøn trepart, hvor 400.000 hektar landbrugsjord skal omlægges til skov og natur. Staten har som sagt afsat 43 milliarder skattekroner, men kvælstofreguleringen skal give det sidste skub, så vi en gang for alle får udtaget landbrugsjorden til gavn for biodiversiteten, havmiljøet og de danske borgere.

Men det, landboforeningerne reelt foreslår, er, at staten skal betale endnu flere penge til landbruget for at dække over, at man ikke vil reguleres der, hvor problemerne er størst. Og så er der argumentet om fødevareproduktionen. Landboforeningerne skriver, at “landbruget fortsat skal kunne producere og eksportere fødevarer og dermed have en stærk produktion, der er rentabel og bidrager med arbejdspladser på mejerier og slagterier”.

Men her er der noget, de må have misforstået. For i den målrettede kvælstofregulering, vi foreslår, er det netop de mest robuste jorder, der rammes mindst hårdt – altså præcis dér, hvor det giver allerbedst mening at producere fødevarer. I landboforeningernes egen model er det derimod de robuste jorder, der får det største hug. De gør det med andre ord mindre attraktivt at dyrke dér, hvor fødevareproduktionen faktisk er mest hensigtsmæssig ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv.

Lad os lige få en ting på plads

Og lad os lige få en ting på plads: Hvis vi virkelig vil skabe nye arbejdspladser, eksport og fødevarer nok til at mætte flere mennesker, kræver det ifølge forskerne investeringer i plantebaserede fødevarer og altså ikke flere mejerier og slagterier.

Ifølge Christian Bugge Henriksen, lektor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, kan Danmark skabe 9.000 til 27.000 nye arbejdspladser, hvis vi bare opnår at sidde på en til tre procent af det globale plantebaserede marked. Samtidig vil det gøre os i stand til at producere langt flere måltider per hektar, end vi gør i dag, hvor 80 procent af landbrugsarealet bruges på at dyrke foder til dyr. Det er et system, der hverken er arealeffektivt, fremtidssikret eller bidrager til fødevareforsyningssikkerhed.

Så når landboforeningerne taler om grøn trepart, fairness og ærlighed kunne man ønske sig lidt ærlighed tilbage. For hvis man reelt ikke mener, at målene i treparten skal nås, så sig det gerne ligeud. For med deres model bliver det ganske enkelt umuligt inden for rammerne af grøn trepart. Og hvis vi igen skal låne debattørernes egen retorik, så kunne man spørge:

Er det egentlig “fair”, at resten af samfundet skal betale for, at man kan fortsætte med at forurene – på trods af, at man selv har skrevet under på at lade være?

Dette debatindlæg er bragt i Altinget den 24. november og er skrevet af Trine Langhede, Rådet for Grøn Omstilling, Anna Bak Jäpelt, Danmarks Naturfredningsforening, Christian Fromberg, Greenpeace, Torben Hansen, Danmarks Sportsfiskeriforbund og Thomas Kirk Sørensen, WWF Verdensnaturfonden.