Debatindlæg bragt i Politiken Miljø & Klima den 10. juli 2020 af Claus Ekman, direktør for Rådet for Grøn Omstilling

Her i Politiken Miljø & Klima kunne man 3. juli læse Modstandsgruppen Guerillas opsang til de grønne NGO’er, herunder til Rådet for Grøn Omstilling, som også får fem råd med på vejen.

Tak for dem, men det bliver ikke noget vi kommer til at følge.

Nedenfor skal jeg forklare hvorfor, men lad mig lige starte med at slå fast, at vi grundlæggende er enige med Guerilla og de fleste andre klimaaktivistiske grupperinger i, at tempoet og manglen på handling på klimaområdet er dybt urovækkende. Der er en afgrund mellem, hvad videnskaben tilsiger, og så hvordan vi indtil videre har valgt at tackle udfordringen. Ingen tvivl om det.

Men når det kommer til, hvad vi som grønne NGO’er har gjort galt de sidste 30 år, hvordan vi bør agere herfra, og om det er hensigtsmæssigt, at alle følger den samme tilgang, som Guerilla lægger op til, så er jeg slet ikke enig.

Det er oplagt, at vi grønne NGO’er ikke har formået at få klimakrisen højt nok op på dagsordenen tidligt nok. Det giver, som Guerilla foreslår, anledning til selvransagelse. Vi har ikke formået at samle kræfterne og stået nok imod de politiske og økonomiske interesser, der ikke har set klimatruslen, som den eksistentielle krise, den reelt er.

Kunne vi have gjort det bedre? Sikkert, og vi har uden tvivl fejlet i mange omgang. Men jeg vil samtidig påstå, at vi også har sejre, som vi kan være stolte af. Havde vi set det samme enorme fokus på klimakrisen, som vi ser i dag, hvis det ikke havde været for civilsamfundsaktørernes vedvarende opråb? Næppe.

Jeg vil samtidig påstå, at vi ikke har haft oddsene med os. Gennem årtier har ildsjæle båret dagsordenen frem enten som frivillige eller med meget begrænsede ressourcer. Det er i mine øjne ikke rimeligt at kalde det hele totalt mislykket.

Nuvel, hvad bør strategien så være herfra? Modstandsgruppen Guerilla finder deres svar i et samfundsbillede, hvor vores viljer er taget som gidsler, og hvor rovdriftsimperialistener har besat vores politiske institutioner, vores medier og vores debat. Jo, der er også i mine øjne alvorlige udfordringer i, hvordan kommercielle interesser styrer informationsflow blandt andet på sociale medier, hvordan det påvirker den offentlige debat og vores politiske system. Men at vi skulle være besat, og at ændringerne herfra bør ske gennem en modstandskamp, hvor Guerilla selv laver den direkte sammenligning med Danmarks besættelse under anden verdenskrig, det er i mine øjne at strække den.

På gruppens hjemmeside kan man læse: »Vi ved, at det bedste forsvar er angreb. Så vi saboterer. Vi belejrer. Vi fordriver, tilfangetager og tilintetgør.«

Det er er godt stykke væk fra, hvad jeg anser som en fornuftig tilgang, og det er derfor heller ikke så underligt, at Rådet for Grøn Omstilling ikke kommer til at følge Guerillas fem råd til grønne NGO’er. Lad os lige kigge på dem et ad gangen.

Råd 1: Vær ambitiøs – ingen accept af udledninger

Det er klart, at vi skal være ambitiøse, men når man som grøn NGO adopterer Parisaftalens ambition om maksimalt 1,5 graders temperaturstigning, så indskriver man sig ifølge Guerilla i samme ødelæggelsestradition som dem, man burde bekæmpe. Man står på den forkerte side af livet, hvis man snakker hastig omstilling. Det er ikke nok, når udledninger slet ikke må accepteres. Enten er man med i Guerillas modstandskamp ellers er man klimanazist, synes logikken at være. Vi takker nej ud fra det synspunkt, at man godt kan være ambitiøs klimaforkæmper uden at ville lukke hele samfundet ned i morgen.

Råd 2: Drop fokus på faktablade

Argumentet er her, at politikerne alligevel er uduelige, så hvorfor bruge tid på at sende fakta deres vej. Det er heller ikke et råd som Rådet for Grøn Omstilling kommer til at følge. Vi snakker ofte med vores folkevalgte og har en generel tiltro til, at de faktisk (ligesom deres vælgere) vil det bedste, og at de har brug for faktuelt input. Så det bliver vi ved med at give dem.

Råd 3: Tale direkte til borgerne

Dermed menes, at man ikke bør tale til andre og slet ikke de uduelige politikere. Det er klart, at det er godt at kommunikere til borgerne og få folk engageret i klimakampen, og det er vi også mange NGO’er, der gør. Men skulle alle grønne NGO’er følge Guerillas råd, ville kommunikationen ikke ramme bredt til alle aktørerne i samfundet.

Forestillingen om, at klimahandling primært (eller kun) kan ske ved folkeligt engagement er i mine øjne forfejlet. Derfor vil Rådet for Grøn Omstilling fortsætte med at kommunikere bredt, og forsøge at skabe engagement både blandt borgere, virksomheder og politikere. Og ja, det bliver med faktaark og nørdede indlæg, for det tror vi på kan gøre en forskel. Så må andre fokusere på demonstrationerne og de følelsesladede indlæg, som er en anden vigtig del af klimakampen.

Råd 4: Drop konfliktskyheden, høfligheden og det polerede

Guerilla er tilsyneladende af den opfattelse, at man opnår størst indflydelse ved at være ubehøvlet. Fint nok, men i Rådet for Grøn Omstilling har vi en anden tilgang, der går på respektfuld, men ærlig dialog med alle der har lyst til at lytte og i samarbejde udvikle de løsninger, der skal til for, at vi når vores klimamål.

Råd 5: Udpege og fokusere på synderne

Synderne er ifølge Guerillas rovdriftsimperialisterne som stilles op overfor de almindelige borgere, der omtales som bunden af klima-kaste-systemet. Men Guerillas glemmer vist her, at de fleste udledninger skabes af almindelige menneskers daglige aktiviteter. I Danmark har vi cirka to millioner private personbiler, cirka 500.000 olie- og naturgasfyr og mere end en million af køleskabe med kød i.

Det meste er ejet og værdsat af helt almindelige mennesker, bunden af det såkaldte klima-kaste-system. Guerillas dikotomi af samfundet i klimasyndere og klimaofre rammer helt skævt. Stort set alle er ”syndere”, og vi får ikke almindelige mennesker med i klimakampen ved at pege fingre af dem.

En lidt for bekvem position

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en lidt for bekvem position, Guerilla har valgt. En skyttegrav hvorfra der ikke leveres reelle løsninger eller svar på, hvordan man opnår det totale stop af udledninger, som der kræves. Til gengæld leveres der konkrete og direkte angreb på os, der arbejder for et bedre klima ud fra en anden tilgang end Guerillas. Måske ikke den helt rigtige prioritering af den forholdsvis begrænsede båndbredde, jeg forestiller mig modstandsgruppen har i den offentlige debat.

I mine øjne er der er ingen anden vej til at opnå de klimamæssige mål end gennem etablerede demokratiske strukturer. Dér ligger nemlig den legitime magt, som af det store flertal betragtes som instrumentet til klimahandling, og som i øvrigt er den eneste magt, der er stærk nok til at skabe de nødvendige forandringer. Det er en helt anden situation end Danmarks besættelse under anden verdenskrig. Man skal selvfølgelige mobilisere, bevidstgøre og så videre, men når til kommer til at handle og ændre forholdene radikalt, må man vinde et politisk flertal til sin side.

Så her er mit gode god til Guerilla: ret skytset mod de rigtige klimasyndere eller kom op af skyttegraven og ind i kampen, hvor der afkræves svar, hvor man tager ansvar, hvor det er vanskeligt, hvor man får knubs, og hvor der faktisk er en chance for, at man får flyttet frontlinjen.

Fortsat god klimakamp!