Nogle gange ligger løsningen lige for… Da klimaminister Lars Aagaard i september præsenterede et bredt forlig om CO₂-fangst, – transport og -lagring, sagde han, at der skrives ”et nyt stykke dansk klimahistorie”. I 2024 og 2025 vil man uddele 26,8 mia. kr. til to konsortier, der skal fange op imod 34 mio. tons CO₂ fra 2029 og femten år frem. Alle forligspartierne jublede. Det blev kaldt en klimateknologisk landvinding. Det ville være skønt, hvis det var sandt.

Alle, der er stærkt bekymrede over den accelererende klimakrise, længes efter en løsning. Men vi er også nødt til at være realistiske. Forliget lever ikke op til klimalovens krav om, at den grønne omstilling ”skal ske så omkostningseffektivt som muligt.” CO₂-fangst er i dag den absolut dyreste og mest usikre form for klimatiltag, der findes. I Rådet for Grøn Omstilling har vi grundigt undersøgt de internationale erfaringer med CO₂-fangst i industrien, på affaldsanlæg og kraftvarmeværker, og de viser, at resultaterne indtil nu er utrolig ringe. Det er en prækommerciel, umoden og meget dyr teknologi, der har vist sig at være ekstremt svær at skalere op. Anlæggene fanger meget mindre CO₂, end sælgerne og lobbyisterne påstår. I stedet for at fange 85-98 pct., så ligger fangstraten snarere på 65-75 pct. og nogle steder er den reelle effektivitet helt ned til 0-25 pct., når man regner på hele processen fra fangst til lagring.

Flere steder er anlæggene blevet lukket ned igen på grund af meget dårlig driftsøkonomi. Eller også står de og suger endnu flere offentlige midler ud af statskassen. Dermed løber politikerne en meget stor risiko, når de vil investere i stor skala for at fange CO₂´en ind.

Store energislugere

Teknologien sluger også masser af energi. Energiforbruget på værkerne øges typisk med mellem 13-44 pct. og på biomasseværker kan det være helt op til 55 pct. ekstra energi. Den ekstraregning ender i sidste ende hos forbrugerne, hvilket så igen vil ramme socialt skævt.

På et tidspunkt, hvor Danmark burde spare på energien – så vi hurtigere kan frigøre os fra de fossile brændsler – vil politikerne give 26,8 mia. kr. til nye CO₂-fangstanlæg, der vil øge energiforbruget. Politikerne løber en meget stor risiko ved at satse så ensidigt på det helt store gennembrud for en teknologi, der stadig er meget umoden og har så lav effektivitet. Man vælger en pick-the-winner strategi og vil vælge to konsortier, der ikke har en teknologisk hyldevare, der hurtigt kan skaleres op. Oligopoler er sjældent effektive, og med usikker og utilstrækkelig information byder de sig her til med en stand-alone løsning.

Forliget om CO₂-fangst, -transport og lagring har det værst tænkelige økonomiske design, og der er meget høj risiko for, at drømmen om carbon capture veksles til policy capture. Det næste kan meget vel blive, at staten kommer under pres for få bygget en ny CO₂-infrastruktur med rørledninger i hele landet, og at man ender med at lægge flere milliarder i medfinansiering for at få det til at ske. Det er på høje tid at stoppe op, få lidt mere økonomisk og klimamæssig realisme ind i debatten.

Mere klimaeffekt for pengene

Hvis politikerne absolut gerne vil vise handlekraft og lave en pick-the-winner strategi, kunne man få langt større og hurtigere klimaeffekt for færre penge ved at give nye fordelagtige støtte- og afgiftsmodeller for vindmøller, solceller, varmepumper, energieffektiviseringer eller energilagring. På disse markeder er der allerede hård konkurrence, og det er langt lettere at skalere løsningerne op i markedet. Disse velkendte grønne teknologier er allerede langt mere omkostningseffektive og kan hurtigere fjerne fossile brændsler fra vores energisystem end nok så meget af den CO₂-fangst, som politikerne håber på i de kommende år. En ambitiøs national energieffektiviseringsstrategi, der benhårdt går efter en hurtigere elektrificering af transporten, industrien og varmesektoren kan f.eks. spare mindst 5 mio. tons CO₂ i 2030 – og den vil give en meget bedre energiøkonomi. Fossil forbrænding er 3-5 gange mindre energieffektiv end varmepumper og elektriske køretøjer, så jo hurtigere vi erstatter fossile brændsler med grøn el, jo mere styrker vi Danmarks fremtidige konkurrenceevne.

Den politiske aftale om CO₂-fangst hjælper ikke Danmark til at frigøre sig fra de fossile brændsler, men lapper på business as usual ved at satse på statsstøttet fangst på skorstene. I foråret gav man 8,2 mia. kr. i støtte til Ørsted, der vil lave CO₂-fangst på sine biomassefyrede anlæg, og det er i forvejen et kæmpe sats. I stedet for at lægge en klar plan for en hurtigere udfasning af fyringen med fast træbiomasse i den danske varmeforsyning – der i øjeblikket udleder over 15 mio. tons CO₂ om året – har man satset 8,2 mia. kr. på over 20 år at kunne fange 8,6 mio. tons CO₂. Det havde været langt bedre og meget mere fremtidsikret at fremrykke en elektrificering af varmeforsyningen ved at investere i industrielle varmepumper drevet af sol- og vindenergi og suppleret med varmelagre og jordvarme. I stedet valgte politikerne at sætte alt på et bræt hos Ørsted. Statsstøtten svarer – efter fradrag af moms – til ca. 755 kr/tons CO₂. Og oveni så vil Ørsted bruge op imod 400 kr/tons på at transportere CO₂ med lastvogne fra Avedøre til Asnæs og siden med LNG-drevne skibe til Northern Lights lageret ud for Vestnorges kyst. Når man satser på CO₂-fangst, bør man også medregne energi- og klimaregningen for transporten over lange afstande, og i dette tilfælde sker det med skibe, der for 90 pct. vedkommende er drevet af den klimaskadelige metangas. Oveni bør man lægge, at det tager op imod 30 år at få en nettopositiv effekt af CO₂-fangst på træfyrede biomasseanlæg, fordi det tager mange år at få opsuget lige så meget CO₂ i skovene, som er forsvundet i det biologiske lager fra al den træmasse, som Ørsteds anlæg brænder af. Det er fjernt fra virksomhedens branding om at skabe naturpositive løsninger.

Brug for en tænkepause

Inden politikerne igen kaster sig ud i en ny runde med generøs statsstøtte på 26,8 mia. kr. oveni i de otte milliarder, man allerede har givet til Ørsted, er der brug for en tænkepause. I Rådet for Grøn Omstilling anbefaler vi, at de resterende statslige midler til CO₂-fangst indfryses indtil 2030, hvor man så kan evaluere erfaringerne med Ørsteds anlæg og andre landes erfaringer med CO₂-fangst. Til den tid kan man så vurdere, om teknologien er tilstrækkelig effektiv og er kommet ned i pris, at den er værd at investere i.

Det er et alt for stort sats nu at kaste 26,8 mia. kr. efter to konsortier, som man håber på – men ikke ved – kan levere. I mellemtiden bør man hurtigt skalere op for energieffektiviseringer, sol- og vindenergi og varmepumper. Her kan man få meget mere klimaeffekt for pengene. Og der er meget andet, der kan gøres. Lars Aagard ved det måske godt. For da han lancerede sit historiske forlig, sagde han, at den årlige fangst af 2,3 mio. tons CO₂ svarer til, hvad 900.000 biler udleder. Ja, lige netop! Så hvorfor skal vi bruge 26,8 mia. skattekroner på at satse big time på to konsortiers evne til at levere noget, som endnu ikke findes, når man i stedet kunne stoppe salget af nyregistrerede fossile biler. Hvis man gør det i 2025 – f.eks. ved at indføre en ekstra høj afgift på fossilbiler – kan vi allerede i 2030 undgå, at der kører ekstra 630.000 fossilbiler rundt på de danske veje. Alene det vil spare 1,8 mio. tons CO₂ hvert år. Oveni kan man for 9,2 mia. kr. (i støtte til landmændene for driftstab) udtage og vådlægge ekstra 135.000 hektar lavbundsjorde, og det kan iflg. RGO´s beregninger fange ca. 3 mio. tons CO₂ om året fra 2030. Den hårde satsning på fremtidig CO₂-fangst ligner fugle på taget og dyre fremtidsdrømme. Det vil være langt bedre at satse på de allerede eksisterende grønne teknologier, der faktisk virker og hurtigere kan skaleres op til langt lavere omkostninger.

Kronikken er skrevet af direktør Bjarke Møller, og blev bragt i Berlingske Tidende, den 18. oktober 2023.