Det er mikroplastik, der forbydes, ikke kunstgræsbaner
Historierne om EU-Kommissionens forslag om forbud mod blandt andet gummigranulat på kunstgræsbaner er for ensidige.
EU-Kommissionen har foreslået en EU-lov, der skal forbyde bevidst tilsat mikroplastik i forbrugerprodukter, herunder i kunstgræsbaner. I det sidste stykke tid er dette i medierne blevet fremlagt nærmest som et urimeligt overgreb på fodboldspillere og -klubber. Det er imidlertid ikke kunstgræsbanerne, som ønskes forbudt, men det miljø- og sundhedsskadelige mikroplast, der bruges som fyldmateriale på banerne. Et materiale, som hovedsageligt kommer fra gamle bildæk.
I en tidligere artikel i Weekendavisen (med overskriften ’Kunstgræs, nej tak!) får man et indtryk af Dansk Boldspil-Unions (DBU) og klubben Aalborg Changs fremstilling det indtryk, at der vil ske en masseudvandring fra klubberne: at børn, unge og gamle ikke gider at spille fodbold, hvis ikke det sker på plastfyldte baner. Det har jeg lidt svært ved at tro. Særligt, hvis flere kendte til de medfølgende sundhedseffekter, når man anvender gamle bildæk på banerne. Denne problemstilling har desværre ikke fået megen spalteplads.
Mikroplasten indeholder blandt andet tjærestoffer, de såkaldte PAHer, som er kræftfremkaldende og derfor stramt reguleret i andre produkter. For kræftfremkaldende stoffer skal man desuden være opmærksom på, at der ikke er nogen nedre grænse for effekt. Er man udsat for stofferne, øger man risikoen for udvikling af sygdom. Derfor er det på tide at skifte til et af de alternativer, der allerede findes – for eksempel kork. Af Weekendavisens artikel fremgår det, at kork som alternativ til gummigranulat ikke er anerkendt til kampe på højt plan. Dette er dog ikke korrekt, da en bane med kork kan certificeres som FIFA Quality Pro. Og flere kommuner lægger allerede om. Stærkt at se, at nogle tør gå foran, også selvom DBU tøver.
Dette debatindlæg er skrevet af seniorrådgiver Lone Mikkelsen og er blevet bragt i Weekendavisen 3. marts.
Forslag om forbud mod mikroplastik
EU-Kommissionen har lavet et forslag til en EU-lov, der skal forbyde bevidst tilsat mikroplastik i forbrugerprodukter, herunder kunstgræsbaner. Forslaget skulle have været til afstemning 1. marts, men det blev udskudt. Planen er, at forslaget skal til afstemning 26-27. april 2023.