Debatindlæg bragt i Altinget – Energi og Klima den 8. marts 2022 af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

Konflikten i Ukraine har med et bragt den vestlige verdens energisikkerhed højst op på dagsordenen igen. Problemet er såre simpelt: vi er stadig alt, alt for afhængige af energiimport fra autoritære lande. Det begrænser vores politiske manøvrerum, og det er fortvivlende, at vi er tvunget til at finansiere de handlinger, vi samtidig tager så stærkt afstand fra.

Der er grundlæggende to måder, vi kan gøre os mindre afhængige af russisk gas og olie. Der er den sorte vej, og der er den grønne vej, som vi bør gå i fællesskab i EU.

Den sorte vej handler om øget udvinding af olie og gas fra Nordsøen, om anvendelse af afgrøder til energiproduktion og om at dræne kulstoflagrene i vores skove. Det er en kortsigtet og uansvarlig vej.

Ikke en langsigtet løsning

Øgede investeringer i olie- og gasudvinding fra Nordsøen giver os kun en stakket frist, da reserverne allerede er ved at være brugt op, og produktionen ikke vil kunne opretholdes på sigt, uanset hvor meget der investeres. Brug af afgrøder til energiproduktion, som for eksempel majs i biogasanlæg, er også en helt forkert prioritering.

Vi har brug for arealer til at brødføde en voksende befolkning og til skove, der kan suge CO2 ud af atmosfæren. Ligeledes vil et øget træk på biomasseressourcen gå ud over de skove, som er et af de vigtigste elementer i vores kamp mod klima- og biodiversitetskrisen.

Det er et element, som vi i Danmark allerede har undertrykt i mange år gennem vores uansvarligt store brug af træ i energisektoren.

Den sorte vej løser ikke problemet, den kan højst udskyde det lidt, og den vil skabe nye og større problemer i fremtiden. Vi vil på den sorte vej vinke farvel til vores klimamålsætninger. Målsætninger som vel at mærke også er defineret ud fra et sikkerhedsperspektiv, da en varmere klode unægtelig vil resultere i flere globale sikkerhedspolitiske kriser.

Den grønne vej, derimod, kan gøre os uafhængige af autoritære regimer som det russiske. Den kan give sikkerhedspolitisk manøvrerum, arbejdspladser og så flugter den med grundtanken om at efterlade en sund planet til vores børn og børnebørn.

Den grønne vej handler grundlæggende om at bruge energien fornuftigt, om at samarbejde i EU og om at sætte fuld turbo på udbygning med bæredygtig, vedvarende energi.

Fundamentet er lagt

I EU er fundamentet for en acceleration af den grønne omstilling lagt. Der er en overordnet ramme på plads i EU’s Green Deal, som hurtigt burde kunne strammes til at imødegå den nye sikkerhedspolitiske situation på en bæredygtig måde.

EU’s klimapolitiske program “Fit for 55”, der fastlægger målsætningen om en reduktion af CO2-udledninger med 55 procent i 2030, trænger til en kraftig overhaling, hvor målsætningerne skærpes, og tempoet for omstillingen sættes kraftigt op. Der er flere steder, man kunne sætte ind:

Vi har i sommer set et udkast til et nyt energieffektiviseringsdirektiv, der skal sikre, at vi bruger energien fornuftigt. Logikken er klar: mindre afhængighed af olie og gas kan opnås billigt ved et lavere energiforbrug gennem energibesparelser. Det gælder både reduktion af energiforbruget i vores bygningsmasse, i transportsektoren og i vores industri.

Udkastet til energieffektiviseringsdirektiv er på nuværende tidspunkt til kommentering i udvalgene. Her bør Danmark arbejde for en forøgelse af målet for reduktion i det endelige energiforbrug i EU til for eksempel mindst 45 procent i 2030 i forhold til 2007 samt en forøgelse af den årlige nationale energispareforpligtelse til mindst to procent.

Dette kunne blandt andet understøttes af en styrket indsats for energirenovering af eksisterende bygninger, som foreslået i kommissionens udspillet til et revideret bygningsdirektiv.

Behov for at handle hurtigt

Sommeren bød også på et nyt udkast af vedvarende energidirektivet. Her ville det være oplagt at stramme målet for vedvarende energi fra de nuværende 40 procent til mindst 50 procent i 2030. Mere vedvarende energi i EU er en sikker vej mod uafhængighed af energiimport.

Det har man indset i EU’s nye strategi for havvind, der skal bane vejen for 60 gigawatt inden 2030 og svimlende 240 gigawatt inden 2050. Strategien bør sættes på fasttrack, da der bliver et markant øget behov for elektricitet, når vi hurtigt skal udfase den fossile energi, både til opvarmning, transport og i industrien.

Et af de store olie- og gasforbrug ligger i transportsektoren, hvor EU har lagt op til betydelige skærpelser i CO2-krav og et forbud mod fossile biler i 2035. Men dette skæringsår kan sagtens fremrykkes. At bilproducenter som Volkswagen har meldt ud, at de stopper udviklingen af fossile biler i 2026, viser, at industrien er klar.

Også i forhold til skibe og fly er der mulighed for at sætte turbo på omstilling til nye grønne brændstoffer baseret på bæredygtige kulstofkilder og sol og vind. Dette bør suppleres med hurtigt at fjerne den urimelige afgiftsfritagelse på fly- og brændstofafgift og sikre en effektiv inkludering i kvotesystemet, så der samlet set skabes en tilstrækkelig afregning for udledning af CO2 og luftforurening.

Der er mange andre eksempler på tiltag i EU, som kan gøre os mindre afhængige af energiimport. For eksempel et hurtigt forbud mod nye installation af olie- og gasfyr og en dato for, hvornår de fossile opvarmningsformer skal være helt udfaset.

Tid til at vælge retning 

Vi står ved en grøn/sort korsvej, der giver EU en mulighed for at tage et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning. De østeuropæiske lande i EU, der af økonomiske grunde ofte har været fodslæbende i klimapolitikken, er de mest udsatte for truslen fra Rusland. Derfor er det nu oplagt at sikre fælles fodslag.

Vi kan undgå at sløse med den dyrebare energi, og vi kan undgå at sidde fast i fortidens fossile energisystem. Vi kan som lille land, der har stor viden og ekspertise inden for vedvarende energi og energieffektivisering, kun vinde ved at kæmpe for, at EU vælger den grønne vej. Det burde være en økonomisk, sikkerhedspolitisk og klimamæssig no-brainer.