EU’s grønne månelanding

13. august 2020
Green Deal bør være EU’s vigtigste dagsorden, hvor unionen viser sig som global dagsordenssættende aktør og demonstrerer styrken i et samlet EU. På en god dag kan man glædes over mulighederne. På en dårlig, må man fortvivles over de forspildte chancer, den ubærlige træghed og den endeløse higen efter laveste fællesnævner.

Kronik udgivet i Oplysningsforbundet DEO’s bog ‘EU’s Green Deal – Varm luft eller ambitiøs klimapolitik?’ juni 2020 af Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Lad mig begynde med at præcisere, at EU’s Green Deal ikke er en færdig aftale. Det er EU’s overordnede strategi for udvikling af Europas grønne omstilling frem mod 2050. Det er, eller burde være, EU’s vigtigste dagsorden, hvor unionen har en enestående mulighed for at stå frem som globalt toneangivende og samtidig demonstrere styrken i et samlet EU, hvor grænseoverskridende forurening håndteres af grænseoverskridende lovgivning.

At lande en sand Green Deal bliver ikke nogen let opgave. De mange processer skal lede til konkrete forslag til en myriade af lovændringer, der hver især skal debatteres, forhandles og godkendes. Det bliver derfor vanskeligt på forhånd at spå om, hvor grøn EU’s Green Deal kommer til at blive. Men de overordnede udmeldinger – økonomi, målsætninger og rammer – kan give et fingerpeg.

Ifølge Kommissionen vil planen koste i omegnen af en billion euro, altså cirka 7.500 milliarder kroner, blot over de første 10 år. Det lyder af meget, men en meget stor andel af midlerne er fra EU’s landbrugsstøtte, og selvom der arbejdes på at gøre den grønnere, vil det være en grov overdrivelse at sige, at pengene bruges grønt.

En anden stor andel er privat finansiering, som EU håber at kunne rejse ved udlån fra Den Europæiske Investeringsbank. Der vil også være flere nuancer af grønt i dette, selvom banken efter lanceringen af EU’s Green Deal bekendtgjorde, at de fra 2022 ikke vil låne ud til fossil infrastruktur.

Derudover inkluderer billionen også national finansiering, som givetvis også vil blive talt med, når regeringer rundt omkring i Europa opgør deres grønne initiativer. Altså den velkendte dobbelttælling i den politiske fortælling om mængden af afsatte midler til de initiativer, befolkningerne ønsker. Slutteligt skal 100 milliarder euro, 745 milliarder kroner, skabe retfærdig omstilling og være med til at skabe nye grønne arbejdspladser til for eksempel kulminearbejdere, der vil stå uden job, hvis planen gennemføres.

Den billion euro dækker altså både over en god portion dobbelttælling og initiativer, hvis grønne aftryk er tvivlsomme. Den rækker ikke ind i himlen og da slet ikke helt til månen, som kommissionsformanden Ursula von der Leyens udmelding om Europas ”man on the moon moment” ellers lovede.

Den overordnede økonomi i Green Deal er én ting. En anden er de lange rækker af målsætninger, og særlige forhold, som planen forholder sig til inden for blandt andet klima, landbrug, kemikalier, cirkulær økonomi og luftforurening. Planen er så omfangsrig, at jeg i det følgende kun kan berøre overfladen.

Reduktion af drivhusgasudledning

På klimaområdet har Green Deal slået fast, at EU har som mål at blive CO2-neutralt i 2050, og at udledningerne skal reduceres med mindst 50 procent i 2030 i forhold til 1990-niveauet. Det er mindre end de nødvendige 60 procent, hvis EU skal opfylde sin andel af Parisaftalen, og er dermed et knæfald for de stærke økonomiske interesser, der lukrerer på den lette adgang til billige fossile brændsler. Men hvordan skal EU sikre, at vi når målene, uagtet at de er for uambitiøse?

En bærende mekanisme for opnåelse af CO2-reduktioner er det europæiske kvotehandelssystem, ETS, som desværre indtil nu ikke har leveret, hvilket blandt andet skyldes den manglende politiske vilje til at annullere kvoter i forbindelse med den økonomiske afmatning efter finanskrisen i 2008.

Der er i Green Deal lagt op til, at ETS udvides til også at omfatte transportsektoren. Der er dog en betydelig risiko for, at der med udvidelsen vil blive uddelt for mange kvoter. Det har vi set tidligere, og det kan i kombination med den mindre efterspørgsel i kølvandet på coronakrisen skabe en stor kvotepukkel, ligesom vi så efter finanskrisen.

Udvidelse af ETS vil uden tvivl også blive brugt som et argument for ikke at implementere strengere krav. Argumentet er, at når udledningerne er taget hånd om med ETS, en såkaldt omkostningseffektiv og markedsbaseret mekanisme, så er yderligere regulering ikke nødvendig.  Vi risikerer derfor at ende med en ineffektiv regulering, der samtidig vil være en barriere for andre fornuftige initiativer. Løsningen er, at handlekraftige og visionære politikere er klar til at annullere kvoter og spille på en flerstrenget reguleringsindsats, hvor CO2-kvotesystemet ikke står alene.

Et andet og nyt element af Green Deals foreslåede klimaregulering er en CO2-told, der skal modvirke, at den CO2-intensive industri flytter til udlandet, i takt med at prisen for CO2-udledningen stiger. Det er et fornuftigt initiativ, som kan skabe grøn omstilling både i og uden for Europa. De europæiske forbrugere vil møde en mere retvisende pris på klimabelastende produkter, hvilket vil dreje forbruget i en mindre CO2-intensiv retning. Samtidig kan en CO2-told skabe en bevægelse mod mere bæredygtig produktion i resten af verden. Det europæiske marked er enormt, så en CO2-told vil påvirke produktionen i mange sektorer på globalt plan og dermed også smitte af på produkter solgt uden for EU.

Der er desværre en risiko for, at ændringer af de nuværende toldregler kan strande i WTO-forhandlinger og ende med at blive udhulet efter pres fra blandt andet den europæiske industri, der vil være nervøse for en handelskrig. Der ligger en vanskelig opgave for EU i at modstå presset og få kommunikeret klart til blandt andet Kina og USA, at dette handler om vores fælles fremtid på planeten og ikke om beskyttelse af den europæiske industri.

Landbrug og fødevarer

Et andet helt centralt område i EU’s Green Deal er landbruget, der står for cirka 10 procent af drivhusgasudledningerne i EU og samtidig er kilde til en negativ påvirkning af natur og vandmiljø gennem blandt andet massiv udvaskning af kvælstof og fosfor, nedsivning af pesticider til grundvandet og ammoniakudledninger. Samtidig er landbruget EU’s største enkeltstående budgetpost.

Midlerne til landbrugsstøtten for den kommende periode er stadig under forhandling, men i Green Deal forventes det, at sektoren vil modtage over 500 milliarder euro, knap 4.000 milliarder kroner, over de kommende ti år. Kampen om den fælles landbrugspolitik for perioden 2021 til 2027 har været i gang længe, og EU har lagt op til en mere fleksibel tilgang i de enkelte medlemslande i erkendelse af, at en for ensartet regulering ikke giver mening med de meget forskellige forhold i landbrugssektoren i de enkelte lande.

Det er positivt med en mere målrettet tilgang, hvor landene kan udforme støtteordninger ud fra specifikke lokale, geografiske og sociale vilkår. Den store udfordring bliver, om Kommissionen formår at sikre de nødvendige grønne fremskridt i de enkelte medlemslande. Det væsentligste bliver indhold og omfang af de nye såkaldte ecoschemes, der er frivillige klima- og miljøstøtteordninger knyttet til indtægtsstøtten. Det samme gælder miljø- og udviklingsstøtten under landdistriktsprogrammet. Det er stadig meget usikkert, hvor grønt det bliver.

Green Deal adresserer også vores fødevareproduktion og -forbrug gennem delstrategien Farm2Fork. Denne indsats skal styre udviklingen af fødevaresystemet inklusive ressourcer, sundhed, forbrug og kostvaner, madspild samt påvirkninger af klima, biodiversitet og miljø. Det er således nye politikområder, som inddrages – og det er vel at mærke politikområder, som er del af EU’s store udfordringer: Klimakrisen og Biodiversitetskrisen.

Det er ambitiøse og nødvendige planer, der ligger i Farm2Fork. En sand grøn omstilling af vores fødevaresystem kræver helhedstænkning og markante indsatser alle steder i produktions- og forbrugskæderne. Coronakrisen har desværre vist, at den politiske vilje til forandring ikke er til stede hele vejen rundt, for eksempel er der forslag om slagteritilskud til oksekødsproducenterne. Et tiltag, der vil holde hånden under en branche som af hensyn til klima, miljø og natur bør reduceres kraftigt – ligesom hele husdyrholdet bør reduceres for at frigive nogle af de kæmpearealer, som i dag bruges til at dyrke foder, og som af hensyn til biodiversiteten i stedet burde give plads til mere skov og natur.

Plastik, kemikalier og cirkulær økonomi

EU’s affaldslovgivning, Ecodesign direktivet, der blandt andet stiller krav til levetid og mulighed for at reparere elektriske apparater, og indsatser relateret til cirkulær økonomi er nævnt i EU’s Green Deal som områder, hvor Kommissionen skal sætte ind for at nå sit nul-emissionsmål. Her kunne man have håbet på, at den primære indsats ville behandle det store overforbrug, vi har i Vesten, men det er desværre ikke tilfældet. Reduktion og genbrug, som er helt afgørende mekanismer for at sænke materialeforbruget og dermed CO2-udledningen, er kun nævnt ganske få gange i Green Deal, hvorimod genanvendelse, som er langt mere energikrævende og ressourcetungt, er nævnt gentagende gange.

EU’s borgere hører blandt verdens mest forbrugende, når det kommer til materialer og ressourcer. Der skal som minimum trædes på bremsen nu og helst også sættes i bakgear, hvis vi skal opfylde vores klima- og miljømålsætninger. EU’s Green Deal lægger vægten anderledes, end der lægges op til i FN’s verdensmål nr. 12: ’Ansvarligt forbrug og produktion’. Heri beskrives det tydeligt, at der bør opnås en miljømæssig forsvarlig håndtering af kemikalier og affald i hele et produkts livscyklus. Genbrug og genanvendelse bør ikke ske uden blik for de skadelige kemikalier, som man risikerer at bære videre til de kommende forbrugere.

EU’s Green Deal og udviklingen af den relaterede europæiske kemikalielovgivning REACH bringer os i den rigtige retning, men skridtene er for små og for langsomme, og industrien får alt for lang snor. Graden af succes afhænger af mere modige politiske indsatser, hvor det blandt andet skal sikres, at industrien bærer et langt større ansvar for at levere holdbare produkter, der kan repareres og bruges igen og som hverken skader miljøet eller menneskers sundhed.

Luftforurening

Udendørs luftforurening er med sine omkring 400.000 for tidlige dødsfald i EU hvert eneste år klart den største miljøbetingede dødsårsag. Luftforurening er derved en af de største risikofaktorer i EU og forårsager 8-10 procent af alle dødsfald. Dertil bliver mange millioner europæere syge af luftforurening hvert år.

Kommissionen vurderer, at luftforureningen koster EU cirka 500 milliarder euro, knap 4.000 milliarder kroner, årligt i helbredsskader svarende til omkring 3 procent af EU’s samlede BNP. Strategien lover, at Kommissionen i 2021 vedtager en nul-udledningsplan, hvilket både vil give mange flere mennesker et længere og bedre liv, samtidig med at medlemslandene kan spare på de gigantiske sundhedsomkostninger.

Forureningskilderne er velkendte. Det drejer sig i høj grad om trafik, brændefyring, landbrug og industri (inklusiv kraftværker). Men mens EU’s eksisterende direktiver sigter mod minimering af luftforurening fra trafik og industri over de næste 10 år, står privat brændefyring (inklusiv kulfyring i det østlige EU) og landbrugets ammoniakforurening tilbage som de helt store uløste forureningsproblemer. Det gælder også herhjemme, hvor brændefyring og ammoniakforureningen er hovedårsagerne til, at Danmark overskrider forureningsmålene i EU’s National Emission Ceilings Direktiv og FN’s Göteborg protokol i 2020.

Det er et oplagt område for stærk international regulering, da det både er et grænseoverskridende miljøproblem, og da nationale politikere historisk har været berøringsangste overfor at stille miljøkrav til brændefyring og landbruget. Green Deal har potentialet til at sikre ambitiøse miljøkrav til udledningerne fra disse kilder og dermed tvinge nationale politikere til at handle. Hvis altså unionen formår at levere den nødvendige regulering.

Green Deal handler om meget mere end det ovenfor nævnte. Green Deal handler om udviklingen af et effektivt, fælles, harmoniseret energimarked, om beskyttelse af natur og biodiversitet, om modernisering af transportsektoren, om planer for bedre vandmiljø, indsatser for folkelig opbakning og en socialt balanceret omstilling, om udvikling af finansieringsinstrumenter og meget andet. For disse andre områder er der også store potentialer, store udfordringer og stor risiko for at resultaterne udebliver på grund af vanetænkning og prioritering af kortsigtede økonomiske interesser.

Det er på nuværende tidspunkt umuligt at afsige den endelige dom over Green Deal. På en dårlig dag fortvivles man over de talrige forspildte chancer, den ubærlige træghed og den tilsyneladende higen efter laveste fællesnævner, der synes at blive ved at spænde ben for den grønne omstilling i EU.

På en mere almindelig dag vil man nok ærgres over, at alt tyder på, at det ikke bliver ambitiøst nok, og at processer og reel handling bliver forsinket og udvandet.

På en god dag kan man glædes over, at EU’s Green Deal uden tvivl vil bidrage med et grønt fremskridt i forhold til status quo, og at det europæiske samarbejde giver muligheden for at finde gode løsninger på tværs af kontinentet.

Lad os håbe på en virkelig god dag, hvor EU’s Green Deal lever op til sin ambition om at gå over i historien som Europas grønne månelanding.

For yderligere information:

Claus Ekman

Forhenværende direktør (indtil 2022)

Læs hele DEO's publikation her: