Debatindlæg i Altinget, den 28. oktober 2019
Af Lars Køhler, Klimapolitisk rådgiver, Det Økologiske Råd

Frustrerede granvoksne mænd og kvinder er den seneste tid nærmest piblet ud af selv de mindste sprækker i den offentlige debat. Fulde af dybe furer i panden og bebrejdende ord i spandevis.

Den passionerede og vrede 16-årige klimaaktivist fra Sverige Greta Thunberg har fået folk til tasterne i en grad, der næsten kan få en til at spekulere over, om det er pigen eller den klimakrise, som hun kæmper så hårdt for at skabe handling på, der egentligt er menneskehedens store problem.

Hun er efter sin seneste tale under UN Climate Action Summit blevet kaldt “hysterisk”, “for meget”, “falsk”, “påtaget” og forleden i Altinget for “en syndflodens Johannes Døberen”.

Og hun er blevet angrebet for sine diagnoser, sit udseende, sin accent, fakta og “frygtskabende” retorik. Vrede, anklagende debatindlæg har næsten være mere mangfoldige i mediebilledet end myg på en dansk sommerdag.

Jeg forstår godt, hvad det kommer af. Det er jo i bund og grund ikke raketvidenskab. Jeg mener, at man ikke går, som Greta Thunberg har gjort, op imod verdens mest magtfulde mennesker og op imod en global status quo uden at få en modreaktion. Man truer ikke balancen, rutinen og vanen, uden at man bliver genstand for voldsom modstand og foragt.

Og man stiller sig ikke op foran UN General Assembly – i en evigt forbundet verden, hvor alt rammer alle på en gang – og for rullende kameraer hvæser, at “I har stjålet mine drømme og min barndom”, uden at selv folk i lille Danmark føler sig anklaget og truffet. Det hele giver mening.

Vi har som verdenssamfund svigtet 
Greta Thunberg og de klimastrejkende børn og unges store gennemslagskraft kommer af, at de taler lige ind i en længe opsparet samfundsmæssig dårlig samvittighed og en galoperende global kognitiv dissonans.

For har man lyttet bare det mindste til klimavidenskaben de seneste 30 år, ved man godt, at vi som verdenssamfund har svigtet.

Vi har vidst, hvor slemt det stod til, og hvor meget handling hastede, siden IPCC fremlagde sin ‘First Assessment Report’ tilbage i 1990, og alligevel er både udledninger og temperaturer på globalt plan blot steget støt siden.

Vi har vidst det hele, men helt enkelt ikke gjort det, som ifølge videnskaben var nødvendigt. Vi har ikke lyttet, og vi har ikke handlet.

Hverken på strukturelt plan eller på det personlige plan. Selvfølgelig er der folk, som har taget ansvar og har handlet, men overordnet set er det den skinbarlige sandhed. Derfor var Greta Thunbergs fakta og hendes vrede i den grad på sin plads.

Der er fokus på form og fletninger frem for forandringer
Vi flyver mere end nogensinde før, selvom vi godt ved, at det er som at tage af vores børns børneopsparing. Vi spiser kød som aldrig før, selvom vi godt ved, hvor stor en positiv forandring det ville gøre at omlægge til en plantebaseret kost.

Vi forbruger som aldrig før, smider ud og køber nyt, selvom vi godt ved, at klodens ressourcemæssige balance ikke kan holde til det. Og vi har bestemt ikke valgt de politikere, der havde modet til at tage fat, hvor det var svært og gøre det nødvendige, selvom vi godt vidste, hvor radikale ændringer der skulle til.

Vi har svigtet vores børn. Og ikke før vi tør indrømme det og derved lægge snakken om, hvad vi ikke har gjort, bag os, kan vi begynde at fokusere på det, som vi nu skal gøre.

Jeg er overbevist om, at vi står i en brydningstid. Der sker noget for tiden. En folkelig bevægelse og bevidsthed, som vi ikke har set før. Det virker på mig, som om folk endelig har fået nok af vores magthaveres dybe svigt – som Greta Thunberg også italesatte i sin tale – og nu rejser sig op.

Og jeg tror, at det, som vi ser af modstand mod Greta Thunberg, denne indædte fokus på form og fletninger fremfor indhold, blot er instinktive reaktioner fra folk, der kan se forandringen komme, men endnu ikke er klar til konsekvenserne.

Og jeg tror, at denne vrede er udtryk for den instinktivt frygtstyrede reaktion, der rammer os alle, når vi står foran radikale omvæltninger, som vi ikke kan overskue.

Voksne viser ikke vej og gør børn bange
Så ja, Greta Thunberg skaber frygt. Det er åbenlyst. Det er bare ikke, som de frustrerede granvoksne mænd og kvinder siger, at det er vores børn, som hun rammer, men derimod de selvsamme forskræmte voksne, der godt ved, at forandring er på vej, men endnu ikke er klar.

Dem, der tilsyneladende er mere bekymrede for vores børns reaktion over at blive fortalt sandheden om klimaet, end de er for konsekvenserne af vores manglende handling. Dem, der hellere vil bruge deres medietid på at harcelere over pigen fremfor hendes budskab.

Og dem, der råber op om, at hun spreder frygt, når hun med grådkvalt stemme konstaterer, at “mennesker lider. Mennesker dør. Hele økosystemer kollapser. Vi befinder os på randen af en masseudryddelse, og alt, som du kan tale om, er penge og eventyr om uendelig økonomisk vækst. Hvor vover du?”

Vores børn bliver bange, ja, men det gør de altså, fordi vi voksne stadig ikke viser dem, at vi tager det her problem alvorligt.

Bange, fordi vi voksne tror, at vi kan fikse truslen mod deres fremtid ved at sparke lidt til de planetariske kofangere og dreje lidt på sidespejlene.

Og bange, fordi voksne mænd og kvinder nu igen vælger at bebrejde en pige, der har mod nok til at fortælle os sandheden, nemlig at kejseren virkelig ikke har noget tøj på, fremfor at kritisere de politikere, der efter 30 års manglende handling blot fortsætter, som om det hele nok skal gå i sig selv igen.

Tag ansvar for det, der er sket
Så måske vi tilbageværende “ansvarlige” voksne i stedet for nu igen at fortabe os i vores børn og unges forståelige vrede skulle tage fat på at diskutere de granvoksne mænd og kvinders reaktion på denne vrede?

For jeg er overbevist om, at der netop i denne konstante fordrejning af fokus og indædte frygt for forandring ligger en stor del af forklaringen på vores manglende handling.

Vi kan gudhjælpemig ikke tage ansvar for det, der skal ske, før vi har taget ansvar for det, der er sket. Og vi kan ikke se den nødvendige klimahandling som en chance for at skabe det samfund, som vi drømmer om, når vi er opslugt af frygten for at miste det, som vi kender.

Vi voksne kan også være bange, men nu er det altså på høje tid, at vi finder modet og rent faktisk lytter til Greta Thunbergs budskab fremfor vreden, som det leveres med.

Lyt nu til videnskaben. Og skab så den handling, der skal til.