Genanvendelse i ny affaldsaftale knækker ikke affaldskurven
I dag har Folketinget landet en aftale om affaldssektoren med langt mere genanvendelse og langt mindre forbrænding og et sigte mod kllimaneutralitet i 2030. Det skal bl.a. ske via mere sortering af affald hos borgerne og en stærkt nedsat import af affald. Dette skal, ifølge regeringen, knække affaldskurven. Rådet for Grøn Omstilling stiller dog spørgsmålstegn ved om aftalen vil medføre den lovede klimaeffekt. Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i kemikalier og cirkulær økonomi, uddyber:
”Faktum er, at denne aftale har haft det forkerte fokus helt fra start. Genanvendelse, genanvendelse og mere genanvendelse. Men det er afgørende, at vi får skabt incitamenter til en reduktion af det materielle forbrug og mere genbrug. Reduktion af materielt forbrug og mere direkte genbrug er langt mere effektive redskaber, hvis vi skal knække affaldskurven og reducere CO2-udslippet”.
Der skal fremover sorteres i 10 typer af affald ved alle husstande i Danmark. Dog er det plastik, der har været det helt store omdrejningspunkt i forløbet op til den endelige aftaletekst er blevet fremlagt.
”Det er bestemt afgørende, at plastik i langt mindre grad ender i vores forbrændingsanlæg. Det skal altså designes smartere, dvs. det skal kunne genbruges eller som minimum genanvendes. Men hvad med de ni andre fraktioner? F.eks. er elektronik en langt større belastning for miljøet, når det bliver til affald, men det er ikke nævnt med et ord i aftaleteksten. Det minder mest af alt om en delaftale til plasthandlingsplanen,” siger Lone Mikkelsen.
Der lægges i aftalen vægt på, at Danmark skal have en stærk genanvendelsessektor. Affaldssektoren skal indrettes, så der investeres i genanvendelsesanlæg frem for forbrænding. Lever planen ikke op til de fastsatte kriterier, træder en udbudsbaseret model i kraft i stedet, hvor kapaciteten nedbringes gennem øget konkurrence.
”Hvem der ejer affaldet, er ikke det vigtigste for os. Det man hele tiden skal holde sig for øje er, at affaldet bliver håndteret på den mest hensigtsmæssige måde ift. miljø og sundhed”, siger Lone Mikkelsen
For yderligere information:
Lone Mikkelsen
Seniorrådgiver, Kemikalier og cirkulær økonomi (på barsel)
(+45) 3318 1934
lone@rgo.dk