Skovlandbrug, pløjefri dyrkning eller permanente græsmarker er dyrkningsmetoder, som kan øge indholdet af kulstof i landbrugsjord, så jorden fungerer som et CO₂-lager. Det er der et stort klimapotentiale i, og der er derfor også et voksende fokus på, hvordan lagring af CO₂ gennem disse dyrkningsformer kan spille en vigtig rolle i landbrugets grønne omstilling.

Det har man også fået øjnene op for i EU, hvor der lige nu forhandles et forslag til en certificeringsramme for kulstoflagring i EU, kaldet Carbon Removal Certification Framework.

Det er positivt, og faktisk også nødvendigt, at vi i EU bliver enige om, hvordan kulstoflagring i jord opgøres. Men der er en række risici, som vi skal være opmærksomme på.

Brug for mindre usikkerhed

Der er ingen garanti for, at kulstof, der lagres i jorden, er lagret permanent. Kulstoflagringen sker langsomt og er afhængig af, at praksis fortsætter over meget lang tid, så der ikke sker en genudledning. Genudledning sker for eksempel, hvis græsmarker pløjes op, eller der opstår skovbrande eller tørke.

EU’s forslag tager ikke stilling til, hvad certificeringerne skal kunne bruges til. Får vi en certificering med henblik på salg af kreditter, vil det potentielt kunne medføre omfattende greenwashing og offsetting, for eksempel ved, at andre lande eller virksomheder såsom flyselskaber kan bruge certifikaterne som kompensation for deres egne høje CO₂-udledninger. Kulstoflagring kan og må ikke erstatte tiltag, der kan reducere reelle CO₂-udledninger i alle brancher.

I forlængelse af dette ligger desuden, at landbruget selv så rigeligt har brug for reduktioner i deres klimaaftryk. Vi er både herhjemme og på EU-niveau endnu langt fra at have knækket koden til at sænke landbrugets klimaaftryk tilstrækkeligt. I 2030 forventes udledningerne fra landbrugssektoren at udgøre mere end 52 procent af Danmarks samlede drivhusgasudledninger, og landbruget vil med den nuværende kurs ikke nå en reduktion på 55-65 procent, som er sektorens nødvendige bidrag til 70 procentsmålet i 2030.

Landbruget har derfor selv desperat brug for tiltag som netop kulstoflagrende dyrkningspraksisser, hvis sektoren skal blive klimaneutral.

Det er også vigtigt, at der i arbejdet med kulstoflagrende dyrkning, kommer større fokus på, at vi gør det rigtigt, og at det er baseret på grundig viden – både i forhold til at udnytte reduktionspotentialer, men også for at undgå negative sideeffekter.

Et eksempel: Spredning af biokul fra pyrolyse på landbrugsjord er en nyere praksis, som kan lagre kulstof i jord. Med landbrugsaftalen fra 2021 blev det besluttet, at pyrolyse skal bidrage med reduktioner på to millioner ton CO₂e i landbruget i 2030. Men vi mangler viden om, hvor meget kulstof, der lagres, samt hvilke konsekvenser biokul har for mikroorganismer i jorden.

Derfor skal vi fokusere bredere på dyrkningspraksisser, som for eksempel permanente græsmarker, skovlandbrug og reduceret jordbearbejdning, og som ikke indeholder tilsvarende usikkerhed om mulige negative sideeffekter, men som derimod også gør landbruget mere modstandsdygtigt. Især skovlandbrug, hvor træer bruges som en del af dyrkningssystemet, har potentiale for både at sikre kulstoflagring, biodiversitet, reducerede næringsstofudledninger og øget dyrevelfærd.

Skab et incitament for landmanden

Det er desuden vigtigt, at der gives langsigtede incitamenter til de kulstoflagrende praksisser, så landmændene fortsætter det gode arbejde med kulstoflagring over lang tid. Også i denne forbindelse vil salg af krediter være en åbenlys risiko.

Hvis landmanden har opbygget et stort kulstofindhold i jorden, er det vigtigt, at landmanden har incitament til at fortsætte sin dyrkningspraksis, så kulstof ikke bliver genudledt. Hvis dyrkningspraksis ændres, efter en solgt kulstofkredit er ’udløbet’, vil kulstoffet med stor sandsynlighed blive genudledt til atmosfæren, og de solgte kreditter vil overordnet set ikke have haft en CO₂-effekt på den lange bane.

Derfor skal man på EU-niveau og herhjemme finde andre måder at fremme kulstoflagrende dyrkning på frem for via salg af kulstofkreditter. Her vil en klimaafgift og indretningen af landbrugsstøtten fra EU være stærke virkemidler.

Dette debatindlæg er skrevet af Trine Langhede, Rådet for Grøn Omstilling, Sune Scheller, kampagnechef, Greenpeace, Anders Højlund Andersen, Foreningen for Regenerativt Jordbrug, Sybille Kyed, Økologisk Landsforening og Daniel Hauberg, Danmarks Naturfredningsforening. Debatindlægget blev bragt den 25. oktober 2023 i Klimamonitor.