Debatindlæg bragt i Klimamonitor den 14. marts 2022 af Christian Jarby, Seniorrådgiver – Klima og Energi, Rådet for Grøn Omstilling.

Hvordan kommer vi af med den russiske gas?

Det er et spørgsmål, der står højt på dagsordenen efter den russiske invasion af Ukraine. Krigen og vores begrænsede politiske manøvre rum over for Rusland viser med al tydelighed, at vi i Europa er alt for afhængige af den russiske gas, og det er nu fortvivlende, at vi ikke kan undgå at bidrage til finansieringen af en krig, som vi samtidig tager så stor afstand fra.

Helt grundlæggende er der tre måder at reducere forbruget af gas fra Rusland:

• Vi kan skifte russisk naturgas ud med anden naturgas.
• Vi kan anvende andre energiformer end naturgas.
• Og vi kan bruge mindre af den energi, der i dag leveres af gas.

En gennemgang af disse muligheder kan give et overblik over hvilke konkrete løsninger, vi bør forfølge.

Ikke-russisk naturgas?

At skifte den russiske gas ud med naturgas andre steder fra er hverken let, billigt eller grønt. Der er ingen tvivl om, at ikke-russisk gas vil stå i høj kurs den kommende tid, men det er også vigtigt at indse, at det europæiske gasmarked hænger sammen, og at øget dansk forbrug af for eksempel norsk gas vil gøre andre lande mere afhængige af den russiske.

Hvad med gas udefra? Ifølge EU-Kommissionens ambitiøse plan for reduktion af gas fra Rusland vil EU kunne øge importen af ikke-russisk naturgas med 60 bcm (milliarder kubikmeter) på den korte bane fra blandt andet lande som USA og Qatar. Det svarer til cirka 40 procent af den mængde naturgas, vi i 2021 importerede fra Rusland.

Der er altså et godt stykke vej til uafhængighed af den russiske gas ved øget import fra ikke-russiske kilder. Det er også oplagt, at øget LNG-import vil stamme fra de eksisterende globale kilder, som der vil blive en markant øget rift om, hvilket vil betyde et exceptionelt stramt LNG-marked med meget høje priser.

Derudover vil en ny satsning på ikke-russisk naturgas medføre nye investeringer i den globale gasudvinding (og i LNG-terminaler), hvilket står i skærende kontrast til klimamålsætningerne, som trods krisen i Ukraine stadig må være en topprioritet for Danmark og Europa. Øget forbrug af ikke-russisk naturgas er dermed en vej, der er lang og dyr. Samtidig risikerer vi at forlænge vores afhængighed af den fossile gas og gøre opnåelse af Parisaftalens målsætninger endnu mere vanskelig.

Andre energikilder?

Lad os uden at uddybe blot konstatere, at udskiftning af gas med olie eller kul er helt håbløst, både klimamæssigt og sikkerhedspolitisk. Hvilke andre muligheder er der så?

Opgraderet biogas er den første oplagte mulighed, da gasinfrastrukturen og kedlerne jo allerede er der. Det er samtidig vigtigt, at vi bruger biogassen rigtigt.

I dag en stor andel af biogassen opvarmning af bygninger, hvor vi har andre gode alternativer. Vi bør bruge den øgede mængde biogas, der hvor den mest effektivt kan fortrænge fossile brændsler, det vil sige i industrien, hvor der er brug for høje temperaturer, og som input til flydende brændstoffer, der blandt andet kan erstatte olien i transportsektoren.

Vi bør også have for øje, hvor kulstoffet i vores biogas kommer fra, så vi ikke skaber, vedligeholder eller udbygger ikke-bæredygtige værdikæder. Her tænkes på øget kulstofimport i form af ikke-bæredygtigt husdyrfoder eller anvendelse af fødevarer til produktion af biogas.

En anden mulighed er at erstatte gas med biomasse, men her må vi huske på, at det danske forbrug af biomasse allerede er af en størrelse, der er dybt problematisk. I 2020 kom cirka 15 procent af den danske import af træpiller fra Rusland, hvilket ikke gør udfordringen mindre.

Biomasse er (ligesom både bio- og naturgas) en begrænset ressource, og øget forbrug af biomasse vil forventeligt blive dyrere end hidtil, samtidig med at det vil forværre den negative effekt, som vores store forbrug allerede i dag har på skovene som kulstoflager og levested for arter, vi bør beskytte.

Til gengæld er det oplagt, at vi må fremrykke og udvide forøgelsen af sol, vind, varmepumper og geotermi. Danmark skal elektrificeres så hurtigt og så meget som muligt. Der er en lang række forslag på bordet, som kan bidrage til dette.

Vi støtter et stop for gasledningen til Lolland, som bør erstattes med elektrificering af industri og opvarmning i området. Vi ønsker også, at man sætter krav til kommunerne om at finde plads til sol og vind på land, at man sætter endnu mere turbo på udbygning af havvind, sætter mål for udbygningen med sol på store tage, samt et stop for etablering af nye gasbehov.

Der bør særligt sættes fart på omstillingen væk fra opvarmning med naturgas (og olie), og der bør sættes en slutdato for fossil opvarmning, for eksempel senest i 2028. Vi skal dog sikre, at der bliver foretaget en hurtig energiplanlægning i kommunerne, så gasfyr ikke bliver erstattet med varmepumper i de områder, hvor varmepumpe-, geotermisk- og overskudsvarmebaseret fjernvarme kan blive den billigste og grønneste løsning. Ligeledes bør vi ikke hovedløst fortsætte de alt for store tilskud til skrotning af gasfyr, men i stedet stille krav om omstilling og målrette tilskuddet til de husstande, hvor økonomien ikke rækker til investeringen i en varmepumpe. Vi skal sikre en grøn energiforsyning, og det gør vi ikke ved at ødsle pengene bort på ineffektive støtteordninger.

Mindre energiforbrug

Sidst, men bestemt ikke mindst, er det helt afgørende, at vi sparer på energien og bruger den effektivt. Store reduktioner i gasforbruget kan skabes i morgen, hvis man skruer et par grader ned for varmen og tager kortere bade.

Vi bør søsætte energisparekampagner i tråd med dem, vi så under oliekrisen i 80’erne, så vi i morgen kan gøre os mere uafhængige og kun bruge gassen, hvor det er mest nødvendigt.

Besparelserne på den korte bane bør suppleres med et boost i energieffektiviteten, hvor vi bør intensivere og målrette tilskud samt stille krav til energiforbedringer i bygninger, for eksempel i forbindelse med ejerskifte. Et mindre fossilt gasforbrug vil også blive en realitet den dag, vi får en mere rimelig pris på CO₂-udledninger, hvilket taler for en hurtig og ambitiøs implementering af en ny grøn skattereform, hvor en høj og ensartet CO₂-afgift er grundstenen.

Vejen til uafhængighed af russisk gas er lang og vanskelig, men vi har heldigvis masser af muligheder for at komme hurtigt og effektivt afsted.

Hver dag vi tøver, gør vi os skyldige i to utilgivelige fejl: Vi finansierer de uhyrligheder, der foregår i Ukraine, og vi svigter klimaet og de kommende generationer.