Kickstart klimakampen i køkkenet
Fire tommelfingerregler kan være med til at hjælpe danskerne til at spise mere klimavenligt
Rådet for Grøn Omstilling udsender den 31. august 2020 følgende pressemeddelelse i samarbejde med Dansk Gartneri.
Danskerne skal ikke vente på en politisk klimaaftale, Fødevarestyrelsens officielle klimakostråd i 2021 eller en ny mærkningsordning baseret på CO2-udslip i en ikke nærmere bestemt fremtid.
Danskerne skal og kan selv kickstarte klimakampen i køkkenet med det samme. Det vigtigste er nemlig ikke præcise målinger og CO2-regnskaber for gulerødder med og uden top. Det vigtigste er, at danskerne ændrer adfærd, så vi spiser mere grønt og mindre kød. Det er alligevel de færreste, der vil leve efter en kalorie- eller klimatabel i praksis.
Rådet for Grøn Omstilling og Dansk Gartneri mener, at følgende fire tommelfingerregler vil være en fornuftig og enkel vejledning, som er til at forstå og nem at bruge i danskernes køkkener.
- Spis mere grønt og mindre kød
- Vælg frugt og grønt, som er i sæson
- Køb frugt og grønt fra Danmark
- Undgå madspild
Der er brug for at sprede og gentage enkle tommelfingerregler, hvis vi vil ændre danskernes adfærd i køkkenet. Præcis som Sundhedsstyrelsen kommunikerer enkle tommelfingerregler under corona-krisen, fremfor forbehold og detaljer.
Og har man brug for flere gode tips, så vil vi anbefale ’Madglade Klimatips’ fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet. De har for nylig lanceret kampagnen på www.klimatips.dk med flere idéer til, hvordan danskerne kan tilberede og spise mere klimavenlig mad.
Miljøorganisationer og brancheorganisationer, Klimaministeriet, Fødevarestyrelsen og mange andre trækker således i samme retning for at formidle det grønne budskab. Det kan ske med udgangspunkt i ovenstående fire tommelfingerregler, som vi ser som et vigtigt skridt til at kickstarte klimakampen i køkkenet. Klar, parat, start.
For yderligere information:
Claus Ekman, Direktør, Rådet for Grøn Omstilling, tlf. 3318 1933 eller claus@rgo.dk
Torben Lippert, Direktør, Dansk Gartneri, tlf. 3339 4549 eller tbl@danskgartneri.dk
Claus Ekman
Forhenværende direktør (indtil 2022)