Debatindlæg bragt i Klimamonitor den 27. august 2021 af Claus Ekman, Direktør, Rådet for Grøn Omstilling

Sidste uge kunne man her i Klimamonitor læse, at økonomiprofessor Mogens Fosgerau ikke mener, at kommuner bør lave klimaplaner og sætte egne mål for CO2-reduktionerne.

Det er en holdning, som synes at udspringe af en lærebogsøkonomisk tankegang, der ikke reflekterer den virkelighed, vi lever i, og som bestemt ikke gavner den grønne omstilling. For selvfølgelig skal kommuner gå ind i klimakampen, udnytte de lokale løsninger, bidrage til den grønne omstillings lokale forankring og gå foran og inspirere, når vælgerne – som de heldigvis ofte gør – ønsker, at deres lokalsamfund bidrager ekstra til at løse vor tids største udfordring.

Det lyder umiskendeligt som om professoren tilslutter sig et lærebogsøkonomisk verdensbillede, hvor det fuldendte marked sikrer størst mulig økonomisk effektivitet som per automatik skaber mest mulig frihed og værdi for alle. En verden, hvor regulering helst skal undgås eller, hvis den bruges, kun bør omfatte afgifter der matcher eksternaliteterne eller understøtter de demokratisk vedtagne målsætninger.

Det er simpelt og slående logisk, men den virkelige verden er desværre mere kompliceret. Vi har derfor brug for en flerstrenget regulering, der bedst skabes international, national og ikke mindst gennem lokale demokratiske processer og de visioner, der udspringer deraf.

Dyrere?

Fosgerau mener, at klimapolitikken ikke er kommunernes rolle, og at kommuner, der påtager sig ekstra byrder af hensyn til klimaet, blot gør den grønne omstilling dyrere og dermed reelt set modarbejder den.

Argumentet hviler på en præmis om, at det ikke har værdi for kommunens borgere, at de går foran for deres landsmænd, og den ser bort fra, at eksemplets magt et en meget vigtig driver for grøn omstilling.

Hvis man anvender Fosgeraus logik på vores nationale klimapolitik i EU-kontekst, vil man på samme måde komme frem til at nationale klimaplaner og målsætninger er økonomisk ineffektive, da de jo ikke flugter med vores nabolandes. National klimapolitik gør, at de billigste og bedste reduktioner ikke realiseres først.

Ergo bør vi droppe vores nationale mål og sætte vores lid til en effektiv EU-regulering. Nej vent, lad os hellere sikre global økonomisk effektivitet og få en global klimaregulering til at levere, da en selvstændig EU-politik er økonomisk suboptimal.

Tanken er fin, men vi ved jo alle, at det ikke kommer til at ske. Global klimapolitik er en katastrofe og derfor går EU foran. EU’s klimapolitik er sørgelig, og derfor går Danmark foran. Dansk klimapolitik er utilstrækkelig, og derfor går visionære kommuner foran. Det kan der ikke være noget galt i.

Når borgerne i en kommune gerne vil gå foran, og de vælger politikere, der lover grøn omstilling i valgkampen, er det fordi, det har en værdi for dem. Mange ser det som det rigtige valg at gå foran, når nu den politik, der fastlægges på Christiansborg, slet ikke er tilstrækkelig.

Lokalt kryds har betydning

Hvis man ikke anerkender, at den lokale klimapolitik har værdi, og følger Fosgeraus argumentation til ende, så bliver lokalpolitik ligegyldigt, og de folkevalgte kommunalpolitikeres opgave reduceres til at sikre effektiv implementering af regeringens politik. Vi kan skrælle et lag af unødvendige politikere af og indsætte gode kommunale embedsmænd, der følger den politik, der bygger på de grundige analyser fra Transportministeriet, Finansministeriet og Skatteministeriet, som Fosgerau fremhæver.

Man kan ikke andet end at trække på smilebåndet, for disse grundige analyser omfatter bl.a. elbilkommissionens rapport, som ledte til et forlig, der slet ikke skaber de tilstrækkelige CO2-reduktioner i transportsektoren og ifølge fremskrivningerne ikke vil reducere antallet af fossile biler frem mod 2030.

Ligeledes fremhæver Fosgerau brændselsafgifter, den grønne ejerafgift og iblandingskrav, men det er jo netop denne regulering, som ikke har leveret, og som gør, at omstillingen af transportsektoren halter bagefter.

Det er også sigende, at Fosgerau i sin opremsning af ministerier, der laver grundige analyser, undlader at nævne Klima-, Energi- Forsyningsministeriet, som jo netop har klimaet som ressort. Måske er det blot en forglemmelse, men man får den fornemmelse at Fosgerau netop lægger mere vægt på transport, skat og finans end på klima.

I debatten om kommunernes klimapolitik bør man også se på hvilke muligheder kommunalpolitikerne rent faktisk har, når det kommer til klimaregulering, for eksempel på transportområdet som Fosgerau er inde på.

Kommunalpolitikere kan jo hverken definere emissionskrav eller fastlægge afgiftsstørrelsen, fordi en ensartet regulering på tværs af kommuner her giver god mening.

Det er forholdsvis snævre rammer, som kommunalpolitikerne kan agere indenfor, hvilket spørgsmålene om trængselsafgifter og nulemissionszoner er gode eksempler på. Rammerne er netop defineret nationalt, og kommunalpolitikernes ageren er begrænset blandt andet ud fra hensyn til en sammenhængende regulering.

Men der efterlades lidt albuerum til lokalpolitikerne, hvilket i den grad støder Fosgerau.

Vi er andre, der mener, at det albuerum er sundt, da det skaber lokal forankring af den grønne omstilling og innovative lokale løsninger, der kan udbredes til resten af landet. Jo, lokalpolitik bør også være klimapolitik.