Naturgasselskaber anmeldt for greenwashing

28. januar 2022
Når en virksomhed kalder naturgas for en miljøvenlig løsning, er det vildledende. Rådet for Grøn Omstilling har anmeldt en række naturgasforhandlere, -installatører og -selskaber til Forbrugerombudsmanden for greenwashing og falsk markedsføring.

Naturgas er et fossilt brændsel, der udleder CO2, når det brændes af. Naturgas er ikke miljøvenligt. Alligevel forsøger flere virksomheder at sælge naturgas som en grøn og miljøvenlig løsning til opvarmning af danskernes boliger. Derfor har Rådet for Grøn Omstilling anmeldt en række naturgasforhandlere, -installatører og -selskaber for greenwashing og falsk markedsføring.

Nogle naturgasselskaber og andre virksomheder går langt over stregen og vildleder forbrugerne. Det har den konsekvens, at forbrugerne bliver lokket til at foretage en kortsigtet klimaskadelig investering – der i sidste ende kan komme til at koste både klimaet og forbrugeren dyrt. Det skal stoppes, for hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, må vi som forbrugere kunne have tillid til den markedsføring, vi møder,” siger energirådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Julie Abrahams.

Som forbruger bliver man fra mange virksomheders side mødt med vildledende budskaber om, at ”naturgas er en miljøskånsom energikilde” eller ”en miljøvenlig varmekilde til fordel for miljøet”. Desværre er det langt fra sandheden. Naturgas udleder ca. 25 procent mindre CO2 end olie, og det er ikke godt nok, når vi kigger ind i en fossilfri fremtid. Faktisk var der i Danmark næste lige så store CO2-udledninger fra naturgas som fra kul i 2019 og 2020 pga. den naturgas, der bruges til at opvarme danske hjem.

Rådet for Grøn Omstilling har anmeldt disse ti virksomheder til Forbrugerombudsmanden for greenwashing og vildledende markedsføring:

Nettopower, Norlys, EnergiFyn, Velkommen, Vaillant, Gastech Energi – en del af ELCO heating solutions, viessmann, Finlow VVS, elberegner.dk og Leon Petersen.

De ti anmeldte naturgasvirksomheder er desværre ikke de eneste i branchen, der pynter sig med falske grønne fjer. Faktisk reklamerer mange flere med, at deres produkter er miljøvenlige og en del af den grønne omstilling. Alligevel er det Rådet for Grøn Omstillings vurdering, at de ti udvalgte selskaber er dem, der er gået længst i deres vildledende markedsføring i forsøget på at sælge naturgas som en grøn varmeløsning.

For yderligere information:

Læs mere om vores arbejde for udfasning af kul, olie og gas i varmeforsyningen her: