Grønne indkøb af cement, beton og stål
I Rådet for Grøn Omstilling arbejder vi for at reducere klimaaftrykket fra bygge- og anlægssektoren ved at fremme grønne indkøb med et specielt fokus på cement, beton og stål både i Danmark og i EU.
Bygge- og anlægssektoren står for en betydelig del af verdens CO2-udledning, hvor produktionen af cement, beton og stål er blandt de mest klimabelastende processer. For at mindske denne belastning skal vi sikre en hurtigere overgang til lavemissions- og genbrugsmaterialer. Der findes allerede mere klimavenlige alternativer, herunder CO2-reduceret cement, genanvendt beton og fossilfrit stål, men markedet har brug for klare retningslinjer og politiske incitamenter for at understøtte udviklingen og implementeringen af disse løsninger.
I dialog med politikere, virksomheder, kommuner og andre interessenter arbejder vi for at sætte ambitiøse krav til offentlige og private indkøb, der kan drive efterspørgslen på klimavenlige byggematerialer. Danmark kan gå forrest i EU ved at vise, hvordan strategiske indkøb og regulering kan skabe et marked for bæredygtige materialer uden at gå på kompromis med kvalitet og sikkerhed.
Klare retningslinjer og standarder for CO2-reducerede byggematerialer kan accelerere omstillingen og sikre, at den næste generation af byggeri er både miljøvenlig og fremtidssikret. Samtidig skal vi stoppe brugen af de mest klimabelastende materialer og arbejde for en bygge- og anlægssektor, hvor genbrug og cirkulære løsninger er normen frem for undtagelsen.
Periode: 2023-2025
Finansiering: Projektet er støttet af European Climate Foundation
Kontakt
Jeppe Guldbæk Hannibal
Projektmedarbejder
jgh@rgo.dk
(+45) 6028 8055