Transformation af bygningsmassen

Vores hidtidige forståelse og tilgang til bæredygtigt byggeri har primært haft fokus på energieffektivitet og bygningernes energiforbrug i driftsfasen. De seneste par år er der dog sket en bevægelse i branchen, der har fået øjnene op for det faktum, at en meget stor del af en bygnings klima- og miljøaftryk ligger i den indlejrede CO2, dvs. i de anvendte materialer.

Vores forståelse for byggeriets samlede klimapåvirkning har gennem de senere år ændret sig, og det står nu klart, at en ændret tilgang til klimavenligt byggeri er nødvendig. Nye bygningers driftsenergi har nemlig vist sig, kun at være en mindre del af bygningernes samlede klimapåvirkning i deres levetid. Faktisk kommer bygningernes største udledning fra den indlejrede CO2. Dvs. fra den udledning der sker ved udvinding af ressourcer, produktion af materialer, transport og opførelse af bygningerne. Nye beregninger fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) og Aalborg Universitet (AAU), har for nylig konstateret, at helt op til ca. 85% af bygningernes samlede klimapåvirkning kan ligge i den indlejrede CO2. Og internationale tal fra UNEP fra 2018 har slået fast, at hele 11% af verdens samlede udledninger stammer fra byggeriets materialer. Altså fra den indlejrede CO2.

Det er tal, der bør føre til et regulært paradigmeskifte i, hvordan vi ser på byggeriets ansvar i den grønne omstilling.  Energieffektivisering vil fortsat være et vigtigt tema, men forståelsen for hvor meget materialernes indlejrede CO2 fylder i regnskabet, bør udbredes og bruges til at ændre vores tilgang til byggeriet. Ikke bare i forhold til vores tilgang til nybyggeri, men i lige så høj grad i forhold til renoveringer.

Vores indgroede forståelse og fokus på energieffektivitet som vejen til bæredygtige og klimavenlige bygninger betyder, at private og offentlige bygherrer stadig den dag i dag river ældre men velfungerende sunde bygninger ned, blot for at bygge nye såkaldte energieffektive ”bæredygtige” og skræddersyede bygninger. Det er en udfordring, der bør adresseres hurtigst muligt. For ideen om, at kun nye byggerier kan være bæredygtige, bærer store omkostninger for klimaet og dermed for os alle sammen med sig.

En sådan nødvendig ændret praksis i byggeriet, der vil fremme en øget transformation og genbrug af vores eksisterende bygningsmasse, kræver at vi får bragt de gode eksempler på transformation og genbrug af den aldrende bygningsmasse frem i lyset. At vi får analyseret bevæggrundene, tankerne, beregningerne og resultaterne bag de allerede gennemførte gode eksempler og at vi får præsenteret disse, i en repræsentativ samling, der er inspirerende, let tilgængelig og overbevisende.

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.
I Accept

Projektet skal styrke og kvalificere debatten om transformation og genbrug af bygninger, både internt i byggebranchen, men også blandt politikere og borgere. En debat, der vil oplyse og inspirere de relevante parter, og derigennem nuancere vores traditionelle tilgang til bæredygtigt byggeri og forståelse for nødvendigheden af øget genbrug af vores bygninger. En debat, nuancering og øget viden, der ikke bare vil skabe øget respekt for vores bygningsarv og sætte fokus på de grønne muligheder i øget genanvendelse af vores eksisterende bygninger, men også hjælpe til med at løfte byggeriets ansvar i den grønne omstilling.


Samarbejdspartnere: Rambøll

Periode: 2021-2022

Finansiering: Projektet er finansieret af GI og Realdania


For yderligere information:

Julie Bangsgaard Abrahams

Seniorrådgiver, Energi

(+45) 3318 1944
julie@rgo.dk

Del på sociale medier