Rådet for Grøn Omstilling og Dansk Industri: Jorden kan ikke holde til vores ressourceforbrug
Det er tid til at åbne øjnene for realiteterne: Danmark ligger i bund, når det kommer til cirkularitet, og den 16. marts passerer vi allerede Earth Overshoot Day. Vi har brug for en national strategi for cirkulær økonomi og ambitiøse politikere til at vende udviklingen
Af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, og Karin Klitgaard, underdirektør i Dansk Industri
Vi ønsker i Danmark at være en grøn frontløber. Men ser vi på vores brug af ressourcer, er der lang vej igen. Vi står ikke bare med massive klimaproblemer, som skal adresseres, men også med helt konkrete udfordringer i forhold til at fremtidssikre adgang til ressourcer og mindske tab af biodiversitet. Mellem 50-70 pct. af de samlede globale udledninger af drivhusgasser og mere end 90 pct. af tabet af biodiversitet skyldes, at vi udvinder og forarbejder naturressourcer. Det er udledninger, der sker i hele værdikæden – både i udlandet og herhjemme.
For at opnå klimaneutralitet kan vi nå halvvejs gennem udbygning af vedvarende energi og energieffektivitetstiltag. Den anden halvdel skal nås ved at mindske forbruget af ressourcer og udnytte dem, der er i spil bedre ved at gentænke design, produktion og salg, så materialer kan indgå i nye produkter, bruges igen, deles eller sælges som en service.
Vi står overfor en stor opgave, som kræver, at vi sætter en ny retning. Ifølge Circularity Gap rapporten, der kortlægger Danmarks cirkularitet, forbruger vi 142,2 mio. tons jomfruelige materialer hvert år. Det svarer til 24,5 tons pr. person, hvilket er væsentligt over gennemsnittet i EU på 17,8 tons og tre gange så stort, som hvis vi skulle holde os indenfor et bæredygtigt niveau på 8 ton. Den triste sandhed er, at vi kun er 4 pct. cirkulære i Danmark.
På trods af udfordringerne, bliver området ikke løftet politisk i dag. Det er en risikabel strategi, ikke bare for planeten og klimaet, men også for vores samfund, vores position som grøn frontløber og for fremtidssikring af vores virksomheder. Det vises med alt tydelighed, når vi allerede den 16. marts har opbrugt alle ressourcerne for året – 12 dage tidligere end sidste år.
Vores nuværende forbrug er i høj grad afhængigt af globale forsyningskæder. Danske virksomheder oplever allerede i dag et stort forsyningspres med bl.a. afhængighed af sjældne metaller, som er helt essentielle i produktionen af f.eks. batterier, vindmøller og solceller. I Danmark er det småt med minedrift, men vi kan gøre en ekstra indsats for at udnytte de råstoffer, der allerede er hentet op af jorden, ved at forlænge produkters levetid og sikre højkvalitets genanvendelse. Med andre ord er cirkulær økonomi også et vigtigt redskab til de nye geopolitiske udfordringer, EU står overfor. Det kan vi også se af de tiltag og strategier EU har lagt for Europas ressourceforbrug, cirkularitet og forsyningssikkerhed.
Derfor bør vi forpligte os til en ambition om, at Danmark skal være blandt verdens førende cirkulære økonomier og frontløbere i cirkulære forretningsmodeller – det vil ikke alene styrke den danske konkurrenceevne, men også adressere flere af de udfordringer vi står overfor.
Flere europæiske lande har allerede vedtaget ambitiøse strategier og tiltag for at styrke cirkularitet og mindske ressourceforbruget. Blandt andet har Holland sat et mål om at være 100 pct. cirkulære i 2050, og Finland har fremlagt en cirkulær strategi med i alt 41 tiltag og anbefalinger til at blive en klimaneutral cirkulær økonomi.
I DI og RGO opfordrer vi til, at der er politisk opbakning til at følge trop. Vi har brug for en national strategi for cirkulær økonomi, der sætter en ny retning, bl.a. gennem mål for reduktion af materialeaftrykket og affaldsproduktion pr. indbygger. Som vi har set på klima, så skaber nationale mål incitament til investeringer, ændret efterspørgsel og udvikling af nye løsninger. Det skal der til, hvis cirkulære forretningsmodeller skal udbredes i Danmark. Målene skal løbende monitoreres og evalueres, så vi kan følge fremdriften mod et mere cirkulært materialeaftryk. Det er helt afgørende, hvis vi vil kickstarte den cirkulære omstilling af Danmark, løse klimakrisen og væk fra bunden – og det skal vi.
Dette debatindlæg blev bragt 15. marts 2024 i Jyllands-Posten.
Illustration: The evolution of the planetary boundaries framework. Licenced under CC BY-NC-ND 3.0 (Credit: Azote for Stockholm Resilience Centre, Stockholm University. Based on Richardson et al. 2023, Steffen et al. 2015, and Rockström et al. 2009)
Kontakt
Privat: Pernille Haagen Larsen
Rådgiver, Ressourcer og cirkulær økonomi
(+45) 5194 7932
pernille@rgo.dk