Stå af biomasseræset
Artikel bragt i Nordjyske Stiftstidende den 19. marts 2020 af Annika Lund Gade fra Rådet for Grøn Omstilling.
Danmark er dybt afhængig af at importere træpiller og træflis fra udlandet. Næsten alle vores kraftvarmeværker, der før fyrede med kul, fyrer i dag med træ. Vi henter det især fra de baltiske lande, USA og Rusland, men også med afstikkere til Sydamerika og Afrika.
I lyset af klimakrisen er det slet ikke holdbart. Skov, træ og trærester er enormt værdifuldt. Skov optager og lagrer CO2, og træ kan erstatte klimabelastende produkter som beton og mursten i byggeriet og i fremtiden måske også flybrændstof og plastik. Rester fra tømmerproduktion kan bruges til isoleringsmateriale eller bygningsplader.
Samtidig viste TV2 for nyligt, at Københavns nye biomasseværk har købt træflis i Amazonas, og sagen har sået tvivl om, hvorvidt man har styr på bæredygtigheden de steder, vi henter træet fra.
Nordjyllandsværket og dets ejer, Aalborg Kommune, har gjort det klart, at de gerne vil gå en stor bue uden om biomasse. Når værket skal udfase dets brug af kul i 2028, skal fjernvarmen først og fremmest baseres på varmepumper med varmekilder som geotermisk varme, overskudsvarme og spildevand, kombineret med solvarme og store varmelagre. Men hvordan det hele skal udformes og fordeles er ikke på plads. Det er rigtig godt, at Aalborg går uden om biomassen, selv om den er billig, bl.a. fordi der ikke er afgifter på. Men det burde kunne gøres hurtigere end 2028.
Ud over Nordjyllandsværket er der i Danmark kun to værker tilbage, der fyrer med kul, og som snart skal udfase dette. I Esbjerg planlægger man at sige nej tak til biomasse, mens man i Odense stadig overvejer det.
Forbruget af biomasse bør ikke øges men trappes gevaldigt ned og helt udfases mod 2040, mens varmepumper, geotermi og brug af overskudsvarme skal i front. Varmeforsyningen skal baseres på reel bæredygtig vedvarende energi, ikke skov og spåner.