Debatindlæg bragt i Altinget den 26. september 2020 af 15 NGO’er, heriblandt Rådet for Grøn Omstilling

Der er en vedholdende myte i den danske klimadebat. Igen og igen bliver det fremført, at det ikke nytter, hvad Danmark foretager sig i det store billede. For med en promille af verdens udledninger, har det vel ikke meget at sige, hvad Danmark gør til eller fra?

Virkeligheden er en anden. Danmark har et meget større og direkte ansvar for udledninger langt væk fra vores egen andedam. Det gælder, når danske penge går til investeringer i fossil energi eller skovrydning i udlandet. Det gælder for udledningen fra de forbrugsgoder, vi importerer. Og det gælder for den klimafinansiering, vi skylder verdens fattigste. 

Alt det, der ikke tæller med

Danmarks investeringer, import og klimafinansiering gør, at vi spiller en langt større rolle globalt, end myten vil have os til at tro. Og det er en påvirkning, som i dag langt fra stemmer overens med fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland. 

Hvis Danmark med nogen troværdighed skal kunne kalde sig ‘State of Green’, som er blevet de seneste regeringers store brandingstrategi, så skal vi påtage os et langt større ansvar. 

Danmark har en kæmpe mulighed for at drive verden i en grønnere retning. Og vi har en klar forpligtelse i Paris-aftalen, som også står skrevet ind i klimaloven. Når regeringen denne måned fremlægger en global klimastrategi, for at leve op til klimaloven, har den et enormt ansvar at løfte. 

Det gælder ikke mindst for Danmarks klimaaftryk – den drivhusgasforurening, der er en direkte konsekvens af dansk forbrug og import. 

Alt, hvad vi forbruger og importerer, har et klimaaftryk. Men de udledninger, der foregår uden for Danmark, tæller vi i dag ikke med i Danmarks klimaregnskab. 

Vi tæller ikke udledningerne fra sojaen, vi fodrer vores grise med; dimser og dingenoter vi importerer fra Kina eller fra skibene, der fragter dem. Vi tæller heller ikke udledningerne fra flyrejserne til Thailand, og de importerede træpiller, vi futter af i kraftvarmeværkerne. 

Intet af det tæller med i 70 procent reduktionsmålet i klimaloven.

Alene dansk landbrugs sojaimport har en udledning, der svarer til 60 procent af, hvad landbruget udleder på dansk jord, ifølge en opgørelse fra Københavns Universitet.

Hvis udledningerne fra danskernes flyvning blev talt med, ville det alene øge Danmarks udledninger med mere end de samlede(!) indenlandske udledninger fra dansk industri.   

For nylig blev det afdækket, at klimaministeriet selv estimerer, at Danmarks brug af biomasse skal reduceres til en femtedel for at være bæredygtig. Udledningen fra biomasse er kolossal, og den er ikke medregnet i vores regnskab i dag. De bedste estimater siger, at det ekstra klimaaftryk fra træpiller og flis alene gør Danmark ansvarlig for mere end 10 millioner tons ekstra co2-udledninger. Det er mere end 20 procent af Danmarks samlede opgjorte udledninger. 

Danmarks globale ansvar

Udfordringen er massiv. Og i dag gør vi os ikke engang besværet med at opgøre vores klimaaftryk ude i verden, endsige reducere det.

Det er uhyggeligt, når man tænker på omfanget af problemet. De få estimater, vi har, viser, at Danmarks klimabelastning udenfor landets grænser er større end de indenlandske udledninger.

En analyse fra sidste år af Klima- og Omstillingsrådet finder frem til, at de direkte konsekvenser af det danske forbrug svarer til mere end halvanden gange den drivhusgasforurening, vi har her i Danmark – og det er endda uden at medtage afskovning.  

Oveni det kommer udledningerne fra andre danske aktiviteter, som vi også kunne tage ansvar for – for eksempel fra den olie og gas fra Nordsøen, som vi eksporterer, og fra danske rederier, der transporterer varer rundt om i verden. Danske skibes udledninger alene, svarer til 63 procent af Danmarks udledninger. 

Vi kan ikke foregive at være et grønt foregangsland, og vi kan ikke bryste os af, at være i gang med en reel grøn omstilling, uden at tage hånd om vores klimaaftryk ude i verden. 

Hvis Danmark reducerede udledningerne fra vores aktiviteter, forbrug og import ville det have effekt langt ud over Danmarks grænser. Og det ville have en positiv sneboldseffekt på aktiviteter i andre lande. 

Det ansvar må og skal regeringen løfte, når den – forpligtet af Klimaloven – skal fremsætte en global klimastrategi. Klimaaftrykket fra import af forbrugsgoder og danske aktiviteter i udlandet skal opgøres. Og der skal lægges konkrete mål og strategier for at nedbringe det.

Det indebærer, at forureneren skal betale for klimabelastning, og at der stilles krav til, hvordan de produkter, vi importerer, er fremstillet og hvilket klimaaftryk, de har.

Tænk hvis Danmark tog det ansvar. Og tænk hvis Danmark også tog ansvar for sine investeringer i udlandet, og udnyttede potentialet i sit klimadiplomati – og levede op til sine forpligtelser i Paris-aftalen om at støtte fattige lande i kampen mod klimaforandringerne og sikre menneskerettigheder i alle klimatiltag.

Danmark har alle mulighederne for at være en afgørende drivkraft i den internationale klimahandling. Men der skal sættes ind for at reducere Danmarks klimaaftryk internationalt, før Danmark kan kalde sig et grønt foregangsland, ‘State of Green’.