Ti organisationer til finansministeren: Intensiver tempoet og skalaen af grønne offentlige indkøb i Danmark

6. maj 2024
Det offentlige indkøb har en enorm indflydelse på markedet og kan være en drivkraft for grøn omstilling

Klimaforandringer, presset på biodiversiteten og Jordens ressourcer er uden tvivl nogle af vores tids største udfordringer og muligheder. Vores økonomiske system og forbrugsmønstre har direkte indflydelse på disse udfordringer, og offentlige indkøb spiller en nøglerolle i at forme disse forhold.

Det offentlige indkøb er på 448 milliarder kroner årligt og udgør knap 16 procent af BNP i Danmark. Det betyder også, at det offentlige indkøb har en enorm indflydelse på markedet og kan være en drivkraft for grøn omstilling. Det kan gøres ved at prioritere for eksempel krav og konkurrence om grønne løsninger, totalomkostninger og cirkulær økonomi i offentlige udbud. Men der er også behov for centralt at skabe et fælles sprog og tilgang til offentlige indkøb, hvis udviklingen og udbredelsen af grønne og cirkulære løsninger skal fremmes.

Derfor er Dansk Erhverv, Dansk Industri, Rådet for Grøn Omstilling, Concito, Miljømærkning Danmark, Danmarks Naturfredningsforening, FSC DK, Den grønne ungdomsbevægelse, Klimabevægelsen og Etisk Handel Danmark gået sammen i et fælles opråb til finansministeren.

Klimarådet vurderer i deres analyse fra 28. november 2023, at den eksisterende tilskyndelse til at nedbringe klimaaftrykket fra offentlige indkøb ikke er stor nok til for alvor at reducere aftrykket, og at der derfor er behov for yderligere tilskyndelse til handling på området. Den analyse deler vi. Grønne hensyn bør være en fast og integreret del af alle offentlige indkøb. Der er allerede mange gode initiativer, der trækker offentlige indkøb i en mere grøn retning. Som eksempler kan nævnes strategien for grønne hospitaler, regionale reduktionsmål og grønne kriterier i udbud. Det skal alle de, der står bag, have ros for. Men vi har brug for at komme langt højere op i tempo og skala, og det kræver et endnu tydeligere politisk mandat fra regeringen med klare mål. De offentlige indkøbere skal have den nødvendige, politiske ledestjerne og opbakning, som giver dem mulighed og forudsætninger for at købe mere grønt ind. Det er efter vores vurdering vigtigst at sætte ind med krav og mål for at styrke det ledelsesmæssige og organisatoriske fokus, som kan sikre den nødvendige handling, så alle offentlige indkøb fremadrettet inkluderer klima- og miljøhensyn.

Derfor denne fælles appel til, at regeringen fremskynder arbejdet med en national strategi for grønne offentlige indkøb, som mindsker trykket på klima og natur samt styrker samarbejdet mellem offentlige ordregivere og de private virksomheder om en grøn omstilling.

Debatindlægget er blevet bragt i Berlingske den 6. maj 2024. Afsenderne er: 

Morten Jung er markedschef for Dansk Erhverv, Morten Højer er politisk direktør i Dansk Industri, Bjarke Møller er direktør for Rådet for Grøn Omstilling, Martin Fabiansen er direktør i Miljømærkning Danmark, Christian Ibsen er direktør i Concito, Lars Midtiby er direktør for Danmarks Naturfredningsforening, Nanna Callisen Bang er direktør i Etisk Handel Danmark, Søren Dürr Grue er direktør for FSC DK, Frederikke Roland Sandby er sekretariatsleder i Klimabevægelsen, og Elise Sydendal er klimaaktivist fra Den grønne ungdomsbevægelse

Kontakt

Bjarke Møller

Direktør

(+45) 5156 1915
bjarke@rgo.dk

Ulrikke Nelboe Møllegård

Rådgiver, Cirkulært byggeri og ressourcer

(+45) 2855 4865 ulrikke@rgo.dk