Tid til et opgør med vor tids værste myte

4. marts 2024

Mange tror fejlagtigt, at den grønne omstilling bliver dyr. Kigger man på tallene, vil man se, at vores nuværende adfærd vil give endnu større omkostninger

Vi hører ofte, at den grønne omstilling bliver dyr. Og en Epinion-måling for Kraka-Deloitte har vist, at otte ud af ti danskere mener det. Men det er en myte. En forbandet myte. Det er på høje tid at gøre op med den.

I flere europæiske lande har vrede bønder eller lastbilchauffører demonstreret – bl.a. imod højere dieselafgifter. De forestiller sig, at et farvel til forbrændingsmotoren er en kostbar affære, der kan koste levebrødet og presse flere ud i arbejdsløshed. Det er måske ikke så mærkeligt.

Den menneskelige psykologi har altid haft svært ved at opgive noget, man kender, og omfavne noget nyt. Siden de primitive samfund har mennesket varmet sig ved bålet, og i den industrielle og fossile æra har vi fyret uendelige mængder olie, gas og kul af.

Den adfærd har haft en høj pris med miljøskader, forurening og sundhedslidelser. Vi står nu midt i en alvorlig klimakrise, hvor de globale temperaturer i 2023 nåede op på 1,48 grader Celsius over det førindustrielle niveau. Desværre gør regeringerne det værre ved at give 7000 mia. dollar om året i statsstøtte til fossile brændsler, som forværrer klimakrisen. De penge kan bruges fornuftigere til grøn omstilling.

Der venter os store ekstra omkostninger i de kommende år, hvis ikke vi hurtigt sænker udledningen af drivhusgasser og accelererer udfasningen af fossilerne. Ellers er der udsigt til flere naturkatastrofer og ekstreme vejrlig. Temperaturstigninger på over 2 grader celsius kan koste mellem 5-10 pct. af vores årlige velstand, vurderer økonomer. Og SwissRE anslår, at tabet kan nå op på 18 pct. af BNP ved 3,2 grader.

Langt mere effektivt

I Europa mister over 300.000 mennesker årligt livet for tidligt på grund af luftforurening, som ikke mindst skyldes afbrænding af fossil energi og fast træbiomasse. Flere millioner tabte arbejdsår er produktivitetstab og en dyr regning. Årligt destrueres op imod 10 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt, som følge af fossil forurening, tab af biodiversitet og skader på naturen. Så længe vi klamrer os til forbrændingssamfundet, lever vi i en ekstremt destruktiv økonomi.

Omkring 10-13 pct. af energien i fossile brændsler går tabt ved udvinding, minedrift, transport og raffinering, inden olien, gassen og kullet når frem til forbrugerne. Bagefter spildes endnu mere af energien i forbrændingsmotoren. I benzinbilen når kun 12-30 pct. af den energi, der er lagret i benzinen, frem til hjulene, hvor det i en elbil er mellem 75-80 pct.

På samme måde er varmepumper tre-fem gange mere energieffektive end huse opvarmet med olie- og gasfyr eller fra kraftværker, der fyrer med fast træbiomasse.

Forbrændingssamfundet er ekstremt ineffektivt med store energitab i alle led. Forskningsstudier vurderer, at transformationen fra et fossilt energisystem til et elektrificeret energisystem kan skære 40 pct. af det endelige energiforbrug. Vedvarende sol- og vindenergi kan direkte drive elmotorer, og det er langt mere effektivt end fossile brændsler til forbrændingsmotorer.

Energitabet ved transmission med kabler over lange afstande er for intet at regne ift. tab i det fossile system, hvor olie og gas hives op af undergrunden hvert år, transporteres over lange afstande og raffineres.

Vi bør nu høste fordelene ved modulære og skalerbare grønne teknologier, der kan masseproduceres og falder i pris. I de sidste ti år er prisen for solceller og batterier faldet med 80 pct., offshore vind 73 pct. og landvind 57 pct.

Solceller og vindmøller er på livslange omkostninger billigere end fossile brændsler, og energien kan anvendes direkte og mere effektivt i elektrificeret transport, industri og varmeforsyning. Suppleret med energieffektiviseringer, batterier, jordvarme, bølgeenergi og noget grøn brint får vi et billigere energisystem.

Udnyt udskiftning

Mange gamle fossilbiler, olie- og gasfyr og biomassekraftværker skal udskiftes i de kommende år, og det vil være økonomisk fornuft og dansk konkurrencekraft, hvis regeringerne forbyder salg af nye fossilbiler og olie- og gasfyr (eller brandbeskatter dem).

På livslange omkostninger er elektriske alternativer drevet af grøn strøm meget mere effektive. Det er en udbredt myte, at den grønne omstilling bliver dyr. Den bliver både billigere og meget renere.

Denne kronik er skrevet af Bjarke Møller og er blevet bragt i Børsen den 2. marts.

Kontakt

Bjarke Møller

Direktør

(+45) 5156 1915
bjarke@rgo.dk