Godt med kemiaftale, men der mangler midler
Så er rammerne faldet på plads for den nye fireårige danske kemiindsats, som skal gælde for 2022-2025. Der er gennemgående et stort fokus på implementeringen af EU’s Kemikaliestrategi, som kommer til at fylde rigtig meget de næste år. Desuden skal de danske forbrugere have endnu bedre oplysning om skadelige kemikalier, dansk forskning skal fortsat være førende på området og brugen af biocider bliver for de få. De økonomiske rammer flugter med de tidligere år. Der er afsat 304,1 mio. kr.
Et enigt Folketing har vedtaget Kemiindsats 2022-2025, og der er særligt lagt vægt på de skadelige stoffer, som forbrugere og arbejdstagere fortsat udsættes for. Til indsatsen for mere forskning, øget forbrugeroplysning og bedre kontrol afsættes 265,2 mio. kr. Desuden er der afsat 38,9 mio. kr. til en ny biocidindsats. Beløbsrammen undrer Lone Mikkelsen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.
”Det ærgrer mig, at der ikke er afsat flere midler til indsatsen overfor skadelige kemikalier. Der ligger et kæmpe arbejde foran os, men dels implementeringen af EU’s Kemikaliestrategi og dels en konkret national indsats. Vi burde tænke meget større. Kemikalier i vores hverdag er et kæmpe samfundsproblem, som skader både vores sundhed og vores miljø. Kun 1 mio. kr. er den økonomiske ramme hævet ift. den seneste kemiindsats. Det stemmer ikke overens med den arbejdsindsats vi står overfor”, siger hun.
Biocidområdet får for første gang sin egen aftale. Biocider omfatter kemikalier der bekæmper bakterier, svampe og visse dyr og reguleres efter andre regler end de andre kemikalier der er omfattet af kemiindsatsen. Den specifikke aftale er indgået på baggrund af, at der i dag ikke er tilstrækkeligt styr på anvendelsen af biocider.
”Det er rigtig godt at se, at der nu vil blive taget hånd om den forholdsvis laissez faire måde man indtil nu har kunne anvende biocider på. Det er på høje tid, at denne gruppe af kemikalier bliver begrænset til det højest nødvendige og meget glædeligt, at der bliver indført en autorisationsordning for professionelle insektbekæmpere”, siger Lone Mikkelsen
”Det er generelt de rigtige fokusområder, som er beskrevet i indsatsen, men jeg har svært ved at se, hvordan midlerne skal kunne strække. Man kunne måske håbe, at de midler der kommer ud af ’mærkbare og retfærdige sanktioner’, der er beskrevet som et element i kemiindsatsen, kunne spytte i kassen til indsatsen til bekæmpelse af skadelige kemikalier, bedre forbrugeroplysning og bedre kontrol med kemiindholdet i forbrugerprodukter”, siger Lone Mikkelsen.
FAKTA:
Kemiindsats 2014-2017: 184,8 mio. kr.
Kemiindsats 2018-21: 284,8 mio. kr. (inkl. biocider: 20,7 mio. kr.) = 264,1 mio. kr. Kemiindsats 2022-25: 304,1 mio. kr. (inkl. biocider: 38,9 mio. kr.) = 265,2 mio. kr.
For yderligere information:
Lone Mikkelsen
Seniorrådgiver, Kemikalier og cirkulær økonomi (på barsel)
(+45) 3318 1934
lone@rgo.dk