Artikel fra Magasinet Grøn Omstilling, af Niklas Jørgensen 

Vi kigger ofte ud over det, havet. Det omgiver vores kystnation, og der er aldrig længere end 52 km til vandet, hvor end i landet man befinder sig. Dem, der kender til den verden, der udfolder sig under overfladen, er bekymrede. De beretter ofte om, hvordan et mylder af liv mange steder er forsvundet. Hvordan man som fisker før i tiden blot skulle kaste snøren ud for at få bid, mens man i dag sejler langt omkring i sin søgen efter fisk. Hvordan havbunden mange steder er forvandlet fra ålegræsskove, der er biodiversitetens arnested langs kysterne, til en gold, mudret slette uden synlige tegn på liv. 

Heldigvis er det muligt at vende udviklingen, og det tog man hul på i EU for snart tre årtier siden. I midten af 1990’erne indså man i EU, at der var brug for en samlet plan for at sikre et godt vandmiljø i medlemslandene. Den daværende lovgivning var for fragmenteret, og vandets tilstand var særdeles presset af især udledning fra landbruget, spildevand og aktiviteter til havs. Efterfølgende årelange forhandlinger førte endelig til, at Vandrammedirektivet blev implementeret i år 2000. Direktivet pålægger samtlige medlemslande hvert sjette år at udarbejde planer, der sikrer god tilstand i alle søer, vandløb, kystvande samt grundvand. Alle medlemslande skulle ifølge direktivet have opnået god tilstand i 2015 – men med mulighed for udsættelse til senest 2027. 

Som så mange andre lande nåede Danmark slet ikke målet i 2015. Vandrammedirektivet er i dag 22 år gammelt, og vi har fem år tilbage før den endelige frist for et sundt vandmiljø. Så nu presser vigtige spørgsmål sig på: Hvor langt er vi nået i dag, opnår vi god tilstand i havet inden 2027, og hvis ikke, hvad gør vi så?  

Blot fem procent har det godt 

Rent vand, god sigtbarhed, grønne enge af ålegræs og et rigt dyreliv. Det er, hvad havet kan byde på, når den økologiske tilstand er god. Desværre gælder dette for kun fem procent af vores kystvandsområder, som er den del af havet, der ligger inden for en sømil fra kysten. Faktisk har hele 73 procent af områderne ringe eller dårlig tilstand, viser målinger fra sidste år. Der kan eksempelvis være for mange alger, for mange miljøfarlige stoffer i vandet, eller ålegræsset kan være forsvundet. Nogle steder er vandet så grumset, at lyset ikke trænger ned til bunden. Her opstår der iltsvind, og bunden dækkes af et mudret lag af dødt plankton. Med andre ord: golde, livløse havbunde. 

Når vi bedømmer havets tilstand, ser vi efter lysforholdene, mængden af plankton, bundplanter og -dyr samt indholdet af kemiske og miljøfarlige stoffer. Alle disse elementer skal være i god tilstand, før et vandområde samlet set også er det. Og hvorfor er de så ikke det? Vores brug af havet har betydning – eksempelvis kan bundslæbende trawl ødelægge havbundens økosystemer, når fiskenettene slæbes af sted hen over havbunden. Skibsfartens brug af forurenende brændstof påvirker også havmiljøet. Men forurening fra landbrug og spildevand spiller en helt særlig stor rolle. 

Det store behov for gødning 

Når vi ser det danske land fra oven, er omkring 61 procent af landet inddelt i de så velkendte geometriske figurer i forskellige farver: marker. Vi er et intensivt dyrket land, hvor hvede, byg, majs og den skinnende gule raps fylder meget i det landlige billede. Op mod 80 procent af vores landbrugsareal bruges til at producere foder til vores mange svin, køer og andre landbrugsdyr. De store mængder dyr og afgrøder kræver store mængder næringsstoffer, særligt kvælstof og fosfor. Derfor tilfører landbrugene gødning til markerne – og også mere, end planterne optager. Det resulterer i, at de overskydende næringsstoffer udvaskes fra markerne af regnvand. De ender i vandløb og søer, hvorfra de føres videre ud i havet. Her fungerer de som næring for havets planter i stedet for raps og hvede. Desværre har vi i årtier udledt så mange næringsstoffer, at særligt én af havets plantearter har alt for meget vækst, nemlig alger. Processen kaldes eutrofiering, og den store mængde alger nedbryder havets økosystemer. Økosystemer, der kan være svære og tidskrævende at reetablere.  

Vi har længe vidst, at det stod skidt til, og siden starten af 1990’erne har vi da heldigvis sænket udledningen af kvælstof med 45 procent og fosfor med hele 70 procent. Men det skyldes især, at vi har forbedret spildevandsrensningen markant, ikke udledningen fra landbruget. Og vi er slet ikke i mål endnu. Landbruget står i dag for 70 procent af kvælstofudledningen og 65 procent af fosforudledningen, og udviklingen er her stagneret. Det hænger sammen med, at man med landbrugspakken i 2015 gav lov til at gøde mere end hidtil, hvilket EU har kritiseret de danske myndigheder for. Politikerne baserede desuden indsatsen for at sænke udledningen af næringsstoffer på frivillige ordninger. Det var dermed op til landmændene selv, om de havde lyst til f.eks. at etablere et vådområde, der tilbageholder næringsstoffer. De tiltag har slet ikke leveret i det omfang, man skønnede, og det går ud over havet. 

Skubber problemet til senere 

EU’s Vandrammedirektiv foreskriver, at medlemslandene hvert sjette år udarbejder en vandområdeplan for, hvordan der skal sikres god tilstand i vandmiljøet. Herhjemme er et udkast til den nuværende og sidste plan frem mod 2027 i høring indtil 22. juni i år. Planen beskriver, hvad man politisk vil gøre for at sikre god tilstand. Men det ser ikke godt ud.  

De seneste udregninger har vist, at for at nå god tilstand i vandmiljøet skal kvælstofudledningen reduceres med en fjerdedel, hvilket vil sige 13.000 ton per år. Fosforudledningen skal reduceres med omkring 6 procent eller 110 ton. Men de planer, som regeringen har fremlagt, indeholder kun indsatser for 10.800 ton kvælstof og blot 7 ton fosfor. Man har dermed skubbet resten af problemet til senere.  

Kvælstof betyder overordnet set mest for havets tilstand, og det er samtidigt mere omkostningseffektivt at begrænse kvælstofudledningen. Men fosforen må ikke glemmes. Fosfor skaber også eutrofiering, særligt i fjordene, og næringsstoffet ligger som store ophobninger på landbrugets jorder, som udvaskes over tid til skade for vandmiljøet. Det er derfor særligt kritisabelt, at man kun har fundet 7 ton reduktioner i en årlig udledning på omkring 2.000 ton. Man kan ikke blot basere indsatsen på, at mindre kvælstof skal ende i havet, fordi det er dyrt at gøre noget ved fosforproblemet.  

Alt i alt gør vi ikke nok, og vi gør det ikke godt nok. Der mangler politisk mod til at gøre op med vores alt for store husdyrproduktion og tilførsel af gødning til markerne. Vandmiljøet bekymrer sig ikke om virkemidlernes omkostningseffektivitet, og det koster nu en gang noget at rydde op efter årtiers forurening og omstille vores landbrugspraksis.

Her i slutspurten mod 2027 mangler modet stadig. Mod, der skal til for at leve op til vores forpligtelser over for både vandmiljøet og EU

Vi bliver nødt til at revurdere den måde, vi driver landbrug i Danmark. 

Vi kan gøre langt mere  

Det kan tage årtier for havets økosystemer at genetablere sig, selv hvis vi når reduktionsmålene. Af samme grund opnår vi langtfra god tilstand i alle områder inden fristen i 2027. Men det er værd at huske på, at jo mere vi gør nu, desto hurtigere vil vi opnå god tilstand efter 2027. Derfor skal reduktionsmålene nås nu – og ikke udsættes, som man netop har gjort med udkastet til vandområdeplanerne. Vi må som minimum levere det, vi skal. 

Derudover kan vi gøre langt mere for vandmiljøet ved at sætte ind både på land og til havs.  

Vi skal først og fremmest have øje for tilførslen af næringsstoffer, frem for ensidigt at fokusere på udledning fra markerne. Udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning og randzoner er eksempler på virkemidler, der effektivt mindsker tilførsel af næringsstoffer, da man ophører med at dyrke arealerne. Det vil også tilbageholde flere næringsstoffer, sænke udledningen af drivhusgasser og forbedre biodiversiteten. Det går lige nu alt for langsomt. Vi skal have fart på disse tiltag.  

Samtidigt skal det gå hånd-i-hånd med en reduktion i antallet af husdyr og dermed også mængden af husdyrgødning. Færre dyr vil frigive store arealer, som vi i dag bruger til at dyrke foderafgrøder til dyr. Jord, vi kan tage ud af produktion.

At spise mindre kød er ikke kun for klimaets skyld, det kan også være for havets

 
Vi importerer gødning og foder til dyrene, som indeholder store mængder fosfor, der ophobes på marker og i havet. Vi må derfor helt stoppe importen af fosfor og udnytte og recirkulere de fosforressourcer, der er herhjemme, bedre. Et skridt på vejen er at lægge en afgift på importeret fosfor. Et andet er, at vi begrænser, hvor meget fosfor man må tilføre markerne, så vi kan udnytte de puljer, der er ophobet i jorden. 

Derudover skal vi sørge for, at der stilles strengere krav til rensning af spildevand, så endnu flere miljøfarlige stoffer og næringsstoffer fra byer, industri og hospitaler fanges, inden de når vandmiljøet. Teknologien findes, så politikerne skal blot tage en beslutning.  

Det haster med at komme havmiljøet til undsætning. Men løsningerne findes. Vi når ikke god tilstand i havet langs kysterne til 2027, og vi skal sandsynligvis lægge årtier til. Men det kan lade sig gøre. Jo mere vi gør nu, desto hurtigere får vi livet i havet tilbage.

Denne artikel er fra temaet ’Grønt håb for det blå ocean’ i vores sommernummer af Magasinet Grøn Omstilling. Du kan blive medlem eller abonnent, så sender vi bladet til dig med posten.