Artikel fra Magasinet Grøn Omstilling, af Lone Mikkelsen 

Endelig er det igen den tid på året, hvor mange af os valfarter til de danske badestrande for at tage en svømmetur eller plaske i vandet med vores børn. Det er billedet af ren sommeridyl. Desværre er billedet knap så idyllisk, når vi bevæger os under havoverfladen. For i det danske vandmiljø udledes der skadelige stoffer fra land, og vi har ikke fuldt overblik over hvor meget eller hvorhenne. I ti år har Danmark overhørt dét, som miljøminister Lea Wermelin selv kalder ‘krads kritik’ fra EU-Kommissionen: Vi har ikke tilstrækkelig viden om, hvilke stoffer der er i det danske vandmiljø. Vi ved dog nok til, at noget må gøres – og vi skal gøre det nu. 

Ringe krav til spildevand 

I starten af 2021 kom det frem, at vores drikkevand og vandmiljø flere steder i landet er forurenet med det giftige kemikalie PFOS, der bl.a. stammer fra brandslukningsskum. Den sag har fået miljøfarlige stoffer i vandmiljøet højere op på den miljøpolitiske dagsorden. Således har politikerne skærpet grænseværdierne for giftstoffet PFOS i drikkevand og jord herhjemme. 

Men når det kommer til spildevand, er der ikke sat grænseværdier for, hvad der må være i selve spildevandet, heller ikke for PFOS. I stedet findes der fra EU’s side grænseværdier for, hvad der må være i det vandmiljø, man udleder til. Det betyder, at man i værste fald kan fortynde sig ud af problemerne. Det er, på trods af at miljøfarlige stoffer kan udgøre en risiko for menneskers sundhed og for plante- og dyreliv i havet. De kan bl.a. være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende, og forskningen har vist mange eksempler på forstyrrelser i økosystemerne, som f.eks. kønsforstyrrelser hos fisk og snegle. 

Netop fordi man ved, at spildevand indeholder miljøfarlige stoffer, der kan være farlige for menneskers sundhed, har man lavet vejledende grænseværdier for spildevandsslam. Det spredes ofte på marker og kan dermed ende i vores korn og majs. Men ingen har sat krav til, at renseanlæggene skal fjerne de miljøfarlige stoffer i spildevandet. Dette burde gå hånd i hånd. 

I Danmark er renseanlæg bygget til at rense spildevandet for næringsstoffer og organisk stof, men ikke for miljøfarlige stoffer. Det er vigtigt at have fokus på næringsstofudledningen, da vores særdeles intensive landbrug udleder enorme mængder næringsstoffer, som i høj grad bidrager til havmiljøets dårlige tilstand. Ifølge EU’s vandrammedirektiv skal der være ‘god økologisk tilstand’ senest i 2027, og der skal gøres noget ved næringsstofferne. Samme direktiv stiller dog også krav til ‘god kemisk tilstand’ i vandmiljøet, men her har Danmark mildest talt sovet i timen. 85 procent af de danske kystvande er i ‘dårlig kemisk tilstand’. For resten af det danske vandmiljø – bl.a. søer og vandløb – står det i værste fald endnu værre til. Her har vi slet ikke målt på hovedparten af de områder, der er krav til. Alligevel har Danmark valgt at overhøre direkte kritik fra EU-Kommissionen, som går helt tilbage til 2012, og som blev gentaget i 2019. 

De målinger, der trods alt findes, viser, at vi via spildevand, vandløb og luften forurener havet med bl.a. fluorstoffer, flammehæmmere, PAH’er, medicinrester og pesticider. Og det er blot et udvalg af mange flere typer af miljøfarlige stoffer, som kan ende i vandmiljøet omkring os. Ikke alle er skadelige, men mange er.

Og vi ved altså ikke, hvad og hvilke koncentrationer af kemikalier vi og vores børn bader i, eller hvad fisk og muslinger er omgivet af og optager via føden. Målerne ved badestrande og havnebade tjekker for bakterier, ikke kemikalier og andre miljøfarlige stoffer. 

Grønne toner fra EU 

Den store udledning af miljøfarlige stoffer skyldes primært to ting – dels at vi ikke i tilstrækkelig grad forbyder og på anden vis regulerer de kemikalier, der anvendes i byggeri, elektronik, cremer og andre forbrugerprodukter, dels at vi har for få krav til, hvad der udledes til vores vandmiljø, f.eks. via renseanlæg. 

De seneste år har vi heldigvis set en tendens til, at EU tænker bæredygtighed ind, når nye strategier og lovforslag fremlægges. I 2019 lancerede Kommissionen ‘EU’s Grønne Pagt’, der bl.a. fastsætter ambitionen om at opnå nulforurening og et giftfrit miljø. Som led i denne ambition præsenterede Kommissionen året efter ‘EU’s Kemikaliestrategi for Bæredygtighed’. Her så vi for første gang, siden EU’s kemikalielovgivning REACH blev vedtaget i 2006, reelt muligheden for en seriøs opgradering og forstærkning af lovteksten, herunder at langt flere kemikalier kan blive forbudt og udfaset. Og i forlængelse af denne strategi har Kommissionen for nyligt fremlagt en køreplan, der lægger op til forbud mod tusinder af skadelige kemikalier. I dag undersøger man ét kemikalie ad gangen og tager ikke hensyn til, at mange ligner hinanden kemisk og dermed sandsynligvis også har ensartede effekter. Med denne køreplan lægges der op til, at grupper af kemikalier skal kunne forbydes på én gang, hvilket kan betyde forbud mod flere tusinde kemikalier ad gangen. Det hele skal dog stadig forhandles på plads og siden vedtages. 

Gemmer os bag uvidenhed 

Mindre positiv er udsigten til, at der stilles flere krav til det spildevand, vi udleder. EU har kun få initiativer for at begrænse kemien i vandmiljøet. Det er et overset – nærmest helt ignoreret – miljøproblem. Forurening med næringsstoffer er derimod et veldefineret og anerkendt problem, og man kender konsekvenserne. Vi ved simpelthen alt for lidt om de effekter og konsekvenser, som miljøfarlige kemikalier har for vand- og havmiljøets økosystemer. Måske er det netop derfor, at vi fortsat ikke måler i tilstrækkelig grad, selvom Kommissionen har været efter os. Vi har længe gemt os bag denne ‘lykkelige’ uvidenhed. Men vi ser heldigvis lyspunkter. Et eksempel er det partnerskab for miljøfarlige stoffer, som miljøministeren har nedsat under strategien for miljøfarlige stoffer. Her sættes der netop fokus på vidensindsamling med henblik på genbesøg af vandområdeplanerne i 2023/24. Det vil også være afgørende, at regeringen sikrer midler til at styrke Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø (NOVANA), så vi kan blive meget klogere på, hvad der gemmer sig af kemikalier i vandet, og hvilke effekter de har. 

Der skal renses 

Ud over at vi skal måle mere på havets kemiske tilstand, så ligger især ét initiativ lige til højrebenet. Fra husstande, industri og hospitaler ryger der massive mængder miljøfarlige stoffer til renseanlæggene, som ikke er bygget til at fjerne alle disse stoffer. Men rent faktisk har mange danske miljøteknologiske virksomheder allerede en række effektive renseløsninger, som endda også ofte er mere energieffektive end konkurrerende teknologier. Dem burde vi kigge på og udbrede til hele landet. Miljøministeriet herhjemme affejer dog disse teknologier med, at det er for dyrt. Men har vi i virkeligheden råd til at lade være? Og vil vi virkelig sidde EU’s krav til ‘god kemisk tilstand’ i vandmiljøet overhørig, når det skal være opfyldt senest i 2027? Det kan vi simpelthen ikke. Omkostningerne ved at lade stå til er alt andet lige langt større, da det vil gå ud over havmiljøet, fisk, muslinger og kystsamfundene. Desuden er antallet af forskellige kemikalier og den mængde, vi anvender, historisk kun gået en vej – opad. 

Løsningen er derfor klar. Politikerne skal hurtigst muligt sørge for, at alt vand, der udledes i miljøet, renses for miljøfremmede stoffer. Det gælder rensning af vand på både centrale og decentrale renseanlæg (f.eks. industri og hospitaler). Og der skal stilles lovkrav om, at danske renseanlæg skal reducere deres udledning af miljøfarlige stoffer. Det er virkelig på høje tid, at Danmark lægger sig i selen for at skabe et rent hav for alle. 

Denne artikel er fra temaet ’Grønt håb for det blå ocean’ i vores sommernummer af Magasinet Grøn Omstilling.