Miljøfarlige stoffer skal fjernes, inden de ender i havet

Ulovlig udledning af miljøfarlige stoffer er på ingen måder acceptabelt. Et renseanlæg ved Stignæs syd for Skælskør har hældt spildevand med skadelige kemikalier ud i havet ved Agersø Sund efter en behandling i deres anlæg. Ifølge to eksperter i miljølovgivning har Miljøstyrelsen blåstemplet en ulovlig udledning. Det skriver DR.

Men roden til hele problematikken er, at vi overhovedet tillader, at man kan udlede spildevand med skadelige stoffer til havet, når det har været igennem et renseanlæg. Det bør vi gøre noget ved.

Ringe krav til spildevand 

I starten af 2021 kom det frem, at vores drikkevand og vandmiljø flere steder i landet er forurenet med det giftige kemikalie PFOS, der bl.a. stammer fra brandslukningsskum. Den sag har fået miljøfarlige stoffer i vandmiljøet højere op på den miljøpolitiske dagsorden. Således har politikerne skærpet grænseværdierne for giftstoffet PFOS i drikkevand og jord herhjemme. 

Men når det kommer til spildevand, er der ikke sat grænseværdier for, hvad der må være i selve spildevandet. I stedet findes der fra EU’s side grænseværdier for, hvad der må være i det vandmiljø, man udleder til. Det betyder, at man i værste fald kan fortynde sig ud af problemerne. Det er, på trods af at miljøfarlige stoffer kan udgøre en risiko for menneskers sundhed og for plante- og dyreliv i havet. De kan bl.a. være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende, og forskningen har vist mange eksempler på forstyrrelser i økosystemerne, som f.eks. kønsforstyrrelser hos fisk og snegle. 

Netop fordi man ved, at spildevand indeholder miljøfarlige stoffer, der kan være farlige for menneskers sundhed, har man lavet vejledende grænseværdier for spildevandsslam. Det spredes ofte på marker og kan dermed ende i vores fødevarer og landbrugsdyr. Men ingen har sat krav til, at renseanlæggene skal fjerne de miljøfarlige stoffer i spildevandet. Dette burde gå hånd i hånd. 

I Danmark er renseanlæg bygget til at rense spildevandet for næringsstoffer og organisk stof, men ikke for miljøfarlige stoffer. Det er vigtigt at have fokus på næringsstofudledningen, da vores særdeles intensive landbrug udleder enorme mængder næringsstoffer, som i høj grad bidrager til havmiljøets dårlige tilstand. Ifølge EU’s vandrammedirektiv skal der være ‘god økologisk tilstand’ senest i 2027, og der skal gøres noget ved næringsstofferne. Samme direktiv stiller dog også krav til ‘god kemisk tilstand’ i vandmiljøet, men her har Danmark mildest talt sovet i timen. 85 procent af de danske kystvande er i ‘dårlig kemisk tilstand’. For resten af det danske vandmiljø – bl.a. søer og vandløb – står det i værste fald endnu værre til. Her har vi slet ikke målt på hovedparten af de områder, der er krav til. Alligevel har Danmark valgt at overhøre direkte kritik fra EU-Kommissionen, som går helt tilbage til 2012, og som blev gentaget i 2019. 

De målinger, der trods alt findes, viser, at vi via spildevand, vandløb og luften forurener havet med bl.a. fluorstoffer, flammehæmmere, PAH’er, medicinrester og pesticider. Og det er blot et udvalg af mange flere typer af miljøfarlige stoffer, som kan ende i vandmiljøet omkring os. Ikke alle er skadelige, men mange er. Og vi ved altså ikke, hvad og hvilke koncentrationer af kemikalier vi og vores børn bader i, eller hvad fisk og muslinger er omgivet af og optager via føden. Målerne ved badestrande og havnebade tjekker for bakterier, ikke kemikalier og andre miljøfarlige stoffer. 

Grønne toner fra EU 

Den store udledning af miljøfarlige stoffer skyldes primært to ting – dels at vi ikke i tilstrækkelig grad forbyder og på anden vis regulerer de kemikalier, der anvendes i byggeri, elektronik, cremer og andre forbrugerprodukter, dels at vi har for få krav til, hvad der udledes til vores vandmiljø, f.eks. via renseanlæg. 

De seneste år har vi heldigvis set en tendens til, at EU tænker bæredygtighed ind, når nye strategier og lovforslag fremlægges. I 2019 lancerede Kommissionen ‘EU’s Grønne Pagt’, der bl.a. fastsætter ambitionen om at opnå nulforurening og et giftfrit miljø. Som led i denne ambition præsenterede Kommissionen året efter ‘EU’s Kemikaliestrategi for Bæredygtighed’. Her så vi for første gang, siden EU’s kemikalielovgivning REACH blev vedtaget i 2006, reelt muligheden for en seriøs opgradering og forstærkning af lovteksten, herunder at langt flere kemikalier kan blive forbudt og udfaset. Og i forlængelse af denne strategi har Kommissionen for nyligt fremlagt en køreplan. I dag undersøger man ét kemikalie ad gangen og tager ikke hensyn til, at mange ligner hinanden kemisk og dermed sandsynligvis også har ensartede effekter. Med denne køreplan lægges der op til, at grupper af kemikalier skal kunne forbydes på én gang, hvilket kan betyde forbud mod flere tusinde kemikalier ad gangen. Det hele skal dog stadig forhandles på plads og siden vedtages. Og seneste nyt er, at det hele er blevet udskudt og derfor sandsynligvis vil blive voldsomt forsinket.

Gemmer os bag uvidenhed 

Når det kommer til krav for spildevand, har EU kun få initiativer for at begrænse kemien i vandmiljøet. Det er et overset – nærmest helt ignoreret – miljøproblem. Forurening med næringsstoffer er derimod et veldefineret og anerkendt problem, og man kender konsekvenserne. Vi ved simpelthen alt for lidt om de effekter og konsekvenser, som miljøfarlige kemikalier har for vand- og havmiljøets økosystemer. Måske er det netop derfor, at vi fortsat ikke måler i tilstrækkelig grad, selvom Kommissionen har været efter os. Vi har længe gemt os bag denne ‘lykkelige’ uvidenhed. Men vi ser heldigvis lyspunkter. Et eksempel er det partnerskab for miljøfarlige stoffer, som den tidligere miljøminister har nedsat under strategien for miljøfarlige stoffer. Her sættes der netop fokus på vidensindsamling med henblik på genbesøg af vandområdeplanerne i 2023/24. Det vil også være afgørende, at regeringen sikrer midler til at styrke Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø (NOVANA), så vi kan blive meget klogere på, hvad der gemmer sig af kemikalier i vandet, og hvilke effekter de har. Og ikke mindst vil det være afgørende, at den nye regering får formuleret en national handlingsplan for PFAS der reelt vil afværge, inddæmme og oprense PFAS-forureninger, som lovet i regeringsgrundlaget.

Der skal renses 

Ud over at vi skal måle mere på havets kemiske tilstand, så ligger især ét initiativ lige til højrebenet. Fra husstande, industri og hospitaler ryger der massive mængder miljøfarlige stoffer til renseanlæggene, som ikke er bygget til at fjerne alle disse stoffer. Men rent faktisk har mange danske miljøteknologiske virksomheder allerede en række effektive renseløsninger, som endda også ofte er mere energieffektive end konkurrerende teknologier. Dem burde vi kigge på og udbrede til hele landet. Miljøministeriet herhjemme affejer dog disse teknologier med, at det er for dyrt. Men har vi i virkeligheden råd til at lade være? Og vil vi virkelig sidde EU’s krav til ‘god kemisk tilstand’ i vandmiljøet overhørig, når det skal være opfyldt senest i 2027? Det kan vi simpelthen ikke. Omkostningerne ved at lade stå til er alt andet lige langt større, da det vil gå ud over havmiljøet, fisk, muslinger og kystsamfundene. Desuden er antallet af forskellige kemikalier og den mængde, vi anvender, historisk kun gået en vej – opad. 

Løsningen er derfor klar. Politikerne skal hurtigst muligt sørge for, at alt vand, der udledes i miljøet, renses for miljøfremmede stoffer. Det gælder rensning af vand på både centrale og decentrale renseanlæg (f.eks. industri og hospitaler). Og der skal stilles lovkrav om, at danske renseanlæg skal reducere deres udledning af miljøfarlige stoffer. Samtidig skal skadelige kemikalier, i nogle tilfælde hele stofgrupper, forbydes og udfases. Det er virkelig på høje tid, at Danmark lægger sig i selen for at skabe et rent hav for alle. 

Af Lone Mikkelsen

By |2023-11-23T14:58:33+01:009. januar 2023|Kronik|0 Kommentarer
Læs mere

Det er for tidligt at dømme regeringens klimaplan ude

Af Bjarke Møller

Hvordan tackles klima- og energisikkerhedskrisen? Det bliver en afgørende syretest for vælgernes bedømmelse af den nye flertalsregering, for klima og energi var vælgernes topprioritering før valget – sammen med sundhed.

Derfor er det positivt, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har fremlagt et regeringsgrundlag, der lover den mest ambitiøse klimapolitik nogensinde. De kalder klima- og biodiversitetskrisen »vor tids største udfordring«. Intet mindre.

Alligevel har klimabevægelsen og Den Grønne Ungdomsbevægelse kritiseret SVM-regeringen for ikke at levere en »resolut plan for den danske grønne omstilling«. Venstrefløjen er stærkt kritisk, og Dagbladet Information har på lederplads skrevet, at regeringen »svigter den grønne omstilling«.

I Rådet for Grøn Omstilling synes vi, at det er alt for tidligt at dømme regeringen ude. Regeringsprogrammet rummer en række ambitiøse målsætninger, som venter på at blive indfriet. Det er et fremskridt, at regeringen fremrykker målet om klimaneutralitet til 2045, og at Danmark skal være en klimapositiv nation med 110 procent CO₂-reduktion i 2050.

Skaber fremdrift

Ja, det er let at fremsætte langsigtede mål og lave retoriske skrivebordsøvelser. Men det gør en forskel. Ligesom 70-procentmålet i klimaloven. Selv om der har været for meget hockeystav i de seneste år, er der lavet flere grønne forlig, som har skabt fremdrift.

Klimarådet har dog dokumenteret, at Danmark med den nuværende politik ikke lever op til Parisaftalens ambitiøse målsætning om at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader celsius. Der er derfor brug for flere, hurtige og markante reduktioner af drivhusgasser.

Da regeringen har et solidt flertal, kan den ikke give dårlige undskyldninger. Ellers bliver det ekstremt pinligt. Men regeringen har lovet at fremlægge en klimaafgift, der åbner for en afgift på slutproduktet og vil udtage flere lavbundsjorder. Samtidig vil man lave en ny lov for natur og biodiversitet og plante 250.000 hektar ny skov.

Regeringen bør sætte et højt handlingstempo og ikke vakle i forbindelse med at sikre 30 procent beskyttet natur i 2030, som er EU-målet. I Rådet for Grøn Omstilling har vi masser af forslag til, hvordan man kan udvikle en grønnere vision for landbruget, en ny bioøkonomi og klogere forvaltning af bioressourcerne.

Regeringen har selv sat barren højt og vil muligvis løfte 2030-klimamålet. Det er på høje tid. I det mindste bør man løfte det nationale reduktionsmål til 78-80 procent, så Danmark tager sin del af ansvaret for at holde sig inden for Parismålet om 1,5 grader. Samtidig bør vi mindst halvere Danmarks forbrugsaftryk frem mod 2030, for den barske sandhed er, at vores forbrugsbaserede CO₂-udledninger kun er sænket med 20 procent siden 1990. Danmark skal gøre det meget bedre, hvis vi vil være en grøn frontløbernation. Målt på det globale forbrugsaftryk pr. indbygger ligger vi desværre i den tunge ende af EU, kun overgået af Luxembourg.

Ordene forpligter

Det er opløftende, at regeringen blandt andet vil nedbringe klimaaftrykket på offentlige indkøb, i transporten og ved opførelse af offentlige bygninger. Det er meget positivt, at SVM-regeringen opretter en national energikrisestab, NEKST, der skal sikre en hurtigere udbygning med vedvarende energi og grøn varmeforsyning, så vi kan blive fri af Putins fossile energi. Det var også en af hovedanbefalingerne i Mandag Morgens Grønbog for et Bæredygtigt Energisystem, som jeg var hovedforfatter til.

Det tegner godt, at regeringen vil lave en ny koncessionsmodel for udbygning af havvind. Nordsøens og Østersøens vinde skal sættes mere fri, markedsaktørerne skal have større handlerum, der skal laves overskudsdeling, og miljø- og biodiversitetshensyn skal tænkes ind fra starten af. Vi skal producere meget mere grøn strøm til havs og på land, så vi kan frigøre os fra Putins fossiler. Der er ingen tid at spilde, bureaukratiske snubletråde skal klippes over, havne skal udvides, og den nye grønne infrastruktur bør prioriteres langt højere. Den nye klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard (M), ved om nogen, hvad der er på spil.

Noget kritik af regeringsgrundlaget er dog også berettiget. Regeringen kalder klimakrisen for vores generations største udfordring, men den errykket ned som kapitel fire i regeringsprogrammet. Efter akutte reformer, velfærds- og strukturreformer for at øge arbejdsudbuddet. Klimaet burde være sat først.

Justeringerne af arbejdsudbuddet øger BNP med en procent i 2030. Men det ligner småstatspolitik i forhold til, at fremtidens klimaregning med den nuværende politik nemt kan stige til flere procent af BNP i 2030’erne, hvis vi væltes omkuld af klimatiske tipping points.

Der er stadig for meget af den gamle udbudsøkonomiske og klassiske tilgang til strukturreformer i regeringsprogrammet. Business as usual går ikke længere. Skal SVM huskes som en reformregering, der virkelig tog ansvar for Danmark, bør den bringe klimaet og grønne strukturreformer ind i hjertet af den økonomiske politik. Ekstrem høj energi- og ressourceeffektivitet er langt mere afgørende for Danmarks fremtidige konkurrenceevne end at presse arbejdskraften lidt mere. Og det kræver store, målrettede og strategiske investeringer i at frigøre os fra den fossile afhængighed.

Vores anbefalinger

I Rådet for Grøn Omstilling anbefaler vi et moratorium for investeringer i nye motorveje, broer og fossil infrastruktur, så der frigøres arbejdskraft til at udrulle fjernvarme, installere varmepumper og lave en massiv udbygning af energinettet. I de næste 15 år er der ifølge Rambøll behov for at investere op imod 80 milliarder kroner i at forstærke det nedslidte elnet. 

Det er også ekstremt vigtigt, at regeringen laver en national energispareplan. Den samlede energiligning går aldrig op, og der vil ikke være grøn strøm nok til den nye generation af Power-to-X- anlæg, hvis ikke vi overalt i samfundet sparer på energien og investerer i høj energieffektivitet. Det er godt, at regeringen vil have mere energieffektivisering i både private hjem, virksomheder og offentlige bygninger, men regeringsprogrammet mangler konkrete forslag. Finansloven for 2023 bør levere på det.

Vi har en flertalsregering, der kan presse på fra toppen, men samtidig bør man mobilisere en grøn folkebevægelse, der kan sikre energibesparelser, lave energirenoveringer og opbygge lokale energifællesskaber for vedvarende energi. I en æra med høje energipriser, der sætter tryk på inflationen, bør regeringen investere målrettet i at sænke energiforbruget og give gode rammevilkår til de virksomheder og kommuner, som leverer på det. De kan hente inspiration i præsident Bidens Inflation Reduction Act.

Allerede i 2023 bør Nordsøen åbnes for en accelereret udbygning med offshorevind. Gerne, så vi kan nå op på 30 GW i 2030. Samtidig bør vi i de næste tre-fire år måske syvdoble med sol- og vindenergi på land. Det gøres hurtigere på land end til søs. Gør det attraktivt for lokale borgere, kommunerne, fjernvarmeselskaberne og virksomhederne at sige »yes, in my backyard«.

Det er positivt, at SVM-regeringen har åbnet døren på klem til en mere strategisk industripolitik i Europa, og at man lover at føre en aktiv finanspolitik. Det får vi virkelig brug for. Regeringens afgørende syretest er, om finansloven for 2023 afsætter flere milliarder til investeringer i den grønne omstilling. 

Frigørelsen fra fossile brændsler kan kun gå for langsomt.

Denne kronik er blevet bragt i Information.

By |2023-11-24T09:22:38+01:006. januar 2023|Kronik|0 Kommentarer
Læs mere

Den grønne vej ud af kriserne  

Kronik fra Magasinet Grøn Omstilling af Julie Bangsgaard Abrahams 

Vi står over for en sikkerhedskrise i Europa som følge af Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022. Ukraine har i mange måneder været under massive angreb. I efteråret var der eksplosioner på Nord Stream-gasrørledningerne i Østersøen, Ruslands præsident Vladimir Putin har truet med atomvåben i krigen, og missilangreb har ramt kritisk infrastruktur i nogle af Ukraines største byer.   

Som det ser ud lige nu, er energibesparelser det vigtigste redskab på kort bane til at reducere russisk gas i det europæiske energimix.  

Krigens konsekvenser føder ind i en energi- og forsyningskrise. Det udfordrer vores måde at indrette vores økonomier og energisystemer på. I EU har vi i mange år handlet ud fra den grundforestilling, at hvis vi blot handler med hinanden, bliver båndene mellem landene stærkere − og det skulle også gælde forholdet mellem Europa og Rusland. Men Putin har med sin krig udstillet vores naivitet. Europa har længe opbygget en afhængighed til russiske fossile energikilder som gas, olie og kul. Der er blevet bygget gasrørledninger, som har gjort det muligt at transportere fossilgas fra den russiske undergrund til radiatorerne i mange europæiske hjem. Nogle af disse gasrørledninger går gennem dansk farvand via Nord Stream 1 og Baltic Pipe. I EU bruges der årligt 400 milliarder kubikmeter gas, hvoraf 40 procent kommer fra Rusland.   

Ramt af ‘en perfekt storm’ 

Usikkerheden ramte os allerede sidste efterår, fordi det russisk-statsejede energiselskab Gazprom trappede ned for gasleverancerne til Europa. Men energikrisen i Europa handler ikke kun om Putin. Den skyldes også de meget hårde forhold for energiproduktion generelt set. Situationen var en ‘perfekt storm’. I år blev Europa ramt af den værste tørkeperiode i 500 år, hvilket er endnu et vidnesbyrd om, at klimaforandringerne er accelereret. Tørken førte til en væsentlig reduktion af energi fra norsk vandkraft, fordi vandreservoirerne var tomme. Det milde vejr betød også mindre elproduktion fra vindmøllerne. Sidste stød var nedlukning af franske atomkraftværker, der ikke kunne køle reaktorernes vand ned, og som samtidig var ramt af vedligehold.  

Energikrisen har fået Europa-Kommissionen til at opfordre medlemslande til at spare mindst 15 procent af naturgasforbruget fra august i år til marts 2023. Putin har brugt gassen som et våben i krigen, men det har ikke længere samme effekt at lukke for gasforsyningen, da EU selv har taget de 150 milliarder kubikmeter naturgas fra Rusland ud af markedet. Europa-Kommissionen satte et mål om, at de europæiske gaslagre skulle være 80 procent fyldte til november, men det lykkedes allerede to måneder før tid. I slutningen af oktober var de europæiske gaslagre 93 procent fyldte. Mindre gas, vand- og atomkraft på markedet har ført til stigende energipriser. Det har fået mange til at spare på energien og fået industrien til at kigge mod andre energikilder. Desværre er det ikke altid grønne valg, der er blevet truffet, men gaskedler, der er blevet udskiftet med olie.   

EU har med lys og lygte søgt efter andet gas end den russiske. Men størstedelen af naturgassen på markedet bliver transporteres i rør, fordi den er på gasform − ligesom vi har fået den fra Rusland. Man har derfor på rekordtid bygget terminaler til flydende gas, såkaldt LNG, i Tyskland og har modtaget det fra USA og Nordafrika. 

De kortsigtede løsninger som LNG-gas og skiftet fra gas til kul eller olie hos nogle virksomheder ignorerer dog den sidste krise, der har store konsekvenser, men som pludselig står i baggrunden af de andre − klimakrisen.

Sommerens tørke i Europa har haft fatale konsekvenser for fødevareproduktionen. Hedebølger har raset i Sydeuropa og fået floder til at tørre ud og skovbrande til at brede sig. Andre steder stiger vandstandene, og storme og ekstremt vejr koster menneskeliv og sender folk på flugt fra hus og hjem. Vi står midt i en klimakrise, netop fordi vi har gjort os afhængige af fossile brændsler.   

Man kunne frygte, at løsningerne på de mange kriser, vi står midt i, var modsatrettede, men tværtimod. Det er den samme løsning, der kan få os ud af alle kriserne. Det er en kendt løsning, der i forvejen er billig og udbredt: forureningsfri energi.  

Flere solceller og vindmøller 

Vores energi skal komme fra sol, hav- og landvind, og den skal udbygges meget hurtigere, end der bliver lagt op til. Der blev i juni 2022 lavet en bred klimaftale om grøn strøm og varme, hvor aftalepartierne blev enige om en firedobling af den samlede elproduktion fra sol og landvind frem mod 2030. Men det er slet ikke nok til at accelerere den grønne omstilling, der skal bruge langt mere strøm fra solceller og vindmøller på land og langt mere havvind på Nordsøen. Bureaukratiske benspænd for udbygningen af vedvarende energi skal fjernes.  

Varmen i vores bygninger skal ikke komme fra brændeovne eller olie-, træpille- og naturgasfyr, men fra fjernvarme baseret på store varmepumper, overskudsvarme, solvarme, geotermi og varmelagring. De steder, hvor bygningerne ikke ligger tæt nok, skal varmen komme fra individuelle varmepumper (drevet af sol- og vindenergi). I klimaaftalen lød ambitionen, at gas ikke skal bruges til opvarmning af danske hjem fra 2035, og at der senest fra 2030 kun skal være grøn gas i gasnettet. Men det skal gå meget hurtigere. Gassen skal ud af opvarmningen senest i 2028 ved en hurtig fjernvarmeudrulning og opsætning af varmepumper.   

I Danmark kommer langt over halvdelen af vores vedvarende energi fra biomasse, hvilket er et stort problem, da afbrænding af biomasse udleder klimaskadelig CO2, ligesom afbrænding af fossil gas, olie og kul gør. Vi importerer store mængder træpiller fra de baltiske lande, USA og ikke mindst Rusland. Derudover er brændefyring i private hjem den største kilde til sundhedsskadelig luftforurening i Danmark. Derfor skal skovbaseret biomasse som træpiller og skovflis i videst muligt omfang være udfaset i el- og varmeforsyningen i 2030. Det kan ske ved at forbyde individuel opvarmning med fast brændsel i fjernvarmeområder og en afgift på biomasseafbrænding, så biomassen ikke favoriseres på bekostning af de miljø- og klimarigtige energikilder. Biodiversitetskrisen i Danmark skyldes i høj grad for lidt dødt ved i danske skove, fordi vi brænder det af.  

Et af de vigtigste greb i energikrisen er at bruge energien mere effektivt. Vi skal ikke se på energi som en uudtømmelig ressource, men spare på energien ved at isolere vores boliger, udnytte overskudsvarmen og gøre industrien mere energieffektiv. Kriserne har givet europæerne en anden forståelse for energi som en knap ressource, og nu er det vigtigt at holde fast. Som det ser ud lige nu, er energibesparelser det vigtigste redskab på kort bane til at reducere russisk gas i det europæiske energimix.  

Acceleration af forureningsfri energi er altså ikke kun et spørgsmål om energi- og klimapolitik, men kan også sikre geopolitisk forsyningssikkerhed. Det momentum og den opmærksomhed, der er på problemerne ved fossil energi, skal udnyttes politisk. Medvind skal omsættes til handling.  

Julie Bangsgaard Abrahams er rådgiver i energi & klima hos Rådet for Grøn Omstilling 

By |2023-11-24T09:21:31+01:0021. december 2022|Kronik|0 Kommentarer
Læs mere

Sæt klimaet i centrum for de økonomiske strukturreformer

Kronik af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling

Uddrag: Sammenlignet med andre europæiske lande er Danmark et af de lande, hvor naturen er mest trængt i defensiven, og biodiversiteten er truet. I vores kamp for BNP-vækst og for at opbygge en moderne konkurrencestat er der lavet stribevis af strukturreformer, der har sænket prisen på den natur og det miljø, som vi er en del af. BNP måler kun det samlede output af varer og serviceydelser, men ikke ødelæggelsen af vores aktiver i naturgrundlaget. De herskende økonomiske mainstreammodeller lider af en så stærk natur-, energi- og ressourceblindhed, at politikerne træffer beslutninger på forkert grundlag. De stirrer blindt på arbejdsudbuddet, tilbagetrækningsalderen og arbejdsproduktiviteten. Men arbejdskraftens citroner kan ikke længere presses meget mere, for folk går ned med stress, psykiske lidelser og tager piller i stor stil for at holde apparatet i gang.

I fremtiden bør vi styre ud fra et helt nyt økonomisk paradigme, hvor naturgrundlaget sættes i centrum. Lav en ny generation af strukturreformer, der sætter energi- og ressourceproduktiviteten i højsædet. Det bliver de afgørende forudsætninger i fremtidens konkurrencekapløb. Vi skal ikke længere konkurrere på naturdestruktion og energiblindhed, men på at udvikle en ekstremt effektiv og regenerativ produktion, der giver mere tilbage til naturen, end den tager. Vi skal gå fra et klimanegativt samfund til et klimapositivt samfund. Helst allerede i 2040.

Find hele kronikken her forneden. Den blev bragt i magasinet Ræson den 1. december 2022.

By |2024-01-23T16:33:20+01:005. december 2022|Kronik|0 Kommentarer
Læs mere

Erklær krig mod vores fossile afhængighed

Kronik af direktør Bjarke Møller, Rådet for Grøn Omstilling

Putins blodige krig i Ukraine har sendt rystelser igennem Europa, der befinder sig i en dyb energisikkerhedskrise. Og sommerens hedebølger med vilde skovbrande og udtørrede floder på vores europæiske kontinent er et wakeupcall til klimarealismen. Vi oplever måske Europas værste tørkeperiode i 500 år.

Atomkraftværker langs Loire-floden kan ikke få kølet reaktorer ned, og varer kan ikke transporteres via Rhinen til Ruhr-området, fordi vandstanden er for lav.

Flere EU-lande fyrer igen med kul i stor stil, og det forværrer klimaproblemerne. Og hvis Gazprom helt lukker for gashanerne, kan Europas store industrivirksomheder ikke få energi nok.

Det kan blive en lang bitter vinter, hvor gassen må rationeres. Det kan blive værre end under den internationale energikrise i 1973. Men partierne dyster på flere skattelettelser og velfærd, hvor de burde dyste på klima og investeringer i en accelereret grøn omstilling.

Det Internationale Energiagentur anbefaler, at alle EU-lande laver store sparekampagner, hvor der skrues ned for varmen, hastigheden sænkes på motorvejene, og der laves bilfrie søndage i byerne. I Tyskland lægger forbundsregeringen op til, at offentlige kontorer holder temperaturen på maksimalt 19 grader celsius. Flere byer har lukket for det varme vand i offentlige bygninger. Projektører slukkes, og svømmehallerne lukkes. I Spanien må varmen maksimalt være 19 grader, og airconditionanlæg må ikke være under 27 grader i offentlige bygninger.

EU-medlemslande er blevet enige om at spare mindst 15 procent af gassen i år. Ellers risikerer vi, at der mangler gas til vinter. Men hvad sker der i Danmark? Alt for lidt.

Energistyrelsen har i sommer kørt en såkaldt sparekampagne, hvor man i annoncer bilder danskerne ind, at vi »allerede er langt fremme med den grønne omstilling«. Skaber det en brændende platform? Nej. Styrelsen vil kun have os til at »skrue lidt ned« og »bruge lidt mindre«. Ordet »lidt« viser, at man intet har forstået.

Sandheden er, at vi burde gøre meget mere. I Danmark kunne vi godt spare 23-25 procent af energien i 2020erne. Det kan nås ved at øge støtten til energirenoveringer, at hjælpe virksomheder med at spare energi og at fremskynde elektrificeringen. Brug gerne tre-fem milliarder kroner de næste tre år og beløn de hurtige. Ikke kun i Danmark er sparemålet for lavt. EUs energiministre lægger op til 13 procent energibesparelser i 2020erne, men i EU er det økonomisk optimalt at stile efter energibesparelser på 20-21 procent i dette årti, viser beregninger fra Fraunhofer instituttet.

I stedet for grønne hyggebudskaber fra Energistyrelsen, hvor vi alle falder i søvn i dyb selvtilfredshed, trænger vi til et realitetstjek. Hvis alle mennesker på Jorden levede som den gennemsnitlige dansker, vil det kræve ressourcerne fra tre ekstra jordkloder. Vores forbrugsbaserede CO2 emissioner er kun reduceret med 20 procent siden 1990. Danmarks CO2 reduktioner ligger endnu lavere, hvis man medregner klimaeffekten af de millioner tons træpiller og træaffald, som vi importerer fra Baltikum og Rusland til at fyre af i vores kraftværker. Vi har outsourcet vores klimaudfordring. Klimaet og energisikkerhedskrisen burde sætte alle politikere i alarmberedskab. Som under coronapandemien kunne der nedsættes en national operativ kommando til at sætte turbo på energiomstillingen.

Der er brug for en ny krigszonementalitet, hvor politikerne viser mod, og vi kappes om at spare på energien i private hjem, i offentlige bygninger og i transporten. Det sænker energiregningen og vil være en god investering, der kan tjene sig hjem på tre-fire år. Høj energieffektivitet og ressourcebevidsthed styrker Danmarks sikkerhed og kan lægge grunden til fremtidens konkurrencekraft. Oveni har vi en række danske virksomheder, der kan levere løsningerne. Så hvornår vågner politikerne op og kappes på energibesparelser?

Ambitionerne er for lave
Før sommerferien blev der indgået en række grønne forlig. Vi så fremskridt med en grøn investeringsfond og en fælles hensigt om at firedoble sol- og vindenergi på land. Og det er godt, at man vil udlægge vedvarende energizoner på land og fjerne snubletråde. Det er på høje tid. Siden FNs klimatopmøde i Paris i 2015 er udbygningen med landvindmøller gået i stå i Danmark. Og vi er håbløst bagud i forhold til Tyskland med solceller.

Desværre er ambitionerne i de grønne forlig alt for lave. En tidsel er, at gassen først udfases helt i den danske varmeforsyning i 2035. Og politikernes mål om 12,9 gigawatt havvind svarer ikke til ret meget mere end energiefterspørgslen fra de mange nye Power-to-X anlæg, der bygges rundt omkring i landet. Oveni har forligspartierne afsat en halv milliard kroner, så Energistyrelsen frem mod 2026 kan lave detailplaner for mere havvind. Men der findes allerede masser af tal og viden om Nordsøen, så lad være med at spilde tre år.

Der er krig i Europa, og vi skal hurtigst mulig fri af Putins fossiler. Det næste regeringsprogram bør levere håndfaste svar. I løbet af et halvt år kunne man igangsætte store klyngeudbud, og private vindkonsortier bør kappes på, hvordan de vil sikre miljø, biodiversitet, fiskeri og lang holdbarhed for møllerne. Frem for at staten på forhånd scorer kassen med nye udbud i Thor-klassen, kan der laves en ny model for overskudsdeling af de fremtidige gevinster. Vælger man denne markedsdrevne model, kunne vi i Danmark nå op på 30 gigawatt havvind i 2030.

Og i 2023 kunne man udlægge flere energizoner i Nordsøen og Østersøen, så der frem til 2035 kan skaleres op til 65 gigawatt. I fremtiden vil vi mangle grøn strøm til at fylde på elbilerne i Europa. Det kan blive et gigantisk eksporteventyr for Danmark. Skal hele landtransporten i EU-landene omlægges til el, kræver det hele 633 gigawatt ekstra vindenergi, eller hvad der svarer til 42.200 af de største Vestas-havvindmøller.

Hvor er de politikere, der handler på det? Vi kan spare masser af CO2 ved hurtigere udfasning af fossilbiler, men der skal være nok grøn strøm til elbilerne. Politikerne bør også tænke Europas sikkerhed ind i energipolitikken. Den gode nyhed er, at Danmark har de vindmøllefabrikanter og konsortier, der tripper for at hjælpe. Og det kan ske meget hurtigere, end politikerne forestiller sig.

Under Anden Verdenskrig mobiliserede Winston Churchill den britiske nation og fik hver uge bygget hundredvis af militærfly. Tænk, hvis vi i Danmark var lige så ambitiøse for opstillingen af vindmøller, solcelleparker, fjernvarme og varmepumper? Så ville vi klippe alle snubletrådene over og erklære krig mod den fossile afhængighed.

Det er for sent
Vi kan syvdoble sol- og vindenergien på landjorden frem mod 2030 til omkring 50 gigawatt og tage et syvmileskridt frem mod et bæredygtigt el- og energisystem.

Borgerne bør involveres tidligere i processen. Gør det mere attraktivt for bønder, virksomheder og borgere at opstille solcelleanlæg. I stedet for at vente til 2035 med at fjerne alle fossile brændsler i varmeforsyningen, kunne vi i Danmark nå det i 2027-28, hvis vi satte turbo på udbygningen af fjernvarmen i kommunerne og installationen af varmepumper i yderområderne. Hvis Danmark var lige så ambitiøse, som tyskerne i de næste fire år, kunne der installeres 185.000 varmepumper inden sommeren 2026.

Vi står i en energisikkerhedskrise og en krig mod Putin, og ifølge FNs klimapanel har vi kun tre år til at knække de globale CO2-kurver, men politikerne tager først for alvor fat i slutningen af 2020erne. Det er for sent. Hvis man opererer i snegletempo, når vi aldrig i mål. Derfor håber jeg, at det nye folketing straks indkalder til forhandlinger om et nyt nationalt kompromis, der sætter ekstra turbo på den grønne omstilling. For vi kan meget mere, hvis vi virkelig vil.

Bjarke Møller er direktør for Rådet for Grøn Omstilling og er blandt andet hovedforfatter til Mandag Morgens »Grønbog for et bæredygtigt energisystem – sådan frigør vi os fra Putins fossile brændsler«

By |2023-11-24T09:27:43+01:0025. august 2022|Kronik|0 Kommentarer
Læs mere

Kontakt

Rådet for Grøn Omstilling
Kompagnistræde 22, 3
1208 København K
Danmark

CVR: 15428376

Find medarbejder

Persondatapolitik

info@rgo.dk

Støt den grønne og bæredygtige omstilling

Disclaimer: This website has been translated using automated translation software powered by third-party services. We will continuously make efforts to improve the translations from Danish.

Vil du følge vores arbejde?

En hurtig vej til grøn viden!

Go to Top