Danmark overskrider både FN’s og EU’s grænser for luftforurening

24. juli 2020

Rådet for Grøn Omstilling udsender følgende pressemeddelelse som opfølgning på en artikel bragt i Politiken den 24. juni 2020. Artiklen i Politiken kan kun læses af abonnenter.

Danmark vil i år overskride 40 procent af udledningsgrænserne for helbreds- og naturskadelig luftforurening i FN’s Göteborgprotokol og EU’s National Emission Ceilings Direktiv. Årsagen er partikelforurening fra brænderøg og ammoniakforurening fra landbruget. Konsekvenserne kan blive en traktatkrænkelsessag ved EU-domstolen og/eller en sag ved de danske domstole.

Ifølge DCE ved Aarhus Universitet dør ca. 4.200 danskere hvert år af luftforurening, dvs. 7-8 procent af alle danske dødsfald skyldes luftforurening. Det gør luftforurening til vores tredje største risikofaktor kun overgået af rygning og fysisk inaktivitet. Luftforureningen er ligeledes en væsentlig årsag til sygdom. Helbredsskaderne koster Danmark ca. 80 mia. kr årligt, hvilket svarer til 3-4 procent af landets BNP.

Helbredsskaderne skyldes både national og grænseoverskridende luftforurening. For at dæmme op for den grænseoverskridende luftforurening har FN besluttet Göteborg Protokollen (GP). EU har i forlængelse heraf besluttet National Emission Ceilings Direktiv (NECD). Begge sætter nøje grænser for, hvor meget luftforurening nationer må udlede i 2020 for fem typer særlig skadelig grænseoverskridende forurening: Kvælstofoxider, flygtige organiske forbindelser, svovldioxid, ammoniak og fine partikler.

Kommissionens seneste vurdering – baseret på medlemsstaternes indberetninger – viser nu, at Danmark ikke vil opfylde udledningsgrænserne i 2020 for ammoniak og fine partikler (se bilag i PDF’en nederst på siden). Ca. 95 procent af ammoniakudledningen kommer fra landbrug, mens 60-65 procent af partikeludledningen er brænderøg.

Politikerne bør straks gribe ind med skatter på brænderøg og forbud imod brændefyring uden effektiv røggasrensning i byers boligområder. Dertil bør kravene til landbruget skærpes. Det er pinligt, at et såkaldt grønt foregangsland som Danmark, ikke engang opfylder FN’s og EU’s helt basale miljøkrav,” siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver for luftkvalitet & klima i Rådet for Grøn Omstilling.

Den danske indberetning til EU Kommissionen viser ligeledes, at Danmark i 2030 vil overskride 60 % af udledningsgrænserne i NECD, hvis ikke politikerne griber målrettet ind – særligt over for brænderøg.

Politikerne er nødt til at komme ind i kampen og forstå alvoren. Både i forhold til luftforureningens enorme helbredsskader og risikoen ved en EU traktatkrænkelsessag,” slutter Kåre Press-Kristensen.

For yderligere information:

Kåre Press-Kristensen

Seniorrådgiver, Luftforurening

Mobil: 2281 1027
Email: kaare@rgo.dk

Se udledningsgrænserne her: